Denne bog bringes her – ikke fordi den er læseværdig, men for at andre ikke skal spilde tid på den. Den er ufuldstændig. Det kongelige bibliotek kan ikke levere en komplet eksemplar.  Henry George var en venlig mand!/ pma

“Jeg kan varmt anbefale Fra jordens centrum. Den giver i romanform oplysninger om virkningerne af fuld grundskyld og er en i høj grad lærerig socialroman.”
Henry George.

Indledning.
En aften fik jeg et mystisk besøg af en fremmed, der præsenterede sig som en hr. Reubin.
Skønt han talte flydende engelsk, var jeg straks sikker på, at han var udlænding; men jeg var ude af stand til at gætte, hvad nation, han tilhørte.
Hans besynderlige opførsel og tydelige usikkerhed sagde mig straks, at han kom i et usædvanligt ærinde. Det var let at se, at omgivelserne var ham uvante; jeg søgte at hjælpe ham til rette ved at gøre ham nogle dagligdags spørgsmål; men dette forøgede kun hans tilbageholdenhed.
Med en tøvende og hemmelighedsfuld mine viste han mig en pakke, der var adresseret til mig.
“Er dette Deres navn og adresse, min herre,” spurgte han, før han gav slip på pakken.
“Jeg ønsker at aflevere denne pakke personligt.”
“Ja, det er mit navn,” svarede jeg smilende og tilføjede: “hvis De ønsker at have alle papirer fuldstændig orden, skal: jeg give dem en kvittering.”
Han takkede og ventede alvorligt, mens jeg skrev, og idet han tog imod kvitteringen, gav han mig pakken uden at fortrække en mine.
“Den er kommet langvejs fra,« sagde han, mens jeg åbnede den. Jag ankom i morges efter en luftrejse fra den indre verden!”
Var manden gal? Jeg fikserede ham for at søge efter tegn på vanvid. Han gengældte mit blik så alvorligt og roligt, så jeg måtte tro, at han ikke havde spor af anelse om min forundring.
Lad Dem ikke forstyrre af min nærværelse,” sagde han, hvis De tillader vil jeg vente, indtil De har undersøgt pakken, som indeholder forklaring på min nærværelse.”
Jeg genkendte straks min fortrolige ven, Ralf Spencers håndskrift.
Ralf Spencer havde forladt sit hjem og land sammen med nogle forvovne kammerater for at foretage en nordpolsrejse.
Da man intet havde hørt fra ham i flere måneder, frygtede man, at han – sammen med alle sine ledsagere – havde mistet livet i det farlige polarhav.
Før jeg undersøgte pakkens indhold, som bestod af et tykt manuskript, læste jeg det medfølgende brev; det indeholdt følgende:
Jeg har sagt hr. Reubin, at han kan betro sig fuldstændigt til dig, men ikke til nogen som helst anden. Han fører værdier med sig, som vil bringe ham i fare i Amerika, hvis man får nys om hans værdisager.
Selv om han kunne undgå røvere, ville han let falde i hænderne på bondefangere eller spekulanter.
I hans fødeland ville nemlig ingen falde på at drage fordel af en udlændings ukendskab med forholdene.
Du må derfor hjælpe ham alt, hvad du kan, og sørge for, at hans forehavende hemmeligholdes til han er rejst hjem igen. Hvis hans forehavende lykkes, vil han sandsynligvis foretage en lignende rejse til jer en gang ugentlig for fremtiden.”
Jeg lagde manuskriptet til side for at læse det ved lejlighed.
De nyheder, som min vens brev bragte, var af en sådan beskaffenhed, at jeg ville anse dem for utrolige, hvis jeg havde modtaget dem på nogen som helst anden måde.
Spencer havde været min uadskillelige ledsager. Han var velhavende af fødsel og ikke vant til at savne penge til sine foretagenders udførelse.
Hans to kammerater og ledsagere havde været heldige med grundspekulation, så de havde råd til at deltage i kostbare projekter. Hvad mig selv angår, da havde jeg også spekuleret i Los Angeles’ bebyggede jord under spekulationsperioden for få år siden; men jeg blev ikke begunstiget af lykken. Mine spekulationer bar ingen frugt, og mangel på midler gjorde det umuligt for mig at tage med på opdagelsesrejsen. Spencer tilbød med sin sædvanlige ædelmodighed at lægge min andel ud for mig foreløbig, men jeg turde ikke påtage mig en sådan æresgæld for at komme til at deltage i et så voveligt foretagende.
Nu angrede jeg bittert, at jeg ikke havde gjort det.
Spencer var ung, energisk og meget ærgerrig. Han var både pågående, frejdig og fri i sin tankegang.
Han elskede Amerikas fri institutioner og var stolt at vor nations frisind og fremgang, og hans hang til eventyr førte ham til at indlade sig på de mest vovelige foretagender.
Overbringeren af min vens brev, hr. Reubin, havde ventet i tavshed, mens jeg læste det lange brev. Da jeg var færdig, mødte han mit urolige blik med et beroligende smil.
“Er De rede til at tage med mig,” spurgte han, idet han rejste sig, som om han havde hastværk med at komme afsted.
De forstår nu, hvorfor det var nødvendigt for mig at være forsigtig. Hr. Spencer advarede mig mere end een gang. Og de ved også, jeg har ingen tid at spilde. Mine sager er skjult på en mark langt herfra, og jeg er meget urolig, indtil jeg får varerne afsat. Hvis de er så venlig at skaffe en befordring, tager vi af sted straks.«
Et kvarter efter var vi på vej. Hr. Reubin var nu i en meget umeddelsom sindsstemning og jeg mente, at det var bedst at undertrykke min nysgerrighed.
Tusmørket faldt på, og da vi var kommet uden for byen, førte vejen gennem et fladt landskab, bevokset med vild sennep og hist og her bebygget med enligt liggende huse.
Disse huse tiltrak sig den fremmedes opmærksomhed.
“Hvorfor bygger folk deres hus herude, så længe der er ledige grunde i byerne,” spurgte han. “De berøver sig jo mange fordele ved således at afsondre sig fra civilisationen.”
“Vi ser ikke landlivet i det lys,” svarede jeg. “Landskabet er smukt, og her undgår man bylivets rummel og tummel. Men hovedgrunden er den, at folk må bo herude for at føre tilsyn med deres ejendom: Vin- og frugthaverne kræver stadig pasning”
“Det forstår jeg,” sagde han, “men jeg undrer mig over, at der ikke på de ubeboede og ubenyttede jorder inde i byerne bor landmænd, i stedet for herude i det vildnis.”
Solen gik i dette øjeblik ned bag bjergene, guldrøde og violette skyer hvælvede sig om de snedækkede bjergtinder, og en let aftenbrise førte oceantågen ind over landet.
“Det bliver snart mørkt,” sagde jeg, idet jeg berørte vore heste med pisken.
“Vi er nær ved stedet” svarede hr. Reubin.
“En smuk solnedgang,” bemærkede jeg.
Det mest seværdige fænomen, jeg nogen sinde har set,” svarede han. “Det er noget usædvanligt, ikke? Men nu er vi her.”
Vi standsede midt på en mark, over hvilken, der løb en smal vej. Uden at øjebliks betænkning sprang han af og førte os ind i den sammenfiltrede sennepsafgrøde.
Hans varer lå skjult et lille stykke fra vejen.
Hans sager var fast og smukt ordnede i pakker, der var uforholdsmæssigt tunge. På få minutter havde vi pakkerne i vore vogne og kørte hurtigt hjemefter. Hr. Reubin syntes utilbøjelig til konversation. Hans ansigt antog et mere tilfreds udtryk, jo nærmere vi kom byen, og da vi havde anbragt hans pakker på et sikkert sted, lod han til at være helt beroliget.
“Se nu,” sagde han, efter at han havde takket mig for min hjælp, kan De måske ønske at høre, hvad det er for sager. Det er en beholdning af sølv og diamanter. I morgen ønsker jeg ved Deres hjælp at veksle det hele med guld.”
Skønt hans beretning lød fabelagtig, var den dog sand. En mængde diamanter – prægtigere stene end jeg nogensinde havde set – var blevet bragt hertil af denne besynderlige fremmede. Under almindelige forhold skulle han have betalt ca. 80.000 dollars i told; men læserne vil allerede have forstået, at denne mand tilhørte en så fremskreden nation, der forstod at komme ud over den generende told.
Hans luftskib satte ham i stand til at le af alle toldkontorer. Ved luftrejser kan man undgå alle toldgrænser, hvorfor en at de sidste toldbeskyttelsesmænd for nylig havde foreslået følgende: Vi må – for at undgå smugleri – bygge et beskyttelsestold-tag, der strækker sig over hele landet!”
