Grundtvigianismen og underklassen
Af Fernando Linderberg.
Udvidet gengivelse af et foredrag på vennemødet
i Grundtvigs Hus den 13. oktober 1908.

(Dette indlæg bringes her til illustration af, at Linderberg i sine senere år lagde mere vægt på socialismen: Se S. Berthelsens nekrolog)

1. Indledning.

I året 1848 holdt biskop Ketteler 6 sociale prædikener i domkirken i Mainz, hvori han fra sit kristelige standpunkt belyste underklassens tilstand og de af denne fremvoksede opgaver.

Disse prædikener i forbindelse med Kettelers øvrige virksomhed gav anledning til, at katolikkerne i Tyskland på dagsordenen for deres årsmøde optog den sociale sag og senere har fortsat således, at på alle i det følgende halve århundrede og til dato afholdte årsmøder har en eller anden side af den sociale sag stadig været på dagsordenen. Når vi nu på programmet for det første vennemøde i Grundtvigs hus har fået spørgsmålet frem om grundtvigianismens stilling til underklassen, så vil jeg ønske, at grundtvigianerne på dette punkt vil følge katolikkernes eksempel. Vel ved jeg, at katolikkerne tilstræber i kristendommens navn at herske over samfundet; grundtvigianerne kan kun ønske og tilstræbe at tjene. Men for virkelig at tjene kræves ikke mindre kundskab og forståelse end for at herske.

Ved at følge det anførte eksempel vil kirkelig samfund også kun indfri et løfte, som er givet på dets vegne i det første år. Ved given lejlighed erklærede dets første formand, afdøde pastor V. J. Hoff:

“At kirkelig samfund, når og hvorsomhelst der dertil byder sig passende lejlighed, vil lægge sit lod i vægtskålen til fordel for bedre sociale forhold er en selvfølge, da disse forhold jo kan have den største betydning for det kirkelige og kristelige livs vækkelse, vækst og oplysning.”

De forhold, som det her på samfundets vegne er erkendt, at de kan have den største betydning for det kristelige livs vækkelse, vækst og oplysning, må selvfølgelig stilles i første række.

Min opgave ved dette første foredrag, der ikke skal efterfølges af forhandling, vil jeg da se deri, dels at optrække nogle almindelige grundlinjer, dels at påpege de forskellige sider af sagen, hvoraf hver enkelt senere kan gøres til genstand for særlig behandling.

2. Hvad forstås ved underklassen.

Ved underklassen forstås:
1) de besiddelsesløse i tjeneste for andre kropsligt arbejdende mennesker,
2) de med disse økonomisk ligestillede.
Hertil hører først og fremmest de moderne lønarbejdere i by og på land, husmændene, talrige små gårdmænd, fiskere, små håndværkere, mange lærere, de fleste funktionærer og bestillingsmænd.

Det er disse dele af samfundets medlemmer, som danner hele samfundet økonomiske grundvold. Hvad denne samlede klasse har at betyde for samfundet i dets helhed fremgår af den gamle sætning: når bonden har penge, har alle penge. Den sætning var sand, så længe bønderne udgjorde hovedbestanddelen af underklassen, hvad der gennem alle tidligere århundreder har været tilfældet her i Danmark.

Men nu gælder det ikke længere. Det er ikke længere bønderne, som repræsenterer underklassen. Bønderne er vokset frem til at være landets regerende klasse; nu er det lønarbejderne, der udgør hovedmassen af underklassen. Nu bør det derfor rettelig hedde: Når arbejderne har penge, har alle penge. Det vil sige: når arbejderne har det godt, har alle det godt.

Vi har derfor de stærkeste grunde til at være med i arbejdet for underklassens fremgang. I samme grad, som det lykkes at højne underklassen, opnår vi både at fjerne en mængde lidelse, synd og uret og at højne og styrke det hele samfund.

3. Vejene til fremgangen.

Hvorledes er bondestanden kommet frem?

Ved økonomisk frigørelse og åndelig opdragelse. Men det var den økonomiske frigørelse, der kom først.

Dette må vel erindres. Så længe bønderne levede i den økonomiske undertrykkelse og typisk var repræsenteret ved Jeppe på Bjærget, var ingen åndelig opdragelse mulig. Kirken gjorde sin gerning. Men den hele underklasse levede i fuldstændig uvidenhed.

Endnu i 1719 karakteriserer Johannes Evald tilstanden som følger:

“Religionen har så lille, så ubetydelig en indflydelse på vor almue, på stokken, for de ni tiendedele af de danske, det er at sige på deres tænkemåde, deres følelser og tilbøjeligheder, på deres handlinger, deres sæder og deres skæbne her i denne verden, at de med sandhed næppe kan siges enten at være mere oplyste eller moralsk bedre nu, end de har været i kong Oles tid.”

Lad være, at denne dom er noget for hård og ikke må opfattes som almengyldig.

Den indeholder dog utvivlsomt så meget sandt og rigtigt, at det må betragtes som en kendsgerning, at man ikke kan oplyse og opdrage en økonomisk undertrykt folkeklasse.

Grundtvig synger:

Med øre knap for gøgens kuk
gik bondemand bag ploven
og hørte for sit eget suk
ej fuglesang for oven.

Men hørte han end ikke fuglesangen, så lyttede han sikkert endnu mindre til digternes sange eller fik anden nævneværdig del i den åndelige kultur.

Det var derfor med rette, at rationalismen fik en praktisk karakter og satte alle bestræbelser ind på at frigøre bønderne. Der er noget ligefrem gribende i, når vi hører en Reventlow fortælle, hvorledes han følte sig som i Herrens tempel, hver gang han fik lykke til at sprænge et led af bondens lænker.

