Fristat eller Slavestat 
Proudhon eller Marx? 
Resumé af en afhandling 
Af prof. Dr. C. N. Starcke 
Ved lærer, cand. Theol. Rikard Teglbjærg

I

Blandt de skrifter af professor C. N. Starcke (1858-1926), der er udkommet efter hans død, skal her omtales en afhandling om Proudhon (1809-65) og Marx (1818-83), der er skrevet på tysk og udgivet i særtryk af "Archiv für Systematische Philosophie und Soziologie", bd. XXXIV, Heft 3. nr. 4, under titlen: 
"Proudhonistische und Marxistische Strömungen der Gegenwart". 
Afhandlingen er inddelt i fire afsnit, bygget op over begreberne: ejendom, stat, "socialt og antisocialt" samt "den sociale bogføring". Forfatterens opgave er den, at vise, hvorledes Proudhon og Marx stillede sig til disse problemer, og særlig, hvorledes deres anskuelser afspejler sig i nutidens debat. 
Professor Starcke gør først opmærksom på den sædvanlige opfattelse, der går ud på, at den revolutionære syndikalisme stammer fra Proudhon, medens den parlamentariske socialisme stammer fra Marx. Til støtte herfor fremhæver man blandt andet, at "Pariserkommunen" 1871 næsten helt stod under Proudhonismens indflydelse. Ikke desto mindre blev Proudhon af Marx skældt ud for "småborger", og det er rigtigt set af Marx, siger Starcke; Proudhon var "borger", om ikke just småborger. Proudhon har egentlig aldrig taget afstand fra det borgerlige samfunds ledende ideer, men han mente, at forskellen mellem rige og fattige skyldtes uretfærdige love. Både han og Marx betragtede pauperismen, den uforskyldte armod, som et resultat af sociale misforhold, men medens Proudhon vil have de uretfærdige love ophævet, betoner Marx blot arbejdernes ret til en ligeligere fordeling af de producerede værdier.

*** 

Den ledende tanke hos de daværende regeringer var, at statens fornemste opgave var beskyttelse af liv, frihed og ejendom. Det faldt ikke nogen ind, at privatejendom kunne være kilden til sociale uretfærdigheder. 

I Proudhons land, Frankrig, var feudalismen ophævet, men folket var blevet skatskyldig overfor andre mægtige pengeinteresser og stadig berøvet sin ejendom. At genoprette ejendommen som arbejdets retmæssige betingelse, var Proudhons oprindelige bestræbelse. 

Han skelner skarpt mellem de to franske ord for fattigdom: “pauvreté” og “paupérisme”. Det første ord dækker over sådanne ringe kår, hvor nøjsomhed synes ham kilden til alle dyder. Det andet ord er derimod betegnelsen for sådanne usle kår, der betyder uforskyldt fattige menneskers nedværdigelse. Proudhon vil derfor arbejde på at sikre den virkelige ejendomsret. Marx derimod kæmper blot for den ejendomsløse lønarbejder, for hvem lønnens højde og ikke spørgsmålet om besiddelse står i første linje. 

“Proudhon drømmer om et samfund, hvor retfærdigheden er virkeliggjort som den nøje uforfalskede adskillelse mellem mit og dit, det borgerlige ideal også der, hvor det kun ufuldkomment har været gennemført. Karl Marx derimod ville ophæve enhver adskillelse mellem mit og dit, og han ville skabe en ny kommunistisk retfærdighed, som skulde være det umiddelbare udtryk for storindustrielle arbejdsformer.” 

Forskellen mellem Proudhon og Marx træder allerede fra begyndelsen skarpt frem i deres stilling til spørgsmålet om ejendom. 

Proudhon spørger i sit første skrift: “Hvad er ejendom?” og svarer: “Ejendom er tyveri!” Han mener ikke dermed ejendom i og for sig. Tværtimod. Han er den private ejendomsrets ivrige forsvarer, men han tænker med denne definition på den faktiske, lovskabte, uretfærdige ejendomsfordeling. “At kunne nyde, uden at have arbejdet …. er for ham det utvivlsomme vidnesbyrd om, at lovene tolererer tyveri og røveri. Uden arbejdsplads og arbejdsmidler kan mennesket ikke producere, men hvis enhver var nødt til at leve af sit arbejdes produkter, ville den uhyre ulighed i formuesforholdene forsvinde”, blot mennesket besidder den fulde, frie rådighed over sine arbejdsbetingelser. 

