Fattigplejen og retten til jorden
af Fernando Linderberg
Fra Højskolebladet 1988

I. Fattigplejen.

Det er med megen glæde, at jeg har fulgt de indlæg, der i den sidste tid har været optaget Højskolebladet, dels om fattigplejen, dels om retten til jorden. Mulig finder adskillige, at disse to spørgsmål ikke står i nogen nærmere sammenhæng med hinanden. For mig står det anderledes. Efter min opfattelse omfatter de kun to forskellige sider af den samme sag. Formålet for fattigplejen er at øve barmhjertighed mod alle de trængende, der til enhver tid er til stede. Formålet, der skal nås ved at anerkende alle menneskers lige ret til jorden, er at øve retfærdighed således, at barmhjertigheden for en meget væsentlig del kan blive overflødig. For begge dele er det af vigtighed, at der bliver vakt opmærksomhed og hjertelig deltagelse. Intet arbejde ligger nærmere navnlig for kristne mennesker end at afhjælpe al materiel og åndelig nød og trang. Og ingen opgave er større eller skønnere end virksomheden for at øve retfærdighed mod alle.

Da både den ene og den anden side af denne store sag i lang tid har lagt beslag på en væsentlig del af mine bedste tanker, vilde jeg gerne have lov at yde et bidrag til belysning af de i denne retning foreliggende krav.

Det bedste ved pastor Julius Hansens udførlige indlæg om fattigplejen finder jeg i den dybe følelse for og den klare erkendelse af nøden i nutidens samfund, hvoraf hans indlæg øjensynlig er fremsprunget. Og jeg vil oprigtig ønske, at hans i denne henseende manende opråb i nogen måde må få lykke til hos ret mange, især blandt hans kaldsfæller, at vække den samme følelse og erkendelse.

Med hensyn til det synspunkt, hvorfra han i øvrigt betragter sagen, og den måde, hvorpå han vil have nøden modarbejdet, er det mig ikke muligt helt at være enig med ham. For det første er jeg bestemt imod den stadige sammenblanding af folkekirken og menigheden, som atter og atter træder frem i alle hans artikler. Så vidt jeg kan se, finder pastor H., at folkekirken og menigheden kun er enstydende begreber, forskellige udtryk for den samme ting. Men at denne sammenblanding er utilbørlig, er vel noget, der ikke trænger begrundes men hvorpå der trænges at gøres opmærksom. Dog er det denne utilbørlige sammenblanding, der fører pastor H. til at kræve, at det er folkekirken som institution, der skal søge at iværksætte en kirkelig fattigpleje. I denne fordring går pastor H. så vidt, at han – skønt han rigtigt erkender, at fattigplejen ikke kan påbydes ved et magtsprog af de kirkelige myndigheder – dog påkalder de kirkelige myndigheders “vejledning og råd”. Denne fordring må jeg bestemt tilbagevise. Det er mig overhovedet en gåde, hvorledes alvorlige mennesker i samme åndedræt kan tale om “de få, i hvem den kristne kærlighed og troen er stærk,” og “kirkelige myndigheder”. De kirkelige myndigheder er kulturministeriet og det mod folkets lovgivende repræsentanters vilje indførte bisperåd. Om den tro og kærlighed, som disse rent borgerlige institutioner rummer, er det ikke værd at tale for højt. Lad os i ethvert fald være fritaget for deres medvirkning i en så godt begyndt sag som menighedens fattigpleje.

Sagen må tages op på den måde, som pastor H. et andet sted klart betegner, når han skriver:

“Skal sagen fremmes, kan dette kun ske ved, at de frivillige kræfter rundt omkring, hvor sådanne findes, selv sætter sig i bevægelse, slutter sig sammen og så påbegynder en fattigpleje i Jesu navn. De frivillige kræfter: det er de levende præster i forening med de levende menighedskredse, kun hvor der er en kreds af levende kristne, der står med tillid om deres præst, kan der være håb for denne sag.”

Den sidste sætning godkender jeg ikke. Jeg tror, at sagen både kan og i adskillige tilfælde må bæres frem uden præstens medvirkning. Men i det øvrige har pastor H. ret. Det er de frivillige kræfter i forening med de præster, de har tillid til, der må sætte virksomheden i gang. Men nu de mange steder, hvor præsten – for at bruge den mildeste betegnelse – ikke nyder menighedens tillid? Der må arbejdet naturligvis tages op trods præsten, hvorved det altså viser sig, at fattigplejen vel er et menigheds­ men aldeles ikke noget særligt folkekirkeligt anliggende.

