Dan Bjørner
Åndsfrihed og Næringsfrihed
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 1, 1966

På Henry George foreningens årsmøde holdt grosserer Dan Bjørner et foredrag om “Andsfrihed og næringsfrihed”, hvori han bl.a. sagde:

Mange er tilbøjelige til at betragte åndsliv og næringsliv som noget hinanden uvedkommende. Når der tales om åndslivet, er der vist fuld enighed om, at her ønsker man så megen frihed som overhovedet muligt, således at åndslivet kan komme til sin rette udfoldelse. Men hvorledes forholder det sig med næringslivet? Her er i hvert fald meningerne overordentlig delte. De gamle klassiske liberale synspunkter, der stadig af ikke så få holdes højt i ære, ønsker et næringsliv frit for snærende bånd, så som told, restriktioner, kornordninger, svinekort, huslejestop, priskontrol, omsætningsafgift osv., osv. På den anden side står de mennesker, der mener, at de kun vil blive lyksalige, såfremt staten får hånd i hanke med næringslivet. Det er vel først og fremmest dem, der ønsker en socialistisk stat, men der er jo også nogle, der ikke ønsker den socialistiske stat, men som dog ønsker, at næringslivet bør belægges med importtold og andre planøkonomiske foranstaltninger. Lad os imidlertid nu se om det er så helt muligt at skille åndslivets frihed fra næringslivets frihed, eller for at sige det omvendt, om vi ikke kommer til at gribe ind i åndslivets frihed, hvis vi griber ind i næringslivets frihed.

For ikke så længe siden fik en række kunstnere en særlig statsunderstøttelse. og vi husker alle hvorledes der opstod en særdeles livlig diskussion om, hvorvidt staten for skatteborgernes penge således kunne dele præmier ud til dem, den nu fandt værdig. Også hjemme hos mig selv kom der en livlig diskussion i gang, og jeg erindrer en aften, hvor mine voksne børn havde nogle kammerater på besøg, at diskussionen gik særlig højt. Jeg sad og lyttede til diskussionen, som i og for sig ikke indeholdt for mig noget nyt, hverken når det gjaldt om at forsvare det foretagne skridt eller angribe det, men der var dog en bemærkning, jeg bed mærke i. Det var denne: “Det er ikke muligt for kunstnerne at udfolde sig blot nogenlunde frit, når samfundet er indrettet som det er. Hvis vi skal have glæde af de kunstnere, der utvivlsomt går iblandt os, er det nødvendigt, at staten rækker dem en hjælpende hånd”. Det er i denne bemærkning vel værd at lægge mærke til ordene “således som samfundet er indrettet”. Jeg tillod mig at bryde ind i diskussionen og spurgte den unge mand, der var kommet med udtalelsen, om han ikke ville uddybe dette noget nærmere, og det viste sig da, at han mente, sådan som man gennem den økonomiske politik havde indrettet sig. Han tænkte her på afgiftslove, skatter, huslejestop, der gavnede nogle men skadede andre osv., osv. Det var statsangreb, der direkte angik næringslivet. Det stod da helt klart for mig, hvor nær en forbindelse, der er mellem næringslivets lovgivning og dets indflydelse på åndslivet, og det er vel også værd at uddybe dette emne lidt nærmere og prøve på at finde frem til et klart syn på sammenhænget.

En bearbejdelse af hele problemet er foretaget af den norske magister Hjalmar Hegge i et lille værk, der hedder Åndsfrihet og næringsfrihet, udgivet af Studieselskapet Samfunn og Næringsliv. Det er et ganske dybtgående lille værk, som jeg kan anbefale til dem, der ønsker at sætte sig ind i problemet. I forordet til bogen hedder det bl.a., at der i alt fald i princippet er udbredt enighed om, at åndsfrihed, tanke- og trosfrihed, tale- og trykkefrihed er en væsentlig værdi for vort samfund. På den anden side hersker der dyb politisk uenighed om næringsfriheden. Mange, der mener at forfægte individets frihed på det åndelige område afviser denne frihed, når det gælder det materielle eller økonomiske liv. Hegge, der har skrevet bogen, er magister i filosofi og desuden civiløkonom fra Norges handelshøjskole. Han har derfor tilknytning til både åndslivet og næringslivet og har således gode forudsætninger for at trænge til bunds i det rejste spørgsmål.

