af Oluf Pedersen
fra tidsskriftet Grundskyld, sept. 1970
(sidetalshenvisninger er ikke ændret til nyere udgaver/pma)

Det er en ret almindelig opfattelse, at georgisme og retsstat er nogenlunde det samme. I begge systemer anses grundskyld for at være det nøgleord, der angiver det væsentligste og fælles i de reformer, der tilstræbes af de to økonomiske og politiske retninger. Denne opfattelse er helt forkert, og formålet med nærværende sammenligning af de to systemer er at vise, at forskellen mellem dem er langt større, end det almindeligt antages.

Ved georgisme vil jeg her forstå den økonomiske og politiske opfattelse, som er fremstillet i Henry Georges skrift Fremskridt og fattigdom idet jeg her benytter 3. udgave af Jacob E. Langes oversættelse (i det følgende betegnet F&F)

Ved retsstaten forstår jeg den økonomiske og politiske opfattelse, som er fremstillet i Severin Christensens Retsstaten, en fremstilling af det offentlige livs etik. Jeg benytter her 1. udgave 1911.

Det må straks understreges, at retsstaten i den her anførte betydning er noget helt andet end det, der i almindelig daglig tale forstås ved en retsstat, hvis karakter er bestemt ved den positive ret, således som denne har fundet udtryk i de gældende love. I Severin Christensens betydning af begrebet er retsstaten derimod en principiel bestemmelse ud fra et klart defineret retsbegreb, der kun kan forstås på én måde ganske uafhængig af de gældende love. De to betydninger af begrebet retsstat har intet tilfælles.

I det følgende angiver tallene i parentes sidetallene for de anførte citater og henvisninger.

1. Georgisme

I indledningen til F&F formulerer Henry George den opgave, han vil stille sig, på følgende måde:

“Jeg agter i det følgende at gøre et forsøg på efter socialøkonomiens almindelige fremgangsmåde at løse den store opgave, jeg har givet omridset af, at søge den lov, som forbinder fattigdommen med fremskridtet og øger nøden, alt som rigdommen vokser.” (7)

Efter denne formulering af opgaven synes HG ikke at interessere sig for at anvise midler til afskaffelse eller begrænsning af fattigdommen. Han synes kun at tilstræbe at finde en forklaring på, hvorfor fattigdommen altid ledsager fremskridtet. Det viser sig dog senere, at HG også anviser et middel, der formenes at være effektivt til bekæmpelse af fattigdommen.

Før jeg går videre i fremstillingen af georgismen, kan det lige nævnes, at HG ligeledes i indledningen til F&F anfører følgende:

“Det er ganske vist så, at rigdommen er vokset i en betydelig grad og velværet gennemsnitlig tiltaget; men disse Fordele er ikke almene. De laveste klasser har ingen del i dem … Jeg mener, at det såkaldte materielle fremskridt ingenlunde forbedrer de laveste klassers kår i det, som udgør de væsentligste betingelser for et sundt og lykkeligt menneskeliv, ja, at det snarere bidrager til at forværre dem. (5)

Da det netop er den gennemsnitlige forøgelse af velværet, der kunne forventes af den indsats, der af rette vedkommende særligt tillægges Retsforbundets deltagelse i trekantregeringen 1957-60, vil det heraf ses, at denne indsats ikke vurderes højt af HG, og den må vurderes endnu ringere ud fra Severin Christensens principper.

De næste to afsnit af F&F, Arbejdsløn og Kapital og Befolkning og livsfornødenheder, kan jeg forbigå i denne fremstilling, dels fordi de problemer, som HG behandler i disse afsnit, ikke eksisterer i dag, så en kritik af dem ville være en kamp mod vejrmøller, dels fordi disse ikke har nogen relation til formålet med denne undersøgelse.

