Foredrag i Bramdrup skov den 4. juli 1926
af godsinspektør S. Berthelsen

I

De fleste historikere regner nutidens begyndelse fra den franske revolution 1789, da den såkaldte erklæring om menneskerettighederne vedtoges af nationalforsamlingen som grundlag for al fremtidig frisindet borgerlovgivning. – Men 13 år forud, den 4. juli 1776, var der dog hinsides havet grundlagt et helt nyt rige, Amerikas forenede fristater, netop ved udstedelsen af en lignende tilkendegivelse om menneskenes naturlige rettigheder, den såkaldte uafhængighedserklæring. Det er netop i dag 150 år siden, denne begivenhed indtraf, og da den har været og er af største betydning for hele verdens folkelige frihed og menneskers ret, bør dagen også fejres som mindefest her – som det sker overalt i Amerika.

Det var det unge Amerikas åndelige fører, sagføreren Thomas Jefferson, som skrev denne berømte erklæring, der i mange måder er et klarere og sikrere udtryk for menneskers naturlige frihed og ret end den senere alt for overroste franske af 1789.

Nu skulle man jo tro, at menneskets naturlige medfødte rettigheder egentlig ikke behøvede således at nedskrives og oplæses, – at de var dybt rodfæstede i hvert enkelt menneskes sjæl og sind som lov for hans eller hendes daglige færd blandt andre. Og det er de naturligvis også – uden det var alt godt samliv jo umuligt. Thi det er jo ikke straffelovens trussel, der afholder os fra at bestjæle eller bedrage hinanden indbyrdes – ingen af os vil jo med sin gode vilje tilegne sig den mindste genstand fra nogen anden. Og det par stykker af hvert tusinde, som handler anderledes, behøver vi ikke her at regne med under normale samfundsforhold. Faktisk er det da også, at vi i vore dage, modsat middelalderen, har en udmærket borgerlig retstilstand mellem mand og mand, hvor ikke en slet økonomisk lovgivning direkte opfordrer og belønnet de mere kloge for at narre og bedrage de mindre kloge. Hvad vi desværre også har beviser for.

Det var da heller ikke på dette område, at Thomas Jefferson og hans mænd skrev deres berømte grundlov – også de vedkendte sig fuldt ud Moselovens 10 bud som gældende for alt borgerligt samliv mellem mand og mand. Og det faldt dem ikke ind at gentage disse bud.

Men der er et andet vigtigt livsforhold, hvor retsreglerne var og stadig er mindre sikkert antagne, og som ikke direkte er omtalt i Moseloven. I alt fald når man læser den overfladisk.

Og det er, hvad man måske kunne kalde det lodrette livsforhold, modsat hint vandrette mellem mand og mand, nemlig forholdet opad og nedad, mellem mand og samfund, mellem borger og statsmagt!

Det var dette vigtige livsforhold, Thomas Jefferson blev opfordret af sine medborgere til at vejlede dem i, og han blev i sandhed en god sagfører for sit folk – han førte dets sag på rette vis. Thi de stod jo derovre og skulle grundlægge et helt nyt rige! Hidtil havde de været en udvandrerkoloni, ganske vist på op mod 2 millioner mennesker, fordelt i 13 små provinser, alt under den engelske konges scepter. Men denne og hans herremandsparlament (thi for 150 år siden og langt senere var rigsdagen derovre, som i de fleste andre lande, udelukkende behersket af herremænd og andre grundejere) havde ikke forstået hint lodrette livsforhold, regeringskunsten, rigtigt, men havde undertrykt kolonisternes frihed og ret. Og mod denne krænkelse rejste nu disse sig. Mærkeligt nok var det en skattelov, en toldlov, som blev den sidste årsag til den sprængning med moderlandet, som medførte dannelsen af den store amerikanske fristat, verdens største. England ville tvinge kolonisterne til at betale told af deres the, og de svarede med at kaste hele theladningen i havet, hellere end at svare told. Dermed var krigen med moderlandet indledt. Og nu stod disse kolonister overfor nødvendigheden af at skabe et helt nyt rige, eftersom de samtidig sendte England deres opsigelse af huldskab og troskab.

