En redegørelse
af Jakob E. Lange
(efter 5. udgave 1911)

Arbejdet for folkets kårs forbedring ved en retfærdigere fordeling har mægtige modstandere. Ikke alene er de mange og mægtige, som direkte eller indirekte lever højt pa folkets bekostning og derfor modsætter sig dets økonomiske frigørelse. Men først og fremmest beskyttes det bestående af den konservatisme, der næsten uvilkårligt finder det bestående rigtigt, en betragtning, der dels skyldes folks mangel på selvstændig tænkning, dels skabes og vedligeholdes af de begunstigede klasser og ved trykket af den offentlige mening, som magthaverne ad så mange veje kan forme.

Medens der, når det gælder almindelige økonomiske spørgsmål – f.eks. landbrugets forbedring, ukrudts- og snyltesvampes bekæmpelse, – ikke fattes penneførere og ej heller forståelse af, at det på disse felter gælder at tage kraftig fat og gå grundigt til værks, er det ganske anderledes, når talen bliver om den sociale økonomi, om folkets trivsel, og udryddelse af ukrudt og snyltesvampe, der øder dets velstand og kraft. På dette område vil man som regel fra toneangivende side kun høre de forsigtigste og mest overfladiske foranstaltninger anbefalet – måske endog hyppigt kun møde forsikringer om, at alt er væsentligt i orden og uroen kun et udslag af uforstand og misundelse.

Desværre kommer nogle af de mennesker, der varmest føler de bestående samfundsforholds utålelighed, til mod deres vilje at bestyrke denne vrangopfattelse. Når nemlig iveren ikke ledsages af grundig forståelse, kommer man let – under det stærke indtryk af den ved de sociale misforhold fremkaldte nød – til uden videre at tage del for givet, at en enhver rigdom er et rov fra folket, medens dog faktisk den rige stundom langt mere er velgører end udbytter. Det er jo netop et særkende for nutidens samfundsforhold, med deres halvfri konkurrence, deres blanding af frihed og overgreb, at skønt udbytningen er kæmpemæssigere en nogensinde, er den næsten overalt sammenflettet med fuldstændig retmæssig fortjeneste. Netop derfor er uretten i det moderne samfund så vanskelig at komme rigtigt til livs.

Når således skellet mellem ret og uret er skjult i tusmørke og de virkelige misforhold er indhyllede i tåge, kan kampen mod dem ingen ret art få. Slagene træller tildeles i blinde, folk ser ikke, men føler, klumper sig sammen, forenes i magtstræb, adskilles ved indbildte interessemodsætninger og fordomme. Skal kampen for del sociale spørgsmåls løsning føres med virkelig kraft, gælder det da om at finde foregangsmænd, hos hvem del varme hjerte er forenet med det gennemtrængende, klartskuende blik, så de kan se til bunds i tingene og drage de skarpe skellinjer. – Den virkelige sandsiger, der forener genialt grundsyn med klarhed, har netop den evne at kunne drage sandheden således frem, at den bliver så at sige umiddelbart indlysende, så der ikke længere kan være tale om benægtelse, kun om fornægtelse, ikke modsigelse, kun modstand, og skellet således drages mellem rettens forkæmpere og dem. der søger at holde på det bestående, trods dets åbenbare uretfærdighed.

En sådan stormand og lysbærer har vi i Henry George.

_ _ _ _

Den bærende grundpille i Henry Georges hele tankegang har så mange sider og spænder så vidt, at det, trods dens simpelhed, er vanskeligt i korthed og med få træk al gengive dens omrids; det er først ved at betragte dens forskellige sider, man efterhånden får et levende indtryk af dens hele form og mægtighed og ser, hvor vidt den spænder.

I det følgende skal jeg forsøge at gengive dens mest fremspringende omrids fra forskellig side set. Dybden i den hele tankebygning erfares kun ved selv at gennemvandre den.

Den mest iøjnefaldende side af, hvad jeg kalder grundpillen i Henry Georges tankebygning er hans hævdelse af alle menneskers medfødte lige ret til naturens rigdomskilder og hans påvisning af, hvorledes det er fornægtelsen af denne grund-ret (som den finder sted overalt i nutidens stater), der er den egentlige årsag til den udbytning og elendighed, der trods vore forroste fremskridt findes i de civiliserede samfund.

Jeg siger medfødte ret, fordi mennesket, så vidt som del har ret til at arbejde for sit livsophold, også må have adgangsret til naturens rigdomskilder. Thi da vi intet kan skabe af intet, men kun frembringe, fremdrage, er den, der afskæres fra disse rigdomskilder, fra jorden, afskåret fra alt arbejde, altså hjælpeløs.

