Wilhelm Keilhau: Grundrentelæren
Udgivet av H. Aschehoug & Co. 1916
Anmeldelse af S. Berthelsen 1917
Fra tidsskriftet RET, nr 12.

Under ovenstående titel har den unge norske jurist, professor Wilhelm Keilhau udsendt et 314 sider stort værk, som fortjener den største påagtning af enhver, der alvorlig sysler med gennemtænkning af økonomiske emner.

For første gang i nordisk litteratur gives her en samlet historisk og kritisk fremstilling af læren om grundrenten, fra dens første opståen helt tilbage i oldtiden, men dog især fra dens fremkomst hos Adam Smith, Borger Simonde, James Andersson, Edward West og Malthus, indtil den hos Ricardo udvikles til en sådan fuldendthed, at grundrentelæren nu i almindelighed kaldes Ricardos. Og Keilhau fortsætter med at gengive hvorledes de senere økonomiske forfattere: Moriz Naumann, Carey, Böhm-Bawerk, Rodbertus og Karl Marx har søgt at forbedre og at kritisere grundrentelæren, indtil han desværre standser ved Henry George, hvis opfattelse han kun nævner i ret aforistiske vendinger; men disse giver et stærkt indtryk af, at Keilhau endnu påtænker at afslutte sit værk med et selvstændigt kapitel –  eller måske et helt nyt bind om Henry George. En opfattelse, som forf. også på anden vis har bestyrket.

Men skønt Henry Georges venner, og dermed samtiden, således har et endnu ikke indløst krav mod eller dog håb til den norske forfatter, og har ret til at glæde sig til indfrielsen, har allerede det foreliggende bind krav på megen påskønnelse.

Det er vel i første række et dygtigt samlerværk om det specielle emne. Men det er mere. Keilhaus bog er tillige interessant ved sin – for et økonomisk værk usædvanlige – livlige fremstilling, ved sin skarpe og klare analyse af de herhenhørende begreber, ved de talrige og frugtbare perspektiver, han rundt om i fremstillingen udkaster, og ved den fordomsfrihed og tilforladelighed, hvormed han udvikler sine ideer.

Fristende kunne det være her i Ret at optage større stykker af Keilhaus friske og dygtige bog, til glæde for vore læsere. Men pladsen vil foreløbig ikke tillade det, og vi nøjes da med at gengive eller omtale enkelte interessante partier eller stykker af bogen.

Det skulle ikke ret vel – efter Henry Georges bog Beskyttelse eller frihandel – synes muligt at sige noget væsentligt nyt om toldspørgsmålet. Men dette er lykkedes hr. Keilhau. I en anden udmærket bog[1], som vi lejlighedsvis ønsker at vende tilbage til, har han udtalt, at “det ejendommeligste udslag af statens herredømme (imperiet)s særlige styrke overfor jorden, har vi kanske i statens ret til at forbyde befordringen af private ejendomsgenstande over landegrænsen, og til at kræve en særlig afgift – told – som vilkår for frafald af dette forbud. Delte er i alt fald en tankevækkende historisk teori.

Men i sin nye bog søger og finder forf. tillige en historisk begrundelse af toldbeskyttelsen, og kaster derved nyt lys over dette fænomen. Han fremdrager nemlig (på grundlag af Schmollers afhandling af 1883), at for middelalderens bystater, uden landbrugsdistrikter, måtte toldbeskyttelsen (merkantilismen og protektionismen) anses som den rette og naturlige politik. Da der indenfor en sådan afgrænset by kun fandtes industri- og håndværkernæringer, kunne indførselstold på disses produkter ikke fordyre levnedsmidlerne. Og en sådan told behøvede ej heller at løfte priserne på de beskyttede produkter, eftersom en forøgelse af den indenbys produktion i reglen vil ske med forholdsvis faldende omkostninger, hvortil kom, at byens styrelse ved reglement fastsatte de indenbys varepriser. Også byernes egenskab af handelspladser begunstiges ved dette system, som forf. derfor anser for “i reglen” at være det rigtige for slige gammeldags by-stater.[2]

Men derefter belyser forf. med samme styrke, at en landbrugsstat ikke behøver toldbeskyttelse, og at et statssamfund, som rummer både byerhverv og landbrug, nødvendig må berede sig vanskeligheder for landbruget gennem dette system, der ikke kan tilpasses til landbrugsforhold. Overmåde interessant er hans påvisning af, at forsøget derpå gennem korntold (evt. eksportpræmier) i England o.fl. lande, nødvendig måtte strande, fordi fordelen derved tilfaldt jordejerne i form af højere forpagtningsafgifter, men ikke gavnede landbrugerne. Vi kan ikke undlade her at citere (idet vi fremhæver enkelte linjer):

