August Schwan,
Den retfærdige revolution (1917)
(kun begyndelsen – bogen kan lånes på Henry George Biblioteket)

Love, dommere og regering er alt sammen af det onde, omend af det nødvendige onde. For hjerternes hårdheds skyld må vi døje disse plager, men der er glæde i Himmelen over ethvert lille felt, som den fremadskridende udvikling vrister ud af deres hænder og giver tilbage til friheden og den menneskelige godhed. /Hørup

Danmark som foregangsland.

Versaillesfreden er et vidnesbyrd om det moderne statsbegrebs fallit, den danner i virkeligheden indledningen til en ny periode i menneskehedens historie, og den har i denne henseende en langt større betydning end Kristi fødsel og Amerikas opdagelse. Efter denne fredsslutning gælder kampen ikke længere internationale mellemværender eller klassekampen i den sædvanlige betydning. Freden i Versailles indleder den sidste af alle krige – kampen mod politikerne, som har ført civilisationen til afgrundens rand. Denne kamp påhviler alle folk, alle klasser, og på dens udfald beror menneskehedens væren eller ikke væren.

Striden står mellem magt og ret, mellem stat og individ, mellem statsmand og menneske. Til denne sidste kamp mod vold og tvang kræves det stærkeste af alle våben: den klare, uangribelige tanke, som netop på grund af denne sin egenskab bliver til vilje, til umiddelbar handling. Til denne strid har netop det danske folk særlige forudsætninger. Det stammer fra de gamle angelsaksere, som har skænket verden det personlige frihedsbegreb. som i disse dage fører en fortvivlet kamp mod den over Prøjsen til England importerede latinske kultur, som gør individet til statens slave og giver et mindretal af såkaldte statsmænd ret til at føre millioner til slagtebænken.

Intet steds i verden optræder de strømninger, hvori individets personlige frihedsfølelse udmunder, med større kraft end i Danmark.

Det ejer endnu det relativt største antal selvstændige jordbrugere. Det er andelstankens storhedsland og forbinder således frihedsbegrebet med den personlige ansvarsfølelse. Danmark har som intet andet land forståelsen af jordskylden, af frihandelens betydning, af den frie skole, som allerede i barneårene vænner barnet til ikke at vente alt af staten. En dansker har skænket menneskeheden ideen til fællesstyremetoden, som er den eneste sikre grundvold til at komme partiuvæsenet til livs og sætte vælgerne i stand til at kontrollere deres repræsentanter, og sluttelig er det danske folk det eneste, der har vægret sig ved at modtage et tilbudt territorium af den grund, at dets indbyggere ikke kunne formodes at være villige til at være forrædere mod deres eget folk.

Tiden har hast. For en langsom propaganda er tiden ude. Uvejrsskyerne trækker sammen fra dag til dag. Det danske folk må handle straks, inden uvejret bryder løs, det kan gennem dets eksempel frelse, ikke blot sig selv, men også civilisationen. Det kan, hvis det vil, i morgen realisere retstanken og med et slag vise hele den øvrige verden, at samfundsordningens bedste grundvold er den personlige frihed. Den er det eneste begreb, der i sig bærer sin egen begrænsning. Den alene evner at give indehaverne af statens magtmidler en rettesnor for, hvorledes de skal benytte disse magtmidler, som er identisk med hver enkelt borgers – og altså også deres egen – leveregel.

Nogen synderlig fare løber Danmark ikke i denne henseende. Tværtimod vil det danske folk ved en overgang til retsstaten snarere forbedre sin mellemfolkelige stilling. Thi dersom retsstaten forudsætter indførelse af fuld frihandel, vil alle andre stater blive interesserede i, at det danske folks selvstændighed opretholdes. For øvrigt står det sikkert allerede nu fast, at intet andet folk tænker på at angribe noget af de skandinaviske lande. De, som påstår det modsatte, har heller intet lært af de seneste års begivenheder. Har de ikke til fulde bevist undertegnedes længe før krigen fremsatte anskuelse, at en krig mellem stormagterne ville stille så store krav til deres hære og flåder, at ikke en eneste mand ville blive til overs til et overfald på Skandinavien? Og findes der noget forstandigt menneske, der kan tro, at den moralske fordømmelse, der blev følgen af krænkelsen af Belgiens neutralitet, ikke er en advarsel til alle stormagter og særlig til Tyskland mod fremtidig at gøre noget lignende.

Den indvending, at der kræves soldater til opretholdelse af den indre ro og orden, er uberettiget. En overgang til retsstaten vil først og fremmest gøre ende på klassekampen. Thi når staten ikke har ret til at blande sig i det økonomiske liv eller pålægge skatter, ophører klassekampen af sig selv, eftersom ingen klasse af befolkningen har nogen særlig interesse af at komme i besiddelse af statsmagten. Desuden forbyder jo retsstatsideen ikke opretholdelsen af en talrig politistyrke, tværtimod fordrer den et velorganiseret gendarmeri, som under alle forhold er i stand til at sikre alle borgeres personlige frihed, altså også arbejdsfriheden; at dette kan rumme nogen fare for folket som helhed, kan kun påstås af den, der kun har et ydre kendskab til retsstatsidéen, og vil man tilmed gå så vidt i ukyndighed eller dumhed, at man kræver, at retsstaten skal anerkende de bestående monopoler, som er kilder til det nulevende klassehad, bliver enhver diskussion overflødig. Retsstatsidéen betyder i virkeligheden en sådan omlægning af hele samfundslivet, at den kun kan fattes af to slags mennesker: de, der er klartseende nok til at se det uholdbare i det nuværende politiske system, og de, som aldeles ikke kan fatte dettes fordele. Mellemklasserne, dvs. de politiske frasemagere, som tror, at der kan komme noget godt ud af det bestående partivæsen, er det, som det danske folk først og fremmest må gøre uskadelige. Nye grundlæggende ideer kræver nye grundlæggende mænd.

Sådanne mænd vil let nok indse, hvor store det danske folks chancer er for øjeblikket. Overalt i verden knager det. Folkene er blevet trætte af statsmændenes humbugsmageri. De vil fjerne de såkaldte store, der har vist sig at være lige så ukvalificerede til at skabe en forsoningsfred som til at forebygge verdenskrigen.

En resolut optræden fra Danmarks side vil i første omgang virke elektrificerende på småstaterne og særlig på Norge og Sverige. Det norske folk er fra gammel tid frihedselskende. Det venter kun på nye retningslinjer, og omend det svenske folk på grund af gamle traditioner virkeliggør magtstatsidéen i endnu højere grad end Prøjsen, så er der dog mange tegn, der viser, at den nye tid gror frem også på den anden side Øresund. Det kan være, at tanker ikke så let vinder frem hos svenskerne, men for kendsgerninger bøjer de sig desto hurtigere. Et Danmark som retsstat ville snart også erobre Karl XII.s land, og siden ved den realiserede tankes uimodståelige magt fra Skandinavien sprede retsstatsidéen over hele jorden.