Grundskyldens sociale betydning 
af  dr. Julius J. Pikler,
Direktør for grundvurderingsvæsnet i Budapest

samt Orientering om dr. Piklers besøg i København
ved F. Folke

fra Den Lige Vej, marts 1923

Med fornøjelse skal jeg efterkomme redaktionens ærefulde opfordring*) om i korthed at skitsere den sociale betydning af den i byerne Arad og Budapest enstemmigt vedtagne rene grundskyld. 

*) Artiklen er taget fra "Neues politisches Volksblatt", Budapest, den 16. oktober 1917.

Grundskyldens principielle betydning er i social henseende overordentlig stor. Byernes grunde og jorder, der er det vigtigste produktionssted og produktionsmiddel for bybefolkningen, bliver efter vort nuværende system beskattet i forhold til udnyttelsen. Jo mindre jorden er udnyttet i produktionsøjemed (til boliger etc.), desto mindre bliver skatten, og hvis den ligger fuldstændig ubenyttet hen, er den helt skattefri. Som løn for denne fuldstændigt antisociale fremfærd bliver pligten til at deltage i de offentlige byrder således helt ophævet. Den utilstrækkelige udnyttelse af jorden betyder intet mindre: 1) en fordyrelse af selve jorden, 2) fordyrelsen af livsfornødenhederne (bolig, butik, værksted, gartneriprodukter etc.), 3) formindskelse i arbejdsmulighederne og dermed relativ nedsættelse af arbejdslønnen, og 4) på grund af de således formindskede skatter en forøget skattebyrde på arbejde, produktion og forbrug, hvorved erhvervslivet hæmmes, hvilket yderligere formindsker arbejdsmulighederne og lønningerne og forøger dyrtiden. 

I det system, i hvilket grundskylden i Budapest og Arad danner det første grundlæggende skridt, bliver jorden ikke beskattet i forhold til udnyttelsen, men i forhold til markedsprisen uden hensyn til anvendelsesmåden. Om grundejerne udnytter jorden til dens naturlige formål eller ikke, betyder intet for grundskyldens størrelse. Det er ligegyldigt, om han f.eks. i byens periferi udnytter jorden intensivt til gartneri, hvor den dertil er egnet og naturlig bestemt, eller han ikke gør det, om han inde i byen udnytter grundene til bebyggelse eller ej, og om han holder bygningerne i god stand og fornyer dem, når de ikke længere er moderne, eller han undlader det. Grundskylden pålægges også de bebyggede grunde, men ikke i forhold til det aftagende udbytte af den med tiden stadig dårligere og mere umoderne bygning, men i forhold til den med befolkningsforøgelsen og med de kulturelle fremskridt stigende grundværdi. Grundskylden tvinger følgelig grundejeren til at udnytte jorden i forhold til markedsværdien, eller at lade den overgå til folk, der både kan og vil udnytte den. Ved dette forøgede udbud af jord kan der ventes en nedgang i de spekulative grundpriser. I hvert fald vil der selv ved den lave grundskyld på ½% i Budapest og Arad kunne komme betydelige beløb ind, hvorved forhøjelsen af produktions- og forbrugsskatter i tilsvarende grad kan undgås. 

En overvæltning af grundskylden på befolkningen er umulig, da en skat, der ikke hindrer produktionen, som alle vore andre skatter, men fremmer den, kun kan billiggøre varer, boliger etc. Den grundejer, for hvem dette skattesystem ikke passer, og som ikke kan eller vil udnytte jorden i forhold til markedsværdien, kan lade den gå videre til andre, der kan udnytte den, og han kan ikke spekulere med den jord, der er betingelsen for al produktion og forbrug. Grundskylden betyder altså en lettelse for arbejdet og en byrde for jordspekulation af enhver art, mens vort hidtidige skattesystem omvendt bebyrder arbejdet og fremmer spekulationen. 

