Fredelig gennemført i vore dage.
Beretning om grundværdiskattens indførelse og virkninger i australske stater.
((af Hr. E.G./pma))
Med en efterskrift (af Sophus Berthelsen /pma)
Udgivet af Den danske Henry George forening. Silkeborg.
Silkeborg ny bogtrykkeri. Kr. Johansen. 1903

I Tilskuerens hefte for januar 1902 har hr. M. Galschiøt givet en såre tiltalende skildring af det fjerne australske øland, New Zealand, dets nye og ejendommelige arbejderlove og andre sociale institutioner, der berettiger forfatteren til at kalde det landet, der fører an på fremskridtets vej. Den hele skildring, bygget som den er på officielle og anerkendte kilder, er sikkert i alt væsentligt korrekt, og er afgjort blevet læst med interesse i vide kredse.

Alligevel forekom det dem, der også ad andre veje havde kendskab til den sociale udvikling i de australske kolonier, som om hin skildring ikke var fuldstændig lykkedes. Ikke således at billedet var for lyst – snarere det modsatte, men der manglede lys over de økonomiske forhold, der forklarer den hele sociale bevægelse. Det var ligesom for officiel en beskrivelse af de ydre virkninger, uden sikker påvisning af den indre årsag, der betingede fremskridtet. Trods de mange interessante enkeltheder, efterlod artiklen derfor et savn. Der manglede ligesom redegørelsen for, hvad det egentlig var for en ny bærende økonomisk idé, som derovre bragte plan i fremskridtet, klarhed over målet og fasthed i udførelsen.

Der var nemlig her, som altid hvor social fremgang sker, en sådan enkelt, banebrydende tanke – den om grundværdiskatten. Og manden, der bar den frem var – Henry George!

Uden at kende den mands gerning, forstår man ikke ret de sociale fremskridt på New Zealand, og man savner forklaringen af deres egentlige årsag. Men artiklen i januarheftet nævner end ikke hans navn – omtaler ej heller hans store agitationsrejse til Australien 1889-90, som gav den hele bevægelse det stærkeste fremstød.

Det var hidtil moderne blandt mange såkaldte dannede at lade overlegen, når talen kom på Henry George. Adskillige nationaløkonomer – som ville blive overflødige ved hans simple folkelige læres anerkendelse – har haft travlt med i dertil indrettede artikler og leksika, at reducere ham til en autodidakt, der har oppudset fysiokraternes fikse idé om impot unique. Som om andre end autodidakter nogensinde fandt de store sandheder; som om disse nogensinde var andet end gamle sandheder, der efter åringers miskendelse, undertrykkelse og tilsøling af skolastikerne, drages frem i renhed af den, der fik kaldet – følte og fulgte det!

Den, der vil forstå samfundets liv love, kommer ikke uden om Henry George herefter. Og den der vil forstå den enestående fremgang i social udvikling på de australske øer i de sidste år, må først tilegne sig grundtanken i Henry Georges simple lære: gennem en eneste skat, alene på den nøgne jordværdi, at inddrage til folkets brug, hvad folkets særskilte eje er, og lade urørt hvad den enkelte ved sit arbejde har virket. Enestående simpel og fattelig som praktisk reformtanke, er den tillige i økonomisk henseende – overfor det materielle ernæringsliv – realisationen af det oldgamle problem om grænselinjen mellem stat og borger, mellem samfund og individ, mellem “landsret” og “mandsret”. Den er lige så genial som finanspolitisk foranstaltning for det offentlige behov, som den er retskabende i sine socialpolitiske virkninger mellem mand og mand, automatisk straffende misbruget af fædrelandets jord til uproduktiv spekulation, frigørende og belønnende alt ærligt arbejde i selve udførelsen. Engang antaget i sit princip, selvom det kun er det aller første skridt, virker den øjeblikkelig, som sportungen på jernbanen, til ændring af samfundslivets retning; den bliver underbygningen for alle følgende fremskridt, fordi disse afhænge af den økonomiske frihed, som grundværdiskatten skaber for den enkelte som for samfundet.

Derfor måtte det være magtpåliggende for den danske Henry George forening – der er stiftet for at udbrede kendskab til hans gerning og dens resultater – at fremkalde en supplerende redegørelse for den ejendommelige sociale udvikling i Avstralien, påvisende dennes nøje sammenhæng med den skattereform, som er knyttet til Georges navn.

En sådan fremstilling har vi da formået foreningens korrespondent i England, hr. E. G. Til at give, ud fra sit nøje kendskab til den hele bevægelses karakter. Skitsen har kunnet hentes fra en særlig god kilde. Staten Colorado i Nordamerika udsendte nemlig i 1899-1900 sin formand for skatteudvalget, senator James W. Buchlin på en rejse til Australien for personligt at undersøge det nye skattesystem og den hele sociale udvikling derovre, og afgive sin bevislagte betænkning derom til skatteudvalget. Det er denne omhyggelige og klare beretning[1], der danner grundlaget for den følgende afhandling af hr. E. G.

–– –– –– ––

Den skatteform, hvis virkninger det var senator Buchlins specielle hverv at undersøge på sit hjemlands vegne, var den særlige beskatning af grundværdierne dvs: de værdier, som den nøgne jord i by som på land har, bortset fra det derpå af enkeltmand udrettede arbejdes værdi. Den forudsætter følgelig et meget skarpt skel mellem, hvad der er frugt af arbejde (husbygning, grundforbedring, landbrug og industri), som lades fuldstændig ubeskåret, og hvad der som den nøgne jordgrund ikke kan være frugt af enkeltmands arbejde, men skyldes naturens værk, eller samfundets samlede virksomhed, og derfor naturlig bør tilfalde samfundet som helhed gennem en afgift. En sådan afgift tages derfor ikke fra arbejdsløn eller fra den naturlige tilvækst til virksom kapital (huse, maskiner o. desl.) Den er derimod en skat på det privilegium, der består i at besidde hine samfundsværdier (jordudbyttet, ground rent), som ikke skylder enkeltmand sin tilværelse, men skabes, stiger og synker med samfundets vækst eller tilbagegang og med godheden af hele samfundsstyrelsen. Den er derfor kun en skat på de særfordele eller monopoler, som staten skænker eller sikrer enkelte borgere (grundejerne eller rettere grundværdiejerne, altså prioritetshaverne) frem for alle andre, og derved over alle andre borgere, og den står i nøjagtigt forhold til de modtagne fordele.