Anerkendelsen af denne lige ret er derfor også øjensynlig den første grundlov for et virkeligt retssamfund, uden hvilken al tale om fri og lige adgang til erhverv er snak i tåge. Anerkendelsen af nogles forret til jordens rigdomskilder er jo nemlig ensbetydende med alle andres henvisning til – om de vil leve – da at tilkøbe sig livet ved at yde, hvad jordens ejermænd måtte fordre i betaling for tilladelsen til at arbejde, hvad enten denne betaling så bliver penge, ære eller frihed.

Udbytning af den art får mere og mere betydning, efterhånden som jorden beslaglægges mere og mere og stiger i værdi. Den bliver derfor stedse mere følelig, jo snævrere pladsen bliver i samfundet, så den øges for hver nykomling. Og den har da også i vor tids tæt sluttede samfund så at sige fuldstændigt afløst den anden form af udbytning: det ligefremme slaveri (som ikke længere kan betale sig).

Den lige ret til jorden udgør således en grunddel – og det i vore dage langt den vigtigste – af den ethvert menneske tilkommende ret til uantastet at bruge sin arbejdskraft, som han helst vil, og nyde sit arbejdes frugt. Uden den kan der, kort sagt, ikke blive tale om virkelig anerkendelse af ejendomsretten og den personlige frihed.

Skal ejendomsretten virkelig holdes i hævd, må altså alles lige ret til fædrelandets jord hævdes, så ingen skal tilkøbe sig tilladelse af anden mand til at leve og arbejde i landet.

Men tillige må selvfølgelig den enkeltes ukrænkelige brugsret holdes i hævd, thi også dette er en nødvendig betingelse for, at den, som arbejder, kan høste sit arbejdes frugt, da denne jo tit først modnes år efter, at arbejdet er begyndt, så uantastet jordbesiddelse er en forudsætning for ethvert betydeligt arbejde.

Til opnåelse af dette dobbeltsidige formål er der kun én vej.

Virkelig retmæssig jordbesiddelse, uangribelig i enhver henseende, kan kun opnås ved, at besidderen skadesløsholder alle sine medborgere, som jo af ham udelukkes fra at bruge denne del af det fælles fædreland. Men det vil jo på andet dansk sige, at enhver, der vil besidde jord og grund uantastet, må betale folket, hvad denne besiddelse er værd, dvs. forrente jordens værdi til samfundet. Medens man nu under en eller anden form (ved leje, forpagtning, køb) betaler andenmand for retten til jorden (hvad der jo igen vil sige, at nogle mennesker i form af forpagtningsafgift, renter osv. kan tilegne sig en del af, hvad den arbejdende befolkning frembringer), vil en retfærdig ordning kræve, at denne afgift for retten til jorden tilfalder folket.

Det må særlig fremhæves, at det således i første linje er folket som helhed, der forurettes ved de bestående forhold. At dette er så, vil måske tydeligere fremgå af et eksempel: Det er uomtvisteligt, at en godsejer lever på befolkningens bekostning og det i lige så fuldt mål som egnens fattiglemmer (selv om den ene form af forsørgelse er forbundet med tab af valgret m.m., medens den anden intet sådant medfører). Og dog kan godsejeren – såfremt han ikke misbruger sin magt – ikke siges at gøre skår i nogen enkelt af beboernes retmæssige indtægt; og om han holdt op med at kræve jordafgift af sine forpagtere og fæstere, ophørte uretten ikke derfor. Thi storforpagteren har åbenbart ikke ret til at besidde sine vidtstrakte jorden uden at betale, hvad det er værd; fæstebonden har ikke bedre ret til sin jord end hans nabo, den jordløse husmand, medmindre han betaler for sin jord. Det gale er altså ikke, at de betaler, men at de betaler til godsejeren, hvem betalingen ikke tilkommer. Jordbesiddelse uden betaling er uret, men uret mod folket, hvem betalingen tilkommer som skadesløsholdelse, fordi besidderen udelukker alle andre fra brug af vedkommende jordstykke.

