fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 3, 1940
Fabrikker i marken, hjem på landevejene.
af signe Bjørner.

 Mine øjne har set herrens komme i vælde.
Han  tramper vinhøsten  ud af vredens druer, hvor de er ophobede,
Han  har løsnet  det  skæbnesvangre lyn  fra  sit  frygteligt hvasse sværd.  –
Hans sandhed stormer frem . 

Således begynder den sang, som USA har kaldt Republikkens kamphymne. Den er skrevet i 1861 af Julia Ward Howe under et besøg i Washington, hvor hun havde set alle borgerkrigens rædsler, og hvor det var gået op for hende, at disse var en retfærdig følge af den trældom, som var opstået i frihedens land. Hun ser i krigen herrens dom over uret og undertrykkelse. Sangen slutter med linien: 

Som Kristus døde for at retfærdiggøre os,
vil vi dø for at frigøre menneskene. –
hans sandhed stormer frem.

Denne sang har fået ny aktualitet. Den er blevet motto for en bog af John Steinbeck, der læses af hele Amerika og nu også er oversat til andre sprog. Vredens druer hedder den på dansk. Bogen skildrer i romanform den ny trældom, som er opstået i USA. Denne gang er det ikke negerslavernes undertrykkelse, det drejer sig om. Det er ikke en gang kun de indvandrede arbejdere, der lider under fattige kår. Det havde man vænnet sig til. De fattige indvandrere fra Europa og Asien havde vel nok været regnet for “en slags mennesker, omend af ringere art”. Men denne gang er det selve efterkommerne af amerikas pionerer, som er kommet til bunds i tilværelsen. 

Bogen skildrer, hvorledes jorden som følge af alt for stærk rovdrift i visse egne er blevet udpint, og derfor et let bytte for de storme, der forvandler den til støv og bortvejrer årets høst for de jorddyrkere, som nu i tredje generation har måttet slide for at betale de voksende prioritetsrenter. For mange af dem har jorden allerede været overtaget af bankerne og solgt, og de dyrker den nu på andel, men med meget ringe udbytte for sig selv. Et støvår sætter dem helt ud af spillet. Bankerne, som repræsenterer de ukendte ejere, sender sine folk ud og sætter bønderne fra hus og hjem. 

Derefter skildres gennem en enkelt families oplevelser, hvorledes et helt folk jages bort fra arbejdspladsen og må søge udkommet som løsarbejdere. Man har hørt rygter og set annoncer om, at der søges arbejdskraft i Californien. Man ved, at i dette rige land er jorden så frugtbar og klimaet så mildt, at afgrøden vælder frem, og der er brug for alle de hænder, som kan skaffes til veje for at bringe høsten ind. Ad alle landeveje fra de midt­vestlige stater, som har lidt under tørke og støvstorme, myldrer nu mere eller mindre affældige køretøjer, ikke som i gamle dage, de overdækkede “prærieskonnerter” med heste for, men Fordvogne og udslidte herskabsbiler med hele emigrantens udstyr af sengetøj og telte, kogegrejer og småkræ. Rejsens besværligheder, bilvragenes utilstrækkelighed til den lange tur, ørkenens farer og bjergenes strabadser. All tages med humor. Californien vinker, – og Californien nås. 

Overflødig arbejdskraft. 

Men hvor der var brug for måske 800 eller 1000 mand, er der strømmet 20 gange så mange til. En overflod af arbejdskraft giver arbejdskøberne overtaget. Også her møder de tilrejsende arbejdssøgende den upersonlige ejer, aktieselskabet, repræsenteret ved hårdhændede arbejdsledere, som af frygt for at miste deres plads må søge at skaffe det mest mulige arbejde for den mindst mulige betaling. Resultater er, al lønnen knapt dækker de tarveligste fornødenheder. Hjem er der ikke tale om. Bilkaravanen slår sig til ro i medbragte telte eller i hytter, bygget af tilfældige pakkasser og fladhamrede dåser og deslige. En sådan lejr er elendighedens billede. 

Efterhånden bliver disse amerikanske pionerer sløvede og forråede af et liv i håbløs trældom. Hænder det, at der kommer en organisator til lejren og fortæller dem, at de skal slutte sig sammen for at opnå en løn, som de kan leve af, så går det dem, om muligt, endnu værre, hvis de lyder hans råd. I en lejr, hvor sådanne oprørstendenser bliver opdaget, går man ikke lemfældigt til værks. Arbejdslederen samler en hær af andre arbejdsløse, som frivilligt er gået ind på at bekæmpe deres kammerater, en milits, som opretholdes af de store jordejere og deres organisationer. Der gøres kort proces. Familierne jages bort og lejren brændes. 

