Sophus Berthelsen:
Grundskyldsreformens fremtid
Indledningsforedrag ved Henry George stævnet
på husmandsskolen i Odense den 3. oktober 1927
(fra pjece – uden omslag)
Da vi for 25 år siden stiftede vor Henry George forening og –begejstrede over vor store mesters retfærdstanke – prøvede at lægge planer for denne grundskyldsreforms praktiske gennemførelse i dansk lovgivning, stod vi overfor mange vanskeligheder, og det gjaldt om at vælge de rette veje og midler.
Naturligvis tænkte vi straks på at stifte et nyt politisk parti med grundskylden som hovedpunkt på det økonomiske program. Men vi havde hverken presse, penge eller publikum dertil – alt måtte først skabes, og frem for alt: folket måtte vindes for forståelsen af dets egen førsteret til den store nationale værdikilde: grundrenten, som det selv daglig skaber, – før yderligere skridt kunne tages.
Altså startede vi vor oplysningsforening – lige langt fra alle de bestående politiske partier og deres presse, men søgende venner og muligheder i dem alle. Hvad skylder vor bevægelse ikke frisindede blade som Østsjællands Folkeblad f.eks.? – at den danske husmandsbevægelse rejste sin stolte fane: Køgeresolutionen netop blandt Stevns herreds husmænd, har redaktør Søren Svarres frisind sin store del af æren for. Også Fyns Venstreblad, Husmanden og mange andre blade kunne nævnes her.
Men bevægelsens mænd måtte også tage kraftigt fat for at uddybe de mange og rige tanker, som profeten fra San Francisco havde givet dem i arv, ja, forpligtet dem til at bære frem. De så klart, at det ikke blot gjaldt om et almindeligt oplysningsarbejde derom, men at sagens gennemførelse i sidste instans var et politisk værk, og at dette straks burde læggws til rette gennem endelige planer for en dertil sigtende lovgivning. Allerede i 1901 udarbejdede en af bevægelsens mænd –endnu forinden nogen egentlig forening var stiftet – Fire lovforslag om økonomisk frihed, ledsaget af motiver og finansplan til en gradvis indførelse af grundskylden gennem 20 år; de fremlagdes i trykt stand ved et privat sammenkaldt møde i Vallekilde håndværkerskole omkring St. Hansdag 1900 og senere ved det første Henry George stævne i Høng den 17. september 1906.
Men disse lovforslag blev mere en ledetråd for de indviede end vejledning for det brede folk. De forudsatte jo netop dettes fulde kendskab til og godkendelse af de store grundtanker i reformen, og alt dette skulle først skabes.
Dette blev da vor forenings gerning gennem de følgende 20 år – gennem hundreder af foredrag, avisartikler, småskrifter og store bøger, stævner og folkemøder over det ganske land. Og denne udsæd spirede og bar frugt mange steder – selvom, megen sæd også faldt blandt torne og tidsler, på veje og stengrund.
Men omsider nåedes dog så vidt, at den danske rigsdag og regering med 3 store partiers tilslutning ved N. Neergårds lov af 7. august 1922 og Hauges af 31. marts 1926 har godkendt ikke blot det danske navn, vi gav reformen: Grundskyld, men også har givet tanken virkelighed og pålagt danske borgere til folkets gavn såvel en statslig som en kommunal grundskyld – om end af ringe størrelse, så dog i god korrekt lovform – før noget andet europæisk land.
Og samtidig er der lagt de første sikre grundsten til denne reforms videre opbyggelse, nemlig et godt vurderingssystem med tilhørende institutioner. Derfor tør vi nu i vor forenings jubilæumsår nok rejse hovedet, og, med tak for, hvad der i disse år er udrettet af så mange – også af de ikke få af vore medkæmpere, som alt er gået bort fra os til Henry Georges brigade, og hvem vi også her vil sende en stille tanke – spørge os selv, hvad det nu pligter os at gøre, for på det givne grundlag at føre grundskyldsreformen videre til endelig sejr i vort folk og vor tid?
