Det sociale problem
Af professor, dr. Phil., C. N. Starcke.
fra særtryk af
Gads danske Magasin, feb. 1920

Gennem alle nutidens åndelige, økonomiske og politiske bevægelser går det fælles træk, at man erkender nødvendigheden af at imødekomme underklassens krav om bedre livskår og tryggere tilværelse.

I talløse skrifter drøftes dette kravs moralske berettigelse. Man søger at bestemme dets omfang og dets grænser, og begreberne pligt og ret søges fastlagt på en så klar måde, at de kan tjene til målestok for de mange enkelte praktiske fordringer, hvori det grundlæggende krav udformer sig. Snart lægger man vægt på retfærdighedssansen, snart på medfølelsen, hjælpsomheds- og fællesskabsfølelsen. Man søger at bestemme de vilkår, under hvilke et lykkeligt menneskeliv kan føres, og man betoner her snart de ydre livsvilkårs betydning, snart de indre personlige værdiers afgørende overvægt. For nogle kan lykken kun skabes, når den enkelte får fuld tryghed og angsten for dagen i morgen forsvinder; for andre er lykken nøje knyttet sammen med den personlige frihed og dens uadskillelige følgesvend risiko og ansvar. Så længe mennesker har eksisteret, har de kæmpet med de problemer, som ligger i modsætningen mellem de ydre og indre vilkår for at kunne leve livet med frejdighed og glæde. Modsætningen vil blive ved at gøre sig gældende, så længe mennesker er forskellige; men der er dog efterhånden vundet klarhed over, at det vil være umuligt at finde en målestok, hvorefter vi kan styre vort liv, hvis lykke og ret er to i deres væsen forskellige bestemmelser. For hvert enkelt menneske må det stå fast, at hans drøm om lykke bliver uværdig og forkastelig, hvis den ikke står i den nøjeste sammenhæng med hans vilje til at leve et retskaffent liv. Men socialt set må det ligeså ubetinget hævdes, at en retsorden, der fører til, at store dele af folket henvises til at leve et liv i savn og utryghed, er forkastelig.

Derfor hæver kravene til en tilfredsstillende retsorden i vore samfund sig væsentlig frem som krav til en økonomisk ordning, der byder den arbejdende underklasse højere løn, kortere arbejdstid og forsikring mod alderdom, sygdom, invaliditet og arbejdsløshed. Til disse krav slutter der sig en række andre, som dog står i anden plan, idet der forlanges større frihed i arbejdet, værkstedsordninger, der hviler på anerkendelsen af arbejderens medarbejderskab og medbestemmelsesret.

Disse økonomiske krav begrundes snart på, at arbejderen har en rent menneskelig ret til livet, så det strider mod humaniteten at byde ham arbejdsvilkår, der forvandler livet for ham til et glædesløst og håbløst slid. Snart begrundes de på en skarpere hævdelse af, at arbejderens nuværende økonomiske stilling er uretfærdig, fordi han ikke får det fulde vederlag for sit arbejde. De to betragtningsmåder har ondt ved at smelte sammen, idet de nok kan enes om, at enhver bør have det fulde udbytte af sit arbejde, men ikke om, at så heller ingen kan kræve mere. Den humane betragtning vil gerne lukke øjnene til overfor denne nødvendige følge af retfærdighedskravet, idet den kun vil bestride de stærkeres ret til at fratage de svage nogen del af deres arbejdsudbytte, men ikke vil se den sandhed i øjnene, at den, som kun leverer et ringe arbejde, kun kan få mere at leve for, ved at andre afstår en del af deres arbejdsudbytte til ham.

