Arbejdsløsheden

Arbejdsløsheden
Industrien–borgerne–staten
af Jakob E. Lange (1921)

De her fremsatte forslag slog jeg først til lyd for i dagspressen ved nytårstid 1921. Nu, da der bebudes fornyet undersøgelse og forhåbentlig også ny handling overfor arbejdsløshedskrisen, fremlægger jeg dem på ny for offentligheden til alvorlig overvejelse.
Husmandsskolen, juli 1921.
Jakob E. Lange.

__________

Så såre det mindste tegn på udbrud af en farsot: kopper, mund- og klovsyge eller lignende viser sig, mobiliseres sundhedsvæsenet: der vaccineres, afspærres, desinficeres. Anderledes med den sociale farsot vi i øjeblikket står midt i: den uhyre og uhyggelige arbejdsløshed, som nu snart i år og dag har hærget vort land, men imod hvilken der næppe er gjort noget alvorligt – ud over at indhente betænkninger, optælle ofrenes antal og holde liv i dem ved hjælp af understøttelse.

Og dog er der jo ingen tvivl om, at arbejdsløsheden koster landet langt mere end nogen farsot: ødelægger flere hjem og sætter dybere forringende spor i folket, langt ud i fremtiden, end en kolera- eller koppeepidemi (for ikke at tale om de uhyre økonomiske tab, vel over en million kroner om dagen).

Under sådanne forhold forekommer det mig, at kravet om alvorlig handling ikke kan afvises. Sagen er for samfundsvigtig til kun at tjene som kasteskyts mellem politikere og makulator for hr. kontorius. I virkeligheden er af alle krigens og efterkrigstidens misforhold arbejdsløsheden den plage, som hårdest rammer vort folk. Nødig skulde vi derfor ligegyldig lægge hænderne i skødet, til de arbejdsløse selv mobiliserer deres hærskarer til selvtægt mod det samfund, der svigter dem. Længe nok har vi tøvet; og selv her til lands kan der være fare ved at tøve.

Nu er det naturligvis ikke vanskeligt al se, hvorfor der tøves. Arbejdsløshedskrisen er jo væsentlig en industrikrise, en bysygdom. De politiske partier der væsentlig repræsenterer den besiddende landbostand føler sig ikke ramt, ja der er vel endog hos dem en tilbøjelighed til at sige som så: “Ja, krisen er en hård kur, men de godtfolk ligger dog, som de har redt. Er ikke vor industri et kunstprodukt, opflasket ved beskyttelsestold og anden usund næring, i lang tid dragende vore arbejdere, vor ungdom, ind på brostenene ved løfter om højere løn – på vor bekostning. Måske kan krisen dog nu drive disse arbejdere ud til bondearbejdet, til naturligere virksomhed og et sundere liv, blot vi ikke af ilde anvendt øllebrødsbarmhjertighed lader os forlede til ved yderligere ‘beskyttelse’ at skabe endnu unaturligere økonomiske forhold i fremtiden.” – Ja, de egentlige storagrarer ser vel endog med en vis skadefryd deres økonomiske magtrivaler, industriherrerne, gennem krisen sakke agter ud i sammenligning med dem selv, som krisen ikke direkte skader, men hvis produkter tværtimod har uhindret aftræk på verdensmarkedet.

Og selv for storindustriens ledere – der har forholdet på nært hold – er krisen ikke et ublandet onde, som det er livet om at gøre at bekæmpe. Produktionsstandsningen tillader dem at realisere deres lagre til forholdsvis høje priser. Og nogle måneders yderligere arbejdsløshed vil jo sikkert gøre arbejderne møre, så de måske godvilligt opgiver de betydelige fordele, arbejdsgiverne under krigstidens tryk og gullaschens højkonjunktur måtte lade dem indkassere. Og at det dog er deres egne arbejdere, det går ud over, kan de med nogenlunde god samvittighed se bort fra: staten sørger jo for at holde sjæl og krop sammen på de arbejdsløse.

