af Sophus Berthelsen.
Svar på et angreb af Zahle som opfølgning på lovforlag
om værdistigningsafgift efter jernbane- og havneanlæg .
1907

Et angreb

Det er et fornøjeligt vidnesbyrd om vor bevægelses voksende styrke og betydning, at den nu ikke længere søges tiet ihjel, men overalt erkendes som en faktor, der øver sin store indflydelse på den offentlige mening. Et nyt vidnesbyrd i så henseende er det ganske ubeherskede overfald, som bladet Politiken – eller vel rettere dets politiske leder, hr. folketingsmand Zahle – nylig har rettet på Henry George, vor forenings bestyrelse og RET, alt sammen i anledning af den alvorlige bebrejdelse, som vi i sidste nummer (s. 111 – Er værdistigningsafgift det rette ord?) fandt det nødvendigt at rette mod samme hr. Zahle, formedelst hans udtalelser under jernbanelovens behandling i folketinget. Vi har åbenbart ramt netop der, hvor vi sigtede – midt i den politiske uvederhæftighed, som har karakteriseret ledelsen af ‘folketingets venstre’ siden hr. Zahle på landsmødet i 1905 påtog sig at føre det i mange henseender så ypperligt udformede Odenseprogram frem på rigsdagen. Og det var med velberåd hu, at vi rettede hin bebrejdelse for principbrud mod hr. Zahle. Thi hans udtalelser under jernbaneloven kunne ikke opfattes anderledes, end at han, på det for vor verdensreform afgørende punkt – om samfundets ret skal måles efter, hvad det yder den enkelte, eller efter, hvad han udretter – gik lige imod, hvad han, som fører for det pågældende parti, havde forpligtet sig til at forsvare. Og da vi hverken ønskede at frakende manden evne og vilje til at indse dette problems sande sammenhæng, valgte vi et i den parlamentariske sprogbrug nylig optaget udtryk, at hr. Zahle ikke havde gidet dvs. ikke anset det for umagen værd, at trænge ind i grundværdiskattens bærende princip.

Vi finder denne betegnelse så meget mere rammende, som det lader til, at hr. Zahle eller hans blad, trods den af os forleden citerede velfortjente tilrettevisning fra trafikministeren, stadig lader til ikke at have forstået, hvad det her kommer an på.

Hr. Zahle begynder i sit blad med at fremstille sig selv som den, der i rigsdagen fremsatte det vægtigste indlæg i sagen, og tilføjer, at dette i overmåde meget, både hvad tilslutning og kritik angår, falder sammen med et af Henry George foreningens bestyrelse senere (!) udsendt flyveskrift“. Vi skal straks anholde dette forsøg på at give det udseende af, at vor bestyrelse egentlig havde lånt sine ideer hos hr. Z. Bestyrelsens udtalelse forelå nemlig trykt en uge før hr. Z. holdt sin rigsdagstale, og den er for øvrigt på flere punkter bestemt stridende mod den opfattelse, som hr. Z. forfægter i sin tale og nu i sit blad.

Hr. Zahle forsøger dernæst i sit blad at bortforklare sine rigsdagsudtalelser, som vi anholdt, derhen, at han kun havde foreslået nogle lempelser i renteberegningen, men ikke havde udtalt sig for, at grundafgiften ved jernbaneanlæg burde rette sig efter mandens udbytte af jorden – modsat salgsværdien. I den anledning gengiver vi følgende brudstykke af hr. Zahles rigsdagstale:

“Dersom en gårdmand sidder med en gård et eller andet sted i landet, hvor der nu bliver lagt en jernbanestation i nærheden, og han måske har arvet denne gård efter sine fædre eller siddet med den i mange år og nu er en aldrende mand, rom ikke har lyst til at gøre forandring i sine kår eller sin adfærd, må han dog have lov til at vedblive at dyrke sin jord, som han dyrkede den før. Men hvis han beslutter sig dertil, medfører banens anlæg ikke nogen forøgelse af det udbytte, han får af sin ejendom, men ikke desto mindre pålægger man ham her at svare 4½ % årlig rente med renter rente af den stigning i salgsværdien, som er indtrådt, men som han ikke indkasserer. Det forekommer mig at være temmelig hårdt, og jeg vil henstille og vil forbeholde mig til sin tid at stille forslag om nogen lempelse i denne bestemmelse.”