– Det var en stor fornøjelse at hjælpe hr. Reubin med at få hans diamanter ombyttet med guld. Han blev meget forbavset ved at se, at jeg ikke sagde ja til det tilbud, som vi fik af den første handelsmand, vi forhandlede med.
“Hvad i alverden var der i vejen med købmanden,” spurgte hr. Reubin mig, da vi var kommet ud at hans butik. “Var han ikke villig til at give os så meget, som varerne er værd.?”
Jeg forklarede ham, at købmanden kunne se, vi ikke var erfarne handelsmænd, og at han derfor søgte at drage fordel af vor uvidenhed.
“Hvilken gruelig uret,” udbrød hr. Reubin i retfærdig harme.
Endelig fik vi gjort, hvad jeg anså for en forsvarlig handel, og hr. Reubin ville absolut forære mig en af de smukkeste stene i hans samling.
“Deres erfaring gavnede mig flere tusinde dollars, og siden De ikke vil modtage salær, beder jeg Dem modtage denne gave,” sagde han indstændigt.
Da vi gik ned ad gaden efter at han var færdig med sine forretninger, betragtede han alle, som vi mødte, med den største interesse.
“Sikken et mærkværdigt udseende de har,” sagde han. “halvdelen ser ud, som om de ikke får nok at spise, og mange at dem går omkring i besynderligt lasede klæder!”
Jeg forklarede ham, at klæderne – selv i Californien – ikke voksede på træerne, og at føden heller ikke altid var så rigelig som sulten, og at mange af de dårligt klædte og dårligt ernærede mennesker, som vi så, var ude af stand til at skaffe sig de nødvendige klæder og levnedsmidler.
“Det var underligt! Jeg har aldrig hørt eller tænkt mig noget sådant,” udbrød han.
Næste morgen var min gæst færdig til afrejse.
“Jeg må nu forlade Dem,” sagde han, da han bød farvel på mit kontor. “Hvis alt går vel, kommer jeg tilbage om en uge med en ny ladning; men, kære ven,” sagde han, mens tårerne fyldte hans øjne, “jeg er så bedrøvet! Det er frygteligt – men – jeg håber på det bedste. Farvel!”
De 500 pd. guld, han havde fået for sine skatte, blev ført til skjulestedet i sennepsmarken, til hvilken han trak sig alene tilbage, og hvorfra han afgik pr. luftskib til sit hjem.
Da jeg havde modtaget disse interessante nyheder fra min gamle ven, Ralf Spencer, var min første tanke at bringe dem frem for offentligheden i de lokale blade. Men i næste øjeblik besluttede jeg at publicere hans budskab i en bog.
Ralf Spencers beretning eller budskab kunne måske forbedres i litterær henseende; men da jeg har kendt ham fra barn og kan bevidne hans sanddruhed, vil vi lade ham selv fortælle, så meget mere som hans eventyr- og rejseliv har lært ham at se tingene, som de er, og at forklare mærkværdighederne så tydeligt, at de bliver os forståelige. Det, som han i den indre vorden har oplevet, bliver for os en spændende roman. Skønt vi har grund til at håbe, at hr. Reubin snart vil komme til Amerika igen med en ladning diamanter og sølv for at få disso værdisager ombyttet med amerikansk guld, så behøver vore beskyttelsesmænd dog ikke at fortvivle. Der er håb for dem endnu: hr. Reubin kan muligvis omkomme på sin hjemrejse. Han fortalte mig, at forskellen mellem atmosfærens tæthed og tyngde i Amerika og hans fødeland lagde alvorlige hindringer i vejen for at styre luftskibet sikkert og nøjagtigt. Idet han kom fra sit hjemlands tyndere til Amerikas tættere luft lag, var det let nok at klare vanskelighederne; men da han på hjemrejsen skulle gå fra de tættere til de lettere luftlag, forudså han større vanskeligheder, muligvis – ødelæggelse.
Forsynet vil uden tvivl redde vor store republiks unge industrierhverv fra den ødelæggende frihandel ved at ofre een mand, eet luftskib og 500 pd. guld, fremfor at tillade ødelæggelsen at det faderlige værn om Amerikas lykke og fremgang: beskyttelsestolden!
Budskabet.

1. Kapitel.
Ralf Spencer fortæller.
Da jeg forlod den kendte verden, var jeg 27 år gammel. Jeg havde berejst de fleste civiliserede lande, men jeg betragtede Los Angeles (Californien) som mit hjem.
Mine forældre var rige, da de var ejere af store strækninger meget værdifuld jord nær ved hovedstadens forstad, så de indtægter, der hidrørte fra jordrenten, var meget betydelige.
Penge stod derfor til min rådighed, når som helst jeg ønskede det.
Der var – i den henseende – intet, der begrænsede mine foretagender, undtagen evnen til at undfange ideerne og at udføre dem.
I mine drengeår tilbragte jeg en stor del af min tid mellem bjergene; det var mig en særlig fornøjelse at kravle op på de snedækkede tinder, eller opdage hemmelige tilflugtssteder i dybe bjergkløfter.
Jeg elskede også søen, og sammen med min ven, Redkliff, foretog jeg lange sejlture langs med Stillehavskysten. Vor lille lystjagt, med dens udvalgte mandskab, var en tid min største fornøjelse; men så blev jeg ked at denne ensformige kystsejlads og længtes efter noget nyt.
En dag, da jeg sad alene i mit værelse, fik jeg en idé, som hundreder havde haft før mig. Jeg ville til Nordpolen. Det fik koste, hvad det ville, måske nåede jeg ikke længere og opdagede ikke mere end de andre; men vanskelighederne og storheden ved foretagendet betog mig. Jeg ville og måtte afsted.
Tre af mine venner, som delte min medfødte kærlighed til eventyr, samtykkede i at tage med, og uden at forstå de mange forhindringer, der ville blive at overvinde, gik vi i lag med forberedelserne.
Her boede vi, omgivet af en rig bys luksus, midt imellem Californiens orangelunde, og nu havde vi besluttet os til at forlade disse solbeskinnede kyster for at gennemstrejfe isbelagte ødemarker omkring Nordpolen.
Ekspeditionens deltagere, 1) Frank Hutkens, 2) Rikard Fleming, 8) Owen Redkliff og jeg selv var alle åndsbeslægtede, men enhver af os havde sit særpræg.
Frank Hutkens, den yngste, var den eneste, som ikke var skikket til en slig rejses besværligheder. I virkeligheden var jeg mere overrasket end henrykt, da han selv tilbød at dele kår med os, thi han var vant til et behageligt og mageligt liv, en elsker at kvindeligt selskab, damernes yndling – og jeg tænkte mig, at han var temmelig uskikket til at befinde sig blandt polaregnenes isbjerge.
Rikard Fleming var i mange henseender en modsætning til Frank. Han havde arbejdet hårdt, indtil han under Los Angeles jordspekulation 1887-89 vovede og vandt en formue, fordi den store invandring mangedoblede hans jords værdi.
Men dette lykketræf bidrog ikke i mindste måde til at ødelægge Flemings faste karakter.
Han fortsatte med sin beskæftigelse som første kontorist i en stor grossererforretning og forandrede næsten ikke sin levevis. Han var demokrat af fødsel, presbyterianer af tro og en gentleman under alle forhold.
Jeg var 2 måneder ældre end Fleming, men manglede en del af hans dyder. Jeg tilhørte en rig og anset famille og var stolt deraf. Som principfast republikaner anså jeg mig for at gælde lige så meget som 3 demokrater, og jeg var stolt af mine republikanske anskuelser, hvad enten de var gale eller rigtige. Owen Redkliff var filosof. Jeg havde aldrig stødt på nogen opgave, som han ikke søgte at forklare. Han havde fået akademisk uddannelse og var nu civilingeniør. Hvad han ejede, havde han tjent ved eget arbejde med undtagelse af, at en jordspekulation havde indbragt ham netop så meget, som hans deltagelse i polarekspeditionen ville koste ham.
Han var 30 år gammel, og som mange California-mænd anså han livet for alt for omskifteligt til at tænke på giftermål.
Selvstændig var han i sin politiske anskuelse, og aldrig havde han kunnet stemme efter en trykt stemmeseddel. Han havde stor interesse for socialøkonomi og kæmpede for frihandelsprincippet.
Vi ventede utålmodigt, indtil francisko-skibsbyggeren meddelte os, at det bestilte skib var færdigt. Men da afrejsedagen oprandt, var det svært at tage afsked.
Vi havde samme vennekreds, og når vi tænkte på, at vort farlige foretagende kunne skille os fra den – måske fra hele menneskeheden – for bestandigt, faldt det os hårdt at sige farvel.
Jeg kan se ethvert at disse kære ansigter for mig, mens jeg skriver dette. Nogle fældede tårer, – da de frygtede ikke at se os igen, andre udtalte håbet om gensyn, idet de mente, at den første polarkulde nok ville tilfredsstille vor nysgerrighed angående den evige vinters land.
