De forskellige partiers programmer.
Fra Politisk Håndbog 1913
v/cand.juris. H.F. Ulrichsen
med assistance af Aage Schmidt

Højre – Venstre – Radikale Venstre – Socialdemokratiet

I. Højre.

Højres første program er af 1882, udførligere gengivet i det på delegeretmødet 1896 vedtagne program, der navnlig fremhæver, at Højre i modsætning til socialdemokratiet vil hævde individets retsstilling, og i modsætning til venstrepartierne opretholdelsen af den grundlovsmæssige magtfordeling og betryggelsen af landets selvstændighed. Desuden nævnes i dette program særlig: Foranstaltninger til værn for arbejdernes sikkerhed, til hævdelse af retssikkerheden og modarbejdelse af drikfældigheden (bl.a. ved alkoholbeskatning), en reform af nærings loven og af toldloven, således at dansk produktion, handel og søfart stilles lige i konkurrencen med udlandet, reformer, der giver landarbejdere lettere adgang til erhvervelse af egen jordlod og i det hele sikrer den mindre velstillede del af befolkningen mod følgerne af alderdom, sygdom og ulykkestilfælde, en reform af folkeskolen med forbedring af lærernes økonomiske stilling, en retsplejereform, nedsættelse og fiksering af hartkornskatterne, nedsættelse af de kommunale udgifter, idet staten overtager politiudgifterne, og eventuelt indførelse af en moderat indkomstskat.

I april 1905 udsendte Højres repræsentantskab nedenstående manifest:

“Jeg vil være en fri konge over et frit folk. Fri er kun kongen, når landet er selvstændigt. Frit er kun folket, når den forfatningsmæssige tilstand bevares og udvikles.”

Dette kongeord ved modtagelsen på Christiansborg af rigsdagens adresse den 27. februar 1864 har været programmet for Christian den Niendes regering. Det er tillige programmet for en sund konservativ politik.

Hævdelsen af landets selvstændighed og udelelighed er det første og største krav, et folk må stille til sig selv. Og at bevare og udvikle den historisk givne samfundsordning, som den har fået sit ydre udtryk i den givne forfatning, det er grundelementerne i konservatismens begreb.

Vort mål er at værne vort land. Vi har kun en forsvarssag og er fjerne fra enhver angrebstanke.

Vi vil en ordning af vort forsvarsvæsen, der hviler på ønsket om at hævde vor neutralitet. Vi vil et efter vore forhold betryggende forsvar gennem udvikling af det bestående. Vi må rette vore bestræbelser på efterhånden at komme tilbage til den almindelige værnepligt. De ekstraordinære beløb, som udkræves til at bringe forsvaret i fyldestgørende stand, må delvis kunne tilvejebringes ved realisation af værdier, hvoraf militæretaten er i besiddelse.

Idet Danmarks udenrigspolitik former sig som en fredspolitik, bør vore opgaver i udlandet være, dels at hævde vor plads i staternes række, dels at virke for vore erhvervs udfoldelsesmuligheder.

Da voldgiftsidéen for tiden er stærkt fremme i den civiliserede verden, vil det være naturligt, ja vel nødvendigt for de små stater – altså også for Danmark – at søge al den betryggelse, som måtte kunne opnås ved at slutte sig til den.

Vor repræsentation i udlandet må forbedres og udvides. Der trænges til et større antal udsendte, vellønnede konsuler med faglig uddannelse. En rimelig hensyntagen til hjemlige handelsinstitutioners erfaringer og krav vil her vise sig formålstjenlig.

Vi kræver en ligelig fordeling af den almindelige politiske valgret, således at folketinget ikke vedblivende skal have en ensidig sammensætning, men at de forskellige samfundsklassers interesser får lejlighed til al varetages i et omfang, som svarer til deres befolkningstal og dettes vækst. Dette kan kun nås ved forholdstalsvalgmådens gennemførelse, og denne foranstaltning kommer derfor retfærdigheden nærmest. Så længe vi imidlertid har enkeltmandskredse, bør den i grundlovens §32 liggende fordring, at der omtrent skal være en folketingsmand for et lige stort antal mennesker, ske fyldest. – Hvad valgene til landstinget angår, da må, når vi engang kommer til en forandring af grundloven på dette område, hovedstaden have det til dens folketal svarende antal landstingsmænd. Ligesom de af købstæderne valgte valgmænds antal i de enkelte landstingskredse må bringes i det rette forhold til de af sognerådskredsene valgte.

Højre modsætter sig ikke en revision af lovene om den kommunale valgret, men det modsætter sig aldeles bestemt, at den lige, almindelige, direkte valgret får eneherredømmet i kommunerne. Ligesom grundloven yder betryggelse mod flertalsmisbrug i det politiske liv, således må en lignende betryggelse også kræves i det kommunale. Højre bør støtte arbejdet for at skaffe selvstændige, skatteydende kvinder valgret og valgbarhed til kommune rådene.

På en ligelig repræsentation i stat og kommune skal bygges en ligelig samfunds udvikling.

I. Folkets åndelige interesser må værnes og røgtes. Den radikale kirkelovgivning, der er begyndt med at tvinge præsterne til at gå den tiggergang, som Højres lovgivning friede lærerne for, må være genstand for alvorlig påagtning, når og forslag til en kirkeforfatning kommer til forhandling. På den højere undervisnings område betyder almenskoleloven en nedgang i kultur uden sikkerhed for, at større praktisk fuldkommenhed kan opnås til erstatning. Den er et udtryk for den demokratiske ide i dette ords usunde betydning, en nivellering nedad. Vi kræver derfor en revision af denne lov. Folkeskolens undervisning må forbedres efter tid og økonomisk lejlighed. Det private initiativ på det højere som på det almindelige skolevæsens område må ikke modarbejdes, langt snarere støttes.

II. Der bør gennemføres en reform af vor retspleje. Hovedformålet må være at yde den sigtede beskyttelse ved forsvar fra første færd. Under Højres styrelse er gennemført erstatning for uforskyldt varetægts fængsel; det vil være at handle i samme ånd, når der laves forebyggende forholdsregler mod fængsling af uskyldige. Ved ordningen af den civile retspleje gælder det at hjælpe folk til deres ret uden tidsspilde, omsvøb og unødige omkostninger.

Til offentlighed og mundtlighed i strafferetsplejen må slutte sig en revision af straffeloven. Gennem den interesse, der er vakt for humane foranstaltninger landet over, påkalder frivilligheden lovgivningsmagtens samarbejde til forsømte og vildfarne børns opdragelse.