Da er det, at disse jævne borgerfolk, udvandrere af alle klasser, føler, at nu må de samle sig om at finde de rette, ærlige grundsætninger for vort nye riges lovgivning, uden hjælp af fremmede statsmænd eller nationaløkonomer, simpelthen ud fra deres egen indre retsbevidsthed, udformet af deres bedste ordfører, en oplyst og retsindig underretssagfører, Thomas Jefferson, som deres gode skriver.

Og da er det, at han skriver, og de vedtager de simple, men hellige ord, som for bestandig er gældende som rettesnor for al folkelig frihed og ret over hele verden, og som under stor ærefrygt oplæses hvert års 4. juli ved tusinder af folkemøder i fristaterne derovre, og som lyder således:

“Vi holder disse sandheder for at være selvindlysende,
at alle mennesker er skabte lige,
at de af deres skaber er udrustede med visse umistelige rettigheder,
at blandt disse er retten til livet, til frihed og til stræben efter lykke.

Kun for at sikre disse rettigheder er der blandt mennesker oprettet regeringer, der må hente deres magt fra de regerede folk; og når en hvilken som helst regering ikke opfylder dette formål, er det folkets ret at forandre og ophæve en sådan regering.

Ja, så mange var ordene, og de fortjente i alle verdens lande at oplæses mindst en gang hvert år, og at gennemgås, så at de dybe sandheder deri forstås til bunds af hele det brede folk, for hvis skyld og ret de er skrevet.

II

Og hvad siger så disse jævne kolonisters jævne ord? De søger beskedent og ærligt at begrunde, hvorfor de ikke længere ønsker at være afhængige af den engelske konge og hans parlamentsregering, og de begrunder det ved henvisning til det, der står højere end alle menneskelige konger og regeringer, nemlig skaberen selv, og de naturlige rettigheder, han har tillagt menneskene. Disse kolonister ønsker altså ikke at bygge deres uafhængighed på magt, men på deres ret, som mennesket har ifølge skaberens egen natur ligelov, og de påviser, at den lov har England overtrådt, og de vil nu ikke længere regeres af Englands parlament og konge.

Lad mig her understrege det redelige og folkelige livssyn, som åbenbarer sig i dette: at kræve ret, og ikke at begrunde dette krav ved magt! Nylig har nemlig en norsk kommunist, der tillige er historisk professor, offentligt erklæret, at ret kun kan begrundes ved faktisk magt, hvorfor han og meningsfæller vil erobre magten i staten, eventuelt ved militære våben. Denne opfattelse, der nedstammer i lige linje fra den franske tænker Jean Jaques Rousseau (revolutionens forløber), og hvis fuldbyrden er forsøgt gennem prøjsisk militarisme og nu allersenest gennem bolsjevismen i Rusland – benægter altså, at der ifølge skaberens lov findes naturlige og evige menneskerettigheder, som står over al statsmagt, og som ingen menneskelig lovgivning må krænke. Det er magtstatens tyranni, som takket være Rousseau og hans efterfølgere på ny, som i fjerne middelalderlige tider, atter rejser sit hæslige hoved, medens det er retsstatens borgerfrihed, som i vore dage blev grundlagt ved de Amerikanske kolonisters simple og jævne erklæring om naturlig menneskeret ifølge skaberens vilje.

Thi disse rettigheder erklærer de at være umistelige – ganske som vor Grundtvig senere sagde, at ingen lov kan omgøre uret til at være ret.

Og blandt disse hellige rettigheder for hvert menneske nævner erklæringen de tre vigtigste: ret til livet, til frihed og til stræben efter lykke.