Den offentlige mening var ikke klar over denne antisociale virkning af udbyttebeskatningen. Folk var f.eks. yderst opbragte på dem, der ågrede med lejlighederne, og på de store husejere, der indkasserede de meget store huslejebeløb. De betrængtes og undertryktes harme var imidlertid rettet mod de forkerte folk. Det er ikke den store husejer, der er skyld i bolignøden og den høje leje, men derimod den grundejer, der i overensstemmelse med vort dårlige skattesystem lader være med at bebygge sine grunde. Mod de sidst nævnte grundejere skulle den almindelige uvilje have rejst sig. Men de mærkede ikke til folks harme, da der jo ikke på disse grunde stod noget, der kunne irritere dem, og så var det irriterende netop, at grundene ikke var bebyggede, men det undgik den almindelige opmærksomhed. Selv fra disse ubenyttede grundarealers vedkommende skal vor uvilje dog ikke rettes mod personerne, men mod skattesystemet, som direkte begunstiger en antisocial behandling af jorden i form af spekulation og dårlig udnyttelse. “Vore forholdsregler,” siger en engelsk forfatter**, “skal ikke rettes mod dem, der nyder fordelen ved det dårlige system, men mod selve det dårlige system.” En sådan forholdsregel er den rene grundskyld, og deri ligger netop dens store sociale betydning som en virkelig reform imod bolignød, arbejdsløshed og dyrtid, mod spekulation i den første livsbetingelse for enhver befolkning, den uforanderlige og uundværlige jord samt imod spekulation i den fædrene jord. –

**) Dette kunne godt henvise til Churchill i hans tale i Underhuset 1909

Dr. Piklers besøg. 
Af f. Folke.

Det var et par kloge og erfarne øjne, der hvilede på vore forhold i de dage, da dr. Pikler gæstede Danmark. Og bag dem boede den seje energi og den tro på sin sag, som må til, for at det skal lykkes en mand uden rygstød i et parti eller blot i en forening at få grundværdibeskatningen indført i et land, der regeredes af magnater som Ungarns. Selvfølgelig var det forholdenes magt, der førte sagen igennem, da Budapest i 1917 fik en vedtægt om indførelse af grundskyld sanktioneret af regeringen. Den lange, ulykkelige krig havde bragt magnaterne til at vakle i sadlen, og den offentlige finansnød fik bystyret til at se sig om efter nye skatter. Først havde man naturligvis taget sin tilflugt til afgifter af husleje, skotøj, klæder og brød, men i længden kunne man dog ikke lukke øjnene for, at disse skatter kun bidrog til at skærpe dyrtiden og forøge bolignøden samtidig med, at de medførte en uovervindelig korruption med smugleri og skattesnyderi ud over alle grænser. At en beskatning af grundværdierne derimod snarere måtte bidrage til at lette produktionen og modvirke den med valutanedgangen stigende jordspekulation, kunne ikke nægtes og end mindre, at den udelukkede enhver form af korruption, fordi dens grundlag, jordværdierne, griber ind den ene i den anden, så der er ikke nogen mulighed for snyderi eller vilkårlighed ved ansættelsen af dem, når den foregår i offentlighedens lys. 

    Det lykkedes efterhånden Pikler at interessere de ledende mænd i kommunalbestyrelsen for denne ‘snurrige skat, som man hverken kan overvælte eller snyde sig fra’, som en af dem udtrykte sig, og en afgørende samtale med overborgmesteren endte med, at denne til afsked gav ham hånden med de ord: “Das wollen wir machen”. Senere, da kommunalbestyrelsen enstemmig havde vedtaget forslaget om ½% grundskyld, var dr. Pikler i audiens hos ministeren, der skulle sanktionere vedtægten, og ministeren bemærkede da: “Dette forslag har dybe perspektiver, hr. Doctor”. Hvortil Pikler svarede: “Derom vil vi ikke tale, excellence, det vil vi håbe på at opleve.” 