En halv time før afrejsen glædede det mig at se, at den yngste deltager faldt fra. Det viste sig, han var bundet til Californien ved mere end venskabsbånd, han var blevet besejret af en kvinde, der var ham kærere end alverdens ukendte egne, og han opgav derfor “vildgæsjagten”, som hun kaldte vort foretagende.
Redkliff, Fleming og jeg udgjorde nu hele ekspeditionen. Det var med blandede følelser, vi besteg San Franciscotoget og begyndte vor rejse.
Men vor lyst efter eventyr var stærk, og nu, da vi havde tabt de kære venner at syne, kunne vi hengive os i håbet om opfyldelsen at de vildeste fremtidsdrømme, mens vi foretog de sidste af rejseforberedelser med frejdigt sind og god vilje.
Vort skibsmandskab skulle udvælges med den yderste omhu. Proviant og brændsel skulle der også sørges for. Utallige småting optog al vor opmærksomhed.
Men endelig kom alt i orden, og den 2. juli 1890 kastede vi los og med smældende flag drog vi for fuld kraft mod Nordpolen.
De første 3 dage havde vi upåklageligt vejr; men måske mangelen på uheld gav os lejlighed til at overveje situationens alvor. Efterhånden som vort hjemland lå os fjernere og fjernere, syntes dets tillokkelser større og stærkere for os alle; hvorimod de øde kyster, som vi sejlede imod, syntes at tabe mere og mere af deres dragende magt, efterhånden som vi kom dem nærmere.
“Hutkens kæreste havde uden tvivl ret, da hun kaldte denne ekspedition en “vildgæsjagt” og pillede den sidste rest bort at hans mod,” sagde Redkliff alvorligt, da vi en aften sent spadserede op og ned ad dækket.
“Nå det var godt, han forandrede sin beslutning, mens tid var,” bemærkede Fleming. “En forelsket mand, hvis tanker kredser om kæresten derhjemme, er umulig på en opdagelsesrejse. Jeg håber da ikke, at også du, Redkliff, er ved at få hjertebanken; thi nu er det for sent at vende om.”
“Du skal ikke være bange,” svarede han og lo. »Jeg er ikke sådan en vendekåbe.”
Medens de to talte sammen, strakte jeg mig i en hængekøje, der var anbragt midtskibs. Jeg lå og lyttede og stirrede på det øde havs små bølger, der legende boltrede sig om skibet, mens dette støt arbejdede sig fremad. Mine fæller gik forskibs, og de blev stående netop så fjernt, at jeg kunne høre deres samtale, og af og til hørte jag Redkliffs muntre latter.
Jeg har altid været noget at en drømmer og tilbøjelig til at spekulere over de forskellige teorier om Nordpolen og nordlyset.
Videnskabsmændenes forskellige hypoteser om jordens indre har altid interesseret mig, men jeg havde hidtil ikke vovet at tale med Fleming og Redkliff angående sådanne sager, der ikke var beviselige eller selvindlysende, thi jeg frygtede for, de ville anse mig for en sværmer, og at jeg skulle miste min indflydelse på dem. Alligevel længtes jeg efter at betro dem, at jeg antog, der måtte være en åbning gennem jorden fra pol til pol.
Da de to kom hen til mig igen, sagde jeg: “Se så, kammerater, hvad nytter det at gruble over farerne ved vort foretagende? Det er for sent! Som Fleming siger: Hvorfor skulle vi ikke tænke på de lyse sider og de store muligheder. Hvem ved, om det ikke er os forundt, før vort forehavende er endt, at indhøste hidtil uhørte videnskabelige resultater. Hvilke mysterier indhylder ikke polaregnene.
Ja, men dette er jo netop at se på de mørke sider, udbrød Fleming, mysterierne har jo vist sig at være uigennemtrængelige hidtil.«
“Det har de,” svarede jeg, “men ellers ville der jo ikke være noget for os at opdage. Men er mysterierne vanskelige at gennemtrænge, så meget større grund er der til at vise udholdenhed og mod og fæste tankerne og blikket på endemålet, så vi ikke lader nogen vanskelighed forlede os til at give tabt. Tænk på æren og den udødelige berømmelse ved at bringe klarhed i vor tids største spørgsmål: er der et åbent polarhav? Er professor Symmes teori en fejltagelse?”
Her afbrød Fleming mig, og overraskede os ved sin nøje kendskab til prof. Symmes teori, og han forsvarede danne teori så varmt, at man forstod det måtte være udtryk for hans egen overbevisning.
Du kan kalde denne teori usandsynlig eller falsk, Spencer,” sagde han, men man kan ikke bevise det. Det kan man kun gøre, når Polarhavet er blevet ordentligt undersøgt. Ingen er i stand til at afgøre, om der findes en indsø ved Nordpolen. Jeg kan for min del ikke indse, hvorfor der ikke kunne findes en åbning gennem jorden, og ville det være mere underligt, at jordens indre var beboet end overfladen af denne rullende klode? Hvad mener du, Redkliff?”
“Ja, Redkliff,” indskød jeg, “hvad siger du til en sådan idé, når du hører, at et forstandsmenneske som Fleming tror, at der er menneskevæsener inde i jordkloden?”
“Vi må undersøge det, inden vi afslutter vor rejse,” svarede Redkliff med et smil. Jeg lader mig ikke længere overraske af noget som helst.”
“Hvad for noget,” råbte jeg, “du overrasker mig virkelig! Men det er virkelig, hvad jeg synes om. Vi vil gøre alt, hvad der står i menneskers magt; ingen fordom eller forhindring skal bringe os til at vende om, før vi er trængt så langt frem som muligt. Der vil uden tvivl komme dage, da vi ønsker, at vi var vel tilbage i vort hyggelige hjem og vennekreds, men terningerne er kastede, ikke sandt? Vi gav hinanden håndslag på dette, og med fornyet kraft gik enhver af os til sit arbejde.
Om aftenen, mens Redkliff og Fleming spillede skak, spekulerede jeg på mit stamtræ, der kunne følges ca. 200 år tilbage. Medens min tipoldemoder levede et behageligt liv på landet i Sydfrankrig, havde min tipoldefader været en ivrig socialpolitiker.
Dette havde imidlertid ikke nær så stor interesse for mig som en familielegende, der sagde, at nogle at mine forfædre havde foretaget en lignende ekspedition, som den, jeg nu ledede. Jeg kendte ikke andet til mine forfædres ekspedition end dette, at der havde været kvinder med blandt deltagerne, og at ingen nogensinde var vendt tilbage.
Hvis vi nu heller aldrig skulle komme tilbage! Hvor godt kunne vi i grunden ikke alle have haft det hjemme? Men på den anden side: Spencer som opdager – berømt opdager! Måske skulle jeg få lykke til at afsløre de regioner, hvor mine forfædre landede for 100 år siden, og hvis der endnu fandtes efterkommere af disse mine forfædre, men – snak! Jeg byggede kun luftkasteller; de var naturligvis omkomne. Sådan går det de fleste, der vil betræde polen. Havde de fundet land, ville de være vendt tilbage og fortalt verden om deres opdagelser. Nej, sådanne drømme var kun børn af en ledig hjerne.
Alligevel: hvor mange hemmeligheder var der ikke frosne fast ved Nordpolen; vi skulle og ville den nærmere end alle andre: enten verdensberømmelse eller undergang.
Der var nu hengået flere uger, siden vi forlod San Francisko, vi var højt mod nord, og vi havde hele tiden haft god sejllads.
Hvis nogen havde vist tegn på svaghed, ville der hos de andre have været livsmod nok til at holde stakkelens humør oppe. Der herskede fuld harmoni mellem os; dagene gled hen uden uheld, så vi håbede at ende rejsen på lykkelig måde.
Men en morgen overraskede en storm os pludselig. I begyndelsen troede vi, det kun var en byge; men den blev snart heftigere. Den rasede hele dagen og langt ud på natten. Vort lille skib klarede sig stolt, indtil mandskabet var så udmattet, at de ikke kunne styre skibet længere.
Det så ud til den sikre undergang, hvis vi blev på skibet; men udsigterne var ikke bedre, hvis vi søgte tilflugt i redningsbådene. På et kritisk tidspunkt sprang skibet læk; vandet strømmede så stærkt ind, at det kun var med nød og næppe, at alle pumperne kunne holde skibet flydende. Snart forøgedes faren til det yderste derved, at der gik brud på hovedpumpen. Fleming, Redkliff og jeg lagde alle kræfter i for at få hovedpumpen i stand igen snarest, da der var fare for, at vandet skulle nå fyrkanalerne og slukke ilden, hvorved vi ville have været fuldstændig prisgivne.
Bølgerne skyllede over dækket og bortrev en mand, der ville fire en redningsbåd i vandet.