Kampen om de økonomiske krav førtes i lange tider gennem arbejdernes faglige organisationer med tilsyneladende held. Men efterhånden lærte arbejderne ikke blot at forstå, at de hyppige strejker ramte dem selv føleligt, men også at indse, at den større løn, de opnåede, mere end afbalanceredes ved den påfølgende fordyrelse af alle deres livsfornødenheder. Der bredte sig en erkendelse af, at hvor fasttømrede end deres organisationer var, kunne arbejderne dog ikke under den bestående magtfordeling i samfundet nå deres mål ad den økonomiske kamps veje. Bevægelsen blev derved drevet ind på de politiske veje for ved stemmesedlens hjælp at erobre den politiske magt.

Derved foregik der en meget stor forandring i det sociale problem. Længe før der var mindste udsigt til, at arbejderne kunne blive en så stor politisk magt, at de blev i stand til at erobre flertallet i rigsdagene, blev alle kandidater, ligegyldigt hvilket politisk parti de hørte til, nødsagede til at tage stilling til det spørgsmål, om og i hvilken udstrækning det var statens opgave at gennemtvinge en forbedring af underklassens kår. Og her var de forskellige partier meget forskelligt stillede.

Højrepartierne, når vi ved dette navn betegner godsejernes og de store arbejdsgiveres talsmænd, var afskårne fra at opstille et politisk program, der bød arbejderne de garantier for deres tilværelse, som de forlangte; og de kunne derfor ikke gøre sig noget håb om at vinde deres stemmer. Højrepartierne blev modstandere af den almindelige valgret og kæmpede for at bevare det besiddende mindretals politiske privilegier.

De liberale partier derimod, som havde deres politiske støtte i de erhverv, der ønskede at være fri for statens og de privilegeredes indgriben, blev på engang frihandelens talsmænd og ivrige bekæmpere af de politiske privilegier. Liberalismen blev forkæmper for den lige og almindelige valgret og måtte derfor være betænkt på at udforme et politisk program, der kunne have udsigt til at vinde den store brede vælgerskares tilslutning.

Men under indflydelse af denne stræben undergik de liberale partier i alle lande en dyb forvandling. De erkendte det ganske uforbeholdent, at det var statens opgave at virke med til at formindske fattigdommen og at ophjælpe landets erhvervsliv. Havde liberalismen tidligere vendt sig mod statens indgriben i erhvervslivet, fordi statsmagten var i hænderne på privilegerede, der på mange måder søgte at hæmme erhvervsfriheden, blev den nu talsmand for at benytte statsmagten som løftestang for de frie erhverv. Staten skulle skaffe de midler, som kunne sætte erhvervene i stand til at løse opgaver, de henvist til egne kræfter måtte lade ligge. Alle måtte hver efter sin evne være pligtig til at bidrage til at tilvejebringe disse midler. Det var en fælles opgave, en social opgave at hjælpe til at bringe erhvervslivet til den højeste blomstring ved at forsyne staten med tilstrækkelige midler. Statens ret til beskatning blev derfor af denne nye liberalisme understreget stærkere end nogensinde tidligere.

Samtidig tilbød liberalismen underklasserne vidtstrakte garantier for at gøre deres liv lettere og tryggere. En hel række humane love blev frugten af denne anerkendelse af, at statens opgave også omfattede arbejdet for at formindske fattigdommen. Uden at udsætte sig for at støde sine vælgere for hovedet kunne liberalismen stille ret store krav til dem om at forsyne staten med midler til at hjælpe underklasserne. Det var ikke svært at få folk til at forstå, at samfundets rolige tilværelse truedes af tilvæksten i de fattiges antal. En dårlig stillet millionbefolkning, der må pålægge sig allehånde savn og lever i stadig angst for dagen i morgen, er en fare, som ingen kan være blind for. Karl Marx’ kommunistiske manifest havde kaldt “det røde spøgelse” frem, og det liberale borgerskab var ikke uvilligt til at betale endog en ret høj assurancepræmie for at besværge det. Denne villighed til gennem skatter at sætte staten i stand til at byde underklassen forsikringer af forskellig art måtte så meget lettere kunne påkaldes af liberalismen, som den syntes at være det naturlige udslag af en offervillig kristenkærlighed.

