Fra tidsskriftet RET, Nr. 7, april 1909.
af Sophus Berthelsen

Nye tanker trænger til nye ord. Ofte ligger her den store vanskelighed, der hindrer nye og gode tankers vækst i sindene, denne nemlig, at alle de gamle ord ikke netop egner sig til at udtrykke det ejendommelige nye, så at dette ikke bliver forstået, eller halvforslået og misforstået, hvad der undertiden er værst. Nye tankers mænd har derfor en særlig opgave og et særligt ansvar: at udsige deres sandhed netop med de rette ord, – i al fald ord, der ikke kan omtvistes, ord, der slår ved deres klarhed og fynd, så folket forstår dem, og fjenderne ikke kan forvrænge dem, eller bringe dem i vanry, – og at afgrænse de nye og gamle begrebers ord, så at ingen misforståelser kan opstå.

Også Henry George-sagen herhjemme trænger de rette ord. Megen misforståelse til største skade for vor sag er rundet af, hvad heri er syndet af vore egne. En særlig fejlkilde har vi jo deri, at Henry Georges værker kræver oversættelse fra et fremmed sprog, hvis udtryk, især for retsbegreber, ikke dækker de nærmest liggende danske – på grund af en forskellig retshistorie og retsopfattelse. Og vor hele reformsag handler jo netop om retsbegrebet, deres klarlæggelse og ændring. Det gælder da om at fastslå vor sags grundbegreber i sådanne helst nye, men i hvert fald utvetydige ord, at ingen misforståelse er mulig, – og så selv altid kun bruge ordene i den rette, fastslåede betydning, og værne mod misbrug fra anden side.

Til sådanne vanskelige begrebsord hører kapital (som Henry George selv med rette helliger en længere undersøgelse), rente (som på dansk betyder kapitalrente, men på engelsk jordrente, eller stundom blot husleje), stat og samfund (der idelig forveksles til megen skade for vor sag), jord og jordværdi (hvor det samme gælder) osv. Mere end noget andet har dog ordet ejendomsret været kilden til misforståelser af Henry George-reformen, og den hindring, som derved er skabt for vor sags fremgang, er ganske uberegnelig. For dette ene ords skyld er Henry George-sagen blevet slået i hartkorn med dens største modsætning, socialismen, og derved bleven forkætret og fornægtet i vide kredse af alvorlige mænd og kvinder, som ville være Henry George sagens bedste venner, om de forstod tanken rigtigt, dvs. om de rette ord derom var sagt i rete tid og på rette sted. 

RET har ofte lejlighedsvis gjort opmærksom derpå, men tiden må være kommet til at gå helt til bunds i denne sag, og søge de rette ord, forinden yderligere forvirring afstedkommes herhjemme. Den særlige anledning til just nu at undersøge begrebet ejendomsret, er forøvrigt den kendsgerning, at striden derom i Norge truer med at dele vore norske venner i lo lejre, hvad der jo øjensynlig vil hæmme bevægelsen deroppe, – og tillige også give visse danske hele og halve modstandere en kærkommen lejlighed til nye angreb på vor sag. Vi tager derfor spørgsmålet op, og gengiver den norske strid efter en artikel i Kristeligt Dagblad, sålydende: 

“En vanskelighed af ret alvorlig karakter dukker nu op i en principiel modsætning mellem Henry Georges tilhængere. Således udtalte stortingsmand Fyrvang, føreren for arbejdsdemokraterne, ved et møde i Gjøvik:

“Samfundet må derfor tage denne ejendomsret (til jorden) tilbage, og det bør ske på den måde, at der lægges skat på jorden, og denne skat må stå i forhold til den grundværdi, som jorden har. Ved grundværdi menes den naturlige værdi og den samfundsskabte værdi, men ikke den værdi, som skyldes det arbejde, der er lagt på jorden. Henry Georges forslag er revolutionært, for så vidt som det rører ved princippet om den private ejendomsret, men i sin praktiske gennemførelse er det jo blot et skattespørgsmål.” 