Selv arbejderførernes krav på at der skal gøres noget alvorligt for at komme arbejdsløsheden til livs er ikke så stærke, som man skulle vente: de kan jo næppe være blinde for, at en virkelig genoptagelse af den fulde virksomhed bl.a. betinges af en betydelig nedskrivning af de høje løntariffer, der – på papiret – gør arbejdslønnen forholdsvis høj, og som de er valgt til at vogte og opretholde længst muligt.

Og endelig ser den skatteydende borger med bange anelser på muligheden for, at staten skal gøre noget stort i sagen – det sker jo på hans pengepungs bekostning. – Han er vel endog tilbøjelig til at tro, at blot staten lod alt gå sin gang og navnlig holdt op med at give arbejdsløshedsunderstøttelse, ville nok arbejdsvilligheden stige og arbejdet komme i sving af sig selv.

Nu er del vel ikke uden grund, at navnlig den frisindede landbobefolkning nærer dyb mistillid til industriens talsmænd. Beskyttelsespolitik og trustdannelse til udbytning af forbrugerne er ikke nogen heldig fortid at pege på, når man vil vække folks medfølelse for sine krav. – Og det er jo ikke at undres over, at når industriens mænd så højlydt og uafladeligt har krævet ‘beskyttelse’ som en livsbetingelse, har vi andre efterhånden måttet få den opfattelse, at vor industri virkelig er et kunstprodukt, en drivhusplante uden naturligt rodfæste i vort land.

Og dog er denne opfattelse sikkert i hovedsagen forkert. Danmark har naturlige betingelser for at udvikle sig også som industriland; ja, uden beskyttelse ville vor industri utvivlsomt have været bedre, solidere og mere grundfæstet i landet.

Det er ikke råmaterialets tilstedeværelse i vedkommende land, der er det afgørende – Englands bomuldsindustri får sit råmateriale fra Indien og Nordamerika; Schweiz’ chokoladeindustri får sit fra de varme lande. Heller ikke kullene, især ikke for et kystland som Danmark, der lettere får kul, om det så skal være fra Amerika, end Schweiz får dem fra Schlesien eller Westphalen. Industriens opblomstring afhænger af menneskene: hvor befolkningen er åben for nye ideer, blomstrer ny industri. Hittepåsomhed er industriens gudmoder. Sælges ikke københavnsk porcelæn over den halve verden, skønt råmaterialet er udenlandsk. Sejler ikke dieselmotorskibe under alle flag med “B&W. København” i firmastemplet, og laves der ikke skilderirammer i Danmark (af svensk træ, tysk bogguld og indisk shellak) som sælges i Indien og Nordamerika.

Naturligvis er landbruget vort hovederhverv; men det er ganske misvisende – som nogle er tilbøjelig til at ville måle dets betydning i forhold til industrien, ved at sammenligne udførselstallene for landbrugs- og industrivarer: den margarineindustri, der frembringer for 10 mio. kr. margarine, men hvis udførsel er 0, er ikke for intet at regne imod det mejeribrug, der udfører for en lignende sum smør. Og den maskinindustri, der forsyner vore fiskerbåde med motorer, tør vel nævnes ved siden af de opdrættere, der skaffer tyskerne heste.

Vel er det sandt, at industriens udvikling – her som andetsteds – til en vis grad har været unaturlig. Først og fremmest derved, at vi på uforsvarlig måde har forsømt at gøre plads på jorden for den fremvoksende ungdom. (i landets bedste egne er den egentlige landbobefolkning i øjeblikket næppe talrigere end for en 30-50 år siden!) men selvom vi ganske anderledes havde udviklet det intensive småbruger-landbrug og fyldt landet med husmandshjem, var industrien sikkert blevet en voksende faktor i vort land – ja netop da. Thi en velstående landbobefolkning er grundlaget for byernes trivsel: tyve husmandsfamilier har større købeevne end én herremand og hans folk. Industrien var da sikkert opblomstret ved husmandsbrugets side – kun vore udvandrerdampere var gået fallit! –

Nej, industri er ikke noget for vort land unaturligt, heller ikke var det at ønske, at Danmark, ene blandt alle Europas lande, skulle forblive et rent landbrugsland, et Amager for Europa. – Og enhver, der forstår hvad det koster af indsats og tid at opbygge industrier, vil fatte, hvor vigtigt det er at vi ikke lader mere styrte i grus i disse krisetider, end hvad der ikke kan stå.

