Fra tidsskriftet RET, 8. årgang, februar 1913

En tale af finansminister Lloyd George.
Ved folkemødet i Aberdeen i Skotland den 20. nov. 1912.

Undersøgelser har vist, at vi i Storbritannien og Irland har millioner af mennesker, der ikke tjener løn nok til at vedligeholde tilstrækkelig kraft til at udføre deres dygtige arbejde på fyldestgørende måde – millioner. Ja, det er frihandelens skyld, fortæller man os. Nej, det er det ikke. Vort land er det rigeste, jeg tror det mest overdådige land i verden. Her er overflod, bugnende overflod. Dersom vi var i en belejret by, ville ingen fornuftig guvernør lade mændene i løbegravene få dårlig mad, dårlige klæder og dårligt logis, hvis der var mere end nok i byen til alle. Vi må sørge godt for mændene i løbegravene. Vort land, som sådant, er ikke fattigt.

Hvad skal vi så gøre? Ja, den første betingelse for enhver social reform, enhver virkelig forbedring for folkets store masse er en fuldstændig forandring i vort jordsystem. Undersøg disse spørgsmål ordentligt, og De vil finde, at jordspørgsmålet er selve kernen i dem. Hus, løn, mad, sundhed, udvikling af en kraftig, uafhængig, mandig race – vi må have løst jordspørgsmålet som hovedbetingelse for det alt sammen. Vor sociale og økonomiske tilstand er knyttet til lensvæsenet. Der er masser af jord at fæste og drage næring af, så der kan vokse frugt i hundrede fold for folket, som hungrer.

Hvad er del, som foregår her i Skotland? Der er endog større udvandring her end fra lrland. Hvert år flygter tusinder efter tusinder af de stærkeste, kraftigste mænd i landdistrikterne fra Skotland, som om det var befængt med pest. Hvorfor? Fordi landet er smittet af hunger­pesten. Vi kender højlandenes historie – øde og affolkede distrikter. Hvor der en gang var masser af mennesker … Nu er der kun rypeflokke. Vi vil have mennesker i disse egne, hvorfra de blev drevne ved alle midler, for at de ikke skulle udnytte landets hjælpekilder fuldt ud. De måtte ikke dyrke jorden, som er basis for al virkelig lykke i alle lande.  I jordlovgivningen må et grundprincip blive anerkendt: at hovedhensigten med jorden ikke er at skaffe magt og fornøjelse for de få begunstigede, men mad og husly for mængden, som arbejder. Det er disse spørgsmål, som må undersøges. Nu er tiden inde, folket har besluttet at give sit arbejde for fædrelandet. Men så kræver de også, at fædrelandet skal gøre sit bedste.

Jeg hører stadig, at den slags tale skulle ødelægge kreditten, tilliden og ruinere handelen. Det er ikke sandt. I 1900, da jeg fremlagde finansloven, sagde de det samme om denne. Men handelen er blevet bedre og bedre siden da. Den gang så det mørkt ud. Der var megen arbejdsløshed, flere fabrikker og møller var lukkede. Men hvad er sket? Nu går møllerne overalt, og De hører støjen af maskinerne, som går for fuld fart. De hører forretningslivets summen, og vore skibe færdes overalt, henter og bringer varer. Hvor er undergravning af kreditten? Hvor er ødelæggelse af handelen? Den har aldrig været så blomstrende som nu!

Disse folk skriver og taler, som om det at helbrede de syge, hjælpe de gamle og mætte de sultne – som om det ikke kan forenes med national lykke og velstand, som om humanitet ikke kan forenes med godt styre. De spotter den store skaber. Vor pligt er klar. Vi er ikke her på jorden bare for at gøre det godt for os selv. Vi opfylder ikke vor pligt, hvis vi ikke hjælper dem, som har fået mindre sundhed, mindre styrke, mindre magt end os selv. Kun derved efterlader vi verden bedre, end vi fandt den. Således alene kan hvert slægtled opfylde det guddommelige bud, som er givet os.

Jeg appellerer til Dem og gennem Dem til den store og mægtige race, De tilhører, at anspænde deres styrke og lede folkets energi, således at De, når regnskabets dag kommer, kan sige: Jeg fandt i mit fødeland fattigdom, død, ulykke og elendighed, men jeg stræbte sammen med mine kammerater, så at jeg nu, da jeg skal forlade det, finder rigdom, lykke og alt det, som kaster glans over fortidens historie, alt det, som giver håb for fremtiden.

***

Foranstående tale af Englands berømte finansminister har været gengivet i en række danske blade under overskriften “En stor tale”. Vi er ikke helt enige i denne betegnelse, og står i denne opfattelse sammen med vore engelske meningsfæller i “Land Values”.

