af P. H. Elbæk
Slutning fra II. del – 1919
+ slutningen af kapitlet før…

Thi som den “kapital”, der udplyndrer arbejdet, er den til jordværdi kapitaliserede jordrente, således er den magt, der ødelægger samfundet som helhed, heller ikke nogen kapital­magt, men jordejeretten – den salgbare jordejeret, hvis jordværdiers grundvoldsløst optårnede byg­ning styrter sammen, og begraver menneskene i sine ruiner.
Men i hvordan end de vilkår er eller ikke er, som den salgbare jordejeret byder jordejerne, kan ingen selvstændig erhverver unddrage sig dem. De besiddende som de besiddelsesløse er i jordejeret­tens vold, prisgivne systemets virkninger.
Ikke destomindre: trods alt indtager jordejerne – ethvert tidspunkts jordejere – dog en særstilling i de besiddendes samfund, en særstilling så betyd­ningsfuld, at vi stadigvæk må sige, at “jordejeme er samfundet – samfundet jordejeme”:
Det er og bliver under alle omstændigheder jord­ejerne alene, til fordel for hvem menneskene udvik­ler og formerer sig, arbejder og går fremad – i viden, villen, kunnen og forståen: thi jordejerne, og kun jordejerne, høster frugterne af menneskehe­dens kulturelle fremskridt, i form af jordrente. 

Slutning. 

Den opgave, vi i indledningen til I. del satte os, at afsløre verdens virkelige herre, må hermed betragtes som løst: 

Ved fornuftens brug har vi fundet, at den magt, der med en naturlovs ubøjelige konsekvens leder men­neskene ind i et virvar af selvmodsigende tilstande, og bringer dem til gensidigt at ødelægge hinanden ved alle tænkelige og utænkelige midler, ikke er nogen anden end jordejeretten – den,menneskene selv er skaberne og opretholderne af, og under hvis herredømme enhver, fra den højeste til den laveste, kun er en træl iblandt trælle, som i kraft af selve deres natur blindt adlyder deres herres befalinger. 

Af den grund kan vi dog ikke stille os selv på anklagebænken: 

At vi af os måske bagefter selv ubegribelig uvidenhed og uforstand handler mod livets love, kan ganske vist ikke afvende følgerne for os, men det kan afvende selvanklagen. Samvittighedsnaget, som kun hjemsøger dem, der sidder inde med for­udsætninger for at kunne have handlet rigtigt. 

Thi vel kan menneskene aldrig ville andet end deres eget bedste, gennem fremme af deres behagfølelse; men det hænder jo, at øjeblikkets behag må betales med et senere, langt større ubehag, eller at en senere større behagfølelse må betales med ubehag i øje­blikket; i sådanne tilfælde fristes vi til, selvom vi ved det rette, at gøre det modsatte. Og falder vi for fristelsen, slipper vi ikke for samvittighedens bebrejdelser, der i ubehag som regel langt overgår selve følgerne af vor svaghed. 

Sådanne handlinger, mod bedre vidende, er det, vi kalder dumhed. 

Og det er ingenlunde af dumhed, at jordejeret­ten opretholdes, men af almen mangel på forstå­else af livets økonomiske grundlove. 

Som det er menneskenes egoistiske stræben efter egen fordel, der har ført til jordejerettens opståen og fortsatte beståen, således er det også egoismen, der skal hidføre dens ophævelse, og derved, at dens sande væsen i årsagssammenhæng bliver forståe­lig for i det mindste et flertal af kultur­samfundets medlemmer. 

Thi først i dette tilfælde kan jo den magt være tilstede, som både er kommet til erkendelse af, hvad der er ret, og samtidigt ser sin interesse i rettens hævdelse. Og først da er der mulighed for jordejerettens ophævelse, således at kultur­udviklingen kan foregå på grundlag af menneskenes almene ligestilling overfor livets vilkår – det eneste grundlag, hvorpå livet kan være i overens­stemmelse med livets love. 

Som uomgængelig betingelse for jordejerettens fald står altså endnu tilbage udbredelsen af kundskaben om dens sande væsen til et flertal af menneskene! 

En opgave, der naturligvis ikke kan tilfalde andre end de forstående læsere. 

Omend denne opgaves løsning da hermed er lagt i de rette hænder, turde den jo alligevel nok tage adskillig tid! 

For så vidt har vi altså stunder til at undersøge som sidste problem: 

Hvorledes kan ved jordejeret­tens ophør den almene ligeret til jord en hævdes i praksis? 

Thi den blotte og bare ophævelse af al jordejeret vil åbenbart kun føre til kaos på en anden måde. 

– Skønt dette spørgsmåls besvarelse i og for sig er ligetil, vil det alligevel have sin betydning at belyse forholdene i økonomisk sammenhæng ­således som de i grundlinjerne må forme sig når menneskene virkelig kun skal være i stand til at kunne fremme deres egen behagfølelse gennem fremme af deres næstes, og uden at dette sker ved anden tvang end den, mennesket ved fornuftens brug selv må pålægge sig som – mest muligt fremmende for dets personlige velbefindende! 

– Ligesom vi sagligt og nøgternt har vist, at jordejeretten gør enhver af os til træl iblandt trælle, således må vi sagligt og nøgternt søge at vise, hvordan vi ved jordejerettens fjernelse op­når de praktiske grundbetingelser for at leve livet som menneske iblandt mennesker: 

Utopist og utopi er nemlig benævnelser, som ingen bør lade sine medmennesker bruge om sig og sine bestræbelser med rette; thi i så fald har han ikke magtet sin opgave, dvs. han er gået udover sin begrænsning i virkeligheden, og ind i fantasiens og følelsernes som oftest tankeløse og pjankede ønskeverden. 

Desuden: som de trælle, vi er, tørster vi i al vor overkultur efter det, ingen virkelige kultur­mennesker kan savne: vi råber på retfærdig­hed, fred og frihed. 

Og vort råb er en røst i ørkenen: retfærdig­hed, fred og frihed eksisterer ikke – kan ikke eksistere, samtidig med jordejeretten. 

Men menneskene håber bestandigt, og selvom de ser sig forladte af alle gode genier, giver de sig ikke af den grund frivilligt de formentlig onde i vold. 

Derfor må vi med tilstrækkelig grundighed efterforske, hvad der venter os hinsides jordeje­retten: 

Kræfternes selvødelæggende løssluppethed, eller deres lovmæssige, harmoniske samarbejde.