af fru Signe Bjørner,
fra Det Frie Blad, 1937
Et tidehverv.
Det er rådvildhed, som præger vor tid. Menneskeheden er i nød, de fleste øjner ingen udvej deraf og er derfor villige til at underkaste sig dem, der kraftigst hævder at kunne bringe orden i kaos, selv på bekostning af friheden. Men når denne er kasseret, solgt for udsigten til en forventet tryghed, så bliver utrygheden først rigtig alvorlig, hvad et udblik over den verden, der beherskes af diktaturer, godtgør.
Denne tilstand er den selvfølgelige slutsten på en udvikling, der kun i ydre, materiel henseende var præget af fremskridt, men som i øvrigt, menneskeligt set, måtte føre på afveje.
Kommende begivenheder kaster skygge foran sig, siger et engelsk ordsprog. Det, som blev varslet for et halvt århundrede siden, bl.a. af den amerikanske forfatter Henry George i hans verdensberømte bog: Fremskridt og fattigdom udspiller sig nu for vore øjne, ja ikke alene omkring os, men i os. Men når nu tyskeren Osvald Spengler og flere med ham peger på kulturens undergang som en fuldbyrdet kendsgerning, går man kun ind på den tanke med forbehold, thi menneskeheden lever dog, og tanken om, hvorledes det kan blive anderledes, lever. Den bitre erfaring, at frihed og fremskridt ikke er noget umisteligt, kan på ny give et slægtled styrke til at kæmpe derfor og genvinde, hvad der er tabt.
Sikkert er det jo, at den opblomstring af livskræfter, det fremskridt, man ved århundredets begyndelse troede var ustandseligt, nu er ophørt, der vrænges ad selve ordet. Og friheden, som var ophav til den fremadskridende udvikling, er blevet et såre fjernt ideal. Liberalismen har udspillet sin rolle, hævdes der. Samtidig er det verdensomspændende samarbejde i frihed, som er det økonomiske kredsløbs livsbetingelse, helt slået i stykker, og man har ligefrem mistet troen på, at det kan genoprettes. Man er alle vegne klar over, at man i hvert fald er afskåret fra selv at tage initiativet til at få det i gang. Og det siges selvopgivende “den gamle frihandel får vi aldrig mere.”
Sådant burde ikke kunne siges i vort land, hvor folkehøjskolerne har gjort historien til hvermandseje. Vi har før set en tilsyneladende håbløs merkantilisme, dvs. materialisme, afløst af de store landboreformers og handelsfrihedens strålende opgangstid, med ny kunst, litteratur og andre vidnesbyrd om et frit åndsliv. Det første mindeskrift om hin tid er allerede spredt ud over vort land, for at genkalde i erindringen det, som skete for 150 år siden. Og i sin ny bog, Historiens rytme, hvoraf titlen og en del af indholdet vil være mange bekendt fra artikler i Andelsbladet, i Højskolebladet og i Det Frie Blad, har cand. polit. Niels Skriver Svendsen vist, hvorledes denne rytme uvægerligt vil føre bestræbelserne for friheden til sejr, efter en periode af tvang. Men der skal sættes både tillid og kræfter ind, for at sejren kan nås. Og i den omvurdering, som alle begreber er ude for i øjeblikket, gælder det derfor først og fremmest om at holde tanken klar og ikke forkaste de dyrekøbte sandheder.
Mennesket som mål.
I de senere år er der kommet en rivende fart i den udvikling, der allerede var begyndt som en strømkæntring i Henry Georges tid, ja, som Henry George var med til at give retning. Han var en af dem, der rettede de voldsomste stød mod den da gængse teori om indbyrdes kamp som udviklingens lov, og navnlig mod den anskuelse, at mennesket er et produkt af sine omgivelser. Henry George satte mennesket i højsædet som herre over udviklingen og viste så klart som ingen før eller senere, at det ikke er kamp, men samarbejde i lighed, der er fremskridtets lov.
I det halve århundrede, der er gået siden, har den materialistiske livsanskuelse udspillet sig på overfladen, med staten som afgud og den parlamentariske kampmetode som tjener for magtmisbruget indenfor statens rammer. Men i de dybereliggende lag af bevidstheden er det forestillingen om mennesket som tilværelsens midtpunkt, der har sejret. Partistyret – den indbyrdes kamp – har kun kunnet opretholdes ved at give det navn af folkestyre.
Så underligt og selvmodsigende som det kan lyde, er selve bruddet med det skuffende, såkaldte folkestyre og knæsættelsen af førerprincippet, omend i en lige så utilfredsstillende form, udslag af det menneskeliges sejr over mekaniseringen. Selvom resultaterne af denne misforståede revolution foreløbig kun er umulige forsøg på ensretning, hvor man ofrer personlighedernes, de enkelte menneskers muligheder for abstraktionen menneskets skyld, idet man identificerer menneskeheden med staten, så er dog diktaturet en overgang til det moderne kaos, hvoraf sandt folkestyre kan opstå, hvis man formår at udtrykke det menneskeliges formel i vor tids sprog. Man kan også sige, at diktaturet er den uundgåelige afslutning på noget, som ikke var, hvad det gav sig ud for.