Og da de økonomiske lænker var sprængte, så kom den nye tid.

Med jublende glæde synger Grundtvig:

Som fugle i den grønne lund
vi skal for bønder kvæde,
så det kan gå fra mund til mund
fra slægt til slægt med glæde.

Det være skal vor største fryd
som skjalde barneglade.
man hoppe kan ved sangens lyd
selv bare ben på gade.

Det kaldes skal vor bedste sang
til evig ros og minde,
som løber rundt i danevang,
Når piger neget binder.

Det være skal vor hæderskrans
når vore toner milde,
med pigerne går let i dans
ved hvert et bøndergilde.

Hvilken begejstring for den time at stille sig til tjeneste med åndens guld for den menige mand, den store underklasse, strømmer der ikke ud gennem disse vers! Digterens varme kærlighed til det almene folk kunne knapt få et mere fyldigt, et mere levende udtryk.

Og han blev som bekendt ikke stående ved sangen. Det var for at lette og højne det almene folk, at han optog kampen for oplysningen på modersmålet, for den historiske højskole. Det var gennem denne oplysning på modersmålet, at han ville søge det almene folk inddraget i den historiske strøm, have det delagtiggjort i alle det åndelige livs goder og rigdomme, dels til gavn og glæde for de enkelte personer i underklassen, dels til gavn for og styrkelse af det hele samfund.

Men det var dog ikke blot hans arbejde for almenoplysningens fremme, der blev båret af hans interesse for underklassen, selv hans såkaldte kirkelige opdagelse turde i første række skyldes hans omsorg for det almene folk. Han vidste jo, at det almene folk under de lærdes strid om, hvad kristendom var, stod som får uden hyrde.

De lærde, som har evne og adgang til selvstændig granskning, kunne til nød finde frem til den rigtige erkendelse af, hvad der er sand kristendom, men for menigmand lå sagen helt anderledes. Og selv når Grundtvig klart og tydeligt fremlagde grundene for, hvad der var den rette opfattelse, så blev dette dog selv i bedste tilfælde kun et andet hånds-forhold. Men Grundtvig fandt med rette, der måtte være et førstehåndsforhold til Gud, hvori de umyndige og små ligeså let kunne komme som de lærdeste professorer.

Men hvorledes kom alle kristne ind i dette førstehånds gudsforhold?

Det var under den bekymrede søgen efter at finde dette førstehånds forhold, at det, som han selv vidner, i en lykkelig stund slog ned i ham, at hvad han alle vegne søgte forgæves, det lød overalt ved indgangen til kirken: vilkåret for optagelsen i menigheden, der måtte være det samme nu, som da Herren selv stiftede sin menighed: altså måtte være ordet af Herrens mund. Den, der vedkendte sig dette, kunne blæse ad alle teologernes stridigheder og lærde forklaringer. Med hjertets ja til Herrens ord kunne han med oprejst pande gå ud og deltage i alt, hvad der var menneskeligt godt og følge tanken på dens højeste flugt i erkendelsens verden.

Denne opdagelse kom til at virke som et frisk levende kildespring overalt, hvor den blev modtaget, men først og sidst i det menige folk, der herved i religiøs henseende alle kom til at stå som selvstændige åndsmyndige personligheder. Gennem den religiøse fuldmyndiggørelse såvel som gennem højskolernes oplysningsværk ydede grundtvigianismen sit store omfattende indskud til at løfte bønderne opad og ud af underklassens fornedrelsestilstand. Resultatet af denne virksomhed foreligger nu i den kendsgerning, som finder udtryk i, at vi med sandhed kan synge:

Den danske bonde sidder nu
I rigets råd med ære.

Om vi med nogen frimodighed skal kunne føje til :

Med skulder stærk og trofast hu
han skal vor frihed bære,

afhænger dels af den indflydelse, grundtvigianismen bevarer i bondestanden, dels af, hvorledes begge parter stiller sig til den nye underklasse, som nu er vokset frem: den moderne lønarbejderklasse. Med hensyn til det første skal jeg minde om de ord, en af vore nutidsforfattere lægger en med megen sympati skildret grundtvigiansk bedstefader i munden: Når vi kom sammen i mine unge dage, talte vi om Birkedal; når man nu kommer sammen, taler man kun om Munkedal.

Der er vist noget om dette. Der er flere end den pågældende forfatter, der har erfaret, at det i adskillige kredse på landet kan være noget vanskeligt at tå samtaler i gang om andet end det, der falder ind under betegnelsen Munkedal, den berømte præmiehingst. I og for sig er det jo både godt og sundt at tale om de daglige erhvervsforhold. Det var ikke godt, om dette ikke stærkt optog menneskene. Men kommer det hertil, at man ikke taler om andet, så er det i alt fald ikke udslag af grundtvigianismen!

4 Den nye underklasse.

Den nye underklasse er fremgået af det sidste århundredes – i Danmark særlig det sidste halve århundredes – økonomiske omdannelse. Det er den omdannelse, som er fremgået dels af teknikken: damp- og elektricitet, dels af de liberale ideer: den fri konkurrence, alles krig imod alle, egoismens triumf.

Denne omdannelse har haft en vidunderlig evne til at skabe nye værdier, at frembringe øgede rigdomme. I det store og hele må det også erkendes, at den har ført det hele samfund fremad og tilført selve den nye underklasse fordele, som tidligere var ukendt for det almene folk.

Men den har også medført alvorlige skyggesider, som vi ikke tidligere har kendt.