Retten til livet betyder jo simpelthen, at ingen, ikke engang statsmagten, har ret til at befale over det liv, som skaberen har givet det enkelte menneske. Det burde jo være en selvfølgelig sandhed, som vi mellem mand og mand for længst har erkendt. Men er ikke også dermed den almindelige tvungne værnepligt dømt, uanset om den er optagen i en grundlov?

Og retten til frihed betyder simpelthen, at ingen magt, ikke engang staten, har ret til at forbyde noget menneske at handle og vandre i fuld frihed, så længe han ikke derved krænker nogen andens lignende frihed! Hvor mange nutidige love synder ikke mod denne umistelige ret? Lad os agte derpå!

Og endelig kommer det tredje retskrav: Stræben efter lykke! Også i retten dertil ligger en dyb og højvigtig livsbetingelse, som langtfra er nok erkendt, og som navnlig ikke er blevet optaget i den senere franske erklæring af 1879, der vel søger at efterligne den amerikanske, men i langt højere grad giver statsmagten overtaget over det enkelte menneske og dets livsret.

Den franske erklæring siger således, at lighedskravet ikke er ubetinget, men indskrænket ved hensynet til det meget omtvistelige almene vel, bag ved hvilket begreb alskens statsovergreb let kan trives og skjule sig, så lighedsretten kan gøres værdiløs. ‘

Ganske ligeså med den franske ret til frihed. Denne sattes i Frankrig under kontrol af en lovgivningsmagt, som påstås at være det sikre udtryk for den almindelige (!) vilje – hvilket med kendskab til de utrolige parlamenter og love, som vi senere har haft og har, nærmest er en hån mod al folkelig frihedsfølelse og menneskeret. Vi venter endnu på den valgordning, som skal give det hele folks vilje sit sikre udtryk.

Og endelig retten til Stræben efter lykke? Ja, her tilsiger den amerikanske erklæring aldeles ikke den enkelte nogen lykke, vel vidende, at sligt er noget subjektivt, som kun den enkelte selv, og samfundsmagten aldeles ikke kan skabe.

Derimod kan den tilsige hver enkelt en ret til at stræbe derefter, altså sikre ham mulighed for selv at blive sin egen lykkes smed, selv at opnå den fordel for sig selv, som bliver en følge af eget smedearbejde derpå. Det er i virkeligheden den bedste retsgrundsætning til fremme af økonomisk frihed: ret til eget arbejdes fulde udbytte, ret til at bestemme sin egen vej: den man føler, at man magter bedst, i egen og alles interesse.

I modsætning dertil taler den franske erklæring store (og tomme) ord om alles lykke, som betegnende nok sættes lige ved eller bagefter forfatningens hævdelse – altså statsmagtens organisation først og fremmest!

Og det er desværre på dette skæve grundlag, at mange senere såkaldte liberale programmer er grundlagt, ganske særlig også det engelske, som satte statsmagtens opgave som den, at skabe den størst mulige lykke for de flest mulige mennesker! Denne tomme og intetsigende frase er desværre atter og atter helt op til vore dage blevet gentaget af brave, men tankeløse eftersnakkere, uagtet den synes at love alt, men intet som helst holder, ikke skaber nogen som helst ret for det enkelte menneske til at kræve statens beskyttelse for noget umisteligt livsgode, hvad derimod tilsiges i den amerikanske uafhængighedserklæring. Frasen lader statens pligt til at skabe lykke (hvad den slet ikke kan), afhænge af det faktiske, om det bliver muligt (!), eller om man hører til den klasse af mennesker (de flest mulige?), som alene kan få lykken, altså, den refererer til en faktisk tilstand, skaber ikke en retlig sikkerhed! En tåbelig frase til at føre ærede vælgere bag lyset med!