Hvad er mennesket?
For at løse problemer, der angår menneskers indbyrdes forhold, må man som udgangspunkt have en nogenlunde klar forestilling om, hvad mennesket er. Det er i mangel heraf, det foregående slægtled så helt har forkludret det vigtige spørgsmål om forholdet mellem individ, samfund og stat.
Man har ligefrem stillet problemet på hovedet, fordi man har fæstet opmærksomheden ved den materielt set stærkeste magt: staten, og betragtet såvel individets udvikling som hjemmets indsats ud fra synspunktet: hvad gavner staten mest.
Det ligger nær nok at hævde, at helheden går frem for den enkelte. Det er blot en forkert helhed, man har fået fat på. Spørger man i samme forbindelse: hvad gavner menneskeheden mest, vil problemet få en anden form. Da bliver mennesket, hvorigennem livet ytrer sig, og ikke staten, den mekaniske organisationsform, den væsentlige faktor. Ingen har klarere gjort rede for dette forhold end professor C. N. Starcke i sin bog: Lovene for samfundsudviklingen og de sociale idealer.
Hvad er da mennesket – og hvad er menneskeheden? Vi er allerede kommet noget på afstand af darwinismens filosoffer, den materialistiske historieopfattelses dogmatikere. Menneskeånden har rejst hovedet. Moderne mennesker erkender, at selve disse vildfarelser egentlig er det ufuldkomne, men ikke desto mindre ægte afkom af en tænkning, der hverken har dyret eller den øvrige organiske eller uorganiske natur til ophav.
I de gamle dage, inden materialismen blev ophøjet til gud, hævdede man, at mennesket bestod af legeme, sjæl og ånd. Det var et reelt standpunkt, man kunne udleve sit menneskeliv suverænt derpå. Men konsekvensen deraf blev ikke taget. Erkendelsen var mere følelsesmæssig, end den var underbygget af tænkning. Derfor fik vel de stærke trompetstød fra en naturvidenskab, som satte mennesket på plads som led i en fysisk årsagskæde, en så omvæltende virkning. Det er konsekvensen af denne omvurdering, vi nu ser omkring os. Mennesket kan ikke leve uden et højere formål: derfor indtager “nationen” guds plads og “staten” dyrkes frem for menneskelighed. Det er resterne af denne overtro vi nu slås med i form af nazisme, kommunisme og alle de andre afløsere af folkestyret. Det er statens overhøjhed over individet og indgreb i det naturlige menneskesamfund der nu, selv i såkaldte demokratiske lande hærger menneskeheden.
I Alexi Carrels meget omtalte, nylig på dansk udkomne bog: Mennesket, det Ukendte, stiller han mennesket frem i skarp belysning, både som det mangelfulde væsen det er, og som den skabningens herre, det trods alt er – midt imellem atomet og stjernen. Og han vægrer sig endda ved at godkende begrebet “mennesket” som andet end en arbejdshypotese. Vi er individer, personligheder, om end indbyrdes afhængige af og forbundne med hverandre i endnu videre forstand end det almindeligt opfattes. Degeneration og proletarisering forringer stadig kvaliteten af det stor flertal. Og denne kvalitetsforringelse af individer forringer menneskeheden som helhed.
Er styreretten kun for “de kloge”?
Men så drager Carrel fejlagtigt den konsekvens, at der ikke fornuftigvis kan være tale om f.eks. den politiske ligeret, al den stund individerne er af så forskellig værdi. Han viser hen til de imbecile resultater af, at tåberne, som – efter Carrels mening – er i flertal, vejer mest i vort offentlige liv. Og han leverer herved beviset for, at førerprincippets sejr er parlamentarismens apoteose – men han giver naturligvis ingen anvisning på, hvorledes man sikrer sig, at de bedste individer bliver førere og eliminerer tåberne fra styret. Eftersom diktatorer også kun fører i kraft af flertallets underkastelse og sandsynligvis ved hjælp af et privilegeret mindretals støtte bruger magten til flertallets undertrykkelse og udbytning, er dette ingen løsning, men forøger blot trangen til en sådan. Løsningen er ikke magten i et enkelt menneskes hånd, uden kontrol. Enevældet er en atavisme, der hører hjemme under opfattelsen af de få som bærere af den guddommelige visdom og inspiration. Den har ikke hjemme efter Kristus og rimer ikke med den moderne opfattelse af mennesket som et frit væsen, der selv skal udarbejde sin egen frelse og dermed arbejde på den hele menneskeheds. Derfor søges kristendommen også konsekvent udryddet der, hvor diktaturet skal begrundes, som f.eks. den tyske ånd kræver det, og dette finder ikke fodfæste i nogen tids-varende tankegang, men må søge sit forbillede i den hedenske heltedyrkelse. Det siger sig selv, at dette kan ikke holde. Den reaktion svarer ikke til nutidsmenneskets opfattelse af sig selv. Og her menes ikke det quasi-moderne menneskes, materialistens, men erkendelsesmenneskets. Diktatur i den moderne tid er en anakronisme, en løgn. Der står ingen åndelig virkelighed bagved.