III. Ikke mindre end de åndelige interesser kræver folkets økonomiske og sociale interesser røgt og pleje fra statens og lovgivningens side.

Historisk set har staten aldrig unddraget sig pligten til at lette og støtte landets erhvervsvæsen. For alle vore erhverv fordrer vi støtte og udvikling af deres afsætningsmuligheder.

A. For at Danmarks jord kan give det rigest mulige udbytte, forventer man, at staten fremdeles har et åbent øre for landbrugsrepræsentationernes rimelige krav.

B. Byerhvervenes stigende betydning med hensyn til befolkningens sysselsættelse gør det til en samfundspligt at bevare og udvikle disse erhverv, og da ikke mindst den lille industri på grund af dens særlige sociale værdi. Ved en revision af toldloven må det derfor være en hovedopgave at yde håndværk og industri den beskyttelse, der i hvert tilfælde er tilstrækkelig til at beskyttelsens mål kan nås. Af hensyn til de voksende krav, der stilles til staten, særlig i sociale og humane formåls interesse, bør spiritusskatten betydeligt forøges.

C. Til fiskeriets udvikling bør de påbegyndte bestræbelser for tilvejebringelse af tilflugtssteder for fiskerne på Jyllands vestkyst fremtidig fortsættes, ligesom også kreditforholdene for fiskeriet såvel i Danmark som i bilandene yderligere bør udvikles.

D. Da erhvervsinteresserne og den faglige indsigt under den moderne valgretsorden stadig løber fare for at underordnes de almindelige politiske hensyn, bør der sørges for, at der inden for centraladministrationen, som forbereder lovene, gives den forskelligartede fagkundskab organisk udtryk. Ligesom der findes et særligt ministerium for landbrug og fiskeri, således bør der oprettes et særligt ministerium for byerhvervsinteresserne, samt ønsket om industrikonsulenter tilfredsstilles.

IV. A. I vor tid er den sociale lovgivning en hovedopgave. Som sine første resultater har denne lovgivning kunnet opvise lovene om alderdomsunderstøttelse, anerkendte sygekasser og ulykkesforsikring. Alderdomsunderstøttelsen bør imidlertid ikke være en begunstigelse for de mindst forsynlige, eller hæmme børnenes følelse af pligt til at hjælpe forældrene. Den bør suppleres gennem en lov om støtte til sådanne arbejdets invalider, der ikke falder ind under den bestående ulykkesforsikringslovgivning. Endelig bør staten yde sin medvirkning ved arbejdernes bestræbelser for at afværge følgerne af arbejdsløshed, der skyldes ydre økonomiske forhold, hvorpå arbejderne ingen indflydelse kan øve.

B. Husmandssagen er indtrådt i en ny femårig forsøgsperiode. I denne ventetid bør den oprindelige tanke at forbinde denne sag med tyendesparekasser underkastes en nøje gennemarbejdelse, ligesom det alvorligt må overvejes, på hvilken måde husmandsbrugenes opretholdelse bedst sikres.

C. Det mindre håndværk, den lille industri og byarbejderne bør staten støtte ved lån i lighed med husmandslånene til anskaffelse af tidssvarende maskiner for de førstes vedkommende og ved lån til opførelse af egne boliger for de sidstes.

D. For landarbejdernes vedkommende bør den sociale reform i første række rettes på at skaffe ham jordlod af passende størrelse, så at han ved sin families og ved egen hjælp i sin fritid kan skaffe sig en biindtægt, som kan være ham et økonomisk rygstød.

V. Princippet for den sociale lovgivning bør være hjælp til selvhjælp; aldrig må den blive socialistisk, så at den i nogen måde svækker den enkeltes og derigennem hele folkets selvstændigheds- og ansvarsfølelse.

Et frit folk bliver først et lykkeligt folk, når det betrygger landets selvstændighed og fremmer udviklingen til gavn for alle samfundsklasser.

Den 29. april 1913 vedtog Højres delegeretmøde følgende

Valgresolution:

“Ministeriet Berntsen har ved fremsættelsen af sit radikale grundlovsforslag og ved sin udæskende og afvisende tone overfor Højre angivet grundlaget for den forestående valgkamp.

Forslagets varmeste tilhængere er socialdemokraterne, der med god grund deraf venter sig en frodig jordbund for deres ideers vækst.

Højre er redebon til forhandling med Venstre om en forfatningsændring, men må hævde, at der bør gives befolkningen tid fil at overveje de forskellige muligheder for sagens løsning.

Højre kan ikke gå med til nogen grundlovsændring, uden at et effektivt tokammersystem opretholdes, således at de i de konservatives erklæring, af 22. dec. 1912 fastslåede principper for landstingets sammensætning ikke svækkes.

Der bør skabes et Landsting, der forbinder den modne alders erfaring og den økonomiske ansvarsfølelse med sagkundskabens indsigt og evnen til at varelage landets erhvervsinteresser, og som derved har vilje til at gøre bestemt front mod de socialdemokratiske angreb på den bestående samfundsorden. Med dette for øje udtaler mødet, at kernen til landstingets vælgerkorps bør dannes af landets selvstændige erhvervsdrivende i landbrug og byerhverv — dets brede, besiddende mellemstand.

Valgene til Folketinget bør ordnes således, at stemmeret bliver til valgret, hvilket kun kan ske ved den fuldstændige gennemførelse af forholdstalsvalg.

Kun gennem valg har befolkningen lejlighed til al give sin mening til kende: vælgere, der finder, at ministeriel er gået for vidt, – både ved fremsættelsen af sit forslag og ved modstanden imod, at sagen drøftes i en kommission – må da uden sidehensyn stemme således, at denne mening kommer klart og tydeligt frem, thi deraf afhænger det forløb, som sagen vil få i den kommende tid.

Overfor ministeriets skæbnesvangre skridt retter Højre en alvorlig appel til vælgerne om al afværge de farer for en rolig og besindig udvikling i vort land, som dette skridt bærer i sig.

Hver enkelt stemme kan få betydning, og derfor påhviler der hver enkelt vælger et stort ansvar.

Højres stundpunkt i forsvarssagen er kendt.

At forlange forsvarslovene revideret ville i dette øjeblik være ørkesløst; men stemningen i folket varsler om, at den tid ikke ligger fjern, da forhandlingerne om forsvarssagen kan genoptages med nytte.

Hertil vil Højre da virke med al kraft.”