Men heldigvis mindskedes uvejret, bølgegangen blev mindre voldsom, og da vi fik pumperne udbedret, blev vi også i stand til at reparere lækagen, udpumpe vandet og få orden på sagerne igen. Solen hævede sig ligesom op af vandet og indgød os nyt mod. For få timer siden havde ingen af os håbet at se den mere. – Vi havde kæmpet med døden for øje den første, men ikke sidste gang!
Den følgende uge mødte vi utallige forhindringer.
Til tider så vi så mørkt på forholdene, at vi regnede med tusinde umuligheder for en mulighed. Men da vi gang efter gang kom over for hindringerne, voksede vort mod, og vi så de kommende prøvelser dristigere i møde.
Det var nu den 28. juli; solen skinnede usædvanlig klart, og vi glædede os ved dens oplivende stråler. Ved hjælp af kompas og kronometer kunne vi regne ud, at det i øjeblikket var tidlig morgen i vort fødeland. Dér og hér var ikke meget forskel på tiden i sommermånederne; solen er i disse egne synlig hele døgnet.
Vi spiste vor frokost med udmærket appetit.
På grund af det gunstige vejr havde vi intet andet at gøre end nyde livet og dampe videre.
For at undgå land og isbjerge holdt vi os stadig i strømmen, der syntes endeløs. Den hjalp os hurtig fremad, og den tog efterhånden stærkere og stærkere fart, så vi kunne for hver dag hjælpe os med mindre damp.
Strømmen, der hidtil havde løbet lige mod nord, drejede nu pludselig til højre, og både strøm og skib tog stærkere fart. Mandskabet blev modløst derover, og styrmanden kom ilende hen til os.
“Mine herrer,” sagde den ellers så venlige og rolige mand, “mandskabet nægter bestemt at sejle videre. Hvis vi bliver ved at gå med denne fart, og strømmen måske tiltager endnu mere, bliver det umuligt at vende om.”
Jeg forklarede ham så roligt som mulig og i videnskabelige udtryk, at strømmen nødvendigvis måtte have et udløb på den anden side; thi vi befandt os nu i en bugt, og vi havde god udsigt til at komme tværs over polen eller at få den tæt til venstre for os. Nogle få timers sejlads ville altså kunne afsløre alle polarhemmeligheder, uden at der var særlige farer at befrygte – derfor fremad!
Styrmanden gik tilbage og gav mandskabet denne forklaring, som foreløbig bragte dem til tavshed; men det varede ikke længe, før en anden sømand kom farende og råbte: “Vi går under! Å Gud, vi går under, føler I det ikke!”
Vi så forskrækket på hverandre og på vandet; men vi kunne intet usædvanligt opdage.
Pludselig fik vi en fornemmelse af, at skibet sank, den bestyrtede sømand, der havde skreget gevalt, og som var meget religiøs, faldt på knæ og bad.
Redkliff, der sad med kikkerten, så ud, som han havde fået et elektrisk stød. Han kunne ikke tale, men han sendte mig det mest håbløse og bedrøvede blik, som tænkes kan.
Da jeg selv greb kikkerten for at se, blev jeg som lammet et øjeblik; men da jeg snart kom til mig selv igen, tog jeg den på ny for at anstille undersøgelser. Jeg opdagede straks en stærk sænkning i vandet, der så ud som et umådeligt roterende kar, udhulet i selve havet.
Fleming fik efter tur kikkerten – og ligeledes besvimelsen.
At vende tilbage nu var umuligt; vi var tvungne til at give os alle farer i vold. Situationen var uforklarlig. Der var ingen tid til at drøfte sandheden i Symmes teori; det var tydeligt, at vi ville blive slugt af dette havgab og forsvinde som Jonas i hvalfiskens bug. Bare denne fortvivlede kamp snart måtte få ende. Mandskabet havde fuldstændig tabt hovedet. Da ville gøre oprør, strejke, kaste os overbord, hvis vi ikke vendte om. Vi gav dem lov til at gøre ved os, hvad de fandt for godt. Men ingen menneskelige kræfter formåede at vende skuden; vi gik hurtigt ned, ned, og bestandig ned.
Døden syntes os vis.
Trods alt havde jeg en fornemmelse af, at vi måtte lande et eller andet sted; Fleming og Redkliff håbede det samme, og dette forlenede os alle tre med en sindsro, som forbavsede mandskabet.
“Vær tålmodige, kære venner,” sagde jeg spøgefuldt til dem. “Inden ret længe aflægger vi uventet besøg i et land, som ikke ret mange boboere fra jordens overflade har betrådt før os!”
Men deres alvorlige ansigter sagde mig tydeligt, at de aldeles ikke nød mine muntre indfald, men derimod var mest til sinds at ofre mig til bølgerne, dersom det på nogen måde kunne have forandret situationen.
Stadig hvirvledes vi af sted med vandets fart, og gennem kikkerten kunne vi se bjergrækker af bølger, – måske 25 mil borte, – som en kreds uden om skibet. Denne bølgekrans skjulte nu solen for os, og vi så kun de skrånende vandvægge.
Det blev betydelig koldere; på een time sank temperaturen 20 grader.
Vi frygtede, vi nu var dømt til at fryse ihjel i stedet for at drukne. Men så tog et nyt fænomen vor opmærksomhed fangen. I betydelig afstand foran os så vi illumination.
Den religiøse matros stirrede på ildkilden med dødsfrygt malet i ansigtet.
“Å, tænkte jeg det ikke nok,” råbte en anden, idet han knælede, “det er den ild og svovl, præsterne taler om!”
“Ja, vi går ad helvede til,” klagede en tredje.
“Så er det nok Dantes helvede,” sagde Redkliff og gyste.
Termometret viste nu 10 graders kulde; skulle det vare længe, ville vandet jo snart blive til is. Men så kom lyset nærmere, og det blev igen varmt.
Det ville have været mørkt, hvis vi ikke havde haft den lysende stjerne neden under os. Jeg sagde udtrykkelig neden under os, fordi jeg vidste, det var således.
Ganske vist så det ud, som om stjernen lyste foran os. Vi var nu kommen på indersiden af en rørformig åbning i vandet, som førte fra Nordpolen til jordens centrum.
Det så ud, som vi flød gennem et kæmperør med åbne ender; jordens omdrejningsbevægelse holdt vandet og skibet fra åbningens midte langs rørets sider. Centrifugal-kraften virkede her, som når en dreng for sin fornøjelse svinger en spand vand rundt i en cirkel. Skønt vandspanden snart er oppe i luften med bunden i vejret, snart har bunden vendt mod jorden, eller svæver med siden til eller fra jorden, bliver vandet ligegodt i spanden på grund af omdrejningshastigheden. Den samme kraft holdt her vandet og skibet på plads, mens vi sejlede videre i en spiralformig linje. Strømmen agerede stadig karrusel for os; der var bestandig en fordybning i midten, mens vi sank og sank. Denne hvirvelstrøms tragt var at kæmpemæssig størrelse; dens hals anslog vi til ca. 25 mil i tværmål. Den blev bredere, jo mere vi sank. Den hele åbning lignede et mægtigt timeglas af form.
Det mystiske lys blev klarere og nærmede sig med langt større fart, end vi sejlede. Temperaturen steg nogle grader, og vi begyndte at håbe, vi kunne undgå at drukne, skønt vi næppe vovede at tænke over, hvilke ny farer de næste timer ville byde os.
Lyset og varmen tiltog, og ved 6-tiden om morgenen viste termometret 26o, og det var så lyst, som når solen skinner på jordens overflade.
Pludselig hørte vi en mægtig brusende lyd, og i samme øjeblik var vi omgivet af ild.
Vandet var som fyldt med ild, der truede os med øjeblikkelig ødelæggelse. Alle vore nerver spændtes til det yderste for at lammes i næste nu. Som en slags lyn slog ilden op af vandet, og i store kugler steg den i rasende fart op mod en sol, kolliderede med og opslugtes af denne. Vi var rædselsslagne. Den hede, der udstrålede fra disse ildkugler, var utålelig, og havde den varet længe, var vi blevet brændt til cinders.
Da dette kæmpefyrværkeri var forbi, og vor forskrækkelse havde tabt sig noget, lagde vi mærke til, hvorledes hulen udvidede sig hen imod jordens centrum; når vi benyttede kikkerten, kunne vi tydelig se, at vi befandt os i en hul kugle. Vi opdagede også, at den lilla sol havde svævet midt i rummet, men at den nu trak sig tilbage hurtigere, end vi kunne følge. Den mystiske strøm, der havde ført os herind, tabte sin styrke og roterende bevægelse. Den begyndte at flyde langsomt og lige mod syd.
Vi satte derfor fuld damp op og havde medbør, mens vi fortsatte kursen mod syd i den indre verden.
Fleming sad ved kikkerten, og med eet brølte han: “Land, land!”