Hvor dyb en forandring, der ved alt dette foregik med liberalismen, var man sig kun delvist bevidst. Man udrustede staten med en magtfuldkommenhed til både at skaffe sig de tilstrækkelige midler og til ved disses hjælp at løse en hel lang række af økonomiske og kulturelle opgaver. Det var stadig erhvervslivets frihed, som dannede det store afgørende indhold i den liberalistiske samfundsopfattelse, og statsmagten udrustedes kun med myndighed, for at den kunne løse opgaver, som det frie erhvervs mænd fandt det ubekvemt at beskæftige sig personligt med. Jo større imidlertid skattekravene blev, og jo flere reguleringer af det frie erhverv, staten fandt det fornødent at foretage for at afhjælpe fattigdommen eller fastholde underklassens stemmer, desto mere viste der sig at bestå en dyb og uoverstigelig kløft mellem det, liberalismen havde tænkt at byde, og det, underklasserne krævede. Disse forlangte nemlig ikke blot garantier for at blive hjulpet, når trangen meldte sig, men forlangte forholdene således ordnede, at fattigdommen overhovedet ikke behøvede at opstå. Desuden stillede underklasserne krav om en sådan omdannelse af arbejdsforholdene, at et liv i velstand ikke længere blev deres normale lod, der stod på arbejdsgiverens side af stregen, medens et liv i slid og afsavn blev deres lod, der stod på lønarbejderens side af stregen. Men med dette krav angreb underklasserne selve det grundlag, hvorpå erhvervslivet hvilede, nemlig selve kontrakt- og dispositionsfriheden hos de enkelte, og liberalismens vælgere ville politisk svigte deres førere i samme øjeblik, som disse for at opnå underklassens stemmer måtte vise sig villige til at give statens myndighed en sådan udvidelse, at den krævede ret til at føre indseende med parternes kontraktfrihed og deres dispositioner. Moralsk set kunne man nok enes om at fordømme uretfærdige kontrakter og alle sådanne dispositioner, hvorved producenten eller købmanden forfordelte forbrugerne og skruede varepriserne op; men striden udbrød øjeblikkelig, så snart det fra at være et moralsk og økonomisk spørgsmål blev gjort til et politisk.

Grunden til, at det måtte gå således, var ingenlunde den, at liberalismen ville bevare for sine vælgere adgangen til at gøre sig uretmæssige fordele, men netop den, at den nærede en dyb mistillid til, at staten kunne være en upartisk dommer. Statsmagten havde man betroet de forøgede opgaver, fordi man mente, at den kunne være en udmærket administrator, men at den som politisk magt, fremgået af et flertals sejr skulle egne sig til at skifte ret mellem parterne på upartisk måde, troede man ikke på. Statsmagtens indgriben havde liberalismen ikke påkaldt for at omdanne samfundets erhvervsordning, men for at afhjælpe fattigdommen og fremme erhvervslivets udvikling ved hjælp af de midler, som man gennem skatter stillede til statens rådighed. Man måtte bevare herredømmet over statsmagten for at hindre dens overgreb dvs. for at hindre den i at sætte det frie private erhvervsliv ud af spillet. I opstående konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdere måtte man kunne være sikker på, at statsmagten stillede sig således, at arbejdsgivernes fundamentale interesser ikke blev krænkede. Underklassen derimod stræbte efter at erobre den politiske magt for at kunne være sikker på, at statsmagten i sådanne tilfælde først og fremmest vågede over, at arbejdernes interesser ikke blev trådt for nær.