Det tredje afsnit i F&F handler om formuefordelingens love og er måske det mest betydningsfulde afsnit i hele værket. HG har her begået den fejl at søge lovene for formuefordelingen, medens han burde have søgt lovene for fordelingen af den løbende produktion. Formuen omfatter nemlig mere end resultatet af den løbende produktion, men i bestræbelserne for at sikre arbejdet sin rette løn, er det fordelingen af den løbende produktion, der er det afgørende.

Henry George har rigtigt fremhævet, at al produktions ophav er de tre faktorer, jord, arbejde og kapital, og at hver af disse faktorers bidrag til det endelige produktionsresultat følgelig må bestemmes således, at de tilsammen udgør produktets totalværdi. Man kan også sige, at produktionen hidrører fra de to faktorer jord og arbejde, fordi kapital er en form for arbejde jfr. HG “Kapital er i Virkeligheden kun arbejde bundet til stof” (103-4).

Men de love, som HG finder frem til er desværre uklare og delvis forkerte og er derfor uanvendelige til en praktisk bestemmelse af den søgte fordeling af formuen.

Om jordrenten siger HG: “Udtrykket jordrente anvendes til at betegne den del af produktet, der tilfalder ejerne af jord eller andre naturfordele i kraft af deres ejendomsret.” (86)

Som definition betragtet er denne bestemmelse af jordrenten uklar, fordi der mangler en angivelse af jordrentens afhængighed af dyrkningsgrænsen. Det hedder ganske vist senere, at “Jordens pris bestemmes ved det overskud, den kan give udover, hvad man ved samme anvendelse af midler kan få ud af den mindst indbringende jord, som bruges.” (8-88)

Herved er jordens pris angivet som afhængig af dyrkningsgrænsen, og hermed skulle efter HG være givet et grundlag for beregning eller vurdering af jordrenten, idet HG skriver: “Jordrenten kan også finde sit udtryk i salgsprisen. Thi når der købes jord, er betalingen kapitaliseret jordrente.” (86) Herefter skulle jordrenten altså kunne findes ved at dividere salgsprisen med kapitalisationsfaktoren, hvis den er kendt. Men dette er jo ikke rigtigt og strider også imod, hvad HG skriver i afsnittet om grundårsagen til de stadig tilbagevendende industrielle kriser, jordspekulationen driver jordværdien op over det punkt, ved hvilket – under de bestående forhold – arbejde og kapital kan få deres vante udbytte. (136)

Da nu jordrenten er en del af den løbende produktion nemlig det, der er tilbage af bruttoudbyttet efter at arbejdet og kapitalen har fået deres vante udbytte, kan den i de tilfælde, hvor jordspekulation har fundet sted, ikke danne grundlag for bestemmelse af jordrenten.

Men der er også en anden grund til, at jordværdien er uanvendelig som grundlag for beregning eller vurdering af jordrenten. Ved køb af jord, som køberen tænker sig at benytte til et erhvervsformål af en eller anden art, må han nemlig nødvendigvis tage hensyn til mulige forandringer i fremtiden i de forhold, som kan påvirke såvel ejendommens bruttoudbytte, som dens nettoudbytte, fordi jordrenten er forskellen mellem disse to størrelser. Men at foretage et sådant skøn flere år frem i tiden kan kun gøres med stor usikkerhed, fordi det er vanskeligt at spå, især om fremtiden (Storm P.). Denne usikkerhed må nødvendigvis påvirke den pris, som køberen er villig til at give for ejendommen. Denne pris bliver derfor uanvendelig som grundlag for bestemmelse af jordrenten, der alene afhænger af de øjeblikkelige produktions forhold.

HG skriver endvidere, at hvor samme person er ejer og bruger af en ejendom, er jordrenten en del af hans indtægt, som han kunne få ved at bortleje jorden til andre (86). Dette er måske rigtigt i visse tilfælde, men ikke i alle.

