fra tidsskriftet RET, nr. 1, oktober 1913
af Severin Christensen

At mennesker kan fødes ejendomsløse og at de hele deres liv skal se sig berøvede de goder, som naturen har anvist i rigt mål til alle, i så rigt mål, at de kunne stille alle og enhver uafhængig i tilværelseskampen – dette betragter jeg som den mest oprørende af de kendsgerninger, politikere og socialøkonomer er stillet lige overfor. At et barn kan komme ind i verden på en kvist i Saxogade uden ringeste arvelod i sit fædrelands naturskabte goder, det er en tilstand, som kun er tænkelig ved en gennemført offentlig uhæderlighed og som følge af moralsk fordærvede samfundsforhold.

Dersom jeg kunne overbevises om, at dette barns ejendomsret kun kan sikres ved voldelig indgriben, ville jeg være anarkist. Dersom jeg kunne tro, at den eneste mulige løsning ligger i, at staten overtager alt eje, og at statsmagtens indehavere derpå efter frit skøn foretager en fordeling og regulering af selve disse goder, ville jeg være socialist – og jeg har været godt på vej til at blive begge dele. Men af de såkaldte borgerlige partier, hvad enten de kalder sig højre eller venstre har jeg altid været en svoren fjende, fordi ingen af dem har gjort alvorlige forsøg på at løse dette spørgsmål.

Ved at overveje problemet nærmere har jeg dog indset, at den ordning, som skotten Patrick Dove og senere amerikaneren Henry George har foreslået, indeholder en løsning, der er i langt større overensstemmelse med de nationaløkonomiske og etiske love end socialisternes, og så er langt mere betryggende for den enkelte borgers selvstændighed. Når socialdemokraterne endnu gennemgående stiller sig mere end køligt til Henry George, kommer desværre vistnok for førernes vedkommende de ulykkelige partiinteresser med i spillet. Men for de menige socialdemokraters vedkommende er dette vistnok ikke hovedsagen, lige så lidt som det kan være forudfattet uvilje; det er langt snarere ulysten til at foretage den lille tankeanstrengelse, som kræves for at sætte sig helt ind i sagen. Thi arbejderne må jo dog forudsættes at være interesserede i at skaffe sig det bedst mulige våben i deres kamp; og det bedste våben er den bedst mulige indsigt i nationaløkonomiens love.

Jeg skal prøve på ved et simpelt eksempel at gøre forskellen på de to opfattelser, hvorom nutidens socialpolitikere har delt sig, indlysende.

Sæt, at et selskab ejer en fiskepark, således at alle medlemmer af selskabet har lige andel i ejendomsretten; da kan denne ligeret under brugen tænkes praktiseret på to måder. Enten tildeler bestyrelsen efter sit skøn alle medlemmerne nøjagtig lige gode arealer af parken, for så vidt dette er muligt; eller også vælger ethvert medlem det areal, der passer ham bedst, imod at indbetale til fælleskassen et årligt beløb, der svarer til arealets værdi. Da alle har lige part i denne kasse, som repræsenterer hele parkens værdi, vil det let ses, at dette er en simpel måde at sikre enhvers ejendomsret på. Hvis man ikke kan indse, at hvad det kommer an på, er at sikre folk værdien og ikke selve den materielle genstand, er det fordi man forveksler kernen med skallen. Og just dette fejlsyn er det socialdemokraterne gør sig skyldige i i deres socialpolitik.

Desuden bør man betænke, når vi holder os til billedet, at det er en faktisk umulighed for en styrelse at fordele selve parkens areal i nøjagtig lige gode lodder; hvad der derimod kan fordeles ligeligt er værdien. Derfor betyder jordværdilæren et teknisk fremskridt i socialiseringen.

Endvidere er det en langt mere fuldkommen praksis, at enhver kan vælge frit – uden styrelsens indblanding – den fiskeplads, der passer bedst til hans evner og tilbøjeligheder. Én egner sig bedst til at fiske gedder en anden til at fiske ål; én kan bedre overkomme et større stykke end en anden; sligt kan ikke ordnes fra oven, og når enhver blot betaler for sin plads, sker ligerettens krav fyldest, og den individuelle bevægelsesfrihed er i langt højere grad sikret. Og der er sikkert ingen, selv blandt socialdemokraterne, der sværmer for særlig meget regereri; selv de, der anser det for nødvendigt, betragter det som et nødvendigt onde.

Jeg kan ikke her komme ind på de sociale følger af jordrettens gennemførelse; georgisterne mener ikke selv, at alle fattigdommens problemer dermed er løste, men kun, at der derved er sikret den enkelte en fast position, hvorfra han frit og uafhængigt selv kan betrygge sin eksistens. Og dette mener vi tillige er det sundeste. Og vi mener desuden, at vi med denne ordning er i overensstemmelse med de etiske love, som vi heller ikke synes at socialdemokraterne har ofret interesse og studium nok, retfærdighedens love, som udsiger, at ingen har ret til at tilegne sig, hvad han ikke har skabt, jorden og dens rigdomme, som særeje, således at han kan udelukke andre derfra; og at enhver har den fulde ubeskårne ret til, hvad han selv frembringer.

Da det har vist sig ved nylig foretagne vurderinger af Danmarks jord, at en jordskyld svarende til jordværdien meget let kan beregnes, og da en lempelig indførelse af en sådan jordskyld er den simpleste foranstaltning, der tænkes kan, mener jeg, at ingen sag burde ligge vore politikere nærmere på hjerte end denne, og at alle socialt interesserede i det mindste burde sætte sig grundigt ind i den.