II. Venstre.

Venstrereformpartiets foreløbige program udsendtes den 9. oktober 1895 og formuleredes udførligere i fællesudtalelsen af 26. januar 1905. Nedenfor anføres endelig venstrereformpartiets programudtalelse af 1909:

“Gennem lange og brydsomme forhandlinger er det endelig lykkedes at løse det store spørgsmål, som i mere end en menneskealder har været årsag til oprivende kampe i vort folk, fordi man i fortiden har villet løse det imod folkets vilje. Nu er afgørelsen truffet således, at denne sug i fremtiden ligesom alle andre fuldt ud ligger i folkets hånd.

Venstrereformpartiet har under dette arbejde lidt store tab, men målet tabte vi aldrig af sigte. Vi fastholdt det tværtimod til det sidste, så at vi nu har gennemført en ordning i fuld overensstemmelse med de grundsætninger, som vi kæmpede for på valgdagen den 25. maj.

Forsvarsspørgsmålet er løst; men demokratiets arbejdsdag er ikke til ende dermed. Vi står overfor nye spørgsmål, hvis løsning trænger sig på, og for dem man vi tage arbejdet op. Forrest blandt disse melder sig kravet om en retfærdig valgkredsordning og indførelse af politisk valgret til mænd og kvinder fra 25 års alderen. Også andre vigtige spørgsmål stiller krav til os og til vort arbejde, og vi fremsætter derfor nedenstående det program, som vi i fremtiden vil arbejde for og søge at gennemføre, og som vi beder om vælgernes tilslutning til.

Venstrereformpartiet har et rigt reformarbejde at se tilbage på. Et tilbageblik skal give os kræfter til nyt arbejde.

I. Vort lands selvstændighed kan kun bevares ved kraftig at opretholde landets neutralitet. Danmark må ikke blande sig i andre landes kampe, og det må stedse søge sine mulig opkommende uoverensstemmelser med andre magter løst gennem voldgift, for så vidt de ikke kan udjævnes ad sædvanlig diplomatisk vej. Voldgiftstraktater bør oprettes med andre magter. Staten bør støtte den internationale fredsbevægelse. – Vort forsvarsvæsen bør altid være således, at det på betryggende måde kan varetage landets neutralitetspligter.

Til yderligere værn for folkelig selvstændighed og til styrkelse af vort nationale liv må forbindelsen så vidt muligt vedligeholdes mellem alle danske, også dem, der bor udenfor landets grænser, selv i andre verdensdele. Det er af betydning, at vi styrker vor forbindelse med vore broderfolk mod nord. Vi må varetage vore koloniers interesser, så at de kan blomstre og trives både i åndelig og materiel henseende under frisindet dansk styre.

II. Fremskridtet bør gennemføres ved folket selv, for at dets varighed des bedre kan sikres, og det er derfor nødvendigt, at det folkelige selvstyre stedse fæstnes og udvikles.

Der bør stræbes hen til, at enhver i henseende til borgerlig og politisk frihed og lighed har samme adkomst uden hensyn til stand og formue eller køn. Forfatningen bør udvikles i junigrundlovens ånd. Folketingsvalgkredsenes tal fastsættes ved grundloven. Valgretten indtræder med det fyldte 25. år.

En ministeransvarlighedslov bør gennemføres.

Det bør bestemmes ved lov i hvilke tilfælde et medlem af Rigsdagen skal på omvalg, når han modtager embede eller lønnet bestilling. Det kommunale selvstyre bør udvikles. Byråd og amtsråd bør selv vælge deres formænd.

III. Den borgerlige sociale lovgivning bør fremmes under fornødent hensyn til, at den enkeltes frihed ikke tilsidesættes og til, at hans grundlovsmæssige adgang til erhverv ikke krænkes. Borgerne bør støttes i deres kamp for en fri og selvstændig tilværelse, gennem en udvidelse og forbedring af forsikringsvæsenet (sygeforsikring, ulykkesforsikring, alderdomsforsikring, invaliditetsforsikring o.1.), og her bør staten støtte navnlig gamle, fattige og svage.

I henseende til omsorgen for den offentlige sundhed bør der så snart og i så vidt omfang som muligt, under hensyn til statens og kommunernes finansielle evner og indbyrdes forhold, ydes tilskud til driften af sanatorier og sygehjem af forskellig art, og til at lette uformuende adgang til og opholdet på sådanne. Den offentlige hygiejne bør forbedres. Staten bør modarbejde alkoholmisbrug.

Staten bør overalt optræde som en human arbejdsgiver og holde øje med, at arbejderne ikke bedrages eller udbyttes. Ved forbud mod ufornødent arbejde på søn- og helligdage og mod overdreven lang arbejdstid, særlig for kvinder og børn, ved kontrol med usunde arbejders udførelse, fabrikkers indretning og drift, arbejderboligers opførelse, indretning og udlejning samt ved lån til sådanne sammenslutninger af arbejdere, som vil opføre arbejderboliger til selveje eller fælleseje, bør staten støtte arbejderne i deres kamp for at føre en menneskelig tilværelse.

Den forældede tyendelov bør afskaffes.

IV. Adgang til oprettelse af husmandshjem støttes ved statslån; ved lettelse i reglerne om jords udstykning og ved udstykning af præstegårdsjord og anden jord i offentligt eje.

Len, stamhuse og fideikommisgodser bør, overensstemmende med grundlovens bud, overgå til fri ejendom.

Spørgsmålet om overdragelse af jord i offentlig eje til brug som leje eller fæste gøres til genstand for omhyggelig undersøgelse og overvejelse med deraf følgende forsøg ved ny lovgivning.

Til støtte for næringsvejene bør der sørges for samfærdselsmidlerne, fyr, havne og vandbygningsmateriel. Fiskeriet bør støttes ved anlæg af bådehavne, adgang til billige driftslån og til sådanne fagkursus eller skoler, som for det kunne have særlig betydning.

V. Skatterne bør pålægges under hensyn til skatteevnen, og skattelovgivningen må forbedres under dette hensyn. Grundværdibeskatning til stat og kommune bør særlig tilstræbes, hvor offentlige foretagender har frembragt en stigning af grundværdien.

Ved den kommende revision af toldloven bør yderligere nedsættelse af beskyttelsestolden gennemføres, dog un er billig hensyntagen til bestående erhverv og til at forstyrrelser i arbejdsforholdene undgås. Tolden på almindelige livsfornødenheder må ligeledes lettes eller helt bortfalde, mod at staten om fornødent får erstatning i retfærdigere skatter eller afgifter.

Folkets udbytning gennem monopoler bør hindres

Lovgivningen om aktieselskaber, banker og sparekasser revideres således, at der skabes betryggelse for en sund udvikling af vort økonomiske liv.