Vi overlader til vore læsere at afgøre, om den indignation, som hr. Zahle deri udtrykker, kan anses rettet mod den halve eller hele procent over normalrenten, som lovforslaget har foreslået. En sådan fortolkning bagefter forekommer os ganske håbløs, og stridende mod hensynet til ‘den aldrende mand’, som ‘har arvet denne gård efter sine fædre’. Når hr. Zahle vil holde hånden over denne mand, så kan det kun forstås således, at han ved skattens pålæg kræver særlig hensyn taget til den specielle brug, som grundejeren gør af sin jord – bortset fra dennes virkelige samfundsværdi. Atter her møder vi altså hensynet til ‘den døde kat’ (se s. 129) og hr. Zahle optræder, formodentlig i god tro, som dennes ridder. Hr. Zahles forsøg på bagefter at bortforklare sin fejltagelse ved at sige, at “en af de måder, hvorpå skatten efter forslaget skal erlægges, er ubillig hård”, er ganske umuligt. Hr. Z. protesterede ikke mod en særlig afgiftsmåde, men mod dennes beregning overfor visse grundejere, som ønsker at bruge deres jord som hidtil. Og da trafikministeren straks efter gjorde hr. Z. opmærksom på den principielle fejltagelse, tog hr. Z. ikke ordet for at berigtige denne, og han har 14 dage senere haft ordet under sagen, uden at komme tilbage dertil.

Det havde derfor været mandigere, om hr. Zahle åbent havde indrømmet, at han her havde fejlet, og nu var klar over sagen, i stedet for at søge at slippe bort derfra ved hasarderede fortolkninger og alskens ganske meningsløse angreb på RET og vor forenings bestyrelse.

Således vover hr. Zahles blad at insinuere, at RET skulde have skiftet standpunkt overfor værdistigningsskatten, og nu pludselig anbefaler dennes indførelse. Som RETs læsere vil vide, er sandheden omvendt den, at vi vedblivende er bestemte modstandere af en almindelig værdistigningsskat efter tysk mønster, fordi den betyder en anerkendelse af, at den såkaldte ‘allerede skabte’ grundværdi ikke kan beskattes, hvorved et for en rationel grundværdiskat skæbnesvangert princip ville være indført i vor lovgivning. RET er her i nøje overensstemmelse med H. G. Foreningens bestyrelse, som i sin udtalelse (s. 108: H.G. Foreningens stilling til … lovforslag om grundafgifter i anledning af de nye jernbane- og havneanlæg) netop drager det afgørende skel her, og erklærer, at hvis jernbanelovforslaget havde knæsat hint tyske princip, kunne foreningen fornuftigvis ikke have anbefalet forslaget. At hr. Z. trods dette stadig taler om ‘det klare og lettilgængelige retfærdighedsprincip, der ligger i værdistigningsskatten’ vil næppe formå bestyrelsen til at skifte mening. RET har alt i april 1906 udførlig fremhævet den principielle modsætning mellem de her omhandlede tvende begreber, og har fra alle sider høstet tak for sin fremstilling heraf, og sin advarsel mod stigningsskatten.