– – –
Når man har læst en roman som denne, tænker man ved sig selv, at så galt som det her skildres står det dog vel ikke til. Man har rejst gennem staterne og set, at levefoden tilsyneladende stadig er høj. Man har set, at der arbejdes, bygges og laves nye veje overalt. Sådanne kår, som her i skildringen bydes amerikanske borgere, har ikke nogen rimelighed for at kunne bestå i et land, hvor friheden stadig dyrkes som et ideal, og hvor stemmeretten står som demokratiets symbol. Det må være overdrivelse. 

Historiske forudsætninger. 

Så opdager man en bog af en helt anden art, men om det samme emne. Den hedder Fabrikker i marken og er skrevet af en sociolog: Carey Mc Williams, som er Californiens ledende embedsmand for indvandring og boliger (Commissioner of Immigration and Housing). I denne bog, som er en nøgtern historisk skildring af Californiens jordforhold og indeholder dokumentation for hele den udvikling, som Californien har gennemgået, finder man bevis for, at romanen ingenlunde er overdrevet. Mc. Williams skildrer spekulanternes opkøb af de gamle spanske len og den fuldkomne retsløse stilling, som jordens dyrkere gennem tiderne har haft. Mc. Williams har gjort en opdagelse. Han citerer i sit første kapitel el skrift af den verdenskendte socialøkonom, Henry George, som allerede i 1871 påviste, hvorledes de spansk-mexikanske jord-len i Californien var opstået, og hvilken fare den form for privat storejendomsret var for statens fremtidige udvikling. “Henry George har fået ret,” siger forfatteren. 

Der har gennem de senere tiders udvikling i Californien gang på gang været gjort forsøg på at gennemføre den idé, som Henry George fremsatte til løsning af jordspørgsmålet. Der var en periode i Californiens historie, hævder Mc William, hvor det ville have været muligt al følge Henry George, for jorden da var på dyrkernes hænder. “Det er ubegribeligt,” siger han. “at man ikke den gang forstod og fulgte Henry George.” 

Mc Williams fortæller en historie, som er sandfærdig, om en enkelt storgodsbesidder Heinrich Alfred Kreiser, senere kendt som Henry Miller*, en af de spekulanter, som overtog jorden efter spanierne. Han pralede selv med, at han kunne rejse fra Canadas grænse og helt ned til Mexico og hver nat overnatte i sit eget hus. Heinrieh Alfred Kreiser var tysker, søn af en slagter, og var kommet til San Francisco med nøjagtig 6 dollars i sin lomme. Han begyndte som slagter, købte og solgte kvæg og blev efterhånden interesseret i en egn, som kaldtes San Joaquin Valley. Han opkøbte efterhånden til priser fra 1,15 dollars pr. acre de fleste af de spanske len, som ligger mellem San Francisco og San Joaquin, og han drev sit kvæg, ikke alene i den egn, der tilhørte ham, men langt ud over grænserne derfor. Praktisk talt satte han sig i besiddelse af dalen, og ved rov, overgreb og bestikkelse af forskellig art endte han med at beherske lange strækninger af staten. Ved vold tvang han små kolonister til at fortrække. Lovgivningsmagten og retsplejen var endnu i de dage ufuldkommen, og den mest hensynsløse og samvittighedsløse sejrede. Det endte med, at han ejede over 1.000.000 acres jord og 1.000.000 stykker kvæg. 

Allerede den gang, i tresserne og halvfjerdserne strømmede i “dårlige tider” arbejdskraft til Californien. Med tæppet i en rulle over nakken drog disse tramps fra sted til sted og søgte arbejde. Miller havde et eget greb på altid at få fat i dem, når han havde brug for dem. Med den stordrift, han havde indført, var det nemlig nødvendigt, at de var der til visse tider af året. Men det var farligt at lade dem samle sig og blive fast bosiddende. 