VI. Retsplejen må yderligere reformeres i overensstemmelse med grundlovens løfter.

Straffelovgivningen bør reformeres således, at den bringes i overensstemmelse med de krav, som hensynet til retssikkerheden og tidens humane bestræbelser må stille. Tvangsopdragelse af børn og unge mennesker må nærmere ordnes. Statens støtte til plejehjem og børnehjem hør udvides.

VII. Folkeskolen bør stedse være genstand for statens særlige forsorg, da den langt overvejende del af landets børn, der søger sin undervisning og ikke har råd til at få den synderlig forøget siden, men staten bør dog også støtte sådanne private skoler, som i henseende til undervisningens omfang og art og hele indretning fuldt ud står mål med folkeskolen, thi derved fremmes den pædagogiske frihed til gavn for landets undervisning som helhed.

Skolen bør have sil eget selvstændige tilsyn, der indrettes på grundlag af samarbejde med forældrene.

Statens højere almenskoler bør gøres let tilgængelige også for fattige folks børn, og de højere private skoler bør nyde statens støtte efter samme regler som de private skoler overfor folkeskolen.

Ligeledes hør staten støtte højskoler og landbrugsskoler, tekniske skoler og fagskoler på enhver måde, som kan sætte dem i stand til at højne vort folks kultur og dygtighed.

VIII. Rigsdagens deltagelse i den kirkelige lovgivning opretholdes, men i øvrigt arbejdes hen til, at kirken stilles selvstændigere overfor statens styrelse og tilsyn. Som følge heraf bliver også de rent borgerlige sager som ægteskabs indgåelse, begravelse og attesters udstedelse m.v. efterhånden at udskille fra kirkens forretningsområde. Der bør ved lov gives folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styrelse og på ansættelse af præsterne. Menighedsrådene opretholdes. Præsternes forældede lønningsmåde bør omordnes, og navnlig bør en afløsning af offer og accidenser finde sted.

___________

Den 27. juli 1910 – efter at det nye venstreparti omfattende alle 57 venstrefolketings mænd var dannet – udstedtes endelig et opråb, hvori der bl.a. stod: “Valget den 20. maj beseglede samarbejdet mellem venstregrupperne. Det almindelige ønske blandt vælgerne gik tydeligt nok i retning af, at grupperne efter valget burde samles i et parti, der kunne stå uafhængigt og sikkert på Venstres gamle grund. Flertallet af vælgerne ønsker, at der skal føres en frisindet politik lige så langt fra socialisme og radikalisme som fra reaktion og forbenet konservatisme. Ud fra samme opfattelse og i fuld takt med valgdagen har undertegnede medlemmer af folketinget i dag sluttet sig sammen i et parti under navnet “Venstre” og på grundlag af programmet af 25. september 1909 med den tilføjende, at vi ikke alene vil medvirke til, at landets finanser bringes i god orden, men også i fremtiden arbejde for, at der føres en fornuftig og sparsommelig statshusholdning … ”

Opråbet er underskrevet af partiets 57 folketingsmænd.

Den 26. april 1913 udsendtes Venstres valgmanifest.

Vælgere!

En treårig valgperiode er nu sin afslutning nær, og vi står foran folketingsvalget. Ved begyndelsen af denne treårsperiode dannedes det nuværende ministerium, støttet på det Venstre, der umiddelbart forinden var opstået ved sammenslutning af de tre venstregrupper, som i forening havde vundet flertal ved folketingsvalgene den 20. Maj 1910. De tre grupper havde i fortiden været uenige om mangt og meget, men både gennem deres strid og gennem deres samarbejde havde de lært, at de i det væsentlige havde politisk overbevisning og fremtidssyn fælles, og at det gjaldt at holde sammen for at føre det gamle Venstres grundtanker til sejr også i fremtiden. Denne tro er ikke blevet gjort til skamme, og i de forløbne år har Venstre på rigsdagen i alle hovedspørgsmål stået trofast sammen og arbejdet i fuld forståelse med det ministerium, som er udgået af dets rækker.

Det nuværende ministeriums væsentligste opgave var loyalt at føre de vedtagne forsvarslove ud i livet og at bringe orden i statens finansforhold. Begge disse opgaver er nu i hovedsagen løst, finansforholdenes ordning dog først efter en kamp, der optog de to første år af valgperioden. Et fast statslån har nu afløst de stedse stigende veksellån, som særlig under de nuværende forhold på det europæiske pengemarked kunne have beredt os de største vanskeligheder, og der er ved rimelige besparelser og ved at tilvejebringe nye indtægter af tilstrækkelig størrelse sikret os fremtidig sundhed og ligevægt i vor statshusholdning og skabt betingelser for den forstærkning af kassebeholdning og reservefond, som fra alle sider anses for så ønskelig. Vel har dette resultat ikke kunnet nås uden at pålægge befolkningen nye byrder, men dels var dette uundgåeligt, såfremt de senere års omfattende lovgivning i retning af sociale reformer og til fremme af vor økonomiske og kulturelle udvikling skulle opretholdes og føres videre, dels er de nye skatter pålagt således, at de i overensstemmelse med Venstres grundsætninger ikke rammer befolkningens nødvendige forbrug, og at så stor en del deraf, som det efter omstændighederne var muligt, er lagt på indkomst og formue efter stigende skala.

Også en række andre betydningsfulde love er gennemført i disse tre år, deriblandt lov om menighedsråd, præstelønningsloven, lov om oprettelse af et statspoliti, lovene om beværtning og gæstgiveri, om arbejdsanvisning og om understøttelse til enkers børn, husdyrloven med meget mere.

Den største og vigtigste blandt de lovgivningssager, regeringen har ført frem, forslaget om vor forfatnings omdannelse i junigrundlovens ånd, er dog foreløbig strandet på Landstingets modstand, og det er denne sag frem for nogen anden, hvis skæbne nu skal afgøres ved de kommende folketingsvalg.

Vælgere!