Det kan herefter fastslås, at Henry Georges fremstilling af jordrenteloven lider af adskillig uklarhed hvad bestemmelsen af jordrentens størrelse angår, og hans sparsomme anvisning hertil er derfor helt uanvendelig til praktiske formål. Denne manglende interesse for en nøjagtig bestemmelse af jordrenten skyldes formentlig bl.a., at HG ikke interesserer sig for den løbende produktions fordeling mellem individerne, men kun for formuens fordeling mellem produktionsfaktorerne.

Hvad kapitalrenten angår, da mener HG, at det er “naturens levende Kræfter (for hvilke tiden er af betydning), som er kapitalrentens årsag.” (102) Dette er ikke rigtigt, men HG er klar over, at der er er ligevægtsforhold mellem løn og rente, således at rentefoden må stige og falde samtidig med arbejdslønnen (105). Grunden til dette ligevægtsforhold er, at det arbejde, der anvendes til fremstilling af kapitalgoder, gennemsnitlig må give samme udbytte pr. tidsenhed som det arbejde, der anvendes til fremstilling af forbrugsgoder, idet dog alle forhold naturligvis må tages i betragtning, herunder menneskers ønske om at sikre sig i tilfælde af sygdom, ulykke, og alderdomssvækkelse. Det er disse forhold, der er årsag til renten og bestemmer dens gennemsnitlige højde.

Den misforståelse, som HG gør sig skyld i, med hensyn til kapitalrentens årsag, synes derfor synes at være mindre væsentlig, men den har en ikke uvæsentlig indirekte betydning derved, at den tilslører det sande forhold mellem arbejdet og kapitalen. Dette forhold bliver i vide kredse opfattet som et modsætningsforhold, hvad det slet ikke er, hvis arbejdet og kapitalen sikres deres rette udbytte ved jordrentens rette anvendelse. I så fald vil arbejdets og kapitalens interesser være sammenfaldende, fordi også kapitalrenten er en form for arbejdsløn.

Endelig er der spørgsmålet om arbejdslønnen. Om den siger HG, at lønnen afhænger af produktionsgrænsen eller af det udbytte, arbejdet kan få ved brug af de bedste naturforhold, som står det åbent uden betaling (111). Dette gælder dog kun minimallønnen eller lønnen til de lavestlønnede, og det gælder desuden kun, når den private ejendomsret til jord er ophævet ved det offentliges opkrævning og rette anvendelse af jordrenten, fordi dyrkningsgrænsen først derved får sin rette beliggenhed. Men hvordan disse betingelser skal opfyldes, derom siger HG intet, fordi han ikke interesserer sig for den løbende produktions fordeling mellem individerne, men kun for formuens fordeling mellem produktionsfaktorerne.

Mon ikke de lavest lønnede ville foretrække at få deres andel i det eventuelle overskud af jordrenten udbetalt som et velkomment tilskud til deres lave løn i stedet for at få dette anvendt til alle de gøremål, som HG nævner på side 232-33. Disse foranstaltninger kommer jo i højere grad de højtlønnede til gode end de lavtlønnede.

HG er som nævnt klar over, at der må være en sammenhæng mellem de love, der bestemmer formuens fordeling mellem produktionsfaktorerne, og når man ser bort fra hans mangelfulde forståelse af jordrentens opståen og bestemmelsen af dens størrelse samt hans misforståelse vedrørende kapitalrenten, er de angivne fordelingslove rigtige og tilstrækkelige til at forklare produktionens fordeling mellem produktionsfaktorerne.

De to næste afsnit i F&F, IV. Det materielle fremskridts virkning på formuens fordeling, og V. Opgaven løst, er uden betydning for nærværende undersøgelse og skal derfor forbigås her.

Af afsnit VI. Midlet skal her kun omtales andet kapitel, der omhandler Det rette middel. Det hedder heri:

“For at udrydde fattigdommen for at gøre arbejdslønnen til, hvad den retmæssig bør være: Arbejdets fulde fortjeneste må vi derfor i stedet for den private ejendomsret til jorden sætte den fælles ejendomsret. Intet andet middel kan trænge ned til ondets rod – intet andet er der noget at håbe af. Vi må gøre jorden til vor fælles ejendom.” (170)

Dette er forkert, og denne fejl er måske den egentlige grund til, at georgismen har vundet så lidt anerkendelse, som den har, efter 70 års arbejde for dens udbredelse.