Det viste sig at være rigtigt. En klippeblok hævede sig op over vandet til venstre for os.
Denne opdagelse blev gjort kl. 2 eftermiddag, netop 8 timer efter vi var begyndt at sejle ind i havhulen. Mørket faldt på. Solen var på denne tid gået så langt mod syd, at den gav måneskinsbelysning, så luften begyndte at blive kold.
Kl. 8 viste termometret kun 2o over nulpunktet. Men så tiltog lyset igen, luften blev varmere indtil kl. 6 morgen, på hvilken tid det syntes at være middag her.
Da jeg kl. 8.15 sad ved kikkerten og så tværs gennem rummet, opdagede jeg land oven over os. Fleming og Redkliff kiggede også og kunne ligeledes se land tværs over for os. Snart opdagede vi også land foran os på vor egen side at hulrummet.
En lille båd viste sig et kort stykke forude. Dens mandskab havde øjensynligt set os; thi pludselig jog de med usædvanlig fart mod det land, vi sidst havde fået øje på. Vi havde stadig pralet at, at vor damper var så god og hurtig som nogen; men her blev vi af kendsgerningen overtydet om, at den kun var et legetøjsskib i sammenligning med denne ny verdens hurtige skibstyper.
Vi syntes, vore kæreste drømme var ved at opfyldes. Vi lykønskede hinanden til vort held og spekulerede på, hvad slags folk, landets indbyggere kunne være. Det var ved at blive sent, og solen nærmede sig sydgrænsen. Vi var helt udmattede, og skønt vi var meget nysgerrige og betagne af udsigten til land, krævede naturen sin ret, og vi sov ind alle tre, mens skibet sejlede videre mod land.
Da vi vågnede var landet ganske tydeligt; vi kunne med det blotte øje se byer langs kysten, og var henrykt ved synet af en civiliseret nation. Vore bedste klæder blev halet frem; vi børstede klæder, blankede sko og trak vore silkehatte frem af futteralerne. Vi ville jo gerne gøre et godt indtryk, når vi landede.
To timer senere gik vi i land i Humanias havn.

2. Kapitel.
Modtagelsen.
Hvis vi havde ventet at finde et folk, der var helt anderledes end vi selv, ville vi være blevet skuffet.
Vel var der mange særegenheder, som straks faldt i øjnene, men der var i mange ting en slående lighed mellem denne ny verden og vort fædreland.
Folkene var til dels klædt på samme måde som vi; deres kunst var mere fremskreden end vor, deres manerer og opførsel fuldstændig kosmopolitisk og tænk – deres sprog var engelsk!
Jeg har senere erfaret, at en skibsbesætning engelske opdagelsesrejsende allerede for 400 år siden var blevet kastet herind på samme måde, som vi. De havde været godt forsynet med den tids engelske litteratur, da mange af dem havde været lærde mænd. De havde fået rig lejlighed til at udmønte deres rige kundskaber blandt disse regioners dengang halv civiliserede folk. Foruden at de havde overført vort smukke og rige modersmål til disse folk, var de også kommet til landet med en højere religion, der fik samme betydning for disse lande som Luthers reformation for lutheranerne.
Hvor det lød hjemligt, da disse indre jordboere gav os følgende velkomsthilsen på engelsk: “Velkommen, fremmede, vi rækker jer alle venskabs hånd!”
“Jeg bemærker her, at disse folks skik “at række hånd”, “give håndtryk” etc. sandsynligvis også er en nedarvet engelsk skik.
Bygningerne her er meget solide, ens i stil, otte-tolv etager høje med nydelige glasfacader og kun få ornamenter. Drikkehuse (saloons) er ukendte, grundejer-kontorer ligeså.
Enhver kvadratmeter jord bliver udnyttet i byerne. Der er ingen tiggere i gaderne; alle mennesker er velklædte, ædru og flittige, og alle har de et fornøjet og intelligent udseende.
Gaderne er brede, lige, asfalterede og kantede med smukke fortove, der er dannet af et hårdt, jævnt og merskumslignende materiale.
De smukkeste bygninger er hotellerne. De benyttes mere her end hos os; men de er også langt at foretrække for de amerikanske.
Da vi efter landgangen gav os til at ryge, jublede de allestedsnærværende drenge. De havde aldrig set en sådan forestilling. Med opspilet mund og øjne gjorde de nar af os, efterlignede os eller stillede spørgsmål til “disse vilde”, der ved højlys dag spadserede rundt i gaderne med brændende pinde i munden og pustede røg ud i luften.
Også vore høje silkehatte vakte latter. En ung gavtyv råbte efter mig: “Sig mig, min herre, hvor har De fået sådan en to etages hat?”
En anden spurgte, om den øverste del af vore hoveder havde samme form som hatten. En tredje mente, at vi vist blankede både hatte og sko. En fjerde foreslog, at vi skulle tage teltene af og lade folk se hele vort “menageri”!
Drenge er drenge over hele både den ydre og indre verden.
Vi fik naturligvis snart vore hatte ombyttede for at undgå latteren.
For øvrigt blev vi modtaget ved havnen at en komité, der høfligst ledsagede os til centralhotellet. Der lagde jeg straks mærke til morgenudgaven af avisen, som var et smukt lille 16-sidet hefte, omtrent i 4 gange mindre format end de uhåndterlige amerikanske aviser.
Den indeholdt notitser om alle lokale begivenheder, der var værdige at omtale. Avisen vidnede om stor litterær og redaktionel dygtighed. Den indeholdt kun sundt og oplysende læsestof omhyggeligt ordnet og udvalgt som i de bedste bøger og ingen annoncer.
På første spalte på forsiden fandtes følgende:
“Fra den ydre verden”.
“I aftes sent har nogle fiskere ca. 50 mil mod nord set en ældgammel dampskibstype. Da en sådan klodset ting ikke har været i brug hos os i de sidste 20 år, må man formode, at vi får besøgende fra de ydre regioner.
Fiskerne sejlede hjem på 8 timer, og de har – med vor sidste dampbåds hastighed som udgangspunkt – beregnet, at de fremmede vil kunne ankomme omtrent 6 timer senere. Man forventer, at byens repræsentanter vil sørge for, at de fremmede får en høflig og værdig modtagelse, så at de kan føle sig som gæster, indtil de lærer vore institutioner og sædvaner at kende”.
Jeg spurgte et af komité medlemmerne om det her var skik, at fremmede blev modtagne af en officiel komité.
“Det er landets skik at lade enhver person passe sine egne sager,” svarede han. “Men dette er en usædvanlig begivenhed. Da vi véd, at fremmede fra yderverdenen ikke straks kan gøre sig fortrolig med vor levevis og deltage i vore fornøjelser, fandt formanden for stadens styrelse det naturligt at nedsætte en særlig komité til at underholde gæsterne, indtil de bliver fortrolig med omgivelserne”.
I dette øjeblik trådte en reporter ind og bad om tilladelse til at tale med formanden for det ankomne rejseselskab. Jeg måtte nu finde mig i et trættende interview; journalisten begrænsede sig dog til sociale og politiske spørgsmål, som jeg besvarede efter bedste evne.
Da han var gået, så jeg mig om efter mine rejsefæller, og fandt Redkliff i samtale med et medlem af modtagelseskomitéen, hr. Jasper.
Han foreslog os en tur gennem byen, og vi slog straks til. Da vi blev enige om en 2 timers køretur, bød han os et glas af deres nationaldrik forinden. Man forsikrede os, at den aldeles ikke var berusende; vi nød drikken, som forekom os mere forfriskende end alt, hvad vi før havde smagt. Hr. Jasper fortalte, at man kaldte denne drik “Briis”, hvilket oprindeligt var navnet på den mand, der begyndte på fabrikationen deraf for 50 år siden.
Vi kørte gennem central-gaden” (strøget); Men der var så mange spørgsmål at stille og besvare, at vi næsten glemte både tid og sted.
“Vi har nu netop kørt 1/2 mil,” sagde hr. Jasper, idet vi standsede og så tilbage ad den snorlige gade, i hvilken taghøjden var ens på alle huse på begge sider af gaden. Da vi kom om i en anden gade, bemærkede jeg en hel anden arkitektur. De nederste etager var ens, men de øvrige af forskelligt ydre. Dette var byens beboelseskvarter, når undtages de mindre købmandsforretninger i stueetagen.
“Bor alle folk her i landet i sådanne store bygningsfirkanter (blocks) som den der,” spurgte Redkliff.
“Nej langtfra,” svarede hr. Jasper. “Der er folk, som vælger fordelene ved en sådan central beliggenhed, hvorimod andre foretrækker et roligere og mere afsides hjem. Man lever her efter sin lyst og smag. De fleste unge, så vel gifte som ugifte, bor i disse store firkanter (blocks), hvor de arbejder og indtager deres måltider på hoteller eller restaurationer. Når de bliver ældre, vælger de som regel eget hus på en plads for sig selv.