Den politiske kamp skaber fjendskab og demoralisation, fordi den altid er en kamp mellem flokke, der kæmper om magten. De mennesker, der slutter sig sammen i et politisk parti, er altid mennesker, hvis interesser i det store hele er identiske. Man kan derfor ikke i rækkerne tåle væsentlig afvigende anskuelser; hærens kraft brydes, hvis den ikke beherskes af samme grundtanke i alle sine afdelinger. I erhvervslivet derimod består samarbejdet mellem parter, hvis interesser er forskellige, og hvis opgave det ikke kan være at overvælde hinanden, men at finde den form, under hvilken samarbejdet kan foregå på den for alle de samvirkende parter hensigtsmæssigste måde. Erhvervslivet lider, hvis forhandlingerne mellem parterne føres som en styrkeprøve om, hvem af dem der kan diktere den anden sine betingelser og skære den bredeste rem af modpartens ryg. Det drejer sig ikke i forretningsforbindelser om, at den ene part må bringe ofre for den andens skyld eller trænge sine interesser i baggrunden, men tværtimod om, at hver af parterne gør sine interesser gældende i hele deres udstrækning og så gennemdrøfter hele med de andre for at finde en, der tilfredsstiller dem alle. Overalt hvor store erhvervsvirksomheder eller frugtbare samvirkeformer mellem mange forskellige skal grundlægges, gælder det om, at der ikke er en diktator, der får sin mening sat igennem, men en fast og klar drøftelse af alle de forskellige synspunkter; gennem en sådan drøftelse ændrer efterhånden enhver af deltagerne sine meninger, ikke ved at beskære sine interesser, men ved at udvide og berige sin synsmåde. En sådan drøftelse får altid en objektiv karakter; det er den pågældende sag, man trænger til bunds i, og ikke sin magt til at diktere sin vilje, man udmåler. Mange af vore sociale stridigheder skyldes udelukkende at de forhandlende parter slet ikke forhandler, men kun spejder etter modpartens svage punkter for at kunne overvælde ham. Og det er denne karikerede form af forhandling, som altid præger og må præge forholdet mellem politiske partier. De er ikke parter, der søger at finde en ordning, der tilfredsstiller alle, men krigsførende magter, der vil besejre hinanden.

Det sociale problem antager derfor, så snart det bliver grundlaget for en politisk bevægelse, en så skarp og faretruende karakter. Det består af to opgaver, nemlig fattigdommen afskaffelse og erhvervslivets udvikling til den størst mulige blomstring. I virkeligheden er det kun to sider af samme sag, idet erhvervslivets blomstring er betingelsen for, at fattigdommen kan forsvinde, og fattigdommens tilstedeværelse er vidnesbyrdet om, at alle erhvervsmuligheder ikke er blevne udnyttede. Men der ligger dybt i de flestes sind en tvivl om, at det er muligt at løse begge opgaverne i deres fulde udstrækning, og det er denne tvivl, som ligger bagved den politiske strid, idet den ene part retter sin hovedbestræbelse mod at fremme erhvervslivet, den anden sætter fattigdommens afskaffelse som sit fornemste mål. Under enhver opdukkende konflikt ser man parterne trække hver i sin ende af trådene, hvorved det sociale problem bliver en bestandig hårdere knude. Det er selve de politiske lidenskaber, der forhindrer den rolige objektive overvejelse, hvorigennem en løsning af knuden alene kan nås, hvis den overhovedet kan nås.

