Seddel-udstedelsesretten
fra Den retfærdige revolution (1919)
af August Schwan
Jævnsides med grundskyldens indførelse, omstyrtelsen af alle toldmure og aktieselskabernes forvandling til interessentskaber med fuldt personligt ansvar for alle andelshavere kræver den økonomiske frihed, at staten overtager seddel-udstedelsesretten, samt at seddeludstedelsen ordnes således, at seddelmængden altid dækker behovet.
I sidstnævnte henseende lider guldmøntfoden af alvorlige mangler. De i de seddeludstedende bankers bokser beroende guldbeholdninger skal jo være bestemmende for seddelmængden, og denne kan altså ikke forøges, når opadgående konjunkturer med øget produktion og vareomsætning kalder på større mængder af kontanter, thi tilførslerne af guld afhænger udelukkende af guldminernes produktion. På den anden side har det vist sig, at denne produktion i de sidste decennier er blevet så stærkt forøget, at guldets relative værdi i forhold til de allernødvendigste livsfornødenheder er sunket ganske betydeligt. Ja, den allerstørste del af prisniveauets stadige stigning i årene før verdenskrigen skyldes ganske simpelt den stadige forøgelse af guldproduktionen. Opdagelsen af nye guldfelter og det forhold, at den indiske befolkning er ophørt at omsme1te engelske guldmønter til smykker, skulle endda kunne medføre en betydelig katastrofe. Før verdenskrigen var der imidlertid ikke stor udsigt til at kunne overtyde den almene mening om det uheldige i bibeholdelsen af guldmøntfoden. Det store flertal var overbevist om, at sedlernes værdi afhang af guldforrådet, og da det snart sagt intet steds mødte vanskeligheder at få sedler ombyttet med guld, var denne fiktion næsten blevet til en religiøs sandhed. Nu ligger landet heldigvis helt anderledes. Krigen har på dette som på så mange andre områder klaret begreberne.
Intet steds kan man nu få ombyttet sedler med guldmønt, men de førstnævnte har til trods derfor i alt væsentligt bibeholdt deres værdi. Hvorfor? Jo, blot fordi man efterhånden har vundet forståelse af, at sedlerne blot er et udtryk for det pågældende folks betalingsevne. Et særligt talende bevis herfor er f. eks. kursdifferencen mellem danske og norske sedler. Den i cirkulation værende seddelmængde var på en vis dag ens i de to lande, nemlig 436 mio. kr., men til trods for, at den danske nationalbanks guldbeholdning er omtrent 27 % større end Norges banks, stod denne banks sedler 6 % højere end de danske, og det endskønt den norske befolkning er 10% mindre end den danske.
Det er nemlig ikke guldet, men folkenes arbejds- og betalingsevne, der bestemmer kursen, og dette med så stor nøjagtighed, at kursen falder eller stiger for hver dag, alt eftersom folkets produkter sælges i udlandet, eller befolkningen må skaffe sig sine livsfornødenheder derfra. Nogen væsentlig ændring heri indtræder først, når det pågældende land griber til seddelpressen og udsteder så mange sedler, at de aldeles ikke har samme forhold til varemængden som andre steder. At samtlige landes sedler har tabt i købeevne beror imidlertid på den formindskede produktion og tilførsel i almindelighed.
Med jordskyldreformens gennemførelse gives der en mulighed for en gang for alle at ordne pengevæsnet på en tilfredsstillende måde. Jordskyldens stigning eller fald er det sikreste bevis på, at pengebehovet forøges eller formindskes. Når folk er villige til at betale en højere pris for at udnytte jorden, er dette et bevis på, at efterspørgslen efter produkterne stiger, at arbejdsprodukternes værdi forøges, og at nye foretagender med fordel kan startes. Ved grundlovsmæssigt at sætte seddel- og møntmængden i forhold til jordskylden undgår man, at seddelmængden på nogen måde kommer til at være afhængig af politiske eller finansielle institutioners forgodtbefindende. Med støtte af de oplysninger der nu foreligger fra snart sagt alle lande, og under hensyn til, at ingen guldmønt skulle cirkulere jævnsides med sedlerne, medens sølv-, nikkel- og kobbermønt som hidtil prægedes for at tilfredsstille behovet af skillemønt, vil det være hensigtsmæssigt at fastsætte forholdet mellem jordskylden og hele den cirkulerende pengemængde således, at den sidstnævntes totalbeløb altid skulle være dobbelt så stor som den førstnævntes. 10 % af hele pengemængden skulle rimeligvis udgøres af skillemønt, resten af sedler. Dette vil altså i Danmark (undtagen Sønderjylland), når jordpriserne bliver normale, svare til en seddelmasse af ca. 324 mio. eller over 120 mio. mindre end i øjeblikket.
