Lloyd George og Jordspørgsmålet i England
Af Alfred Petersen
1914
I – Jordspørgsmålet i England.
Fra kornagre til fårefolde
Det 15. århundrede, og ganske særlig dets sidste halvdel, var de engelske landbrugeres guldalder. Boligforholdene var ganske vist uheldige, men landarbejdernes løn var høj, varepriserne lave og bøndernes stilling fri og uafhængig.
Allerede i det 16. århundrede begynder forholdene at ændres. Jorddrotterne begynder på dette tidspunkt at drive fåreavl i stor stil. Bønderne fordrives fra deres gårde, landsbyer nedlægges og frugtbare agre, som før under flittige hænders omsorg havde båret frodige afgrøder og skaffet brødet til bonde og arbejder, omdannes til græsgange for fårene. Uldindustrien bliver i de kommende århundreder Englands vigtigste værkflid. Landbefolkningen, som på grund af fædrenejordens omdannelse til fårefolde må forlade deres hjem, drager til byerne for at finde beskæftigelse i fabrikker eller de bliver arbejdsløse omstrejfere, som hærger landet og gør vejene usikre.
Af disse forhold giver biskop Latimer et udmærket billede i en af sine prædikener, hvor han siger:
»Min fader var landmand; han ejede ikke selv nogen jord, men han havde en gård i fæste mod en afgift af tre eller fire pund om året højest. Den dyrkede han og beskæftigede hermed et halvt dusin arbejdere. Han havde en fold til 100 får og min moder malkede 30 køer. Han holdt mig til skole, ellers kunne jeg ikke have prædiket for Deres Majestæt nu. Han gav mine søstre en medgift på 100 kroner hver, efter at have opdraget dem i tugt og gudsfrygt. Han viste gæstfrihed mod sine fattige naboer og gav almisser til de fattige.«
Dette var medens Latimer var barn. Men han går videre med at fortælle, at siden er fæsteafgiften for den gård, hans fader havde, gået op til mindst £ 16, hvilket i vore penge ville svare til mindst det 10 dobbelte. Fæsteren er under de nye forhold – siger Latimer – »ikke i stand til at gøre noget for sin fyrste, sig selv eller sine børn, eller give en smule drikke til de fattige.«
Latimer fordømmer skarpt denne udvikling, og retter sit angreb mod jorddrotterne, som for deres egen behageligheds skyld har gjort mange af bønderne jordløse og pålagt resten tyngende byrder.
Men forholdene skulle blive endnu værre, end medens Latimer levede og prædikede. De næste fire århundreder skulle blive vidne til en fortsat række af overgreb og uretfærdigheder fra jorddrotternes side imod bønder og landarbejdere. År efter år måtte tusinder af familier forlade deres hjem, landsbyer blev nedlagte, ja, hele amter affolkedes, og jorden forandredes fra kornagre til fårefolde og senere til jagtdistrikter – thi det er ikke mere får, men fasaner og ræve, der træder i bøndernes sted som beboere af Englands frugtbare jord. Denne udvikling tog stærkest fart i begyndelsen af det 19. århundrede, og den er fortsat til den dag i dag. I de tyve år fra 1881 til 1900, forlod ikke mindre end 1432 bønder og 294.627 landarbejdere landdistrikterne for at søge beskæftigelse i byerne. I det samme tidsrum blev 2 mio. acres, som hidtil havde været under ploven inddraget som jagtdistrikt og 6319 nye vildtvogtere fandt beskæftigelse.
Hvad er årsagen?
Årsagen til denne affolkning af de engelske landdistrikter er ikke at søge hos dem, der er draget bort – bønder og landarbejdere; det var ikke dem, der lod sig lokke af den store verden til at drage ud på jagt efter lykken. De ville intet hellere end blive – blive for at finde lykken der, hvor de følte, de alene kunne finde den: i arbejdet med den jord, deres fædre havde dyrket før dem. Når de alligevel drog bort, var det fordi de blev tvunget til det. Og det var jorddrottens magtsprog, der tvang dem.
Det var jorddrottens vilkår og vilje, der havde skiftet karakter. Og affolkningen var resultatet af dette skifte.
Jorddrotterne i den tidlige middelalder var interesserede i, at jorden blev dyrket. De havde intet andet at leve af end indtægterne af jordens dyrkning. Men ved begyndelsen af det 16. århundrede opstår den engelske industri. Byerne begynder at vokse. Dels igennem lav arbejdsløn, dels – og især – gennem høj husleje skaber fabrikanterne sig enestående rigdomme, som de begynder at anbringe i jord. Millioner af acres opkøbes af købstædernes rigmænd, som har råd til at betragte jorden som et legetøj og lade den henligge til jagtdistrikt. På samme tidspunkt begynder de gamle, adelige jorddrotter at få smag for hoflivets forfinelser; de rejser til London for at henleve tiden ved forlystelser i sus og dus. Dette medfører, at de ikke selv kan føre opsyn med deres gods, og det kræver samtidig mange penge. De opdager da, at det er nemmere at drive fåreavl end at lade jorden dyrke intensivt af fæstere og lejebønder, og at det giver lige så godt økonomisk udbytte.
»Den industrielle revolution« ved indgangen til det 19. århundrede medfører en rivende vækst og udvikling af byerne – og en dermed følgende stigning af huslejerne. Det er væsentlig de samme få jorddrotter, der ejer jorden i by og på land. Idet deres jordlejeindtægter i byerne nu stiger enormt, bliver de selvsagt mindre interesserede i landjordens udnyttelse. Her er forklaringen på den fornyede fart, affolkningen af landdistrikterne har taget i det sidste århundrede. De af byernes grundrente overmættede jorddrotter har fremtidig råd til ikke alene at lade landjorden ligge udyrket, men også at ofre penge på at lade den »befolke« med vildt. Store summer er i løbet af det sidste århundrede ofret på indførsel af ræve eller pasning af fasaner. Og bønderne har måttet betale gildet ved at forlade deres virksomhed og indvandre til byerne, hvor de ved deres efterspørgsel efter arbejde og husly har bidraget til at forringe arbejdslønnen og hæve huslejen.