Det er en vildfarelse at gøre folkestyret ansvarligt for de begåede fejl. Sandt folkestyre beror på erkendelsen af, at mennesket er alle tings formål, og at menneskeheden kun går fremad ved den enkeltes frie udvikling og ved frivilligt samarbejde. Vor største kapacitet i landet på folkestyrets område, udtrykker det således:
“Det er i det personlige selv, at alt styre have sit grundlag, fra dette selv, at alt styre skal bedømmes, og af dette selv, at alt styre bør foretages.” (Johan Pedersen: Det rette styre, manifest, vedtaget af “Den universale samstyrelse”, Aarhus 1917.)
“Fremskridt”, sagde Henry George, og mente dermed menneskehedens fremadskridende udvikling, ikke bare et teknisk herredømme over naturkræfterne, “beror på samarbejde i frihed.” Der har endnu aldrig eksisteret et demokrati, fordi grundlaget derfor savnedes.
Folkestyrets begrænsning.
Når tanken om individernes udvikling som menneskehedens frelse og selve mennesket som livets mål har bundfældet sig, begynder vor opgave at klare sig. Ingen kan løse menneskehedens problemer uden at have en sand forestilling om, hvad mennesket egentlig er. Har man blot begyndt at forstå dette, indser man umiddelbart, at menneskene i hvert fald ikke er til for statens skyld, men at staten kun er en af de institutioner, hvis mål det skulle være at værne den svage imod overgreb fra de stærke, og at den, hvis den svigter sin opgave, at definere og håndhæve retten, må stå for fald. Kernen i alt styre er da dette, at definere retten, og det gøres ikke en gang for alle, men må stadigt gå for sig. Erkendelsen heraf er meget ‘vigtig. Thi fra dette egentlige styre er på forhånd tåberne eliminerede. Hertil behøves kun det, vi kalder åndelig frihed, frihed til at udtrykke sig, til at gøre sig gældende ved sine tankers vægt. Men for at den rigtige tanke kan blive håndhævet i samfundslivet kræves der en mulighed for, at de, der kan gribe den og har vilje til at virkeliggøre den, også har direkte adgang til at give udtryk for dette, om ikke ad anden vej, så ved at give tilslutning og derved fysisk vægt til den rigtige tanke. Fri styreret og fri valgret er ikke andet end veje, ad hvilke åndslivet i frihed kan udforske lovene for det menneskelige samliv på jorden. Og ingen lovgivningsmagt har nogen berettigelse, hvis den går ud fra nogen anden forudsætning.
Folkestyret angår kun denne opgave, som et folk er nødsaget til at løse i fællesskab. Og idet dette skel trækkes op, er ethvert krav om “kvalitet” hos styrerne overflødigt. Det er ikke borgernes medstyreret, der skal begrænses, men derimod lovgivningsmagtens opgaver.
Den nye tids mennesker.
Så er der alligevel langt frem, tænker man vel. Aldeles ikke. Det er allerede, trods modsat praksis, almindelig erkendt f.eks., at barnet (mennesket) ikke tilhører staten, medens det modsatte for blot en menneskealder siden kunne hævdes i fuldt alvor. Eller rettere, der er vendt om på begrebet “tilhører”. Staten skal ikke råde over barnet (eller individet som livsmulighed), medens barnet naturligvis hører med til det samfund, hvori det fødes og både som folkemedlem og som verdensborger har sin andel i kulturarven (problemet er blot, hvorledes arveretten skal hævdes). Men selv er barnet en ukrænkelig én-hed, der skal vokse efter sin egen lov og må have frihed dertil, kun begrænset af andres tilsvarende ret.
Hvad sker der, når et menneske bliver født til verden? Overfladisk dette, at et forældrepar får et barn, samfundet et medlem, staten en borger – hæren en soldat. Ja, i det moderne samfund betyder det en ting til – endnu en arbejdsløs til “reservearméen”. Og endnu et: mere efterspørgsel efter plads – højere grundrente til spekulanten. Der er altså mange forskellige, der gør ejendomsretten gældende. Men med hvilken ret? Sandheden er jo den, at hverken forældrene, staten eller nogen anden instans ejer barnet. Barnet ejer sig selv.
Mennesket kommer til verden for sin egen skyld, for at udvikle og forædle sit eget jeg og tilføre menneskeheden de impulser og kræfter, som netop dette jeg er i besiddelse af.