Miller havde den skik at give hver mand, som kom til ham, 25 cent, og for den fik han “tak og Gud velsigne dig, gode herre”. Alle mændene på hans godser havde fået skrevne instrukser om, hvorledes de skulle behandle vagabonderne. “Nægt aldrig at give en vagabond et måltid mad. Men giv ham aldrig mere end ét måltid. En vagabond skal blive ved med at vagabondere. Lad aldrig vagabonderne blive sammen med de andre mænd, de faste arbejdere, lad dem vente indtil folkene er færdige, og lad dem så spise af de samme tallerkener, uvaskede.” – Ringhedsfølelsen måtte man ikke berøve dem. – På denne billige måde førte Miller strømmen af arbejdssøgende gennem sine godser, beholdt dem, når han havde brug for dem, og jog dem videre, når arbejdet var gjort. 

Mc Williams skriver om forsøg på at oprette kolonier, hvor andelstanken skulle gennemføres, og skildrer, hvorledes selve lovgivningsmagten blev brugt til at ødelægge disse forsøg. Inlet måtte rokke ved jorddrotternes herredømme. Stordriften – fabrikken i marken – befæstede deres magt. Til hjem for de arbejdende jorddyrkere skulle der ikke være plads. Og det er disse vilkår, som den dag i dag møder de skarer, som lokkes til Californien. 

Arbejdsløsheden i hele landet øger stadig tilbudet af arbejdskraft. Og dette trykker stadig lønnen. Det er ikke blot de dårlige års kalastrofer, som får befolkningen til at forlade jorden. Selve de ordninger, der med god vilje træffes til hjælp for de nødstedte bønder, virker yderligere til at affolke landbrugsjorden. Et eksempel på en sådan ordning er den, der er truffet i Florida, for at “hjælpe sukkerrørsdyrkerne til at holde prisen oppe”, blev det vedtaget at betale dyrkerne af sukkerrør 20 dollars for hver acre, de ikke dyrkede sukker på. Nu er sukkerrør en meget fordelagtig afgrøde i Florida og den, som jorden egner sig bedst for i mange egne. Derfor er der mange småbønder med et lille areal, som havde kastet sig over den. Men da 20 dollars pr. acre ikke på nogen måde kan give dem tilstrækkelig indtægt af deres jord, skynder de sig at komme af med den til en billig pris. Store selskaber opkøber vældige arealer, også jord, der aldrig havde været dyrket sukker på, og gør anstalter til at tage den i brug. Men det bliver ved forberedelserne. Det er nok at meddele regeringen, at så og så mange acres sukkerjord vil blive udyrket, og så hæve belønningen. Der skal være udbetalt over 30.000.000 dollars til disse selskaber. Og beløbet er stigende for hvert år. 

En lignende ordning finder sted med hensyn til bomuld, og virkningen er her ligeledes den, at jorden samler sig på nogle få hænder, og hele samfundet må betale mere for sukker, bomuld, m.m., foruden at det gennem skatter på befolkningen betaler disse jordspekulanter for ikke at frembringe værdier og desuden betaler arbejdsløshedsunderstøttelse til de småbrugere, som i forventning om bedre udkomme andetsteds har forladt deres ejendom. Også de har byttet deres hjem for det usikre liv på landevejen. 

De jordsælgere, som tid efter anden rundt om i staterne har afstået deres ejendom mod at få andel i udbyttet, og de, der har købt ejendom af bankerne og overladt til de tidligere ejere at skaffe udbytte, er det heller ikke gået godt. Også de er i stort tal draget vest på til Californien for at købe sig et lille hus der og “leve af renterne”. Men når jorddyrkernes evne svigter, og de går fra jorden sidder disse “particuliers” uden indkomst. “Det er derfor,” sagde en dansk farmer i Solvang, “at det rige Californien er ved at blive USAs fattiggård, staten må jo sørge for de strandede.” “Hvem betaler da denne forsorg?” spurgte jeg. “Det må vi der arbejder og tjener lidt, naturligvis,” svarede han. 

Alligevel går det for dem, der har jord at dyrke, hvis de da forstår sig på landbruget. I egnen ved Solvang, hvor der bor mange danske, er jorden væsentlig fordelt i mindre landbrug. Vedkommende dansker havde et eksemplarisk drevet mejeribrug. Han var oplært ved landbruget hjemmefra, havde været på landbrugsskoler, hvor han bl.a. havde fået det indtryk, at ingen forstod at drive mejeribrug som danskerne. “Men herovre,” sagde han, “kan de lære os adskilligt med hensyn til brugen af maskiner og pertentlig renlighed. Men vi har en afgrøde, Alfalfa (luzerne), der kan høstes 8 gange årlig, og som er køernes væsentlige næringsmiddel. Køerne kan gå ude hele året, og derfor er et mejeribrug, trods de store fordringer her stilles, alligevel en god levevej.” 