I modsætning til dette standpunkt hævder amtmand Ullmann – der, så vidt vi ved, er georgismens første talsmand i Norge – i et interview i norsk Aftenposten, at han “allermindst bifalder sådanne ytringer som at konfiskere jordrenten eller arbejde for statens ejendomsret over jorden.” Efter hans opfattelse “vil georgismen hævde og forsvare den fuldkomne personlige ejendomsret til alt, hvad der hedder naturherligheder.” 

For den erfarne Henry George-kender synes der ganske vist ikke i disse to udtryksmåder at ligge nogen nødvendig grund til kamp mellem meningsfæller. I realiteten er de jo enige, men dette, de særlig indviedes synspunkt, dur ikke overfor de indviede, som skal vindes for vor sag. Når selve sagens forsvarere offentligt lader det komme til ordstrid, så har lægfolket med rette krav på fuldstændig og lydelig besked, om det skal tage vor sag alvorligt.

Striden mellem de to ansete norske mænd står væsentlig alene om ordet ejendomsretog hvad deri skal lægges – men den ligner ganske vist hin gamle strid om, hvad der stod på skjoldet; begge parter havde ret, thi indskriften var forskellig på de to sider af skjoldet, og hver læste på sin side. 

Henry-George-manden Myrvang læser ejendomsret således, som dette står skrevet på den engelske side af skjoldet, Henry-George-manden Ullmann læser ejendomsret således, som det står skrevet på den dansk-norske side af skjoldet. 

Men mellem begrebet ejendomsretpå engelsk og på dansk er der en vis modsætning – deraf den tilsyneladende modsætning mellem de norske Henry George venner! 

Engelsk ejendomsret til jord er nærmest retten til at tage grundrenten (oftest endda kun en for lange tidsrum uforanderlig), medens retten til at tage den mulige øvrige del af jordudbyttet, retten til at besidde jorden og bebygge den, retten til at udleje og videre at overdrage sine beføjelser osv. ikke kaldes ejendomsret (ownership), men har mange andre  navne (såsom tenements in fee simple, eller in fee tail, lease, underlease o.fl.). 

Dansk-norsk ejendomsret til jord er derimod ikke særlig ret til at tage grundrenten, men defineres tværtimod såvel videnskabelig som praktisk som retten til at råde over jordstykket, med udtrykkelig respekt af det offentliges (eller endog privates) ret til at tage først af grundrenten, og altså uden hensyn til om nogen grundrenteret medfølger, eller om jordstykket i det hele har nogen som helst økonomisk grundværdi. 

De engelske jordejere er derfor nærmest jordrentetagere (omtrent som visse danske prioritetshavere), medens de danske og norske jordejere som regel aldrig beholder nogen del af deres jords jordrente, men oftest kun deres eget jordarbejdes løn (altså nærmest svarende til den engelske leaseholder).

Eller populært udtrykt: I England kaldes dén jordejer, som tager først af jordudbyttet; i Norge og Danmark kaldes dén jordejer, som tager sidst, nemlig når jordrenteejerne har taget deres del. 

Og da Henry Georges reform går ud på at lade det offentlige som skat tage en del af jordrenten, så tager den direkte sigte på at ramme den engelske ejendomsret, hvorimod Henry George-reformen ikke tilsigter at ramme nogen del af hvad en typisk norsk-dansk jordejer får som sin del. (Hvorledes den danske jordejer under Henry Georges reform kan sikres sin nuværende retsstilling, ja endog dens forbedring, ved skattelettelser eller direkte lovgivning er påvist andetsteds).