Og selv de ringeste evner vil kunne finde anvendelse, når enhver selv kan vælge sin plads i livet, når blot ikke pladsen er spærret.
Det er da under denne synsvinkel, vi må betragte barnet, individet, som det stilles ind i denne verden uden andet værn end det, vi kan skabe af retfærdighed. Og her er det, vi som forældre i fællesskab, og som de voksne, der har ansvaret for den kommende slægt, må stille vort krav til statsmagten. Thi dette er dens rette opgave, dvs. folkestyrets gennem staten som redskab: at håndhæve retfærdigheden. Hverken at fritage de enkelte for ansvaret eller at overtage det økonomiske samfunds funktioner.
Hvem skal hævde barnets ret?
Men så længe barnet er under tilblivelse og opvækst, kan det ikke selv hævde sin borgerret og ikke bruge sin frihed. Det må derfor være under beskyttelse og formynderskab. Altså går man ud fra –også i praksis –, at det er forældrene, der ejer barnet, har rådighed og navnlig forpligtelser overfor det. Ud fra den forudsætning arbejder de liberale staters lovgivning endnu på i ethvert tilfælde at disponere som det tjener forældrenes ret, hvilket navnlig giver sig udslag, hvor forældrene bliver uenige. (retten til børnene.)
Alligevel er forældrenes ret til og rådighed over børnene i det moderne samfund altid begrænset ved en lovgivning, der i princippet har knæsat den rigtige opfattelse, nemlig den, at barnet ejer sig selv. Ikke sandt, det lyder så selvfølgeligt, at man knap synes, det behøver at siges. Men i sine konsekvenser er det en revolutionerende sætning. Fremtidens historikere vil måske have interesse af at udforske, hvornår det afgørende vendepunkt findes, da man i lovgivningsmagten forlod den betragtning, at barnet er samfundets, og endog satte den grænse for forældremagten. Der sikres barnets ret til sig selv, uden at dette noget steds er klart udtrykt. Udviklingen synes for os at være gået gradvist og umærkeligt. Og her er vi mere interesserede i at drage dens konsekvenser end i at spore dens oprindelse.
Barnet ejer sig selv.
En forhandling, der i 1908 findes i tidsskriftet Samstyre – og som er udgivet under titlen: Børn, forældre og samfundet – bringes det hidtil bedste bidrag til klaring heraf. Forhandlingslederen var Samstyres geniale skaber, og i diskussionen deltog Sophus Berthelsen, Hulda Garborq, Norge, og forsøgsleder Nielsen, tijsioite, foruden flere andre danske, norske og svenske skribenter. Johan Pedersen selv var den værdifuldeste bidragyder, og da han omsider kunne forme som sit resultat af meningsudvekslingen den knappe, selvfølgelige sætning: “Barnet ejer sig selv”, kunne Nielsen, Tyslafte, som da overtog ledelsen, skrive om Johan Pedersens indlæg:
“Dette repræsenterer ejeforholdet så rent og skarpt, at man i belysning deraf klart må se, at det, der ligger i, at børnene erkendes at være forældrenes eller samfundets, ikke er et egentligt ejeforhold, men snarest må kaldes et samhørighedsforhold, der kun ved sin dybde og inderlighed i forholdet mellem forældre og børn låner skin af et ejeforhold, men rettelig ikke bør betegnes hermed. Det er jo nemlig klart, at som mennesket ejer sig selv, kan det ikke eje noget andet menneske, selv om dette er modtaget som gave fra gud eller mennesker eller i fuldeste hengivelse fra vedkommende selv. Og selvom man har ofret meget, måske vovet livet for at vinde et andet menneske, vil man dog ikke kunne eje dette, som man ejer sig selv.”
Forhandlingen slutter hermed. Men den havde berørt mange forhold, der er beslægtede med eller afledede af hovedmotivet. Således også, hvem der rettelig bør have styreretten for barnet. Johan Pedersen hævdede, at moderen var barnets naturlige værge, medens faderens styreret over barnet kun måtte betragtes som afledet, nemlig fra moderen, som har anerkendt ham som fader, og kun træder i virksomhed, når hun er død. Dette faldt nogle for brystet – det er så modsat den gængse praksis. Men det er dog ikke ukendt. Blandt Nordamerikas indianere er det moderen, der bestemmer i barnets anliggender, og hendes brødre, der betragtes som barnets naturlige værge, hvis hun falder fra – aldrig faderen; med mindre moderen opfordrer ham til at være rådgivende, blander han sig end ikke i de vigtigste af barnets anliggender.
Hvis er forsørgerpligten?
Men hvem har da forsørgerpligten? Her mener Johan Pedersen, at den sædvanlige kilde til fejlslutninger, nemlig den opfattelse, at således som det i reglen går, bør det gå, har spillet os et puds. “Forholdet er det,” skriver han, “at man har lagt mærke til, at forældre normalt sørgede for deres børn underhold, ja hellere selv savnede, end at børnene skulle lide nød, og man har deraf sluttet, at således burde det altid være, og at vedkommende derfor skulle tvinges dertil, hvis de i enkelte tilfælde ikke tilfredsstillede trangen til at se udover det, som sædvanlig sker.”