Grundtankerne i det af regeringen fremsatte og af Folketinget med overvældende flertal vedtagne grundlovsforslag er simple og let fattelige for enhver: det er folketingsvalgrettens udvidelse til kvinderne, de 25-årige og tyendet, og Landstingets sammensætning på grundlag af almindelig valgret, men udøvet indirekte og af et vælgerkorps, der er anderledes sammensat end folketingets, således at man har sikkerhed for, at landstinget ikke vil blive noget ekko af det af umiddelbare folkevalg fremgåede ting, men udtrykke den almindelige befolknings vilje på sin særegne måde. Regeringen og størstedelen af Venstre på Rigsdagen har ment, at dette opnåedes bedst ved at lægge valgretten i sognerådenes og byrådenes hånd, men der har indenfor partiet også gjort sig den mening gældende, at en aldersgrænse ville være at foretrække. Regeringen har fra første færd erklæret, at dette er en ting, hvorom der kan forhandles, og det er hverken på denne eller andre enkeltheder i forslaget, vi går til valg, men på dets bærende grundtanke: at den almindelige valgret skal råde i begge Rigsdagens ting ligesom i juni-grundlovens dage. Man har fra konservativ side sagt, at regeringen ved at stille dette forslag er brudt ud fra den vej, Venstre hidtil har fulgt, og har beredt såvel venner som modstandere en stor overraskelse. Sandheden er den, at forslaget er i fuldeste samklang med den politik, Venstre i alle dets afskygninger – fra den mest moderate til den radikaleste – alle dage har fulgt, thi det, der stedse har været fælles for de ofte stridende venstregrupper, har været troen på og tilliden til den almindelige valgret og viljen til at gennemføre den. Derfor er heller intet naturligere, end at vi indfrier det løfte, vi gav ved forfatningssagens behandling i Folketinget umiddelbart forud for sidste valg: at gennemføre en begge ting omfattende grundlovsreform, bygget på almindelig valgret, så snart forholdene tillod det, og vælgerne ville give os fornøden styrke dertil. Ethvert håb om, at Venstrebefolkningen i nævneværdigt omfang vil splittes på denne sag, vil derfor også vise sig at være bygget på sand. Venstre kan ikke opgive den almindelige valgrets sag uden samtidig at opgive sig selv og uden dybt og uopretteligt at splitte den vælgerbefolkning, som står bag det.

Vælgere!

Regeringen og Venstre har med styrke rejst denne sag og agter ikke at slippe den, før den er ført sejrrigt igennem. Men for at det store og brydsomme arbejde, som endnu står tilbage, skal lykkes, kræves frem for alt ét: vælgernes tilslutning, således at det parti, til hvilket regeringen skal støtte sig under kampen for grundlovssagens gennemførelse, vedblivende kan være det førende. Sker dette ikke, må det parlamentariske ansvar overtages af andre, – sikkert ikke til sagens gavn. Men vi stoler på, at vælgerne vil forstå, at den almindelige valgrets sag frem for nogen er venstre befolkningens egen, og at Venstres fremtid beror på, at det viser sig stærkt nok til at føre den til sejr.

III. Det radikale Venstre.

På partiets konstituerende møde i Odense i foråret 1905 vedtoges følgende program:

I. Danmark erklærer sig vedvarende neutralt.

Danmark støtter og fremmer de hjemlige og internationale bestemmelser for fred og ret, særlig ved indgåelse af voldgiftstraktater.

Hærens og flådens hovedopgave er som grænse­ og søpolitivagt at varetage landets neutralitetspligter. Militærudgifterne nedbringes til, hvad dette formål nødvendig kræver.

København erklæres for en åben by. Den bestående fæstning nedlægges.

II. En forfatningsforandring gennemføres i juni­grundlovens ånd. Den privilegerede valgret til landstinget afskaffes. I vigtige spørgsmål gives adgang til direkte folkeafstemning.

Valgret indtræder med fuldmyndighed. Fattighjælp ydet på grund af sygdom og arbejdsløshed berøver ikke valgret. Kvinder får kommunale og politiske rettigheder lige med mænd, tyende lige med andre borgere.

En retfærdig ordning af folketingsvalgkredsene gennemføres ufortøvet enten ved en grundlovsændring eller ved opfyldelse af grundlovens bud. Fremtidige ændringer i valgkredsinddelingen sker efter faste regler. Omvalgssystemet med kommuneafstemning indføres.

En ministeransvarlighedslov gennemføres.

De kommunale råd vælges ved hemmelig afstemning med lige og almindelig valgret og forholdstal.

Kommunernes selvstyre udvides, særlig med hensyn til beskatning og i forholdet til amtsråd og regering. Byrådene vælger selv borgmestre. Hvor kommunevælgernes flertal forlanger det, skal vigtige sager forelægges årligt kommunestævne.

Rang, titel- og ordensvæsen afskaffes.

III. Ved påligningen af de fornødne skatter tilstræbes en formindskelse af den bestående økonomiske ulighed.

Indkomst- og formueskatten såvel som den kommunale beskatning ændres med dette formål for øje. Ejendomsskylden omdannes under hensyntagen til principperne for en grundværdibeskatning. Når offentlige foranstaltninger medfører en stigning af grundværdien, sikres der kommune og stat andel i værdistigningen.

Arveafgiften gøres progressiv.

Finanstolden på de almindeligste livsfornødenheder råstoffer nedsættes efterhånden, indtil den ganske kan bortfalde.

Beskyttelsestolden ophæves planmæssigt gradvist med billigt hensyn til bestående erhverv.

Overfor de virksomheder, der er faktiske eller retslige monopoler, værnes samfundets interesser, om fornødent ved virksomhedernes overtagelse af kommune eller stat.

Der oprettes et ministerium for handel, skibsfart, håndværk og industri.

IV. Den bestående økonomiske ulighed formindskes gennem en planmæssig social reformlovgivning.

Oprettelsen af selvstændige husmandsbrug fremmes ved indførelsen af offentligt arvefæste under betryggende brugsvilkår: lodderne ydes som regel så store, at de, drevne som almindelig markbrug, kan sikre brugeren en økonomisk selvstændig tilværelse. De tilvejebringes ved udstykning af jord, som stat og kommune ejer eller indkøber dertil.

Ved lovgivning om len, stamhuse og fideikommisgodser sikres samfundets interesse i ordningen af jordbesiddelsen og dets andel i disse værdier.

Der ydes bidrag af kommune eller stat eller begge i forening til forsikring mod arbejdsløshed.

Lovgivningen om ulykkesforsikring udvides til alle arbejdere i by og på land.

Forsikring mod vedvarende arbejdsudygtighed indføres.

Staten går som arbejdsgiver i spidsen for en begrænsning af arbejdstiden. Hvor arbejdets natur kræver det, begrænses arbejdstiden ved lov.

Tyendeloven ophæves og erstattes med en human lovgivning.

Loven om alderdomsunderstøttelse forbedres. Det umiddelbare understøttelsesprincip bevares. Der indføres faste minimumstakster.

Statens omsorg for forsømte børn gennemføres i videst mulige omfang. Skærpende og mere omfattende sanitært tilsyn med boliger og næringsmidler tilvejebringes. Staten yder de frivillige ædruelighedsbestræbelser virksom støtte.

