fra Det Frie Blad, nr. 42, 1925
af Spectator

En af de største forbandelser, som forpester menneskelivet, er – staten. Som en død hånd lægger den sig isnende og dræbende på næsten alt, hvad den rører ved. Særlig fordærvelig er den blevet i vor tid, da der er ved at gå stat og politik i alting. 

Produktion og handel – der i virkeligheden kun har een eneste side, som vedkommer staten, nemlig at alt går hæderligt til, og at bedrageri straffes – lægges i snærende bånd, som flettes af politikernes skidne fingre, ofte endog under påskud om at støtte, beskytte og fremme de virksomheder, man besværliggør ved prisforfalskende love. 

Skolerne gøres til uniformerende åndelige tvangsfodringsanstalter, kirkerne til taletribuner for statsembedsmænd, der efter statsautoriserede symboler skal prædike om den konge, hvis rige ikke er af denne verden. 

Teatret gøres til et åndeligt velgørenhedsspisehus, der med økonomisk underskud forlyster det velhavende hovedstadsbourgeoisi og gratis (dvs. på skatteydernes regning) bespiser lovgiverne under forsæde af en kvindelig minister som værtinde, der af og til ædelmodigt trakterer også unge studenter og seminarister med gratis skuespil. 

Lærere, romanfabrikanter, rimsmede, spillemænd og dansere, som har velyndere i finansudvalget, får lommepenge af statskassen som påskønnelse af de tjenester, de menes at yde kulturen. 

Et særligt privilegium ydes organiserede fagforeningsmedlemmer, der, når de ikke har andet at tage sig af, får en slags offentlig og lønnet ansættelse som arbejdsløse. Privilegiet består ikke blot i, at det ligesom mange af adelens gamle privilegier kun ydes til lediggængere, men navnlig deri, at man for denne privilegerede fattighjælps vedkommende udtrykkelig annullerer grundlovens bestemmelse om tab af den højtskattede stemmeret – højtskattet, fordi den betyder de understøttedes medrådighed over, hvor højt man vil beskatte dem, der skal udrede understøttelserne. 

Intet under, at sådant lovgiveri forgifter folks tankegang, så de vænner sig af med at tænke redeligt og handle selvstændigt, og i stedet kommer løbende til statsmagten med alle deres ønsker og krav. Staten skal opdrage deres børn, helst også bespise og klæde dem, vaske dem, lusekæmme dem og efterse deres tænder, kommunerne skal sørge for gratis lejebiblioteker til mætning af det åndelige proletariats romanhunger, hvad der yderligere gøres unødig dyrt derved, al bibliotekarerne af anstændighedshensyn også indkøber og lader indbinde gode bøger, som kun de allermest forslugne læsere tager til takke med, når de ikke kan få en af de dårlige, der altid er udlånte. 

Mod de nydelser, som man ikke selv sætter pris på eller ikke under sine medmennesker, påkalder man også statens almægtige bistand: de bør forbydes ved lov! Forbyd, forbyd! 

Alt skal gå gennem staten, gennem lovgivningsmagten. Ordet og begrebet tilladt er ved at blive en fortidslevning. Vi stiler hen mod en tilstand, hvor alle tænkelige menneskelige handlinger er protokollerede i statens love under de to rubrikker: befalede og forbudte. Folkets vilje skal være højeste lov; og folkets vilje vil jo sige flertallets vilje. Det manglede da bare, at mindretallet skulle regere over flertallet. Og regeres skal der da, altså er der ingen vej uden om flertalsdiktaturet! 

Ja mon? Er det virkelig nødvendigt, at der skal regeres på alle områder? Kunne man ikke -blot med den begrænsning, som ejendomsretten sætter – lade enhver regere sig selv og ligeledes lade mindretallene indrette sig efter deres egen vilje og smag? Al statsstøtte ydes jo dog til syvende og sidst af skatteyderne, selv om rigsdagsmændene føler sig som de ædle givere, der varetager folkets både åndelige og materielle interesser, dvs. de interesser, som rigsdagsmændene mener, at folket burde have. 

Var det ikke rimeligere, at hver især af skatteyderne adresserede sine gaver til de formål, han ønskede at støtte? Man påkalder for tiden folks interesse og offervilje for Nationalmuseet. Det var der god mening i, hvis man ikke samtidig plyndrede folk for tvungne skatter til øjemed, der i langt mindre grad er nationale fællesopgaver end det, man her søger at løse ved frivillig selvbeskatning. 

Den døde hånd kvæler ikke blot offervilje, – men også initiativ, ansvarsfølelse og personlig frihed, og den kan kun fjernes ved indførelse af Retsstaten, der afskalfer vilkårlighedens regereri, værner ejendomsretten og respekterer selvbestemmelsesretten.

Spectator.