Skatterne.
Foruden den industrielle udvikling har også skattelovgivningen haft lod og del i landets affolkning. Oprindelig var alle skatter i England som andet steds grundskatter. Indtil 1660 var skatten faktisk at betragte som en afgift til staten, svarende til den nøgne jords værdi, stigende og faldende med denne. Men efter revolutionen i dette år – da, som Richard Cobden siger, »det jordejende aristokrati i kong Williams person havde bemægtiget sig tronen« – vedtoges det, dog kun med to stemmers flertal i parlamentet, at afskaffe de gamle grundskatter og lade brugerne af jorden betale skat af deres arbejde. 30 år senere genindførtes grundværdiskatten i en anden form, men kun for at bestå i 7 år. 1697 blev den fikseret og den betales endnu den dag i dag efter den værdi, som jorden havde på det tidspunkt. Men i de mere end 200 år, der er gået siden, har værdierne forandret sig og skatterne derfor ganske skiftet karakter; den gamle grundskat indbringer i alt kun noget over 30 mio. kr. årlig; indkomstskatten til staten indbringer nu 20 gange så meget og de kommunale ejendomsskatter 40 gange så meget. Medens i året 1300 grundskatterne udgjorde 96 % af samtlige skatter, udgjorde de i 1700 75 % og i 1845 kun 5 % af samtlige skatter.
Om denne udvikling i skattesystemet udtalte Richard Cobden* i 1845:
»Mine herrer af middelklassen, I, hvis vinduer bliver talte, I, som hvert år får tilsendt et skema, hvorpå I skal opføre antallet af jeres heste og hunde, og I, som hverken har vindueskat eller heste eller hundeafgift at betale, men som forbruger sukker og kaffe og te – og som betaler skat af hvert pund, I bruger af disse varer – jeg beder jer huske, at jorddrotternes jord ikke er blevet vurderet siden 1696. De betaler endnu skat efter den vurdering, der blev foretaget for 149 år siden. Den rodemester, som kommer til jer for at tælle de åbninger, gennem hvilke himlens lys får adgang til jeres boliger, og som holder statistik over jeres hunde, heste og vogne – han forbigår jorddrotten, han spørger ham ikke om sidste års jordrenteindtægt – han tager blot den gamle vurdering frem, den, som blev foretaget i 1696, – og giver jorddrotten en kvittering, dateret 1845, men efter den ansættelse, der er halvandet århundrede gammel.
Jeg opfordrer middelstanden til at tage dette under overvejelse. Det er en kamp på pengepungen, der føres. Jeg håber, der må fremstå foreninger, som kræver en omvurdering af jorden og kræver den beskattet i samme forhold som det sker i andre lande og i forhold til statens tarv. Vi må fuldstændig have afskaffet alle skatter på fødevarer, og grundskatten burde indbringe mindst 360 mio. kr. årlig; såfremt dette bliver tilfældet, vil vore jordejere være rigere end nogen jordejerstand i verden.«
*Richard Cobden (1804 1865), engelsk politiker, »frihandelens apostel«; ved sin glimrende agitation fremtvang han korntoldens ophævelse 1846 og blev dermed grundlægger af Englands frihandel.
Arundel og Sheffield
Et af de mest typiske eksempler på jordmonopolets resultater i England frembyder byen Sheffield, hvis jord og grund ejes af hans højvelbårenhed, hertugen af Norfolk.
Hvor for et århundrede siden Attercliffe almindingen strakte sig som folkets fælleseje – med frisk luft og med grønne træer, som spejlede sig i flodens klare vand – finder vi nu en række snavsede gader med høje, sodede fabriksbygninger på hver side og luften fyldt af en kvælende røg, der forgifter omgivelserne og som en uigennemsigtig sky dækker for solens stråler. Af fællesjorden – ca. 40.000 tdr. land i alt – der i 1820 uden erstatning overdroges Hertugen af Norfolk, er nu store arealer dækket af fabriksvirksomheder, som betaler hertugen en milliongrundleje. I 1906 var der endnu én tønde land i Brightside kvarteret, som ikke var benyttet. Sheffield kommune skulle bygge en ny skole og bestemte sig for denne plads – der var simpelthen ingen anden at få!
Og for den ene td. land måtte kommunen betale 40.000 kr.
Fabriksdistriktets arbejdere lider under den frygteligste »overbefolkning«. Arbejderkvarteret ligner en stenørken, hus ligger ved hus – intet træ, ingen blomster, ingen åbne pladser – jorden er udnyttet til det yderste, 17.000 huse ligger side om side og fra intet af dem er der anden udsigt end over mod naboens gavl. At dødelighedsprocenten under sådanne boligforhold er frygtelig stor, siger sig selv. Dødens høst er årlig 40 % af middelfolketallet – mod gennemsnitlig 13-14 % i Danmark. Huslejen er høj. For fire bitte små rum i et hus med utæt væg og hullet tag betales kr. 4.25 øre ugentlig.
Men umiddelbart op til dette overfyldte boligkvarter strækker hertugens jagtdistrikter sig. Mere end 40 tdr. land, kun dækket med græs, ligger indenfor en fjerdingvejs omkreds fra byens midte, som et bælte, der stadig holder byen sammen og hindrer dens udvidelse. Tusinder af tdr. land strækker sig atter længere ude en storartet legeplads for hertugen og hans adelige venner. Og midt i al herligheden rejser sig slottet Arundel – et af de pragtfuldeste i verden – på hvilket hertugen for kun få år siden ofrede 15 millioner kroner…
Chamberlains jordreformkrav
Den første, der rejste jordreformens fane i engelsk politik, var Joseph Chamberlain.
