Af cand.polit. Abel Brink. (1925)

Den nuværende stilling.

Her i vort nordiske klima er det nødvendigt at have boliger af rent fysiske grunde; men boligen danner tillige rammen om familien, hjemmet.

At dette kan være så godt som muligt, er af største betydning for hele vort samfund. Det er derfor intet mindre end en skændsel for vort land, at den officielle statistik må oplyse følgende angående boligforholdene i hovedstaden og vore største købstæder: af l eller 2 værelses lejligheder var der i 1921 i hovedstaden 49 procent af samtlige lejligheder, i Aarhus 49 og i Odense 35. Ikke mindre end 41 procent af Københavns befolkning levede den 1. februar 1921 i l eller 2 værelses lejligheder.

Hvilken daglig gene og anledning til kiv og trælle i familien frembyder ikke sådanne boligforhold, der tvinger familier i titusindvis til at nøjes med 1 eller 2 værelser. Det er ikke underligt, at såvel moralen som kulturlivet under sådanne forhold må stå på lavt niveau.

Hertil kommer, at lejeforholdet, som er det sædvanlige i de store byer, er medvirkende til, at lejligheden blot er et sted, hvor man skal bo. Men ikke det sted, hvortil hele familien knytter deres forhåbninger og som de alle er med til at værne om, forbedre og forskønne.

Og hvorledes kan forholdene blive f.eks. i gader som Ryesgade, der i 1921 havde 8.378 indbyggere, Saxogade med 7.498 eller Oehlenschlägersgade med 4407? En eneste gade har her lige så mange indbyggere som flere kirkesogne ude på landet eller som en af vore mindre købstæder som Skive, Thisted eller Køge.

Hvorledes er det muligt at danne virkelige hjem, hvortil det er en glæde at vende tilbage fra arbejde eller leg, når folk i den grad er stuvet sammen som “sild i en tønde”?

Hertil kommer krigstidens udvikling på boligområdet, der medførte et stadigt stigende antal husvilde. Hvor mange tusinde familier, der lever i barakker eller dårlige sommerhuse hele året rundt, vides næppe nøjagtigt; men at det er yderligere nedgang i sanitær, moralsk og kulturel henseende kan der ikke være uenighed om.

Hvad er der gjort?

Københavns kommune har bygget en del. Men tidligere finansborgmester Jensen har oplyst, at Københavns kommune ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler til fortsættelse af det kommunale byggeri i samme omfang som hidtil. Heller ikke har stats­ og kommunetilskuddene kunnet sætte fart i sagerne. Trods disse har vi fået så dyre lejligheder som ingensinde før. Foruden at være en byrde for skatteyderne har sådanne tilskud en tilbøjelighed til at gå i de forkerte lommer. F.eks. tvinger de grundpriserne i vejret og bliver således et tilskud til grundejeren i stedet for til den, der bygger. Dette forhold har rent statistisk kunnet påvises ved oprettelsen af husmandsbrug i 1921-22, hvortil der ydedes 6.600 kr. i tilskud til bygningerne. Jordpriserne blev imidlertid så høje, at det kunne konstateres, at i hvert fald en betydelig del af tilskuddet gik til den mand, der solgte jorden til den vordende husmand.

Hvorfor bygges der ikke tilstrækkeligt?

Den hidtil førte boligpolitik har som foran nævnt ikke ført fremad til bedre tilstande. Heller ikke ophævelsen af husleje­loven, som er sket i en række købstæder, bl.a. Odense, har ført til stort andet end en meget betydelig stigning af huslejen til gavn alene for de tilfældige grundejere og til skade for befolkningen. Da kommunerne ikke kan løse spørgsmålet, og tilskuddene for en stor del virker modsat hensigten, kunne det være formålstjenligt igen at vende sig til det private initiativ og undersøge, hvorfor dette er for svagt til at øve sin indflydelse.

At ophævelsen af huslejereguleringen uden andre reformer her skulle virke er tvivlsomt. Huslejen i de nye ejendomme har ejer og lejer frit kunnet sætte efter overenskomst.

Derimod virker hele vor skattepolitik nedstemmende på byggelysten. Alle priser er drevet op, fordi stat og kommune tager omkring en fjerdedel af vor samlede indtægt i skatter. Dette beløb på ca. 700 mill. kr. virker for en stor del som en straf på den, der bygger. Arealskat, Husskat og ejendomsskyld er bygningsskatter, er som en tilbagevendende årlig bøde på flid og initiativ. Indkomstskatterne overvæltes fra bygmestre, håndværkere og arbejdere over på bygherren. Thi skatten er en ren driftsudgift, der må betales af andre. Arbejderen må have en løn, så at han kan leve. Skatten tilligemed de tvungne foreningskontingenter må selvfølgelig trækkes fra, før der bliver noget til husholdning, klæder og husleje.

På samme måde går det med told- og forbrugsskatterne så vel på tømmer og andre skattepligtige varer, der bruges i bygningen, som de nødvendighedsartikler, der bruges af arbejdere og driftsherre. Alt må betales af bygherren, der selvfølgelig venter at få sine udgifter dækkede ved en større husleje. Hvis han bygger til eget brug, må han overveje, om hans årlige indtægt er så stor, at han kan forrente og afdrage byggesummen samt betale bygningsskatter m.m.