Det er til den kristne menighed og ikke til denne underlige ubestemmelige masse, som folkekirken omfatter, vi i denne alvorlige sag skal henvende os til. Det er hos de kristne, vi skal søge at vække forståelsen af, at ligesom Vorherre, medens han vandrede her på jorden, gik omkring og lindrede nød og savn: bespiste de hungrige og helbredte de syge, således må også de kristne, der vil træde i hans fodspor, gå gennem verden og mildne nød og afhjælpe trang. Den kristendom, der kan samle sine tilhængere i kirken for jublende at synge: evig glade vi skal være, uden at forstyrres af tanken om de mangfoldige, der omkring i kirkens nabolag sidder og græder for brød og er så pjaltede, at de skammer sig ved at gå til kirke, – den kristendom tror ikke jeg er i overensstemmelse med den, som det var Vorherre Jesu Kristi hensigt at fremkalde her i verden. Findes der i de kristne blot en gnist af den menneskekærlighed, som åbenbarede sig i al Jesu Kristi gerning her på jorden, da må vi være de første, der går frem og sætter kræfterne ind på at bekæmpe den fattigdom, der er en hårdere svøbe for store dele af nutidens mennesker, end faraoerne var det for israelitterne i Egyptens land.

Kampen mod denne fattigdom, arbejdet for at stille sulten og kulden og hjælpe de lidende ud over det moralske skibbrud, som fattigdommen alle vegne fører med sig, det er efter min mangeårige og dybt rodfæstede opfattelse menighedens første og nærmeste missionsarbejde. Det kan være meget vel at samle penge og kræfter til missionsarbejde i fremmede verdensdele. Men så længe vi forsømmer de tusinder af mennesker, som her hjemme midt iblandt os lider både legemlig og åndelig hunger og derved nedstyrtes i et barbari, der er langt værre end mange af de vilde folkestammers, da er det mig umuligt komme bort fra den tanke, at der er noget skævt og bagvendt ved missionsarbejdet ude i de fjerne lande.

De missionærer, vi har den største tillid til, erkender jo dog, at deres indflydelse blandt hedningetolkene meget væsentlig afhænger af den pengelige understøttelse og hjælp, de kan yde disse i ren timelig henseende. Tager jeg ikke meget fejl, blev dette fuldt erkendt af Børresen, da han var hjemme. Og sidste efterår gjorde Løventhal her i bladet følgende oprigtige tilståelse: “Jo mindre, jeg giver mig af med timeligt at understøtte de kristne i menigheden, desto færre (ny) vil der ganske vist melde sig; og hvorfor ikke sige det rent ud: antallet af de kristne, der indlemmes i de forskellige missioner nu til dags, beror for en stor del på, hvor megen timelig understøttelse, disse missioner yder; det er en sandhed, de fleste missionærer vil indrømme under fire øjne, selvom de ikke vil driste sig til at fæste den på papiret og lade dem trykke.”

Heri har Løventhal sikkert ganske ret. Men er det så, ligger det så ikke alene fra dette synspunkt nær at antage, at der kunne åbnes en stor frugtbar missionsmark midt iblandt os ved at anvende en del af de store midler, som nu sendes til fremmede verdensdele, til at stille hungeren på de mangfoldige, der midt i vort eget samfund, side om side med den kristne menighed, lever i større elendighed end mange hedningefolk?

Forstå mig vel: kan vi løse begge opgaverne, har vi penge nok og kræfter nok til både det hjemlige og det fjerne arbejde, så så meget desto bedre. Men har vi ikke det, kan vi ikke række længere end til den ene arbejdsmark, ja da tror jeg rigtignok, at det her som overalt gælder om, at, “hvad vi evner kast af i de nærmeste krav”. Pastor Hansen har fuldstændig ret i, at de klager kun er alt for vel begrundede, at “masserne, de brede lag i folket, især da i byerne, glider bort fra kirken, bliver fremmedgjorde for den og er vanskelige at komme i forhold til”. Og jeg tror med ham, at vil menigheden, som Vorherre i sin tid gjorde det, vise sig nidkær i at komme de fattige til hjælp i deres nød, da vil det mægtig bidrage til på ny at “vinde deres hjerter”.

Men sker ikke dette, lukker menigheden sine øjne og sine hjerter for nøden i folkedybet, kommer “gudstjenesten” som hidtil mange steder kun fremdeles til at bestå i, at man kommer sammen en gang om ugen for at høre en prædiken og synge salmer, kommer det til at få om end blot skinnet af, at kristenkærligheden kun elsker på afstand, i det den glemmer den Lazarus, som ligger vansmægtende uden for menighedens dør, for at kaste omsorgen på fjerne brødre, som den aldrig har set, da kan mulig igen (!) den dag komme, før nogen venter det, hvor samfundets stedbørn styrter frem med brændende fakler og river den kirke over ende, der glemte dem på nødens dag!

Det sidste bliver da værre end det første. Kan udviklingen derimod også her blive den naturlige: først forinden, så foruden, og kærligheden få lov at begynde hjemme fra, da vil mulig også den tid oprinde, da der med mere og større velsignelse og rigere udbytte end for øjeblikket kan missioneres i de fremmede lande.