Chamberlain, der igennem hele sit politiske liv mere var en idéernes end en handlingens mand og derfor ikke fik lov selv at høste moden frugt af en eneste af sine idéer, har også sået den første kerne til en engelsk jordreform. Utvivlsomt faldt den i god jord, og havde han givet sig tid til at pleje dens spirer, havde han sikkert også til sidst fanget dens gyldne frugt i sin turban. Men forholdene stillede sig anderledes; han førte ikke sin kamp til ende, og det hele blev kun til et hastigt forsøg på at røre op i andedammen. Uden resultater blev hans arbejde vel ikke – på dets ruiner byggede det liberale parti, – efter at han havde forladt det for at gå over til de konservative, en del sociale love. Men en grundlæggende reform af jordspørgsmålet blev det ikke til. Og Chamberlain selv bar mere end nogen anden skylden derfor. Thi med sine nye krav om toldbeskyttelse og imperialisme og med sin heftige kamp mod home rule overdøvede han fuldstændig sin egen fortids stemme.
Når dette så let lod sig gøre, var det væsentlig, fordi hans krav egentlig ikke havde været særlig dybtgående. Hans taler om jordspørgsmålet var både friske og dygtige og prægede, ikke alene af oratorisk velklang, men også af retsindig harme over uretten og ærlig vilje til at ville ændre den. Præmisserne var i orden, men hans praktiske krav svarede aldeles ikke dertil. Løsenet »three acres and a cow« lød bestikkende – men hvorledes skulle målet nås ved de offentlige myndigheders mellemkomst, og hvad skulle der gøres for dem, som ikke ønskede hverken jord eller ko? Frem for alt, ville ikke de høje jordpriser stille sig i vejen for et praktisk resultat?
Der var vel gennem chamberlains agitation rejst et mål, men der var intet middel anvist. Og da Chamberlain selv lod fanestangen falde for at give sig hen til andre opgaver, sygnede hele bevægelsen hen.
Henry George bevægelsen i England
Fra 1885 til 1909 indtog jordspørgsmålet ingen ledende plads i de politiske kampe, i pressen eller ved valgene. Det var et forberedelsernes tidsrum. Og det forberedende arbejde udførtes af den stedse voksende Henry George bevægelse.
Den agitation, der med så megen energi og offervillighed førtes i de 25 år, er her ikke stedet at gøre rede for. Når Henry George bevægelsens verdenshistorie en gang skal skrives, vil et af dens mest strålende afsnit komme til at handle herom. Den lille kreds af varmhjertede og begejstret troende skotter, der i Glasgow samledes om Henry Georges navn, udførte i virkeligheden et arbejde, der må aftvinge selv de stærkeste modstandere beundring. Deres udholdenhed og flid, deres vovemod og offervillighed bar vidne om en uegennyttig retssans og en ukuelig begejstring, der vil sikre dem et navn i Englands sociale historie til de seneste slægter. Aldrig har nogen bevægelse i så kort tid gjort sådan fremgang som den, de ofrede deres knappe tid og deres få penge, deres varme hjerte og deres rige evne. En afspejling af denne fremgang vil vi finde i efterfølgende redegørelse for, hvorledes kravet om en grundværdiskat rejser sig i den praktiske politik og mere og mere optager statsmandens sind, endnu medens andre store sager »ligger for«.
Grundværdiskatten i praktisk politik
Den første officielle anerkendelse af grundværdiskatten som skat og som socialt hjælpemiddel skyldes den kgl. Kommission om arbejderklassens boligforhold. Kong Edward VII, den gang Prins af Wales, var medlem af kommissionen, hvis formand var lord Sheffield. I kommissionens betænkning hedder det bl.a.:
»For øjeblikket giver byggemoden jord i nærheden af vore store byer, skønt dens værdi er meget høj, som regel kun et ringe årligt udbytte, så længe den endnu ikke er bebygget. Ejerne af sådan jord beskattes ikke i forhold til den virkelige værdi, men til den faktiske indtægt af jorden. De kan således få råd til at holde jorden ude af brug og kun sælge den stykkevis for derved at hæve prisen udover den naturlige monopolværdi, den har som følge af sin beliggenhed. Men byens udgifter i almindelighed til forbedringer øger værdien af deres ejendom. Hvis denne jord blev sat i skat af 4 %* af salgsværdien, ville ejerne få en direkte opfordring til at afhænde jorden til byggeformål, og der ville derved opnås en dobbelt fordel for samfundet. For det første ville al værdifuld ejendom komme til at bidrage til skatterne og jordbrugernes byrde således blive formindsket ved forøgelsen af den skattepligtige værdi. For det andet ville ejerne af byggejord blive tvunget til at udbyde deres jord til salg, og deres indbyrdes konkurrence ville nedbringe prisen på byggejord og dermed formindske den private grundrentebeskatning, som grundejerne i form af jordpris pålægger byernes værkflid – en beskatning, der – må man vel lægge mærke til – ikke er gengæld for noget arbejde eller nogen ydelse fra jordejernes side, men et simpelt resultat af selve samfundets arbejde og virksomhed.«
1889 vedtog de liberale vælgerforeningers hovedorganisation ved årsmødet i Manchester en resolution, hvori der bl.a. krævedes afskaffelse af alle skatter på te, kaffe og kakao og indførelse af en grundværdiskat. Disse krav blev endnu stærkere understreget i det såkaldte Newcastle program, der vedtoges ved organisationens årsmøde i 1891. Fra da af er grundværdiskatten led i det engelske venstres program og omtales som sådant jævnlig af partiets kandidater ved valgene.