Derfor har hr. Ullmann ganske ret, når han påstår, at Henry George-reformen ikke tilsigter at lade staten få nogen ejendomsret (i dansk-norsk forståelse af ordet) over jorden. Tværtimod ville Henry George, hvis han havde kendt de dansk-norske retsbegreber, med føje kunne have udtalt: “En privat ejendomsret, som denne nordiske, der kun er stiftet med fuld respekt af statens ret til først at tage jordrenten som skat, den er fuldt korrekt formet, og den angribes ikke af min reformplan”.

Og derfor har hr. Myrvang ganske uret, når han på norsk påstår, at Henry George  “rører ved princippet om den private ejendomsret”; thi hverken efter dansk eller norsk ret omfatter privat ejendomsret begrebsmæssig jordrenten; denne kan helt fjernes og dog består ejendomsretten; vi har i Danmark særlig i ældre tid mange eksempler på, at jordrenten er forbeholdt A., medens jorden indehaves af B., og at B. i så fald er den rette ejer efter loven*), og den ejendomsret, som såvel efter norsk som dansk ejendomsret er ukrænkelig, angribes efter alle statsretslæreres enstemmige mening netop ikke ved en skat på jordværdien, men den angribes kun, når rådighedsretten (besiddelsesretten) angribes, nemlig ved tvangsafståelse (ekspropriation), hvor derfor særlige erstatningsregler er fastsatte med fuld føje. 

*For at erholde bekræftelse på, at også administrationenopfatter forholdet således indsendtes for nogle år siden til stempelbehandling et udkast til en købekontrakt om et jordstykke, hvorved køberen forpligtede sig til, i stedet for købesummen, at udrede til sælgeren en årlig afgift = jordrenten, således som denne til enhver tid (med visse mellemrum) måtte blive fastsat af en offentlig myndighed (sognerådet). Såfremt jordrentetageren (sælgeren) måtte betragtes som fremdeles værende rette ejer, og køberen altså kun stedsevarendelejer, ville kontrakten være at behandle som lejekontrakt, og stemplet at beregne til 16 % af den kapitaliserede (anslåede) afgift; såfremt retshandelen derimod måtte betragtes som et virkeligt ejerskifte, og køberen altså som den rette fremtidige ejer, måtte stempelafgiften beregnes med 2/3 % af afgiften. De danske stempelmyndigheder fastslog den sidstnævnte stempelberegning og godkendte derved den opfattelse, at køberen, trods jordrentens afgivelse, stedse ville være rette ejer. Dette er også stemmende med sprogbrugen såvel i juridiske, videnskabelige værker, som i juridisk dagligtale. 

Men når hr. Myrvang således har uret i den ovenciterede sætning, så må vi vist på den anden side bede hr. Ullmann påtage sig en ikke ringe del af skylden for, at såvel hr. Myrvang som så mange andre gode mænd i Danmark og Norge har taget fejl af hint ord og begreb. Thi det er vor gode ven, hr. Ullmann, som i sin tid har givet disse landes læseverden sin, i så mange henseender ypperlige oversætteise af Fremskridt og fattigdom, og da ikke været helt opmærksom på den her påviste forskel i betydning af hine ord. 

Jeg kan ikke her i enkelthederne påvise dette, men kun eksempelvis nævne, at Ullmann i sin oversættelse af F&F bruger ordet ejendomsret (ejendom) både om det engelske ownerhip (bog 3, kap. 2), om det engelske possession (bog 3, kap. 4,) og om det engelske property (bog 4, kap. 2,). 

– Dette sidste sted har forøvrigt været særlig skæbnesvangert for den dansk-norske forståelse af Henry Georges reform og bør derfor særskilt fremdrages her. Det er på det mest centrale sted i mesterens bog, hvor han for første gang i en enkelt sætning udtaler sit store forløsningsord:

We must make land common property. 

Dette oversætter Ullmann således:

Vi må gøre jorden til fælles ejendom. 

