GRUNDSKYLDEN og de store tænkere.
Af K. K. Steincke.
fra tidsskriftet Grundskyld, no. 2, 1958
med kommentar af Peder C Pedersen

Engang – naturligvis for længe siden – var jeg så fræk at skrive: Herhjemme tager det som regel kun ca. 35 år at gennemføre noget nyt – hvis det da er fornuftigt. Og dog er der snart gået dobbelt så lang tid, siden jeg blev klar over, at det ville være yderst fornuftigt at gennemføre den såkaldte fulde grundskyld.

Når jeg nåede til dette dengang ikke almindeligt accepterede resultat, skyldes dette læsningen af Henry Georges berømte værk Frernskridt og fattigdorn, som jeg formoder, at alle danske vælgere nu er fortrolig med, selvom de måske ikke erindrer følgende overbevisende citat:

Det alene er klogt, som er retfærdigt, og det alene er varigt, som er ret, anerkender vi instinktmæssigt. Naturens love er skaberens anordninger. Der står i dem ikke skrevet nogen anden ret end arbejdets, og det er alle menneskers lige ret; thi vi kan ikke antage, at nogle mennesker har ret til at være i verden, andre ikke. Retten til jorden kan kun indskrænkes ved andre, alle andres lige så store ret, men folket er nu i kraft af privatejendomsretten til jorden tvunget til at betale til forholdsvis få umådelige summer (jordrente) for tilladelsen til at leve i det fædreland, for hvilket det er deres pligt at udgyde deres blod, ja ofre livet.

Nu er der jo mange, der mener, at dette krav om fuld grundskyld er noget, Henry George har fundet på, ja, der er måske endda de, der tror, at det er Starcke eller Oluf Pedersen, medens forholdet jo i virkeligheden er det, at kravet om denne reform har været rejst i årtusinder og op gennem tiderne har fundet støtte fra mange af historiens kendte skikkelser. Jeg kunne citere en række berømtheder, men da alt for mange bliver alt for misundelige, når man citerer for meget, idet de selv af gode grunde ikke citerer og desuden jo er klare over, at de heller ikke behøver det, da de selv ved god besked om alt, skal jeg nøjes med to citater. Det ene er fra det gamle Rom, hvor den berømte Tiberius Gracehus sagde: “I mænd af Rom, I kaldes verdens herrer, og dog har I ikke ret til en fodsbred af dens jord! De vilde dyr har deres huler, men Italiens krigere har kun vand og luft!”

Og hvad skrev ikke Rousseau! “Den første, der indhegnede et jordstykke og dristede sig til at sige “det er mit”, og som fandt enfoldige mennesker, der troede ham, blev det nuværende borgerlige samfunds grundlægger. Den mand, der havde omstyrtet hegnet – for hvilke krige, mord, for hvilke rædselsgerninger havde han ikke sparet menneskeheden.. Jeg havde endvidere den største lyst til at citere så kendte filosoffer og politikere som Carlyle, Herbert Spencer, Gladstone og Grundtvig, for blot at nævne nogle – endda alle europæere – men jeg tør altså ikke.

Nu kunne jeg tænke mig, at en eller anden fuldblods socialist var skuffet over, at jeg ikke har nævnt en eneste partifælle, men det finder jeg ganske overflødigt, da enhver socialdemokrat jo er enig både med georgister og retsstatsmænd i, at den fulde grundskyld bør gennemføres. Uenigheden består kun i, at de sidste ganske overvurderer virkningerne, som om det var den eneste sociale reform, der var brug for.

Overhovedet har jeg kun givet denne lille opsang for – i anledning af den radiotransmitterede grundskyldsdiskussion forleden – at glæde dommer Thestrup, der ifølge referater betegnede grundskyldstanken som forældet og upraktisk, konservativ og folketingsmand som han beklageligvis er.
•

Foranstående kronik skrev K. K. Steincke i Socialdemokraten den 21. januar i år. – I kronikken findes et citat af en af de store tænkere, Rousseau, et citat, som beviser, at også almindeligt ansete tænkere kan fremsætte fraser, som af mange senere kritikløst bliver gengivet som visdom.

K. K. Steincke citerer Rousseau: “Den første der indhegnede et jordstykke og dristede sig til at sige “det er mit”, og som fandt enfoldige mennesker, der troede ham, blev det nuværende borgerlige samfunds grundlægger. Den mand, der havde omstyrtet hegnet – for hvilke krige, mord, for hvilke rædsler havde han ikke sparet menneskeheden.”

Dette er en uhyggelig overfladisk frase, der vidner om mangel på omtanke. Den, der først indhegnede et stykke jord og kaldte det sit, gjorde et virkeligt betydeligt fremskridt. Han gjorde dyrkning af jorden mulig ved at sikre, at den, der såede, også kunne høste. Det var agerdyrkerens værn mod omstrejfende jægere og nomader. Han gjorde det muligt for mange flere mennesker at kunne leve på jorden og lagde grunden til alle kultursamfund. Han fredeliggjorde stammen, der som agerdyrkere var langt mere interesserede i det fredelige arbejde med at dyrke jorden end i at strides med andre om de græsgange, som naturen gav.

Hele slægten, klanen eller stammen forstod at dele sol og vind lige, således at enhver fik lige megen og lige god jord at dyrke. Man delte jorden i vange efter dens ydemuligheder og vangene igen i agre efter antal af stammens medlemmer. Et barns fødsel blev en families gevinst, en gammels død dens tab.

Således var den oprindelige almindeligt udbredte primitive form for jordejendomsretten et vidnesbyrd om retssans og omtanke.

Så langt tilbage, som vi finder spor af højere udviklede samfundsdannelser, har privat eje af jord med tilsidesættelse af andre menneskers ret været kendt og med den følge, at de pågældende kultursamfund er gået under. Hvad de gamle lertavler, som er fundet i Lille-Asien fortæller om familien Teheptillah vidner om, at man i de ældste kendte samfund havde en jordordning, der gjorde det muligt at samle store jordstrækninger på enkelte hænder.

Familien Teheptillah’s historie tyder på, at man allerede dengang har gjort dårlige erfaringer med en retsorden, som vor, og så forsøgt at sikre jorden for slægten, men glemt at sikre dyrkeren retten til udbyttet og almenheden lige ret til bo- og virkeplads. Det er dette. som Henry George i vore dage har vist os vejen til. Gerne privat ejendomsret til jorden, således som ejendomsret forstås efter almindelig dansk sprogbrug, men samtidig sikre, at den merværdi, som det ene jordstykke har frem for det andet går i samfundets kasse og derfra igen bliver anvendt til sådanne fælles goder som vi alle har lige interesse i at få fuldført. Sådanne goder er retsbeskyttelsen. tilvejebringelse og vedligeholdelse af samfærdselsmidler, og de må stilles til fri rådighed for alle, så de bliver virkelige almene goder. Således og kun således kommer alle værdier deres rette ejere – frembringerne – i hænde.

Ikke staten men samfundet – hele menneskeheden – e rette ejer af naturens goder. De må derfor stilles til rådighed for alle, dersom lighed skal råde. Derfor kan staten lige så lidt som den enkelte, fastsætte en vilkårlig afgift af jorden og holde nogen del af jorden ude af brug. Al jord må tages i brug og afgiften til staten må ikke være højere end det forskelsrenten udgør.