Det store spørgsmål bliver da kun: hvorledes skal det hjemlige missionsarbejde gribes an? Herpå kan der vel næppe for øjeblikket gives noget fyldestgørende svar. Men da erfaringen jo er den bedste læremester, og jeg i al fald har så megen erfaring, at jeg har fået øje for en del af vanskelighederne og for noget af det, som må kræves, vil jeg yde i al fald et lille bidrag til besvarelsen.

I det store og hele fremkommer fattigdommen navnlig af to grunde: 1) en så lav løn, at det er fuldstændig umuligt at leve ordentlig af den; dette gælder for mange tusinde familier i by og på land, hvad jeg mulig ved anden lejlighed skal kunne påvise her i bladet; 2) arbejdsløshed. Over for de under første punkt hørende forhold er der det største og mest frugtbringende arbejde at gøre for at holde familierne oven vande. Med hensyn til arbejdsløsheden kan der også, hvor den ikke varer for længe, gøres overordentlig meget. Men hvor den varer i måneder, er arbejdet næsten endeløst. Tænk på sådanne hjem som det, maleren N.V. Dorph har fremstillet på sit billede på den store kunstudstilling i år. Moderen står med flere forsultne børn. Og den store, stærke, arbejdskraftige og arbejdsvillige mand sidder fortvivlet, fordi han ikke kan få adgang til arbejde! Tænk, hvad det vil sige, at en mand gennem flere måneder ikke kan få adgang til at bruge den eneste evne, som han ejer: evnen til at bruge sine stærke næver! Lediggang af denne art, lediggang, der følges af sult og kulde for de væsener, der er ham det kæreste, han ejer på jorden, – den må absolut i 9 af 10 tilfælde føre til moralsk forfald. På hvilken måde skal han få tiden slået ihjel? Alene dette er et problem, som det er vanskeligt at løse. Ikke det mindste underlige eller overraskende er der derfor i, at mennesker, der er således stillede, tyr til Jakob Holmblads salmebog for at dræbe tiden og til flasken for at glemme sorgen.

Hvad ville vel vi andre moralprædikanter foretage os, hvis vi dømtes til flere måneders absolut lediggang, sult og kulde?

Den bedste hjælp, man kan yde sådanne, er naturligvis at skaffe dem arbejde. Men kan man ikke det, da må man stille sine fordringer til værdigheden meget lavt ned og være meget varsom med truslen om arbejdsanstalten.

Med hensyn til, hvorledes en fattigpleje skal sættes i gang, forekommer det mig, at diakonissestiftelsens menighedspleje, som pastor H. omtaler, giver os det bedste fingerpeg.

Den bæres væsentlig frem af en enkelt kvinde, Diakonissen Ellen Sass. I vintermånederne bespiser hun daglig flere hundrede mennesker og uddeler brødkort, mælkebilletter med mere til endnu flere. Når man under den sidste kolde vinter kom til hendes hjem, så man daglig gården, trapperne, entreen og venteværelset så proppende fuld af stakkels, fattige mennesker, der stod og ventede på hjælp, at de bogstavelig stod sammenstuvede som sild i tønder. Nede i gården stod disse pjaltede skabninger, som i daglig tale mest almindelig kaldes sjovere. Deres hele attrå var at få lov at komme ind og få del i den herreret, som søster Ellen var i stand til at byde: en portion varm mad og dernæst så meget fedtebrød og øl, som de kunne sætte til livs. På trappegangen og i venteværelset stod navnlig kvinder, der kom for at afhente mad eller få brødkort, anvisning på brændsel, lidt tøj etc. Den mad, der bliver spist på stedet, gives så godt som til alle, så langt den rækker. Thi, siger søster Ellen, hungeren mener vi, vi må have lov at stille på alle, så langt vi kan. Men ellers er det synd mod de fattige at give i flæng, thi derved nærer vi kun og udvikler en tiggerslægt. Det er vor pligt, at vi hjælper dem på en sådan måde, at vi tillige opdrager dem og opholder deres selvfølelse og selvagtelse.

Dette søges nået ved følgende fremgangsmåde: Når de fattige kommer og beder om hjælp, optegnes deres adresse. En mand eller kvinde går da til deres hjem og undersøger deres forhold. Når dette er gjort, gøres indstilling til søster Ellen, hvorefter da vedkommende får lov til at hente brødkort, får tilsendt brændsel eller hvad det nu er, der findes anledning til at give. Meningen hermed er både at få nøje kendskab til hjemmene og få anledning til ved personlig påvirkning at hjælpe både med moralsk og åndelig oprejsning. Så vidt jeg kan se, er virksomheden dog endnu ikke nået ret meget længere end til at yde den rent materielle hjælp. Thi for at kunne opnå væsentligt mere kræves rådighed over langt flere kræfter end de, der endnu har stået til søster Ellens tjeneste.