Når denne sidste sætning læses isoleret, som den der er sat frem, og uden den omhyggelige forklaring, som gives rundt om på andre steder i bogen, og hvorved al misforståelse er udelukket, – så er den velegnet til at forvirre en jævn norsk eller dansk læser. Thi en sådan vil uvilkårlig tro, at Henry George  dermed (ganske i socialistisk-kommunistisk ånd) foreslår en art af fællesskab i besiddelse og brug, således som ordet, en fælles ejendom sædvanlig tages. Henry Georges mening er jo derimod klar nok alene den:

Vi må gore jordværdien (jordskylden) til fælles eje

hvad der imidlertid først forklares nærmere på andet sted.

Når hr. Ullmann ikke til sin oversættelse har fundet dansk-norske ord til afløsning af de forskellige engelske former ownership, possessionog property, så har han forøvrigt været i nogen grad undskyldt. Der findes nemlig ikke helt sikkert i det dansk-norske lovsprog særskilte ord for alle disse engelske nuancer af ejendomsret. Dette hidrører simpelthen fra, at de tilsvarende retsformer ikke historisk har været kendte her i norden nøjagtig i samme skikkelse som i England, medens omvendt vore ejeretsformer: herlighedsejer, overejer, jorddrot, afgiftsejer, odelsbonde, selvejer, lejlænding, fæster, kådner, lejer osv. ikke ganske svarer til de engelske. Moderne englændere kende ejheller vore hypotekforhold, og forklarer man dem en dansk prioritetshavers retsforhold til ejendommen, sammenligner de denne nærmest med en engelsk landlord, der har krav på en fast grundrente – dog at retten til at kapitalisere grundrenten, og da kalde den kapital, er englænderne ganske fremmed, som den ville have været Henry George. (Han vidste end ikke at rente på noget sprog kunne betyde kapitalrente, således som tilfældet er i de nordiske lande). 

Derimod kunne man meget have ønsket, at den første, samt enhver senere dansk-norsk (svensk forøvrigt også, idet samme misforståelse så vidt mig bekendt foreligger i Sverge) udgave af Fremskridt og fattigdom, såvelsom af andre af Henry Georges værker, altid havde været ledsaget af en udtrykkelig og almindelig reservation, omtrent sålydende: 

“Nordiske læsere gøres udtrykkelig opmærksomme på, at den private ejendomsret, som forfatteren ønsker afskaffet, ikke er ensbetydende med den private ejendomsret i nordisk forståelse af dette ord, hvilket også vil fremgå af den nærmere forklaring, som forfatteren på særskilt sted giver af sit begreb”. 

En sådan almindelig bemærkning vil kun være overflødig i en oversættelse, såfremt oversætteren på hvert enkelt sted, hvor en misforståelse var mulig, hindrede en sådan gennem omskrivninger eller ved helt nye ord. Det er således muligt, at ordene jordværdiog jordrentekonsekvent burde afløses af jordskyld, og at jordskyldsejeroveralt kunne træde i stedet for den jordejer, som vor reform vil berøre. 

Den samme bemærkning gælder forøvrigt også oversættelser af andre engelske bøger om vort emne.*

*) Fejlen går naturligvis også igen i selvstændige danske artikler og foredrag om vort emne, hvorpå mange eksempler kunne fremdrages. Det nyeste, jeg har set, findes i en, i øvrigt særdeles instruktiv lille afhandling: Kommunal jordpolitik(1909) hvori det side 10 hedder: 
“Hvis det var således, at al skat lå på grundværdien med en så høj procent – så var kommunen den egentlige ejeraf al jord”. En sådan sprogbrug kan måske i et folkeligt foredrag ikke volde stor misforståelse, men deslige trykte citater vil kunne tages op af jurister og vor sags modstandere som beviser for, at vi vil det samme som socialisterne, lade det offentlige blive ejer af c: overtage(atter et tvetydigt ord) al ejendom; og i afgørende øjeblikke (hvor ingen lang videnskabelig forklaring er mulig) f.eks. foran en vigtig afstemning på rigsdagen, kan sådanne citater komme til at gøre vor sag virkelig skade.