Men selv for den, der ikke føler sig overbevist om industriens levedygtighed og store udviklingsmuligheder i vort land, må det være indlysende, at øjeblikket kræver handling. Vi har jo nu engang denne industri med dens arbejderstabe, og selv den mest radikale jordpolitik (og den radikaleste er næppe for vidtgående!) kan ikke med et slag forvandle disse arbejdsløse til selvhjulpne husmænd. Uanset synspunktet står derfor kravet for os alle med bydende magt: skaf arbejde, løs krisen!

Men krisen er en verdenskrise, svares der, som vi med vore hjemlige foranstaltninger ikke kan beherske.

Dette er jo til en vis grad sandt. Den moderne økonomiske verden er i endnu højere grad, end man til daglig tænker, et uhyre kompliceret samarbejdende produktionsmaskineri, hvis utallige tandhjul griber nøje ind i hinanden, således at så godt som hele verden er med i fremstillingen af hver enkelt stor eller lille artikel. (En æske tændstikker laves jo af aspetræ fra Rusland, antimon fra Argentina, farvestoffer fra Tyskland og parafin fra N. Amerika m.m.). Blot en smule sand mellem et par hjul kan give trøv gang i maskinens fjerneste dele. Intet under da, at der bliver standsning, når krigen med brutal hånd har knust hele grupper af tand hjul; når folkene har ihjelslået deres kunder på den anden side af grænsen, når fabrikkerne er forfaldne, gruberne fyldt med vand.

Ja ikke alene alt dette; men det samarbejde mellem ledere og arbejdere i produktionen, hvorpå denne beror, er blevet rokket eller sprængt. Overalt står arbejderne med en bitter følelse af, at nu, da deres blod ikke længere kræves til fædrelandets forsvar, skyder samfundet dem ligegyldig tilbage i deres betydningsløse tilværelse. Deraf den intense følelse hos Europas arbejder ikke at ville trykkes ned til sin stilling fra før krigen. Den løn, arbejderen kunde tjene i krigens, i ødelæggelsens tjeneste, vil han også have i fredens, i genopbyggelsens arbejde, og i hvert fald vil han ikke være med til at lade sig og sine standsfæller reducere til en afhængig, indflydelsesløs underklasse i kapitalismen sold. Deraf forbitrede løn- og magtkampe som kulstrejken i England. Men hvor rimelige end kravene, hvor berettiget end kampen: den forlænger dog krigstilstanden med underproduktion, dyrtid og arbejdsløshed endog langt ud over vedkommende lands egne grænser.

Hvor vigtige disse verdensforhold end er, betyder de dog for Danmark i øjeblikket vel mindre end for noget andet land, kun for vor trampskibsfart gælder det fuldt ud, at verdenshandelens standsning holder den i uvirksomhed. I øvrigt berøres vi forholdsvis lidt. Vore salgsprodukter til verdensmarkedet har, som livsfornødenheder, et marked selv i en befolkning med forringet købeevne. Vi behøver heller ikke vi at savne råmateriale udefra. Og det indre samarbejde er ikke ved utålelige overgreb fra de økonomiske magthaveres side endnu blevet fuldstændig umuliggjort, så vore arbejdere hellere knytter næven om bomben end om hammeren.

Utvivlsomt er da i Danmark arbejdsløsheden, industrikrisen, væsentlig en indenlandsk affære, som det beror på os selv, om vi vil ordne.