Denne skatteform er i Australien endnu ikke den eneste skal (single tax), idet en mængde andre skatter for tiden opkræves ved siden af den, og den udgør kun en ringe brøkdel af disse. Den har således kun ført ud i livet en mindre del af det skatteprincip, for hvis gennemførelse Henry george kæmpede og døde, ligesom den i virkeligheden næppe fuldt ud kan siges at skyldes hans berømte bog Fremskridt og fattigdom, idet grunden allerede i forvejen var ryddet af New Zealands store statsmand, sir George Grey. Allerede i 1878, eller to år før den nævnte bog udkom, havde denne mand, påvirket af Stuart Mill og andre forfattere, fået indført en art grundrenteskat på New Zealand. Men på grund af den daværende valglov, der tillagde de store grundejere en overvejende indflydelse på lovgivningen, lykkedes det dog disse allerede året efter at få loven ophævet, før dens virkninger havde haft tid til at gøre sig gældende og blive forståede. Først år efter, da Henry Georges bøger efterhånden var blevet læst, og hans tanke forstået af så at sige hver mand i landet, er det lykkedes grundværdiskattens idé at vinde fast fod i forskellige australske koloniers skattelove.

Beskatning af grundværdierne finder nu sted i forskellige af kolonierne både til kommunale og til stats-formål. Tre af kolonierne, nemlig New Zealand, Syd Australien og New South Wales opkræver en del af deres statsskatter på denne måde. Det første skridt i så henseende blev taget af Syd Australien i 1884, derpå fulgte New Zealand i 1891 og New South Wales i 1895, og de beløb, der opkrævedes gennem grundrenteskatten til statsformål var for New Zealand ca. Kr. 5.453.000 eller fra 4 1/6 til 15 promille af den ansatte grundværdi, for Syd Australien ca. Kr. 1.464.000 eller fra 2 1/12 til 5 promille og for New South Wales ca. Kr. 4.684.000 eller 4 1/6 promille. Den New South Wales’ke og New Zealandske lov indeholder en mængde undtagelsesbestemmelser, medens sådanne ikke findes i den Syd Australske.

Til kommunale formål benyttes beskatning af grundværdier foruden i Syd Australien og New Zealand også i Queensland. I New Zealand indførtes denne skatteform i 1896 således, at beboerne af hver kommune gaves ret til at afgøre, om de ønsker, at skat skal pålignes alene på jordværdierne eller tillige på bygninger og tilbehør. Indtil februar 1900 har 31 kommuner stemt over dette spørgsmål med det resultat, at de 29 har vedtaget grundværdiskattens indførelse, med over 82%. af disse kommuners samlede vælgertal. Og virkningen har vist sig at svare til forventningerne i så høj en grad, at New Zealands førsteminister har udtalt, at efter såvel hans som hele folkets mening burde grundværdiskattens indførelse ikke længere bero på frivillig afstemning i kommunerne, men gøres til en pligt for disse.

Den første kommune i New Zealand og overhovedet i verden, der indførte beskatning af grundværdierne, var den lille by North Palmerston, beliggende på den nordligste af New Zealands øerne, og den 17. marts 1897 er den mærkedag i verdens historie, da for første gang grundværdiskatten af 402 stemmer mod 10 blev båret ud i livet, som den rette kilde, hvorfra kommunen skal hente sine indtægter. Hvorledes skatten har virket her vil fremgå af en skrivelse fra byrådets sekretær til senator Buchlin:

“En stor del af den omflakkende befolkning fra vor by var blevet draget til Aucklands guldminer, og mange huse stod ledige. Det ville uden tvivl være en fordel for ejerne af disse huse ikke at skulle betale skat af bygninger, af hvilke de ikke havde nogen indtægt, og dette forhold har måske oprindelig bidraget til at lette denne overgang til grundværdibeskatning. I de sidste få år har tingene imidlertid fået et andet udseende; ny bygninger opføres stadigt, og meget få ubeboede huse findes. Jeg påstår ikke, at dette udelukkende er en følge af overgangen til det ny skattesystem; men jeg tror, at dette har været en vigtig medvirkende årsag, idet tidligere bevidstheden om, at yderligere forbedringer betød yderligere beskatning, uden tvivl havde en afskrækkende indflydelse. To af de hovedformål, som tilhængerne af det ny system havde for øje, var utvivlsomt at opmuntre driftighed ved at fritage arbejdets frugter for skat, og at forhindre, at arealer blev holdt ude af produktionen af hensyn til fremtidig værdistigning, bevirket ved omegnens (samfundets) flittige arbejde. Den kendsgerning, at 200 ny bygninger blev opførte i treåret efter, imod 50 bygninger opførte i løbet af treåret umiddelbart forudfor forandringen i skattesystemet, synes at vise, at dette første formål er nu blevet opnået, medens eksempler, tagne fra vore skattebøger, tydelig peger på, at også det andet formål er blevet nået … (her følger eksempler) … En anden side af sagen turde også påregne interesse, skønt den falder mere ind under administrationen, nemlig den større lethed, hvormed den rene skatteværdi udfindes, og den større mulighed for en ligelig påligning; thi da alle forbedringer er skattefri, er det eneste spørgsmål, der skal tages i betragtning: beskaffenheden af jord i landdistrikterne og beliggenhed i byen; herved formindskes betydeligt den mulighed for urigtige ansættelser fra vurderingsmændenes side, hvortil der er så rig anledning, når bygninger, forbedringer og andet tilbehør også medregnes” …

Har skatten således kun haft de bedste virkninger i North Palmerston, er der heller ikke en eneste af de andre New Zealandske kommuner, der har indført den, som har angret dette. Overalt, hvor skatten en gang er bleven pålagt, er det hurtigt gået op for folk, hvor store fordele den byder på, og intet steds er der den allerringeste udsigt til en tilbagevenden til det gamle skattesystem.

Også erfaringerne fra Queensland går i samme retning. Her er der blot den forskel, at medens kommunerne på New Zealand selv kan afgøre, om de ønsker grundværdiskatten eller ikke, er der nu i Queensland pålagt kommunalbestyrelserne at rejse de fornødne midler til kommuneudgifterne udelukkende ved hjælp af denne skat. Det lovforslag, der i 1890 blev vedtaget herom, forelagdes af et konservativt ministerium og vedtoges af er konservativt flertal i parlamentet. Også denne koloni har skatten virket til stor og almindelig tilfredshed. I et brev til senator Bucklin udtaler byrådssekretæren i Brisbane, hovedstaden i Queensland, at skatten har været en spore til byggevirksomheden, samt at loven har givet stor almindelig tilfredshed, så at ingen ønsker dens ophævelse.

Endelig blev den i Syd Australien i 1884 indførte grundværdibeskatning for statsformål i 1893 udvidet ved en lov, der giver kommunens beboere ret til ved afstemning at afgøre, om de ønsker grundværdiskat til kommunale formål eller ikke. Grundspekulanterne, der ønskede at spænde ben for loven, fik imidlertid indsat deri visse bestemmelser, hvorefter syge, døde og fraværende bliver regnet, som om de havde stemt mod loven. Derved vanskeliggjordes dannelsen af flertal, og lovens udførelse i det praktiske liv blev derved hidtil forhindrer. Tillæg til loven, der har til formål at gøre en ende herpå, blev vedtaget i 1898 og 1899 i underhuset, men nedstemt i overhuset med én stemmes flertal. Nu (1900) er imidlertid et sådant tillæg til loven endelig vedtaget i begge ting, og loven har modtaget en skikkelse, der gør den brugelig.