Kun den lille jordbruger og den lille, selvstændige håndværker er i Proudhons øjne virkelig fri, og et retfærdigt samfund er derfor et sådant, hvis love sikrer en sådan livsførelse. Marx derimod vil gøre al arbejdskapital, alle arbejdsbetingelser til samfundsejendom. Medens Proudhon altså i privatejendommen ser en afgørende arbejdsbetingelse og derfor vil ophæve enhver lov, som spærrer den enkelte adgangen til arbejdet, mener Marx, at den ethvert menneske tilkommende ret til arbejde kun tilkommer ham som medlem af samfundet. Intet menneske har derfor krav på at eje privat arbejdskapital, men han kan forlange at få sin andel af den i samfundet værende arbejdskapital anerkendt, dvs. han kan forlange beskæftigelse og garanti mod at blive prisgivet nøden. Altså netop den form for ejendom, som Proudhon anser for nødvendig, ja hellig, vil Marx radikalt udrydde. Begge tilsigter at ophæve den økonomiske ulighed, men går hver sine veje. 

Begge forstod dog, at det umiddelbare samfundsliv er den egentlige sociale virkelighed, og at samfundets liv beror på individernes virksomhed. Men dette gør en vis harmonisering nødvendig, og idet samfundet udvikler en sådan harmonisering, skaber det en retsorden, der i samme grad bliver harmoniserende, som den er egnet til at give de individuelle kræfter lejlighed til at udfolde sig sundt og skabende. 

Retsordenens opgave søgte Proudhon i hævdelsen af individernes frihed og selvbestemmelse. “Proudhon vil bekæmpe enhver magt, som holder individet nede.” Samfundet skal bygge sin retsorden på anerkendelsen af frie individer. Men, hvad er det da for en magt, Proudhon tænker på, som holder individet nede? Det er pengemagten, eller rettere kreditmagien. Det er den “ejendom”, han angriber. Naturen har skænket menneskene de nødvendige arbejdsmidler, jord og råstoffer, og det er kun en af menneskene selv kunstig skabt retsorden, som tillader nogle enkelte at beslaglægge den store mængde af disse naturens gaver og kun indrømme alle andre adgangen dertil for en høj betaling. Proudhon vil derfor en samfundsorden, der lader adgangen til arbejdsmidlerne stå åben for enhver. 

Ganske anderledes Marx, der fordrer en fast organisation, der kræver alles medvirken, og den for det såkaldte almene velfærd hensigtsmæssigste fordeling af livsgoderne. 

Proudhon og Marx betragter altså det bestående samfund fra næsten helt modsatte synspunkter. Arbejdets frihed var for Proudhon betingelsen for afskaffelsen af armoden, idet menneskene i så fald kunne forsørge sig selv, når naturens frie gaver ikke kunne beslaglægges af nogle få. For Marx afhang armodens afskaffelse ikke af den enkeltes arbejde, men af anerkendelsen af dettes forbindelse med hele den økonomiske sammenhæng. 

II. 

Proudhons anarkisme må opfattes med samme forsigtighed som hans definition af ejendom som tyveri. Han er i virkeligheden en ordenens mand. Hans anarkistiske opfattelse er blot udtryk for et oprør mod enhver vilkårlig, ikke begrundet autoritet. 

Den politiske, autoritative regering er for ham en tvangsmagt, og anarkiet er derfor en fuldstændig løsrivelse fra ethvert sådant ubetinget herredømme. Proudhon støtter sig til fornuftens herredømme, og han mener, at der er et gensidigt forhold mellem fornuften og verdensforløbet, men hvad der er årsag og virkning af disse to, er han ikke klar over. 

Men samfundet får just fornuftmæssigt set krav på autoritet derved, at det er mere end den blotte sum af individer. Dette “plus” opstiller Proudhon som begrebet “den sociale merværdi”. Denne opfattelse bliver grundlaget for Proudhons senere lære om det føderative princips betydning, eller som vi også kalder det princippet om frie sammenslutninger, dels med hensyn til forholdet mellem de enkelte individer og dels forholdet mellem forskellige grupper indenfor samfundet. 