V. Grundlovens løfter om retsplejen gennemføres.

Adgangen til at bringe administrationens afgørelser for domstolene udvides.

Krigsretterne omskabes. Deres virksomhedsområde indskrænkes til militære tjenesteforseelser.

De gejstlige retter ophæves.

Straffelovgivningen bringes ved en gennemgribende forandring i overensstemmelse med nutidens opfattelse af forbrydelse og straf. Legemlige straffe afskaffes.

I den civile lovgivning tilstræbes nordisk fællesskab.

VI. Ved statens virksomhed for folkeoplysning og åndsliv sættes som mål at give alle lige adgang til kundskab og gøre alle delagtige i vor kultur. Det tilstræbes at bevare og udvikle den nationale samfølelse med vore landsmænd udenfor Danmark.

Åndslivets frihed anerkendes på ethvert område.

De bestående rester af censur afskaffes.

I den offentlige skole tilstræbes enhedsskolen. En virkelig undervisningsreform i folkeskolen gennemføres.

Skolen unddrages det gejstlige tilsyn. Folkeskolens lærere løses fra deres tvungne forhold til kirken. Det er forældrene tilladt at fritage deres børn for religionsundervisningen. Når læreren ønsker det, fritages han for religionsundervisningen. Den fornødne tid til religionsundervisning gives. Vejledende tillidsmænd udgåede fra skolens egen kreds indføres. Forældrenes indflydelse på skolen udvides. Frie skoler kan støttes af det offentlige, når de står mål med den offentlige skole og ikke skønnes at fremme klasseinteresser.

Ved en videregående udvikling af valgmenighedernes frihed og menighedernes selvstyre muliggøres overgangen til et frit menighedsliv uden statens indblanding. Rigsdagens lovgivningsmyndighed på det kirkelige område opretholdes.

Borgerlige embedshandlinger foretages af borgerlige myndigheder.

______________

Den 20. April 1913 vedtog partiets landsmøde følgende valgudtalelse:

I 1849 fik Danmark en forfatning, der gjorde det danske folk til herre i sit eget hus. Så længe junigrundloven bestod, var det politiske liv båret af ro og sikkerhed, og store dele af dansk lovgivning omdannedes i løbet af få år i den nye forfatnings ånd.

“I 1849 fik Danmark en forfatning, der gjorde det folks politiske modstandskraft tiltog en enkelt stand sig en uforholdsmæssig magt. Politisk ufred og vold blev den første følge, siden kom år, da lovgivningen forvandledes til en handel om principper. I frisk erindring er militærforliget, som nu fordømmes af dets egne ophavsmænd under bitre indbyrdes anklager, og skatteforliget, som på den jævne befolkning har lagt tunge byrder, der endnu ikke føles med hele deres vægt.

Ministeriet Berntsen har nu forelagt og Folketinget vedtaget et grundlovsforslag, der atter, som junigrundloven, bygger både Folketing og Landsting på den almindelige valgret. Det udvider valgretten og afskaffer privilegierne for stand, formue og køn.

Det radikale Venstre, der i 1909 rejste kravet om en samlet grundlovsrevision, har støttet dette forslag til trods for dets mangler på andre punkter og uden hensyn til, at det førtes frem af mænd, der nylig har stået i nært valg- og rigsdagssamarbejde med Højre. Af hensyn til sagen, har vort parti tilbageholdt sine særønsker, deriblandt indførelsen af folkeafstemning og en retfærdig valgmåde til Folketinget.

Landstingets højreflertal har brutalt afvist grundlovsforslaget. Det naturligste svar herpå ville have været landstingets opløsning. Dette er ministeriet veget tilbage for. Vi går nu til folketingsvalget, uden at ministeriet har givet vælgerne klar meddelelse om, hvornår og hvorledes grundlovssagen atter vil blive Rigsdagen forelagt. I stedet har konsejlspræsidenten antydet den mulighed, at ikke vælgernes tilslutning til grundlovsforslaget, ej heller folketingsflertallets villighed til at støtte ministeriet også efter valget, men visse partimæssige valgresultater vil blive bestemmende for regeringens holdning. Og samtidig med, at denne tillidserklæring til partiet forlanges, bliver det stedse mere usikkert, hvilken tilslutning grundlovsforslaget og ministeriet selv har indenfor regeringspartiet.

I denne situation opfordrer da Det radikale Venstres landsforbund vælgerne til ved de kommende valg af al evne at yde grundlovsforslaget deres støtte, således, at de overalt arbejder for at vælge folketingsmænd, der yder størst mulig sikkerhed for, at vi ikke glider ind i en ny treårig almindelig forligsperiode, og navnlig for, at grundlovsforslaget ikke forringes derved, at landstingsflertallet under de fortsatte forhandlinger frembringer eller tilhandler sig ændringer på den almindelige valgrets bekostning.”

IV. Socialdemokratiet,

Program: Arbejdet er kilden til al samfundsrigdom og kultur, og hele udbyttet bør tilfalde dem, der arbejder.

I det nuværende samfund tages arbejdsmidlerne (grund, jord, fabrikker, maskiner, samfærdselsmidler osv.) i stigende grad i besiddelse af kapitalisterne, hvorved disse tilvender sig udbyttet af årtusinders arbejde. Kapitalisternes herredømme over arbejdsmidlerne er årsag til politisk ufred, social uenighed samt splid mellem nationerne, hvilket skaber elendighed for samfundets produktive medlemmer.

Ophobningen af arbejdsudbyttet hos et mindretal af samfundsmedlemmerne i forbindelse med den stigende udvikling af de tekniske hjælpemidler medfører efterhånden den på eget arbejde hvilende smådrifts undergang og gør det store flertal af samfundsmedlemmer afhængigt af den koncentrerede kapital.

Den lille håndværker, handlende og jordbruger er allerede nu i høj grad afhængig af kapitalen: derfor må disse samfundsklasser have interesse fælles med lønarbejderne.

Privatkapitalismen umuliggør en på retfærdighed grundet samfundsordning og fremkalder planløs produktion, hvorved uhyre værdier går til grunde.

Socialdemokratiet kræver derfor arbejdsmidlernes overgang til samfundsejendom, hvorved det nuværende klassesamfund med sine interessemodsætninger afløses af et harmonisk fællesarbejde med planmæssig produktion og en retfærdig fordeling af udbyttet i materiel og kulturel henseende under det arbejdende samfunds demokratiske ledelse.