Efter at have givet de foranstående faktiske oplysninger går senator Bucklin over til at opgøre resultaterne af sine undersøgelser. Med de forestående forandringer i den danske skattelovgivning for øje, vil hans udtalelser formentlig have så meget ærinde til og så stor interesse for danske læsere, at de har krav på at aftrykkes ordret. Han siger da som følger:

“Som de ovenstående kendsgerninger viser, har den australske grundværdiskat virket tilfredsstillende, efter at først dens resultater er blevet almindelig kendt. Der er ikke gjort noget forsøg på at få den tilbagekaldt; tværtimod, den er bleven udvidet og forbedret. Så snart den blot i nogen grad er bleven sat i virksomhed i hvilken som helst af kolonierne eller i et hvilket som helst distrikt, er al modstand ophørt, og den er da bleven modtaget selv af de konservative partier som en varig institution. Folket i kolonierne stemmer aldrig imod den, så lidt som imod dem, der har gjort sig til talsmænd for det i loven indeholdte princip. Den er vandret fra koloni til koloni, og udvidet fra stats- til kommuneanliggender, efter at talrige andre skattesystemer er blevet prøvet. Dersom disse kendsgerninger alene gjaldt en enkelt koloni, eller kun grundværdibeskatning af en speciel eller lokal art, ville de ikke være så overbevisende. Men når princippet, at beskatte disse grundværdier, der opstår overalt, hvor civilisationen når hen, er blevet prøvet gennem mere end 16 år, under forskellige lovgivninger og betingelser, af forskellige lande og folk, med stadig det samme ensartede heldige resultat, så kan spørgsmålet om lovens praktiske gennemførlighed og visdom, som et middel til at opnå skatteindtægter, ikke mere med held behandles som en sag, om hvilken der kan strides. Det resultat, jeg er kommet til efter omhyggelig betragtning og den mest nøjagtige undersøgelse af alle de oplysninger, jeg kunne tilvejebringe, er, at den australske grundværdiskat er den bedste finansielle forholdsregel og den største socialpolitiske sejr, som noget land eller samfund nogensinde er nået til.”

Det er da ingenlunde nogen mådeholden lovtale, senator Bucklin således holder over grundværdiskatten i Australien: men de resultater, som skatten har frembragt overalt, hvor den er blevet indført, synes fuldt ud at hjemle hans dom over den. – At påvise den fulde årsagsforbindelse mellem en skattelov, og dens økonomiske virkninger, vil selvfølgelig være lettere ved love af mere radikal karakter, end de i Australien vedtagne, hvor skatteprocenten er så lille, og hvor kun en meget ringe del af statsindtægterne tilvejebringes ved grundværdiskatten. I New Zealand udgør den kun 6,07 % af samtlige statsindtægter, ikke medregnet indtægter fra salg af statens jorder etc. I New South Wales 3,52 % og i Syd Australien 3,33 %. Allerede den kendsgerning, at omkostningerne ved at opkræve en sådan ubetydelig grundværdiskat er omtrent lige så store som om staten øste alle sine indtægter fra denne kilde, bidrager til at komplicere spørgsmålet, fordi renindtægten af skatten derved uforholdsmæssigt formindskes.

De rent finansielle virkninger af skatten er derfor forholdsvis mindre betydelige, og de påviselige direkte finanspolitiske følger af en skat af så ringe beløb, har selvfølgelig heller ikke fuldstændig kunnet revolutionere samfundsforholdene. Dog så meget kan i hvert fald siges, at alle skattens virkninger har vist sig at være til gavn for det samfund, der har indført den. Og selvom en mere udstrakt anvendelse af delte skalteprincip utvivlsomt ville have medført langt større og mere heldbringende virkninger, er der måske næppe nogen større skade sket ved at gå langsomt frem. Gradvise reformer er konservative sikkerhedsventiler, for hvilke der altid kan åbnes, når fornødent gøres.

Men ved siden af de direkte finanspolitiske virkninger, har skatten også haft dybt indgribende indirekte socialpolitiske følger: tilfredsheden med den i de tre kolonier, der opkræver statsindtægter ved dens hjælp, har nemlig været så stor, at den er et stadigt diskussions­emne på møder og mand og mand imellem; ikke med det formål for øje at få den ophævet eller formindsket, men tværtimod for at få den forøget. Men de økonomiske virkninger af denne offentlige og private drøftelse, har måske været større end hine direkte virkninger af loven. Om en del af den årlige grundrente tages af statskassen gennem beskatning vil ikke have nogen videre indflydelse på størrelsen af denne årlige grundrente ; men derimod er man nu nået til fuld klarhed over den vidtrækkende socialøkonomiske sidevirkning deraf, nemlig at en mængde jord, der af spekulationen holdes ude af produktionen, kastes på markedet, takket være grundværdiskatten. Men markedsprisen på jord er overalt i verden ganske lig den kapitaliserede værdi af den del af den nuværende og den fremtidig forventede grundrente, der tilfalder ejeren. Når der er sandsynlighed for en fremtidig forhøjelse af jordværdien, virker dette til at forøge spekulationsgrundværdien mere end den øjeblikkelige forhøjelse af grundrenten berettiger til, og resultatet heraf er, at jorden her, som overalt, i nogen grad holdes tilbage fra salg, fordi de brugere, der ønsker at erhverve den, ikke kan betale den af spekulationen forlods opskruede pris. Når der imidlertid er en stærk sandsynlighed for en forøgelse af grundværdiskatten, da vil der ske det modsatte: grundejerne ville blive ivrige for at sælge selv for mindre end den kapitaliserede grundrente; men derved vil de, der ønsker at bruge jorden produktivt, blive i stand til at komme i besiddelse af den, uden på forhånd at måtte forkrøble deres produktionsevne ved at betale (eller forpligte sig gennem pantsætning til at betale) de opskruede jordpriser. Denne tendens mod en formindskelse af grundrentens spekulationsværdi er også let kendelig overalt, hvor grundværdiskatten derovre er blevet indført, til stort held for dem, der ønsker at benytte jorden produktivt.

I New Zealand er befolkningen imidlertid tiltaget så stærkt, og der har siden grundværdiskattens indførelse været en sådan trivsel af alt erhvervsliv, at markedsværdien af koloniens jorder, i følge skattevurderings­mændenes ansættelser, siden 1892 er steget med over kr. 157.600.000. Dette viser, at grundværdiernes forøgelse har mere end erstattet grundejerne (dvs. samtlige grundejere) deres nye grundværdiskat, medens samtidigt antallet og den samlede værdi af bygninger og andre forbedringer er steget i et endnu langt stærkere forhold.