Friheden er imidlertid for Proudhon i dybeste forstand individets uafhængighed overfor helheden, personificeret i manden med sin hustru, dyrkende sin egen lille plet jord, herre i sit eget hus, fri i sit forhold til sine naboer, fordi han ikke er nødt til at gå dem under øjne for at fortjene sit brød. Thi den indre personlige frihed, som er den ydre friheds egentlige mening, har sin rod i den økonomiske frihed, en frihed, som i virkeligheden er identisk med lighed i vilkår, startvilkår, men ikke i kår. Proudhon betragter derfor retfærdigheden som historiens ledende magt, der gennem en retsorden regulerer de enkelte borgeres indbyrdes frihed. Efter Marx er kun de økonomiske samfundsforhold bestemmende for retsordenen, og samfundet er kamppladsen for alles interesser mod alle. Målet for den retsorden, staten skaber, er derfor at regulere de økonomiske interesser, altså at skabe lige kår. 

Vulgær-Marxismens tilhængere forstår ikke, at der er staten, der hviler på samfundet, og at det ikke er staten, der opretholder samfundet. De tror derfor, at samfundet lader sig reformere ved politi, og at spillet er vundet, når de blot har erobret statsmagten. Proudhon lægger den største vægt på det enkelte samfundsmedlems moralske selvdisciplin. Han frygter derfor livet i overflod. Hvor mennesket kan leve i overflod, taber det let sin åndelige styrke, skyer al anstrengelse og mister selvtugten. Menneskets værdighed lider naturligvis også under ydmygende økonomisk afhængighed, men er bedst tjent med en livsførelse med stadigt arbejde til et beskedent underhold. Marx spørger derimod, hvorfor moral skal være en pine for menneskene, og han tror på muligheden af at skabe en økonomisk samfundstilstand, hvor alle kan leve i overflod, hvor arbejdet kun lægger beslag på nogle få af dagens timer, og hvor den frie ånd – i den rigelige fritid – kan pleje sine højere behov. 

Karakteristisk nok betragter Proudhon altså arbejdet som personlighedens egentlige livskilde, medens arbejdet for Marx er som ens “forbandede pligt”, som man i fritiden kan tage revanche for – i mere eller mindre planløse og derfor personlighedsopløsende adspredelser. 

For Proudhon er familien et økonomisk arbejdsfællesskab med mand og hustru som midtpunkt. Efter Marx vil ægteskabet miste al økonomisk betydning og kun være seksuelt betinget. 

Denne forskellige opfattelse af familien afspejler sig i de to socialøkonomers forskellige politik: medens socialdemokratiet i Marx’s ånd ved statsmagtens hjælp søger at lindre nøden, forbedre boligforholdene osv., så at – eller måske rettere for at – båndet kan styrkes mellem partiet og dets vælgere, kræver Proudhon af sit “parti”, dvs. hvert enkelt samfundsmedlem, flittigere arbejde, større selvbeherskelse og nøjsomhed og kan derfor kun vente tilslutning fra sådanne kredse, for hvilke personlig frihed og personligt ansvarligt arbejde er blevet en såvel subjektiv som objektiv nødvendighed. Proudhon mener, at et samfund, som er befriet for kunstige privilegier, og hvor den virkelig frie konkurrence stimulerer foretagsomhedsånden, idet erhvervslivet er beskyttet mod statsindgreb, – dér vil de rette frie arbejdsformer udvikle sig. Marxismen, derimod sætter den socialpolitik som sin hovedopgave: ved statsindgreb i erhvervslivet at sikre enhver garantien for “friheden til at leve i velstand” (sml. G. Steffen: “Das problem der Demokratie” s. 15). 

For Proudhon er altså “kræfternes frie spil” hovedsagen, for Marx organisationen. For Proudhon er historien den evige bevægelse, i hvilken den enkelte hævder sig. Der gives kun stræben, higen – intet afsluttet mål. Marx mener derimod, at samfundsudviklingen vil ende i paradisiske tilstande, og vejen til dette jordiske paradis går gennem statsmagtens overtagelse og regulering af hele det økonomiske liv. 