Medens skatterne på alt, hvad der står i forbindelse med bygningen af et hus, tvinger prisen op og formindsker byggelysten, er det omvendt med skatten på grundværdien (grundskylden). I hovedstaden og vore købstæder er grunden omtrent skattefri, hvorfor grundejerne holder grundarealerne tilbage i forventning om prisstigning. Thi så længe denne er højere end skatterne og rentetabet ved at have grunden liggende er spekulationen fordelagtig.

I stærkt voksende byer vil spekulationen derfor altid florere, hvis der ikke er en betydelig grundskyld.

Hovedårsagerne til, at det private initiativ i for ringe grad beskæftiger sig med byggevirksomhed, er derfor beskatningen, der gør bygningerne dyre, medens undladelsen af at beskatte grundværdien, gør grunden dyr.

Hvorledes skal byggevirksomheden fremmes?

Af det foregående fremgår det, at den tunge beskatning hindrer byggevirksomheden. Hvis man derfor vil have priserne ned, må skatterne på bygninger, indkomst og forbrug ophæves. Hvis dette var muligt, kunne byggeomkostningerne gå meget betydeligt ned, og en mængde mennesker ville være i stand til at bygge. Dette ville dog kun vare en kort tid; thi den stigende efterspørgsel efter grundareal og råmaterialer, uden hvilke det er umuligt at bygge, ville snart drive prisen i vejret, så at hus og hjem ville blive lige så dyrt som tidligere. Derfor må der samtidig med skattelettelser eller ophævelser indføres en grundskyld, der så vidt muligt til det offentlige inddrager de samfundsskabte grundværdier.

Er grundskyldsystemet prøvet? Ja. Systemet er til dels prøvet i Canada, De forenede Stater. Sydamerika, Syd-Afrika, Australien og New Zealand. Et meget tydeligt eksempel på rigtigheden af grundskyld­systemets virkninger på byggevirksomheden haves fra New York. Umiddelbart efter krigen var der i denne by som i de europæiske storbyer, en meget uhyggelig bolignød, og huslejen var stærkt stigende. I 1920 gennemførtes imidlertid i New York staten en lov, der gav kommunerne ret til at ophæve bygningsskatten for nye beboelsesbygninger. New York City benyttede sig straks af denne lov og tillod skattefrihed for nybygninger til en værdi af under 5000 dollars eller for større bygninger 1000 dollars pr. værelse. Man beholdt derimod den kommunale grundskyld på ca. 2¾ procent af den ansatte grundværdi.

Virkningen har været ganske forbavsende. For New York City trådte loven i kraft 1. marts 1921. Indtil 31. december 1923 er der i disse 2 år og 10 måneder opført 263.480 lejligheder, hvoraf 141.781 var familiehuse til en eller to familier.

For at have begreb om, hvor meget denne byggevirksomhed drejer sig om, kan nævnes, at der i hele København med Frederiksberg kun findes omkring 200.000 lejligheder. Det oplyses tillige, at hver lejlighed, der er hygget i New York, i gennemsnit kostede 4.660 dollars pr. stk.

Virkningerne af kommunal grundskyld f.eks. i Pittsburg i Pensylvania, Sydney i New South Wales eller Vancouver i British Columbia har været tilsvarende som i New York.

Betegnende er en samtale, som professor Haig fra New York havde med to mænd i Vancouver angående det nye grundskyld­systems virkninger. Svarene var følgende:

Et byrådsmedlem: “Jeg er en afgjort tilhænger af grund­skyldsystemet. Det har opmuntret byggevirksomheden således, at der er opført flere og bedre bygninger end ellers. Vancouver vilde ikke have været det, den er, hvis den ikke havde haft dette skattesystem.”

En meget anset grundejer: “Der har aldrig været et almindeligt krav om grundskyld. Det har ikke været noget brændende spørgsmål, grundskylden har lagt store byrder på ejere af ubebyggede grunde, som det er meget dyrt at holde på, der er ingen tvivl om, at der for tiden er bygget for meget her i byen.«

Om virkningen af ophævelsen af skatterne på arbejdet og forbruget sammen med indførelsen af en almindelig grundskyld er der for Danmarks vedkommende næppe nogen tvivl. Følgende samtale, taget fra tidsskriftet Grundskyld, er sikkert også meget betegnende: “Blandt de mange spekulationsgrunde i Københavns nærhed cer der også en på ca. 18.000 kvadratalen. Jeg har fået anmodning om for en anden at forhøre om prisen og ringede derfor til den ene af de to mænd, som ejer grunden. Der forlangtes 4,80 kr. pr. kv. alen. På mit spørgsmål, om det ville kunne nytte noget at byde 4 kr., blev der straks svaret kategorisk nej; så skulle grunden få lov at ligge, den vil altid stige i værdi. “Ja, ja,” svarede jeg; “men hvis vi nu får kommunal grundskyld, som der er stærk tale om, så vil forholdet blive et andet.” “Det er rigtigt,” svaredes der; “men hvis det sker, så prisen derved går ned til f.eks. 3,60 kr., så bygger vi! Det vil betale sig bedre end at sælge til den pris.” I øvrigt har boligspørgsmålet flere sider end den her fremførte; men lige meget, hvilke fremskridt der end sker i henseende til byggemåde eller på andre områder, vil alt dog være forgæves, hvis der ikke gives adgang til grund og råmaterialer på lige vilkår for os alle.

Gennemførelsen af fuld grundskyld og ophævelsen af skatterne på arbejde og forbrug vil skaffe os lige vilkår, også med hensyn til løsningen af boligspørgsmålet.

Og hvad mere kan der forlanges?