At jordværdien tilhører samfundet som helhed kan yderligere godtgøres ved nærmere at undersøge, hvad jordværdi er og hvorledes den opstår. – Prisen for alle slags menneskelige frembringelser – lige fra en digtsamling til en skobørste – er løn for det deri nedlagte arbejde og tilfalder derfor med rette den eller dem, der har haft del i frembringelsen. Men anderledes med den nøgne jord. Jorden skyldes jo intet menneskeligt arbejde; ingen kan derfor med frembringerens ret kalde sig dens ejermand og fordre jordens værdi som sin løn; ingen kan stille sig i vejen for den fælles ret. Men dertil kommer, at jordværdien må siges at være i egentligste forstand en samfunds-frembringelse. l en begyndende nybygd er selv den bedste jord uden værdi; i storbyen repræsenterer selv den usleste mudderkrog en formue, og værdierne øges for hver tilvækst i befolkningen, for hvert fremskridt i værkflid. Men ikke nok med at samfundet så at sige ubevidst, ved sin blotte tilværelse, fremkalder jordværdi. Ethvert økonomisk foretagende, som samfundet foranstalter; ethvert jernbaneanlæg eller havnebygningsarbejde; ethvert sporvejsnet eller gasledningsudvidelse, som stat eller kommune lader udføre, giver sig direkte udtryk i jordværdistigning. Når man derfor stiller fordring om, at jordværdien skal tilfalde samfundet, kræver man kun værdier, som samfundet selv har frembragt og derfor har eneret til.

Så svag er imidlertid følelsen for folkets ret, at disse umådelige samfundsværdier får lov til at tilflyde private, at fylde tilfældige jordejeres og spekulanters lomme uden at folket protesterer. – Ja, ikke nok med, at folket i fordums undertrykkelsestider måtte finde sig i, at de herskende klasser skød forpligtelsen til at svare jordafgift fra sig. Så fuldstændig er sansen for den fælles ret blevet sløvet, at man jo f.eks. hertillands må være vidne til at der under navn af demokrati og retfærdighed slås en streg over folkets sidste rest af fælles andel i landets jordværdi. (Den nu udslettede “gammelskat” var jo en sådan folket som helhed tilhørende 1. ste prioritet, værd omtrent to hundrede millioner). Intet under, at man, hvor folkets fælleseje således kastes i grams til tilfældige hartkorns-ejere, må gribe til alskens uheldige midler for at tilvejebringe. hvad der kræves til statens husholdning.

— — — — —

Men herved er vi inde på en anden og vigtig side af sagen, nemlig spørgsmålet om, ad hvilken vej samfundet rettelig skal skaffe sig indtægter; et spørgsmål, der får voksende betydning, alt som staten naturlig får større og større opgaver at løse.

For tiden tilvejebringes de offentlige indtægter ad de mest forskelligartede veje, der intet andet har tilfælles, end at der ved ingen af dem kan påvises nogen virkelig moralsk ret for staten til at fratage sine borgere den “skat”, den fordrer. Størsteparten af vore (og de øvrige staters) offentlige indtægter tilvejebringes jo således ved toldpålæg o.1., hvorved altså borgernes forbrug bliver målestok for skatten, skønt det selvsagt ikke kan være målestok for skattepligten.

Selv om indkomst- og formueskatter er af en mindre ondartet natur, og kravet om deres indførelse ofte bæres oppe af en vis humanitetsfølelse og “demokratisk” strømning, er det egentligt ikke bedre bevendt med dem, når de skal måles med retfærds-alen. Jeg tænker her ikke særlig på det posekiggeri og anden dårligdom, de foranlediger. Men det lader sig absolut ikke nægte, at hverken en mands indtægt eller formue afgiver en virkelig målestok for hans skattepligt, dvs. for, hvad medborgerne har ret til al fratage ham. Om end nemlig enhver må føle forpligtelse til efter evne at hjælpe sin næste, kan evnen ikke være mål for næstens ret til at tage; det ene menneskes større flid eller sparsommelighed giver jo dog ikke medborgerne nogen særlig fordring på ham.

Det anføres gerne til forsvar for sådanne skatter, at det hyppig er i kraft af særbegunstigelser og ved udnyttelse af sociale misforhold at storindkomster tilvejebringes. Men det virkelige radikale middel mod slig udbytning er da ikke at tage nogle procent af alle indkomster – fortjente og ufortjente – i flæng, men derimod at ophæve de uretfærdige love, hvorpå udbytningen hviler.

Det eneste virkelige forsvar for alle disse skaller er der for, at nød bryder alle love og at staten skal have midler og derfor må gribe til slige tyngende og uretmæssige skatte­pålæg, hvorved den gør indgreb i borgernes retmæssige indtægter.

Men som vi alt har set er denne nødstilstand ikke virkelig til stede. Jordværdien, der stadig stiger med samfundets vækst og –som ovenfor påvist – er statens retmæssige eje, er jo tillige dens naturlige indtægtskilde. Kun fordi vi nu tillader, at jordværdierne uretmæssigt tilflyder privatmand, savner staten sin naturlige føde og må snylte på borgernes private indtægter.