I dette svar er dr. Piklers grundanskuelse udtrykt, hans tillid til, at indførelsen af blot en ringe, men ren og uforfalsket grundskyld er indledningen til en helt ny tingenes tilstand, en ny og bedre økonomisk retsorden. Derfor kommer det for ham især an på at få grundlaget lagt urokkelig fast, at få værdiansættelsen udført på en sådan måde, at den er uangribelig, så den fra år til år kan vinde i anseelse og tillid og derigennem opnå den støtte og styrke, som alene kan opretholde reformen i længden og sluttelig føre dens tankegang til sejr. 

Det er denne overbevisning, der har gjort Pikler til en uforsonlig fjende af den principløse lovgivning om beskatning af værdistigning, som de tyske ‘Bodenreformere’ har gennemført under Damasckes ledelse. Nar han på sin vej herop havde besøgt Bremen, Hamborg og Lübeck, var det ikke for at understøtte, men for at bekæmpe de vidt fremskredne ‘bodenreformeriske’ planer, der er oppe i disse byer, og søge at få dem bragt ind i et nyt og sundere spor. Han mente, at dette i nogen grad var lykkedes ham. 

Ud fra den samme grundopfattelse vendte Pikler sig med megen skarphed mod de herhjemme kendte planer om at indføre den fulde grundskyld med et slag mod erstatning ved en formuekonfiskation. Et sådant forslag syntes ham i sig selv at være en fornægtelse af grundskyldens idé og en miskendelse af samfundets organiske natur. 

Hvis grundskyldens anerkendelse virkelig betyder en ny tingenes tilstand, må den give sig tilkende i en total ændring af værdierne, hvorved først og fremmest den forfalskning, der følger med grundspekulationen, bringes ud af verden. Piklers erfaringer havde bekræftet, at blot en ganske ringe grundskyld påvirker markedsværdierne meget kendeligt, idet muligheden for en senere udvidelse straks tages i betragtning. Men når vi således ikke kan vide andet om værdiernes størrelse og fordeling under en grundskyldsordning, end at den må blive en helt anden end den, vi kender, så er det udelukket, at vi kan optage dem i en erstatningsberegning, og selvom vi imod al forstand kunne gætte os til dem, så måtte vi ikke ønske en sådan pludselig omvæltning, fordi katastrofer altid er til det onde for en organisk vækst. 

De fleste danske georgister vil sikkert være enige i denne grundbetragtning, at vort samfund er en organisme, hvis vækst vel kan påvirkes ved ændring af voksevilkårene, men ikke som en mekanisk organisation kan tåle at blive skilt ad og sat sammen igen på en ny og bedre måde. Så lidt som det lykkedes for proletariatets genier, så lidt vil det være muligt for den frie valgrets Mussolini. 

Medens målet for dr. Piklers rejse til hansestæderne som sagt var at få dem omvendt fra Damasches zuwachssteuer til Henry Georges grundskyld, gik hans arbejde her ud på at gøre sine erfaringer som direktør for grundvurderingen i Budapest nyttige for den til jan. 1924 forestående første virkelige jordværdiansættelse her i Danmark. Til dette formål fik han lejlighed til at gøre rede for sine synsmåder, arbejdsmetode og erfaringer først for overskyldrådets byudvalg og senere for en kreds af vurderingsformænd, politikere og embedsmænd ved et af overskyldrådet sammenkaldt møde. 