III

Proudhon og Marx har, som tidligere fremhævet, det samme mål: afskaffelsen af armoden, men medens Proudhon vil nå dette mål indenfor det borgerlige samfund med bevarelsen af den lille bedrift, mener Marx kun at kunne nå det gennem udviklingen af stordrift med statsmagten som leder eller kontrol, en, efter hans opfattelse, naturlig følge af den enorme tekniske udvikling, såvel med hensyn til samfærdselsmidlerne som i erhvervslivet som helhed. Den tekniske stat er imidlertid fjendtlig overfor privatforetagender. Statsregulering er, efter hans mening, nødvendig, fordi enhver privatvirksomheds interesse overalt er modsat lønarbejderens interesse. Er stordriften da fordelagtigere end småbedriften, så er statsdrift, som den størst mulige stordrift, den fordelagtigste driftsmåde. Om bedrifterne skal være offentlige eller private er dog ikke et principielt spørgsmål, men kun et spørgsmål om hensigtsmæssighed; men, så længe privatbedrifterne, principielt fjendtlige mod arbejderne, som de er, eksisterer, må forholdene reguleres ved en af staten med tvangsforholdsregler gennemført socialpolitik. 

Denne socialpolitik vil imidlertid, efter Starckes mening, køre fast. De eksisterende privatforetagender lader sig ikke modstandsløst rydde af vejen, selvom Marxisterne benytter den politiske magt, som de kan erobre, til at kontrollere de private erhvervsvirksomheder og aftvinge dem de nødvendige midler til at forhindre opståen af den armod, som disse ellers, uden kontrol, antages at ville forårsage. Småbedrifterne bekæmpes særlig hårdt, ikke blot fordi de anses for økonomisk at være mindre værdifulde, men fordi de ikke er så lette at kontrollere med hensyn til deres antisociale, armodsforårsagende tendenser. resultatet er en socialpolitik, hvis ånd det er vanskeligt at bestemme: de borgerlige klasser er parate til at stille store midler til rådighed for social forsorg, og de underkaster sig, gerne eller ugerne, offentlig kontrol i mange retninger, når blot det privatretlige initiativ bliver dem forbeholdt. 

Faktisk er derfor privatbedriften i det bestående samfund anerkendt som den økonomisk betydningsfuldeste, og den sociale forsorg fremtræder kun som et barmhjertighedsværk og ikke som en virkeliggørelse af den strenge retfærdigheds fordringer. Den marxistiske socialpolitik hviler altså på et kompromis og bliver derfor også opfattet som tegn på svaghed. Idet magten til at udbytte fremdeles overlades til privatkapitalisterne – det er jo det kommunistiske synspunkt overfor det “borgerlige” socialdemokrati – men dette sidste vil vel have opfattet sin forsonligere holdning som den klogeres. Imidlertid kan dette spørgsmål, om privatkapitalismen er forenelig med viljen til endegyldigt at afskaffe armoden – eller kun hviler på antisociale, røveriske tendenser, ikke stadig forblive uløst.  

Starcke bestrider ikke muligheden af en offentlig social organisation, hvor retfærdigheden, både indenfor den tekniske og sociale forvaltning, er opgivet som målestok – til fordel for visse praktiske, saglige krav og anordninger af uniformerende karakter, “så stor er den menneskelige naturs tilpasningsevne”, men den store fare ved at bruge statsmagten til at bekæmpe alle individuelle ejendommeligheder, eventuelt ved at udrydde alle modstandere, er imidlertid alle sande demokrater for længst blevet klare over. Demokratiet skræmmes af denne fuldstændige, tilsigtede, ligedannelse af sindelaget hos alle borgere. Demokratiet er imod enhver form for enevælde. Det hviler på anerkendelsen af enhver anskuelses ligeret til at ytre sig og muligheden af at tilkæmpe sig flertallet. “Relativismen er derfor den verdensanskuelse, som den demokratiske tanke forudsætter” (Kelsen: Vom Wesen und Wert der Demokratie, 1920, s. 36 f.). 

Marx er derimod, som sit store forbillede, Hegel, venligt stemt overfor absolutismen, men i vor relativismens tidsalder bliver det vanskeligt at skelne mellem god og dårlig enevælde, og proletariatets diktatur er derfor måske kommet til at spille en større rolle, end Marx selv ville have syntes om. 