Det er ikke den fælles ejendomsret til jord, der må sættes i stedet for den private ejendomsret. Det er den fælles udnyttelsesret på lige vilkår, der må erstatte den private ejendomsret. Dette stemmer også med, hvad der er anført i afsnit VII. Midlets retfærdighed, hvor det hedder: “Hvad er det, som danner det retmæssige grundlag for ejendom? Hvad er det som tillader et menneske med fuld ret at sige om en ting: “Den er min?” Hvorfra udspringer den følelse, som siger os, at han, og han alene, har denne ret? Er det ikke, når det kommer til stykket, fra menneskets ret til sig selv, til at bruge sine egne kræfter og nyde frugterne af eget arbejde?” (173) Og senere hedder det: “Ingen virkelig ejendomsret kan eksistere, uden den kan føres tilbage til frembringerens ret, som hviler på menneskets naturlige ret til sig selv.” (173) Da nu jorden ikke er frembragt af nogen og heller ikke af samfundet, kan den følgelig ikke være nogens ejendom og heller ikke samfundets. Menneskets ret til jorden er derfor begrænset til udnyttelsesret, hvorom HG skriver: “Brugsretten til jorden er naturlig og uafhændelig; det er en ret, som gives ethvert menneske ved dets indtrædelse i verden og kun begrænses af andres lige ret. Der eksisterer overhovedet ingen absolut ejendomsret til jorden.” (175) Heraf følger, at der heller ikke kan eksistere nogen fælles ejendomsret til jorden, men kun en alle tilkommende udnyttelsesret.

Havde HG fastholdt dette klart udtalte princip, kunne han ikke være gået ind for den socialistiske politik, som han skitserer i sine udtalelser på side 232-33 hvorom senere.

Men HG vil altså sikre en fælles ejendomsret til jorden, og det middel, hvorved han vil opnå dette er: “Al Beskatning ophæves med undtagelse af skat på jordværdier. (207)

Dette forslag motiveres med, at “Jordværdibeskatningen må forøges, alt som vi afskaffer andre skatter,” og med at jordprisen er kapitaliseret jordrente. Den sidste forudsætning er som tidligere nævnt forkert, og jordværdien er derfor helt uanvendelig som grundlag for bestemmelse af jordrenten.

De gode virkninger, som HG venter sig af den foreslåede reform, er deles fantastiske. Tyve, bedragere og andre forbryderklasser vil snart helt forsvinde, siger HG fordi han mener, at de fostres af den ulige formuefordeling. Men formuefordelingen vil altid være ulige, fordi der er forskel på menneskers evner flid og dygtighed. HG mener altså, at det efter gennemførelsen af hans reform “vil blive muligt for samfundet at virkeliggøre socialismens drøm.” (232) Den “fra den fælles ejendom flydende indtægt kunne så anvendes til det almene bedste.” (232)

Blandt de opgaver HG mener, staten skal tage sig af skal nævnes: Telegram- og postbefordringen, bygning og drift af jernbaner, anlæg af landeveje, bade, biblioteker, høresale, teatre, universiteter, tekniske skoler, legepladser, gymnastiksale, levering af varme, lys og drivkraft på offentlig bekostning, belønning af opdagere og opfindere, understøtning af videnskabelig forskning og mange flere opgaver. HG antager, at udgifterne til alle disse opgaver kan afholdes af jordværdibeskatningen, når alle andre skatter var fjernet.

Da disse foranstaltninger ville komme de forskellige personer til gode i meget forskellig grad alt efter deres evne og mulighed for at udnytte dem og uafhængig af de pågældendes indsats af arbejde i produktionen, vil det heraf ses, at HG hermed har forladt det af ham selv hævdede princip om arbejde som det eneste retmæssige grundlag for ejendomsret.

