Foredrag ved de sjællandske husmænds sendemandsmøde d. 23. juli 1929.
af S. Berthelsen.
I
Det er ingenlunde for tidligt, at de danske husmænd tager op til prøvelse spørgsmålet om, hvorledes en god grundvurdering praktisk kan gennemføres bedst muligt. Thi en sådan vurdering er jo en absolut betingelse for en god videreførelse af den grundskyldsreform, som husmandsstanden (ved sin køgeresolution af’ 1902), før nogen anden stand herhjemme, rejste kravet om, og som derfor også nu i princippet er blevet godkendt af vor lovgivning – såvel til stat som kommune – om end med alt for små procenter. – Men særlig nu, da vi har fået en ny regering, som har forpligtet sig til en videreførelse af grundskyldreformen, og som danske husmænd derfor sikkert af al magt vil støtte, er det dobbelt nødvendigt, at grundvurderingen bliver den bedst mulige, ikke mindst for husmændenes egen skyld; thi de har, måske mere end de fleste andre grundejere, deres særlige interesse i denne opgaves gode løsning.
Den hidtil stedfundne grundvurdering, særlig på landet, er ingenlunde god nok, – selvom den ej heller er så slet, som der fra flere utilfredse (som ikke forstår opgavens vanskelighed) stundom er råbt op om. Men den kan og skal blive langt bedre end den er, og det vil ske, når de rette veje og midler dertil kan findes og anvendes, og, frem for alt, når grundejerne selv, og da særlig også husmændene –vort lands talrigeste grundejerklasse – vil hjælpe med dertil, også ved god saglig og velgrundet kritik.
Lad os da prøve her at gennemgå de principper og regler, hvorefter grundvurderingen nu sker, hvilke mangler derved findes, og hvorledes disse bedst kan afhjælpes.
II.
Fra skattelovene af 1903 til 1923, altså i 20 år, vurderedes vore faste ejendomme som bekendt kun til ejendomsskyld (altså var både jord og bygninger deri indbefattede) efter værdien i handel og vandel. Og, som vi alle ved, skaber dette et skævt og uretfærdigt skattegrundlag, fordi det foruretter alle dem der bebyggede og forbedrede deres jorder; men ganske særlig gælder dette husmændene, fordi disse forholdsvis har de fleste bygninger og forbedringer pr. arealenhed, – og hvis ejendomme derfor den gang ofte vurderedes dobbelt så højt pr. arealenhed som de store landejendomme.
Dette kunne enhver retsindig mand indse var galt, og dette medvirkede da også stærkt til, at vi omsider – efter en kraftig rejst bevægelse og prøvevurderinger – fik ved lov af 7. aug. 1922 gennemført en lille, men ren statsgrundskyld, og som følge deraf også en almindelig grundvurdering – selvom vi desværre beholdt også ejendomsskylden og den dertil svarende vurdering.
Men det kneb svært at nå så langt, – der var adskillige politikere, som ikke ville have en ren grundskyld, og mange mente det umuligt at udsondre grundværdien særskilt, ikke mindst blandt byernes grundejerkredse, hvor enkelte endog for nylig har påstået dette, uagtet grundvurderingen netop i København og byerne er lettere og sikrere at gennemføre end på landet. – Men her i denne kreds taler vi jo for øvrigt kun om ansættelsen af de egentlige landejendommes grundværdi.
III.
Allerede ved de overvejelser, som gennem en halv snes år forud for 1922 fandt sted i interesserede vurderingskredse, opstod imidlertid det principspørgsmål: efter hvilken fælles og ensartet værdinorm bør alle Danmarks landejendomme ansættes til grundværdi?
Der var planer fremme om at indføre en helt ny værdinorm efter jordens godhed og beliggenhed, samlet udtrykt i penge, i stedet for det gamle ‘hartkorn’. – Altså at skabe en helt ny ‘pengematrikul’. Men et forslag derom af 1916 vandt desværre ikke dengang tilslutning – nye tanker havde jo ofte en træls vej frem her i vort konservative land, selvom det er gode tanker.