Modsætningen mellem socialt og antisocialt sindelag indebærer naturligvis, at enhver statsmagt, mest konsekvent diktaturet, bekæmper ethvert udslag af, ja, selv muligheden for at følge sine antisociale tilskyndelser. Men spørgsmålet er, om man har et sikkert kendetegn for, hvad der er antisocialt. “Proletariatets vilje” kan ikke afgøre dette, fordi proletariatet ikke er en ensartet størrelse. Den frie bevægelighed og organisationen står jo også i og for sig i modsætning til hinanden. 

På dette punkt tror Starcke, at Proudhons indflydelse gør sig gældende med voksende styrke. Marx ofrer den frie bevægelighed for organisationen. Proudhon derimod vil sikre bevægeligheden indenfor samfundet. Ophør af denne betyder for ham samfundets død.  

Det er altså helt forskellige idealer, de to socialøkonomer har – og hvad mere er: Proudhon så alt menneskelivs tilknytning til jorden: socialt er at holde adgangen til jorden åben for menneskene, antisocialt at spærre adgangen dertil. Når enkelte uhindret kan tilegne sig naturens gaver, bliver samfundet uligevægtigt. Så bliver, som Proudhon siger, “den sociale bogføring”, som skulle udligne mit og dit, uredelig: de overmåde riges overmodige tyranni og de store massers fornedrelse udgør det moderne samfunds kræftskade. 

IV. 

Jordværdiens uhyre stigning er nutidens betydningsfuldeste økonomiske fænomen. En næsten værdiløs grund kan på kort tid, uden arbejde af sin besidder, komme til at repræsentere en millionformue. Og denne formue, der i virkeligheden er folkets arbejdsprodukt, tilhører juridisk set grundejeren. Vil man købe hans grund, må man betale ham for en værdi, man i forvejen er medejer af, og vil man blot leje grunden, er forholdet det, at den blotte mulighed af at kunne fordre en lejesum allerede repræsenterer en kreditværdi, som svarer til den kapitaliserede årlige grundrente, som er ganske uafhængig af den enkeltes arbejde, men stiger i samme grad, som arbejdet har brug for virkeplads. 

Den på denne måde opståede kapital er ikke frugten af opsparing af arbejdsprodukter. Den skyldes forandrede bosættelsesforhold og arbejdsbetingelser og er ikke andet end den kun juridisk sikrede magt til forud at brandskatte arbejdet. Jordejeren bliver jordarbejderens herre og desuden enhver arbejders herre. 

Dette herredømme træder frem i kreditvæsenet. Ingen kan, under de nuværende forhold, arbejde uden kredit, og hele kreditmagten er i hænderne på dem, som gennem de stadig stigende jordværdier stadig får ny kapital, og jo større befolkningstætheden bliver, des større tribut må arbejdet betale til grundejerne, der atter er afhængige af kreditherrerne – alt imens befolkningens fødselsoverskud mere og mere havner i de arbejdsløses og hjemløses skarer. 

Proudhon hævder, at det principielt er ethvert menneskes ret at besidde et stykke jord, og at grundrenten derfor tilhører folket og skal anvendes til dækning af statens eller snarere de friere borgerassociationers udgifter (jfr. Begrebet “flydende skolepenge”). Proudhon fordømmer, at staten overlader en klasse snyltere grundrenten og skaffer sig sine indtægter ved beskatning af arbejdslønnen. Retfærdigheden byder, at man lader arbejderne beholde deres løn uafkortet og anvender grundrenten til fælles formål. 

Proudhon viser selv hen til fysiokraterne som sine forgængere, og, siger Starcke, Henry George er hans efterfølger, både med hensyn til at hævde, at grundrenten er tilstrækkelig til bestridelse af alle offentlige udgifter, og at den arbejdende befolknings levefod ved bortfald af alle skatter vil blive betydeligt forbedret. Den almindelige forarmelse vil forandres til sin modsætning, når arbejdernes løn ikke vilkårligt beskattes af det offentlige, men tværtimod får en passende, dvs. retmæssig andel af grundrenten udbetalt. 

Henry Georges lære er just gennemførelsen af Proudhons “sociale bogføring”. Tilbagebetalingen af grundrenten til samfundet vil gøre en ende på den godsejerlige snyltertilværelse, idet de store godser nødvendigvis vil blive udstykket, så at småbøndernes antal vil vokse, hvad der vil styrke den arbejdende familie. Som det moralske fundament i samfundet. Derved er der skabt betingelser for, at individets åndelige frihed atter kraftigt kan blomstre i familiens skød, når retfærdighed behersker samfundslivet. 