Samfundene kan ikke komme til ro, hvis ikke begge sider af problemet kan løses. Mere og mere breder den opfattelse sig, at det er forsøget på at løse problemet ved statsmagtens hjælp, der må opgives. Det sociale problem kan ikke løses ved politiske midler. Den udvej, som for en lille menneskealder siden syntes så farbar, lukker sig mere og mere. Liberalismens villighed til gennem beskatning at forsyne staten med midler til at hjælpe de dårligst stillede og til at bistå erhvervene, har ført til et stadigt voksende skattetryk og til en indblanding i erhvervslivet, som truer dets frihed og dets tilværelse på det alvorligste. Erhvervene er simpelt hen ved at synke i knæ, fordi skatterne berøver dem den kapitalopsparing, der er nødvendig for at kunne bevare erhvervenes relative uafhængighed af skiftende konjunkturer; de truer med at bryde sammen, så snart der indtræffer svingninger i ugunstig retning; de har ingen modstandskraft. Og den stigende usikkerhed i alle dispositioner, som statens vilkårlige indgriben fremkalder, lammer al fremdrift. Det, som er den bærende kraft i al personlig erhvervsvirksomhed, nemlig vedkommendes personlige ansvar for de dispositioner, han træffer, mangler ganske for statsmagtens vedkommende. Den risiko, en politiker løber, ligger i hans beregning af, hvad der kan give ham stemmer, men derimod er han ikke økonomisk ansvarlig for den måde, hvorpå han gennem statsmagten griber ind i forretningslivet. Han kan derfor aldrig gøre sin kyndighed i erhvervslivets mangeartede forhold til sin hovedadkomst til at spille en politisk rolle; den erfaring og dygtighed, han må erhverve, bliver fortrinsvis den politiske manøvreren og stemmefangeriet. Kan man lægge omsorgen for erhvervslivets blomstring i hænderne på mænd, der kun regner med de politiske følger af deres afgørelser, men ikke med disses økonomiske følger? Kunne et privat erhverv trives under et så rent personligt intrigespil som det, der ofte bestemmer de vigtigste politiske afgørelser?

Der finder derfor i nutidens bevidsthed en tilbagesvingning sted, idet man atter betoner liberalismens gamle opfattelse, at erhvervenes frihed og uforstyrrede gang må sikres. Dette tilbagesving går ikke for sig uden brydninger, idet politikerne ganske naturlig nødig giver slip på noget af den magtfuldkommenhed, de har fået. Det tegner sig for deres bevidsthed som en overmåde farlig og betænkelig ting, om erhvervene skulle genvinde deres tidligere frihed, fordi man da må frygte, at den anden side af det sociale problem, fattigdommens afskaffelse, skal tabes af syne. Der knyttes derved tråde mellem den fløj af de liberale, hos hvem disse betænkeligheder er størst, og underklassens politikere, der sætter denne side af det sociale problem i første linje. Overalt i verden opstår der således et radikalt parti, der betegner sin politiske opgave som den at være stødpude mellem de stridende klasser, den rette talsmand for social fred og fordragelighed. Vanskeligheden i denne mæglerrolle ligger deri, at den hviler på en stiltiende indrømmelse til underklasserne af, at deres krav om fattigdommens afskaffelse kun kan opfyldes, når erhvervene stilles under en social kontrol, og kontraktfriheden ophæves. Et helt system af regulativer og priskontrolforanstaltninger hævdes som en nødvendighed, og jo mere disse regulative foranstaltningers indhold fastsættes under hensyn til underklassens krav om højere løn, kortere arbejdstid og forøgede assurancer, desto mere udviskes forskellen mellem denne fløj af liberalismen og socialismen. Den politiske kamp slår alle mellem standpunkter ud; kampen vedbliver at føres på de to hovedlinjer, erhvervslivets blomstring, der er betinget af dets frihed for indblanding af andre hensyn end de rent forretningsmæssige, og fattigdommens afskaffelse, der synes betinget af, at staten får myndighed til at sørge for fordelingen af alt, hvad produktionen frembringer.

