af Sophus Berthelsen.
fra RET, nr. 6, marts 1910

Han bladrer i sin lov omhyggelig,
men finder intet der for sig,
hvorved forbudet er for smed at rette bager.·
J.H. Wessel.

Til offentliggørelse under denne overskrift har vi fra hr. lærer Niels Jul på Krabbesholm Højskole modtaget følgende:

“Det er vist sikkert, al Henry George-sagens fremgang her i landet først og fremmest vil afhænge af, hvor dygtigt og godt dens venner kan gøre rede for dens praktiske gennemførelse. Det forekommer mig, at man hidtil ikke har været tilstrækkeligt opmærksom på dette, og at de hidtil anviste fremgangsmåder er utilfredsstillende. Jeg ville derfor gerne henlede opmærksomheden derpå, men da der kun er indrømmet mig én side i RET bliver det i al korthed, jeg kan gøre rede for mine anskuelser derom.
Jeg mener, at der straks, på én gang, må pålægges den fulde jordværdiafgift. Denne afgift skal hvile på jorden som en årlig, stedseværende, uafløselig afgift, som sikres ved en prioritet i jorden. Den skal indgå i statskassen. Ved indførelsen af denne afgift vil jordens værdi formentlig reduceres til nul. Al spekulation i jord vil være blodløs arbejde, lån mod sikkerhed i jorden vil være umuligt; der vil blive brug ror langt færre penge til omsætning af ejendomme, afgiften vil fremme intensiv brug af jorden, udstykning osv.
Denne afgift er kun, hvad samfundet har ret til og aldrig burde have ladet ligge, og det er med urette, at jordejerne hidtil har nydt den. Men den samme samfundsordning, som undlod at opkræve jordrenten, fremtvang, at jordrenten kapitaliseredes, og uretten øvedes af dem, som oprindelig tog jorden i besiddelse eller nød godt af jordrentens forøgelse, og uretten øves derfor ikke langvejs. Stiger en ejendoms årlige brugsværdi med 800 kr. på grund af samfundsforanstaltninger, da vil det under vore nugældende love sige, at der hvert år herefter tages 800 kr. mere af samfundets ejendom, men de nydes ikke af de efterfølgende ejere, men af den nuværende og på én gang med det kapitaliserede beløb, ca. 20.000 kr. Hvis man nu ved en jordafgift inddrager jordværdien på den nuværende slægt af grundejere vil det i de allerfleste tilfælde være at “rette smed for bager”.
Jeg mener derfor, at staten samtidig med, at jordafgiften indføres, må overtage forpligtelsen for en tilsvarende del af prioritetsgælden og yde til de ejere, hvis prioritetsgæld er mindre end jordens værdi, et beløb lig forskellen. Dog skal dette ikke anvendes for de ejere, om hvem det udtrykkeligt kan påvises, at de nyder fordelen af den nuværende ordning.
Jeg mener, at staten kan fyldestgøre de påtagne forpligtelser; selvfølgelig kan den ikke samtidig afknappe de nuværende skatter, men med den antagelig stigende jordafgift kan den pådragne gæld forrentes og amortiseres, og de nuværende skatter med tiden afløses.
En nærmere begrundelse af dette forslags enkeltheder tillader pladsen desværre ikke.!

I anledning heraf bemærker vi først, at da det ikke er RETs opgave al vildlede læserne om, hvad der ikke er Henry Georges mening, kan vi som regel ikke overlade bladets knapt tilmålte plads til udførligere udviklinger i den retning. Den af hr. Niels Jul foran og nogenlunde tydeligt fremsatte plan til Georgismens gennemførelse optages derfor også kun her, for engang for alle at få deres uhyrlighed klarlagt, så at vi forhåbentlig for fremtiden kan opnå, at de, der herefter vedblivende offentligt fremsætter deslige planer, fremtidig (hvad enten de hedder Niels Jul, Nielsen-Svinning eller kommandør Bluhme) undlader at smykke sig med George-navnet, hvad der kun kan fremkalde offentlig forvirring, og alt har haft sådant til følge.