Den økonomiske grundrentereform vil efter Proudhon få tre følger: 

1) stordrift i landbrug og industri vil afløses af småbedrifter. 2) tilstrømningen til byerne vil modvirkes, så byernes vækst vil aftage. 3) forståelsen af forbindelsen mellem eget bosted med jord og personlig frihed vil vokse. 

Med hensyn til det første punkt anføres det, at storbedrifter i industrien kun vil blive opretholdt, hvor økonomiske grunde virkelig taler derfor. Endvidere, at elektriciteten og eksplosionsmotoren vil være de små bedrifter gunstigere, end dampmaskinen har været. Marxismen trives ikke i små værksteder. 

Hvad det andet punkt angår, gøres der opmærksom på, at den moderne vurderingsmåde giver industrien overvægten overfor landbruget. Men industrien kan ikke frembringe brød og må derfor, hvor forholdene er sunde, overlade landbruget den førende stilling. Sandheden er, at den industrielle erhvervsvirksomhed i et sluttet økonomisk system aldrig kan vokse højere, end landbruget, til sin egen fordel, kan bære det. Også denne forskydning fra industri til landbrug er marxismen ugunstig. 

Endelig bemærkes angående det sidste punkt, at småbondens frihed beror på personlig selvbestemmelse, medens industriarbejderen, der handler efter befaling eller instruks, ingen personlig frihed har. Småbonden kan endog i nødsfald undvære al handel med omverdenen. Det er ikke nødvendigt – for at være fri – at leve som småbonde, men det er ubetinget nødvendigt, at den mulighed står åben for enhver. 

Sandsynligvis er det ikke strålende livsunderhold, man kan vente at få under sådanne kår, mener Proudhon, men friheden fås ikke for billigere køb. Derfor priser Proudhon i sin kamp mod armoden nøjsomheden. Den rigeste kapitalist kan ikke tvinge en mand, der kan ernære sig ved sit eget arbejde, til at arbejde i sin tjeneste for en ringe løn. Det kan han kun, hvis adgangen til jorden er spærret for industriarbejderen, der til gengæld for sin tabte personlige frihed må nøjes med friheden til at organisere sig, en frihed, man godt kan kalde negativ frihed. 

Marx havde også fået øje på jordrenten og mente at kunne sikre samfundet den ved at organisere kollektiv statsstordrift i landbruget (men hvad så med grundrenten i byerne?), medens Proudhon, som senere George, vil opretholde den individuelle bedrift og kun anvende den inddragne grundrente til offentlige formål. 

V. 

Starcke kommer ganske naturligt ind på en undersøgelse af forskellige indvendinger mod den proudhonistisk-georgistiske lære: at grundrenten ikke står i det af George påståede forhold til arbejdslønnen, idet lønnen faktisk er steget; at de økonomiske kriser ikke står i forbindelse med grundrenten, og endelig, at det ikke praktisk lader sig gøre at udfinde grundrenten og derfor heller ikke at bortskatte den. Forbindelsen mellem grundrenten og arbejdslønnen er imidlertid ganske simpel: de udgør tilsammen totaludbyttet ved dyrkningen af et stykke jord, idet, som George, efter Ricardo, også udtrykker det: ved dyrkningsgrænsen er grundrenten nul. Privatejet af grundrenten tillader imidlertid besidderne at afkræve en højere adgangsbetaling, end den faktiske øjeblikkelige grundrente udgør, endsige retfærdiggør, hvorved dyrkningsgrænsen flyttes så langt ud, at den bliver lig med den lavest mulige økonomiske eksistensgrænse, og dertil kommer, at privatbesiddelsen af grundrenten har tvunget staten til at beskære arbejdets løn. At det er lykkedes arbejderne at få lønnen forhøjet, er rigtigt, men George har heller aldrig hævdet, at grundrenten bestemmer arbejdslønnen. Kun er det vanskeligt at afgøre, om arbejdslønnen er blevet forhøjet trods den voksende grundrente, eller om grundrenten er vokset i kraft af lønnens stigning. 