Man nøjedes da med at ansætte grundværdien til, hvad jorden i ubebygget stand ville koste efter egnens priser. Oplysning om jordpriser fås bl.a. af statistikken over de stedfundne salg, dog med fornøden kritik og med udskydelse af de ikke-normale salg, – og uagtet der jo på egnen ofte kun fandt et meget begrænset antal salg sted af ubebygget grundejendom, der jo her alene var vurderingsgenstanden.
Men følgen var da også, at man her møder en ny og særlig vanskelighed, – nemlig den, at salgspriserne faktisk var forskellig for herregårdsjord, bøndergårdsjord og husmandsjord – selvom jordens godhed og beliggenhed var den samme!
IV.
Denne mærkelige økonomiske kendsgerning – der synes at stride mod al logik må vi dvæle lidt ved. Thi den beror jo på den særlige sociale kendsgerning, at herregårdsjorder herhjemme normalt kun købes til priser, som fuldt kan ventes forrentet gennem andres landbrugsdrift, medens bondegårdsjord delvis, og husmandsjord fuldt ud skal drives af køberen selv, og derfor i vore dage normalt betales med en overpris, svarende til det særlige økonomiske gode, som køberen opnår ved, at han tillige erholder en arbejdsplads for sig selv – hvad han ellers næppe kan få ad anden vej for tiden!
Såfremt en husmand derfor giver 1.000 kr. for en tønde land, som måske i herremandshånd kun forrenter og koster 600 kr. og i gårdmandshånd kun 800 kr. (for at bruge runde tal), så er den nævnte overpris i virkeligheden kun en del af hans egen fremtidige arbejdskrafts værdi, som han forud betaler eller forpligter sig til at forrente, udover den naturlige jordværdi; og årsagen dertil er jo, at den unge jordkøber dvs. den vordende normale husmand, er i en nødsituation, fordi han ellers kun har valget mellem at udvandre eller flytte ind til byen eller blive herregårdsarbejder! Så betaler han ofte hellere denne kunstige overpris, som jordmarkedet normalt forlanger af den jordsøgende husmand, men som egentlig ikke er naturlig jordværdi. Men det er en social uret, at en husmand, som således køber sin brugsjord til overpris, tvinges til derved for så vidt at sælge sig selv og sin arbejdskraft for en lang fremtid, – og atter kun kan slippe ud af smerten ved gennem salg at overføre den på en ny husmand – måske hans eget barn. Og så fremdeles.
Dette prisspørgsmål er det af vigtighed at erindre ved al drøftelse af jordspørgsmålet – også fordi vi må håbe, at denne tilstand kun er midlertidig skabt af dårlige love, som kan ændres, men ikke behøver at være evigvarende.
Og alle, der her er ledende i vort land, har et betydeligt ansvar for, at jordpriserne ikke drives kunstigt opad, til skade for alle arbejdende landbrugere, – men hellere nedad fra den kunstige højde, hvorpå jordpriserne nu er oppe. De må nedad, hvis forholdet for den arbejdende landbruger skal blive tåleligt! Al tale om ‘værdistigning’ som ønskelig er her af det onde, socialt set!
V.
Derfor var det også en selvsagt ting, at husmandsjordpriser ikke kunne bruges som fællesmålestok for ansættelsen af den rette grundværdi, da dette spørgsmål drøftedes i 1911-12 og følgende år, – endog bortset fra, at husmændene kun besidder ca. 1/8 af al dansk agerjord og ikke i de første 200 år kan nå at optage de øvrige 7/8, – selv under de heldigst tænkelige forhold med ubegrænset adgang til jord og ubegrænset børnetilvækst!
Langt nærmere lå det at tage herregårdsjordens handelspris, markedets laveste, til fællesmålestok. Men også disse store brug optager tilsammen kun ca. Af al Danmarks agerjord ligesom deres drift ansås gennemsnitlig at ligge under normalen – hvad årene senere noksom har bekræftet.