Bør vi da måske nu genoptage vor første tanke om at oprette et nyt politisk parti for grundskylds og frihandelsreformerne?[1]
Ja, måske kan dette blive den bedste udvej – hvis vi ikke hos et eller flere af de bestående partier på ny kan finde den fornødne forståelse og understøttelse; der er i alt fald nu langt bedre betingelser for en sådan nydannelse end for 25 år siden.
Men måske bør vi dog vente dermed, til vi bliver klar over, hvilken bistand vi kan påregne fra de bestående politiske partier til gennemførelsen af vort høje mål. Lad os derfor nu samle os til nøje overvejelse af, hvorledes vi bør udforme dette vort store fremtidsmål, – det, hvortil vi bør kræve tilslutning fra vore politikere, hvis vi skal kunne anerkende dem som vore hjælpere og derfor give dem vor tilslutning.
I.
Vort endelige mål er fuld grundskyld og fuld frihandel med afskaffelse af alle monopoler og alle skatter, indførelse af fri valgret og folkestyrets indskrænkning til de absolut nødvendige offentlige gøremål.
Men hvilke mellemliggende stadier bliver det forsvarligt endnu at gennemløbe, forinden dette endelige mål nås?
Lad os da prøve kort at undersøge dette her, – thi enhver alvorlig mand, der vil føre en så stor reformsag ind i det politiske liv, må føle et stort ansvar for, at reformen fremlægges klart og forståeligt, vel forberedt, så at alvorlige og selvstændige, rettænkende mænd kan bifalde både mål og midler på ethvert af sagens trin.
Her bliver det første spørgsmål: kan vi allerede nu rejse kravet om gennemførelse straks af fuld grundskyld?
Dette mener jeg at måtte besvare med et: Nej, endnu ikke! – nemlig fordi vort vurderingssystem, hvor godt det end allerede er gennemført (særligt i byerne), dog endnu ikke er så fuldendt virkende, at vi kan udfinde den rette grundværdi med absolut sikkerhed, – og fordi dette første mål ej heller kan nås, forinden vi gennem systemets praktiske brug til en trinvis gennemført grundskyld, kan påkalde hele den folkelige opmærksomhed og kritik om systemet, som alene kan gøre det til el fuldendt godt virkemiddel.
Derfor må vi vistnok nu nøjes med som første punkt at rejse krav om
en kraftig statsgrundskyld af mindst 1 procent
(ca. 60 mio. kr.)
gennemført inden næste almindelige vurdering i 1932, for at dennes ansættelse kan ske netop på det værdigrundlag, som derefter frembyder sig, – når alle virkningerne af denne forhøjelse og en samtidig lettelse af tilsvarende forbrugs- og andre skatter har vist sig på jordværdierne.
II
Men samtidig bør selve vurderingssystemet søges yderligere forbedret: i stedet for som nu at udfinde handelsværdien (der formindskes med de nuværende skatter og grundskyld), må vurderingssystemet søges udfundet for hver enkelt ejendom som den rene grundrente (bortset fra skatte- og skyldbyrder), hvilket vil koste megen oplysning, eftersom det gamle system med handelsværdien er indgået i den folkelige bevidsthed, ganske særlig for byggearealers vedkommende. – Derimod anser jeg ikke nogen ny almindelig bonitering af landbrugsjorderne for så nyttig, endsige nødvendig, at den kan begrunde den forsinkelse og bekostning, som den medfører. Nogen større ensartethed ad den vej kan næppe heller påregnes, og jordboniteten er mulig af aftagende betydning for fremtidens landbrug.
Kan vurderingen til ren grundrente gennemføres allerede ved ansættelsen i 1932, vil en betydelig større grundskyld derefter med tryghed kunne pålægges og den fulde grundskyld planlægges gennemført i løbet af få år derefter. Og samtidig med 1 pct. grundskyld til staten bør der gives København og købstæderne ret til en lignende forhøjelse af deres grundskyldsprocent, – medens vore amts- og sognekommuner alt nu er friere stillet i så henseende.