For det første har pengene fået en magt som aldrig før. En konservativ nationaløkonom Levoy-Bealieu erklærer endog, at hvis Moses nu på ny kunne stige ned ad bjerget eller den korsfæstede frelser kunne kaste øjet ud over den menneskehed, han løskøbte med sit blod, så ville det syn, de overalt ville møde, være: folkenes dans om guldkalven.

Dette er i og for sig slemt. Men det værste er, at forholdene under den konkurrences vilkår, som åbner det frieste spillerum for de stærkeste og mest samvittighedsløse, dels i så overordentlig grad frister, dels ofte ligefrem tvinger menneskene til at træde denne dans.

For det andet har konkurrencen skabt et fuldstændigt umuligt kredsløb. Menneskene strømmer bort fra landet, hvor der burde være alle betingelser for de bedste livsvilkår, og ind på de nøgne brosten, hvor livsmulighederne er og må være stærkt begrænsede. Vi lever derfor nu under den uregelmæssighed, at vi ved offentlige midler må understøtte de arbejdsløse i købstæderne, medens vi må indføre svenskere og polakker for at få vor egen jord dyrket. Vi står her overfor en ligefrem national ulykke. Det er altid svært at få åndelig kultur til at sænke sig ned i de fattige klasser. Men bliver den fattigste klasse tillige en fremmed race, der har en helt anden nationalitet og tilhører en hel anden religion, så er den kun begyndelsen til en kastedannelse af den værste art.

For det tredje ser vi, at talrige medlemmer af den nye underklasse lever under forhold, hvor alle deres forhold i den grad opsluges af kampen for tilværelsen, at de er så godt som uimodtagelige for alt åndeligt opdragende arbejde.

Det er denne underklasse, det nu gælder om at vinde ind i. Enten vinder grundtvigianismen ind her eller også har den ingen fremtid.

Billigere vilkår foreligger ikke!

5. Fordringerne til grundtvigianerne.

Den fordring, der på de socialreformatoriske bevægelsers vegne med rette kan stilles til grundtvigianerne, er den, at de skal møde disse bevægelser med forståelse. Men dertil er desværre langt frem.

Der kunne nævnes en række eksempler på, at repræsentative grundtvigske mænd overfor arbejderne og arbejderbevægelsen har gjort betragtninger gældende, der mindst af alt røbede forståelse[1]. Men jeg skal ikke her komme ind på eksempler. Jeg skal kun fastslå dette ene: man afhjælper ikke sociale brøst ved velgørenhed og menighedspleje. Af den vej opnår man kun at hjælp de skibbrudne, der mere eller mindre som vrag er kastet op på samfundets kyster. De sociale skader afhjælpes kun i samme grad, som samfundet reformeres således, at dets former bliver udtryk for, hvad retfærdigheden kræver. De, der vedkender sig kristendommen, må hævde alle menneskers – altså også arbejdernes – åndelige og sædelige værdi. De må derfor i gerning nedlægge indsigelse imod, at arbejderne skal betragtes som varer og med deres hele familieliv være underkastet varernes vekslende markedspris. Ingen virkelig grundtvigianer kan med rette være modstander af arbejdernes sædelige krav på ligeberettigelse med medlemmerne af andre samfundsklasser.

Grundtvigianerne bør gå i spidsen for at klare det vigtige spørgmål om forholdet mellem kristendommen og samfundsforholdene. Det er ikke nok med, at vi anerkender, at kristendom og politik er to forskellige ting, at der ikke skal prædikes i rigsdagen eller politiseres i kirken. Dermed er dette spørgsmål ikke udtømt.

Samfundsformerne må måles og dømmes efter, om de kuer eller muliggør, hæmmer eller fremmer det sædelige liv.

Samfundsformer, som afføder sulteløn, tvinger hustruer og skolebørn til erhvervsarbejde, umuliggør familielivet, fremmer umoraliteten, aktiesvindel og spillelysten bør absolut fordømmes.

Mindst i dette øjeblik bør dette glemmes. Intet ville være mere forfejlet, end om vi betragtede den nu oplevede nationale ulykke og skam som et blot isoleret personlig fænomen. Det personlige i den frygtelige begivenhed ligger i størrelsen, i omfanget af svindelen. Selve tingen er kun en dagligdags fremtoning. Og hvad der er det værste: må være en dagligdags fremtoning i det nuværende samfund!

De resultater, konkurrencen kan medføre, skal jeg her anføre et betegnende vidnesbyrd om.

Det hændte en gang i udlandet, at et bibelforlag ville fejre en bestemt borgerlig landsfest ved at udgive det ny testamente i en billig pragtudgave. Man fremstillede da en udgave af dette i pragtbind og med guldsnit, som blev solgt til 8 øre. Desværre viste det sig, at dette var muliggjort derved, at arbejdet var udført til en licitationspris, der kun kunne fremkomme gennem den såkaldte smudskonkurrence, som lader arbejde udføre for ligefrem sulteløn. Det oplystes samtidig, at der var forretninger, der for indbinding af bibler, hvor den tarifmæssige betaling var ca. 30 kr. om ugen, kun betalte 4-10 kr. om ugen. Disse forretninger lod arbejdet udføre af kvinder!

Mon nu nogen tror, at man virkelig tjener kristendommen ad den vej ?

Hvis de anførte tilfælde var enestående, isolerede tilfælde var der måske ikke grund til at opholde sig herved. Men sagen forholder sig jo omvendt således at disse resultater er de normale og naturlige udslag af den frie konkurrence, hvor den virker ubegrænset. Lad os følge en af disse rimeligvis unge kvinder, som arbejder for denne sulteløn. På vej, hun har jo fælles kår med talrige unge kvinder, som arbejder selv for de forretninger, hvis kunder tilhører samfundets rigeste folk.