Men i det øjeblik, vi retter undersøgelsen indad, viser problemets besynderlige natur sig. Hvorfor er der arbejdsløshed? Det er jo ikke, som under blokaden i 1917, råstoffer der mangler, og verdensmarkedets råmaterialer er ej heller uoverkommelig dyre. Er der da overproduktion? Tværtimod! Folk er gennemgående underforsynede. Bedst ses hele forholdet måske i bygningsindustrien. Vi har årevis lidt under en bolignød som ingensinde før; der savnes huse og lejligheder i titusindvis. Men vore teglværker har sten nok (vor jord i hvert fald ler nok), vore skove fattes ikke tømmer; cement laver vi selv; og vore murere og tømrere går ledige i tusindvis. En beboer fra Mars eller en anden fjern planet, som kom til Danmark og hørte om vor husmangel og samtidige arbejdsløshed i byggeindustrien, ville vel tro, vi var gale til hobe, at vi ikke på 3 måneder bragte den sag i orden, man nu – væsentlig forgæves – har strævet og snakket om i 3 år. Men ingen løser fortryllelsesstilstanden. – Og som i dette, således i alle tilfælde: Skotøjsindustrien er i stå, skønt vi er ringere forsynet med fodtøj, end vi længe har været; maskinfabrikkerne går for halv kraft, skønt der næsten alle vegne tiltrænges nye landbrugsmaskiner osv.

Men alle, der ikke kommer fra Mars, ved jo øjeblikkelig – når de tænker dem om – hvorfor stilstanden hersker. Der er produktionsstandsning, fordi ingen vil købe til de herskende høje priser, fordi ingen vil betale den tarifmæssige høje arbejdsløn. At man almindelig venter stor nedgang er altså krisens årsag. Om denne forventning er begrundet eller ej, er i denne sammenhæng ligegyldig; den er der, og enhver lille prisnedsættelse eller lønnedgang forstærker forventningen og forværrer således forholdet i øjeblikket: når varerne stiger dag for dag, vil alle sikre sig ved indkøb, men begynder nedsættelsen forsigtig, holder alle sig forsigtig tilbage.

Hvis man altså ved en tryllefløjte kunne få alle til at danse, få alle priser reduceret til det halve og lønningerne ligeså, ville fortryllelsen være hævet. Alle hjul ville snurre. Men ikke blot ejer vort samfund ingen magt, der kan blæse således: alt på sin rette plads i hele vor moderne økonomiske organisation er indstillet på det modsatte: på frikonkurrencens hæmning og prisernes opretholdelse. Selvom den enkelte producent gerne satte priserne ned ret alvorligt –organisationen hindrer det. Bogtrykkernes organisation skal nok – som vi nylig har set i København – finde og mulktere den, der vover at trykke blade og bøger for billigt. Og selvom den enkelte arbejder gerne tog arbejde for en betydelig lavere løn end den tarifmæssige, hans organisations opgave er at holde på tariffen til det yderste. Og den arbejdernes tillidsmand, som ville tilbyde en alvorlig lønreduktion, ville hurtigt forskærtse sin stilling. Ja selv handelsstanden, som mere end nogen anden skulle repræsentere konkurrencen, og hvis ideelle opgave i samfundets tjeneste er at sælge varerne så billigt som muligt, har i egen, mere nærsynede, interesse: at holde så længe som mulig fast på den høje pris, at ikke varelagrene skal forringes i værdi.

I det øjeblik, man klarer sig den industrielle krises virkelige natur, indser man, at adskillige af de fra forskellig side foreslåede midler imod den er misgreb, er falske lægemidler, der kun kan forværre og forlænge sygdommen.

Høj indførselstold f.eks. til modvirkning af indførsel af varer fra udlandet, eller importregulering (ved forbud mod indførsel af varer, der er billigere, end man mener at kunne lave dem herhjemme) er foranstaltninger, som, hvis de virker, kun kan gøre galt værre. Konkurrencen fra udlandet er jo netop det kraftigste middel til modvirkning af de stærke kræfter, der vil fastholde det høje prisniveau. Og langt fra at øge vort lands arbejdsløshed vil indførsel af billige varer formindske den. Tænk om Tyskland sendte os sten, tømmer og cement helt gratis? Ja, teglværksarbejderne osv. blev derved arbejdsløse (de er det nok for øvrigt allerede nu); men for hver 10 teglværksarbejdere, der overflødiggjordes, fik vel 1000 bygningsarbejdere arbejde! Og hvad der således ville gælde den gratis import, gælder naturligvis forholdsmæssigt den billige, kun at ved den ville ikke engang vedkommende industri herhjemme nødvendigvis blive slået ud: Billig indførsel af landbrugsmaskiner ville måske, når det kom til stykket, blot bevirke, at vore hjemlige fabrikanter tog fat i konkurrencen med fuld kraft, frem for nu at producere og sælge for halv eller kvart kraft til for høje priser.