III.
Det næste vigtige punkt er dette:
Hvilke af de nuværende skattebyrder bør da først afskaffes i stedet for den nye 1 pct. grundskyld? Herom vil der måske selv blandt reformens venner (og uden stor skade) kunne være noget delte meninger, men jeg fejler næppe meget fra flertallet ved her at opstille denne rækkefølge:
- Ejendomsskylden (bygningsskatter).
- Indkomstskatten, og da helst således, at frigrænsen løftes samtidig for alle skatteydere, f.eks. således at 2 á 3000 kr. arbejdsskabt indtægt fritages.
- Toldskatter, og da særlig beskyttelsessatserne, hvorved ofte mere end dobbelt vareprissænkning vil opnås for det forbrugende folk.
Måske vil nogle mene, at også en ekstraordinær afbetaling af statsgæld burde påbegyndes, eller oprettelsen af en fast pensionsfond, der efterhånden kunne overtage stats og kommuners voksende pensionsbyrder. Men derom kan der jo forhandles. De 60 mio. kr. årligt er jo et begrænset beløb. Efterhånden som grundskylden yderligere forøges, må jo tilsvarende nedsættelse i de øvrige gamle skatter finde sted, indtil fuld skattefrihed er opnået, hvilket langtfra behøver at vare 25 år – næppe over 10 år.
IV.
Dernæst opstår på ny det gamle spørgsmål om, hvorvidt grundejerne (som jo ikke alle får fuldt vederlag for den nye skyldbyrde ved ophævelsen af bestående skatter) vil kunne udrede den nye grundskyld, uden at måtte opgive deres ejendomme, hvad der jo ville være skæbnesvangert, hvis de tillige er jordbrugere, hvilket jo er tilfældet med så godt som hele vort landbrugerfolk.
Nogen stor fare er der dog ikke derfor, når man nærmere undersøger sagen, idet netop de arbejdende landbrugere vil have særlig fordel af ophævelsen af bygningsskatter, toldskatter og arbejdsindkomstskatter, og da man samtidig ad anden vej kan sikre den arbejdende landbrugers førsteret til sin løn.
Men nærliggende er dog den tanke, at lade dem, der i kraft af deres pantebrev i jorden oppebærer dennes grundrente[2] og er dennes virkelige “ejere”, tage deres del med af den nye grundskyld, – f. eks. derved, at der i deres årlige rente afkortes halvdelen af den nye grundskyldsprocent. Derved vil også alle udenlandske prioritetshavere i dansk jord blive ligestillede med indenlandske.–Og samtidig burde alle de pågældende prioritetsobligationer i dansk jord være fritaget for personlig indkomst- og formuebeskatning, såvel til stat som til kommune.
V
Da grundskyld kun er en afgift af det lovskabte egentlige jordmonopol, men der samtidig findes en række andre lovskabte grund-monopoler i privateje, vil det være rimeligt og retfærdigt, at også disses ejere – der hidtil kun til dels gennem en lidet rationel indkomst- og formuebeskatning har ydet noget vederlag for deres særfordele, hvis de bor her i landet – pålægges en passende monopolskyld, f. eks. 3 pct. årligt af monopolets værdi, denne ansat af de almindelige vurderingsmyndigheder.
Dette gælder således ejerne af alle sådanne ejendomme, hvori efter offentlig bevilling er indrettet teatre, varieteer, cirkus, biograf, restauration, kroer, beværtninger og apoteker (reelle så vel som personelle) – alt for så vidt disse ejendomme derved er tilført en grundværdi, som ikke har kunnet medtages ved de almindelige ansættelaer til grundværdi. – Halvdelen af denne monopolskyld burde formentlig tilfalde staten og halvdelen kommunen. – Og samtidig burde de nuværende lidet rationelle forbrugsafgifter, som opkræves på disse ejendomme, nemlig forlystelsesskat og restaurationsskat, ganske bortfalde.
VI.