Derfor valgte man og derefter loven af 1922 den middelstore bondegårds jordpris som fællesmålestokken for al dansk jords grundværdi – uanset brugets store eller mindre areal, – også fordi de danske bøndergårde optager ikke mindre end ca. ¾ af al dansk agerjord, og derfor er jordprismarkedets absolut dominerende faktor.
Og så længe man overhovedet vil benytte salgspriser som udgangspunkt for bedømmelsen, er denne målestok også den bedst mulige.
Men salgsprisstatistikken, som man da mest er henvist til, har flere skavanker, bortset fra, at denne for ubebygget jord af gårdbrugs størrelse kun er såre ringe. Men selv for bebyggede gårdbrugs salgssummer (hvoraf da selve jordprisen måtte uddrages) er statistikken ikke uden skavanker. Dels fordi kun ca. 1/20 af alle ejendomme sælges årlig, og priserne fra de mange familiesalg, prioritetssalg, nabosalg og nødsalg ikke tør lægges til grund for statistikken, som derved bliver alt for lille og usikker; dels fordi det ingenlunde er givet, at de 19/20 af ejendommes værdier forholder sig som den 1/20, der i år sælges, dels også fordi alle salgspriser forudsætter, at køberen overtager de faste ejendomsskatter, og altså formindskes med disse kapitalbeløb, uagtet disse, og særlig grundskylden, jo er en fast prioritet og jordens værdi derfor bør ansættes uden hensyn dertil, – hvilket også var foreslået i minister Hauges grundskyldsforslag af 1925. – (denne ændring må derfor ønskes gennemført snarest ske kan, hvis fuld lighed og retfærd skal nås.)
VI.
På et andet vigtigt punkt nåede man i sin tid til en god og rigtig afgørelse, nemlig, som det fastsattes i loven af 1922, at landbrugsjorden skal ansættes til dens pris “i middelgod kultur”, – altså uden hensyn til, om jorden er særlig veldreven, eller henligger mere eller mindre forsømt af brugeren.
Thi derved sikres værdien af den særlig gode og ypperlige dyrkning og dennes dyrker mod at blive inddraget under den samfundsskabte grundværdi, som jo alene bør rammes af grundskylden.
Nogen praktisk vanskelighed ved at følge dette princip vil i reglen ikke forekomme, efter den hidtidige erfaring.
Men der opstår her et nyt spørgsmål om sådanne arbejdsskabte grundforbedringer, der går ud over de almindelig fornødne markarbejder, og som ikke straks – ved så meget større afgrøder –afkaster den fornødne løn og dækning for udlæg af omkostninger. Så længe jorden ikke har givet dyrkeren det fornødne vederlag herfor, bør den opståede nye grundværdi ikke inddrages under grundskylden.
Dette vigtige spørgsmål har loven af 1922 løst klogt og rigtigt ved følgende regel:
“Når begæring derom fremsættes af ejeren, skal der ved værdiansættelsen gives fradrag i grundværdien for forbedringer, hidrørende fra private foranstaltninger, for så vidt bekostningerne ved samme ikke må antages at være vederlagt gennem den udbytteforøgelse, forbedringerne har medført. – Fradraget, der ikke kan overstige de anvendte bekostninger, ydes kun i det omfang, hvori forbedringerne må antages at have virket værdiforøgende ved ansættelsen, og finder ikke anvendelse med hensyn til forbedringer, som er foretaget længere tid tilbage end 30 år før vurderingen.”
Som man vil se, kræver loven altså, at ejeren selv i rette tid skal kræve dette forbedringsfradrag, hvilket bedst sker ved udfyldningen af den dertil bestemte rubrik i vurderingsskemaet, som enhver ejer får tilstillet forud for enhver vurdering.
VII.