Men del er forkert sluttet. Det civiliserede samfund tillader ikke, som visse folk i naturtilstand, forældrene selv at bestemme, om deres børn kan leve eller ej. (her må man tænke på det problem, der netop i vor højt udviklede civilisation er så aktuelt som ingensinde før!) Men deraf at slutte, at forældrene selv skal tvinges til at forsørge deres børn, enten de vil eller ej, er galt, siger J.P., og heri synes nutidens erfaringer at give ham ret. Slutningen må tværtimod blive, at samfundet må tage sig af de børn, forældrene ikke kan eller vil forsørge, hvor det forbyder dem at bestemme over deres liv. Det gør samfundet da også, men som en nødhjælp, ikke som sin skyldighed. Hvis man anerkender, at barnet, så snart det er blevet til, er medlem af moderens samfund, er det også berettiget til at kræve samfundets hjælp. Samfundet er os selv, og takket være Henry George ved vi nu, siger J.P., at hele grundværdien, dvs. den rigdom, der ikke skyldes anvendt arbejde og kapital, tilhører samfundet og ikke den enkelte.
Børnene ejer grundrenten.
“Det er derfor enhver faders og moders pligt mod deres børn at kræve, at denne grundleje (renten af grundværdien) kommer børnene til gode. – Delte er forældrenes pligt ikke blot for børnene, medens de er små, men lige så meget for, at samfundsforholdene kan være gode for børnene, når de bliver voksne og selvstændige medlemmer af samfundet.”
Og hvis fædrene skulle mene, at børnenes ret til jordrenten og mødrenes ret til børnene gør deres stilling i ægteskabet noget underordnet, minder J.P. om, at det dog altid må blive faderens arbejdsfortjeneste, der må give grundlaget for et hjems glæder og skønhed, og at hans bidrag vil blive modtaget med så meget større taknemlighed, når det ydes frit og ikke som hans forbandede pligt, og ikke som del nødtørftige til livets ophold.
På den anden side vil denne ordning, som sætter barnet i stand til, lige fra sin tilblivelse at bidrage til moderens underhold og ianne hendes omsorg, også lette det økonomiske tryk, der er forbundet med at måtte give slip på så meget af sit arbejde for at blive moder. I vore dage, hvor enhver ung kvinde såvel som de unge mænd uddanner sig til et erhverv, og hvor adskillige fortsætter arbejdet efter ægteskabet, fordi de moderne lettelser i husførelsen gør del muligt, er det først barnets komme, der afskærer den unge kvinde fra at yde fuldt bidrag til hjemmet, og derfor iblandes den glæde, det trods alt er at vente nyt liv, ofte med bekymringer for de formindskede indtægter og de øgede udgifter. Hvor skal det alt sammen komme fra? Intet under, at begrebet “moderløs” har spøget længe, også fordi forkæmperne for kvinders ligeret har set, at moderens økonomiske stilling er afgørende for alle andre kvinders. Den er så at sige målestokken for kvinders løn i de frie erhverv, ligesom den løn, en mand kan skaffe sig ved eget arbejde på tilgængelig plads, er det for alle mænds løn.
Hvem skal lønne mødrene?
Men hvor skal moderlønnen komme fra? Ingen fornuftig kvinde vil gå ind på, at hun skal have løn for sit moderskab af faderen. Det vilde da i øvrigt heller ikke bedre familiens økonomi, om man kaldte en del af indtægten for moderløn. Og familiens forvalter har ydermere erfaret, at fra samfundet, under de nuværende forhold, da dettes udgifter skal dækkes gennem skatter, bør man sidst af alt vente sig løn. Det bliver dyrt at omsætte familiens indkomster via vare- og livsfordyrende skatter, til det børnebidrag, der kunde tænkes gennemført ad politisk vej, som så mange mindre velbegrundede krav er blevet det.
Der er nylig kommet en bog af en amerikansk forfatter, John O’Kelly Smith, som hedder Freedom for mothers – Mødrenes frigørelse. Den omfatter netop dette spørgsmål, og forfatteren påviser, hvor nødvendigt det er for menneskehedens fremgang, at der sikres mødrene sådanne vilkår, at det bliver muligt for dem med god samvittighed og uden bekymring at sætte børn i verden. Spørgsmålet er brændende på baggrund af den truende nedgang i folketallet, der bebuder civilisationens undergang med den hvide races forfald, ikke blot i kvantitet, men også i kvalitet. Og hans mangeårige undersøgelser er netop tidligere strandet på den vanskelighed, at samfundet kun ved at pålægge skatter, som uvægerligt vil vise sig at blive en yderligere byrde på familien, kan skaffe sig midler til at yde moderløn. Og denne måtte ikke få karakter af fattigunderstøttelse, men skal komme alle mødre til gode som deres naturlige ret.