Dette må vendes om. Befolkningen må befries for personlige skatter, samtidig med at jordværdierne inddrages i det offentliges kasser ved, at der pålægges ethvert grundstykke en afgift i forhold til dets værdi. Herved vil altså foruden personlig skattefrihed opnås, at efterhånden den hele jordværdi kommer samfundet som helhed til gode, medens de stedse voksende jordværdier nu, da de tilfalder private ejere, er en kilde til stadig voksende ulighed, stedse større ufortjente indtægter.

Herved vil også den rette grænse være trukket mellem samfundets og den enkeltes ret, og den rette malestok for skattepligten være fundet. Thi medens hverken forbrug, indtægt, formue, erhvervsart, familieforsørgelse eller noget andet sådant kan være målestok for, hvad medborgerne har ret til at tage fra mig, er derimod min skattepligt tydelig udtrykt i værdien af det jordstykke, jeg lægger beslag på og således udelukker mine medborgere fra. Ikke hvad jeg udretter, men hvad plads jeg fordrer i det fælles værksted, er målestok for, hvad jeg er værkfællerne skyldig. Ved indførelsen af jordværdiafgift som eneste statsindtægt vil således det store skattespørgsmål være løst og enhver få sit: samfundet de værdier, som det skaber, den enkelte del ubeskårne udbytte af sin virksomhed.

Men løsningen af dette skattepolitiske spørgsmål og retsordningen af forholdet mellem samfundets og de enkelte menneskers ret er kun en side af sagen. Ved at samfundet tilegner sig jordens, alle de naturlige rigdomskilders, værdi, lægges der også fast grund i det sociale spørgsmåls hængedynd. Ikke alene at staten gennem den voksende jordværdi får midler i hænde til løsning af de mange påtrængende opgaver i retning af betryggelse og formildelse af tilværelsen (almen alderdomsforsørgelse osv.), Men først og fremmest vil derigennem folk selv blive sat i stand til at sikre sig tålelige kar og værge sig mod udbytning.

Mest iøjnespringende er i denne henseende virkningen af toldens (og dermed også beskyttelsestoldens) afskaffelse, idet der jo nu ad disse veje gøres betydelige skår i navnlig småfolks indtægter til fordel dels for det offentlige, dels private interesser. Men hvor vigtig end denne side af sagen er, overgås den dog i betydning af den indvirkning, reformen vil have på del økonomiske liv i sin helhed ved al frigøre arbejdet og gøre del til den herskende stormagt. Dette skal her dog kun kort antydes.

Udbytning vil jo i videre forstand sige: at tilvende sig tjenester af andre uden at yde tilsvarende gentjeneste. Ser man bort fra den mere eller mindre kriminelle udbytning ved bedrag og vold og holder sig til hovedsagen, den økonomiske udbytning, vil man altid finde, at dens grundvold er herredømmet over rigdomskilderne, over jorden.

Som herredømmet over landets jord var livsnerven i godsejervælden, er den livsnerven i den mere moderne udbytningsform, der med et mindre betegnende navn kaldes kapitalismen (eller pengevælden), og som har afløst godsejervælden overalt, hvor jordens rigdomskilder er blevet fri genstand for køb og salg.

Ikke besiddelsen af nok så mange arbejdsprodukter (kapital), såsom bygninger, kvæg, maskiner osv., giver magt over folket. Besiddelsen af kapital (i egentlig forstand) er noget, som dag for dag får mindre betydning, idet den med vor voksende kundskab og teknik bliver stedse lettere at genfrembringe.

For den spredte befolkning i et stenalderland er kapital vanskelig at tilvejebringe, men jordbesiddelse værdiløs. I det tæt bebyggede kulturland er det omvendt. Jorden, basis for al virksomhed, rigdomskilden og grundarbejdsbetingelsen, den er det, det mere og mere afgørende drejer sig om. Giv folket jorden, og alverdens kapital vil være ude af stand til at udbytte det.