Som undersøger fik jeg adgang til at medvirke lidt den sidste vinter. Det indblik, jeg derved fik i de fattige hjem, stadfæstede kun alt for vel mine længe nærede tanker om vinternødens umådelige omfang. Hele bygninger, der med de mange etager talte både forhus, mellembygning og baghus, var fyldt med familier, der bogstavelig intet havde at leve af. Ikke sjældent var familierne på 6-8 personer. I de fleste tilfælde havde manden været ledig i flere måneder. Konerne beklagede ofte, at de ikke kunne finde så meget som en trappe at vaske, hvorved de kunde tjene 25 øre. Alle trængte til mad, børnene så gerne sygelige, blege og snavsede ud. Men hvor hungrige de end var, kom de dog gentagende og erklærede, det var meget værre at fryse end at sulte! Enkelte steder lå syge barselkvinder ene i kolde rum, hvor 1-2 små børn gik omkring på egen hånd, medens faderen forgæves strejfede om for at finde arbejde. Andre steder lå gamle kvinder alene, uden pleje og uden omsorg. Ejendommeligt var det at lægge mærke til, hvilken rædsel de i reglen nærede for fattigvæsnet. Mange af disse ulykkelige gjorde særegne forhold endnu mere ulykkelige. Når de ikke er forsørgelsesberettigede i København eller på Frederiksberg, kan de ikke få hjælp af Københavns understøttelsesforening. Og til fattigvæsenet tør de alene af den grund ikke henvende sig, da de så bliver sendt hjem til deres egen kommune, hvad de i mange tilfælde ganske naturlig kan frygte mere end snart sagt alt andet, i det de derved fuldstændig rives ud af forhold, hvor de med en mindre og midlertidig håndsrækning dog måske har bedre betingelser for at slå sig igennem end noget andet sted.

Mine undersøgelser førte næsten alle vegne til indstilling om brændsel og den mest mulige mængde mad. Brændsel blev ydet. Men middagsmad var det kun et forsvindende antal, der kunne opnå at få. Hjælpen til mad bestod i kort, hvorpå der hos bagerne kunne fås brød for 1 krone, samt i sygdomstilfælde mælkebilletter. Men selv dette blev modtaget med levende taknemlighed. 1 á 2 brødkort kunne flere steder ligefrem vække udbrud af jubel! Nødens omfang gav sig blandt andet også deri til kende, at da det første gang blev kendt af nogle få familier, at jeg havde brødkort at uddele, fløj efterretningen derom som en løbeild omkring blandt de fattige på Vesterbro. I flere dage derefter formelig stormede de mit hjem for at få del i denne herlighed. Da søster Ellen imidlertid holder meget strengt på, at der ikke må uddeles i flæng uden foregående undersøgelse, hvad der også sikkert er rigtigt, måtte jeg sige nej til de fleste af dem, der således kom for at bede om hjælp. Men dette nej var snart det sværeste af alt! At se på disse rækker af klagende kvinder, der jamrede for mad til de sultne børn i hjemmet, uden at kunne hjælpe, var i hvert fald for mig sværere end noget andet. Men nejet måtte gives. Alt, hvad vi havde at give af, ville ellers i løbet af få dage være kastet som i et bundløst hav. Vi var nødt til at indskrænke os til dem, hvis hjem vi kunne nå at undersøge. Og selv dem kunne midlerne ikke nær strække til at forsyne med det nødvendige.

Søster Ellen, der forestår diakonissestiftelsens menighedspleje, har jo kun frivillige bidrag at virke med. Virksomheden er derfor afhængig af, hvor rigeligt bidragene flyder ind. Af den sidste årsberetning fremgår det, som pastor H. nævner, at der i året 1887 er brugt 22.000 kr. til understøttelse af fattige. Det er ikke så lidt men langt fra nok. For dem, der mulig måtte have lyst til at støtte virksomheden, tjener, at bidrag kan sendes til Ellen Sass, Vodrofsvej 20, København V.

Den menighedspleje, der er begyndt omkring i københavnske sogne, hvilken pastor H. også peger på, kender jeg også lidt til. Efter hvad jeg hidtil har kunnet bringe i erfaring, må der dog nok helst endnu tales lidt sagte om denne, thi den er vist de allerfleste steder i ganske overordentlig grad endnu kun i sin barndom. Og selv i det sogn, hvor årsberetningen lyder på 20.000 kroner, har de sikkert endnu meget mere at lære sig selv end at lære andre. Men jeg betragter disse virksomheder som ret lovende begyndelser og ønsker meget at se dem udviklede på den bedste måde. I det bedste spor tror jeg, sagen er her på Frederiksberg. Her skaffes de fattige bl.a. varm middagsmad to gange om ugen – længere har vi endnu ikke kunnet række – men det har vist sig at være en udmærket hjælp. Men de midler, der hidtil har stået til rådighed, har været alt for små.

Den virksomhed, der udfoldes på den her anførte måde, tror jeg peger i den retning, hvori arbejdet må gå. Men det må naturligvis – for ret at blive et missionsarbejde – føres meget videre frem. Måtte det kun blive erkendt, hvilken stor hidtil forsømt arbejdsmark, der her ligger og venter på at blive dyrket op.