“Agerbruget blomstrede som aldrig før. Enge og græsgange omlagdes til korndyrkning … År efter år steg produktionen, det engelske landbrug blev teknisk set Europas første…

Men landbrugets fremme viste sig ikke at være identisk med landbrugernes gavn. Der var (i 1696) 180.000 selvejende bønder og 130.000 forpagtere i England. Til at begynde med vandt disse to grupper ved toldpræmien…  Men efterhånden ændredes forholdet. Eftersom forpagtningskontrakten udløb, blev der krævet højere afgifter (af jordejerne). Samtidig viste det sig, at toldpræmien virkede stærkere på ejendomspriserne end på produktpriserne. Selvejerne begyndte at sælge. Og der blev efterhånden stor efterspørgsel efter jord. – I handel, industri og kolonispekulation tjente nemlig pengemændene store formuer i denne tid. Værdipapirer var endnu lidet kendte, der var næsten ingen anden sikker måde at anbringe penge på, end at købe jordejendom og forpagte den bort. Jorden kom derfor mere og mere til at bytte hænder. Nu var korndyrkningens rentabilitet større på store end på små brug. Alt delte førte til, at jordejendommene blev koncentreret på et mindre antal rigmænds hænder, og at antallet af forpagtningsenheder blev formindsket. Samtidig blev der større konkurrence om at erholde forpagtning, idet mange tidligere selvejere overgik til forpagterklassen. Det lykkedes derfor jordejerne at erholde de højere afgifter, de krævede. Denne udvikling fortsattes ustandselig. Under denne agrar merkantilismens tegn blomstrede det engelske landbrug, mens den engelske bondestand stadig gik tilbage.”

Dette kunne næppe være sagt kortere og bedre. Og ikke mindst interessant er det, hvor forf. konstaterer at alle forsøg på, gennem direkte statspræmier til korndyrkerne at påvirke kornpriserne for forbrugerne mislykkede. – I alt fald kunne sådant ikke påvise med sikkerhed.

Det var just det engelske underhus’ offentlige undersøgelser om dette spørgsmål, som gav anledning til fremkomsten af de vægtigste bidrag til grundrenteproblemets belysning nemlig fra James Anderson, Malthus, West og endelig citymægleren Ricardo.

Herom må vi dog henvise læserne til Keilhaus bog, som meget omhyggeligt gennemgår, hvad der således fremkom til belysning af den epokegørende teori ‘om den sælsomme indkomst, som en jordejer erholder udover, hvad han selv ved arbejde eller udlæg frembringer på sin jord[3]. En særlig nyhed ved forf.s fremstilling er, at han gengiver en række betydningsfulde citater både på originalsproget og på norsk, så at oversættelsen kan kontrolleres, hvad der er overmåde vigtigt, hvor det, som her, gælder enkelte ords betydning og rækkevidde. Og forf.s skarpe analyse fejrer her ikke få virkelige sejre, således ved påvisning af, at selve Adam Smith ved en rettelse i 2. udgave af sin store bog Nationernes velstand, skabte udgangspunktet for en teori, som en gang skulde spille en rolle i den verdenshistoriske udvikling.

Om den franske forf. Borger Simonde, oplyser Keilhaus bog, at han udtalte: “Bliver et samfund rigere, tilbydes mere allerede udført arbejde for arbejde, som skal udføres, og rentefoden falder. Virkningen heraf er, at værdien af den faste kapital [jorden] stiger i forhold til dens rente, uden at dens reelle værdi er øget”, – en sandhed, som er af betydelig rækkevidde, og som en vis moderne dansk forfatter mente sig at  være den første, der havde hævdet.

Et  kapitel  om  “teorien  om  jordbrugets  aftagende  udbyttetendens” må vi her forbigå, men håber ved anden lejlighed at komme tilbage til denne efter vor mening ganske misforståede teori, som har voldt ikke ringe forvirring blandt doktrinære økonomer.

Fra kapitlet om Malthus i Keilhaus bog gengiver vi følgende – dog måske lidt for paradoksale linjer:

“En gængs påstand lader det vistnok gælde for alle varer – også livsfornødenheder – at efterspørgslen altid går foran, at “behovet altid er det primære”, at det altid er nød og mangel, som driver til anspændelse og frembringelse. Gylden visdom for økonomiske slavesjæle! Ånej: det hænder heldigvis stadigvæk, at tilbuddet går foran efterspørgslen, og det ikke blot, hvor det drejer sig om fornødenheder. Produktionen tager altid tid. Den sigter derfor på at tilfredsstille et beregnet fremtidigt behov. Og ofte nok beregnes, at produkterne, når de kommer på markedet, vil lokke efterspørgerne frem. En ny jernbanelinje til rige, men afsides egne, skaber sig selv sin største kundekreds. Når landkøbmanden hjemfører henkogte sager og skildpaddekamme, vækker han nye behov og ny efterspørgsel hos bønder og tjenestepiger. Graham Bell opfandt ikke sin telefon på bestilling af nogen efterspørger. De store opfindere drømmer om ved deres værk at tilfredsstille ufølte savn og uanede behov. Den store producent og den drevne handelsmand lader næsten altid varerne selv kalde køberne frem. Reklamen er tilbuddets indbydelse til efterspørgslen. Det er de åndeligt nøgne, som af nøden må lære at spinde.”