Derfor har den europæiske liberalisme også efterhånden haft en krank skæbne, fordi den ikke var bygget på rettens klippegrund, men på en statsskabt lykkes svigefulde kviksand, og fordi her byder kommunisternes store løfter om statens almagt (ganske vist på frihedens og lighedens bekostning) dog de dybt undertrykte samfundsklasser et vist håb om bedring i sin tid, nemlig når den kommunistiske stat engang har sejret – også over liberalismen, som ikke uden føje menes at have spillet fallit, – på dette grundlag.

III

Men har den store amerikanske republik, som rejste sig på uafhængighedserklæringen af 4. juli 1776, da gennemført det friheds- og retfærdsrige, som deri blev lovet grundlagt for folket?

Nej, desværre! Ikke just fordi hin berømte erklæring ikke var sand og rigtig – men fordi den ikke var udtømmende, fordi den ikke forudså den senere økonomiske udvikling, som skabte nye former for tyranni over mennesker, og lagde statsmagtens tøjler i hænderne på de begunstigede økonomiske fåtal, trods en i formel henseende endog meget fri forfatning, som synes at lægge al magt i folkets hænder, men i virkeligheden gør tykt nar af det unge folks ret, idet de private økonomiske stormagter bag kulisserne vælger og styrer både præsident, regering og den såkaldte folkevalgte rigsdag.

Derfor skete det, at der i dag for 49 år siden, den 4. juli 1877, atter stod frem en anden Amerikaner, en ægte efterkommer af Thomas Jefferson, og da han ved et stort folkemøde efter skik og brug havde oplæst uafhængighedserklæringen, så vendte han sig til sit folk og tilråbte det: Hvorledes har vi, det amerikanske folk, da røgtet den kostelige arv, som vi for 100 år siden fik overdraget af Thomas Jeffersons folk?

Denne nye mand i Amerikas historie var Henry George, og han revsede i denne tale, såvel som i sine skrifter, sit eget folk hårdere end nogen anden har turdet, fordi han elskede dette folk, ynkedes over dets vanskæbne og gerne, som en Moses, ville vise dette folk, og alle landes arbejderfolk, vejen ud af vore dages Ægyptens trældom hen til det forjættede land, som ligger og venter på ethvert folk, der lytter til retfærdighedsrøsten fra oven og følger den, selvom vejen skulle gå over Det røde Hav og den store ørken, hvad forhåbentligt i vore dage ikke behøver at vare i 40 år endnu.

Henry George påviste, hvad uafhængighedserklæringen havde manglet: lige ret for alle, ikke blot til liv, frihed og stræben efter lykke og derved til fuldt udbytte af eget arbejde, men også til lige andelsret i alle fællesgoder, deriblandt til alle værdier, som ikke skyldtes enkeltmands arbejde, men alene det hele folkesamfunds vækst og udvikling! Dermed var folket givet sin fulde ret tilbage.

Denne kostelige menneskeret, som vel havde været til fra tidernes morgen og også hævdet i mange lande og hos mange folkeslag, men atter fornægtet af magthaverne og glemt af det menige folk – den er det, Amerikaneren Henry Georges uvisnelige ære, at han bragte til fuld klarhed for menigmand, så at vi nu udover verden kan forstå den og på folkets vegne kræve den respekteret, indtil folket selv vågner til fuld bevidsthed derom, og gennem sin lovlige repræsentation valgt gennem fri valgret kræver denne kostelige menneskeret gjort til borgerliggældende grundlov i landet.

Thi når folket med skaberens ret tilegner sig disse samfundsskabte værdier: jordrenten (men ikke jorden selv, thi den bør forblive i privat eje efter det frie markeds lov), da vil denne jordrente, som man i dette øjeblik anslår til mellem 6-8 milliarder kroner i Danmark, eller omkring ca. 2000 kr. for hver mand, kvinde og barn i vort land, være fuld tilstrækkelig til dækning af alle nødvendige fællesudgifter i et velstyret land (uden lovskabt fattigdom). Og da vil jordmonopolet og alle andre økonomiske særrettigheder samtidig være fjernet; når da alle skattebyrder på arbejde, forbrug og omsætning således er overflødiggjorte, og et bedre valgsystem til rigsdagen samtidig har sikret et nøjagtigt udtryk for folkeviljen – så vil der være skabt mulighed for, at enhver dansk familie kan have sit eget frie og uafhængige hus og hjem på rimelige vilkår, og gode arbejdsmuligheder uden udbytning er for hånden for enhver, der ærligt vil arbejde i egen interesse.