Med hensyn til de økonomiske kriser hævder Starcke med tilslutning til George og Proudhon, at de er væsentlig betinget af de spekulationer, hvis grundlag er den af grundrenten skabte kreditmagt. Hele kreditgivningssystemet er udtryk for det skæve forhold, at kapitalen ikke blot kommer arbejdet i forkøbet, men eksisterer uafhængig af arbejdet. Og grundlaget for kreditten er ikke f.eks. maskiner, som forgår, men jorden, som er uforgængelig. 

Det er just på de kæmpemæssige jordværdier, som opstår ved storbyernes vækst og ved de enormt stigende forbrugsmuligheder af råstoffer, at kapitalens moderne imperialisme bygger, særlig i Amerika. Amerikanerne ved nøje, hvad grundrenten – i privatbesiddelse – er værd. Og de har ved en koncentreret forvaltning af disse uhyre værdier i jord og grund og miner, i mægtige bankinstitutter, dannet en organiseret kreditmagt, hvis lige verden aldrig før har set, men hvis skæbnesvangre indflydelse næsten hele verden er underkastet, idet de ikke-amerikanske stater og storbedrifter bliver bragt i afhængighed gennem lån. 

Det samlede resultat er tiltagende velstand, overflod, jævnsides med tiltagende social forsorg som bodemiddel mod nød og elendighed. Også menneskers åndelige interesser bliver understøttet for den “billige” pris af friheden. Og kravet om personlig frihed, nerven i Proudhons og Georges lære, betragtes kun som et løjerligt, støjende rethaveri, der virker nedbrydende og absolut ikke opbyggeligt i højfinansens garantforsamlinger. 

Men, hævder Starcke, så længe den vildfarelse hersker, at det økonomiske grundlag for det mere og mere storindustrielle samfund er stærkt og bærekraftigt, vil det af Proudhon og George anbefalede småborgerlige samfund vanskeligt kunne virkeliggøres. Den centraliserende tendens i statens foretagender tjener nemlig såvel de marxistiske som de storkapitalistiske interesser. Men, bortset fra manglende dygtighed i centralledelsen og faren for funktionarisme og bestikkelighed hos medlemmer af folkerepræsentationerne, vil det vise sig, at statslig centralisering højst kan være en praktisk teknisk foranstaltning for undersåtter i en slavestat, men ikke et retsgrundlag for borgere i en fristat. 

Når den tid kommer – og den synes allerede at være i anmarch – siger Starcke, hvor der igen i første række bliver spurgt om mit og dit, så vil kun den adskillelse, som Proudhon og George gør imellem de individuelle arbejdsværdier, som mennesket skaber med sin flid og sin intelligens – og de fællesværdier, som skabes af fællesskabet, være i stand til at give retfærdigheden udtryk. Og så bliver det nødvendigt, at man udfinder grundrenten, som er bestemt til at inddrages, hvilket arbejde jo for længst er påbegyndt i mange oversøiske lande og i de sidste år her i Danmark. 

*** 

Starcke skitserer til slut samfundstilstanden i vore dage: de underste befolkningslag lever i trykkende kår, udsat for arbejdsløshed. Mellemklassen trues af de økonomiske kriser, krige og valutamanipulationer. Ligevægten i samfundet er forstyrret, idet vældige rigdomme ophobes hos en lille bitte del af befolkningen, medens de store, proletariske masser knap nok har de nødtørftigste indtægter, og statens indtægter væsentligst består af tvangsudskrevne skatter og afgifter på arbejde og forbrug. En stabil ligevægt kan kun tænkes tilvejebragt ad to veje: 

Enten kan man med marxismen inddrage alle værdier (i den proletariske økonomicentral?), såvel dem, som stammer fra den enkeltes arbejdsflid, som dem, samfundet skaber ved sin eksistens, 

eller, med Proudhon og George, gennemføre den skarpest mulige adskillelse mellem de personlige arbejdsydelser og de samfundsskabte jordværdier. 

Den ubegrænset private jordkapitalisme har fremkaldt den urimeligste modsætning mellem den snævre kreds af ledende kreditherrer og det arbejdende folk. 

Mulighederne marxisme og proudhonisme beror på storbedrifternes organisationer og genoplivelse af den lille bedrift. Men medens den første vil opsluge individerne og forlene organisationerne med alt herredømme, vil den sidste holde den mulighed åben for de enkelte, at komme fri af organisationerne, for at menneskene kan leve så økonomisk og personligt frit, som de selv vil tage ansvaret for.