Det er med andre ord en ren socialistisk statsordning, der har foresvævet HG, og denne selvmodsigelse skyldes, at han forudsætter, at jorden er fælles ejendom jfr. foranstående citat fra side 170 i stedet for at fastholde, at det er brugsretten til jorden, der er fælles jfr. citaterne fra side 173 og 175.

II. Retsstaten

Som motto over Retsstaten, en fremstilling af det offentlige livs etik har Severin Christensen sat en udtalelse af Carlyle, hvoraf følgende skal citeres:

“Så vidt en besindig gætning rækker, er universet et umådeligt svinetrug, der består af faste og flydende dele, men især da af svineføde, som man kan få fat på, og af svineføde, som man ikke kan få fat på, og af det sidste er der uendelig meget mere, i det mindste for de fleste svin.
Hvad er retfærdighed? Det er, at du har din del af det store svinetrug og ikke det mindste af min del.
Men hvad er så min del? Ja der ligger i sandhed den store vanskelighed, over den har svinevidenskaben grundet i lange, lange år, og dog er den ikke kommet løsningen et eneste skridt nærmere.”

Det er denne store vanskelighed, som Severin Christensen i det nævnte skrift har sat sig for at angive midlet til at få fjernet, og det angivne middel er:

Personlig frihed så langt, som den er forenelig med andres tilsvarende frihed, og arbejde som det eneste retmæssige grundlag for ejendomsret.

Ved gennemførelse i praksis af disse principper er der trukket en grænse mellem “min” del og “din” del, og SC giver i Retsstaten dels en begrundelse for valget af disse principper, dels en principiel redegørelse for, hvorledes de kan gennemføres i praksis.

Henry George havde ganske vist ca. 30 år før SC i F&F begrundet ejendomsretten på samme måde som SC, men som foran påvist havde han desværre ikke fastholdt det i begrundelsen angivne princip i den af ham foreslåede reform. Dette giver SC anledning til at bemærke, at “skal jordskyldens inddrivelse få nogen som helst etisk betydning, må den kun kunne ske i det udtrykkelige formål, at den skal tilbage igen til sine rette ejere … Uden denne tilføjelse er reformen kun halv, ja ikke en gang halv, den er komplet værdiløs … Staten har jo ingen ret til uden videre at tage; ja end ikke til at tage grundskyld, hvis den ikke samtidig begrunder sin hensigt med at tage.” (38)

Da ejendomsret uundgåeligt indbefatter fri dispositionsret over ejendommen, har SC hermed klart taget afstand fra Henry Georges forudsætning om jorden og altså også om jordrenten som fællesejendom. I stedet for sætter SC udnyttelsesretten til jorden som alles lige ret. Dette er den nødvendige forudsætning for den begrænsning af jordrentens anvendelse som SC: lægger så stor vægt på, og som alene kan sikre, at jordrenten kommer tilbage til dens rette ejere.

I afsnittet om “retsstatens principper” undersøger SC den principielle mulighed for at realisere retsstaten og anfører, at det teoretisk kan ske ved alles tilslutning. Men da det må anses for umuligt at fremskaffe alles tilslutning, kan det kun ske ved, at den del af samfundet, som sidder inde med magten (hvem den så end repræsenteres af, en suveræn, en herskende klike, en demokratisk majoritet), erklærer sig for retsprincipperne og sætter dem i højsædet, endog hævet over magthaverens eller magthavernes egne interesser. Thi, siger SC, hvis man overhovedet godkender de etiske princippers gyldighed, må man erkende, at pligtbrud og andre forseelser imod den etiske ejendomsret med rette kan medføre tvangsmæssig reaktion udefra, eller med andre ord, hvilke formål, der er retmæssige statsformål, afgøres principielt og ikke efter den tilslutning, de har eller kan vente at få hos et tilfældigt flertal. (43). Ud fra disse forudsætninger kommer undersøgelsen til at dreje sig om:

“1. hvilke de retmæssige principper for en statsstyrelse er (statsmagtens retmæssige område), og
2. hvorledes, ved hvilke organer, disse principper på retmæssig måde kan føres ud i livet (statsmagtens retmæssige organisation).
Kriteriet på en statsmagt, der ikke begår overgreb for de enkelte borgere, er altså, at den vedkender sig og gennemfører retmæssige grundsætninger. Herudfra må enhver af dens opgaver belyses.” (44)

I det følgende afsnit undersøge begrebet den etiske ejendomsret, der er grundlaget for besvarelsen af det anførte spørgsmål l. Resultatet af denne undersøgelse er, at arbejdsskabte værdier er særeje, medens naturværdier er fællesejendom, der dog defineres som en fælles rådighedsret. Begrundelsen er følgende:

“Særeje af en ting begrundes positivt ved henvisning til den ækvivalente ydelse, individet har præsteret: den, der gør krav på en særret, ham vil den positive bevisbyrde påligge. Hvad der unddrager sig særret må enten være ingens ejendom eller stå til fælles rådighed. Menneskenes lige ret til rådighed over jordens overflade og naturværdier hviler på følgende to ting: l. deres evne til frem for dyrene at underlægge sig det for dem nødvendige naturgrundlag, og 2. den kendsgerning at ingen formår at gøre nogen naturlig begrundet særret gældende (hverken til det hele eller til mere end nogen anden.” (53)

Denne af SC fremhævede begrænsning af ejendomsretten til naturværdierne (jordrenten) til en rådighedsret eller lige udnyttelsesret findes ikke hos HG, og i denne mangel ligger årsagen til, at georgismen blev en variant af socialismen.

Besvarelsen af det andet spørgsmål om retsstatens organer er behandlet i det næste afsnit: Fællesejendom til fællesopgaver. (55) Resultatet af denne undersøgelse angives således: “Som statens hovedopgaver kan man … foreløbig fastsætte følgende: 1) Indre retsbeskyttelse, 2) Forsvar af retsområdet udadtil, 3) Forsorg for de umyndige, og 4) Sikring af samfærdslen og tilvejebringelse af samfærdselsbetingelser. At disse fire opgaver med det indhold, vi i det følgende tildeler dem, omfatter alt, hvad en statsmagt retmæssig kan anvende fællesejendommen til, og at alt, hvad der går ud over dette – af hvad art det end er – indeholder en overskridelse af statsmagtens rette grænser og en krænkelse af privatinteresser, vil i det følgende nærmere blive begrundet.” (69) Denne begrundelse foretages så på de næste 187 sider, men at følge den er unødvendigt for formålet med nærværende undersøgelse. Det er tilstrækkeligt at fremhæve, at SC i modsætning til HG lægger afgørende vægt på, at statsopgaverne begrænses til, hvad der kan motiveres ud fra retsprincippet som formål. Her betyder ret naturligvis ikke den i de gældende love fastlagte positive ret, der kan blive til hvad som helst, hvad vi har set eksempler nok på i indeværende århundrede. Den ret, SC forudsætter, er den, der bestemmes af retsmoralens to grundsætninger: respekt for ejendomsretten og den personlige frihed så langt, som den er forenelig med andres tilsvarende frihed. De to slags ret har intet tilfælles.

Det må erkendes, at SC lejlighedsvis udtrykker sig mindre klart ved at omtale jordrenten som fællesejendom, men i betragtning af de umådelige anstrengelser han gør sig for at begrunde statsopgavernes begrænsning ud fra forudsætningen om. at jordrenten tilhører alle i lige grad, kan der ikke være tvivl om, at det er denne opfattelse, han tilslutter sig.