På grund af den lave løn kan hun ikke ved ugens udgang betale den vært, der måske selv sidder i en sådan prioritetsskruestik, at han tvinges til at optræde ubarmhjertigt. For at få hjælp søger hun et magdalenehjem. Her får hun det svar, at de kun hjælper faldne kvinder. Den unge kvinde går da ud i gaderne, sælger sig selv og kommer nu tilbage med den besked, at nu er den hindring fjernet. Hun er blevet en falden kvinde, fordi hun fik for lidt løn ved indbinding af biblen!

Må vi dog ikke nødvendig erkende, at den egentlige synd, den egentlige uretfærdighed begås der, hvor man søger at drive kristelig missionsværk ved sultelønnen?

Må vi dog ikke erkende, at det netop er her i selve det kristne sind, den kristne tankegang, der trænges til ny, til højere erkendelse? Kan vi dog ikke blive enige om, at vi netop på dette punkt trænger til en religiøs fornyelse?

Vi taler om, at ikke en spurv falder til jorden uden Guds vilje. Jeg vedkender mig gerne denne opfattelse. Men jeg vedkender mig tillige, at jeg ikke forstår den ligefrem bogstavelig, at jeg umulig kan forstå den på den måde. Falder ikke en spurv, falder endnu mindre et menneskebarn.

Men menneskeligt fald som det her er skildret, skal Gud mindst af alt have skyld for. Vi må frem til en ny opfattelse af tanken om Guds styrelse. Jeg for mit vedkommende har aldrig forstået den gamle tale om denne. Vi ved, at verden er fuld af synd. Vi ved, at resultatet af hver syndig handling er et brud på og altså det modsatte af Guds vilje. Hvor kan da resultaterne af alle disse daglige himmelskrigende synder være et udslag af Guds styrelse?

Umuligt! Nej, vi får ikke bund under fødderne her, før vi kommer dertil, at vi lærer den kunst at forene vor kristelige erkendelse med tanken om den lovbundne tilværelse. Den lovbestemte verdensorden. Så langt vor menneskelige erkendelse rækker, iagttager vi kun de lovbestemte årsager og virkninger. Hele blodomløbet i vore legemer beherskes af den samme tyngdelov, som behersker klodernes gang i himmelrummet. Den mindste forstyrrelse i denne tyngdelovs regelmæssige virkninger og alt liv ville ophøre at være til. På den mande overalt. Og Gud ske lov, at det er således. Gud ske lov, at vi ikke er underkastet vilkårlige tilfældigheder. Som dag kommer efter nat og vinter efter sommer, således på alle områder: alt går sin sikre lovbestemte gang. Om natten er aldrig så mørk og vinteren aldrig så streng, vi behøver ikke at tvivle på, at døgnets og årets hjul vil svinge således, at vi atter står overfor den lyse dag og den varme sommer.

Når nogen fabler om, at vi efter denne tankegang sætter Gud udenfor tilværelsen og gør menneskene til blotte automater, er dette den største misforståelse. Vi kan ikke ændre lovene og skal ikke ønske at kunne det. Men vi kan bruge lovene på forskellig måde og derved fremkalde de mest forskellige resultater.

Vi kan i kraft af tyngdeloven lægge sten på sten og rejse de stolteste paladser. Men vi ved også, at netop i kraft af loven bliver resultatet forskelligt, efter som vi bygger på sand eller på klippegrund. Huset på sandet falder i kraft af loven, når stormen raser og bølgerne rejser sig omkring huset. Huset på klippen står i kraft af loven selv midt under den stærkeste orkan.

Vi kan ikke hindre den virkning af tyngdens lov, at alt vand løber nedad. Nej, men ikke desto mindre kan vi dog få vandet til at bære skibe op over høje bjerge. Vi kan i kraft af vor vilje lede vandet op i højtliggende kanaler, hvorfra det af øde sandmarker skaber frodige græsgange.

Vi kan ikke ændre arvelighedens love, men vi kan anvende dem i den grad forskelligt, at det kan føre enten til økonomisk ruin eller økonomisk velstand for det hele folk.

Med erkendelsen af arvelighedens love lægger vi det største ansvar på hvert enkelt menneske, ikke blot for vedkommendes eget, men endnu mere for slægtens velfærd.

Det er således netop indsigten i de usynlige love, der gør menneskene frie og giver dem anledning til at optræde som virkelige herskere, souveræner, i den dem omgivende natur.

Først i lys af denne tanke om den lovbestemte tilværelse forstår vi ret at bedømme de sociale fremtoninger på rette måde. Det bliver os da straks klart, at det er så langt fra, at det er Gud, der tildeler fattigdom og rigdom, at den ulige fordeling af samfundets goder tværtimod klart og påviseligt er et udslag af den af menneskene selv skabte borgerlige og sociale ordning. For den af denne fremgåede fattigdom og elendighed har menneskene selv det hele og det fulde ansvar. At give Gud skylden for den elendighed, der fremgår af menneskelig uretfærdighed, er i virkeligheden den allerstørste synd.

For den synd, menneskene begår, skal de selv helt og fuldt bære ansvaret og følelsen af dette ansvar må først og fremmest vækkes på kirkelig grund, gennem den religiøse forkyndelse. Man må lære, at man i virkeligheden slet ikke kan fremme sjælenes evige velfærd, hvis man ignorerer legemernes timelige vel.

Tænk på den unge kvinde, der kom i nød, fordi hun måtte arbejde for sulteløn ved bibelarbejde!

Hvad tror man vel, man udretter ved at komme  og præke for hende om hendes sjælelige velfærd?