Et ganske særligt lovskabt privatmonopol er nationalbankens seddelmonopol, hvoraf nu kun svares staten en ringe og lidet rationelt beregnet afgift.
Da monopolværdien nøje svarer til den udstedte, renteløse seddelmængde. Bør monopolværdien alene beregnes deraf, og da f.eks. til 3 pct. Men samtidig kan staten rolig frafalde opretholdelsen af bankens nuværende (og for sikkerheden i og for sig ganske overflødige) guldfond, når blot pligten til sedlernes indfrielse med guld selvfølgelig stedse kræves opretholdt. Dog kan denne afgift frafaldes for bankens udlån til nødvendigt boligbyggeri, når renten deraf ikke overstiger 2 pct. årligt og tilbagebetaling sker inden 20 år.
Banken bør dog tilpligtes at have en passende reservefond anlagt i danske statsobligationer. – Bankens nuværende statsafgift bortfalder samtidig.
VII.
Som bekendt giver lovgivningen en række næringsdrivende visse monopolrettigheder – såsom sagførere, læger, tandlæger, dyrlæger og apotekere, af hvilke kun de sidste hidtil har været underkastet offentlig ansættelse af deres takster. – Det samme bør formentlig gælde samtlige fornævnte privilegerede næringsdrivende for at hindre, at deres monopoler misbruges overfor forbrugerne, – og som følge af, at disse monopoler ikke egner sig for direkte beskatning, særlig ejheller indkomstbeskatning, som da bør frafaldes.
VIII.
For at hindre, at stats- og kommunestyret omgår grundskyldslovene ved til dækning af de offentlige fornødenheder at optage lån, vil det være rettest, at al sådan offentlig gældsstiftelse fremtidig gøres afhængig af forudgående godkendelse ved almindelig folkeafstemning, foretaget af vælgerne henholdsvis i hele landet eller i pågældende kommune.
IX
For at sætte det menige folk i stand til bedst muligt at kontrollere den offentlige styrelses økonomi, vil det være rettest, at de enkelte folketingsmænd hver i sin kreds samt de enkelte kommunestyrelser i kommunen, mindst en gang årlig ved et offentligt vælgermøde mundtlig gør rede for henholdsvis statens og kommunerne regnskab og hele økonomi og særlig skattevæsenet og det offentlige gældsvæsen. – Mødernes deltagere vælger selv ordstyrerne. Sådant vil jo kun svare til enhver forenings årlige generalforsamling.
X.
Endelig må det anses nødvendigt, at de nuværende valgmåder, så vel til stat som kommune, afløses af valg efter fri valgrets regler, for at sikre, at styrelsen til enhver tid giver et nøje udtryk for det menige folk, – på hvis vegne styrelsen udøves. Det nærmere herom behøver jeg ikke at udvikle for denne forsamling.[3]
Det er min overbevisning, at et sådant program der danner en retlig helhed – vil vær vel egnet til at samle alle alvorlige danske mænd om den nye og retfærdige økonomiske politik, som det forkynder – hvad enten denne samling da bedst måtte ske gennem et eller flere af de nuværende partier eller mulig ved nye.
[1] Retsforbundet blev politisk parti i 1922. Og denne tale er fra 1927?/pma
[2] Hvordan opstår denne idé? Hvordan kan udlånte penge blive til “jordrente”, fordi de er lånt ud til køb af jord? Hvad ville de blive til, hvis de var udlånt til køb af bil? /pma
[3] Egentlig burde jeg tillige her fremhæve nødvendigheden af en tilsvarende revision af vort demokratiske jordprogram, bl.a. for at få lovfæstet den enkeltes ret til så megen jord, som behøves til bosted og erhvervsplads – erhvervet på rimelig vilkår, som tillader brugeren ved normalt arbejde at opnå et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, uden plage af skatter og renter. – Thi dette ville være at lægge den faste grundsten under hele det store arbejdsløns- og dermed arbejdsløshedsspørgsmål. Men dette kræver sit selvstændige foredrag ved anden lejlighed.