At partiet imidlertid ikke endnu helt har tilegnet sig grundværdiskattens idé, ses tydeligt af den betænkning, som blev afgivet af den kgl. kommunale skattekommission af 15. Aug. 1896. Betænkningen blev afgivet den 28. maj 1901. Hele kommissionen er enig om at foreslå**, at udgifter til fattigpleje. politi, skolevæsen og landeveje fremtidig skal afholdes af staten og ikke som hidtil af kommunerne, men mht. selve skattespørgsmålet stilles ingen forslag, som bryder med princippet i den nuværende ordning. Flertallet*** afviser ganske en grundværdiskat, ja, modsætter sig endogså en særlig grundvurdering. Og mindretallet, der ganske vist foreslår en grundskyld for bykommuner, argumenterer hele tiden ud fra princippet: skat efter skatteevne.
Imidlertid havde der rejst sig en kommunal bevægelse for indførelse af en grundværdiskat. Initiativet hertil var – selvfølgelig – taget af Glasgow byråd, der allerede så tidlig som 1890 i en resolution havde udtalt tilslutning til grundskyldskravet. 5 år senere havde 62 andre skotske kommunalbestyrelser sluttet sig til, og ved århundredskiftet stod ikke mindre end 518 britiske kommunalbestyrelser samlede om at opfordre parlamentet til at give de kommuner, der ønskede det, tilladelse til at beskatte grundværdierne (local option). Blandt de 518 var – foruden Glasgow, London, Manchester, Liverpool, Halifax, Bolton, Aberdeen, Dundee, Sunderland, Bradford, Sheffield osv. Flere gange blev der privat (bl.a. af den nuværende kultusministerielle parlamentssekretær, Charles P. Trevelyan) indbragt forslag i parlamentet om at give local option i skattesager, men forslagene blev hver gang forkastede.
Ved de kommunale skattemyndigheders kongres i Manchester den 22. nov. 1905 vedtoges det at sende parlamentet et andragende om indførelse af en grundværdiskat. Dette andragende blev den 26. feb. 1906 overbragt finansminister Asquith, som svarede:
»Jeg har altid betragtet denne bevægelse, når den forstås rettelig, som ikke en krænkelse, men en fæstnelse af ejendomsretten. Det er kun rimeligt og retfærdigt, at samfundet skal høste fordelen af de forøgede værdier, som skyldes dets ydelser og udvikling. Jeg antager, vi alle kan være enige om som et foreløbigt skridt at kræve en særskilt vurdering af den nøgne jordværdi. Regeringen ønsker den fornødne tid til omhyggeligt at overveje, hvorledes princippet på bedste måde kan udføres i det praktiske liv. Jeg tror, vi vil komme til et mere tilfredsstillende og mere varigt resultat, hvis vi giver os tid og tålmodighed til at overveje problemet, end hvis vi begynder med en forholdsvis lille og stykkevis gennemførelse af den reform, som vi alle ønsker.«
*) De engelske kommuneskatter retter sig efter ejendommens såkaldte »årlige værdi«, dvs. den lejeafgift, der gives eller som til den nuværende udnyttelse kunne gives for ejendommen – hvilket: almindelig svarer til 4 á 5 % af salgsværdien.
** Intet af kommissionens forslag er endnu blevet gennemført.
*** Både i flertallet og i mindretallet findes repræsentanter for de to partier: venstre og højre. Mindretallet bestod af følgende medlemmer: lord Balfour of Burleigh, lord Blair Balfour, sir Edward Hamilton, sir George Murray og James Stuart
“Parlamentets grundskyldsgruppe”
Efter valgene 1906 samledes en del grundskyldsvenlige underhusmedlemmer i en særlig »land values group« med det formål at fremme grundværdiskattens gennemførelse i praktisk politik. Denne gruppe har igennem årene vundet større og større indflydelse, har flere gange med heldig hånd grebet direkte ind i lovgivningsarbejdet, har sørget for fremskaffelsen af et særdeles nyttigt statistisk materiale og påvirket venstrepartiets politik i det hele taget.
Et af gruppens medlemmer, mr. Sutherland, indbragte privat et lovforslag om at bemyndige kommunalbestyrelserne i Skotland til indenfor visse grænser at gøre grundværdien til grundlag for det kommunale skattesystem. Lovforslaget blev henvist til et udvalg, hvori bl.a. den senere lord advocate, Alex. Ure (som formand) samt mr. Sutherland, mr. Trevelyan og mr. Dundas White fik sæde.
Udvalget foreslog foreløbig at nøjes med en samlet jordværdivurdering; dette forslag blev optaget af regeringen og forelagt 13. maj 1907 af den daværende lord advocate, Thomas Shaw; det vedtoges med stor majoritet i underhuset, men forkastedes af overhuset:
Finansloven 1909
Da også andre gode økonomiske love standsedes af overhuset, begyndte der at rejse sig en bevægelse for at gennemføre en grundværdiskat på finansloven; overhuset har nemlig efter gammel tradition ingen indflydelse på finanslovens enkeltheder; det har kun retten til at vedtage eller forkaste det samlede lovforslag; hidtil var det endnu aldrig hændt, at huset havde forkastet en finanslov.
24. nov. 1908 overrakte Land Values Group regeringen en adresse, som var underskrevet af 250 underhusmedlemmer, og hvori finansministeren opfordredes til på finansloven at stille forslag om en grundværdiskat. Ved et suppleringsvalg i Liverpool den 2. april valgtes den kendte georgist og venstrepolitiker, Edward G. Hemmerde til parlamentet; suppleringsvalgene har i England større politisk betydning end i noget andet land; på dem ser man, om en regering stadig har folkets tillid eller ej, og såfremt tilstrækkelig mange suppleringsvalg går regeringen imod, er det efter Englands uskrevne grundlov dens pligt at udskrive nye valg, selv om perioden endnu ikke er udløbet.