Det er disse indirekte sociale virkninger, der har gjort skatten til den succes, som den har været overalt, hvor den er blevet prøvet. Som bekendt hævder grundværdiskattens tilhængere, at overalt, hvor den drager ind, der vil den have fremskridt og trivsel i sit følge. Lad os da se, hvorledes skatten i hver enkelt koloni har opfyldt disse løfter, som blev gjort på dens vegne.

Grundværdiskatten indførtes i Syd Australien i 1884, netop da grundværdierne var på deres højeste punkt overalt. Siden da har der ikke, skønt skatten jo finansielt er et meget ringe i beløb, været nogen handelskrise af nogen art, og den store bankpanik, der drog hen over verden i 1893, fik ikke en eneste af koloniens banker til at standse sine betalinger, medens 13 af de 25 seddeludstedende banker i andre dele af Australien måtte lukke med passiver på i alt ca. kr. 1.890.000.000. Hovedgrunden hertil var, at skatten havde forhindret spekulation i grundværdier. I andre australske kolonier, hvor ingen grundrenteskat havde holdt igen, havde spekulationen opskruet jordpriserne langt ud over deres naturlige højde, og bankerne, der her som overalt baseres på grundspekulationer og monopolværdier, ramlede sammen som korthuse, da krakket kom og krisen fik jordpriserne til at falde med svimlende fart. Men i Syd Australien gik ikke en eneste bank i stykker. Tværtimod har befolkningen været i en stadig og betydelig stigning i de sidste 16 år, og forretningskyndige mænd i kolonien hævder, at dette, såvel som den stærkt forøgede byggevirksomhed, skyldes den ubetydelige grundværdiskat, der pålagdes for 16 år siden. Og alt dette har fundet sted til trods for hin krise og til trods for åbningen af rige minedistrikter i andre australske kolonier, til hvilke naturligvis en del af koloniens befolkning drager. Premierministeren i Syd Australien synes derfor at have god grund til i et brev til senator Bucklin at udtale, at han uden betænkning kan besvare med ja hans spørgsmål, om grundværdiskatten har været en finansiel-økonomisk sejr, at beklagelser over den så at sige aldrig høres, og at der er al god grund til at vente en snarlig udvidelse af princippet.

I 1891 indførtes grundværdiskatten på New Zealand. Også her efterfulgtes overgangen til dette skatteprincip øjeblikkelig af økonomisk opsving. Før indførelse af skatten befandt landet sig i den sørgeligste forfatning. Spekulationen havde bemægtiget sig al dyrkelig jord. Millioner af tønder land frugtbar jord henlå udyrket eller i dårlig drift, medens i byerne de arbejdsløses skarer voksede og voksede, og arbejderne flyede fra landet i tusindvis for at søge ret til arbejde i andre lande. Og under alt dette steg pengekrisens truende uvejrssky stadig højere i horisonten. Forgæves havde arbejderne i 1890 forsøgt ved hjælp af kæmpestrejkens tveæggede sværd at tiltvinge sig menneskelige livsbetingelser. Det brødes som glas mod de store jordspekulanters passive modstand og sårede kun den hånd der førte det. Arbejderne sultede videre eller flygtede fra landet.

Da var det at valgene gav de frisindede partier overtaget i parlamentet. Valgkampen havde faktisk stået om grundværdiskatten, og sejren betød derfor dens indførelse. Med et slag forandredes nu tilstanden. Arbejdsløn fordobledes, arbejdsdagen forkortedes, livsfornødenheder sank i pris, og de arbejdsledige fik arbejde. Fra 1891 til 1898 voksede New Zealands dyrkede arealer med 3.522.091 acres, medens arealer besåede med græs forøgedes med 3.278.501 acre, og forbedringer af forskellig art foretoges for et beløb af kr. 142.740.000. Udvandringen, der havde været nær ved at affolke landet ikke alene ophørte øjeblikkelig; men det første år efter grundværdiskattens indførelse oversteg indvandringen udvandringen med 15.370 personer, og kolonien har lige fra den tid vedligeholdt en betydelig overskudsindvandring. Medens jernbanetakster, fragter og porto en bleven nedsatte med ganske betydelige beløb, indestod der i 1900 i sparekasserne en sum af ca. 330.000.000 kr., indsat af arbejdere. Sluttelig må det fremhæves, at, da uvejrsskyen endelig brast, da i 1893 den uafvendelige pengekrise kom, gik det her som i Syd Australien, at ingen bank behøvede at standse sine betalinger, medens det økonomiske fremskridt gik sin uhindrede sejrsgang over landet til trods for panikken.

Der er dem, som vil tillægge den i 1894 vedtagne lov om tvungen voldgift i arbejderstridigheder og andre såkaldte “arbejderlove” hele æren, eller en del deraf, for New Zealands blomstrende tilstand. Herimod kan henvises til den kendsgerning, at trivslen indfandt sig i 1892 efter grundværdiskatternes indførelse, medens i 1895, da den nævnte “arbejderlov” trådte i kraft, ingen tilsvarende opgang i de sociale og økonomiske forhold fandt sted. Der er endogså dem, der mener, at “arbejderlove” af denne art snarere kan hindre og sinke alt sandt fremskridt, en betragtningsmåde for hvilken grumme meget lod sig anføre. Betegnende i så henseende er det, at Tom Mann, den bekendte engelske socialistfører, der for nylig udvandrede til New Zealand, i en artikel i tidsskriftet Nineteenth century meddeler, at arbejderne begynder at betragte de oprettede voldgiftsdomstole med mistillid[2]. – Men hvorledes dette nu end kan være, så er det klart, at love af denne art er aldeles ude af stand til at fastsætte de forhold, der betinger løn eller priser. Thi disse forhold hidrører fra økonomiske naturlove, mod hvilke menneskelige love intet formår, og bestemmes af hele den økonomiske tilstand I landet og tiden. Dersom den økonomiske tilstand tvinger lønnen ned og bevirker arbejdsløshed, kan ingen voldgiftsret forhindre dette, medens voldgiftsretten omvendt ikke kan beskære arbejderens løn for en eneste øre, når de naturlige økonomiske forhold driver lønnen op. Loven om voldgiftsretter og alle de andre tvangsforholdsregler til fordel for arbejderne, har muligvis formindsket gnidningen mellem arbejderne og arbejdsgiverne; men videre kan deres virkninger i følge sagens natur ikke nå, eftersom begge parter må bygge på de foreliggende almindelige økonomiske forhold. Og selv i så henseende er det et spørgsmål, om det ikke er den ved den ny grundværdiskat skabte øgede efterspørgsel efter arbejdere, der – ved at gøre arbejdsgiverne noget mere imødekommende – har den største del af æren for fremskridtene også her. Hvorom alting er, så har virkningen af denne arbejderlovgivning i første række været at forplumre oversigten over virkningerne af grundværdiskatten, og derved forsinke fremskridtet ad sådanne mere rationelle og fundamentale baner. Den skade, disse arbejderlove i så henseende har gjort, kan sikkert fuldt ud opveje, hvad gavn de måske har udrettet i andre retninger.