Mod dette mål er det da, at folket bør styre og det kan nås og vil blive nået den dag, da folket bliver klar over sin egen naturlige ret.

Derfor bør vi, med uafhængighedserklæringen af 1776 og Henry Georges tilføjelse 100 år senere, pege på og klarlig vise, hvori denne ret består.

Men deraf lærer vi tillige, at frihed alene ikke er nok. Frihed er jo kun en dør, der hidtil var lukket, som nu åbnes, en hindring, der fjernes. Men ordet siger jo intet om, hvorledes den opnåede frihed skal benyttes, hvad det folk, som har fået den fulde politiske frihed til at ordne sin egen borgerlige lovgivning uden indsigelse af nogen konge, aristokrati, landsting eller andre slige magter, bør gøre, når det vil skrive sig selv en retfærdig lov, der sikrer enhver mand og kvinde deres fulde naturlige ret. Først når dette læres til bunds, bliver politisk og personlig frihed til den store velsignelse.

IV

Derfor bliver kravet om folkets naturlige ret nødvendig knyttet til kravet om folkets frihed. Kan vi da vente at se dette formål nået vort land og i vor tid?

Ja – netop! Herhjemme har vi først i dette århundrede rejst kravet om folkets ret til den samfundsskabte jordrente gennem en grundskyld, stærkere og kraftigere har vi løftet dette krav og med større virkning end så vidt vides noget andet land i Europa.

Hvorfor der da også om 14 dage i København vil blive holdt et stort internationalt stævne om denne grundskyld og frihandelssag, hvor mænd fra næsten alle Europas lande og fra Amerika og Australien vil komme til os for at erfare, hvor langt vi i Danmark er kommet i retning af at gennemføre Henry Georges store retfærdstanke om folkets naturlige ret til de samfundsskabte værdier.

Og så kan vi fortælle dem, at det, efter en halv snes års drøftelse af sagen på møder og i blade, blev øboernes husmænd, som ved deres møde i København den 8. november 1902 formede den køgeresolution, som førte kravet om folkets ret til grundskylden og dets ret til at blive befriet for alle skatter på arbejde, forretning og omsætning, ind i dansk politik, om end udenfor de politiske partier.

Men 3 af disse har jo nu, efter mere end 20 års oplysningsarbejde, vedkendt sig grundsætningen derom, og ved lovene af 7. august 1922 og 31. marts 1926 indført nogen, om end ikke megen, statslig og kommunal grundskyld i vort land.

Og var det end ikke det radikale venstres regering, som i sin tid fik æren for at gennemføre en sådan lov, så var det dog dette parti, som først af alle optog grundskylden på sit program, og derfor vil alle grundskyldsvenner sige partiet tak.

Nu skal det altså vise sig, hvad dette sporskifte, som det med rette er kaldt, i dansk økonomisk politik, vil bringe med sig i retning af at skabe folkets fulde ret til de samfundsskabte værdier.

Nylig læste jeg i et fynsk blad om, at den kommunale grundskylds system alt har virket til at lette selve udskrivningen af ejendomsskatten i kommunen, som godt er.

Men langt vigtigere er det, i hvilken grad denne lille grundskyld vil påvirke de bestemmende faktorer i vort økonomiske liv herhjemme, og frem for alt jordprisen, hvis højde er normgivende for en række andre vigtige priser, og da særlig prisen på mennesker, arbejdslønnen nemlig i omvendt forhold således, at faldende jordpriser vil have en bestemt tendens til at højne arbejdslønnen (den reelle, ikke lønnen pr. produktionsenhed), under i øvrigt lige forhold.