Der er ej heller nogen tvivl om, at selv om suppleringsvalget i Liverpool ikke havde afgørende indflydelse på selve det forslag, finansminister Lloyd George fremsatte den 29. april 1909, så havde det dog sin del af æren for den kraft, hvormed han fastholdt forslaget gennem alle kampe og endelig førte det til sejr.
Forslaget var i sig selv meget beskedent – det omfattede tre nye skatter: 1) en værdistigningsskat på 20 % af værdistigningen, skatten betales ved ejendomsoverdragelse, salg eller dødsfald, for selskaber etc. Dog hvert 15. år. 2) en »hjemfaldsskyld« på 10 % af den vinding, som tilfalder jorddrotten efter udløbet af et lejemål, samt 3) en ren grundværdiskat af ubrugt jord på 5/24 %. Disse tre nye skatter beregnedes at skulle indbringe i alt £ 500.000 årlig, deraf grundværdiskatten £ 350.000.
Men selv om forslaget til direkte ændring i skattesystemet var yderst beskedent, havde det dog overordentlig stor betydning, idet det forudsatte en samlet vurdering af al Englands nøgne jordværdi.
Ved finanslovens første behandling i underhuset den 3. maj udtalte den konservative fører, mr. Balfour: »Dette er begyndelsen til en diskussion, der – det ved enhver, som har blot mindste kendskab til det parlamentariske liv – må blive både meget lang og meget hidsig og omfattende. Jeg ved ikke, hvor lang diskussionen vil blive. Men finansministeren har besluttet sig til at stille forslag, af hvilke mange er så ny, og som alle er så indviklede og af så stor finansiel, og, lad mig tilføje, politisk betydning, at det er fuldstændig umuligt for dette ting at behandle de spørgsmål, der er forelagt det, hurtigt til ende.«
Den 2. nov. 1909 vedtoges forslaget ved 3. behandling i underhuset med 230 stemmers flertal og gik nu til overhuset. Dette turde ikke direkte forkaste finansloven, men vedtog den 22. nov. en resolution, gående ud på, at »tinget føler sig ikke berettiget til at give dette lovforslag sin tilslutning, forinden det har været forelagt vælgernes domstol.«
Efter denne resolution fulgte en bevæget og heftig kamp. To gange blev underhuset opløst, begge gange kom venstre ind med fornyet flertal og til sidst måtte overhuset bukke under – bukke under på mere end én måde, thi finanslovkampen havde ført en forfatningskamp med sig; det overhus, der havde modsat sig folkets vilje og krav for at værne om monopolernes interesse, havde derved fældet dødsdommen over sig selv og måtte finde sig i at få sit magtområde betydelig indskrænket; fremtidig har det ikke mere absolut veto, men kun udsættende nej-ret.
Finansloven blev vedtaget og underskrevet af kongen den 29. april 1910, årsdagen for dens forelæggelse. Vurderingerne blev straks påbegyndt, og grundværdiskattens venner tog kraftigt fat på at forberede sig til den kamp, der endnu ville forestå kampen for virkelig at få gjort rationel brug af vurderingerne. Land Values Group udarbejdede en ny adresse til regeringen, hvori følgende øjeblikkelige krav opstilledes:
- vurderingerne efter finansloven 1909-10 fremskyndes mest muligt, og deres resultater offentliggøres.
- kommunalrådene får tilladelse til at gå over til en grundværdiskat (local option).
- der opkræves en statsgrundværdiskat, som skal anvendes til a) at yde tilskud til kommunerne, svarende til disses udgifter til skolevæsen, fattigpleje, landeveje og politi, mod en tilsvarende nedsættelse i de kommunale skatter, og til b) erstatning for ophævelsen af alle skatter på te, sukker, kakao og andre fødemidler.
Et hvilepunkt
Lloyd George havde ført kampen for finansloven med stor kraft og ingenlunde lagt skjul på sin hensigt senere at foreslå videre reformer i samme retning. Finansloven var kun en begyndelse, og vurderingerne var det vigtigste – indledningen til den store kamp mod jordmonopolet, som det var hans hensigt at åbne og føre til ende.
Efter finanslovens vedtagelse er det imidlertid, som han et øjeblik vakler, og bliver usikker. Han tager ikke straks kampen op mod jordmonopolet, han udtaler sig kun forsigtigt og uklart derom, andre opgaver optager hans tanke og hans evner. Først og fremmest forsikringslovene lægger i disse år beslag på hans arbejdskraft.
Men imidlertid forberedes stemningen fra anden side til et nyt fremstød mod jordmonopolet. Allerede ved finanslovvalgene fik mange dygtige og energiske venner af grundværdibeskatningen sæde i underhuset. Foruden den skarpe logiker Dundas White, den ansete kommunalmand P. Wilson Raffan og Alex Ure, der i mellemtiden var blevet minister, havde nu også den uforlignelige taler Francis Neilson og den varmhjertede agitator Josiah Wedgwood fundet plads blandt de praktiske lovgiveres rækker og fået lejlighed til i selve parlamentet at gøre georgistisk indflydelse gældende. Hemmerde var ganske vist ikke genvalgt i Liverpool, men i sommeren 1912 opnår han valg i den udprægede landkreds North West Norfolk efter at have ført en glimrende valgkamp på et rent georgistisk program. Kort tid efter vælges en af de britiske georgisters førstemand, R. L. Outhwaite, ligeledes på et rent grundskyldsprogram, ved suppleringsvalget i arbejderkredsen Hanley.