Efter således at have nævnt de vigtigste principper, som skal følges ved grundvurderingen, skal jeg kortelig omtale de beskikkede vurderingsmyndigheder og deres gerning:
I hver af vore ca. 1200 sognekommuner vælger sognerådet 2 faste vurderingsmænd, som sammen med den af regeringen for hele herredet (efter amtsrådets indstilling) valgte vurderingsformand danner kommunens vurderingsråd. Dette er altså den første og for så vidt vigtigste instans, som langt de overvejende antal vurderinger overhovedet ikke kommer længere, nemlig når de ikke påklages af ejeren eller sognerådet, eller de overordnede råd ikke af egen drift kræver nogen vurdering omgjort.
Den næste instans er skyldrådet, der dannes af samtlige vurderingsformænd, et i hver af vore 24 amtsrådskredse, (skyldkredse), og hvis hovedgerning er at modtage og påkende klagesager, samt at yde fornøden bistand og vejledning for de kommunale vurderingsråd. Endelig kommer, som øverste vurderingsmyndighed, overskyldrådet, af hvis 16 medlemmer halvdelen vælges af rigsdagen og halvdelen af kongen, og som ligeledes fungerer som klageinstans samt skal vejlede de øvrige vurderingsmyndigheder til en rigtig gennemførelse af lovens regler og finansministeriets nærmere forklaringer dertil. Det er et stort og vigtigt arbejde, der således er pålagt disse 3 vurderingsinstanser. Og det er min overbevisning og erfaring, at de dertil udvalgte mænd gennemgående udretter deres hverv samvittighedsfuldt og efter deres bedste evne, og at mange lægger et meget betydeligt arbejde deri, – trods det meget beskedne vederlag, som gives dem derfor. Naturligvis er de og bør de være underkastet samme kritik som alle andre offentlige tillidsmænd. Og når kritikken er saglig, vil den også blive taget til følge, for så vidt den må erkendes er vel begrundet.
VIII.
Spørgsmålet her bliver da, hvorledes denne vurdering kan gøres endnu bedre, og hvor den berettigede kritik fra beboernes side rettelig bør sætte ind – naturligvis ikke med hensyn til den enkelte ejendoms ansættelse, som vi ikke her kan drage frem – men overfor det af loven således foreskrevne vurderingssystem og hvorledes kan medborgerne, og da særlig også husmændenes kreds, som jeg her taler til, medvirke til, at den praktiske gennemførelse af grundvurderingen bliver bedst mulig.
Lad os begynde med grundlaget for den hele vurdering, nemlig de skemaer, som ejeren forud for vurderingen skal udfylde med de faktiske oplysninger om jordstykkets størrelse, beskaffenhed og beliggenhed osv. Her vil jeg meget indtrængende bede også denne kreds om at medvirke til, at ejerens udfyldelse bliver så omhyggelig som muligt. Særlig ved betegnelsen af jordens bonitet bør gives de flest mulige oplysninger, som ejeren jo bedst af alle kan. – Også om selve ansættelsen til jordværdi kan ejeren give sin mening tilkende, og da særskilt for hver enkelt særlig jordkvalitet. Og for så vidt der ønskes fradrag for særlige grundforbedringer, bør de fornødne meddelelser om tid, sted og omkostning ved disse tilføjes, såvel som om deres formodede værdiforhøjende størrelse.
Men dernæst bør husmanden være opmærksom på værdiansættelsen, når denne omsider af vurderingsrådet er færdig, og resultatet offentlig fremlagt. Helst burde vurderingsrådet da fremlægge et kort, hvorpå hvert jordstykkes værdi er ansat, særskilt for hver enkelt værdiklasse, så at også den fornødne sammenligning (som jo er al vurderings prøvesten) kan finde sted. – Og måske kan vi allerede til næste vurdering i 1931 få slige kort fremstillet, i alt fald i visse kommuner. Der er hertil bevilget et ikke ringe beløb, og vi venter os meget af denne reform, når den praktisk gennemføres.