I øvrigt påviser forf., at det er Malthus’ misforståelse af grundrenteproblemet, som var en af årsagerne til, at londoner-købmanden Ricardo træder frem 1815 med sin epokegørende afhandling om jordrenten, der var ment som et handelspolitisk indlæg mod korntolden, men blev et banebrydende dokument. Om teoriens indhold, dens slagvidde og særegenheder, mangler, fortrin og betydning giver Keilhaus bog derefter en udførlig og skarpsindig fremstilling, som næppe findes andetsteds, og som ingen forsker i emnet kommer udenom fremtidig. Interessant er det, at forf. her påpeger, hvorledes Ricardo ved at bruge et noget mangelfuldt udtryk, ikke tilstrækkelig har fremhævet grundrentens samfundsskabte, men mere dens naturgivne oprindelse (jordens iboende evne), og i den anledning tilføjer:

“Det var Henry George, som ved sin skarpe fremhævelse af de sociale sider ved grundrenten frigjorde læren fra de mere eller mindre løjerlige og selvmodsigende forestillinger som udtrykket om de oprindelige og uforgængelige kræfter havde ført ind i den. Med rette bemærker derfor Schønheyder[4] at Henry George i virkeligheden indleder en ny fase i den videnskabelige udvikling.”

Om den nordamerikanske økonom Carey (jfr. Ret, nr.9, 1917, p. 131) og hans vranglære har Keilhaus bog også interessante sider. Det hedder heri, at Carey “hører til dem, som er blevet verdensberømt ved at misforstå.” Således her Ricardos bekendte illustration af jordrentens opslåen i et nybyggerland, derved at først de bedste jorder og efterhånden dårligere jorder indtages til dyrkning. Dette billede af en tænkt simpel samfundstilstand angriber Carey ved at sige, at nybyggere sædvanlig først optager den dårlige jord, som er lettest at drive osv. – som om hint billede skulle give en skildring af jordbrugets historiske udviklingsgang! Ikke uvittigt siger Keilhau at fordi man i læsebøger benytte Robinson og Fredags forhold som billede på de obligatoriske retsforholds opståen, vil dog vel ingen retsvidenskabens Carey falde på at bevise, at retten ikke begyndte med en robinsonade.

I et senere kapitel tager Keilhaus bog yderligere fat på Careys misforståelser, og dennes egen lære. Om denne hedder det, at “den er så nogenlunde aflivet, at jeg her ville gået den forbi i tavshed, hvis ikke en af vore få hjemlige jordrenteforfattere (Håkon Five) på ny havde fremdraget den.” Careys teori går som bekendt ud på, at jordrenten væsentlig må opfattes som rimelig forrentning af den i jorden nedlagte kapital – alle slægters omkostninger på dette jordstykke eller hvad det nu ville koste at opdyrke det.

Denne “teori er gal netop i udgangspunktet”, siger Keilhau med rette. Om en ting netop er værd reproduktion omkostningerne eller over eller under disse, beror på forhold og omstændigheder i det givne øjeblik. Har et rederi købt et skib til 100 kr. pr. ton, men dets værdi nu under verdenskrigen stiger til 700 kr. pr. ton, så skulle efter Careys teori rederiet først beregne rente (og amortisation?) af disse 700 kr., før der blev ren gevinst, siger Keilhau. Men hvad blev da fordelen af det forholdsvist billigt erhvervede skib? Eller tænk om tonnageværdien falder fra 700 kr. til 100 kr., – skal da rederiets gevinst udregnes på basis af det sidste beløb? Altså skulle stigende værdi medføre større krav om forrentning, og altså være ufordelagtig for ejerne af et produktionsmiddel, medens synkende værdi skulle betyde mindre forrentning og større gevinst. “Dette er en kapitalrenteteori, og sikkert den lystigste, som nogen har fundet på”, siger Keilhau med føje. Og han slutter kapitlet således: “Men lad det være nok. Teorien er og bliver umulig, om den end aldrig så meget tages op igen af en fremtrædende talsmand for anvendelsen af mere forretningsmæssige principper i det norske jordbrug”.