Det bliver med det samme slået fast, at den vestlige kultur er grundlagt på kampen for individets frihed. Det er det grundlæggende ideal for både livsførelse og samfundsorden og bunder sig i den kristne humanistiske impuls inden for vor kulturudvikling. Når man ønsker at acceptere friheden for individet, gør man det ud fra den betragtning at det enkelte menneske er et individ af egen betydning. Betragter man individet som et led i et kollektivt samfund, ser man bort fra dets individualitet og også fra dets individuelle frihed. Så er det staten, der skal klare det hele, både den økonomiske og den åndelige side af tilværelsen.

Vi har gennem vor historie, den ældre og den nyere, set, at hvor staten blev sat i første række og individet skubbet til side, der fik vi det autoritære samfund med undertrykkelse af tros- og bekendelsesfrihed og undertrykkelse af trykkefrihed, hvor staten på det økonomiske område dirigerede alt, og hvor staten også på det åndelige område havde hånd i hanke med alt, hvad der foregik. I sådanne samfund stagnerede åndslivet og næringslivet, hvilket heller ikke er så underligt. da den impuls og åndelige spænding, der helst skulle komme til den skabende personlighed, ikke får mulighed for at komme frem.

På den anden side har vi også set, at i tider, hvor man havde handelsfrihed, havde man også åndelig frihed og respekt for den enkelte i samfundet hvilket viste sig ved, at man på samme tidspunkt fik mere demokratisk styreform. Der kan man blot henvise til renæssancen, der netop opstod i de norditalienske handelsbyer. Her florerede handelen side om side med åndslivet samtidig med, at alle borgere tog del i styret. Ser vi tilbage til antikken, ser vi, hvorledes demokratiet trivedes i handelsbyen Athen, hvor også åndslivet kom til den skønneste udfoldelse i modsætning til det autoritære Sparta.

Om åndslivets frihed betingede næringslivets frihed, eller om det var næringslivets frihed, der betingede åndslivets frihed er svært at svare på. Friheden er på dette område udelelig overfor individet, idet det springer fra den samme kilde, nemlig respekten for individet.

Betragter vi den store frigørelsesperiode i slutningen af det 18. århundrede her i Danmark hvor mænd som A. P. Bernstorff og Reventlowerne fik gennemført stavnsbåndets løsning, vil vi se, at den åndelige frigørelse gik hånd i hånd med den materielle. Reventlow var den drivende kraft i bondefrigøreIsen. Han gik til dette arbejde med mod og energi. Men for ham var den materielle side af problemet ikke nok, han var klar over, at med individets frigørelse og det ansvar, der fulgte hermed, kom også trangen og behovet for åndelig udvikling. Vi skylder da også Reventlowerne, både Christian Ditlev Frederik og hans broder Johan Ludvig, den meget liberale skoleordning af 1814. Tydeligt kom det frem hos Christian Reventlow i en tale, han holdt på Frederiksberg Slot efter at “Den lille Landbokommission”s arbejde var tilendebragt. Han siger:

“Jeg ser den lykkeligste Tid i Møde, i hvilken man ved Børnenes Undervisning i alle Skoler vil anse Forstandens og Hjertets Dannelse for vigtigere end udenad Læsningen; den Tid, i hvilken man vel i Skolerne vil anse Undervisningen i Religion for den vigtigste, men ikke for at betage Børn Tiden til at erhverve den Kundskab, som de behøve til at blive nyttigere og lykkeligere Mennesker i deres Kald. Jeg ser den Tid i Møde, i hvilken Udmarkerne vil ligne de vel gjødede Tofter, de sure Enge og Marker ville være forvandlede til fede Haardbundsenge, unyttigt Krat være bortryddet, nyttig Skov og Underskov omhyggeligen fredet, alt skadeligt Vand afgravet, alle Kampesten brugte til varig Indhegning med Stengærder. o. s. v.”

Allerede på dette tidlige tidspunkt af forberedelserne til de endelige reformers gennemførelse i 1788 ser vi, hvorledes Reventlow knytter åndslivet tæt til det materielle. Efter de store landboreformer var gennemført, gik Reventlow videre med handelens frigørelse, der resulterede i toldloven af 1797, der var meget frihandelsvenlig og uden sidestykke i Europa.