Den sikkerhed, der står bag disse sedler, som burde forsynes med påtegningen, at de er “Det eneste lovlige betalingsmiddel for retten til udnyttelse af Danmarks jord”, ville være enorm og langt større end de 186 mio. kr. i guld, der menes at dække nationalbankens nu cirkulerende sedler. Uden at disponere over sådanne muligheder til at vinde retten til at udnytte landets naturlige rigdomme ville jo intet som helst produktivt arbejde kunne udføres inden for Danmarks grænser. Omvendt ville enhver – altså også en i udlandet eksisterende pengeinstitution, som disponerede over et vist seddelbeløb – være i stand til at kræve godtgørelse for sine i Danmark udestående fordringer. Thi ingen dansk kunne få adgang til arbejdsfeltet: jorden, uden disse sedler. Det er derfor uomtvisteligt, at en overgang fra den mere eller mindre imaginære guldmøntfod til de uindløselige på jordskylden hvilende sedler ikke på nogen måde ville rokke Danmarks udenlandske kredit, selvom udlandet endnu i nogen tid skulle tøve med at ophøre med det hasardspil, som guldmøntfoden under hensyn til muligheden for en katastrofe på grund af en pludselig forøgelse af guldproduktionen i virkeligheden er.
Derimod ville Danmarks folk gennem et beslutsomt initiativ på dette område vinde store fordele. Det i nationalbanken opbevarede guld kunde sælges til højeste pris, inden guldprisen på verdensmarkedet begynder at falde. Yderligere vil 1ndtægterne af seddel udstedelsesretten stige som følge af renterne af de værdipapirer, der kan købes for de i bankboksene beroende guldmængder.
At disse indtægter af seddeludstedelsen udelt tilhører staten eller hele folket, turde tydeligt nok fremgå af det skrevne. Grundskyldens størrelse og dermed sedlernes værdi er jo i fuldeste mål et produkt af samfundets, dvs. samtlige menneskers arbejde og betalingsevne. Ja, selv under de nuværende forhold er det i virkeligheden dette, der står bag nationalbankens sedler, thi det er jo staten og ikke banken, der i virkeligheden hæfter for dem alle, siden banken ifølge loven af 2. August 1914 er blevet fri for sin forpligtelse til at indløse sine sedler med guld.
Indtægterne fra seddeludstedelsen, der hidrører fra, at sedlerne udlånes med en vis rente, mod sikkerhed i deponerede værdipapirer af offentlig anerkendt bonitet, bør derfor uafkortet tilfalde samfundet. De indtægter, som seddeludstedelsen giver nationalbanken, beløber sig efter de oplysninger, der er fremkommet i rigsdagen under forhandlingerne om den ny oktroj, til 8 mio. kr. årlig. De står ikke i noget ret forhold til de tjenester, som banken yder staten, thi erfaringerne fra England viser, at alle banker er lige ivrige efter at besørge ud- og indbetaling af offentlige midler, lønninger osv. uden nogen særlig godtgørelse, ganske simpelt af den grund, at alle, der på denne måde kommer i berøring med bankerne, både privatfolk og embedsmænd, fristes til at åbne privatkonti hos dem. Det er derfor ud fra alle synspunkter uforsvarligt at lade en privat bankinstitution som nationalbanken have hele seddel-udstedelsesretten.
Den burde ufortøvet overdrages til en rigsbank, hovedsageligt organiseret efter samme mønster som Sveriges rigsbank med tillæg af nogle bestemmelser, hidrørende fra statutterne fra Englands bank, som bl.a. ville gøre det let for den danske rigsbank at tjene som clearing house for samtlige danske bankers checktransporter og som finanshovedkasse. Med en normal grundskyld af 180 mio. kr., således som den ville blive efter krigskonjunkturernes bortfald, dvs. med en seddelcirkulation af 324 mio. kr., ville den årlige nettoindtægt for en sådan rigsbank blive 16-17 mio. kr. Under forudsætning af, at banken samtidig fik kontrollen og nettoindkomsten af Mønten, som efter guldmøntfodens bortfald kun skulde præge skillemønt af sølv, nikkel og kobber.
En sådan rigsbank kan også uden skade for sedlernes værdi forstrække dem, der vil skaffe sig et husmandsbrug, med de nødvendige byggelån. Gives disse på de samme rentevilkår som den øvrige seddeludstedelse og til højst ¾ af bygningernes værdi samt til et maksimalbeløb af 9.000 kr. for hvert husmandshjem, bliver totalrisikoen i hvert fald så ringe, at den ikke behøver at influere på totalsikkerheden, som står bag ved de udstedte sedler. Risikoen er ss berettiget. Det gælder nu om hurtigst muligt at gøre den uretfærdighed god igen, der er begået mod alle dem, som det private jordmonopol hidtil har forment adgang til at skabe sig et eget hjem, at råde bod på boligmanglen og at tvinge huslejen ned, og dertil er under de nuværende forhold jordreformen ikke alene tilstrækkelig, thi den kan ikke virke hurtigt nok.