Dertil er beskyttelseskravet en politisk umulighed. Hvem kunne tænke sig at gavne landet ved, til beskyttelse af de hjemlige frugtavlere, at udelukke eller fordyre den indførsel af billig frugt fra udlandet, der f.eks. gør, at bananer f.t. kan sælges som før krigen for 10 øre stykket på Københavns gader, og som i den frugtfattige vinter 1920-21 skaffede os spiseæbler til 35 øre pr. pund? Hvilken betydning har ikke dette haft for folkets sunde ernæring? Og når således indførselstold eller forbud til fordel for landets smågartnere og havebrugshusmænd er en umulighed, er det klart, at tilsvarende beskyttelse af storindustrien er en uigennemførlig idé, som, jo oftere den fremføres af industriens mænd, desto mere fjerner al udsigt for dem til at vinde folkets øre for deres krav og al mulighed for at tiltro dem virkelig socialøkonomisk forståelse.

Ej heller statstilskud til boligbyggeri, det stærkeste, der hidindtil er gjort for afhjælpning af arbejdsløshed og bolignød, er uden skadelig virkning, særlig i retning af at holde materialepriserne oppe. Navnlig bliver tilskudspolitikken farlig, når den – som af den nuværende regering – gøres betinget af, at indenlandsk materiale anvendes. Thi dette er jo – da ingen bygger uden offentlig støtte – ensbetydende med at udelukke de billigere indførte mursten, cement osv. og derved forlænge den uholdbare situation ved at yde en virksom beskyttelse for de hjemlige fabrikanters højpris politik.

Imidlertid vil det være ganske fejlagtigt at tro, at staten ikke har anden opgave i den nuværende situation end at se til, lade fem være lige og overlade forholdene at trække sig til rette af sig selv. Netop fordi hele den moderne organisation hindrer og forsinker sygdommens bedring, må det offentlige træde til, om vi ikke i ansvarsløs uvirksomhed skal se åndelige og materielle værdier i ubegrænset mål gå tabt.

Magter staten end ikke at sige det “sesam, luk op!” der sætter alle hjul i gang, så kan dog det offentlige utvivlsomt overvinde de værste hindringer for bevægelsen.

Det var således en alvorlig fejl, at man ikke under blokadearbejdsløsheden i stor stil iværksatte offentlige arbejder: veje, jernbaner osv., frem for at udbetale lediggangspenge. At dette ikke fandt sted hang vel nok væsentligt sammen med de organiserede arbejderes modvilje mod at blive udkommanderede til uvant arbejde på andre egne. Og der er for så vidt intet at sige til, at f.eks. en arbejdsløs maskinsmed ikke gerne rejser ud på landet for at grave: han ved jo, at så er han væk og har ingen chance, når der viser sig et job i hans eget fag. Men ved samarbejde mellem det offentlige og organisationerne kunne denne vanskelighed let overvindes. Når de mobile arbejdsløse (de ugifte) blev stillet valget mellem at drage ud med fuld løn eller at blive hjemme på halv do., og man så ordnede det således, at den, der en vis tid havde gjort ‘felttjeneste’, havde første ret – frem for de hjemmeblevne arbejdsløse – til de ledige pladser, der blev i hans fag, ville det hele let kunne ordnes uden at vække modvilje hos arbejdernes store fornuftige hovedmasse.