Ingen lulle sig i søvn med den betragtning, at det kun er i København, at trangen er så stor. Ud over det hele land, i de allerfleste sogne, findes langt mere materiel og åndelig nød, end ret mange tænker på eller har mindste anelse om. Dog må det naturligvis indrømmes, at nøden her inde i hovedstaden har det største omfang og her får de sørgeligste følger. Den største missionsmark foreligger derfor også her. Måtte der da komme kræfter til at dyrke den op! Flere kirkelige retninger udfolder et stort arbejde i København. Men der er en retning, vi herinde ikke mærker meget til: grundtvigianerne. Måtte den tomme plads blive optaget, som er til stede der, hvor den grundtvigske virksomhed burde være!

II. Retten til jorden.

Det er en god gerning, der foretages, hvor der gøres godt. Men der kan foretages noget, der er endnu bedre, og det er at gøre ret. Det er skønt at øve barmhjertighed, hvor der er trang dertil. Men der er noget, som er endnu skønnere, og det er at øve retfærdighed. Hvor nødvendigt det end er, at vi ved milde gaver og gode ord søger at mildne den tilstedeværende nød og prøver på at holde nødens ofre moralsk oprejste, er det dog endnu mere nødvendigt, at vi arbejder på, at den retfærdighed kan blive fremmet, der hæver trangen og efterhånden gør barmhjertigheden mere og mere overflødig. Vi må aldrig indbilde os, at vi ved godgørenhed kan råde bod på det store fattigdomsonde. Dertil klæber der alt for mange mangler ved godgørenheden, selv i dens bedste skikkelse.

For det første må vi erindre, at der intet sted, hverken i guds eller naturens love, står foreskrevet, at nogle mennesker skal stå med hatten under armen og takke andre mennesker for den nåde, at de får ret til at leve. Teksten om “gudsfrygt med nøjsomhed’, som pastor H. slår på, kan der holdes mangen en vakker prædiken over. Men hvad virkning prædikenen skal få, afhænger i høj grad af, af hvem, for hvem og på hvilken måde den holdes. Og, ganske oprigtig, efter min mening er der ingen, der er så dårlig skikkede til med udsigt til god virkning at prædike over denne tekst som – præsterne. Gennemgående har jo præsterne flere tusind kroner i årlig indtægt end arbejderne har hundrede! Og endda er der mangfoldige af dem, der klager over, at de ikke kan klare sig. Man kan høre præster, der har en indtægt på 3-4.000 kr. om året, erklære, at det er dem fuldstændig umuligt at slå sig igennem, hvorfor de nødvendig må søge større embeder! Hvad virkning skal vel en prædiken om nøjsomhed få i sådanne præsters mund? Står det nogen steder skrevet, at det kun er visse dele af menneskene, der skal leve i gudsfrygt og nøjsomhed? Nej, gudsfrygt med nøjsomhed har i lige grad ærende til os alle, hvad enten vi er præster eller skribenter, bønder eller arbejdere. Vi tager derfor grundigt fejl og bedrager kun os selv, hvis vi mener at kunne honorere de fordringer på retfærdighed, som samfundets stedbørn i vore dage alle vegne rejser med en veksel, der lyder på gudsfrygt. Med nøjsomhed!

Men dette er endda kun det ene. Det andet er ligesom dette, at hvor heldigt greb vi end kan få på at øve godgørenhed, selv i dens bedste form, vil den ikke kunne undgå i mange tilfælde at gøre fortræd. Lediggang er en rod til alt ondt. Hvor det på den ene side er så vanskeligt som i det nuværende samfund selv ved strengt arbejde at tilkæmpe sig det blotte livsophold, og der på den anden side åbnes adgang til at bjærge livet helt eller delvis uden arbejde, der vil der altid blive en del mennesker, flere eller færre, der vil fristes til lediggang, uden at man kan hindre det. Vi ser derfor, at trangen til hjælp altid vokser i samme grad, som hjælpen kommer til stede. At øve godgørenhed er for en meget væsentlig del det samme som at øse af danaidernes kar! Se f.eks. på London. I de senere år har der gennem fattigvæsenet og de forskellige velgørenhedsselskaber årligt været anvendt henved 5.000.000 pund sterling, altså hen ved 100.000.000 kr. til velgørenhed. Og dog bliver nøden hvert år større og større!

Derfor, vil man virkelig bøde på fattigdomsondet, så må man ikke indskrænke sig til at gøre godt men ved siden af ihærdigt stræbe efter at gøre ret. Det mål, der her skal stræbes imod, er det, at det kun bliver syge og krøblinger, åndeligt og legemligt svage, der kommer til at danne den klasse af fattige, hvis nød bliver lindret af barmhjertigheden. Enhver arbejdsfør mand og kvinde skal derimod kunne hjælpe sig selv. Med andre ord: vi må søge at finde den samfundstilstand, hvorunder der altid er arbejde til enhver, der kan og vil arbejde, og hvorunder arbejderen selv høster hele frugten af sit arbejde.

