fra Tidsskriftet RET, februar 1909
af Sophus Berthelsen

(I anledning af hr. Cand. Polit. Thalbitzers foredrag i nationaløk. Forening den 4. Februar 1909.)

Vore ledende bankmænds dispositioner under bankkrisen i fjor – foredragets egentlige emne – kan ses fra to diametralt modsatte synspunkter, bankaktionærens og samfundets. Foredragsholderen benyttede dem begge, men – som det ofte går nationaløkonomer – holdt dem ikke skarpt ude fra hinanden.

Som bankaktionær kan man mene, at det var et fortjenstfuldt skridt, måske et genialt greb, at få den velsignede stat til at overtage en del af risikoen for ens dårlige dispositioner, og man kan måske tillige påstå, at med en sådan finansstyrelse fortjente staten ikke bedre end at blive den syndebuk, på hvis pande vore dages Aaron’er lagde alle Israels børns misgerninger. Det var for så vidt helt ‘smart’ gjort.

Som samfundsmedlem og borger derimod må man dybt forarges over, at det virkelig lykkedes at drage den danske stat ind i den spekulationssvindel, som kulminerede i februar 1908 – modsat i Sverige, hvor et lignende forsøg på overrumpling og paniktrusler bestemt afvistes af rette vedkommende, så at selvfølgelig ingen panik opstod. Men herhjemme lod det jo til, at alle de ansvarlige tabte hovedet. Og det ulykkelige er, at der intet synes til hinder for, at det samme forargelige skuespil kan gengentage sig endnu en gang – så længe vi ikke åbent erkender eller påviser den skete brøde.

Men dette gjorde foredragsholderen ikke. Han fremdrog meget klart og tydeligt nogle af bankkrisens hovedårsager, men drog ikke konsekvensen deraf – kunne derfor heller ikke nå til at anvise noget rationelt hjælpemiddel mod gentagelser.

Meget rigtigt nævnte hr. Thalbitzer statshypotekbankens oprettelse og funktion som en overordentlig farlig institution for vort økonomiske liv. Ved den af staten derigennem organiserede – man kunne gerne sige subventionerede – eksport af grundværdipapirer, skabes der ikke blot, som det blev fremhævet, en ensidig afhængighed af udenlandske finansmagter, men der åbnes derved end friere baner for den samfundsskadelige grundspekulation. Konklusionen heraf burde ubetinget være: hypotekbankens omformning ved første lejlighed, hvis sundere pengeforhold skal nås herhjemme. Men denne konklusion droges ikke.

Fremdeles blev nævnt: statskassebeholdningens urimelige anbringelse på københavnske bankfolier, til forcering af bankernes spekulation og båndlæggende statskassens dispositioner netop i kritiske øjeblikke. Sandt nok, men der blev ikke af foredragsholderen givet anvisning på den rette anbringelsesmåde eller undersøgt, om nogen nævneværdig beholdning overhovedet er nødvendig for en så stabil forretning, som statskassen er.

Indlederen understregede meget stærkt, at såfremt ‘man’ (statskassens værger) havde kendt de sande forhold, var man sikkert ikke gået med til den ominøse statsgaranti. Men han opstillede desuagtet ikke noget krav om ubønhørlig undersøgelse af, hvem det da var, der således havde ført statens mænd bag lyset med falske foregivender, og hvilket ansvar, eventuelt til straf og erstatning, der da ville påhvile de vedkommende. Netop under mulig kommende forhandlinger om yderligere statsgarantier for ‘nødlidende’ svindelbanker og sparekasser, ville det være af største interesse at erholde konstateret, at fortilfældet af februar 1908 skete under falske foregivender, og derfor ikke kan forpligte til nogen gentagelse med åbne øjne.

Foredragsholderen nævnte den usunde konkurrence mellem banker og sparekasser, som har gjort sit til at fremskynde katastrofen. Men han foreslog ikke det nærliggende hjælpemiddel: ved lov at drage en skarp grænse (der findes overalt i udlandet) mellem de sparemidler, der opbevares for sikkerhedens skyld og som bør statskontrolleres, eventuelt ved oprettelsen af postsparekasser, og de udbyttesøgende bankmidler, som med rette bør overgives til frie bankers rådighed, med den deraf følgende bevidste risiko og risikopræmie. Intet beviser bedre denne delingslinjes nødvendighed, end hin skæbnesvangre telefonsamtale under bankkrisen i fjor: statsmanden telefonerer til bankmanden: “Staten vil intervenere til fordel for sparerne – ikke for de øvrige kreditorer”, og bankmanden der svarer: “Det er ugørligt – begge må følges ad”. Var svaret i stedet for blevet: “Vel, så må der sættes en grænse, f. eks. ved 2.000 kr. pr. bog for, hvad der skal betragtes som sparemidler”, og var statsgarantien blevet begrænset dertil, så var enhver ‘panik’ ligefuldt blevet umuliggjort – eftersom det kun er de mange småsparere, der ved deres mængde kan skabe den folkefeber, der kaldes ‘panik’. Og samtidig var et gavnligt præcedens skabt – også for bondestands-skandalen senere. Det var i sandhed en ulyksalig telefonsamtale, og beviser rigtigheden af den gamle sætning om, med hvor ringe visdom landet stundom styres.