Hvor magtesløs selv den største kapitalbesidder er, når hans udelukkende herredømme over jorden brydes, ses ved at betragte sådanne industrielle kolosser som de amerikanske kul- og olieringe eller trusts, som de kaldes. Det er ikke deres dampmaskiner, pumper, kærrer osv., der giver dem magt til at knugc deres arbejdere og skatsætte forbrugerne, men derimod deres herredømme over de vidtstrakte kullejer og oliefelter, hvorved de afskærer konkurrencen og kan arbejdsløsgøre arbejderne og således beherske både varepriser og arbejdsløn. Men læg værdiskat på al deres kul- og olieland, uanset om de bruger det eller ej, og monopolet er sprængt, så der intet andet er for dem at gøre end at sætte al kraft ind på at producere, altså at søge arbejdere frem for at afskedige. – Og således overalt: Læg jordværdiskat på storbyens grunde, og den jord­monopoliserende grundspekulant må forvandle sig til bygherre, der søger arbejdere (og således driver arbejdslønnen op) og lejere (og således driver huslejen ned). – Og på lignende måde med landbrugets jord; også her vil følgen af værdibeskatningen være, at adgangen til jorden lettes, bedre end ved alskens særlige husmandslove, idet alle de, der ikke vil eller kan fuldt udnytte den overflod af jord, hvormed de sidder inde, bliver nødt til at skille sig af med den.

Og der er jo mere end nok af jord i vort land, blot den kommer på de rette hænder. Har vi ikke herregårde, hvis vidtstrakte marker giver et kummerligt udbytte, drevet af flokke af indførte polske halv-slaver? Ja, må ikke enhver indrømme, at vi endog af bøndergårde har flere end nok, både på 7 og 4 tdr. hartkorn, hvis gule vårsædsmarker skriger højt om ejerens overmål af jord, medens samtidig dygtige arbejdere drives over Atlanterhavet for at finde virkeplads eller slider sig selv krogede før tiden i kamp med udyrkelig hedejord, den eneste, man har levnet dem ved monopoliseringen af den gode.

Det er i denne sammenhæng af interesse at lægge mærke til de erfaringer, som man i de senere år har gjort i New Zeeland, hvor der tidligere, trods den tynde befolkning, var overbefolkning og arbejdsløshed, fordi alle værdifulde jorder var beslaglagte af stor-grundejere (og henlå delvis udyrkede på spekulation); men hvor indførelsen af en i og for sig ret ringe jordværdiskat tvang jorden ud fra den døde hånd og spredte de arbejdsløse skarer ud over den.

Dette peger også i retning af den indflydelse grundværdibeskatningen – ved den derved fremkaldte lettere adgang til jord – vil have også på de egentlige lønarbejderes kår. Jo fuldere adgang der er til selvstændigt erhverv for arbejderne på landet, desto ringere indvandring til byerne og desto svagere den trængsel i kapløbet om lønarbejder­pladserne, som nu vanskeliggør navnlig de underste lønarbejderlags kamp for bedre kår.

— — — —

Blandt dem, der alvorlig føler uretfærdigheden af de nuværende trykkende samfundsforhold, er de fleste af den anskuelse, at ulykken væsentlig skyldes den frie konkurrence, og de ser derfor ingen anden udvej til bedre tilstande end at begrænse den private virksomhed og lade statsmagten gribe ind i den på alle måder, bedst således, at staten bliver alles arbejdsgiver og den egentlige ejer og styrer af al ejendom og bedrift.

Den, der gennem Henry Georges oplysning er kommet til forståelse af samfundslivets grundlove, ser anderledes på denne sag. Ikke den frie kappestrid og den private virksomhed er det, det gælder at komme til livs, men netop dens modsætning: monopoliseringen og den dermed sammenhængende virksomhedshæmning og udelukkelse fra arbejde. Vejen fremad går ikke gennem yderligere indgreb i den personlige frihed og ejendomsrådighed, men derimod gennem den fulde hævdelse deraf, således som det endnu ikke er sket.

Adskillige overfladiske tænkere ser man, navnlig i de senere år, gøre gældende, at opnåelsen af større lighed kun kan ske ved at indskrænke friheden. Sandheden er imidlertid, at virkelig personlig frihed og lighed er uadskillelige, idet de kun er to vagt adskilte udtryk for en og samme sag. Som det, man kalder politisk frihed, jo egentlig er lighed (i indflydelse på statsstyret), således er kravet på lighed egentlig et frihedskrav.

Thi lighed består jo ikke i, at alle får samme kost og klæder osv. Lighed er modsætning til udbytning, der igen er en frugt af tvang og afhængighcd og derfor forsvinder, når alle får lige ret til rigdomskilderne og ukrænkelig frihed til at bruge sine kræfter og uantastet høste udbyttet deraf.

Dette mål: virkelig lighed i forbindelse med fuld frihed, er det, Henry George har ikke blot peget på, men vist hovedvejen til. Ved intet bedre kunne det danske folk bevise sit formentlig høje kulturstade end ved at være blandt de første til at gøre skridt på denne vej.

— — — —

Se pdf kopien.(1911)
Og bemærk retskrivningen