Her og senere i forskellige samtaler med interesserede personligheder hævdede dr. Pikler med megen energi og under anvendelse af mange slående eksempler, at ansættelse af jordværdi slet ikke er noget, der kan foretages af en kommission. Den sker i det frie marked og kan ikke gøres til genstand for afstemning så lidt som kurserne på børsen. Disse værdier skal ikke konstrueres, men registreres, og dertil kræves der en mand – en børskommissær, om man vil –, der holder sig i stadig forbindelse med markedet og står til ansvar for sine ansættelser overfor offentligheden. Enhver borger bør have adgang til (vurderingslisterne) og ret til at rejse klage for en vurderingsdomstol, hvis en indsigelse fra hans side ikke fører til, at vurderingskontoret efter prøve af sagen foretager rettelser, som synes ham tilfredsstillende. Dette vil ikke være muligt, hvis kontoret er bundet af en kommissions vedtagelser. 

Sådan har man haft det i Budapest siden 1919 til udelt tilfredshed for alle parter. I denne millionby blev den første vurdering gjort færdig i løbet af nogle få måneder af dr. Pikler med 5 mandlige medhjælpere og 15 kontordamer. 

Man fastsatte først enkelte fikspunkter for grundværdien over hele byen ved en meget omhyggelig undersøgelse, idet man vogtede sig nøje for at komme over markedsprisen med sin ansættelse. Støttet til disse hovedpunkter bestemte man så jordværdien på så mange underpunkter, at man ud fra dem blot ved at benytte kortene over staden kunne ansætte værdien pr. Kvadratklafter (som enheden kaldes i Ungarn) af ethvert grundstykke under hensyn til dels form og beliggenhed. Dr. Pikler fremviste sådanne kort med indskrevne enhedsværdier, der viste, hvor jævne overgangene er, og hvor tydelig det kommer frem, om grundene ligger ved en hoved- eller en sidegade, i et forretnings- eller et beboelseskvarter osv. 

At en sådan kontormæssig vurdering lod sig gennemføre med en ringe udgift, siger sig selv, og det kan derfor ikke undre, at den række af byer (deriblandt Wien), der senere har fulgt eksemplet fra Budapest, i mange tilfælde har søgt Piklers bistand. Enkelte af disse byer var overvejende landkommuner, så metoden har stået sin prøve under alle forhold. Et særlig interessant tilfælde fremkom ved, at en by var nedbrændt og ønskedes reguleret ved genopførelsen. For at få en rationel losning af de utallige erstatningsspørgsmål, der opstår ved et sådant forehavende og oftest har hindret en fornuftig losning, blev det besluttet at foretage en vurdering af samtlige grunde, som de var før branden, og således som de ville fremtræde efter reguleringen. Til udførelse af dette arbejde fik Pikler udpeget nogle kyndige mænd på stedet til medhjælp. Disse stillede han straks den opgave uafhængigt af hinanden at bestemme værdien for nogle aftalte hovedpunkter. Da han så modtog disse ansættelser, vurderede han først sine medhjælperes duelighed, kasserede de 3, og derefter gik arbejdet let og godt. 

Man må vel nok give Pikler ret i, at hvis disse herrer alle havde været udnævnte vurderingsmænd, ville opgavens løsning have været adskilligt vanskeligere og tillige mindre sikker, thi hvem borger for, at ikke just de 3 kasserede herrer havde vist sig som de mest pligttro til at give møde og med deres stemme afgøre værdiansættelsen i et vurderingsråd. 

Selvom vore forhold og sædvaner på mange måder ikke stemmer med den fremgangsmåde, man har fulgt i Budapest, så kan der næppe være tvivl om, at dr. Piklers virksomhed i de få dage, hans besøg varede, vil få praktisk betydning for vurderingsarbejdet også her i Danmark. 

For vor sags venner indeholder hans ord og gerning en kraftig tilskyndelse til at vise det forestående vurderingsarbejde den allerstørste interesse. 

For sagens modstandere må hans redegørelse for vurderingsarbejdet med fremlæggelse af kort og tabeller have gjort det af med den gamle overtro, at ‘grundværdi­vurdering lader sig ikke gennemføre i et gammelt indviklet samfund’. Efter dr. Piklers udsagn eksisterer der ingen lettere opgave og intet fornøjeligere arbejde.