Og husmændene – eller mulig et af dem for hver kommune nedsat udvalg – bør da kritisk gennemgå helst hele sognet og forvisse sig om, at ansættelserne er rigtige, og ellers straks rejse krav om de fornødne ændringer ved skriftlig og motiveret klage til skyldrådet inden 4 uger efter sidste fremlæggelsesdag. Der kan klages ikke blot over egen jordlod, men over alle andre, store og små ejendomme i kommunen, og man kan forlange at blive tilkaldt til nærmere personlig forklaring, hvis sådant ønskes.
Skyldrådets derefter trufne afgørelse, der særlig skal meddeles klageren, kan yderligere inden 14 dage påankes skriftlig til overskyldrådet (Christiansborg, København K.), ledsaget af de fornødne oplysninger. Og enhver velbegrundet klage vil da blive undersøgt, eventuelt ved besigtigelse på åstedet, og afgjort efter rådets bedste skøn og lovens regler.
Desværre har overskyldrådet ikke endnu begyndt – således som landsoverskatterådet for længst har gjort – at udsende regelmæssige meddelelser til offentligheden om rådets principielle afgørelser, hvad der vistnok ville være til megen nytte – også ved at forebygge mange misforståelser af rådets afgørelser, som nu jævnlig fremkommer ved møder og i pressen.
IX.
Der kan her spørges, om disse vurderingsmyndigheder har den fulde sagkundskab netop med hensyn til det mindre landbrugs værdsættelse af jorderne. Dette må dog vel antages, når de er udvalgt af de folkelige sogneråd, amtsråd, rigsdag og regering, og øvelse gør vel også her mesteren. Men det var måske næppe nogen skade til, at dygtige husmænd blev stærkere repræsenteret indenfor vurderingsmyndighederne. Og da særlig i den første og vigtigste instans, hvor grundlaget for ansættelsen lægges, altså i de kommunale vurderingsråd som vælges af sognerådet. – Her bør husmændene gøre sig gældende, så at de får én repræsentant i hver kommune valgt. – Ja, måske var det overvejelse værd, om der ikke burde vælges 3 i stedet for 2 vurderingsmænd i hver kommune (eller dog de store) for at sikre en alsidig repræsentation.
Også som vurderingsformand for herredet bør dygtige husmænd lejlighedsvis indvælges, og det samme gælder jo overskyldrådet, hvor der, efter at den gode Martin Hansen døde fra os, nu kun findes en enkelt husmand.
Men hvad det gælder om i alle disse tilfælde er jo at få de kyndigste mænd på de rette pladser – og at der af det offentlige herfor ydes dem et vederlag, som kan tillade dem, særlig husmændene, at ofre den fornødne tid til det her foreliggende meget vigtige arbejde. Da det drejer sig om at fastlægge det retfærdige grundlag for hele vort lands økonomi – i fremtiden vistnok det allervæsentligste grundlag, nemlig 6 á 8 tusinde millioner kr., så kan det vel nok betale sig at lønne de mænd sømmeligt, som skal påtage sig dette hverv.
Og den særlige indsigt, som dertil kræves – foruden almindelig sund menneskeforstand og praktisk landbrugskendskab – kan flinke husmænd lige så godt erhverve sig som andre.
Men måske var det ingen skade til, at der på vore husmandsskoler eller ved formandsmøder og kursus også optages undervisning i vurderingslære, så at vore husmænd kan møde frem med den fornødne indsigt i de lovregler og retsregler, som her skal følges, for at resultatet skal blive godt.
At landboforeningerne ikke for længst har optaget den sag, behøver jo ikke at hindre husmændene i at gøre det., Jakob Lange udtalte i lørdags på husmandsskolen, at husmændene ikke skal være bagtroppen for landboforeningen, men hellere i spidsen.
Mærkeligt er det, at end ikke på landbohøjskolen gives der nogen undervisning i den almindelige vurderingslære, – men alene i jordbonitering, hvad der kun er en enkelt side af problemet.