Severin Christensens ideer har dannet grundlaget for starten af det politiske parti, Danmarks Retsforbund. Dette fremgår klart af partiets program af 1925, der fastslår såvel, hvad der er statens retmæssige indtægter, som hvad disse indtægter retmæssigt kan bruges til. Programmet indeholder følgende afsnit:

A. Individet

1. Personlig frihed. Personlig frihed inden for den grænse, som sikrer ethvert andet menneske tilsvarende frihed, er menneskets ret.
2. Ret til det fulde udbytte af eget arbejde. Enhver er retmæssig ejer af det fulde udbytte af sit arbejde og råder frit derover.
3. Ligeret til jorden. De naturlige rigdomskilder og de værdier, som opstår gennem samfundets vækst, og som altså ikke skyldes enkelte personers arbejdsydelse, betragtes som fælleseje og tilhører derfor alle i lige Grad.

B. Samfundet

1. Samfundets (Statens) indtægter. Samfundets retmæssige indtægt er grundskylden samt eventuelt overskud fra rigsbankens drift. Indtægter fra eneretsbevillinger o. lign.
2. Statens opgaver. Statens opgave er at værne borgernes personlige frihed. Ud over dette formål er al anvendelse af tvang, være sig fysisk eller åndelig art, uberettiget.

Disse opgaver er så nærmere specificeret i en lang række detailopgaver, hvoraf én lyder: “Det eventuelle overskud af jordrenten deles i lige store andele til ethvert individ i samfundet.”

Desuden indeholder programmet et afsnit om samfundets styreform, som har mindre interesse i denne forbindelse.

I Henry Georges formulering af statens opgaver er hele ovenstående afsnit B. II. Statens Opgaver udeladt og fuldstændig overladt til politikernes forgodtbefindende. Det var dette, der gav Severin Christensen anledning til at betegne Henry Georges reform som komplet værdiløs.

Det kan herefter betragtes som fastslået, at det er Severin Christensens ideer der har været grundlaget for retsforbundets start, og en påstand om, at partiet skulle være startet på Henry Georges ideer må derfor enten skyldes uvidenhed om de faktiske forhold eller anses for bevidst historieforfalskning.

I sin beretning på Henry George Foreningens årsmøde d. 17. nov. 1968 udtalte formanden, Aage Christiansen: “Georgismen er den samfundsøkonomiske og retsmoralske lære, som er forklaret og beskrevet af Henry George i hans bøger. Denne læres mål er retsstaten og midlerne til at nå dette mål er en statslovgivning, der indfører fuld grundskyld, fri handel, begrænsning af de offentlige opgaver og afskaffelse af alle skatter på arbejdets frugter.”

Den foranstående fremstilling af det principielle i georgismen viser klart, at hvis F&F kan tages som udtryk for Henry Georges lære, er denne påstand helt forkert.[1] Georgismen er efter F&F en variant af socialismen. Denne findes i utallige variationer, som alle er diametrale modsætninger til retsstaten. Jeg deler derfor ikke Aage Christiansens forundring over den ringe udbredelse, georgismen har opnået efter 70 års virke af Henry George Foreningen. Jeg ville tværtimod have været forundret og pessimistisk, hvis det modsatte havde været tilfældet. Jeg vil derfor anbefale, at man stiller sig kritisk til Henry Georges tanker, det vil sikkert også være i hans ånd, da ingen stor mand ønsker at blive anset for autoritet i denne slags spørgsmål.

Oluf Sørensen.

[1] Ja, naturligvis. ÅC skulle naturligvis have sagt: “Georgismen er den samfundsøkonomiske lære, som er forklaret og beskrevet af Henry George i hans bøger. Denne læres mål er afskaffelse af fattigdommen (Læs ovenfor: Opgaven) og midlerne til at nå dette mål er en statslovgivning, der indfører fuld grundskyld, fri handel og afskaffelse af alle skatter på arbejdets frugter.” Og udbredelse af denne lære er jo netop Henry George Foreningens formål. For Retsforbundet stiller det sig anderledes. /pma