Mr. Hemmerde udtalte efter valget i N. W. Norfolk: »Når vi er færdige med valgreformerne, er venstrepartiets gamle program udtømt, og der begynder en ny tidsalder i engelsk venstrepolitik. Vi véd, at vi fortsætter de gode gamle frisindede retningslinier fra mænd som Cobden og John Bright*). Vi har al ungdommen og begejstringen i landet bag os. Vi vil rejse vort banner overalt, hvor mænd og kvinder træller i elendighed. Når vi blot går fremad med højt mod og pletfrit skjold, besluttet på at vinde sejren, så vil vi finde den.«
I sin tale til vælgerne efter valget i Hanley udtalte mr. Outhwaite:
»Jeg kom herned for at vise, hvorledes folket kan frigøres. Jeg fortalte jer, at jeg troede, I kunne stole på, at den liberale regering ville tage denne politik op. I troede det, og I har sendt mig med et mandat til regeringen. Det mandat skal blive trofast udført. Tro mig, vi har i dag udrettet et stort arbejde for friheden … Når finansministeren får en sådan opfordring fra en stor valgkreds, vil han ikke tøve med at genoptage sin politik fra 1909.«
Allerede forinden havde Lloyd George indledt sin nye, store jordreformkampagne den, hvis skæbne først næste valg skal afgøre. Den 28. juni havde kommission af venstremænd (the Land Enquiry Committee) til »at undersøge jordmonopolet, bolignøden i byerne, boligspørgsmålet i landdistrikterne, landarbejdernes kår og beslægtede emner.« Dagen efter talte finansministeren ved et stort møde i Woodford Green i Essex. Efter at have omtalt, hvad det liberale parti hidtil havde udrettet, og særlig forsikringsloven, vendte han sig imod fremtidens politik og udtalte herom:
»Vi har et meget stort imperium, men det er et rige, som skylder folkets virksomhed sin styrke og sin hæder, ja selve sin eksistens – skylder den både fred og krig. Men hvornår vil vi kunne prale af et rige, der er det lykkeligste, gladeste, muntreste – mest fri for fattigdom, nød og ulykke som verden nogensinde har set, hvor mænd og kvinder, drenge og piger lever under vilkår der er m menneskeslægtens højhed værdige.
Ved I hvilket arbejde vi har foran os et større værk end demokratiet nogensinde har udført i dette land. Vi har fået til opgave at frigøre jorden – frigøre jorden, som endnu til selve denne time ligger lænkebundet under jordmonopolets forbandelse.
Vi må frigøre folket for angst, græmmelse og rædsler – rædsler, som de aldrig burde kunne tænkes at blive stillet overfor – rædslen for, at deres børn kan komme til at græde for brød i dette rigdommens land. Vi må frigøre landet for dette – det er en vanære for dette det rigeste land under solen, at det er en af de muligheder, en hæderlig og flittig mand kan komme til at stå overfor.
Forsikringslovene er en begyndelse, men med Guds hjælp er de også kun en begyndelse.«
Med disse ord indledte Lloyd George det engelske venstres kamp mod jordmonopolet.
* John Bright (1812 1889), engelsk politiker, var Cobdens trofaste ven og forbundsfælle i kampen for korntoldens ophævelse.
David Lloyd George
Lloyd George er endnu en forholdsvis ung mand – født 1863. Hans fader var skolelærer, men efter dennes tidlige død blev han sammen med sine mange søskende opdraget hos en onkel i Wales, der var skomager. Ved formuende venners hjælp kom han til at studere, blev sagfører og som sådan kendt som en meget veltalende og slagfærdig advokat. 1890 blev han medlem af underhuset og snart efter en stærkt benyttet agitator landet over. 1905 blev han handelsminister i ministeriet Campbell-Bannermann, 1908 finansminister i ministeriet Asquith.
Lloyd George er noget af et eventyr i engelsk politik. Fra fattigmandssøn til sagfører alene det er efter engelske forhold sjældent og ejendommeligt; men fra fattigmandssøn til finansminister det er et mirakel, og nok til at få hårene til at rejse sig på hovederne af de gamle traditionstro konservative politikere, som for øjeblikket danner Englands opposition, og mange af de liberale med for resten. Overklassen i almindelighed hader Lloyd George af et godt hjerte. De ser i ham den store demagog, hvis mål er folkegunst, hvis våben er brølet og hvis middel er klassekampen. I deres øjne har hans politik til dato kun gået ud på at ødelægge »det gode forhold, der hidtil har bestået mellem arbejderen og hans beskytter, arbejdsgiveren«. Lloyd George er den røde revolutionære, der, værre end nogen socialist på fastlandet, har forblindet Englands underklasser ved at tænde klassehadets lue i deres bryst. Han har vundet masserne ved at tale store ord og give dem løfter, som han aldrig kan indfri. Han har forsumpet britisk politik, sænket niveauet og ødelagt de gamle traditioner.
Anderledes er opfattelsen hos de jævne, brede lag. Her står Lloyd George næsten som en afgud. Han er »folkets minister« – udgået fra folket selv – og den ophøjede stilling, fjernt fra folket, han nu, trods alt, som »hans majestæts minister« indtager, har kun tjent til at øge glansen. Han bevogtes af politi, som skærmer hvert af hans skridt; han er utilnærmelig for den almindelige mand men dette er kun ydre etikette, i hjertet er han folkets ven og overalt, hvor lejligheden er der, er han ikke alene fortaler, men forkæmper for deres ret, som arbejder og er besværede.
Det er ikke med ærefrygt alene, men med jubel og begejstring, med glæde og tak, folket møder Lloyd George. Det er ikke beundring blot, men forgudelse, der fra den jævne befolknings side bliver ham til del. Det ses ikke mindst, når de flokkes om hans talerstol. De kommer da med tillid til at få at høre ord, der skal bringe lys i de tusinders tilværelse, som nu blot slider og sulter i mørket. De véd, at det er budskab om fremgang og lykke, om hygge og fred, han har at bringe masserne. Det er ikke tomme løfter, han møder frem med til folket – nej, det, de får at høre af hans mund, det er forslag, han evner at gøre til virkelighed, og hvis gennemførelse vil frigøre dem for de lænker, der tynger dem; og de sorger, der tærer dem. Enhver bange frygt, som måske havde bævet i deres hjerte, vil med ét forvandles til strålende håb.