For ikke at tale om, at universitetet i landbrugslandet Danmark overhovedet ikke længere giver undervisning i landboret og hermed beslægtede spørgsmål, hvorfor da også vore jurister i reglen møder frem i det praktiske liv temmelig blanke på disse områder. – Men så må husmændene gå foran, som de praktiske folk., de er.
X.
Med hensyn til udfindelsen af jordens rette værdi som landbrugsjord, er det spørgsmål fremme, om man ikke burde skride til en helt ny bonitering af alle landets jorder – en ny matrikul!
Jeg vil på forhånd advare imod, at dette krav rejses alt for stærkt!
Ikke blot fordi dette ville udskyde en rationel jordvurdering i mange år (hvad adskillige af vor sags modstandere ganske vist ikke har noget imod) og fordi det ville koste mange millioner, som bedre kunne anvendes til at udstyre de nuværende vurderingsmyndigheder bedre med løn og hjælpemidler end hidtil.
Men mest fordi en ny bonitering vistnok ikke er videre nødvendig for vor vurdering af størstedelen af vort lands agerjord, nemlig dem, der var under plov, da matrikulen for omtrent hundrede år siden optoges, og hvor det naturlige muldlag og underlag ikke er ændret siden. Derimod ville en nybonitering af de ‘nye’ jorder, altså de, som dengang ikke var under plov, og som derfor bedømtes mere overfladisk i sin tid, såvel som de senere opdyrkede enge, moser, kær, overdrev og heder osv., være mere nyttig, ikke blot til almindelig statistisk efterretning, men også en hjælp og kontrol ved grundvurderingen. Og en sådan supplerende matrikulering burde derfor nok foretages på sine steder.
Men selv den mest fuldkomne jordbundsundersøgelse ville dog kræve en yderligere undersøgelse af jordenes særlige beliggenhedsegenskaber, og først derefter kunne foretages en endelig vurdering til penge, som grundlag for ansættelse.
Og det er et spørgsmål, om man da ikke burde forlade at benytte salgsværdien som endeligt udtryk for jordværdien af landbrugsjord, men derimod den årlige nettoafkastning ved normal drift af pågældende jordstykke, – inden for den givne beliggenhedsnorm og bortset fra på jorden hvilende private eller offentlige prioriteter.
XI.
Hvilken af disse veje, man bør gå fremtidig, kan naturligvis drøftes, og jeg vil meget gerne lytte til de bidrag til løsningen af dette spørgsmål, som den påfølgende diskussion måtte yde fra husmændenes side.
Men i alle tilfælde bør der, hvad også den gældende lov går ud fra, forud for enhver almindelig vurdering, gøres et vejledende arbejde fra de overordnede vurderingsmyndigheders side for at sikre, at ensartede regler følges overalt i landet. Dette kan ske og er sket, dels ved overskyldrådets forhandlingsmøder med vurderingsformændene, dels ved at vurderingsmyndigheden foretager visse forvurderinger rundt i kredsene, således at de derved fastsatte værdier på bestemte jordstykker skal tjene som fixpunkter for bedømmelsen af ligeartede ejendomme på vedkommende egn.
Det er min overbevisning, at dette forvurderingssystem burde yderligere udvikles, således at i hver kommune mindst 2 ejendomme, indeholdende egnens typiske jordboniteter, nøje undersøgtes og bedømtes og – vel at mærke – offentliggjordes i de stedlige blade og på anden måde, således at enhver jordejer kunne bruge de pågældende fixpunkter til sammenligning med sine egne og andres jorder og derefter tage sit standpunkt.
Når så de overordnede vurderingsmyndigheder – skyldråd og overskyldråd – samtidig skabte sikkerhed for, at disse kommunale fixpunkters jordværdier var indbyrdes rigtigt afvejede, ville der fremkomme et fastlagt net af sikre holdepunkter for hele landets jordværdiers ansættelse.