Det er det sociale problem: kan fattigdommen afhjælpes uden at lamme erhvervslivets udvikling? Hvis det ikke er muligt, må et af to ske. Enten må da bestræbelsen for at afskaffe fattigdommen medføre erhvervslivets sammenbrud, og almindelig fattigdom træder i stedet for den delvise, som nu findes. Eller også må samfundets hele kraft sættes ind på erhvervslivets stærkest mulige udvikling, enhver bevægelse, der truer denne, må holdes nede med hård hånd. Truer strejker det, man kalder samfundets vitale interesser, opstår der naturlig en vrede hos dem, hvis økonomiske interesser trues, og de er villige til at støtte dem, der skrider ind mod sådanne strejker, og politikerne kan se deres regning ved at gøre sig til en sådan vredes talsmænd og vel endogså opflamme den yderligere. For enhver pris må det forhindres, at sådanne strejkende, der hensynsløst kan sætte deres egne livsinteresser over samfundets erhvervsinteresser, kan komme i besiddelse af den politiske magt, og skridtet er da ikke langt til at forsøge på at berøve dem deres valgret. At dette ville møde uhyre vanskeligheder og ikke gå af uden de heftigste rystelser, er uden for al tvivl, men forsøget vil blive gjort, fordi det er den simple følge af, at man mener, at erhvervslivets blomstring er uforenelig med en sådan samfundsomdannelse, der ville byde sikre garantier for fattigdommens afskaffelse.

Men hvorfor skulle det ikke være muligt at løse det sociale problem? Erhvervsvirksomhed består jo ikke i at tilegne sig værdier, andre har skabt, men i at frembringe værdier og ombytte dem med andre. Hvor indviklet og forgrenet end erhvervslivets mekanik bliver, så kan det da aldrig på noget punkt af maskineriet blive nødvendigt, at der må være nogle som er i stand til under lovens beskyttelse at tilegne sig andres arbejdsudbytte uden vederlag. Hvis det var tilfældet, ville fattigdommen aldrig kunne afskaffes uden gennem milde gaver. Vi kan ikke i fattigdommen se et vidnesbyrd om, at disse store befolkningslag, der sukker under dens byrde, ikke ville være i stand til ved deres arbejde at skaffe sig det nødvendige, hvis de altid kunne komme til at arbejde og stod frit, så de ikke behøvede at købe andres tilladelse til at arbejde mod at nøjes med en løn, der ikke er et virkeligt udtryk for værdien af deres arbejde. Hvor stor en værdi en mands arbejde har, kan aldrig måles på anden måde end ved det, andre er villige til at betale ham for det, når begge parter står frit. Men er den ene part tvunget til at sælge for at kunne leve, så har han ingen sikkerhed for at opnå en rimelig betaling. Overalt i vor retsordning forfølger vi dem, der søger ved tvang at bemægtige sig andres ejendom uden vederlag; vi anser sådan en tvangsmagt for at være en hindring for erhvervslivets udvikling og ikke en nødvendig betingelse for den. Vi kan regne på enstemmig tilslutning hos alle, når vi kræver, at statsmagten skal sikre enhver mod at blive genstand for en sådan udbytning. Retsværnet i et samfund kan aldrig blive for stærkt; samfundene når først deres kulturudviklings højest mulige trin, når retsbeskyttelsen virker med fuldkommen pålidelighed og er stærk nok til at tvinge dem, der uden vederlag vil tilegne sig udbyttet af andres arbejde.

Men dette retsværn glipper, når statsmagten påtager sig at afgøre, hvor stort et vederlag den ene skal give den anden for hans arbejde. Der øves lige så vel uret, når et menneske tvinges til at betale en anden mere, end han er villig til, som når han tvinges til at sælge til den anden for mindre, end han selv finder rimeligt. Det er kun i fuldkommen frihed, at den sande værdi bestemmes af, hvad parterne har at yde hinanden. En statsmagt, der mener at have myndighed til at fastsætte arbejdsløn og salgsavancer, begår selv den dybeste krænkelse af den ret, som den er sat til at værge. En statsmagt, der hævder sin adkomst til at beskatte borgerne, tvinger dem til at betale uden at give dem adgang til selv at skønne over, hvorvidt det, de betaler for, er betalingen værd. Det er ikke at vente, at en statsmagt, der ikke anerkender borgernes frihed i deres forhold til de goder, staten vil sælge dem, skulle være skikket til at værne borgernes frihed overfor hinanden indbyrdes. Det er sammenblandingen af statsmagtens uimodståelige myndighed som retsværner og dens anvendelse af denne myndighed på en hel mængde erhvervsområder, der skaber vanskelighederne ved at løse det sociale problem i begge dets former, både bidrage til erhvervslivets blomstring og til fattigdommens afskaffelse. Erhvervslivets blomstring beror på mængden og frugtbarheden af de ideer, som borgerne har; og skal staten tænke og handle for dem, bliver verden fattigere på tanker og forsøg. Erhvervslivet trænger ikke til statens eller politikerens ideer, men kun til, at borgerne i fuld frihed skal kunne arbejde på den måde, de selv skønner fordelagtigst, dvs. således, at de kan skabe de størst mulige værdier, som andre er villige til at betale dem for.