At det imidlertid ikke er lykkedes at aflede folkets opmærksomhed fra grundværdiskattens alt overvejende betydning, fremgår af et brev til senator Bucklin fra New Zealands førsteminister, den nu næsten for vel bekendte Rich. Seddon, hvori han som bevis på, at skatten har været en økonomisk sejrvinding, anfører, at ved de sidste parlamentsvalg var der ikke en eneste af de konservative valgkandidater, der havde mod til at erklære sig for skattens ophævelse. Han udtalte yderligere, ar der ikke kan være nogen tvivl om, ar den har sin store andel i koloniens nuværende trivsel, – en udtalelse, som sikkert nok ville have lydt endnu gunstigere, om ikke Seddon selv, som fader til voldgiftsloven og de andre arbejderlove, også var nødt til at omfatte disse sine hjertebørn med sin rige faderkærlighed.

I 1895 vedtoges og i 1896 trådte loven om grundværdiskat i New South Wales i kraft. Dette var nu næsten 3 år efter pengekrisen, der havde raset med sin fulde voldsomhed i kolonien og efterladt en tilstand af nød og forvirring. Arbejdslønnen var elendig, forretningslivet ødelagt og demoraliseret. Registeret for arbejdsløse for de 3 år forud for lovens ikrafttræden udviste, at der i et nyt land rent ud forfærdende antal af arbejdsløse havde meldt sig for at søge arbejde, nemlig henholdsvis 12.145, 13.575 og 14.062. Også her flygtede folk bort fra landet for at søge arbejde andetsted, og forbrydelser hørte til dagens orden. Alt dette forandredes som ved et trylleslag ved lovens vedtagelse. Lønnen steg, forretningslivet antog sunde og normale former, og arbejdsløsheden formindskedes således, ar i de tre år der fulgte på skattens indførelse antallet af arbejdsløse stadigt sank fra 6.427 i 1896 til 4-167 i 1897 og 3,843 i 1898. Samtidig nødte skatten ejerne af et stort antal af de urimelig mange jordejendomme, der henlå udyrkede for at afvente prisstigning, til at udstykke disse i lodder, egnede til dyrkning. Som følge heraf steg det dyrkede areal i New South Wales i de tre følgende år som fulgte efter skattens ikrafttræden med 905.867 acres eller mere end 50% af hele det indtil da under dyrkning værende areal, medens de forbedrede økonomiske forhold bevirkede en betydelig aftagen i forbrydelsernes antal. Indvandringen til kolonien for de tre år har oversteget udvandringen med 5.109 personer, medens i nabokolonien Victoria, hvor ingen grundværdiskat findes, udvandringen oversteg indvandringen med 50.403 personer. Årsagen til den stærke udvandring fra Victoria var væsentlig at søge i en aldeles usædvanlig tørke, der også, som vi skal se, hærgede New South Wales, dog uden der at drive folk fra kolonien. – At folket også her har forstået at påskønne grundværdiskattens velgerninger, viser den kendsgerning, at ved de i 1898 afholdte parlamentsvalg, hvor kampen væsentlig stod om lovens ophævelse, blev dens modstandere komplet slået.

Her i New South Wales har vi ikke som i New Zealand arbejderlove til at forplumre spørgsmålet; men som i Syd Australien, og i New Zealand, således har det atter her, i et andet land, på en anden tid og under andre sociale og økonomiske vilkår, vist sig, at grundværdiskatten har været i stand til at skabe varig trivsel, hvor før nød og elendighed sad til højbords. Og dette har den gjort ikke under særlig gunstige naturforhold, men tværtimod i et land, der er berygtet for sin tørke og på en tid, da tørken hærgede landet så frygteligt som ingensinde før i dets historie. Arbejderkommissæren for New South Wales siger herom:

“Over hundreder af mile i koloniens vestlige, nord­vestlige og sydlige del sås ikke et græsstrå eller nogen urt af hvilken som helt art. Får døde i millionvis og kreaturer i uhyre antal. De som blev frelste, blev det kun ved, at ejerne med store omkostninger drev dem til mere begunstigede egne af kolonien og lod samle blade og kviste til foder for dem.
I adskillige egne har også bønderne og mejeristerne lidt alvorlige tab.
Hertil kommer, at i størstedelen af de bedste distrikter har også minedriften været næsten lammet på grund af vandmangel. Mange af minerne ved Cobra og omliggende distrikter blev tvunget til at ophøre med at arbejde.Det foregående vil give en svag ide om det store tab i velstand for kolonien i almindelighed, hvilket tab har indvirket i høj grad på alle grene af arbejdet og industrien. Hundreder af mænd blev ledige og søgte bort til Sidney for der at forøge de arbejdsløses hær.”

At under sådanne omstændigheder kolonien har kunnet gøre store og varige fremskridt er ikke ret langt fra det vidunderlige, og turde være et fuldt tilstrækkeligt bevis på grundværdiskattens store og dybt indgribende evne til at fremtrylle trivsel og løse det sociale spørgs­mål overalt i verden, hvor vor såkaldte moderne civilisation har skabt et sådant spørgsmål.

Når det nu til slutning tilføjes, at de 4 kolonier, der har indført grundværdiskatten, i 1898 havde en overskudsindvandring af 12.580, medens i de 3 kolonier, hvor skatten ikke findes, udvandringen oversteg indvandringen med ca. 5.000 personer, da synes jo også denne kendsgerning tydeligt at pege på, hvorledes den store internationale menneskehed ubevidst anerkender, at der i grundværdiskatten er frelse og lægedom for de fleste af vor tids sociale og økonomiske samfundsonder.