Thi det er en kendsgerning, som hr. Jul dog burde have været opmærksom på allerførst, at Henry George selv ingensinde har fremsat den tanke, som hr. Jul her gør sig til talsmand for, at staten skulle tilkøbe sig hele den nuværende jordrente, mod vederlag til dennes nuværende indehavere, dvs. indfri den væsentligste del af den nuværende prioritetsgæld ved selv at gøre sig til skyldner overfor prioritetsherrerne for et lignende beløb. En sådan tankegang er så modsat Henry Georges som vel muligt. Han fremhæver selv, bl.a. i sin programartikel i Standard, at hans grundværdiskat bør indføres efterhånden ved at afskaffe de bestående skaller, en efter en, og samtidig forhøje jordskylden. Dette strider åbenbart bestemt imod hr. Juls forslag, der går ud på at stille afskaffelsen af de nuværende skatter i bero, men derimod straks lade staten på det hele samfunds vegne overtage grundejernes private gældsforpligtelser. Men hvorfor vil hr. Jul så skilte med HG’s navn? Også uden dette kan han jo frit fremsætte sine anskuelser.

Henry George har jo sin gode grund til overhovedet ikke at beskæftige sig med en så vildfarende tanke, eller i det hele nogetsteds nævne nogen procentsats for den grundværdiskat, som han gav anvisning på. Atter og atter gør han jo opmærksom på, at dette hans hjælpemidddels største og vigtigste betydning, ikke er at ordne et godt skattevæsen, men derimod den, at skabe retfærd ved skattens indirekte virkning på jordprisen (trykkende nemlig) og derved på arbejdslønnen (løftende nemlig). Men hele denne vigtigste sociale virkning ville i alt væsentligt gå tabt, ifald man fulgte hr. Juls lidet gennemtænkte plan.

Det er nemlig hr. Juls og meningsfællers store misforståelse, at hele den nuværende jordrente med rette tilhører statsmagten, som ‘ikke-ind­krævet skat’. Sandheden er derimod, at rimeligvis en langt større del deraf tilhører arbejdet, som ‘ikke-udbetalt-arbejdsløn’. Dette har jeg alt udførligt udviklet i RET I, s. 294, (marts 1906), artiklen Stat modsat Samfund, hvorpå jeg, desværre forgæves, har henledt hr. Juls opmærksomhed. Og staten ville begå et uhyre overgreb mod arbejdet (samfundet) hvis det tilegnede sig også dettes part af jordrenten.

Lad os tage et typisk eksempel på jordrentens forhold til arbejdslønnen. Hvis en landejendom i dag har en jordværdi af 300.000 kr. med en udgift til arbejdsløn af 6.000 arbejdsdage a 2 kr., så vil jordværdien synke med 150.000 kr., blot derved at arbejdslønnen løftes fra 2 kr. til 3 kr. -udgiften altså med 6.000 kr. årlig. Såfremt altså statsmagten pålagde denne ejendom den fulde jordrenteafgift af 4 % af 300.000 = 12.000 kr., mod samtidig at give de private prioritetshavere en statsobligation for 300.000 kr., så har staten dels gjort en meget dårlig handel, dels og mest forvoldt arbejdet en stor ulykke. Thi for at regnskabet skal balancere skal staten nu stadig holde arbejdslønnen nede på de 2 kr., som den var i overtagelsesøjeblikket. Staten har med andre ord forpligtet sig overfor monopolhaverne til bestandig at holde arbejdslønnen nede på den nuværende unaturligt lave niveau. Løftes arbejdslønnen, da synker ejendommens jordrente, og dermed statens skatteret, hvis staten ikke vil gøre indgreb i bygninger og andre arbejdsskabte værdier, eller skride til nye og slette skatter. Men overfor statsobligationerne vedbliver statens uforandrede renteforpligtelse!