For øvrigt bør det erindres, at netop en almindelig grundvurdering mere end nogen anden vurdering har en særegen evne til at kontrollere sig selv ved den indbyrdes sammenligning mellem ensartede og ensbeliggende ejendomme. Ved hver ny vurdering røber tilbagestående uligheder sig, og ved at udjævne disse fremkaldes efterhånden et sikkert værdigrundlag, som da kun behøver at ændres, hvor ganske særlige nye lokale forhold fremkalder en værdiforskydning. Deraf følger også, at bekostningen ved vurderingerne efterhånden vil aftage, især såfremt man kunne nå så vidt, at kun årlige revisioner blev nødvendige.
XII.
Endnu kunne der være flere andre enkeltheder af vigtighed at dvæle ved.
Således: fastsættelse af de rette værdier af pågældende jorders beliggenhed for landevej, sognevej, byvej – med afstand fra mejeri, station eller købstad osv. Husmandsjorden skal også i så henseende bedømmes, ikke som huslod, men som tilhørende den middelstore bondegård, hvad der kan frembyde ret vanskelige tilfælde.
Ligeså betydningen af byggegrundmulighed ved landbrugsjord, et meget vanskeligt spørgsmål, som jeg heller ikke her kan komme ind på.
Fremdeles, om man ikke kunne bruge som hjælpemiddel de fra “Det landøkonomiske driftsbureau” fremkomne resultater om ‘forrentningsevnen’ for de forskellige større og mindre landbrug. Dette sidste vil jeg dog advare imod, da disse resultater mere er anlagt på at vise, hvilken rente de i landejendommene anbragte kapitaler kan afkaste til kapitalisterne, medens det jo her mere gælder at fastslå, hvilken jordværdi, der er bedst forenelig med den rette løn til den arbejdende landbruger.
Derimod burde jeg måske endnu også fremhæve det særlige hensyn, som ved jordvurderingen skyldes statshusmændene, der efter jordloven 1919 ikke blot, som alle jorddyrkere, skal svare grundskyld efter vurderingen, – men som tillige skal svare fuld rente af jordværdien til staten, og som derfor har en særlig stor interesse i den rette ansættelse af denne værdi.
Der burde efter min opfattelse fra vurderingsmyndighedernes side været vist en endnu større omhyggelighed ved disse vurderinger end ofte sket, ikke mindst for de statshusmænd, som har overtaget dårlig drevet jord fra len og præstegårde, uden at have fået fornøden godtgørelse for denne dårligdom. Noget kan skyldes den pågældende lovgivning, som har visse mangler, noget også opgavens praktiske vanskelighed.
Men i alt fald i fremtiden må der kræves langt større omhyggelighed ved fastsættelse af jordværdien i de pågældende egne.
(Endelig kunne jeg måske nævne, at man i udlandet har foreslået ganske at undvære officiel grundvurdering, og at lade grundejerne selvangive grundværdien til grundskyld, – men da således, at denne angivelse tillige gjaldt som afståelsessum, hvis kommune eller stat ønskede at erhverve jorden. – Men dette helt nye princip har nok endnu ikke fundet så faste former, at nogen erfaring derfra kan hentes.)
Hermed skal jeg standse, idet jeg opfordrer til en oplysende og saglig diskussion om det foreliggende meget vigtige spørgsmål.
Jeg kan slutte, som jeg begyndte, med at sige: vor jordvurdering er endnu langt fra god nok, men der er gjort en tålelig begyndelse, og den er langtfra så dårlig, som der fra mange sider råbes op om af ukendskab til opgavens vanskelighed. Og grundvurderingen både kan og skal gøres langt bedre, end den er, for at tjene som det rette underlag for en voksende grundskyld. Men dette kan kun ske, når alle grundejerne, og da særlig husmændene, vil hjælpe med til, at dette mål kan nås.
Og den husmandsstand, som i sin tid i køgeresolutionen krævede grundskyld, vil sikkert føle sig forpligtet til at gøre sit bedste til at løse denne opgave.