Man forstår efter dette, hvorfor en mand som Townsend med sit besynderlige forslag om, at staten skal udbetale enhver borger over 60 år 200 dollars om måneden, har fået den store tilslutning blandt vælgerne. (Dog hidtil ikke stor nok til, at dette forslag har kunnet gennemføres, og interessen siges at være dalende.) 

Det ville jo være en stor fordel for alle de strandede, hvoraf mange er ældre folk, om staten kunde underholde dem på en for skatteyderne så smertefri måde: “Bare lave flere penge.” Mange af skatteyderne tror også på, at de ville blive lettede for nogle byrder. Dog ikke de producerende! 

“Man lænker vist ikke på,” sagde den danske farmer, “at det ville knibe med at få noget for de mange penge.” Med sin sunde sans satte han fingeren på det ømme sted. Jo flere penge, der kommer i omløb uden en tilsvarende ydelse af arbejde, desto mindre kan der naturligvis købes for disse penge. Det er et skær, som også vore hjemlige pengepolitikere har overset. Men det lyder fristende, når Townsend siger: 

“Forbrugerne mangler købekraft. Derfor lider landbrug og industri under overproduktion, og derfor er der arbejdsløshed. Når man derfor pensionerer de ældre med en klækkelig aldersrente, så de kan købe, hvad de har brug for, kan der frit produceres løs. Der vil blive brug for mange flere arbejdere, også fordi de ældre går ud af konkurrencen om pladserne.” 

Navnlig i begyndelsen havde Townsend stort følge. Der er endnu hovedkvarter med kontor og bogsalg i flere byer i Californien, men interessen er dog betydelig kølnet; man har haft tid til at tænke sig om. 

Ganske vist har visse politikere taget sagen op, ja endog gjort overbud; de gamle skal have 60 dollars om ugen. Folkeviddet har tilegnet sig dette forslag under navnet “Ham and eggs”. 

Den mere rationelle udvej, at gøre det muligt for alle forbrugere at ombytte deres arbejdskraft med andres produktion uden kunstig genvej, har endnu ikke fundet sin profet. Det skulle da lige være, at man fandt tilbage til de forslag, som “Profeten fra San Francisco” allerede i 80’erne vandt så stærk tilslutning til, og som siden har vundet frem i den almindelige bevidsthed hos alverdens folk som den rette løsning på det mest brændende spørgsmål jorden over. 

Det er nærliggende at vente, at noget sådant kan ske netop i Californien, hvor Henry George allerede i 1871 skrev sin første afhandling, grebet som han var af det anskuelsesbillede, som her så klart viste, hvorledes menneskenes vilkår påvirkes af jordbesiddelsens form. Henry George skulle senere på grundlag af disse erfaringer udforme sin geniale tanke om jordforholdets ordning. 

Det var dette forslag, der sikrer hele folkets adgang til rigdomskilderne og hvert enkelt menneskes ret til sit arbejdsudbytte, om hvilket forfatteren af Fabrikker i marken skriver, at det kunne have reddet Californien fra den elendighed, han påviser, og som er skildret i romanen Vredens druer. 

Men er det da for sent? Ingenlunde, så meget mere som Californien har et folkestyre, som tillader vælgerne selv at foreslå og ved almindelig folkeafstemning vedtage en lov om inddragelse af grundrenten. 

Dettte har flere gange været forsøgt, senest i efteråret 1938. Forslaget gik ud på at afskaffe nogle særlig trykkende og upopulære skatter, og som indtægt i stedet for disse lægge en afgift på jordværdierne, derefter inddrage hele jordrenten i løbet af en årrække samtidig med, at alle skatter ophævedes. Til trods for, at denne lov blev bekæmpet med alle monopolisternes våben: med falske oplysninger, undertrykkelse af forslagsstillernes redegørelse, overfald på dem, der samlede underskrifter til lovforslaget osv., fik det over 380.000 vælgerstemmer, og der manglede kun nogle få tusinde i, at det havde sejret, ja, i en enkelt stor by, Los Angeles, havde forslaget fået flertallet af vælgerstemmer. Der manglede kun så lidt i, at Henry Georges tanker først var kommet til at råde i den stat, hvor de først opstod. 

Noter:
*: Nej, ikke den Henry Miller. Se her i Wikipedia: Her
Men det kunne Signe Bjørner jo ikke vide!