En mere forvirret økonomisk reformplan kan da næppe fremsættes af en mand, der dog mener sig påvirket af Henry Georges ånd. Forslaget ville være ganske analogt med, om man opgjorde samtlige nuværende toldbeskyttede fabrikanters monopolers værdi i øjeblikket, lod staten udbetale dem denne kapitalværdi i statsobligationer, og dernæst lod staten drive fabrikkerne således, at de kunstigt forhøjede varepriser opretholdes overfor forbrugerne!

Et frydeskrig fra monopolisterne ville hilse dette, såvel som hr. Juls forslag – thi dette er jo netop hvad d’hrr. ønsker i drømme, at selve staten måske burde garantere dem deres plyndringsret overfor folket for bestandig.

Det må undre. At hr. Jul ikke har kunnet indse dette.

Hans fejltagelse består som alt sagt deri, at han anser den nuværende jordværdi som en fast værdi, der kun kan forøges, men ingensinde formindskes. Sandheden er, at den er så svigefuld som søens overflade, – afhængig af det idelige tilløb og afløb, som han ikke ser. Han ser, at niveauet holder sig nogenlunde ens, men det er kun fordi monopolernes kunstige stigbord har interesse af denne jævnhøjde. Hvad han ikke ser er, at opgaven netop er at sænke den nuværende monopolværdis højde, ikke at opretholde den fremdeles.

Derfor er det, at ingen fuldt forstående George-mand overhovedet vil indestå for, hvilken procentsats jordværdiskatten til slut vil udgøre[1]– eftersom ingen bestemt ved, hvilken del af den nuværende jordværdi, der rettelig vil være arbejdets (samfundets) del, og hvilken der vil være statens (den bevidste samfundsmagt). Rimeligvis vil grænselinjen falde højst forskellig i de forskellige lande. I lande med socialistisk-militæristisk kultur, som Preussen, vil det findes naturligt at opkræve en høj grundværdiskat[2]

til de mange statsformål, – medens omvendt i friere lande vil den højere arbejdsløn tilegne sig den største del af den nuværende jordrente (se sammenligningen mellem Berlins og Londons jordprislinje i RET for august 1908, side 294).

Det vil således ses, at der ikke er nogen løsning, men kun tanke­forvirring i hr. Juls forsøg på bessermachen. Det er hverken rationelt eller konsekvent. Det hviler på et manglende kendskab til de elementer, hvoraf jordværdien består, og hvoraf måske den væsentligste er denne: troen på, at en grundværdiskat ikke er nær forestående. Dette har netop vist sig i England, hvor jordværdien har været i rivende nedgang, lige siden Lloyd George i maj måned fremlagde sit forslag om grundværdien. Før kapitaliserede man håbet (om fortsat stigning) og lagde denne ovenpå jordens værdi; nu kapitaliserer man frygten for den nye reforms virkninger, og trækker dem fra. Men hr. Niels Jul vil have, at statsmagten (dvs. hele folket) skulle overtage forpligtelsen til at holde spekulanten oppe.

Det er med fuld klarhed over mål og midler, at Henry George har anbefalet os at indføre grundværdiskatten efterhånden, stigende, – nemlig fordi kun derved giver vi arbejdet lejlighed til ved jordprissænkningen at indvinde sin ret til højere løn, så at monopolet angribes fra to sider i stedet for en. Hvad vi må kræve er derfor kun en jordskyld, som er betydelig nok til at påvirke jordprismarkedet effektivt, og samtidig en nedsættelse i de nuværende skatter, svarende mindst dertil.

Hr. Jul skriver, at vi vil “rette smed for bager”. Ja, det er netop, hvad vi vil, eftersom det var smeden, der var drabsmanden. Han vil derimod rette bager for smed. Og det er netop den store uret. Hr. Jul har heller ikke læst sin Wessel ret.

[1]Derfor kan vi selvfølgelig godt, som det også er sket, når vore modstandere ønsker det, opgøre regnestykker på det af dem selv valgte grundlag.
[2] Er dette en fejl fra Berthelsens side? Grundværdiskatten kan da ikke afhænge af behov for indtægter? /pma