Desværre satte Englands-krigen stopper for reformarbejdet, men der er næppe tvivl om, at Grundtvig er blevet stærkt påvirket af denne frihedsbølge i sin ungdom. Også han var en frihedens forkæmper, både på det åndelige og materielle område, og der er vist næppe tvivl om, at når den danske bonde op gennem attenhundredetallet blev så liberal i sin livsopfattelse, som tilfældet blev, skyldtes det den grundtvigske påvirkning rundt på landets højskoler. Disse impulser gav sig bl.a. politiske udslag dengang det billige amerikanske korn væltede ind over Europa i sidste halvdel af forrige århundrede. Medens de øvrige lande beskyttede sig kraftigt mod det billige korn, ønskede den danske bonde ikke at fordyre brødet for sine medmennesker. De tog mod det, og ved den lejlighed fik vi lagt vægten fra kornavl over på den animalske produktion, noget der jo blev til stor gavn for hele vort samfund. Med dette i tankerne er det jo trist at følge udviklingen for øjeblikket, hvor der er totalt importforbud for landbrugsprodukter fra udlandet. Vi kunne nok trænge til en ny vækkelse.

I et radioforedrag af Johannes Jørgensen blev det sagt om Grundtvig, at hvor han kæmper for friheden, bliver han ikke træt af at fastslå som det afgørende, at staten er en samfundsorganisation, der skal varetage menneskenes interesser for menneskenes egen skyld, og disse interesser varetages efter hans mening bedst, når det enkelte menneske får lov til at udfolde sig i størst mulig frihed.

Får staten for stor indflydelse på individernes handlemåde, er der fare for, at den får et formål i sig selv – og så eksisterer menneskene kun for statens skyld; ingen kan da “sige os, hvad staten egentlig er, og hvad den har ret til at kræve”, den bliver “en for folket fremmed, ubøjelig, streng personlighed – – en guddommelig tyran, man i blinde skal tilbede og opofre sig for”.

Grundtvig ser det som sin opgave at arbejde for at sikre individet størst mulig frihed både på det politiske, det økonomiske og det åndelige område. Vigtigst er for ham den åndelige frihed, mindst vigtig den politiske.

Senere i samme foredrag citerer han Grundtvig. Grundtvig foretog i 1830’erne nogle rejser til England. Her får Grundtvig sin store tillid til frihedens værdier fastslået. Grundtvig siger ordret: “Den fri og levende virksomhed, det mesterlige greb på det gavnlige og det klare syn for det virkelig og varig ærefulde, det var egentlig, hvad jeg beundrede i England. Det er friheden og virksomheden, som gør, at menneskeheden og de fredelige sysler i Eng1and har en historie, hvormed kun Grækenlands kan sammenlignes”.

Jeg tror ikke, at det er nødvendigt for mig at kommentere yderligere her. Jeg vil derimod vende tilbage til magister Hjalmar Hegges fortrinlige skrift om åndsfrihed og næringsfrihed. Om statsfinansiering af åndslivet siger han: “Hvis man ikke direkte ønsker en statslig dirigering af åndslivet, kan svaret på dette spørgsmål ikke være tvivlsomt: Den ideelle tilstand for åndslivet er, at det har sit eksistensgrundlag i individernes egne, udtrykte behov gennem markedet og gennem deres direkte, frivillige opofrelser. For det første undgås derved helt de farer, som den offentlige finansiering medfører, og for det andet får man det sunde forhold, at det som sker på åndslivets område kun sker, fordi individerne selv vil det, dvs., fordi de ønsker at gøre den tilstrækkelige økonomiske opofrelse for det.”