Hvad foredragsholderen desværre kun strejfede, men ikke udførligt omtalte var bankkrisens hovedårsag. Det forklarer intet at sige, at vort pengemarked er beliggende mellem to verdensmarkeder, hvis man ikke kan påvise den særlige årsag til, at vort land bliver afhængigt af hine gennem lån – thi disse gives ikke uden tilsvarende sikkerhed. Men her når vi omsider til den sande årsag til vort lands forholdsvis høje gæld: vort enestående ypperlige realkredit-system, der tillader os næsten øjeblikkelig at omsætte ethvert fremskridt, ja selv forventningen derom, i salgbare børspapirer. Intet andet land har tilsvarende institutioner – vore kreditforeningsobligationer står i væsen højt over hypotekpapirer i udlandet, har nærmest fonds karakter og regnes ofte til disse, hvad Danmarks Riges Hypotekbankyderligere fremkalder troen på. Derfor er vor udenlandske gæld så enorm, derfor er vore jordpriser og husleje i by og på land så opskruede (endog højere end Englands tilsvarende), derfor lider vort hele økonomiske samfund under en skæbnesvanger grundspekulationsfeber. Og da vore banker efterhånden, stik imod al god bankskik (efter engelsk mønster), er kommet ind i denne spekulation, endog som ledere, så måtte krisen herhjemme blive en bankkrise, forårsaget ved en forfejlet og letsindig grundspekulation (ikke ‘bygge­spekulation’, som den ofte kaldes).

Fejlen ved bankkrisen er da, at denne usunde feber ikke fik lov til at løbe linen ud, men ved kunstige midler, endog statstilskud, blev holdt oppe en tid endnu – sålænge det varer. Derfor er vi ikke fri for krisen endnu – den er kun blevet latent, gået over i blodet.

Spørger vi da om midlet til at hindre nye kriser, så nytter det lidet, med hr. Thalbitzer, at foreslå større hæderlighed – thi vi er tilpas hæderlige, når ikke vore institutioner præmierer letsindighed og uhæderlighed.

Endnu mere ironi er det, med professor Charling, at præke sparsommelighed! Tænk, om vort lands 500.000 familier fulgte rådet, og købte for 1 kr. mindre om dagen (om det var muligt); det blev et formindsket køb af for 180 mio. kr. varer årligt, et dødbringende slag for hele den industri, hvis beskyttelse professoren er en så ivrig advokat for.

Tværtimod burde man stræbe efter at gøre det let for hver dansk familie at fordoble sit forbrug, om det var muligt. Det ville betyde en uanet opblomstring af al naturlig industri. Og det er slet ikke ugørligt, når de rette midler vælges. Men man skal ikke søge disse i de statsansatte nationaløkonomers værker;  thi de forholder sig i reglen kun beskrivende –sjældent foreslående. De lader deres lys skinne bagud fra samfundets vogn, nøje konstaterende hvor den kørte i grøften – men aldrig fremefter visende udviklingens rette vej mod lysere tider.

Og det er dog slet ikke så vanskeligt, som visse boglærde økonomer tror, at stille horoskopet for vort fremtidige økonomiske liv. Vi råder selv over vor skæbne. Vi behøver kun, gennem dertil sigtende lovgivning, at formindske og efterhånden helt ophæve hin hovedårsag til de økonomiske kriser: grundspekulationen.

Hvorledes dette i enkeltheder skal ske, har jeg andetsteds påvist. For det foreliggende emne er det nok at sige: Der må drages en skarp grænse mellem offentlig økonomi og privat økonomi, mellem statens midler og private bankers midler, – mellem egentlige sparepenge og spekulationskapitaler. Og indenfor bankverdenen må de legitime bankforretninger – sund handel og industris forsyning med driftskapital – bestemt adskilles fra den usunde spekulation i monopoler, privilegier, termins-hazard og byggegrunde, som er al normalt forretningslivs værste fjende. I alt fald bør ingen honnet bank deltage i denne art forretninger uden at ophænge skiltet “Her drives monopolspekulalion” – ganske som vore høkere, plakaten “Her sælges margarine”. Så kan enhver jo vare sig, og tage den risiko, som følger med den udlovede højere ‘rente’. Og til at begynde med kunne man jo passende kræve bankernes offentliggjorte regnskaber og status opgjorte med særlig angivelse af, hvilken fortjeneste der falder henholdsvis på normal bankforretning og på ‘diverse engagements’, og hvorledes værdien af de til de sidstnævnte knyttede aktiver er udfundne.

Ad disse veje og kun ad disse kan vi bringe vort økonomiske liv på fode igen. Det er en naturlig kur, der er givet, når sygdommens årsag er fundet. Det gælder kun at lade hvert organ virke efter sin bestemmelse, den offentlige økonomi med sine midler og almene formål, den private økonomi ligeledes for sig – ganske som salig Aristoteles efter sigende for nogle århundreder siden angav som al god styrelses formå!

Og for den, som måtte mene, at disse råd kommer bagefter, skal oplyses, at de, med omtrent samme ord, stod at læse samtidig med krisen i fjor, i et herværende tidsskrifts hæfter for februar og april 1908.