“Forholder det sig virkelig således, hr. Jasper,” spurgte jeg forundret, “at folk her behøver alene at tage hensyn til deres lyst og smag, når de skal vælge bopæl?”
“Ja selvfølgelig! Der er naturligvis en forskel i lejen (afgiften), men kun i forhold til den virkelige værdi. Lejen for værelser i denne gade er højere end i andre, hvorfra det tager mere tid at komme fra og til forretningskvarteret, eller hvor sporvognene ikke kører sent nok om aftenen, så at man efter teater- eller koncertaftener kan køre hjem til sin dør. Alle disse ting må man jo tage hensyn til, da de jo for en stor del bestemmer lejlighedens værdi.
I danne og enkelte andre gader løber sporvognene hele natten, og det koster intet at køre med dem. Man kan derfor være tjent med at betale lidt mere husleje i denne gade end i de andre, hvor bekvemmelighederne er sparsommere og mere kostbare.”
“De omtalte en anden besynderlig ting, hr. Jasper, nemlig: at yngre, både gifte og ugifte, bor i disse store bygningskomplekser og nyder alle måltiderne på restauration. Så forstår jeg, at her er så mange smukke hoteller; men er der virkelig mange gifte folk, som lever på den måde?”
“Ja, det er regelen,” svarede vor fører. “Ingen ville tænke på eget køkken til nogle få personer, da det er meget mere behageligt at få sin mad fra et hotel, hvor madlavningen drives til den højeste fuldkommenhed. Hotellivet er billigere; man undgår alle disse madlavningssorger og besværligheder i familien; folk synes, at hotellivet er mere tilfredsstillende, end hvad man kalder hjemlivet.” Yngre folk er, som De ved, ikke de bedste husholdere. Det er først, når ægtefolkene bliver ældre, de får lyst til at trække sig tilbage i ensomhed, og at vore kvinder er villige til at påtage sig husholdningsarbejdet. Folket her lever for livets skyld og er villige og i stand til at tjene livsopholdet; hvorfor skulle de så ikke leve efter deres lyst og smag. Vil De ikke indrømme, hr. Spencer, at den opvartning, De får her på hotellet, er langt mere punktlig og tilfredsstillende, end noget privat hjem kunne byde.”
Jeg måtte indrømme rigtigheden heraf. “Men,” spurgte jeg, “hvad bestiller jeres kvinder da? De kan jo da ikke tilbringe al deres tid i uvirksomhed. Jeg tvivler ikke om, at mange af de gifte, amerikanske kvinder ville søge ikke-husligt arbejde og spise på hotel sammen med deres ægtehalvdel, når der blot var passende beskæftigelse at finde udenfor hjemmet. Men dette er jo næsten umuligt.”
“Å,” svarede hr. Jasper, “den klage kender vi ikke hos os, enhver person kan her finde beskæftigelse til enhver tid; han eller hun kan selv vælge, hvad der passer til deres anlæg.” Under denne samtale havde vi kørt gennem hele gaden med de mange elektriske sporvogne.
Vi drejede om i en anden gade og gjorde holdt uden for en imponerende bygning.
“Dette er en af vore offentlige bygninger”, forklarede hr. Jasper. “Alle byens offentlige møder holdes her. Den har forskellige lokaler; det største er teatersalon, der rummer 5000 siddepladser, en anden er balsalen, der har rigelig plads til 800 par. Den kan ved tæpper deles i flere mindre sale, når der kun er brug for mindre plads. Der er desuden flere foredragssale i stueetagen, medens der på 1ste sal er offentlige skolelokaler og pædagogiske samlinger.”
“Er der så stor teatersal her i udkanten at byen,” spurgte Redkliff.
“Ja,” svarede hr. Jasper, “de folk, der bor her i nabolaget, nyder lige så gode teaterforestillinger som de, der bor midt i byen.
Når et selskab kommer hertil, begynder de ved 1ste teatersal, næste aften spiller de i den 2den sal, og således fortsætter de, indtil de har givet forestilling i alle byens teatersale. I mindre byer, hvor der kun er et par teatersale, bliver et selskab kun et par aftener. De vil snart erfare, at her kun er meget få byer, der er så små, at de ikke kan få fuld del i alle livets glæder og bekvemmeligheder.”
Da vi forlod bygningen, kørte vi gennem en stor og bedårende park, hvor vi måtte beundre plænerne og boligerne: græs, blomster, træer og smagfuldt dekorerede hjem dannede her et fuldstændigt paradis.
Ved tilbagekomsten til hotellet fandt vi alle vore folk samlede der; de sad og fortalte hinanden om dagens overraskende oplevelser. Alle var de henrykte over landet og dets indbyggere. Matroserne fortalte om den stærke efterspørgsel efter arbejdere.
Halvdelen skulle begynde deres arbejde efter middagen, og den anden halvdel havde bestemt sig til at gå i arbejde næste dags morgen.
Lysten til at arbejde for fuld kraft må ligge i luften her i dette land. Hvorledes kan det ellers forklares, at sømændene, der lige var ankomne hertil efter en meget anstrengende sørejse, havde sådan en hast med at komme til at tage fat?
Det var jo heldigt, at folkene kunne få beskæftigelse, thi det var mig straks klart, at vi ikke her havde brug for dem til vort dampskib, der i dette land var så antikveret, at det ikke kunne betale sig at bruge det.
Jeg gav derfor vore mænd lov til at gå i arbejde, når og hvor de selv havde lyst, idet jeg bad dem komme tilbage til hotellet om mandagen, når de havde prøvet at være arbejdere i det nye land.
Vi ville da opgøre vort mellemværende, men vi tilbød dem tillige, at de kunne bo på hotellet for vor regning, indtil de var fortrolige med skikkene og levemåden i det land, hvor vi allerede befandt os så godt.
Heldigvis havde vi jo valgt sådanne folk, der ikke ved særlige faste bånd var knyttet til deres fødeland. Der var jo heller ikke megen udsigt til, at de kunne vende tilbage til den ydre verden. Hvorfor skulle de også ønske det, når vi, der var rejst fra så mange herligheder, ikke ønskede at vende tilbage.
Middagen ventede os. Vort selskab fik et bord for sig selv; anretningen var overdådig og smagfuld; men vi havde en fornemmelse af, at det i virkeligheden var et afskedsmåltid, idet vi for fremtiden ville gå hver sine veje, når vi nu snart spredtes mellem disse gæstfrie mennesker.
Lige efter middagen fik vi middagstelegrammet overrakt. Det indeholdt mine udtalelser fra morgeninterviewet, foruden følgende meddelelse:
“Vort morgennummers nyhed, at vi kunne vente ankomsten af et skib fra yderverdenen, er nu bekræftet. Byens råd har truffet forberedelser til, at yderbeboerne får en festlig modtagelse ved den offentlige bygning nr. 10. Festlighederne begynder kl. 9. Programmet byder på: musik, taler og – hvis de fremmede ønsker det – dans.”
Jeg læste dette højt for Fleming og Redkliff, som var henrykte over udsigten til en så fornøjelig og romantisk oplevelse.
“Ih,” råbte Fleming, “det skal være allerede i aften! Det kan man kalde gæstfrihed!”
“Ja, og damerne,” tilføjede Redkliff. “Har I set, hvor smukke, værdige og majestætiske de fører sig i deres smagfulde dragter?”
“Oho, Redkliff! Du har altid blikket og tanken vendt mod damerne sådan i almindelighed – heldigvis ikke som stakkels Hutkens, som nu sidder derhjemme og kurrer for sin turteldue, mens de lægger bryllupsplaner. Nå, det er hans fejl og ikke vor; men dersom han vidste, hvad han gik tabt af, da han blev tilbage hos sin hjerterdame, ville han hverken tilgive hende eller sig selv. Han, der var en elsker af dans og det smukke køn, tør måske næppe nu tilstå denne svaghed, da han, muligvis allerede er gift.
Men ingen steder på jordens overflade vil man finde sådanne kvinder og danse, som vi skal nyde om få timer her i Centralia.”
Vor samtale blev nu afbrudt, da hotelværten trådte ind med en ung mand, der præsenteredes som en hr. Frink.
“Jeg vil lade hr. Frink underholde Dem nogle få minutter,” sagde han, idet han trak sig tilbage.
Den unge mand burde hedde Frank; thi han syntes at være den personificerede frihed og frejdighed.
Ved en ti minutters passiar havde han gennemskuet os.
Til vor forbavselse rejste han sig straks for at gå, idet han sagde: “Mine herrer, det har glædet mig at træffe Dem, fordi jeg ser, at jeg i Dem finder materiale til at gøre modtagelsen i aften til sæsonens største begivenhed. Vær så elskværdige at yde deres del til aftenunderholdningen.