Medens nuværende biskop Wexelsen i sin tid var kulturminister, stod han en dag i en kreds af præster og motiverede den nylig gennemførte præstelønningslov. Han fremhævede da bl.a. den erfaring, at et vist mål af økonomisk velvære er nødvendigt for at holde sig rank i åndelig henseende.

Jeg sluttede mig straks til denne betragtning, men fandt anledning til at være opmærksom på, at dette ikke blot gælder for præster, men også for andre almindelige mennesker!

Fuld forståelse af dette menneskelige forhold er en første betingelse for den præst, der vil have kæmpende arbejdere i tale.

Se på de tyske præster i Sønderjylland! Der er vel ingen, der tør benægte, at der blandt disse er mange ærlige, fromme og oprigtige kristne, men ikke desto mindre: de får ingen nævneværdig betydning for de danske sønderjyder. Hvorfor ikke: fordi de mangler erkendelsen af danskernes menneskelige hovedkrav: retten til deres modersmål. Så lidt som sønderjyderne kan tage mod kristendommen af præster, der fornægter deres nationale kultur, så lidt kan arbejdere andet steds vente at åbne ørene for præster, der mangler forståelse af arbejdernes kamp for deres ret til fuld del i den sociale kultur.

Vi trænger derfor til en fornyelse af den religiøse forkyndelse, der virkelig tilstræber at vække samvittighederne, som ikke blot taler til menneskene om, hvad de skal tro og trøster dem med, at synden er forladt, men vejleder til, hvad de skal gøre, tilskynder dem til arbejdet for at lægge synden af, som sporer dem til deltagelse i al god gerning, som driver dem ud i kampen for højere retfærdighed.

Det er nu en gang ikke nok med at tro. Hvis den stærke tro ledsages af mangelfuld erkendelse af etiske krav, kan man af troen ledes til de største etiske forvildelser og til den største efterladenhed, den største forsømmelse selv af de nærmeste krav.

Grundtvigs “opdagelse” virkede i sin tid som et nyt frisk, sprudlende kildevæld. Man kunne efter den fornyelse så udmærket være med i alt, hvad der var menneskeligt godt. Man kunne følge tanken på dens dristigste flugt i erkendelsens verden, man kunne give sin sjæl luft i jublende tolkelig sang, man kunne virke for alle fædrelandske anliggender uden at frygte for, at man skulle blive standset på sin vej ved noget teologisk: “der står skrevet!”

Man kunne være med i alt dette! Ja, men man behøvede det ikke, man havde ingen særlige pligter dertil. Her står vi ved det næste fremskridt: det må nu forkyndes som kristelig pligt at være med i al god gerning, så langt de enkeltes evner og kræfter rækker. Grundtvigs disciple må være de første til at gå i spidsen for, at der iblandt de kristne udvikles den gladeste kappestrid om, hvem der kan sætte de bedste kræfter i bevægelse for at fremme retfærdigheden i samfundet. Ud af denne bevægelse må der vokse en lignende begejstring for at højne den nuværende underklasse som den, der har været til stede for at føre bondestanden frem.

6. Vejene fremover

Forhåbentlig er der ingen her, som venter, at jeg skal vise dem, hvorledes det sociale spørgsmål skal løses. Hvis man ikke ved det forud, håber jeg, at man har så megen forståelse af sagen, at man ved, man ikke kan få det at vide i et enkelt foredrag.

Hvad jeg her kan vise dem er noget andet: jeg kan pege på, hvor der skal graves, når der skal findes vand.

Man må for det første have et åbent blik for tidens nydannelser: Tidens økonomiske sammenslutninger, organisationer og associationer.

På dette område har vor tids kristne og grundtvigianere ikke  mindst vist en mangel på forståelse, der er så meget mere ejendommelig, som ingen magt i verden har vist en sådan organisationsevne som kristendommen. De kristne kirker hører endnu til tidens stærkeste organisationer.

De kristne står dernæst i særlig gæld til de faglige organisationer. Vi har her i København i de sidste 20 år fået bygget talrige nye kirker. Hvis vi ikke havde haft vor stærke fagorganisation, så ville disse kirker efter al sandsynlighed være blevet bygget på de samme vilkår som de, hvorunder det tidligere omtalte ny testamente blev fremstillet. Arbejdet ved kirkerne udbydes som andet arbejde til licitation. Ved licitationen råder konkurrencen. Står der ikke en faglig organisation, som hævder en vis løntakst, så er det den mest samvittighedsløse og mest egoistiske bygmester, der bliver i stand til at give det laveste tilbud. Og den, der gir det laveste tilbud, får arbejdet, selvom han er tvunget til at pine løn- og arbejdsvilkår ned på det laveste niveau.

Fagorganisationen er derfor efter hele sit væsen og karakter en fredsinstitution i ordets bedste betydning. Den løfter arbejderne op på lignende vilkår som embeds- og bestillingsmænd. For embeds- og bestillingsmænds, for præsters og læreres vedkommende lader vi jo ikke lønnen afhænge af konkurrencen, af tilbud og efterspørgsmål. Tværtimod: vi fastsætter ved offentlig foranstaltning en bestemt lønskala, som skal være gældende for disse ærede medborgere.

Det samme gør fagforeningerne for arbejderne. Ad denne vej forsøger de at løfte hele samfundet op i et højere plan.

Forsøger det! Ja, men de kan ikke gennemføre det, fordi de ringest stillede står så slet, at de end ikke har evne til at skabe sig en fagforening. Næsten alle lønarbejderne og talrige kvinder, som i økonomisk henseende hører til de dårligst stillede savner fuldstændig organisation.