Man indvender ikke, at det kun er, fordi skatten er bragt i anvendelse i nye lande at den har kunnet stå sin prøve. Side om side med disse ligger der andre nye lande, hvor grundrenteskatten ikke findes, men udvandringen fra disse sidste nye lande råber højt om deres økonomiske misforhold. Og hvor grundværdiskatten er blevet indført er den jo netop bleven det, fordi de ny lande – således som vi har set, havde pådraget sig alle de gamle landes alderdomssvagheder, voksende arbejdsløshed, lav arbejdsløn, strejker og udvandring på den ene side – vild grundspekulation med derpå følgende krak på den anden, og fordi man satte sit sidste håb til, at den skulde være den livseliksir, som kunne indgive det svækkede statslegeme fornyet ungdomskraft. Skønt medicinen er blevet indgivet i doser så små, at de næsten kunne kaldes homøopatiske, er helbredelsen dog skredet fremad med kæmpeskridt, og hvis der endnu findes sygdomsstof i blodet, så skyldes dette øjensynligt kun, at kuren ikke har været skrap nok. Men dette er jo også anerkendt af koloniernes befolkning og regering, og ønsket om en udvidelse af princippet er så almindeligt, at en forhøjelse af grundskatten nu kun er et tidsspørgsmål.[3]

Ville der ikke under disse omstændigheder være al god grund for vore hjemlige lovgivere til at forsøge dette middel, der har vist sig som en helsebod for mange økono­miske onder overalt, hvor det er blevet anvendt. Ville det ikke nu, da skattelovenes endelige afgørelse forestår, være en smuk opgave for vort lille land at gøre denne sag til en folkesag – ikke til nogen partisag – og gå i spidsen, i hvert fald for Europas vedkommende, med dette så løfterige fremskridt. Kunne vi – men dette er vel for dristigt et håb – kunne vi gøre skridtet så stort, at vi (I alt fald efterhånden, men efter en fastlagt plan) kastede alle de ødelæggende toldskatter overbord, og derved åbnede vort marked, frit og fuldt ud for produkterne fra alle verdens lande, da ville vi tillige have nærmet os mere til neutralitetssagens og fredssagens løsning, end ved et hvilket som helst antal af neutralitetserklæringer. Ti da vilde ingen stormagt længere have interesse i at erobre vort land for at udvide sit marked, men alle stormagterne ville have interesse i opretholdelsen af vor selvstændighed, for at bevare deres marked.

Men, som sagt, dette er måske for dristigt et håb. Kunne vi derimod ved pålægning af en grundværdiskat opnå, at vore kreditforeninger ikke mere helt og holdent kan sælge vort fædreland til udenlandske kapitalister, da vil jo allerede dette være en betydningsfuld national tilgift til den blomstring, som erfaringerne fra landene under Sydkorset tilsiger os, om vi følger deres eksempel.

Var det ikke værd at tænke derover?
London, i oktober 1902.
E. G.

– – – –

Så vidt hr. E.G.s beretning, der bringer ny klarhed over de sociale fremskridt ovre i der fjerne Australien, og sætter disse i den rette belysning.

Først og fremmest vil det nu være klart, hvad der begunstigede de såkaldte arbejderloves hurtige fremkomst, dette nemlig, at der forud var gået en økonomisk underbygning af samfundet gennem gode skattelove, som skabte grundlaget for økonomisk frihed. Der kræves for det enkelte menneske et vist mindstemål af velvære for at han skal kunne tænke frit, og er endnu højere økonomisk stade, for at han skal kunne handle frit og selvstændigt. Og ligeså kræves der for et folkesamfund et vist minimum af økonomisk velstillethed i folkets brede lag, for at det egentlige fremskridtsværk kan tage fart gennem omformning af samfundets institutioner og gøremål. Et forarmet og udsultet folk var altid frugtbar muld for reaktionens sæd, greb vel stundom til revolution, men nåede aldrig til tryg udvikling. Brødspørgsmålet er vel ikke det største, men det første spørgsmål, som må løses, før der kan gås videre. Thi permanent sulteløn svækker folkevilje som det undergraver mandsmod.

Og så dernæst gør beretningen klart dette, at netop skattelove og intet andet er midlet til økonomisk frihed.

Hvor vader vi ikke herhjemme rundt i uvidenhed om hvad skattelove egentlig er? Mange tror at disses eneste opgave er at fremskaffe summen af midlerne til de offentlige formål på “lempeligste” måde – som om vi endnu levede under enevælden, hvor det gjaldt at klippe skattefårene med mindst mulig skrig. Ikke en røst høres fra de ledende herhjemme til forklaring af hver enkelt skats naturlige sammenhæng med hver enkelt samfundsudgift – den eneste begrundelse af skattepligt, som findes. Endnu mindre drøftes herhjemme det endnu vigtigere: skattelovenes socialpolitiske virkninger dvs. deres evne til sideforskydning mellem mand og mand, i samfundets daglige hushold og handelsliv, gennem indvirkninger på varepriser og arbejdspriser. Udover en enkelt klarsynet mands dygtige arbejde i toldsagen – de indirekte skatters område – synes sådanne samfundspolitiske virkninger af skattelove næsten ukendte for dem, som i Danmark hidtil førte ordet som ansvarshavende.

Men netop derom giver erfaringen fra Australien os den ypperligste lære.

Just fordi skattelovenes betydning for de offentlige indkomster derovre – den finanspolitiske – endnu er så forsvindende ringe, fremhæver grundværdiskattens indvirkning på de socialpolitiske forhold sig med enestående klarhed og skarphed, så det er umuligt at tage fejl.

Ved alene at belaste den passive faktor i al produktion, jorden, fremkalder skatten forøget virksomhed, fordi afgifterne bliver uforandret, enten et jordstykke anvendes godt eller dårligt, så at den flittige jorddyrker og driftige husbygger ikke belastes på den dovnes bekostning, hvad derimod sker ved skatter på indkomst, bygning, forbedring og deslige.

Ved at sænke prisen på jorden, letter grundværdiskatten derhos adgangen for menigmand til det store moderskød for al produktion, fædrelandets jord, – og overgiver denne på ny til hele det store menige folk, ikke ved vilkårlig uddeling af selve jorden, men (på den eneste retfærdige måde) ved at anvende den nøgne jords samlede værdi til samfundets fælles fornødenheder, og derved give alle lige andelsret deri.

Og da denne værdi i forvejen er folkets fælleseje, anerkendt som sådant i sit princip ved den bestående borgerlige lovgivning, og skabt af samfundet som en helhed (ved naturens eller samfundets arbejde), og ved folkets samlede efterspørgsel hver evige dag på ny, så tager samfundet ved grundværdiskatten kun tilbage, hvad samfundets er, og lader urørt hvad den enkelte har virket ved egen flid.

Heraf vil også fremgå hvor meget man tager fejl, når man – som i Tilskueren – tillægger ikke blot de såkaldte arbejderlove på New Zealand, men også de egentlige landlove derovre æren for fremskridtet. Det er særlig på dette punkt, at der i almindelighed hersker stor misforståelse, når man nemlig siger, at en grundskat kun er praktisk gennemførlig i nye lande, med deres særegne jordforhold. Denne misforståelse er alt imødegået ovenfor af hr. E. G., for så vidt den hviler på formodningen om, at de nye lande ikke lider af de gamle landes sociale skavanker. Men den har en dybere rod, når selv rettænkende folk mener, at de nye lande dog har den fordel frem for de gamle, at der i hine findes store uoptagne jordstrækninger, der tillader en næsten ubegrænset produktionsudvidelse.