Når derfor såvel bestyrelsen som RET har kunnet give de høgsbro’ske love sin, for øvrigt beherskede, anbefaling, så er det selvfølgelig fordi disses skatteprincip – trods navneligheden – er et helt andet end det skæbnesvangre værdistignings princip. Ethvert forsøg fra hr. Zahles eller Politikens side på at insinuere, at bestyrelsen eller RET her har taget fejl eller begået navnekunster, er kun perfiditet, hvis det ikke er sædvanlig uvidenhed om sagens kerne. Det er lovforslagets fejl, at det bruger en urigtig betegnelse om den art af afgift, som RET – længe før vi kendte lovforslagets indhold – har betegnet som dækningsafgift, fordi den kun tilsigter at dække det offentliges udgift til bestemte foranstaltninger, men ikke at åbne nye skattekilder til samfundsbehov, end mindre at hidføre de sociale indflydelser på markedspriserne, som er enhver virkelig skattereforms formål. Dækningsafgiften er derfor kun en gammel udgifts-fordelingsmåde, som er velkendt i dansk ret, og benyttes hver dag, f.eks. ved vandløbsforetagender. Den er en ganske neutral finansforanstaltning, som kan bestå ved siden af en egentlig grundværdibeskatning uden at genere denne, – fordi den er begrænset til bestemte lokaliteter og foranstaltninger, mærkelig nok netop det, som hr. Zahles blad finder at være det uretfærdige ved lovforslaget. RETs ros over dette går for øvrigt ingenlunde højere end bestyrelsens, og vi er selv i tvivl om, hvorvidt dets vurderingsregler er fuldt anvendelige. Vi ville, som anført s. 110, have foretrukket, at dækningen (helt eller delvist) til jernbaneforetagender sikredes af egnen forud for anlægget, i stedet for som i forslaget forsøgt, bagefter. Kan hr. Zahle herefter fremdeles ikke forstå den principielle forskel mellem stigningsafgift og dækningsafgift, så er det værst for ham.

Endelig tillader hr. Zahle sig af mangel på argumenter, at falde over RET fordi vi, i fuldeste overensstemmelse med bestyrelsen af H. G. Foreningen, har fremdraget trafikminister Høgsbros navn, og, som bestyrelsen skriver: “Ydet ham vor og meningsfællers anerkendelse”, for det gode, der er i lovforslagene, og vel endnu mere for de videregående ord, som findes i motiverne og i ministerens taler. Vi er imidlertid i nøje overensstemmelse med vor forenings love og tradition, når vi – uanset partistandpunkter ­– tillader os således at takke og hædre de mænd, som ærligt søger at fremme grundsætninger, som det er H. G. Foreningens formål at forsvare. Hvad enten det er Georg Brandes (RET s. 144) eller pastor Schack (ved side 72), Svend Høgsbro eller Kristian Pedersen, som offentlig udtaler sig til gunst for vor store samfundssag, så vil vi have ret til åbent at bringe dem vor hyldest – ganske som vi forbeholde os at begrunde og derefter udtale en bebrejdelse eller fordømmelse mod dem, som af uvidenhed, ugidelighed eller uvilje søger at modarbejde vor sag eller det endnu værre, at forvirre folks begreb om dens grundsætninger. Og vi tager ej heller herved mindste hensyn til tåbelige politiske partigrænser, men mener tværtimod, at de politikere, der udgiver sig for særlig at værge folkets ret, har størst pligt til at kende dennes grænse, og størst skam, når de svigter denne pligt.

Naturligvis er det beklageligt for hr. Zahle og hans partivenner, at det skulde blive regeringen, som på dette område stiller sig til venstre for folketingets venstre, og at dettes fører gribes i at forsvare den ‘fra fædrene nedarvede’ jordspekulant imod samfundets ret. Men det må virkelig blive en sag mellem hr. Zahle og hans vælgere, eventuelt Det radikale Venstre, som efter hvad der fra mange sider meddeles os, er meget lidt opbygget over hans politiske førerskab.

Vi for vort vedkommende har intet imod, på den anledning hr. Zahle har givet, åbent at udtale, at regeringen, og særlig hr. Høgsbro, absolut har styrket sin stilling overfor mangfoldige vælgere ved at optage de i jernbanelovene indeholdte afgiftsprincipper, og vil styrke den yderligere ved at acceptere de ændringer, som er foreslåede af vor bestyrelse og RET – ganske ligesom vi tror, at regeringen og finansministeren har svækket sin stilling ved dennes holdning i toldsagen.

RET er tro imod sit navn, kan ikke købes for gunst eller gave af partiførere eller regering, og ikke skræmmes af rænker og partifanatisme. Vi bøjer os kun for den store sandhed, i hvis tjeneste vi frit har stillet os.