Betydningen af iværksat offentligt arbejde må naturligvis ikke overvurderes. Pengene tages jo af skatteydernes lomme og formindsker således disses egen evne til at købe, bygge og forbedre. Men den reelle vinding ligger deri, at staten kan iværksætte betydningsfulde arbejder uden hensyn til, at det ville være billigere først at lade dem udføre ad åre – den sparer jo derved udgiften til arbejdsløshedsunderstøttelse, – medens den private arbejdsgiver (selvom han besidder den fornødne kapital) så vidt mulig udsætter arbejdet til den ventede billige tid og således vedligeholder arbejdsløsheden.

Offentlige arbejder, hvorved smede, vævere o.a. faglærte arbejdere sættes til alm. vejarbejde o.1., kan dog kun blive en temmelig uøkonomisk nødhjælp. Og det vil sikkert være muligt for staten at få også industriens hjul i sving, ved støtte anvendt på fornuftig vis, således at den virker til forstærkning af den vilje og de ønsker, der allerede findes hos borgerne (såvel arbejdere som arbejdsgivere) om at få virksomhed i gang på ny og overvinde hindringerne derfor.

Den enkelte private arbejdsgiver standser jo i regelen kun nødig sin bedrift, selvom den i øjeblikket ikke kan give ham nogen profit. At fastholde sin arbejderstab i kritiske tider, så længe overhovedet muligt, har altid været en forpligtelse, som anerkendtes af driftsherrernes adelskab. Når der alligevel standses, er det da som oftest, fordi udsigten til faldende priser (i visse tilfælde overvældende udenlandsk konkurrence) i forbindelse med en i forhold til produktionen for høj løntarif giver udsigt til, at tabet ved at producere vil være større end ved at ligge stille.

Her er det springende punkt, hvor staten må sætte ind med fuld kraft. Samfundet bør kræve fabrikkerne sat i fuldt sving (uden kunstig opretholdte høje priser), med så vidt mulig fuld arbejderstrejke; men da bør staten også dække de private arbejdsgivere mod det tab, de eventuelt vil lide ved at producere, frem for ved at lade maskinerne stå stille.

Lad os til eks. tage tekstilindustrien, af dens normale arbejderstab på ca. 12.000 beskæftiger den vist f. t. ca. 4.000.

Hvis vi nu f.eks. antager, at de stillestående fabriker betyder et rentetab af 2 mio. kr., men fuld virksomhed (på grund af at priserne falder, førend varerne er færdige til salg) viser sig at give et tab af 6 millioner, da vil det selvsagt være ugørligt for staten at forlange fuldt arbejde, med mindre den træder til og garanterer mod de 4 mio. kr. ekstra tab. En sådan garantiydelse vil for staten være langt billigere end arbejdsløshedsunderstøttelse til de 8.000 arbejdsløse (vel nok en årlig udgift på 8-10 millioner), og for arbejderne vil vindingen jo være uendelig stor.

Hjælpen bør vistnok fortrinsvis ydes i form af rentefrie lån, der forventes tilbagebetalt, når forholdene er blevet normale. Denne form for hjælp vil falde godt i tråd med den hjælp staten yder nybygger husmanden for at muliggøre det for ham at komme i gang. Den ydes jo nemlig som et rentefrit lån på 10.000 kr. pr. brug, der først efter en årrække skal afdrages.

Naturligvis vil der ikke være grund til at støtte industrier, som ingen fremtid kan antages at have, f.eks. rene krigsindustrier. Trods indtrædende lave kulpriser at yde støtte til opretholdelse af en forceret tørvefabrikation med hele det mandskab, som i kulnødens tid sled i moserne, vil der jo kun være ringe mening i, og kravet om fuld arbejderstab måtte derfor være til en vis grad elastisk. Men sådanne forhold, såvel som den behørige kontrol af regnskaberne for at undgå misbrug, vil industriens egne organisationer jo væsentlig kunne ordne gennem sagkyndige nævn under statens tilsyn.