Et sådant frit erhvervssamfund er ikke et kaotisk eller atomistisk samfund, hvor hver forretning arbejder uafhængig af andre. Erhvervsinteresserne skaber samvirke, men et samvirke, der hviler på alle parternes erkendelse af deres egen største fordel. Det er organisationer, der vokser ud af erhvervslivet selv og ikke beror på næstekærlighed eller gensidig villighed til at ofre for hinanden, men på en udvidelse af den horisont, ens ideer om, hvad der er fordelagtigst, får. I Frankrig, England, Amerika arbejder forestillingerne sig frem om et sådant på fuld frihed organiseret erhvervssamfund. I Frankrig er det syndikalisterne, der er så opfyldt af værdifuldheden af et sådant frit organiseret andelsvirke, at de kalder til storm mod den politiske stat, der efter deres mening er den afgjorte hindring for et frit erhvervssamfunds virkeliggørelse. I England er det det, man kalder “the guild movement”, som vil virkeliggøre erhvervslivets selvstyre ved et frit organiseret samvirke mellem lokale og faglige interesser. I Amerika arbejdes der på at erstatte de politiske partier med deres flokkarakter med grupper af de mest forskelligartede mennesker, der mødes i fri forhandling om alle både økonomiske og kulturelle anliggender. Fælles for alle disse bestræbelser er deres tro på, at den politiske stat må forvandles, så den mister al adgang til at blande sig i erhvervslivets anliggender. En samfundsmagt må kun kunne fastsætte de retslige linjer, inden for hvilke det må bevæge sig, når den ene ikke skal have magt til uden vederlag at berøve den anden udbyttet af hans virksomhed.

Som en grundbetingelse for, at det skal kunne lykkes at skabe et retsværn, der kan forhindre, at nogle trods alt deres arbejde vedbliver at være fattige, fordi andre af deres medborgere er i besiddelse af et sugerør, der sætter dem i stand til at tilvende sig deres arbejdsudbytte uden vederlag, står det, at menneskenes frihed til at arbejde, til at frembringe værdier og selv bestemme over, hvorvidt de vil beholde dem eller overlade dem til andre, hævdes til bunds. Intet menneske kan arbejde, uden at have et sted på jorden, hvor han kan udføre sit arbejde, og uden at have råstof, han kan bearbejde. På jorden foregår alt arbejde, og med jordens stoffer foregår alt arbejde. Den, der kan jage et menneske fra sted til sted, eller hindre ham i at få stof at bearbejde, er hans herre. Frihed kan ikke bestå, når nogle få har enerådighed over jorden og dens råstoffer. At give nogle få en sådan enerådighed uden vederlag, vil dels sige at give dem magt til at diktere alle andre deres arbejdsbetingelser, dels bevirke, at jorden ikke bliver udnyttet i det omfang, den kunne. Det første vil medføre en evig fattigdom, fordi de, der arbejder, hindres i at få det fulde vederlag for deres arbejde af dem, der råder for jorden; og det andet medfører en hæmning af erhvervslivets udvikling.