Først da han gennem studiet af Henry George opdagede, at der i jordværdierne lå en naturlig indtægtskilde, hvoraf samfundet kunne øse, og at netop børnenes tilskud til befolkningsmængden øgede efterspørgslen efter jord og dermed den værdi, hvoraf samfundet skulle opkræve renten, gik det op for ham, at det virkelig vil være muligt at frigøre mødrene uden at lægge byrden på arbejdet og forbruget. Det blev ham indlysende, at inddragning af jordværdien tværtimod vil fjerne al spekulation og deraf flydende kunstig afspærring for plads til at arbejde, og således endogså lette arbejdsvilkårene for denne og de kommende slægter. Ligesom Johan Pedersen kom han til det resultat, at mødrene, på børnenes vegne, skal gøre fordring på disses andel i grundværdien. Han udtrykker det dog endnu således, at mødrene skal kunne kræve moderløn af samfundet, der skal udrede denne af jordrenten.
Har de voksne ikke krav på jordrenten.
Johan Pedersen går et skridt videre, idet han et sted udtaler, at kun børnene kan gøre krav på jordværdien, idet det voksne, arbejdende menneske jo får udbyttet af sit arbejde og til sin alderdom heraf skal kunne opspare til af kapitalrenten at kunne forsørge sig selv, når det bliver nødvendigt at trække sig helt eller delvis tilbage fra aktiv virksomhed. Arbejdsløn er den voksnes, kapitalrente den gamles og jordrenten er barnets naturlige indtægt.
Denne formulering er konsekvensen af den helt rigtige sætning, at barnet ejer sig selv og dermed retten til at råde over sin andel i den arv, som tidligere slægters arbejde har nedlagt i jorden af øgede arbejdsmuligheder. Her er det barnet, som ud af sin formue bliver i stand til at underholde moderen – og ikke samfundet, der skal udrede moderløn. Selvom resultatet i og for sig bliver det samme, har det ikke så lidt at sige, hvorledes begrundelsen er.
Og hvor meget man så vil vende og dreje sagen, fra hvilket synspunkt man end vil se den, synes Johan Pedersens motivering mig at være uangribelig. Barnet ejer sig selv – og barnet ejer jordrenten, dvs. det årlige afkast af jordens værdi. Det samfund, hvori barnet er født til verden, skal håndhæve barnets ejendomsret, og moderen, hvad der i praksis nu vil sige forældrene, skal forvalte den til bedste for barnet. I tvivlstilfælde moderen alene.
Hvorfor kun børnene?
Hvorfor ejer kun børnene andel i jordværdierne? Skal samfundet da ikke opretholdes ved hjælp af de såkaldte samfundsskabte indtægter? Og hvis der bliver noget tilovers, efter at samfundsudgifterne er dækket, skal dette beløb da ikke fordeles ligeligt til alle borgere? Er det i modsat fald ikke rimeligt, at også de gamle får del i overskuddet? Der kan rejses mange sådanne spørgsmål, og de har krav på besvarelse. Mange vil endog mene, at når man er så langt fra i praksis at have anerkendt samfundets ret til overhovedet at opkræve jordværdien, som man tilsyneladende er, må det betragtes som et akademisk spørgsmål, næppe værd at diskutere, hvorledes denne endelig bør fordeles, når renten en gang bliver opkrævet og når alle de byrder, som er pålagt samfundet med urette, og alle de opgaver, stat og kommune har måttet overtage på grund af de manges uretfærdige fattigdom, er afskaffet, så der virkelig bliver et overskud.
Men dette er langt fra tilfældet. Det er netop ved påvisning heraf, hvor dybt dette jordspørgsmål griber ind i alle tidens problemer, vi kan fremskynde forståelsen og dermed dets løsning. Vi må altså søge at komme til bunds og besvare spørgsmålene, som de rejser sig for os.
For det førstes vedkommende: kun børnenes ret til jordværdien kan bevises. Forsøg at forklare den voksne, arbejdsdygtiges ret til andet end udbyttet af sit arbejde under forhold, hvor alle forskellene med hensyn til arbejdspladsens værdi er udlignet, således som det er ved opkrævning af grundrenten. For den voksne arbejders vedkommende består fordelen ved denne ordning netop deri, at forskellene udlignes og udbytningsmulighederne dermed fjernes. Noget helt andet er, at når adgang til arbejde således er åbnet for alle, udbyttet deraf ikke kan opkræves af monopolhaverne, vil dets afkast være så rige, at der ikke vil blive brug for arv eller bonus. Hvem skulde bryde sig om at ophobe værdier, når der er nok til alle?
Hvad så med samfundet?