Lloyd Georges Aberdeen-tale er vel stort anlagt, med brede linjer. Kraftige farver og lyrisk sving, appellerende til store og ædle følelser og vel i stand til at bevæge og henrive en folkeforsamling. Men talen er uklar i sin begrundelse og tåget i sin konklusion; den giver ingen fuld sandfærdig forklaring af årsagen til den herskende folkenød, og ingen klar anvisning på hjælpemidlet derimod. Den ophidser uden at oplyse, bekæmper en vejrmølle i stedet for en uret, og giver anvisninger, som ikke kan honoreres, i al fald ikke af statsmagten som sådan. Thi staten kan aldrig som hovedformål sætte forsørgelse af folket. Den ministeren så stærkt understreger. Statens hovedformål er at skabe ret i landet – så skal folket nok forsørge sig selv. Men ordet retnævner Lloyd George overhovedet ikke!

Og hvad mener han med ‘fuldstændig forandring af vort jordsystem’, spørger vore engelske meningsfæller med føje. Der er ingen sådan forandring nødvendig, og det er en misforståelse, at Englands sociale og økonomiske tilstand er knyttet til lensvæsenet. Lensretten er aldeles ikke nogen hindring for et godt økonomisk styre, når blot lensherren, dvs. Kronen, nu staten, hævder sine lensrettigheder overfor lensmændene ved at afkræve dem deres skyldige lensafgifter til lensherren – hver især i forhold til det dem betroede lens størrelse og værdi. Men det historiske forhold er, at lenssystemet gennem tiderne er bragt til forfald derigennem, at lensherren har glemt at opkræve lensafgifterne og at lensmændene da rolig har inddraget værdien af de offentlige goder, som i tidernes løb tilflød lenene ved befolkningens vækst og samfundets udvikling.

Når dette forhold rettes, således at den fulde lensafgift efter jordværdi opkræves til lensherren, stat og samfund, er lensvæsenet ingen hindring for økonomisk frihed, og der behøves aldeles ingen fuldstændig forandring af vort jordsystem

Til denne engelske kritik af Lloyd Georges tale kan vi ganske slutte os. Den har gyldighed også i Danmark, når der fra visse sider tales om frigørelse af len og stamhuse, og om, at en fuldstændig forandring af vort jordsystem er fornøden.

Sådanne udtalelser er dobbelt vildledende – opad som nedad. De giver det udseende af, at der kræves en revolution og ikke en jævn reform, skræmmer derved unødig opad, så reaktionen bankes sammen, og giver nedadtil folket tro på, at store sammenstød er nødvendige, hvor kun et simpelt sporskifte på en bestående jernbane er fuldt tilstrækkelig.

Og stundom fristes man til at tro, at sådanne politikere har deres bevidste eller ubevidste hensigt med at skildre forholdene således; thi derved udskydes uvilkårligt nødstilstanden afhjælpningsmuligheder og følgelig politikernes pligt til at gribe ind. Jo større og besværligere opgaven fremstilles, jo mere undskyldelig er det jo, at de, der har pli til at løse den, endnu ikke har fået noget udrettet, og jo lettere er det da at foreslå nogle intetsigende eller måske forværrende kvaksalvermidler foreløbig og atter foreløbig, indtil disse bliver faste og nødvendige. Medens den hovedreform, der skulle hjælpe, udskydes og atter udskydes.

Når det således siges, endog på rigsdagen, at Arbejdsløshed er nødvendig, således som samfundet i øjeblikket er bygget, så er det ganske og aldeles fejlagtigt. Det er ingen som helst fejl i ‘samfundsbygningen’, som er skyld i arbejdsløsheden. Samfundsbygningen har alle de organer, som behøves til at fjerne arbejdsløshedens årsag, uden at ty til kvaksalvermidler som statshjælp og deslige, – blot de rette mænd tager disse organer i brug gennem lovgivningen. Selvom det kun var et alvorligt fremsat forslag fra en betydende politisk lejr om en grundværdiskat, så ville det have den virkning at standse den kunstige jordprisstigning og derved arbejdsløshedens kilder mere end millioner statsgaver – nemlig gennem den sikre udsigt til de prisforskydninger på de afgørende elementer (jord og mennesker), som forretningsverdenen da straks forud vil diskontere.

Men et sådant bestemt og reelt forslag, der kunne vise folket vej og midler, undgår politikeren Lloyd George i sin i øvrigt så udfordrende tale, og dette er ikke gode tegn. At han i regeringsbladene henviser til, at han vil afvente den stedfindende vurderings resultater, er ej heller betryggende, da dette påstås meget vel kan misbruges. Og at en anden engelsk minister, Lord Haldane, udtaler at regeringen nu skal til at lave en stor skolereform er frem for alt betænkeligt for venner af en snarlig engelsk jordværdireform.

Lad os håbe at den engelske regering uden tøven vil indfri de løfter om en sådan reform, som gav regeringen folkets tillid og dermed magt til at gennemføre finansloven af 1909 og til at afskaffe overhusets magtstilling.

Dane