Pastor Hansen viser, at han også har øje for denne side af sagen. Han skriver: “En kirkelig fattigpleje – ja det er en stor opgave. Dog står der bagved den en anden langt større, løsningen af det sociale spørgsmål.” Gid ret mange præster måtte komme til den samme erkendelse! Så kunne vi måske slippe for den art sociale prædikener, som pastor Ludvig Hertel for ikke længe siden gjorde Højskolebladet‘s læsere til gode med!

Er det rigtigt, at de kristne tager sig af fattigplejen, er det endnu mere nødvendigt, at de lægger kræfter til for at hidføre den sociale reformation, som vi går i møde.

Vel véd jeg meget godt, at de kristne ikke har noget særligt privilegium på at være statsøkonomer. I vor egenskab af kristne kan vi ikke give nogen anvisning på, hvorledes samfundet rettelig bør ordnes. Men vi kan gøre ét, og det burde vi gøre i samstemmigt kor: vidne om den ret, som ethvert menneske har i kraft af, at det er skabt i den levende guds billede og den samme faders barn, som skænker jordens overflødighed til fælles næring for hele hans børneflok og ikke for, at nogle få skal nyde i overflod, medens resten hungrer i armod og yderlig savn. Vi kan og vi burde allermest som kristne vidne således herom, at der i det hele folk blev vakt en levende ansvarsfølelse for, hvad samfundet som det fælles hjem skylder alle sine børn, vidne så, at de bedste evner og kræfter blev kaldt frem til arbejdet for at finde og gennemføre den samfundsorden, der betinger de bedst mulige kår for hvert enkelt af samfundets børn. Thi det er sandt, hvad Emile de Laveleye har sagt: “Der findes en samfundsform, som er den bedste. Gud kender den og vil den. Det er menneskenes opgave at finde og gennemføre den.”

Og vi kan og bør netop som kristne gøre endnu mere. Når der blandt statsøkonomerne opstår en mand, der melder sig som reformator, bør vi gøre os bekendte med hans tanker. Og finder vi da, at der er sandsynlighed for, at han har fundet løsningen på tidens gordiske knude, da kan vi og da bør vi være ivrige for at sprede kendskabet til hans tanker. Og vokser vi under dette arbejde i erkendelsen af og forvisningen om, at hans anvisning virkelig for en væsentlig del ville kunne råde bod på onderne, da er det vor pligt, en hellig pligt, at sætte alle kræfter ind på, at hans anvisning kan blive taget til følge, at samfundet kan blive reformeret i overensstemmelse med hans program.

Og i dette arbejde forekommer det mig, at særlig præsterne burde være virksomme. Da de gennemgående har så rigelige indtægter, men dog i såre mange tilfælde har ondt for at få dem til at slå til, kender de jo af erfaring, hvorledes skoen trykker. De må derfor have let ved at forstå, hvor fuldstændig umuligt det er at leve ordentligt af de få hundrede kroner, som så mangfoldige arbejdere må nøjes med, og denne forståelse synes jeg måtte være dem en spore til virksom medvirkning for, at de flest mulige andre kunne opnå i det mindste den indtægt, som de for deres eget vedkommende gennemgående finder for knap.

Præsternes stilling til sagen være imidlertid nu, som den vil. Hovedsagen er, at vi erkender, at det er endnu vigtigere, endnu mere påtrængende nødvendigt, at vi på den mest virksomme måde tager fat på at finde og gennemføre en retfærdig samfundsordning end at øve barmhjertige gerninger.

Derfor hilser jeg også med glæde, at Højskolebladet, ved siden af artiklerne om fattigplejen, har haft en række artikler, dels om det sociale spørgsmål i almindelighed, dels om Henry Georges socialprogram i særdeleshed.

Det er jo vel bekendt, at det sociale spørgsmål er ved at blive brændende alle vegne ude omkring i den store verden. Mere og mere er det dette spørgsmål, der samler den offentlige opmærksomhed i de forskellige lande. Meget ønskeligt ville det derfor være, om vi også kunne få det i forgrunden herhjemme, og ganske særlig tror jeg, det vilde være heldigt, om vi kunne få vakt almen opmærksomhed for Henry Georges tanker. Thi blandt alle endnu fremkomne socialprogrammer er der, så vidt jeg kan se, intet mere løfterigt, mere virkningsfuldt eller lettere gennemførligt end Georges program.

Og det er nødvendigt, at vi får et program at samle os om, nødvendigt af mange grunde. For det første er det kun ved at samle os om et bestemt program vi kan få øje for, i hvad retning udviklingen må gå, hvilket mål vi skal styre imod, hvilke små skridtvise reformer det er gavnligt at fremme. For det andet er socialismen blevet en sådan magt og vinder en sådan fremgang i by og på land, at vi i grunden kun har at vælge mellem et af to: enten at bøje os for socialismen og hjælpe den til fremgang på den bedst mulige måde eller at rejse en ny socialbevægelse på et andet og bedre grundlag.