For at hjælpe disse de mest trængende har man Australien begyndt at indføre en ved offentlige kommissioner fastsat minimumsløn. Ingen må ansætte arbejdere til lavere løn end den officielt fastsatte. Den, der beskæftiger arbejdere på billigere vilkår, gør sig skyldig i en forbrydelse, der straffes ligesom enhver anden forbrydelse.

I England er et tilsvarende forslag i sidste parlamentssamling vedtaget ved 2. behandling og derefter henvist til et udvalg, der nu indstiller det til endelig vedtagelse i uændret form. Og lignende forslag er under forberedelse endog i Frankrig, Tyskland og Østrig.

Ad denne vej håber man virkelig at kunne løfte de lavere stillede højere op.

Jeg tror således, at vi her står overfor vort nærmeste sociale krav. Det vil være af vigtighed, at vi får dette krav frem til grundig overvejelse i de kredse, hvor man vil være med i det sociale reformationsarbejde.

Vi må dernæst være lydhøre overfor saglige anvisninger til vidererækkende sociale reformer. Blandt disse anvisninger står kravene på en reform af jordbesiddelsen i første række. Den nuværende landflugt og den stigende prioritetsgæld vidner om, at der er noget, der må ændres for at menneskene kan få lettere adgang til jorden og udbyttet af arbejdet på jorden.

Med forståelse af associationsvæsenet og kravene på en reform af jordbesiddelsen står vi ved den moderne arbejderbevægelses hovedkrav.

På disse punkter står arbejderbevægelsen som bærer af sociale retfærdighedskrav, der er stærkt og vel begrundede.

Hvad der gør det vanskeligt for grundtvigske som for kristne mennesker overhovedet at komme til forståelse med arbejderne, er arbejderbevægelsens hele åndelige karakter, der hviler på den materialisme, der i sit inderste væsen er den mest afgjorte fjende af al kirke og kristendom. En yngre socialdemokrat, der nylig besøgte mig, gav denne modsætning et karakteristisk udtryk. Han udtalte blandt andet: “Der er meget i deres virksomhed for fremme af social oplysning, som jeg er enig med dem om. Men det er et punkt, som gør, at man ikke tør indlade sig med dem. Det går med dem som med et godt, ormeædt æble. Skønt æblet er godt, tør man ikke bide til af frygt for at bide ind i ormen. Således tør man ikke indlade sig med dem af frygt for at møde deres – kristendom.” Hvad vi som disciple af Grundtvig betragter som den inderste og bedste, mest uundværlige kerne, det betragter denne socialistiske arbejder som den fordærvelige orm. Og han er jo så langt fra at danne en undtagelse, at hans opfattelse er typisk for den langt overvejende del af de social-demokratiske arbejdere herhjemme.

Her står vi overfor den største kløft.

Uden religion ingen fremtid. Mindst af alt en fremtid med bedre kår for den almindelige arbejderstand.

Hvorledes da overvinde denne modsætning?

Vi må først indrømme materialismen dens relative berettigelse. Vi må anerkende de økonomiske forholds vidtrækkende magt også for det åndelige liv. Vi må vise, at vi forstår, at det ikke er tilfældigt at den åndelige opfattelse er forskellig hos landarbejderen og lensgreven, hos sypigen og grossererfruen, i folketinget og landstinget.

Vi man dernæst vise, at vi fra vort kristelige standpunkt kan indskyde en højere erkendelse og en større kraft til fremme af den sociale reformation end hvad der kan udvikles på grundlag af det materialistiske standpunkt.

Med andre ord: den betaling, som må ydes for at vinde indgang for vor åndelige opfattelse i den moderne arbejder­bevægelse, er den, at vi må

1) erkende, hvad der i arbejdernes krav og idealer er teoretisk begrundet, etisk berettiget og praktisk gennemførligt,

2) sætte de største kræfter i bevægelse til gennemførelse af, hvad der af idealerne og kravene kan og skal virkeliggøres.

Mangler vi evne eller vilje til at yde denne pris er alt andet håbløst, hvad denne sag angår.

7. Grundtvigianerne og den sociale oplysning.

Hvorledes skal vi lære at dømme om, hvad der er teoretisk begrundet, etisk berettiget og praktisk gennemførligt i de sociale krav på større retfærdighed?

Vi skal bruge de bidrag, som foreligger til belysning af disse spørgsmål!

Disse bidrag er imidlertid så overvældende, at ingen kan gøre sig kendt med dem alle.

Hvorledes finder da almindelige mennesker, som er optaget af anden virksomhed, hvad de i deres stærkt begrænsede tid kan bruge for at vinde forståelse af de grundsætninger og hovedkrav, som de i egenskab af almen dannede mennesker skal have kendskab til?

Her kan jeg kun henvise til de ny fremtoninger, som foreligger i de sociale oplysningsselskaber.

Deres opgave er gennem biblioteker, udsendelse af læsemapper, udgivelsen af større og mindre skrifter og social-politiske blade på jævn måde at gøre menneskene fortrolige med de nye tanker, som skal danne og forme vor nye bevidsthed.

Og derover må vi være klare: i første række drejer det sig netop om en ny bevidsthed, en ny tankeverden, der vil blive bestemmende for vor hele optræden.

Det største af disse sociale oplysningsselskaber findes i ‘Tyskland og er startet fra katolsk side. Det har noget over ½  million medlemmer og stærkt op imod 1 mio. kr. i årlig indtægt. I dets tjeneste virker 25.000 tillidsmænd og på dets hovedkontor arbejder daglig ca. 50 talende og skrivende mennesker. Med en sådan hær, med sådan tilslutning og indtægt kan der unægtelig sættes kræfter i bevægelse til fremme af social forståelse.