Der er i denne påstand det korn af sandhed, der altid findes i folkelige misforståelser. Det er rigtigt at nye landes mest karakteristiske egenskab er den frie jord i baggrunden. Så længe adgangen dertil for hver nykomling virkelig er fri – fysisk mulig og lovlig værnet –, så ejer det pågældende land betingelser, frem for gamle lande, for økonomisk frihed, og derved for materiel samfundslykke; thi arbejdet på den frie jord vil da altid være minimum for den enkelte normalarbejders løn hos andre. Dette er den sande grund til den amerikanske arbejders effektiv højere løn – så længe der er adgang til fri jord i USA.

Men den tid er snart forbi dér som i andre lande, hvor jordspekulationen er gået forud for kolonisationen og har sat sit udsugelsessystem i stand før samfundsarbejdets komme. Kun er dette ikke tilfældet, hvor staten i visse nye lande på forhånd har lagt sin hånd på al jord, så at enhver skal have sin direkte adkomst fra staten, før han kaldes fuld ejer. Så er der virkelig en adgang for staten til at regulere jordforholdene, og derigennem øve en ganske betydelig indvirkning på de sociale forhold, hvortil sidestykke vanskelig findes i det gamle land. Derfor knytter der sig megen interesse til alle nye koloniers landlove. Men intetsteds er, så vidt vides, disse til fulde udnyttede som de burde,[4] og særlig gælder det, at de New Zealandske landlove aldeles ikke står på højde med landets skattelove i sociale virkninger, ja til dels endog modarbejder disses gode resultater.

Det er således en misforståelse, at forbuddet mod store arealers samling på en enkelt hånd har videre social betydning. Det er ikke i arealernes størrelse, men i den stigende jordværdis uangribelighed, at monopolmagten ligger, og den berøres kun ved skattelove, nemlig sådanne som gør det ufordelagtigt at have større jordarealer under ét, end de naturlige forhold tilsiger.

Det er fremdeles en misforståelse, at evigt fæste (på 99 eller 999 år) efter engelsk ret i mindste måde er reelt forskellig fra almindelig fuld selvejendomsret efter germansk og dansk ret. Den nævnte engelske form for overdragelse har vist nok særlig tiltrækning for de kolonister, der fra gammel England er indlevede i dennes særlige ældgamle landlove, hvorefter herlighedsretten altid er hos private landlords. Ved i kolonierne at lade staten forbeholde sig denne rent titulære rettighed, er der for angelsakserne ligesom en symbolsk frigørelse for den forhadte landlordism. Men formen evigt fæste giver i sig selv ikke brugeren for en penny økonomisk fordel. Og skal der købes ved indskrænkninger i fæsterens fulde rådighedsret over jorden, så er det en foranstaltning til skade for al dygtig kolonisation og uden gavn for nogen. Det er ikke ad disse veje, man retter noget stød mod monopoliseringen af landet, som nogle mener. Nej, prøvestenen for koloniernes (som for vore egne kommuners) dispositioner over den egentlige offentlige jord ligger ikke i formen for afhændelsen, men i vilkårene.

Det er ingen sag for en koloni (som for en dansk kommune) at sælge væk af den fælles jord til den højstbydende, og leve højt på dette forbrug af aktiver; sligt er svindel og intet andet.

Selvom man får til samfundets kasse den fulde værdi, som jorden har i salgsøjeblikket, har man dog ikke varetaget samfundets fulde ret – men solgt den for en skål linser. Hvis man gennem love for salg af fællesjord vil bevare samfundsretten også i fremtiden og udøve gennemgribende sociale virkninger, så skal styrelsen sælge den jord, den ejer, på de vilkår: at der ingen købesum erlægges ved overdragelsen, men at der i stedet derfor erlægges en årlig afgift til samfundskassen, svarende til renten af den nøgne jords værdi, således som denne (sociale) værdi i tidens løb vil hæve eller sænke sig, og således, at køberen får den fulde frie og ubegrænsede rådighedsret over jorden, så at han kan dyrke, beså, forbedre eller bebygge, handle og vandle med den, uden at samfundet i den anledning pålægger ham mindste forøget afgift, skat eller tynge.

Under sådanne landlove ville samfundet blive rigere og lykkeligere, jo flere mennesker der kom til, – thi hver eneste nykomling ville samtidig med, at han gennem sin jordtrang og efterspørgsel påvirkede jordværdiens stigning, få lige andel i det samlede udbytte af denne samfundskassens voksende velstand.

Men således er de New Zealandske landlove netop ikke. Man kan derovre få jord i evigt fæste med eller uden ret til senere køb af jorden. Og man kan straks fuldstændig købe den. Men i samtlige disse tilfælde beregnes jordværdien alene efter forholdene i salgsøjeblikket (eller endnu lavere, hvad der gør sagen værre), således at renten af denne værdi er den fremtidige faste afgift. Men derved har landlovene ganske tabt deres evne til at hindre monopoliseringen af landet. Der er ikke det fjerneste til hinder for, at der efter afslutningen af sådanne køb kan dannes store jordmonopoler på forholdsvis små arealer – når blot beliggenheden er god. Ingen direkte forbudslov kan hindre dannelsen af syndikater til udnyttelse af folkets voksende jordtrang. Ja selv uden dannelse af formelige selskaber kan den definitivt erhvervede ubegrænsede ejendomsret, selv fordelt på mange private hænder, uden mindste organisation etablere det fuldkomneste jordågersystem, som tænkes kan. Det er som bekendt ikke i København just grundejernes foreninger, som driver huslejen op, men det stigende lejerantals forøgede efterspørgsel. Lejerne er lejernes værste fjender!

Løsningen af det egentlige landspørgsmål ligger altså ikke i det åbne uoptagne regeringsland i baggrunden. Og først ved påvisningen deraf er bortryddet den sidste rest af berettigelsen til at tale om de nye landes særlige modsætningsforhold til de gamle kulturlande.

Nej, løsningen ligger lige omvendt i samfundets forhold til den alt optagne jord i privateje, og der er nye og gamle lande fuldstændig ens stillede. København er lige så fuldt som London, New York, Sidney og alle andre storbyer omgivet af et bælte af åben jord, skabt til naturlig udvidelse af byen med befolkningens vækst og jordtrang, men på den skammeligste vis holdt ude fra sådan bedst mulig anvendelse ved det system af grundspekulation, der som en jernring presser befolkningen sammen i storbyens elendighed, og som er fremkaldt ved de nugældende dårlige skattelove, der rent ud præmierer spekulationen og straffer byggerier.

Der er her, at New Zealand og de andre australske kolonier ifølge senator Bucklins rapport har sagt det afgørende ord ved, gennem deres skattelove, at påbegynde dispositionen over jordværdien (modsat jorden selv) til samfundets behov således som ovenfor er påvist og derved tillige drive spekulationsjorden over til de flittige hænder, der står rede til at bebygge og anvende den, men som nu ikke kan nå den.