Så forskellig er opfattelsen af Lloyd George. Og forklaringen vanskelig at finde. Det er ingenlunde tilfældigt, at folket elsker ham, og de store hader ham. Thi Lloyd George er netop i ordets inderste betydning en folkets mand. Hans hjerte banker varmt og trofast for dem, som lider, og fra den gang, han selv som fattig dreng færdedes blandt valisiske småkårsfolk, har han bevaret den føling med det almene folk og den forståelse af dets tankegang, som endnu tydeligt træder frem i hans taler og viser sig i hans virke.
Han forstår folket – og han forstår at tale til det. Hans skikkelse er lille, hans organ skarpt, men spinkelt. Det er ikke gennem disse ydre midler, han formår at beherske en forsamling, som tæller tusinder. Det er ganske andre ting, der har skabt hans veltalenhed og gjort ham til den mægtige agitator, han er. Det er hans brændende iver og hans glødende begejstring, hans stemningsfyldte tale og hans gnistrende vid hans evne til at finde ord og male billeder, som folket forstår men først og sidst hans hele lille skikkelse, som lever med i, hvad der tales – hans arm, som dirrer af energi, hans øjne, som gnistrer af håb og gløder af begejstring alt dette er det, som griber folket om hjertet og får det til at skælve af forventning, når han træder frem, som behersker dets følelser og tanker, medens han taler, som kaster det ned for hans fod og får det til at bryde ud i begejstrede sange og bragende bifald – men også, som tænder troen og vækker håbet, som styrker model og øger kraften i de tusinder af sind, hvis udsyn var spærret af dårlig lovgivnings kunstige skranker, og over hvis fremtid urettens skyer hang truende tunge og mørke.
Det er disse skranker, Lloyd George vil bryde, og disse skyer, han vil sprede.
Og han er ikke alene en glimrende taler og uimodståelig agitator – han er også en handlingens mand – en idéernes og initiativets mand. Gang på gang har han forbavset verden ved sin idérigdom og sin handlekraft. Det er tilstrækkeligt i denne forbindelse at nævne finanslovkonflikten og minestrejken. Og atter nu vil han være den rette mand til at føre det kæmpemæssige værk – jordspørgsmålets løsning – til ende.
De andre partier
Efter talen i Woodford vendte Lloyd George gang på gang i sine taler tilbage til jordspørgsmålet. Han fremhævede dets betydning og opfordrede det engelske venstre til at være sig sit ansvar i denne sag bevidst. Men noget positivt program kunne han endnu ikke fremsætte, thi undersøgelseskommissionen (Land Enquiry Committee) arbejdede stadig. De andre partier forstod imidlertid, at regeringens program ville komme en gang og det gjaldt da om at være parat til at modtage det – ikke med negativ bekæmpelse, men med positive modforslag. I sommeren 1913 offentliggjorde arbejderpartiet sit program, der indeholdt følgende krav: 1) fastsættelse af en minimumsløn, 2) offentlig kontrol med jordprisens højde ved salg, 3) statshjælp til oprettelse af husmandsbrug, 4) oprettelse af kreditforeninger under statskontrol, og 5) fremme af andelssagen.
Omtrent samtidig udsendte »en gruppe af konservative« en pjece, med titlen »Højres landbopolitik«; denne pjece blev velvilligt omtalt i så godt som alle højrebladene og må derfor antages at kunne stå som udtryk for partiets mening. Den anbefaler statstilskud til oprettelse af husmandsbrug og fastsættelse af en minimumsløn for landarbejdere. Desuden stilles forskellige forslag til opmuntring af andelsbevægelsen, til forbedring af landbrugernes uddannelse o. lign. Pjecen henviser til Danmark, hvor hver 1.000 acres dyrket jord gennemsnitlig giver føde til 75 personer mod kun 36 i England.
Som man ser, er der ikke megen forskel på højres og arbejderpartiets forslag. De har begge taget eksempel efter Danmark, og det er en fornøjelse at læse om, hvorledes de i motiveringen af forslagene fremhæver vort fædreland som et mønsterland for landbrugere. Desværre véd vi herhjemme jo, at de kun har set på overfladen og at det rosenrøde skær ikke strækker sig dybere ned. Vi kender statshusmandslovens følger vi ser for vore øjne, hvorledes den ofte virker modsat sin hensigt. Vi véd, at det høje trin, vort landbrug uomtvisteligt står på, og det høje kulturstade, vore landboere har svunget sig op til, har måttet betales dyrt nok gennem høje jordpriser og stigende prioritetsgæld, der såfremt intet gøres stiller sig som en hindrende mur mod fremtidens generationer. Det samme har Lloyd George og hans mænd øjet åbent for. Det engelske venstre kom bagefter de to andre partier med sit positive program men da programmet kom, var det ganske anderledes underbygget af omhyggeligt indsamlede oplysninger og kendsgerninger.
Regeringens program
I september måned 1913 overgav undersøgelseskommissionen det indsamlede materiale og sin betænkning derom til regeringen, som derefter i flere ministerråd drøftede spørgsmålet. Resultatet af denne drøftelse blev et positivt udformet program, som blev forelagt offentligheden i fire store taler af Lloyd George.