Nylig er således udkommet en kvik lille dansk oversættelse af et amerikansk agitationsskrift, og her gentages den samme kedelige misforståelse. Det hedder således heri: “Der kræves ingen privatejendomsret over jorden, men kun en solid besiddelses- og brugsret og en naturlig overdragelsesret” for at jordbrugeren kan have “fuld sikkerhed for sit arbejdes frugt eller lade den (frugten eller jorden?) gå i arv til sine børn”. Men delte er på dansk en ganske fejlagtig sprogbrug. En ret til brug, besiddelse, overdragelse og arvefald har på dansk ingen anden betegnelse end ejendomsret, hvor så end jordrentengår hen. Når oversætteren derimod senere siger: “Indgår jordrenten i folkets fælles kasse, da er jordværdierne faktisk folkets fælles ejendom”, så er det fuldt korrekt. Men når han derefter fortsætter: “Men enhver jordbesidder vil desuagtet med lige så god ret som nu kunne kaldes jordejer”, så forvirrer han meget let læserne. Og når han tilføjer “Navnet har ikke stort at sige”, så tager den gode oversætter grundig fejl. Jeg kunne fristes til al vende sætningen om og sige: navnet er alt, når man som her påtager sig at definere vanskelige retsbegreber! Ved en sådan reforms forståelse gælder det netop mere end nogensinde, at finde de rette ord. Skulle man i et eneste ord karakterisere, hvad Henry George  videnskabeligt har givet verden, så måtte det netop blive: han rettede ordet jord til jordskyld. Han fandt de rette ord – på sil modersmål! 

Hermed håber jeg, at det i nogen grad er lykkedes mig al bilægge den standende norske strid, der jo klart nok kun er af formel art. Om realiteten er selvfølgelig d’hrr. Ullmann og Fyrvang fuldstændigt enige, idet de nøjagtig vil det samme. Men det forekommer mig, at der er megen grund for amtmand Ullmann til netop nu skarpt at præcisere, at Henry George  ikke vil have staten til at overtage den aktive ledelse af visse store industrier i Norge. Hvis jeg er vel underrettet, er der nemlig netop i øjeblikket deroppe nogen fare for, at visse politikere skal tage fejl af statens sande rolle overfor de store nationale rigdomme som fosser, malmlejer og skove, – og lade staten overtage den aktive og vanskelige rolle som driftsleder, samtidig med at den passive rolle som udbytte­tagende aktionær overlages af den udenlandske (tyske og engelske) storkapital – omend måske under norsk maske. En sådan fordeling af rollerne kan blive skæbnesvanger for vort broderland, og hvis den gennemføres under skin af at være en national sager det en sørgelig vildfarelse, som amtmand Ullmann – hvis forholdene er som her forudsat – med rette kan advare imod. 

Lad mig slutte med at gentage: Henry Georges reform krænker ikke nordisk ejendomsret! En grundværdiskat til afløsning af de bestående skatter kan gennemføres uden noget brud med bestående grundregler for skat og ejendom i dansk, norsk og svensk lovgivning!

Den private ejendomsret er en hellig ret og bør vedblive al være det. Men dens begreb har i vore lande lykkeligvis aldrig nødvendig omfattet grundværdien, og denne er kun faldet i jordejerens skød, fordi den var herreløs. Så længe dens sande ejer, samfundet, forsømte al indsamle den – og kun så længe denne forsømmelse vedvarer. Og det er hverken ret eller klogt at forvolde vor sags fremgang unødige vanskeligheder ved på dansk eller norsk at opponere mod den gældende, lovlige form for ejendomsret til jord. Som vi alle fuldt ud må godkende som moralsk uangribeligt.

Mulig burde det næste danske Henry George stævne optage spørgsmålet om udgivelsen af en liden socialøkonomisk ordbog, hvior den absolut rigtige forlklaring af vior sagsd rette ord fandtes.