Han fortsætter med at sige: “Men forudsætningen for dette er selvsagt, at individerne også har frihed på det økonomiske område til at kunne disponere deres midler for åndelige værdier. Statslige indgreb i de økonomiske dispositioner, ved en rigorøs regulering eller skattepolitik som særlig rammer kilder, som skulle tilflyde åndslivet, fjerner selvsagt meget af grundlaget for en fri finansiering af åndslivet. Dette har på mange måder været tilfældet i vort eget land. Offentlige indgreb har langt på vej lammet det økonomiske livs muligheder for at give åndslivet et materielt eksistens­grundlag. Dels er dette sket ved en næsten konfiskatorisk beskatning af overskudsmidler, f. eks. gennem en dræbende progressionsbeskatning, som har umuliggjort mæcenvirksomhed i traditionel forstand. Derved er åndslivet blevet frataget betydelige naturlige økonomiske ressourcer, og for at det skulle kunne opretholdes, har man netop måttet ty til offentlig finansiering. Dels har kulturlivet været ramt direkte ved økonomiske indgreb – gennem afgifter o. l. – således at det økonomisk ikke længere har kunnet stå på egne ben, og derfor har måttet søge støtte hos det offentlige.”

Hvad der gælder i Norge, gælder også her. Hør blot, hvad han siger om omsætningsafgift og bøger: “Et typisk eksempel på det sidste er omsætningsafgiften på bøger i vort land, som i særlig grad rammer de skabende individer på dette område: forfatterne. Først er bogomsætningen blevet belagt med en afgift, som fra eksperthold er blevet påvist at være et alvorligt anslag mod forfatternes økonomiske eksistens. Derefter har så det offentlige fundet, at man måtte træde støttende til for at hjælpe de forfattere, som det selv har bidraget til at bringe i nød. Men ikke bare det: denne støtte til litteraturen har aldrig udgjort mere end en beskeden del af de summer, den samme litteratur selv bidrager med til det offentliges midler gennem den pålagte beskatning. Dertil kommer så, at en sådan støtteordning indebærer betydelige farer for litteraturens uafhængighed.”

Hvorledes er det så med bogmarkedet i Danmark og Omsen? Jeg har spurgt en københavnsk boghandler. Han ved, hvor skoen trykker. Da de bøger, han sætter på sin hylde, er kunstigt fordyrede med 10%, må man heraf slutte, at boghandlerne med deres givne kapital- og kreditmuligheder må føre et lager, der er ca. 10% mindre, end det normalt ville have været. Når så dertil kommer, at bogforlæggerne efter Omsens indførelse er langt mindre tilbøjelige til at lægge bøger ud i konsignation, vil man kunne forstå, at selve udbuddet på det særlige område af åndslivet er blevet stærkt forringet til skade for alle også for forfatterne, hvis uafhængighed kommer i farezonen gennem økonomisk afhængighed til de bevilgende myndigheder.

Og hvem inden for disse myndigheder er det så, der opkastes til eksperter, hvordan finder man frem til dem, og hvem vælger dem? Man havner til sidst i en folkevalgt forsamling.

Det geniale og nyskabende inden for åndslivet er aldrig blevet opdaget af komiteer eller valgte forsamlinger. Det har tværtimod altid kun fundet støtte hos enkelte i vort samfund der havde forståelse for det og havde midler, vilje og ofte mod til at gå på tværs af det engang vedtagne. Et næringsliv i lænker får ikke let ved at frembringe personer, der på en gang rummer alt dette. Let bliver det ikke for det nye at trænge sig frem; for ligegyldigt hvor vi betragter åndslivet, hvor ophøjet det end måtte være, så har det også en materiel-økonomisk side, det ikke kan skilles fra. Forfatterens tanker, hvad er de værd, hvis de ikke kommer ud i bogform? Det er dyrt at trykke bøger. Skuespil behøver dyre teatre med kulisser og med skuespillere, der var til liden nytte uden mad og drikke. Hvilken folkevalgt forsamling ville have støttet en Martin Luther, som dog også behøvede mad, klæder og husly for at præstere sit åndsarbejde?

Tidsskrifter og ugeblade er belagt med afgift til staten, dog således, at blade af videnskabelig og kulturel karakter går fri. Hvem skal egentlig bestemme hvor grænsen går?

Det kan løbe en koldt ned ad ryggen …

Hvis det er importerede blade f. eks., er det vel en eller anden toldforvalter der skal træffe afgørelsen: kultur eller ikke?, videnskab eller ikke? Der hjælper ingen prøvesamling eller tommelfingerregel. Men forestil Dem også, at en folkevalgt forsamling skal tage stilling til noget sådant ved en flertalsbeslutning. Hvornår er det kultur, hvornår ikke? Vor store dirigent Erik Tuxen sagde engang, at en mand, der havde hørt et godt jazzorkester, var nærmere forståelsen af et lødigt philharmonisk orkesters fortolkning af klassiske værker end den, der ikke havde hørt dette jazzorkester. Tuxen vidste, hvad han talte om, han høstede laurbær inden for begge områder af musikken. Set med hans øjne kunne jazzmusik altså være kulturfremmende. Andre mener det stik modsatte.