Den her foreslåede form for statsstøtte vil tillige være den simpleste og ufarligste måde at værge en industri imod mulige tilfælde af ondartet dumping. (Planmæssige forsøg fra udlandet på ved ruinerende underpriser at slå en hjemlig industri til jorden.) Denne vej vil ikke frembyde den fare – som indførselsforbud og beskyttelsestold altid rummer – at vedkommende industri i læ af forbuddet eller toldmuren holder priserne for høje. Fri indførsel opretholdes jo nemlig, og befolkningen nyder godt af de lave priser (såvel på de indførte varer som dem, den hjemlige fabrik fremstiller). Men tabel ved den ruinerende lavpris bæres af staten (dvs. folket).

Når staten således ved løfte om virksom støtte sætter hjulene i gang på ny, bør vedkommende industriers arbejdere (såvel lønarbejderne som driftsledere og teknikere) naturligvis også yde deres bidrag til, at det kan gå rundt. Og dette kan de på rimelig måde gøre ved at give foreløbigt afkald på en procentdel af den tarifmæssige løn, f.eks. 20%, således at den resterende femtedel kun bliver dem efterbetalt, for så vidt der (mod forventning) ingen statshjælp bliver fornøden. De vil da alle være interesserede i, at arbejdet går så godt som mulig. Og så vist som at produktionen er lønnens moder, kan ingen med rimelighed forlange en løn, der er højere, end hvad produktionen på nogen mulig måde kan bære. – Et eventuelt overskud kunne vel hensigtsmæssigt fordeles således, at det blev brugt til dels at forrente den i virksomheden anbragte kapital, dels til at bringe arbejdslønnen op mod fuld tarifmæssig højde. Alle parter – arbejderne, aktionærerne og staten – vil da være interesserede i, at det går så godt som overhovedet muligt.

En sådan appel fra staten til industrien om at holde virksomheden i fuld gang, ledsaget af løfte om at ville bære det derved mulig forvoldte ekstra tab, vil vanskelig kunne afvises. Men skulle det ske, at en industri alligevel nægter at genantage sine arbejdere, ville det så også være rimeligt og velbegrundet, om man pålagde den en ekstra afgift til hjælp til arbejdsløshedsunderstøttelsen, mindst lige så vel begrundet som at lade bilerne bidrage til at betale istandsættelsen af de veje, de slider på.

Ja, der kan eventuelt gås videre endnu. Hvis en sådan virksomhed, trods statens tilbud, ikke sættes i gang, og arbejderne holdes udelukkede uden rimelig grund, kunne der særdeles vel blive tale om statens midlertidige overtagelse af vedkommende fabrik og driftens overdragelse til arbejderne og den tekniske og merkantile stab i forening.

Denne mulighed vil dog næppe komme til at foreligge. Hvis der virkelig appelleres til industriens mænd med vægt og kraft, vil sikkert ingen, hvem det er muligt, holde sig tilbage.

Og jeg kunne tænke mig, at også andre industrier og virksomheder end dem, der således kom ind under statens assurance, ville tage den side af planen op, der peger mod ordningen af arbejdsløn spørgsmålet.

Der er jo nemlig ingen tvivl om, al en af grundene til vor nuværende arbejdsløshed virkelig er den, at den faglærte organiserede arbejders løntarif i øjeblikket er uforholdsmæssig høj, så høj, al folk vægrer sig ved at betale den. Jeg tænker ikke her på den ofte forsøgte sammenligning med lønnen i det forarmede Tyskland. Men selv i England er den langt lavere – i forhold til pengenes værdi – end hos os. Nylig har jo således kulminearbejderne indvilliget i at nøjes med en løn, der næppe ligger 100% over lønnen før krigen, medens vore murersvende og tømrere (på landet) endnu har en timeløn, der er ca. 270 % højere end i 1913.