Men samfundet da? Dette består kun i kraft af, at befolkningstallet opretholdes. Går børnefødslerne tilbage, synker også jorden i pris, efterspørgslen tager af, jordværdien synker. De fornemste opgaver for samfundets institutioner er stadig som før nævnt, at pleje retten. Hertil kræves en stadig mere forsvindende del af indtægten, efterhånden som gammel uret forsvinder og forholdene tillader en stigende tilvækst. Med andre ord, samfundet er et fællesforetagende, der, hvis det drives på den rigtige måde, altid vil give fortjeneste. Den del af indtægten, der bruges i driften, vender altid tilbage med renter. Jordværdiens afkastning kan derfor aldrig opsluges i et retssamfund. Der er ingen anden udvej end at sætte den i børnene; deres behov, indtil de selv kan frembringe, er samfundets eneste mulige pengeanbringelse. Og ret beset er også denne i det lange løb fordelagtigt for helheden, hvad der nok skal vise sig. I virkeligheden er det forbrug, der gennem hjemmenes omsorg for den opvoksende slægt forædler simple naturgoder og arbejdsprodukter til menneskelig kraft og snilde, det allervigtigste led i omsætningen.
Da en meget stor del af vore skatter netop nu går til skoler og børneforsorg – af hvilken der på grund af dårlige forhold i hjemmene aldrig synes at kunne blive tilstrækkeligt – vil denne omlægning på ingen måde betyde øgede udgifter for fællesskabet. Tværtimod. Som indvending imod denne ordning blev det nylig sagt i en forsamling af kvinder – af en meget kendt og højagtet, politisk interesseret kvinde: “De kan da ikke for alvor mene, at de ville overlade de ulykkelige unger til forældrenes forgodtbefindende?” Uden tvivl ud fra en hjertevarm bekymring for børnenes vel – og ud fra bitre erfaringer om mange hjems nedværdigende uformuenhed til under de nuværende forhold at sørge for børnene selv. Men dog vel for de fleste af os, der ikke har tabt det menneskelige af syne, en noget bagvendt ordstilling.
Men det er klart, at efterhånden som et sundt økonomisk liv gror op på det rette grundlag, så enhver kan udnytte sine evner og skaffe sig udkommet, vil mange andre stats- og kommuneudgifter forsvinde, først og fremmest hele den dyre og kraftspildende sociallovgivning. Da kan der virkelig for alvor blive tale om, at den grundrente, som nødvendigvis må opkræves, for at lighedens lov kan ske fyldest, ikke bare skal være en afløsning for skatter, men en reel fælles indtægt for hele folket, som skal fordeles ligeligt til alle børn-
Hvem sørger for de gamle?
Men de gamle da? Kan der egentlig under helt frie forhold, hvor ingen aldersgrænse tvinger folk ud af deres stilling og erhverv for at give plads for de unge, der ellers forudsættes at blive arbejdsløse, tales om de gamle som en særlig afgrænset klasse medborgere, til hvem der skal ydes? Det er egentlig en ret ny opfattelse, at der skal tages særlige forholdsregler for, at de gamle kan blive forsørgede, og det hænger sammen med, at de allerfleste mennesker nu er så rodløse i tilværelsen, at de er ude af stand til at bygge sig et erhverv eller en livsgerning op, hvori de også kan gøre fyldest ud over den egentlige manddomsalder. Det, som er det vigtigste for ældende mennesker, er netop at føle sig som medborgere og gøre sig nyttige hver efter sine evner og udvikling. Enhver har vel mødt dem på sin vej, de erfarne, endnu arbejdsdygtige og villige pensionister og aftægtsfolk, hvis livs tragedie det er at være sat udenfor det virksomme samfund. Når det bliver enhvers sag, om han eller hun vil tage hånd i med eller ej, bliver det problem med alderdommen ikke nær så stort, som det er nu. Fornødenhederne tager heldigvis af, sammen med evnen til at producere, men værdien af et menneskes indsats kan ikke måles efter år. Normalt kan der ikke bestemmes over grundrenten til fordel for de gamle. Men for de hjælpeløse og syge, for dem uden subsistensmidler vil der i ethvert civiliseret samfund blive sørget, og i et samfund, hvor fordelingen udelukker plyndring til fordel for de få, på bekostning af de mange, hele livet igennem, er der ingen grund til at frygte alderdommens aftagende arbejdsevne. Der er langt mere grund til at vente, at et langt livs erfaring og årenes visdom vil stå så højt i kurs, at de opvoksende familier, i hvilke arbejdsløshed og savn ikke som nu trykker alle ned til et eksistensminimum, vil gøre brug af det privilegium at tælle en gammel blandt sine medlemmer. De gamle skal hverken tilbage til den tålte tilværelse under de tidligere hårde livsvilkår eller henvises til aldersrente på bekostning af et samfund, hvori de livet igennem har været udnyttet af de privilegerede, de skal bevare stillingen som frie mennesker og virke i den udstrækning og på den måde, de selv bestemmer. Også leve af deres opsparing, der er en lige så ærlig indtægtskilde som nogen anden, vel at mærke, når ublu udbytning fra kapitalens side er udelukket.