Vejen til velstand går gennem opsparing af arbejdsudbytte, så en del af dette ikke forbruges, men går ind i produktionsarbejdet som kapital. Den indtægt, et menneske skaffer sig, ved at han gennem sit herredømme over jorden eller ved andre tilsvarende monopoler pålægger andre en tribut, repræsenterer lige så fuldt værdier, som om han havde frembragt dem ved eget arbejde. Den kan forbruges eller opspares, lånes ud som kapital. Men den forøger ikke værdierne i verden, den flytter dem kun, den unddrager den, der har frembragt værdierne, rådigheden over dem, og han må for at blive i stand til at anvende dem som kapital i sit erhverv låne dem hos den, som han selv har betalt dem til. Af sådan kapital, der i virkeligheden ikke er andet end adkomstbeviser til at bemægtige sig en del af andres arbejdsudbytte, er der ikke blot jordrente, men også toldbeskyttelse, der øjeblikkelig kapitaliseres i overkapitaliseringen af de beskyttede virksomheders aktiver, statsgældsbeviser, der er en kapitalisering af statens beskatningsret, statstilskud af forskellig art, der ligeledes straks kapitaliseres i den forhøjede handelsværdi, som sådanne støttede virksomheder får. Det er en svikmølle, der i bestandig hurtigere tempo og gennem videre og videre grene af erhvervslivet suger en betydelig del af de værdier, der skabes, bort fra den, der skaber dem, og overfører dem til dem, der sidder inde med magten til at give dem tilladelse til at skabe. Det er dette system, som et frit organiseret erhvervsliv fuldstændig ville gøre ende på, men som en politisk statsmagt, der støtter sig på de vælgere, der har fordel af systemet, ikke kan undlade at gøre alt for at bevare.

Der er ingen vej udenom. Staten må ophøre at være organ for og forvalter af særlige erhvervsinteresser. Men problemet bliver da, hvorledes man kan vente at få denne forandring gennemført. De, der sidder inde med monopolerne, vil ikke godvilligt give slip på dem; og de, der venter garantier for fattigdommens afskaffelse ved statsmagtens hjælp, vil heller ikke berøve staten dens magt til at skaffe sig de nødvendige midler gennem beskatning af de besiddende. Statens omdannelse til blot at være en retsværnsmagt kan vente støtte hos dem, som er henvist til at leve af deres arbejde og som heller ikke ønsker at bygge deres liv på andet end deres eget arbejde. Men selvom man ikke kan være blind for, at de vil finde en hård modstand, er der dog ingen grund til at tro, at deres udsigt til at sejre er enten fjern eller helt håbløs. Selvfølgelig er det umuligt at vente, at et samfund skulle kunne gennemføre en virkelig retsorden, før retsindet i folket er blevet tilstrækkelig stærkt og tilstrækkeligt klartskuende. Men vi tror ikke på, at den tid er så fjern, da dette vil være tilfældet. Retten har sit eget stille og myndige sprog; retten er den lige linje, som skærer gennem alle krumspring.

Retten er friheden og selvbestemmelsesretten. Den finder derfor sin forbundsfælle i alt det, som gør et menneskeliv stærkt og myndigt.

Således forvandler det sociale problem sig til den opgave at gøre mennesker frie. Det er rigtigt, at enhver borger kan forlange af det samfund, hvori han lever, at det byder ham garantier for at kunne leve et menneskeværdigt liv. Der er ingen social retfærdighed, hvor der ikke er en sådan garanti. Men søger man denne garanti ved at forsyne staten med midler til at understøtte virksomheder, klasser eller individer, så er man inde i en blindgyde; thi staten har ingen andre midler end dem, den tager fra de enkelte borgere, og den må da for at skaffe sig midler krænke retten. Den garanti, staten kan og skal yde, består i den tryghed, hvormed enhver kan vie sig til sit arbejde. Den strækker ikke til, hvis mennesket ikke har tiltro til sin arbejdsevne. Staten kan ikke erstatte menneskene; det er i dem og dem alene, at de skabende kræfter findes.