Der findes enkelte, der gerne spiser uhyre enkelt, klæder sig i pjalter og søger nødtørftigt ly for at få råd til at tilfredsstille deres åndelige behov. Mennesker lever jo ikke af brød alene. Men de turde vist siges at udgøre et fåtal iblandt os. Hovedreglen er nok den, at vi i rimeligt omfang først og fremmest ønsker tilværelsens materielle side tilgodeset. Slægtens bevarelse er dybt forankret i os alle. Først derefter får ånden sit.

Nu ligger det sådan, at de bevilgende myndigheder, som skal give grønt lys til statsstøtte, ikke henter pengene ned fra månen. De kan kun hente dem et sted, nemlig i borgernes lommer. Med andre ord underbinder man ved offentlige gaver yderligere en af de årer, der skulle give næring også til åndslivets mænd og kvinder.

I en diskussion, der har fundet sted om statens tilskud til kunsten, har man desværre indflettet sig i en begrebsforvirring, idet man ikke fra første færd har defineret de ord, man har anvendt. Det har ikke hjulpet på klarheden. Her synes jeg, at Erhvervenes Oplysningsråd i en af sine i øvrigt fortrinlige publikationer har berørt et område, som nok er værd at nævne i denne forbindelse. Om kunstens frihed skriver Oplysningsrådet : “Kulturminister Hans Sølvhøj’s tale på Socialdemokratiets kongres publiceres nu i fagforeningsbladene, f.eks. i august-nummeret af Slagteren under overskriften: “Frihedens hastige vækst”.

Kulturministeren gør sig her skyldig i den ikke ualmindelige sammenblanding af frihed og fritid. Ordet fri bruges i mange forskellige forbindelser, bl.a. som udtryk for, at noget byrdefuldt eller pligtmæssigt ikke er til stede. Man taler om fritid i modsætning til arbejdstid. Men at mene, at den menneskelige frihed vokser proportionalt med fritiden, beror på en sørgelig misforståelse af frihedsbegrebet.

En mindst lige så stor misforståelse gør kulturministeren sig skyldig i, når han hævder:

“Den største begrænsning af kunstens frihed ligger i kravet om, at den skal kunne betale sig. Derfor må samfundet støtte kunstnerne, og derfor bør dette princip ikke vige for nogen pression”.

Kunstens frihed har intet at gøre med, om kunstneren bliver betalt fyrsteligt som en Caruso, en Hemingway, en Stravinsky og en Picasso, eller ingen vil betale fem flade ører for hans kunst.

Friheden til kunstnerisk virksomhed er parallel med friheden til at tale og skrive og mangfoldiggøre sine tanker.

Ingen vil sikkert påstå, at talefriheden er begrænset, fordi få eller ingen har lyst til at påhøre en taler og endog betale entre. Ingen vil heller påstå, at trykkefriheden er begrænset, fordi der udkommer bøger, som kun få gider læse.

Kulturministeren kan naturligvis foreslå folketinget, at staten uddeler penge til kunstnere og forfattere, alt efter som de er lovende, trængende, fremragende, miskendte eller hvad man ellers vil benytte som målestok, men denne bespisning på Prytanaion, der muligvis kan give kunstnere mere fritid, har absolut intet med deres frihed at gøre, snarest tværtimod.”

Midt i Københavns travle centrum står der et smukt mindesmærke. Jeg tænker på Frihedsstøtten. Vi lærte i skolen, hvad der står på den, i hvert fald det stykke med “Kongen bød, stavnsbåndet skal ophøre … “. De linjer, der står på den østlige side af stenen, synes jeg personlig bedst om. Der står “Kongen kiendte at Borgerfriehed bestemt ved retfærdig Lov giver Kjerlighed til Fædreland, Mod til dets Værn, Lyst til Kundskab, Attraae til Flid, Haab om Held”.

Her tales om det håb, som mennesket ikke kan være foruden.