Heraf foretrækker jeg selvfølgelig ubetinget det sidste. Men et grundlag, som ikke alene kan hjælpe os til et andet mål end det, socialdemokraterne stiler imod, men frem for alt til et langt skønnere mål, det, tror jeg, ingen steder vi finder bedre end i det, hvorpå Henry George har givet anvisning.

Kernen i Henry Georges program er jo det, at alle mennesker fødes med lige ret til den jord, hvorpå vi alle skal leve. Og denne sandhed forekommer mig uomtvistelig! Hverken i den hellige skrift eller i naturens love findes noget bud, der kan give en enkelt del af menneskene udelukkende ret til de naturens gaver, som gud skænker til fælles underhold for alle hans børn. Det er kun rent borgerlige love, der kan udruste enkelte mennesker med sådan ejendomsret over jorden, at resten enten må sulte eller leve af jordejernes nåde. Men at sådanne love er uretfærdige, lige så uretfærdige som dem, der i sin tid tillod, at der blev holdt trælle, synes mig klart som dagen. Og derfor bør de forandres.

Men fordi enkelte får øjet op for en sandhed, kan der være langt frem, før denne sandhed bliver almen anerkendt. Det giver historien overflødige vidnesbyrd om. Vi kan derfor heller ikke vente, at Georges program skal vinde forståelse og anerkendelse undtagen gennem modstand. Men de modstandere, der hidtil har vist sig her i Højskolebladet, behøver man ikke særlig at ræddes for. Kan der ikke føres anderledes vægtige indvendinger i marken end dem, vi her hidtil har fået at se, så er der gode udsigter for fremgangen. Mest beklager jeg, at en mand som min gode ven Maltesen har optrådt som modstander. Thi tager jeg ikke meget fejl, så hører Maltesen just til dem, som vi kan vente meget hurtigt at se som forkæmper for programmet.

Med hensyn til hr. stud. polit. Panduro må jeg åbent tilstå, at jeg ved at læse hans artikel ikke har kunnet undlade at trække på smilebåndet. Hr. P. er så oprigtig at fortælle os, at han kun har læst det mindste og mindst vigtige af Georges skrifter. Ikke desto mindre mener han sig derefter dygtig nok til ved hjælp af nogle talstørrelser at kunne vride halsen om på det hele program!

En sådan fremgangsmåde opfordrer ikke særlig til alvorlig forhandling. Hele hr. P.s opsats vidner også om, at han kun har en meget ringe forståelse af, hvad han skriver om. Da J. Lange allerede har givet ham udførligt svar, og det i øvrigt ligger uden for min plan her at komme ind på sagens realitet – for så vidt pladsen tillader det er det min hensigt med det første at fremlægge et selvstændigt, rent sagligt indlæg, hvad jeg finder mere oplysende end endeløse svar på urimelige indvendinger – skal jeg ikke gå nærmere ind på hr. P.s artikel.

Der er dog en enkelt kapitalfejl, hvorpå jeg gerne ville gøre opmærksom. Hr. P. mener, at den langt overvejende del af omkostningerne ved anlæg af veje i amter og kommuner “er blevet udredet af jordejerne, der udgør den langt overvejende del af landdistrikternes skatteydere”.

Dette er urigtigt. For det første er det ikke i alle landdistrikter, at jordejerne udgør det store flertal. På fæstegodserne, hvoraf vi endnu ikke har så ganske få, er der kun en enkelt eller nogle ganske få jordejere. Og tror så hr. P., at det er disse ejere, der har anlagt vejene? I så tilfælde tager han grundigt fejl. Selv der, hvor selvejendom er almindelig, er det ikke jordejerne som sådanne, der udreder omkostningerne ved anlæg af veje etc. Den kapital, for hvilke vejene anlægges, så vel som selve vejene, bliver altid frembragt af arbejderne.

Fordi en mand forener de to ting: at være jordejer og arbejder, hvad der jo er tilfældet med de fleste af vore bønder, må han ikke ene betragtes som jordejer. Tvært imod, det er netop et hovedpunkt at holde disse to egenskaber ud fra hinanden. De store, tyngende prioriteter, som hviler så trykkende på de fleste af vore bøndergårde, viser noksom, at bønderne gennemgående er langt mere arbejdere end jordejere. Og det er den alle vegne alt for høje jordrente, som de har at svare, der gør det store skår i frugterne af deres arbejde.

Nærmere skal jeg ikke for denne gang indlade mig med hr. P. Kun vil jeg som J. Lange meget anbefale ham, at han, før han atter skriver mod George, læser dennes andre og større skrifter. Har han derefter andre og flere indvendinger at gøre, kan vi mulig atter tales nærmere ved.