Og jeg tror at kunne forsikre, at der allerede nu, skønt ingen kommunal grundskyld er opkrævet, er tegn til, at den har begyndt at påvirke ejendomsmarkedet i rigtig retning. Efterhånden som resultaterne af grundskylden viser sig i løbet af det kommende år, vil påvirkningen, særlig på de ledige grundspekulations arealer, yderligere blive kendelig for enhver sagkyndig. Og da vil den videre virkning på boligspørgsmålet, huslejespørgsmålet, byggekrisen og arbejdsspørgsmålet (såfremt ikke andre modstridende begivenheder indtræffer) blive åbenbar for alle og enhver, og derved yderligere forståelse indenfor rigsdagen medføre fortsat reformlovgivning i samme gode retning.

Ad denne, måske langsomme, men forhåbentlig sikre og støtte, samt efterhånden hurtigere vej, går folkets ret fremad, som alle store og gode reformer.

Hvorledes denne ene økonomiske reform, folkets naturlige eneret til de værdiskabte og folkeskabte værdier, i alle enkeltheder vil påvirke hele folkets daglige færd, give det nyt håb om god løn for ærlig stræben, og sikkerhed for et jævnt og muntert virksomt liv på jord, for dette kan jeg ikke på denne festdag fuldt ud få tid til at gøre rede, hvad også andetsteds er sket.

Men et par af de væsentligste punkter, hvor vort folk lider hårdest, kan jeg vel få lov at omtale til slut. Det bliver et maningsord både til hjemfarne og hjemløse, både til de gamle og de unge, om to spørgsmål, som netop er stærkt fremme i disse dage.

Det arbejdende landbrug, eller måske rettere landejendomsbesiddere, klagede nylig højrøstet over de høje skatter og afgifter, mere dog over de direkte synlige, end over de usynlige indirekte. Men slet ikke over den langt tungere rentebyrde, som på grund af de kunstigt opskruede jordpriser er af forholdene tvangsmæssig lagt på enhver, som vil eje og dyrke dansk jord, og som er mangefold tungere end den afgiftsbyrde, som i sin tid svaredes til vore egne herremænd. Prioritetshaverne i ind- og udland afkræver nu hvert eneste år hvert dansk kirkesogn gennemsnitlig om ved 100.000 kr. uden andet vederlag end en kvitteringsblanket. Denne kolossale rentebyrde er end ikke så elastisk som de gamle herremænds kapitelstakst, der dog fulgte noget med i landbrugets prisforhold. Kan vort arbejdende landbrug vedblivende udrette dette prioritetshoveri, som jeg nylig så det betegnet? Også når kronen går opad, men produktionspriserne ned?

Her burde de årvågne danske landmænd overveje, om ikke netop grundskyldsreformen nu var den rette vej til dels at få hele den unaturlige skattebyrde på arbejde, forbrug og omsætning fjernet, dels til at få vort lands fortsatte uhyre pantsættelse standset, og midlerne til at fjerne den nuværende gæld for bestandig overvejet, inden det bliver for sent.

Og dernæst et ord til de unge, som endnu ikke har fået det lille hjem, som de alle har krav på ifølge naturlig ret og den amerikanske uafhængighedserklæring, der lovede ret til stræben efter lykke. Hvad har vi ansvarlige vælgere gjort for at sikre denne naturlige ret til stræben – har vi ikke tværtimod ved vor lovgivning lagt svære hindringer i vejen her?

V

For nylig læste jeg en gribende kronik af forfatteren Harald Bergstedt, hvori han lader en højskoleforstander skildre tidens ungdoms krav på dette punkt.