Socialdemokratiets hovedformål.

Gående ud fra foran nævnte grundsætninger tilstræber det danske socialdemokrati at opnå den offentlige magt i samfundet for ved hjælp af dette lovlige våben at gøre alle arbejdsmidler til folkets fælles ejendom. Den folkelige lovgivnings middel til at gennemføre samfundsproduktionens store værk er ekspropriation (tvangsafståelse mod erstatning) af arbejdsmidlerne.

Socialdemokratiet i Danmark virker indenfor den nationale ramme for gennemførelse af partiets krav, men anerkender, at socialismen er mere end et nationalt og lokalt spørgsmål, og at dets gennemførelse kræver samvirken af alle landes arbejdere. Socialdemokratiets opgaver er alle menneskers fuldkomne frigørelse uden hensyn til køn, race eller nationalitet.

Som overgang til samfundets socialistiske organisation, til beskyttelse for det arbejdende folk og til fremhjælpning af dets økonomiske, intellektuelle og moralske vel indenfor det kapitalistiske samfund opstiller det danske socialdemokrati følgende fordringer:

I. Politiske og kulturelle krav.

1. Almindelig, lige og direkte valgret med hemmelig afstemning til alle offentlige hverv for mænd og kvinder fra 21 års alderen. Valgdagen er almindelig fridag.

2. Etkammer-systemet. Al udøvende og lovgivende myndighed hos folket gennem dets repræsentation. Folkeafstemning i vigtigere spørgsmål og forslagsret for befolkningen. Administrationen direkte under folkerepræsentationen.

3. Fuldstændig ytrings-, presse-, forsamlings- og foreningsfrihed.

4. Religion en privatsag. De religiøse samfund ordner selv deres egne anliggender.

5. Skole- og undervisningsvæsenet ordnes af staten under kommunernes medvirkning. Fælles, vederlagsfri og forpligtende skoleundervisning i hverdags­ og heldagsskoler. Religionsundervisning udelukkes. Offentlige børneopdragelseshjem. Det offentliges overtagelse af skolebørns underhold. Adgang til højere og højeste undervisning uden hensyn til ydre kår. Offentlig teknisk og faglig uddannelse.

6. Obligatorisk fysisk opdragelse af ungdommen gennem gymnastik, våbenbrug og anden legemsøvelse.

7. Afskaffelse af den stående hær. Internationale stridigheder afgøres ved voldgift.

8. Vederlagsfri retshjælp. Offentlig og mundtlig retspleje. Nævningedomstole udgåede fra almindelig valgret for alle fuldmyndige mænd og kvinder. Sikring mod misbrug af varetægtsarrest. Omordning af straffesystemet til et forbedringssystem efter humane principper. Lovovertrædelser, der er en følge af de sociale og politiske klassekampe, må ikke behandles som forbrydelser. Afskaffelse af militære og gejstlige retter.

9. Tjenestetyende, søfolk og andre medborgere, der er underkastede særlige love, stilles i politisk og retslig henseende lige med andre samfundsmedlemmer.

II. Økonomiske og sociale krav

10. Afskaffelse af skatter og love, som skaber en uretfærdig varefordyrelse for befolkningen. Direkte skat med stigende skala samt en stærkt stigende arveafgift.

11. Stat og kommune overtager de store samfærdsels- og samkvemsmidler samt alle monopoler og alle virksomheder, der antager karakter af monopoler. Også anden produktion organiseres efterhånden under samfundets umiddelbare ledelse og kontrol.

12. Stat og kommune udfører selv de offentlige arbejder, eventuelt under medvirkning af arbejdernes organisationer. Hvor licitation endnu består, sikres der arbejderne tarifmæssige vilkår.

13. Fideikommisser og præstegårdsjorder inddrages og anden til salg værende landejendom købes af staten eller kommunerne.

Heder og andre uopdyrkede jordarealer tages i besiddelse af staten, for så vidt muligt at opdyrkes og kultiveres.

Staten og kommunen overdrager brugen af de dem tilhørende jorder, som egner sig til dyrkning, til landarbejdere, og hjælper disse til at komme i besiddelse af brugsretten til de fornødne driftsmidler.

Staten søger at ophjælpe driften af landejendomme og at lette jordens overgang til samfundsejendom ved at give adgang til prioritetslån gennem en statsbank.

Stat og kommune søger i størst mulig udstrækning at fremme fællesdrift i landbruget på en sådan måde, at udbyttet tilfalder de ved driften beskæftigede arbejdere med fradrag af det dem pålignede bidrag til samfundet.

For statens regning oprettes forsøgsstationer i landets forskellige egne. Der oprettes landbrugsskoler, hvortil husmænd og landarbejdere har vederlagsfri adgang.

Staten giver regler for og fører tilsyn med private fæste-, leje- og tyendehuses opførelse, indretning og benyttelse.

14. Offentlig statistik angående arbejds- og omsætnings forhold.

15. Offentlig vederlagsfri sygepleje. Human omsorg for syge, gamle og arbejdsudygtige ved staten. Forsikring mod arbejdsløshed.

16. Lovbestemt maksimalarbejdsdag på højst 8 timer. — Mænds og kvinders arbejde i de forskellige industrigrene betales efter samme tarif. — Afskaffelse af det på udbytning beregnede hjemmearbejde. — Forhud mod søndags-, helligdags og natarbejde, som ikke er samfundsnødvendigt. — Forbud mod alt lønarbejde eller arbejde, der hindrer børns skoleuddannelse i den skolepligtige alder.

17. Kontrol med arbejdspladser, fabrikker, værksteder, forretningslokaler, handels- og fiskerifartøjer og overhovedet alle steder, hvor der arbejdes for løn, samt med arbejderboliger, der udlejes af arbejdskøbere, og med lokaler, der anvises arbejdere til opholds-, spise- eller sovested ved personer, valgt af arbejderne. — Der opføres kommunale arbejderboliger, til hvilke der ydes statstilskud. Boligerne forbliver kommunens ejendom. Udgiften for brugerne af disse boliger må ikke overstige de til vedligeholdelse, forrentning og amortisation nødvendige beløb.

18. Udførelse af arbejdet i straffe- og forsørgelsesanstalter på en sådan måde, at det ikke konkurrerer med det almindelige, normalt udførte arbejde i samfundet udenfor.

Forbud mod overdragelse af arbejdskraften i sådanne anstalter til private arbejdskøbere.

________________

Partiet vedtog den 20. april 1913 følgende

Valgudtalelse:

Da den politiske situation har udviklet sig således, at der angående forfatningssagen appelleres til folketingets vælgere, finder hovedbestyrelsen ikke anledning til at ændre den af socialdemokratiets partikongres anviste taktik.

