Fra tidsskriftet RET nr. 17,1906
af Sophus Berthelsen

Den dag er ikke fjern, da enhver fremadstræbende
mand, som ikke fatter Henry Georges tanke,
vil være umulig i dannet selskab.
Guvernør Tom L. Johnson, Cleveland, Ohio.

Det er et velkendt fif, når visse folk vil en god reform til livs, at puste dens virkninger op over de naturlige grænser, og derefter gøre den latterlig som en overdrivelse, som et “universalmiddel”, der kunne kurere alle mulige samfundsskader. Specielt dette sidste ord ser man mange, især visse akademikere, ynde at bruge overfor nye reformtanker, som de ikke vil forstå – fordi de ikke stemmer med, hvad d’hrr. har læst i nogle bøger, da de gik i skole. Og ud over dette skolebogens standpunkt, ud i selvtænkningens verden, kommer mange af latinerne aldrig. Skolen har sløvet evnerne for tidlig – vi må have dem undskyldt!

Hr. rådmand Philipsen er ikke nået længere end til at slænge ordet “universalmiddel” ud efter den reform, som frisindets mænd i alle lande nu har fundet og fører frem med stigende kraft – grundværdiskatten efter Henry Georges forslag.

Det bør derfor – ikke blot overfor hr. Philipsen, men overfor alle de, der ynder samme tarvelige fremgangsmåde – siges én gang for alle, at hverken Henry George eller nogen at hans forstående meningsfæller har nogensinde sagt, at grundværdiskatten vil være et universalmiddel dvs. det eneste middel til opnåelse af fuld samfundslykke. Henry George har derimod en gang på et spørgsmål derom udtrykkelig sagt: “Nej – men frihed er dette middel!”

Dette svar er rigtigt og klogt. Frihed betyder jo dette, at alle muligheder for samfundets udvikling åbnes – så må samfundet, såvel som den enkelte, til enhver tid selvom derigennem at skabe sig gode kår – være sin egen lykkes smed!

Og under frihed hører både åndelig og personlig, både politisk og økonomisk frihed. Der kan strides om, hvilken af disse sider af samme sag, der er den vigtigste – i reglen menes der jo, at vi har indført de tre førstnævnte “friheder” herhjemme, hvad måske kan være tvivlsomt nok. Men hvad økonomisk frihed angår, da mener vi med Henry George, at den ikke er det største eller højeste frihedskrav, men derimod, at den er den første ting som må sikres folket, før nogle af de andre frihedsformer kan blive andet for det brede lag end talemåder.

Og vi har let ved at påvise, at netop grundværdiskatten, – og intet andet, vil skænke folket økonomisk frihed – nemlig sikre enhver alle økonomiske muligheder, som han så selv må udnytte, sikre den enkelte det fulde udbytte af sit arbejde, og samfundet, hvad der med Skaberens ret tilhører dette.

Men vi erkender samtidig, at også andre opgaver hører med til samfundets kultur og må løses, for at lykken skal oprinde og befæstes i folkesamfundet.

Det må være det første krav at give det enkelte arbejdende menneske brødet; men når brødspørgsmålet er løst, rejser der sig nye og højere krav til den enkeltes udvikling, som kræver åndelig og personlig frihed.

Ligeså med fællesskabet. Det er ikke nok at anvise stat og kommune en naturlig og rigelig indtægtskilde til alle de fælles formål.

Der kræves dernæst en virkelig politisk frihed, som kan forvalte disse rige midler og fyldestgøre disse formål i samfundets interesse. Og på dette område er der sikkert endnu meget at reformere i vore dages samfund.

Hvem tør nægte, at den politiske frihed, som for folket kan opnås gennem den nuværende skamroste “parlamentarisme” og “almindelige valgret”, er den sørgeligste karikatur – hvor de såkaldte folkevalgte repræsentanter ofte kun er dukker i hænderne på partilederne, – der ofte atter er i lommen på bagved stående monopolister, som da behersker folkestyret – trods alle parlamenter.

Også her trænges der derfor til en dybt indgribende reform, af samme rækkevidde for den sande politiske frihed – som grundværdiskatten for den økonomiske frihed.

Herom skal på dette sted kun siges, at denne politiske frihedsreform så vidt jeg kan skønne vil være at søge i den “fri valgret”, som vor landsmand, Johan Pedersen har foreslået, og hvorved samfundsstyrelsen lægges direkte i folkets hånd, uden noget mellemled af en partistyrelse, og uden nogen mulighed for kulissepolitik, idet fuld åbenhed bliver det første vilkår for opnåelsen af politisk magt, ligesom fuld offentlighed er den eneste virkelige garanti mod politisk bedrageri.

Men selvom fuld politisk frihed gennemføres, vil der kræves store reformer til sikring af åndelig og personlig frihed. Ja, det er endog muligt, at der til fuld befæstelse af økonomisk frihed må kræves en reform på det egentlige mønt- og bankvæsens område, for at der ikke skal blive noget privatmonopol tilbage.

Men derom mere på andet sted. Her er det nok at nævne disse emner, for at vise hr. Philipsen og ligesindede, at Henry Georges venner vel sætter al deres kraft ind på fremme af den store økonomiske reform, grundværdiskatten, som er betingelse for al anden frihed – men at vi ikke derover glemmer de andre høje formål, som en sund og god samfundsudvikling kræver.

Vi påviser den sande vej til at løse brødspørgsmålet. Men vi ved fuldt vel, at mennesket ikke lever af brød alene.