Nu kan det ganske vist med rette siges, at det i og for sig er godt, at arbejdslønnen er høj, og at der ikke er grund til at ønske vore arbejdere en reduktion, som den kulminearbejderne har måttet finde sig i. Men ulykken er, at den høje løn svæver i luften og kun eksisterer på papiret, netop fordi den er for høj. Den svæver i luften, fordi ‘produktionen er lønnens moder’, og vor produktion er på alle felter ringere, end den var før krigen. Dens højde føles som en urimelighed af den jævne mand, fordi den – hvis den virkelig blev betalt – ville give en murersvend overklassekår ved siden af den husmand eller boelsmand, der skal pløje lønnen op til sig selv ved eget arbejde og hvis indtægter ikke er steget blot tilnærmelsesvis i samme forhold som arbejdernes løntarif. Dobbelt stærkt føles dette i øjeblikket, hvor tørken yderligere forringer småmandens udsigter til en blot nogenlunde løn for sit arbejde.

Derfor eksisterer den høje løn kun på papiret. Husmanden og gårdmanden hvidter og spækker selv sine længer og lader mureren se til med korslagte arme. Og industriarbejderne, som i foråret gennem langvarige og vanskelige forhandlinger sikrede sig en tarif med kun ganske små nedsættelser, står nu med den pæne priskurant – udenfor den lukkede fabriksport.

Selv den måde, hvorpå efter aftalen lønnen reguleres, efter detail priserne i de foregående måneder(augustreguleringen), bidrager til vanskeligheden. Ganske vist har den det teoretisk tiltalende ved sig, at arbejdslønnen derved falder efter priserne, hvorved der ydes en slags revanche for, at den i de første krigsår først steg længe efter priserne. Men hvad nytter det når der, som nu, ventes stærke prisfald, og lønnen derfor kun eksisterer på papiret, fordi det jo dog er de varer, der produceres, den må stå i forhold til, ikke dem der solgtes i vinter, men dem der skal sælges til høst eller ad åre.

Forlange af arbejderne, at de på forhånd skal tage smerten ved et muligt kommende prisfald, nedskrive deres øjeblikkelige løn, fordi fabrikanterne venter lavere pris for de varer, der frembringes, er imidlertid en urimelig fordring. Men hvis man vil gå frem som af mig ovenfor nævnt for de statshjulpne industriers vedkommende: gøre udbetalingen af f.eks. den sidste femtedel af lønnen afhængig af, hvorledes produktion og salgsvilkår arter sig, af hvorvidt der bliver overskud eller ej i vedkommende industri (ligesom ved kulmineoverenskomsten), vil man lettere kunne mødes.

Under almindelige forhold er den udbyttedeling mellem lønarbejderne og arbejdsgiverne, som man fra visse hold venter sig så meget af, næppe et ubetinget fremskridt. Men i en enestående kritisk situation som den, vi nu gennemlever, hvor den vil give arbejderne dog nogen udsigt til ved årets udgang at få, hvad de ellers utvivlsomt ikke vil få (fordi de enten vil vedblive at være arbejdsløse eller vil blive tvungne ned til en lavere lønsats), er den af betydning. Og skal der overhovedet være nogen mulighed for et fremtidigt økonomisk samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere i industrien, vil det grundlægges sikrest, når det således iværksættes som udtryk for sammenhold og fællesfølelse i en trængselstid; ikke som et middel til en deling af rovet i en spekulationsmæssig gullaschperiode.

Men ganske vist: “Når byggeomkostningerne går ned, går vore grunde op i pris”, som der i disse dage averteres af københavnske grundspekulanter. Og det ville være meningsløst, om det arbejdende folk skulde se udbyttet af sin forsoningspolitik, fornyede virksomhed og nedstemte krav til løn og udbytte, opslugt af grundspekulanter og andre monopolister. Derfor må også alle varefordyrende trustdannelser behandles med fast hånd og kravet om alle samfundsskabte værdiers inddragning fremføres med dobbelt kraft.

Men på dette sunde grundlag kan en regering, der virkelig vil sætte alle sine evner ind på at løse fortryllelsen, på at mobilisere arbejdets hær, sikkert også med held påkalde den folkets fællesfølelse og offervillighed som, hvis den bliver levende, vil betyde – ikke offer og tab men virksomhed og ny velstand på det fornyede og bedre samarbejdes sikre grundvold.