Det er socialdemokratiets ønske at svække Højres modstand mod den almindelige valgrets sejr det mest mulige, og da regeringen, trods alle åbne og skjulte angreb fra den privilegerede valgrets forkæmpere, har hævdet, at den vil fortsætte arbejdet for gennemførelsen af det af Folketinget vedtagne grundlovsforslag, anbefaler hovedbestyrelsen – som af kongressen forudsat – socialdemokratiet at støtte regeringen i dette arbejde.

Socialdemokratiet havde ønsket kampen mod Landstinget optaget, da Højre afviste videre forhandling om grundlovssagen. Regeringspartiet mente imidlertid ikke, at kampen burde optages straks, men partiet må under disse forhold selv bære ansvaret for, at Venstre ikke går ud i valgkampen med den klarhed og fasthed, der kunne have skabt fuld tilslutning og dermed gjort sejren så meget større.

Socialdemokratiet opfordres imidlertid netop heraf til at sætte al kraft ind på den betydningsfulde valgkamp, i hvilken den almindelige valgret er indsatsen.

Det arbejdende folk vil konstatere, at det ønsker den store reform gennemført uden afslag på den lige og almindelige valgret, og vil derfor bidrage til at skabe den størst mulige majoritet i rigsdagen for det forslag, som regeringen bringer ud for vælgernes domstol.

Socialdemokratiets valgmanifest:

De tre år, der forløb siden sidste valg, har kun bragt få gode lovgivningsresultater, hvorimod der under vor modstand er gennemført en række love, der når deres virkning bliver helt følelige, vil vise sig at være en voldsom byrde på det danske folk. Ved valget i 1910 var der endnu af 350.000 afgivne stemmer et flertal på 20.000 for de partier, der gik til valg med det formål at bevare de kostbare forsvarslove, – dette flertal koster nu befolkningen 18 millioner kr. årlig i ny skat. Vi har protesteret imod skattemængden og imod skatternes uretfærdige karakter. Vi har anvist den direkte beskatning – indkomst og formueskat –, men flertalspartierne tog de fem sjettedele af skatternes samlede beløb som indirekte skat, fortrinsvis hvilende på de mest ubemidlede samfundslag.

Vi har dernæst i den forløbne tid været vidne til grove angreb på de bestående sociale love – arbejdsløsheds-, sygekasse- og hjælpekasselovene. Det er delvis lykkedes at afværge disse angreb, men skal ødelæggelser fremtidig forhindres og nye opgaver løses, må socialdemokratiets politiske magt forstærkes ved de kommende valg og reaktionens magt brydes.

Socialdemokratiets betydning i det sociale reformarbejde er blevet stærkt understreget i den forløbne tid. Enkelovens gennemførelse er en frugt af vort arbejde og af vor stadig fortsatte agitation. Vi har rejst den sag for år tilbage, vi kommer nu ud til vælgerne med dette – i virkeligheden det eneste – gode resultat af 3 års rigsdagsarbejde.

Den sidste rigsdagssamling har fået sit særlige præg ved den påbegyndte forfatningskamp. De store principper: almindelig valgret, afskaffelse af valgretsprivilegierne, anerkendelse af folkets ret til selvstyre, er af regeringen sat på den politiske dagsorden.

Det var Socialdemokratiet, der i 1905 rejste valgkredssagen. I 1907 spørgsmålet om valgrettens udvidelse til kvinderne, tyendet og de yngre samt endelig i 1909 kravet om en fuldstændig forfatningsreform med afskaffelse af den privilegerede valgret.

Regeringen har nu taget valgkreds- og forfatningssagen op med et forslag, der, selvom det ingenlunde virkeliggør vore forfatningsidealer, dog vil betyde et væsentligt fremskridt fra den bestående tilstand. Ved den socialdemokratiske rigsdagsgruppes ufortøvede og uforbeholdne tilslutning til dette forslag, hvortil ligeledes de radikale sluttede sig, er der skabt en politisk situation, der bevirker at denne store sag er det hovedspørgsmål, hvorpå vi går til valg.

Højre har rejst fanatisk modstand mod den almindelige valgrets sejr, Højre ønsker at bevare privilegierne og dermed forhindringen for den ubetinget demokratiske lovgivning, der må blive følgen af privilegiernes fald, men folket bør rejse sig med kraft imod det frihedsfjendske Højre, imod det parti, der har stået bag de forskellige skjulte og åbenlyse, men lige lumpne angreb på grundlovsforslagets regering.

Vi ønsker, som af vort partis kongres og hovedbestyrelse udtalt, at kampen i første linje føres imod Højre, at regeringen støttes til at kunne fortsætte arbejdet for dens forslags gennemførelse, og at der i det af valget udgåede Folketing må være en sådan demokratisk styrke, at kampen kan blive ført til ende med den almindelige valgrets fulde sejr.

Lykkes det at overvinde reaktionens ved hjælp af privilegierne vundne magtstilling, vil den påfølgende tid stille endnu større krav end nogensinde til Socialdemokratiets virksomhed i det arbejdende folks interesse. De sociale spørgsmål vil da for alvor komme på dagsordenen, kampen mod militarismen vil blive fortsat, grundlovens løfte om omordning af len og stamhuse vil blive fuldbyrdet og en mængde andre, i høj grad samfundsgavnlige opgaver, vil påtrænge sig til løsning.

Vi anser det således for at være af største vigtighed, at vort parti, også under hensyn til det fortsatte arbejde i grundlovssagen, bliver styrket i videst mulig udstrækning ved det kommende valg, og vi opfordrer vælgerne til med kraft og energi at tage del i valgkampen til fordel for socialdemokratiets kandidater.

Hvor der ikke opstilles socialdemokratiske kandidater, må det være hovedsagen at forhindre valget af modstandere af regeringens grundlovsforslag. Uanset under hvilket navn, kandidaterne møder frem, må kravet være:

Tilslutning til den lige og almindelige valgret!

Tilslutning til regeringens, af Folketinget vedtagne grundlovsforslag!

Afskaffelse af alle valgretsprivilegier!

Idet vi nu optager valgkampen, henviser vi til vort arbejde, der i den egentligste forstand har været et demokratisk arbejde, og vi anbefaler, at der ydes den størst mulige bistand til styrkelse af vort parti.

Folkets politiske og økonomiske frigørelse er vort store mål, og med det som bannermærke går vi ud i den forestående valgkamp.

København, den 26. april 1913.