Jeg håber hr. Spencer vil besvare velkomsttalen, og d’hrr. Redkliff og Fleming er uden tvivl improvisatorer. Hvis De herrer, også holder af at danse, håber jeg, det skal blive en særlig fornøjelig aften for alle.
Jeg er fornøjelsesudvalgets formand og skal gerne gøre mit bedste. Farvel!”
Og væk var han som en raket.
Desværre var ingen af os veltalende. Men vi holdt rådslagning og blev enige om at præstere, hvad der under disse omstændigheder var os muligt.
En time senere havde en mængde mennesker forsamlet sig ved havnen, hvor vort skib lå.
Alle var nysgerrige efter at få en sejltur med “arken”, som de kaldte den.
Da der ikke var tid til at fyre op, måtte vi meddele dem, at vi ikke kunne imødekomme deres ønske, før den næste morgen, men at vi da gerne ville være til tjeneste.
Nu trådte hr. Jasper ind og fortalte os, at et stort, elektrisk skib skulle løbe af stabelen; vi var straks rede til at følge ham og se på det; en høj, slank mand søgte i det samme at få os i tale.
Det var en entreprenør ved navn Reynold, der straks spurgte, om vi ejede det dampskib, som lå i havnen. Da vi bekræftede dette, svarede han: “Det er vel ikke sandsynligt, at de herrer får brug for det de første 3 måneder?”
“Å, vi ønsker at foretage en rejse med det og besøge de andre kystbyer,” svarede jeg.
“Ville De ikke foretrække at gøre rejsen på 3 gange så kort tid med et at vore moderne skibe?” spurgte han.
“Jo vist, da rejsebekvemmelighederne her i landet er langt større end vort skib kan byde os, vil vi sikkert gerne det.”
“Vil De da være villige til at leje mig det på 3 måneder, hvis jeg kan gøre skibet til en god indtægtskilde for’ dem?”
Vi blev alle tre enige om at udleje “arken”, og hr. Reynold spurgte da, om vore skibsfolk var i byen endnu. Han måtte også hyre dem, da landets indbyggere ikke var fortrolige med arkens gammeldags maskineri.
Vi blev snart enige med manden om, at han ville give os 15 dollars daglig i 3 måneder, eller vi skulle dele indtægterne halvt, når han havde fradraget lønninger til mandskab og andre udgifter. Da han havde beregnet, at arken kunne give ca. 25 dollars i dagligt overskud, foretrak vi at dele halvt med ham. Kun forbeholdt vi os ret til at benytte skibet næste dag til lystture for gæster.
“Ja, men i morgen er det jo søndag,” sagde han, “så er det umuligt at få nogen til at betjene skibet for hverken normalløn eller ekstrabetaling.” Dette undrede os meget, men da de omkringstående forsikrede os, at ingen ville arbejde om søndagen, og at folk heller ikke kunne lide at se, at, der blev arbejdet om søndagen, var vi straks klar over, at vi måtte udsætte lystsejladsen med arken til om mandagen.
Lejekontrakt blev så udfærdiget og underskrevet, netop som vore folk vendte tilbage til hotellet. Hr. Reynold hyrede straks mandskabet, men snart drejede al samtale sig om aftenens nærforestående festligheder. Man mente, der ville komma 10.000 deltagere, og salen kunne ikke rumme mere end ca. 6.000.
Det vakte almindelig glæde, da aftenavisen udkom og bragte meddelelse om, at der var truffet foranstaltninger til, at der ville være ordentlig plads til mindst 10.000 deltagere.
Ved 19 tiden blev vi pr. vogn hentet til den imponerende forsamlingsbygning, hvis sal ½ time før fastsat tid var halvt fyldt, men da orkesteret anslog ouverturens første toner, var hver plads besat, og da de sidste toner døde hen, sad vi ansigt til ansigt med en forsamling, der gjorde et så kultiveret og mægtigt indtryk, som vi aldrig før havde oplevet.
Da jeg gennemløb aftenens program, som nu blev os overrakt, opdagede jeg, det bød på duetsang af Fleming og Redkliff.
Jeg kunne se, hvor nervøse de begge var, da de så deres navne på programmet. Vel havde de ofte sunget sammen ved private lejligheder, men aldrig for et sådant auditorium.
Da nu forholdene ikke tillod, at de brød programmet, blev de i hast enige om, hvilke sange de ville foredrage.
Næppe var musikkens tone forstummet, før borgmester Dupont og hr. Humfrey, taleren, viste sig på tribunen. Borgmesteren præsenterede med få, men velvalgte ord Humanias yndlingstaler, hr. Humfrey, der ville tolke nationens velkomsthilsen til dens hædersgæster. Hans tale lød, i korthed således:
“De amerikanske gæster, der er her til stede, ligner i flere henseender vore ærværdige og udødelige forfædre.
Det var ærgerrighed og udholdenhed, der bragte vore forfædre så vel som disse vore hædersgæster lykke.
Hjerne til at planlægge, mod til at vove, og vilje til at udføre beslutningen, det er de fælles dyder og herlige egenskaber, uden hvilke hverken vore forfædre, eller disse vore hædersgæster ville have kunnet overvinde alle de farer og utallige vanskeligheder, Der er at bekæmpe gennem polarhavet, inden man er så lykkelig at lande her. I erindring om dette bringer vi de fremmede vor dybeste og inderligste velkomsthilsen. Årsdagen for vore europæiske forfædres ankomst, glemmer vi aldrig at højtideligholde.
Deres nyskabende arbejde har været den første og sande årsag til vore fremskridt i det sidste århundrede, og hele vor nuværende civilisation beror på disse fremskridt. Hvorledes var livsvilkårene for dette lands beboere, før europæerne kom og ved deres energi og visdom gennemførte den sociale reformation, der her var så nødvendig.
Urfolket her nærede, plejede, forkælede og ødelagde sine regenter (thi alle regenter, gode eller dårlige er børn af folket); regenterne truede med at undertrykke livet og friheden for folket, som havde gjort dem til, hvad de var.
Men folket lader sig ikke underkue i længden. Tyranniet fik ende og befrielsens time slog. Kære medborgere, I ved alle, hvorledes befrielsen kom, – kom fra den ydre verden – fra Europa. Det er en historisk kendsgerning – en glimrende, udødelig historie – hvorledes disse europæiske helte lænkede og overvandt det misregimente, der truede med at lægge landet øde.
Industriel frihed afløste industrielt slaveri.
Medens regeringen tidligere misbrugte sin myndighed og blandede sig i private foretagender, idet den støttede sig ikke til ret, men bevæbnet politi og militærmagt, regeres vi nu gennem vort automatiske, sociale system. Harmoni er derfor trådt i stedet for misfornøjelse og bittert had.”
Efterhånden som taleren fortsatte, blev jeg mere og mere interesseret.
Jeg lykønskede mig selv til, at jeg havde en så glimrende lejlighed til at samle oplysning om landets historie.
Men da han udtalte, at De forenede Staters grundlov var blevet brugt som mønster for Centralia, steg min begejstring til en højde, jeg aldrig havde oplevet før.
Hr. Humfrey tillagde dernæst kvinderne den største del af æren for den sociale reformation og betegnede en fru Quesney som Centralias berømteste socialøkonom.
Denne udtalelse indbragte taleren bragende bifald fra hele salen, men da jeg var ukendt med landets historie, kunne jeg ikke helt forstå dette.
I det samme kom en mand hen til mig og bad om at Fleming, Redkliff og jeg ville vise os på platformen tæt ved taleren. Da han sluttede, genlød salen af bifald, og da vi kom frem på scenen, brød bifaldet atter løs. Borgmester Dupont hviskede her til mig, at jeg ikke behøvede at anstrenge mig. Publikum ventede kun et par ord som svar på deres velkomsthilsen.
Derpå trådte han selv frem og sagde: “Vi har her den overordentlige glæde og ære at se lederen for de tapre amerikanere, der tilfældigvis er landet hos os, og som nu nødvendigvis må blive her. Jeg giver da ordet til denne udmærkede amerikaner fra Los Angeles, California, hr. Ralf Spencer, der vil svare på hr. Humfreys tale.
Mens jeg stod på talerstolen og ventede på at bifaldet skulle få ende, var der blandt tilskuerne en ung, smuk dame, hvis ansigt fængslede mig fuldstændigt.