Først ved at klargøre sig dette forstår man, at ethvert jordmonopol herefter er umuligt derovre, eftersom hele jordværdistigningen efterhånden vil glide over til samfundet, voksende med dette, med dets behov og fornødenheder, med dets arbejde og virke.

Og man forstår da til bunds, at æren for de store lysende fremskridt i samfundsstyrelsen derovre i de fjerne lande under Sydkorset hverken skyldes deres arbejderlove eller landlove, men ene og alene deres nye skattelove, lovene om grundværdiskatten! Og af skattelovenes virkninger, ikke de finansielle (der er uden betydning endnu), men – de sociale.

Efterskrift. Vor engelske brevskriver, hr. E. G., slutter sin beretning med nogle velformede ønsker om, at de deri nedlagte tanker måtte blive alvorligt overvejet herhjemme netop nu under den offentlige drøftelse af skattespørgsmålene i Danmark. Den danske Henry George forening kan fuldt ud slutte sig til disse ønsker, og har ved udgivelsen af denne lille bog søgt dem fremmet på bedste måde. Det er i virkeligheden på tide at det højt og alvorligt, i hele folkets påhør, siges til folkets kårne mænd på tinge, at de svigter deres dyre pligt og folkets ret, når de undlader at optage grundværdiskatten på deres program til snarest mulig gennemførelse. Den ejer som ingen anden skat betingelsen for at blive demokratiets samlende ide i økonomiske spørgsmål. Den er alle andre skatters direkte modsætning. Thi medens alle andre skatter har den trykkende egenskab at gøre skatteobjektet dyrere, vanskeligere at erholde (told- og forbrugsafgift) eller at straffe fremskridtet og fliden eller at befæste monopolerne (indkomstskat). Så har alene grundværdiskatten den mærkelige egenskab at gøre skatteobjektet (jorden) billigere, lettere at erholde, ar belønne fliden og fremskridtet og at forhindre monopoldannelsen.

Den er lettere at udregne, påligne, opkræve og inddrive end nogen anden skat, og vil herhjemme ikke kræve en eneste ny embedsmand, eftersom det bestående forvaltningsapparat er fuldt tilstrækkeligt.

Den stiger automatisk med det offentlige behov, for så vidt denne skyldes produktive foranstaltninger. Thi disse frembringer selv (endog før de påbegyndes, ved den blotte forventning om dens komme) den højere jordværdi, der betinger den højere skat.

Den fritager borgerne for al undersøgelse af privatliv og posekiggeri i hjemmene, – og ingen kan dog unddrage sig den, thi jorden kan ikke skjules eller bortføres, og alle er vi daglig jordbrugere. Selv studenten på 6. sal betaler alt nu hver dag sin jordskat gennem huslejen.

Den er den eneste form hvorunder udlændinge, der ejer dansk jord, rationelt kan beskattes. Og den vil derved tillige hindre, at dansk jords udbytte i stedse stigende grad går over på udenlandske hænder – hvad der i stilhed undergraver vort nationale liv.

Den vil give de lovlige myndigheder rundelige midler i hænde til at fyldestgøre ethvert samfundsnyttigt formål, uden tåbeligt kniberi eller talentløs sparsommelighed i utide.

Den vil tillade stat og kommune efterhånden at afskaffe alle de nuværende meningsløse told-, forbrugs-, indkomst- og næringsskatter, såvel som omsætnings-, stempel- og transportafgifter, der tynger som en mare på al materiel fremskridt og udvikling.

Den vil gøre det muligt ikke blot at standse med den nu stedfindende nedværdigende forøgelse af statsgæld og kommunegæld – en pantsætning af ufødte slægter som fra ethvert standpunkt er fordømmelig – men endog i en forholdsvis kort periode at afbetale den nuværende offentlige gæld, og derved rense demokratiet for den beskyldning for manglende evne til hæderligt finansstyre, som historien ikke helt uden grund er i færd med at påklæbe også det.

Og frem for alt, grundværdiskatten vil fuldbyrde den høje retfærdslov: at give enhver sit, idet den redeligt inddrager de samfundsskabte værdier til samfundet, og lader den enkelte beholde sit arbejdsudbytte ubeskåret. Derved er det, at den tillige løser tidens store sociale gåder: spørgsmålene om arbejdsløse og arbejdsløshed, kvinders og børns arbejde og den unaturlige sammenhobning i storbyerne, med al den elendighed, ser deraf følger. Thi alle disse samfundsulykker har direkte eller indirekte deres årsag deri, at hin retfærdslov hidtil ikke nok har gennemtrængt den borgerlige lovgivning, men ofte direkte modarbejdes af denne.

Grundværdiskatten kan indføres jævnt og lempeligt, uden krænkelse af berettigede interesser, i passende overgangsformer og uden brud på udviklingen. I bestående skattelove haves brugelige udgangspunkter, og fuldt udarbejdede lovforslag og finansplaner ville være til partiernes rådighed, når ønske derom ytres.

Efter at vi nu tillige har forelagt offentligheden beviserne for, hvorledes grundværdiskattens indførelse erfaringsmæssig har vist sig at virke til fremme af al sund økonomisk udvikling i det land, som antager princippet, – tør vi nære det tillidsfulde håb, at tiden må være kommet til, at vore politikere herhjemme kan og vil optage tanken.

Det er antagelig folkets ønske, at dets kårne mænd skal gå foran og lyse op, finde vejene og måle dybderne, altså være folkeviljens vejledere samtidig med at de er dens tjenere.

Men for at kunne være dette, må de lægge nøje mærke til den udvikling, der foregår ude i verden såvel som her hjemme; de må undersøge udviklingens årsager og bygge deres arbejde for folkets fremgang på den vundne erfaring.

Gør de ikke dette, vil vælgernes tillid til dem svinde i samme grad, som den almene oplysning vokser.

Den sag her er tale om, er simpel og let at fatte, når viljen er der. Men forståelse af den er ensbetydende med ønsket om dens gennemførelse, og dette ønske giver sig udtryk gennem valg af mænd, der vil fremme den.

Måtte vore lovgivere forstå dette!

[1] Report of the revenue commission of Colorado. Appointed by authority of the Senate. Second edition. Denver. Colorado. The Smith­Brooks Printing Company. State printers. 1901.[2] Se også de engelske fagforeningers afvisende holdning dertil på sidste årsmøde.
[3] Efter meddelelse fra New Zealand, modtaget her i januar 1903, har de nylig stedfundne parlamentsvalg skaffet regeringen et forøget flertal, hvorfor der ventes, at grundværdiskatten nu vil blive forhøjer med l $ pr. L. (dvs: fordoblet) og samtidig toldskatterne nedsatte. /S. B.
[4] En opsigtsvækkende undtagelse danner dog den tyske koloni Kiaurschou i Kina, hvor derfor også er opnået fortræffelige koloniseringsresultater, se nærmere det af H.G. Foreningen udgivne flyveskrift Vestindiske reformer.