Den første af disse taler holdtes i Bedford den 11. Oktober. Her skildrede han, hvorledes jordmonopolet var årsag til de dårlige sociale tilstande, hvorledes det hærgede landet, hæmmede fremskridtet og hindrede folkets lykke. Hovedindholdet af Bedfordtalen er i virkeligheden givet i følgende knappe sætninger, som Lloyd George telegraferede til Henry George kongressen i Cardiff den 13.-14. oktober: »Fædrelandets fremtid beror på afskaffelsen af det jordmonopol, som lægger jorden øde, trykker lønnen ned, hindrer uafhængigheden og driver folkets masser ind i usunde boliger, der forgifter deres kraft.
Ved et møde i Swindon den 22. okt. meddelte Lloyd George første tredjedel af sit program, nemlig den, der omhandlede statens direkte kontrol med ejendomsforholdene på landet. Han bebudede oprettelsen af et nyt ministerium, der skulle afløse landbrugsministeriet og have tilsyn med alle ejendomsforhold i by og på land. Dette ministerium skal udnævne særlige kommissioner til at våge over, at ingen fæster bliver jaget bort fra sin gård uden gyldig grund, og til at påse, at fæsteren altid, når han forlader gården, får fuld erstatning for sine forbedringer. Desuden skal kommissionerne regulere fæsteafgifternes størrelse og have magt til, hvor de mener lønnen for landarbejdere er for lav, at fastsætte en minimumsløn.
Staten skal tillige opkøbe dårlig jord, som nu ikke dyrkes, og plante den med skov. Desuden skal staten lade opføre 120.000 nye huse med haver og udleje dem for en lav afgift til både land- og byarbejdere. Betingelsen for at dette kan lade sig gøre er at vi får billig jord – og herom lovede Lloyd George senere at ville udtale sig. Som et middel til billigere fragttakster antydedes statens overtagelse af jernbanerne. (Herom er senere nedsat en kommission).
De fleste af disse forslag angår så specielt engelske forhold, at de ikke i enkeltheder tør påregne interesse ud over landets egne grænser. Det eneste mere almene er forslaget om minimumsløn. Som vi har set er dette forslag fælles for alle engelske partier, og det er forbavsende at se, hvilken tilslutning denne socialistiske tanke har fået i et land, hvor socialismen er så lidt udviklet og socialdemokratiet så svagt som i England*). Vi må dog huske, at forslaget om minimumsløn hos Lloyd George ikke er absolut (kommissionerne kan, i tilfælde hvor de finder det nødvendigt, fastsætte en minimumsløn), samt at det optræder som led i en hel række af reformer. Dette er gang på gang stærkt fremhævet af de liberale blade – særlig »Daily News« – der udtrykkelig har påpeget, at en minimumsløn i sig selv ikke vil gavne, da den kun vil opsluges af højere jordpris og højere husleje. Derfor noterede de liberale blade efter Swindon talen også med glæde Lloyd Georges tilsagn om senere at ville udtale sig om problemet: billig jord. Georgisterne gav ikke alene venstrebladene ret heri, men hævdede tillige, at når blot vi fik billig jord, ville minimumslønnen blive ligefrem overflødig. Også Lloyd Georges tale om byerne – i Middlesbrough den 8. nov. – omhandlede en række specielt engelske forhold. De usikre besiddelses og fæsteforhold måtte reguleres. Men i øvrigt gælder det, at dårlige boliger, overbefolkning og alt hvad dermed følger, for en meget væsentlig del har sin årsag i de høje jordpriser. Hvor som helst stat eller kommune ønsker jord, bliver de mødt med en uigennemtrængelig mur, som er rejst af de private interessers grådighed. Det ville være det liberale partis, og dets regerings opgave at sørge for opførelsen af huse med haver i udkanten af byerne, samtidig med at befordringsmulighederne ville blive lettede, så arbejderen kunne få råd til at bo i sunde og gode huse, selv om det var langt fra arbejdspladsen, fabrikken eller værkstedet.
*) hvem, der ønsker nærmere at studere spørgsmålet om minimumsløn, henvises til Fernando Linderbergs bog derom (offentlig minimumsløn og tvungen voldgift; kristelig soe. Forb.s skrifter).
Det havde oprindelig været meningen, at Lloyd George skulle have afsluttet gennemgangen af sit program ved et møde i Glasgow allerede i slutningen af november 1913. Her skulle han tale om skattespørgsmålet og om billig jord. Mødet blev imidlertid af forskellige grunde udsat, andre møder holdtes, væsentlig på »opkog« af tidligere taler, og først den 4. februar 1914 blev mødet i Glasgow holdt. Det var fra alle sider imødeset med overordentlig stor spænding. Man vidste, at der indenfor venstre og indenfor selve ministeriet fandtes nogen modstand mod en grundværdiskat. Nu var spørgsmålet, om Lloyd George havde formået at overvinde denne modstand. Det viste sig, han havde. Talen i Glasgow ydede en åben og utvetydig tilslutning til kravet om en grundværdiskat, og det blev udtrykkelig betonet at Lloyd George talte ikke på egne, men på hele regeringens vegne.
Fra alle sider er man enige om, at talen i Glasgow var en værdig slutsten i en stor og betydningsfuld bygning. Hvorledes fremtiden vil forme sig, er det ikke let at spå om. Jordreformen er det bannermærke, under hvilket det engelske venstre om kort tid agter at gå til valg. Og grundværdiskatten har tidligere ved engelske valg vist sin overbevisende magt og sin sejrende evne.
Men hvad enten det i første omgang bliver sejr eller nederlag jordspørgsmålet er sat på dagsordenen, og vedbliver at være det afgørende i britisk politik, indtil det er ført til en løsning. Og ved at rejse denne sag på så smuk og værdig en måde som sket er, har finansminister Lloyd George indskrevet sit navn iblandt verdens stormænd. Thi kun den er en stor mand, som – trods modstand og mistænkeliggørelse – ikke viger tilbage for en stor opgave.