Han skriver:

– En underlig fantasiløs ungdom, sagde højskoleforstanderen i kupeen – den, der nu er vokset op.
– Før var der håb og drøm over den unge mand, når han udmalede sig det hjem, han ville stifte. De sidste års ungdom er mismodig og nedslået, gider dårlig nok drømme. Jeg ved en storartet pige, sagde en ung mand til mig, jeg ved også nok, hvor hun bor, også nok, at hun vil ha’ mig – men hvad kan det nytte, når man ingen arbejde har. Man får jo alligevel ikke råd til at sætte bo.
Trængslen på arbejdsmarkedet og den evige arbejdsløshed fæstner en varig skygge i denne slægts ungdom. Enhver kan jo føre linjen videre: naturkræfterne er stærkere end både love og paragraffer. Ræven må og skal grave hule. Fuglen skal og må bygge rede. Og den ungdom, som hverken har råd til hule eller rede, vil lære sig selv at indrette sig selv nok så elendigt. Det undgås ikke. Denne ungdommens indretten sig bliver et dybt og uundgåeligt træk i tidens ansigt. Den er dum, som gør sig blind derfor. Og det værste er, at den er endnu dummere, som tror, han kan lægge sig i vejen derfor. Anvis os arbejde eller bo – eller pas jer selv! vil blive ungdommens svar.

Så vidt Harald Bergstedt.

Her kan vi ældre kun give de unge det svar: Ja, I har denne ret, og vil skaffe eder dette krav fyldestgjort gennem den grundskyldsreform, som vil billiggøre jord og hus og hjem for eder. I skal derfor ikke opgive håbet om, at her både er sædejord og sommersol nok for eder alle, blot lovgiverne har retfærdssind og indsigt nok til at finde de midler og veje, som Henry George anviser. Her er rigelig plads i vort land til, at al folketilvækst kan få eget hjem og jord nok i de første 150 år.

– – Og fremdeles læser jeg i et blad om en fest, som vore hjemvendte amerikanske landsmænd i disse dage holder, og hvor de skildrer deres længsel hjem mod det gamle fædreland, og ikke rigtig kan blive klar over, hvorfor de i sin tid forlod det.

Vi kan sige dem det – vi kan fortælle dem den sande grund, både til den store udvandring til Amerika og den stærke indvandring fra landet til byerne i vore dage. Det er nemlig intet andet end de slette jordlove, som i det sidste hundrede år har tilladt jordpriserne at løfte sig (og dermed prioritetsgælden) og derved har umuliggjort ungdommen i tide at fæste bo derude på landet, hvor de vel egentlig hører hjemme.

Vort mål er netop at ændre disse folkefordærvelige skattelove og jordlove, som har forvoldt denne usigelige fordærv, denne skæbnesvangre folkevandring – ud i de fjerne udskove eller i storbyens stenørken! Vi vil derved vende strømmen og vise folket hen til det forjættede Israels land, dens eget kære fædreland, som har plads og jord nok til dem, blot vi har vid nok til at finde gennem ørkenen og tilbage til den grønne mark, folkets naturlige ret.

Den kommunistiske historieprofessor, som jeg før omtalte, mener at have læst sig til, at alle revolutioner kun sker ved magtudfoldelse og voldsom kamp, og at vi snart kan vente flere sådanne verdenskrige og verdensrevolutioner.

Denne professor har læst sin historie yderligt slet! Der er aldrig opnået virkelige goder for folkets ret gennem store voldsomme omvæltninger. Selv den franske revolutions frugter var mere end golde. Napoleons og prøjsernes militarisme blev følgerne deraf. Og i Rusland vil verdens grusomste voldsregimente kun føre til det russiske folks undergang i barbari.

Nej, kun på den naturlige rets grund kan folkets frihed bygges, kun ved den største og stilleste omvæltning: revolutionen i bevidsthederne, i tankegangen, i retserkendelsen, kan folkets frihed og naturlige ret i fremtiden sikres.