I Sverige virker et lignende selskab, hvis offentlige anerkendelse bl.a. fremgear af, at afdøde kong Oscar testamenterede det 100.000 kr. til fremme af dets virksomhed.

Det er på samme mande, vi virker i det danske sociale oplysningsselskab: det sociale sekretariat & bibliotek. Fælles for virksomheden i disse selskaber er, at vi vil

1) popularisere resultaterne af den videnskabelige erkendelse,
2) løfte underklassens krav op til saglig overvejelse i overklassen.

I overensstemmelse hermed vil vi søge at vise det usande i den påstand, at kun de reformer gennemføres, som arbejderne gennemtvinger.

På den almene folkeoplysnings område er det grundtvigianerne, der er gået i spidsen. Håber, at det samme må blive tilfældet også med hensyn til den sociale oplysning. Fra Askov Højskole forkyndes det jo nu, at udvidet samfundslære hører til de ny fag, som skal tages op i undervisningen. Hvor Askov går i spidsen, vil forhåbentlig de andre følge efter.

Højskolen gør jo fordring på at være en historisk skole. Det ligger da noget nær i sagens natur, at den må komme dertil, at den også drager den økonomiske udvikling og de sociale bevægelser ind i sin historiske undervisning.

Ved sin hidtidige oplysning har grundtvigianismen opnået at sende talsmænd ind både i højre og venstre.

Den må komme dertil, at den på tilsvarende måde sender repræsentanter ind både i fagforeningerne og social­demokratiet.

Der er jo – rettelig forstået – intet i socialismen, der strider imod kristendommen eller den form for denne, som foreligger i grundtvigianismen. I England ser vi talrige præster – der påstås endog, at flertallet af præsterne er socialister – slutter sig til socialismen.

For nylig har et større antal engelske præster med James Adderley og Percy Deamer i spidsen udstedt følgende erklæring:

“Vi undertegnede præster i forskellige kirkesamfund ønsker at afgive følgende erklæring, fordi man fra flere sider har udtalt, at den socialisme, vi bekender os til, er forskellig fra det, man i almindelighed forstår ved socialisme:

“Vi erklærer, at den socialisme, vi tror på – også kaldet kristelig socialisme – i hovedsagen er den samme, som hyldes af socialisterne verden over. Vor socialisme er ikke mindre oprigtig eller mindre fuldstændig, fordi den er båret af vor kristentro.”

En lignende fremtoning må kunne ventes herhjemme. Det ville unægtelig live op i landskabet, hvis vi kunne komme til at se socialismen taget op og båret frem på grundlag af den hele åndelige livsbetragtning, som er ejendommelig for grundtvigianismen. Der ville både i tone og farve blive megen forskel på denne og Rømersgades socialisme.

Og det ville ikke blot åbne nye muligheder for det sociale reformarbejde. Man ville derved tillige komme til at stå overfor helt ny muligheder for det almene oplysningsarbejde.

Vi beklager alle, at højskolen hidtil overvejende er blevet en bondeskole. Den har ikke evnet at trænge ind i bybefolkningen, ganske særlig ikke i København.

Hvis Grundtvigs tanker imidlertid skal have en fremtid, så må de for enhver pris også ind i bybefolkningen, frem for alt ind iblandt de talrige arbejderskarer i de store stæder.

Men skal vi i denne retning komme ud over de tromme ønskers tid, så kan det ikke nytte, at højskolemændene indskrænker sig til fra deres skoler at kalde på arbejderne. Erfaringen har til overflødighed vist, at dette er håbløst.

Nej, vi må tage arbejderne der, hvor de står. Med noget af den begejstring, hvormed en Kold og en Trier – nærmest lig rejsende håndværkere – opsøgte bønderne i deres hjem, således må vi nu opsøge arbejderne der, hvor de lever og virker. Vi trænger derfor til folkelige missionærer, der kan arbejde i de store stæder.

Har vi evner, kræfter og midler dertil, lad os så kun med vort missionsarbejde favne den hele jord.

Men kan vi ikke række alt, lad os da frem for alt ikke forsømme de hjemlige strande. Lud os i Guds navn lære at praktisere den vanskelige kunst at fyldestgøre de nærmeste krav.

Vi har jo nu et godt udgangspunkt for sådant arbejde i grundtvigs hus. Men lad os vel betænke: ligeså lidt, som vi i København ville kunne samle alle menigheder om en kirke, lige så lidt vil vi kunne samle det folkelige missionsarbejde om et hus. Dette hus vil i og for sig betyde lidet, hvis det ikke bliver et virkeligt midtpunkt. Hvor der ingen omkreds er, er der heller intet midtpunkt. Grundtvigs hus vil for oplysningsarbejdet kun få betydning i samme grad, som der uden om dette, efterhånden i alle dele af staden, opvokser lignende virksomheder omkring faste punkter, med arbejdende kræfter, fornødne lokaler og tilstrækkelige midler.

For at løse denne opgave må vi lære mere eller mindre at formæle den danske højskoletanke med den engelske settlementstanke. Hvor de to tanker finder den højere enhed, hvori de begge går op, åbnes ny muligheder både for den sociale og almene oplysning.

Hvorledes finder vi da de fornødne kræfter og midler til fremme af denne sag?

Tænk på nordpolsfarerne! Vi beundrer med rette deres mod. Men trods denne beundring må vi dog erkende, at de i bedste fald kun finder is og sne.

Her gælder det at finde og opdrage nye mennesker og løfte dem op til borgerliv og borgerkraft i det fælles samfund.