Det gælder i det hele ikke alene hr. P. men alle, der vil optræde som angribere over for George, at de ikke bør være for overilede i deres færd. Den måde, hvorpå programmet er fremkommet, og den virkning, det hidtil har haft omkring i verden, kræver adskillige hensyn. George ofrede henved 10 af sine bedste år til det mest omfattende og grundige statsøkonomiske og historiske studium, før han fandt løsningen. Og da han så havde fundet den og lagde den frem for offentligheden, vakte han en sådan opmærksomhed, at han med et eneste slag blev verdens mest læste og mest diskuterede statsøkonom. Og endnu mere. I løbet af nogle få år er der på hans program rejst en enestående verdensomfattende bevægelse. Mænd og kvinder fra alle samfundsklasser i tre forskellige verdensdele: lærde og præster, politikere[1]og lærere, bønder og arbejdere regner sig for disciple af Henry George. Dette er kendsgerninger, som bør tages i betragtning. Fordi min ringhed, lilleput N. N., mulig endnu ikke helt har forstået eller gennemskuet rækkevidden af det ny program, skønt jeg har gjort hr. George den ære at læse et enkelt af hans skrifter, behøver jeg ikke derfor straks at sætte mig på den høje hest og erklære Henry George og hans tusinder af tilhængere for fantaster eller fæ!

Dette er, hvad jeg for nærværende har at sige om selve programmet: retten til jorden. Men foruden dette er der et par henstillinger, jeg gerne vil gøre. Det er jo meget vel at bruge pennen til at vække opmærksomhed for en sag. Men ikke mindst som disciple af Grundtvig véd vi, at der er noget, som er endnu bedre, og det er at bruge ordet. Med dette for øje vil jeg gerne meget indtrængende henstille til de mænd, der ud over landet står for afholdelsen af foredrag, at de hyppigt vil tilkalde mænd, der særligt kan belyse det sociale spørgsmål, den sociale bevægelse i de forskellige lande og deriblandt først og fremmest georgebevægelsen i Amerika og England. Og den samme henstilling vil jeg særlig gøre til Maltesen og hans kolleger blandt højskoleforstanderne. Vil de lade dette spørgsmål komme frem og blive drøftet ved efterårsmøderne, hvor der i reglen samles mange mennesker, vil de dermed gøre en god gerning. Enten man står som vantro over for eller som bestemt modstander af georgismen, så meget er sikkert: den er en sådan magt i tiden og optager så mange ædle mænds og kvinders bedste tanker, at den fortjener at kendes af alle.

Endelig er der endnu et. Det viser sig, at der allerede nu omkring i landet sidder flere mænd, som har læst Georges skrifter og har fået tillid til hans program. For sagens skyld tror jeg, at det vil være heldigt, at der kom en forbindelse i stand mellem de mænd og kvinder, hvormed dette er tilfældet, så at vi kan lære at kende hverandre, få at vide, hvad kræfter vi råder over, og indbyrdes forhandle om, hvorledes vi bedst skal kunne virke for at fremme kendskabet til Georges tanker. For at gøre en begyndelse til en sådan forbindelse tillader jeg mig i al beskedenhed at henstille, om ikke de mænd og kvinder, der her er tale om, vil tilstille mig deres adresse med en kort vedtegning om deres syn på sagen, og navnlig om de selv er villige til at optræde som talsmænd for programmet, om de i deres egne kredse ønsker møder afholdt til dets belysning etc. Får jeg meddelelse fra en del, skal de alle senere enten her gennem bladet eller privat få høre nærmere fra mig. Jeg tror, at en sådan forbindelse vil være meget heldig.

Hvad form forbindelsen skal fortsættes under, skal jeg ikke her udtale mig om. Det er noget, som vi helst indbyrdes bør rådslå om, når vi får at se, hvem og hvor mange forbindelsen kommer til at omfatte.

Med ønsket om, at vi må få lykke til at tage et godt og virkningsfuldt arbejde op til fremme af det ny, løfterige socialprogram, vil jeg få lov at slutte med følgende ord af Henry George:

“Hvad skæbne denne bog end får, så vil den dog blive læst af nogle, som i sit hjertes dyb har taget korset til et nyt korstog. Den sandhed, jeg har forsøgt at klargøre, vil ikke finde nogen let fremgang. Havde det været muligt, så vilde den være bleven antaget for længe siden. Havde det været muligt, ville den aldrig være blevet fordunklet. Men den vil finde venner, som vil arbejde for den, lide for den og, om det kræves, dø for den. Så stor er sandhedens magt.”

Måtte denne forudsigelse blive stadfæstet også her i Danmark!
/ Hospitalsvej 4, Frederiksberg, i september 1888

[1]Et af Washingtons blade, som ikke hylder George, meddelte nylig, at der alt var over 30 medlemmer i USA’s kongres, der var tilhængere af George.