Vort ansvar som forældre og medmennesker.
Her skal ikke tales politik. Selv om flere forskellige partier, ud fra hver sine forudsætninger nu fører “grundskyld” i munden, tror jeg ikke, det får nogen art, for der kommer et folkekrav, før med andre ord især kvinderne får øjnene op for, at det er deres børns, alle vore børns fremtid, vi pantsætter gennem de stadig voksende prioriteter, og indser, at det, at stille krav om hjælp til statsmagten, betyder at give sig ind under et stadig mere om sig gribende diktaturvælde, der ikke er væsensforskelligt fra det, andre folk har underkastet sig. En ting har vi lært, i vort slægtled, og det er, at vi ikke kan gøre noget for vore egne, personlige børn, medmindre vi er villige til at skabe friere vilkår for alle børn. Det, vi har på kistebunden og kan efterlade dem, får snart ben at gå på, under arbejdsløshed. Og selv den bedste uddannelse, som vi jo skylder dem, kan ikke sikre dem mod at blive arbejdsløse. Medmindre vi kan være med til at afskaffe det tvangsregimente og de monopoler og privilegier, der skaber og opretholder en stadig større arbejdsløshed, fordi de lukker flere og flere muligheder for at skaffe sig en eksistens, går vi herfra med en tung byrde på vor samvittighed. Og det er ikke nødvendigt. Thi arbejdsløsheden er en unaturlig ting, den er skabt ved menneskers forsømmelse af at gøre ret og skel, og den kan afskaffes, når vi får lært at bruge staten som det redskab for folkestyret, den er. Staten får kun sin magt fra os, den får kun hjerne i samme forhold som vi bruger vor egen til at dirigere lovgivningen i retfærdighedens tjeneste.
Hvis man stadig går ud fra, at staten er de vigtigste, og mennesket er til for statens skyld, så vil statskapitalismen lægge sin hånd på jordrenten, som den har lagt hånd på alle menneskets friheder og rettigheder, uden at vi forældre får løst vort problem. Vi vil have sværdet forvandlet til plovjern, men der er stærke magter, som fører os i modsat retning.
Går vi derimod ud fra mennesket og den menneskelige udvikling som formålet, da er det ikke for statens skyld, for at fylde de kasser, lovgiverne skal tømme, at jordrenten skal inddrages, men da er det for at stille mennesker lige vilkår for at gøre deres evner og arbejde frugtbringende, til gavn for menneskeheden og til vækst for sig selv.
Skaber vi et sådant grundlag for vore børns og efterkommeres liv, da får vi først gjort pligt som forældre overfor dem. Og da behøver vi heller ikke at frygte for, at åndslivet skal forsumpe eller gå i trældom hos en statsmagt, der kun tjener selviske formål, thi da er der ingen anden vej åben for folkene end det fri, økonomiske samarbejde, som har hele verden til sit opland.
Det står os frit for at begynde her i landet. Andre skal nok få øje på fordelene og følge efter.
Alle disse spørgsmål løses på naturlig måde, hvis man ikke taber den rette forudsætning af syne, nemlig at det er mennesket i sin udstrækning, det drejer sig om, og hverken ordninger eller institutioner som de er eller kan tænkes. Og her ligger det store håb for os i den nye tid, som den udtrykker sig gennem de tanker, som fremsættes, og den tilslutning, disse får. Når vi læser en bog af verdensformat som Alexis Carrels Mennesket, det ukendte, sporer vi den samme strømning, der går igennem vore egne sind, en, som giver vor tid sin retning. Og det, selvom Carrel fæster sig ved nogle halve sandheder og derfor drager falske slutninger, og selvom Alexis Carrel ikke endnu har draget konsekvensen af sit krav om respekt for mennesket frem for knæfald for den materialistiske gud. Han kan jo ikke gøre for, at han ikke kender Henry George. Det er måske os, hans disciple, der har været alt for beskedne, og derfor ikke ret har formået at indstille ham på den plads i historien, som er hans, som den, der har nedbrudt overtroen på statens almagt og vantroen på menneskets evne, og som til gengæld har sat troen i højsædet på den menneskelige tænknings magt til at løse problemet om menneskets rette forhold til jorden.
Signe Bjørner og Det frie blad.
Dette nummer er helt viet bladets skaber, mangeårige redaktør og stadig såre flittige og trofaste medarbejder, fru Signe Bjørner, der den 10. marts overrasker ved at fylde 60 år.
I den anledning bringes i sin helhed artiklen: Forældre, samfund og stat som et karakteristisk udtryk for Signe Bjørners rige sind og hele livsindstilling og derfor velegnet til dette nummer, hvori fruen hyldes og takkes også for de utallige indlæg, hun har skrevet i Det Frie Blads 17 årgange.