Hertil må også udrustes ekspeditioner. Vi har her brug både for mennesker, der vil skænke penge og mennesker, der vil gøre arbejde. Vi skal have midler, betydelige midler for at sætte kræfterne i virksomhed. Og vi skal have mennesker, der kan leve sammen merl de fattigste og lære at forstå deres liv og vilkår.

Det er blevet sagt, at til at være grundtvigianer hører det at have en lille velstillet bondegård.

Der er noget om dette. Det hændte en gang, for en del år tilbage, at en velstillet grundtvigiansk gårdmand på grund af kautionsforpligtelser blev tvunget til at gå fra gården og måtte begynde som fabriksarbejder. Under denne ny virksomhed blev han i løbet af kort tid socialdemokrat.

Med dette resultat for øje kan det ikke undre, at skarerne, som ikke kender noget til grundtvigianismen, ikke blot bliver social-demokrater. Men bliver social-demokrater med den bekendte farve og tone.

Vi må lære at forstå de naturlige og nærliggende grunde, som fører dertil. Vi må lære den kunst at vise arbejderne, at de så udmærket kan forene de to ting: at være socialister og kristelig interesserede mennesker.

Det er ikke min mening, at det er nødvendigt for alle at forbinde kristendommen og socialismen. Men jeg ønsker, så stærkt, som jeg kan, at betone, at det er muligt for alle og nødvendigt for nogle.

Denne mulighed er forudsætningen for hele det arbejde, jeg her tager ordet for. For mig står det fremdeles som en af de større foreliggende opgaver at få bevist i praksis, hvad Povl Gøhre allerede i 1890 gav anvisning på, at det er muligt for kristne at blive socialister og for socialister at blive kristne.

8. De store synsvidder.

I 1862 udtalte Ferdinand Lassalle, at arbejderne er den klippe, hvorpå nutidens kirke skal bygges. Vi kan let blive enige om, at dette er en dårlig klippegrund for kirken.

Ja, men ikke desto mindre indeslutter påstanden dog en relativ sandhed.

Selv når vi fuldt ud anerkender kirkens guddommelige udspring må vi tillige erkende, at menneskene også er med til at bære kirken. Den relative sandhed ligger da deri, at også arbejderne må være med at bære kirken. Men for her at få arbejderne med som frivillige og glade bærere må kirken åndeligt slå rod iblandt dem. Den kirke, der ikke kan det, har ingen fremtid. Ingen magt i verden har så lidt evne til at eksistere som overklassefremtoning som kristendommen. Om den form for kristendommen, der kun træder frem som overklassefremtoning, kan vi dristigt sige, at den ikke er i overensstemmelse med den kristendom, som Jesus Kristus har forkyndt her i verden.

Vi må derfor lære at forstå det skæbnesvangre deri, at kirken i vor tid er blevet så fremmed for de store arbejdermasser.

Det kan ikke nytte herfor bare at kaste skylden på arbejderne. Ad den vej vinder man ikke en fodsbred af det tabte tilbage.

Kirken skal vække syndserkendelse. Den må derfor først og fremmest gribe i sin egen barm og søge at komme til erkendelse af den synd, den selv har begået i sin optræden overfor arbejderne, overfor de sociale retfærdigheds krav i det hele.

Også her, ja netop her, gælder det at skue mod

den strålende top,
hvorfra vi er sunkne, men atter skal op!

Vi skal frem til samklang med det store ideal, som biskop Ketteler forkyndte allerede i 18l8:

“Med Kristus kan vi gøre jorden til et paradis, aftørre vore lidende brødres tårer, gennemføre fordragelighed og broderlighed. Alt virkeligt humant, ja, jeg påstår efter min sjæls dybeste overbevisning endog gennemføre fællesskab om ejendommen og den evige fred og de frieste sociale og politiske institutioner.”

I samklang med dette ideal, under bevidst alvorligt arbejde for dets virkeliggørelse, står vi overfor de største muligheder.

Det hele alvorlige spørgsmål samler sig i dette: skal disse muligheder benyttes eller forspildes?

Der er ingen tvivl om, at arbejderne vil vinde frem. De vil vokse i antal, de vil vokse i magt, de vil blive højnet i åndelig kultur. Vi kan også betragte det som givet, at den åndelige strøm, som nu behersker arbejdernes bevægelse, vil blive vendt.

Ingen kirkelig retning har så mange betingelser for at være med i dette arbejde og derigennem for at yde åndeligt indskud af den største rækkevidde til hele denne håbefulde bevægelse som Grundtvigs venner og disciple.

Måtte de lære at forstå mulighederne og handle i overensstemmelse dermed. Måtte de vise i gerning, at de vil og kan være med at gøre den sociale sag til en virkelig folkesag, den sociale bevægelse til en folkebevægelse i ordets bedste forstand.

_ _ _ _ _

Som sociale sager, som det vil være af betydning at få drøftet på følgende vennemøder. Skal jeg sluttelig frem hæve:

Grundtvigianismen og de etiske forpligtelser.
Grundtvigianismen og oplysningsarbejdet i de store byer.
Grundtvigianismen og de sociale oplysningsselskaber.
Grundtvigianismen og den lovbestemte tilværelse.
Grundtvigianismen og arbejdernes kulturbevægelse.

Kun i samme grad, som der fra grundtvigsk side spredes lys over disse forhold og udvikles personligheder, der i denne retning kan sætte kræfter i bevægelse, er grundtvigianerne med til at forbedre “forhold, der har den største betydning for det kirkelige og kristelige livs vækkelse, vækst og oplysning”. Kun i samme grad, som dette sker, er man med til at løfte og højne den nuværende underklasse.

[1] Se mit skrift: Grundtvigianismen og oplysningsarbejdet i København s. 12-13.