Desværre tillader pladsen ikke en omtale af, hvad Keilhaus bog indeholder om Ricardos andre efterfølgere, særlig de tyske og østrigske forfattere, skønt emnet er interessant nok dertil – særlig kritikken af Karl Marx. Men det må tilføjes, at bogen slutning desværre gennemgående synes svagere fra forfatterens hånd end begyndelsen. Klarhed og stringens synes aftagende, og det er ikke heldigt, at det begreb, hvorom hele bogen handler, mod slutningen undergives ny prøvelse med hensyn til selve dets struktur – om det er over- eller underbegreb. Forf. røber også herved, at han ikke ved denne bog har helt afsluttet sin undersøgelse af det store og – det må indrømmes – vanskelige problem: grundrentelæren.

Denne ufuldstændighed gør sig ganske særlig gældende i forholdet til Henry George. Skønt Keilhau (jfr. ovenfor) indrømmer, at denne indleder en ny fase i den videnskabelige udvikling, undlader han dog ikke, på andet sted, og med en ikke ualmindelig, men lidet klædelig akademisk overlegenhed at håne “den amerikanske bogtrykkerdreng”, der vel på en måde var “den betydeligste af Ricardos disciple”; men dog “en glimrende stilist, men en overfladisk tænker”, der giver “tilsyneladende dybsindigheder i en letfordøjelig form”, “digteriske billeder, hvor der kræves brændende beviser”, – og så fremdeles.

Men for alle disse og flere hånlige udtalelser skylder hr. Keilhau selv beviset – ikke et eneste citat af Henry George er taget op til behandling. Og hin hån synes ikke at stå helt godt til påfølgende ord som disse:

“Bagved alle de letkøbte udviklinger mærker man dog den betydelige personlighed, den brændende idealist og den begavede forkynder af politiske ideer. I sit syn på grundrenten gav da også Henry George videnskaben noget nyt. Og dette nye er ikke – som Francis Walker har hævdet – blot den overdrevne vægt, Henry George tillægger grundrenten som faktor i fordelingen af værdierne og som ophav til fattigdom og nød. Det nye er først og fremmest påvisningen af – for her har vi virkelig at gøre med en påvisning – den rolle, samfundsudviklingen spiller for grundrentens vækst. Den samfundsskabte grundrente-del er ikke Henry Georges opdagelse; men det er ham, som har givet begrebet politisk betydning. En ligeså beskeden plads, hans tanker må indtage i en bog om selve grundrentelæren, en ligeså fremskudt stilling må de få i enhver undersøgelse af grundrentens politiske betydning – –”

En sådan kritik uden nærmere bevisførelse, må virkelig forekomme for letkøbt, særlig for en forfatter af Wilhelm Keilhaus rang. Han er derved blevet bound by honour til at give sin samtid en nærmere påvisning af “grundrentens politiske betydning” – det kan just tiltrænges også af andre grunde.

Måske vil han ved undersøgelsen af dette særlige emne, nå til at erkende at, Henry George gennem sin påvisning af grundrentens egentlige skaber er den virksomt arbejdende befolkningsmængde, har ydet det allervigtigste bidrag til forståpelsen af grundrentelæren; da vil W.K. mulig også kunne nå til at tilbagetage den lidt udfordrende sætning, som han i de allersidste linjer af sin store bog udslynger uden nærmere forklaring. “Henry George og hans tilhængere har anvendt læren politisk galt, fordi de ikke har forstået dens teori.”

Nuvel, – vi er villige til at modtage den norske jurists påvisning heraf – når den kommer. Men lad det ikke vare for længe.

Hr. Keilhau siger selv et sted i bogen: “Grundrenteteorien er på en gang den klassiske økonomiks mesterstykke, og den moderne økonomiks ouverture.”

Hans bog om emnet er netop også kun en sådan ouverture – et levende og interessant forspil. Men nu venter vi på selve stykket – måske mesterstykket.

NOTER

[1] Koncessionslovenes retsgrundlag. Særtryk af Statsøkonomisk tidsskrift. Kria 1914.

[2] I denne forbindelse indføjer forfatteren, som ægte nordmand, et interessant stykke om Norges mangel på storbykultur i fortiden, og hidleder herfra Norges mangel på nationalt håndværk, handel, industri og kunst gennem middelalderen. Og derved dets mangel på et eget sprog. Han fritager derved danskertiden for deres ansvar for undertrykkelse i så henseende, og mener at et udelukkende bondeland med bondekultur ikke kan hævde sin nationale egenhed gennem tiderne.

[3] Det oplyses her, at det er en fremragende engelsk økonom fra den tid, sir William Petty, som er fader til sætningen; “Arbejdet er velstandens fader og aktive princip, jorden er dens moder.”

[4] Schønheyder. Jordbrugsrenten, Statsøk. Tidsskrift 1910. S. 21-42.