Hendes store, klare øjne og høje pande, den smukke mund, hvorfra der, når hun smilede, skinnede 2 rækker dejlige tænder, hendes holdning og hele skikkelse gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig. Hun interesserede mig så stærkt, at jeg glemte, hvor jeg var, og hvad man ventede at mig. Men i samme øjeblik, der blev dyb stilhed i salen, begyndte jeg min tale. Det var mig klart, at mine tanker ville standse, og min tale gå i stå, hvis jeg mødte hendes blik, mens jeg talte, så jeg måtte undgå at se på hende. Den begejstring, som hr. Humfreys tale havde vakt hos mig, havde ikke tabt sig; jeg følte mig oplagt til at svare i samme dur; ideerne kom hurtigere, end jeg kunne tolke dem: jeg blev usædvanlig veltalende, og da forsamlingen hørte mig med samme opmærksomhed, som de havde lyttet til hr. Humfreys ord, kunne jeg have talt i timevis, men afsluttede dog så snart som muligt af hensyn til dansen. Min tale blev hilst med en bifaldsstorm, der ikke syntes at ville få ende.
Da jeg havde sat mig, blev jeg overrasket ved at se, at denne henrivende kvinde rejste sig og nærmede sig scenen. Hun var åbenbart forsamlingen bekendt; thi hun fik en hjertelig bifaldshilsen. “Mine damer og herrer,” henvendte formanden til forsamlingen, mens hun stod ved siden af ham, »Vi kan nu glæde os til solosang af denne unge dame, der er Dem bekendt som en af vore bedste sangersker; hun har kun forsaget kunstnervejen for at dyrke sine yndlingsfag – jura og socialpolitik. Fru Celia Latrop fra Quesney, Alhambra, vil nu underholde os, som kun hun kan gøre det.”
Fru Latrop stod der med en dronnings værdighed og tolkede sine sange med en inderlighed, der viste, hvilken uendelig magt og skønhed, tonernes verden rummer. Publikum applauderede vildt begejstret, og hun besvarede elskværdigt deres ønsker med flere da-capo-numre. Da hun sang den sidste sang, en lille, kvik romance, var hun aldeles henrivende.
Derpå skulle stakkels Fleming og Redkliff frem. Jeg havde dyb medlidenhed med dem og frygtede for udfaldet. De var ikke vant til at optræde offentligt, og jeg frygtede, at deres stemme ikke ville slå til i det store rum. Forsamlingen modtog dem venligt, og de begyndte med at synge en lille, enkel sang: “Solen kommer kiggende over bjergene”. Hvor blev jeg ikke overrasket; de var grebet af øjeblikkets begejstring og sang med en varme og kraft, som jeg ikke havde tiltroet dem.
Bifaldet lød så stærkt, at de måtte kvittere med en sang mere. De sang nu “Amerika”, og stemningen i denne gamle, patriotiske folkesang greb alle tilhørerne i den grad, at bifaldet næsten ingen ende ville tage. Fleming og Redkliff måtte derfor synge en tredje sang, og de var næppe sluppet dermed, hvis det ikke havde været synligt, at de nu var meget anstrengte.
Da bifaldet hørte op, takkede hr. Dupont alle – specielt os – for den ypperlige underholdning, og han bad alle yndere af dans blive tilbage, da komitéen havde sørget for ubegrænset danseplads. Den egentlige dansesal rummede med lethed ca. 800 par, og ved denne særlige lejlighed var flere sale til disposition. Første del af festen var nu forbi, og deltagerne rejste sig – nogle for at gå hjem og andre for at begynde på dansen.
En stor mængde bekendte mænd og kvinder kom frem for at hilse personligt på os; de roste Fleming og Redkliff i høje toner, ligesom de også lovpriste mig på det varmeste for min tale.
Jeg spurgte efter frk. Latrop og blev henvist til hr. Humfrey, der smilende sagde: “Jeg kan fortælle Dem noget, som hun sagde om Dem, og som de kan være stolt af; men nu må vi over i dansesalen. Find mig, når De kommer derover.”
Man samledes derefter i dansesalen, hvortil vi blev ledsaget af borgmesteren, to komitédamer og flere andre, der var blevet præsenteret. Da vi kom over i den paladsmæssige sal, så det straks ud til, at der var opfyldt af stående mennesker, men snart kom tilskuerne til sæde på gallerierne, så der var rigelig plads for de dansende.
En henrivende vals blev spillet, og vi gled snart hen over det bonede gulv, mens alt gik muntert og festligt som ved et bryllupsgilde. Alle herrerne følte sig som ligemænd, og kvinderne viste en frihed og uafhængighed, der forekom mig lige så påfaldende som tiltalende. Selvtillid og dygtighed lyste ud af deres hele åbne og ærlige færd.
Da jeg efter en times forløb traf på Humfrey, sagde han smilende: “Kom med mig!” Mens vi skred frem i salen, spurgte jeg efter frk. Latrop; men i det samme stod vi ansigt til ansigt, og hr. Humfrey præsenterede mig med følgende vending: “Tilhørerne kunne ikke enes om, hvem af jer, der var dan klareste stjerne; måske De selv vil afgøre denne sag.”
“Jeg tror næppe vi vil spilde tiden med at tale om den sag,” svarede frk. Latrop, da Humfrey med det samme forlod os. “Jeg viger gerne pladsen for Dem, hr. Spencer. Deres tale gjorde jo usædvanlig lykke; jeg har virkelig aldrig set så begejstrede tilhørere, som De havde.”
“Det synes,” svarede jeg, “som om en amerikaner har stor tiltrækning for centralianerne, ellers kan jeg ikke forstå det bifald, hvormed min lille tale blev modtaget. Jeg har aldrig før gjort så stærkt indtryk på mine tilhørere, og jeg oplever næppe noget lignende igen.”
“Som en at tilhørerne påstår jeg, hr. Spencer, at det ikke var Deres nationalitet, men Deres tale, der greb forsamlingen. Mine ord er ligeså alvorlig ment, som det hr. Humfrey sagde. Vi er begge fra Alhambra, og hverken vi eller centralianerne har den svaghed at benytte smiger.”
“Jeg er altfor lykkelig ved at tro Dem; men er det ikke besynderligt: allerede før De havde rejst Dem blandt tilhørerne, havde jeg fæstet mine øjne ved Dem. Jeg ventede og håbede at møde Dem oftere og gøre Deres bekendtskab.”
Hun så så forundret på mig, at jeg nu greb mig i min åbenmundethed. “Undskyld mig min frie udtryksmåde, der måske kan synes uhøflig, men jeg var så henrykt for Deres sang,- og da jeg så Deres intelligente ansigt blandt tilhørerne, bildte jeg mig ind, at jeg havde set Dem før’; det var, som om jeg havde kendt Dem længe. …”
Side 58 -59
Nu skiftede frøkenen samtaleemne, idet hun deltagende spurgte: “Hvorledes befinder De Dem ellers her mellem en fuldstændig fremmed verdens befolkning, hr. Spencer?”
“Jeg er aldeles begejstret for deres nation; civilisationen står på et højere trin her end i mit fødeland, hvor lighed for en del er et politisk slagord. I Amerika får nogle enkelte del i den højeste opdragelse, men masserne er uden dannelse. Her derimod kan jo alle, som har interesse derfor, frit få del i den bedste oplysning og den højeste kultur.”
“Det er netop mine yndlingsstudier, De der er ved at komme ind på,” svarede frk. Latrop. Jeg vil gerne tale nærmere med Dem om disse ting senere; men jeg er engageret til næste dans af hr. Foster, som kommer der.”
“Åh, tør jeg udbede mig den gunst at danse med Dem i aften, så snart lejlighed gives, frøken?”
“Ja gerne, hvilken vælger De,” spurgte hun, idet hun rakte mig sit balkort.
Da hun ikke var engageret til næste vals, var jeg henrykt over at sætte mit navn ved den; jeg takkede hende, og skønt hr. Foster nu dansede væk med hende, var hun dog stadig i mine tanker, skønt jeg dansede med en anden nydelig dame, indtil vi nåede til valsen.
Da denne skulle begynde, stod jeg vad siden at frøken Latrop, der med et skælmsk smil sagde:
“Se så, nu får jeg fornøjelsen af at danse med min antipode!”
Dansen gik storartet såvel som samtalen, der fortsattes efter dansen, indtil vi blev afbrudt af hr. Humfrey, der kom og satte sig ved siden af hende.
Da jeg, forinden hr. Humfrey forstyrrede os, havde engageret frøkenen til en skottisch, der var sat i den sidste tredjedel af balkortet, forlod jeg hende – dels for at vi ikke straks skulle synes uadskillelige – og dels for at se, hvorledes det stod til med Fleming og Redkliff. De var naturligvis begge stærkt optaget at et par unge damer.
Pludselig standsede musikken, da vi var nået til dansekortets sidste afdeling. Jeg blev overrasket ved denne uventede afslutning og spurgte om årsagen.
“Klokken er 24,” lød svaret.
“Åh,” sagde jeg, “Det er fordi det er søndag nu.”
“Nej, men vi danser aldrig senere end til det ny døgns begyndelse; hvis vi ønsker mere dans, holder vi bal igen om få dage.
Jeg søgte ivrigt efter frk. Latrop, men forgæves; hun var sandsynligvis gået, og jeg var gået tabt af skottisch dansen med hende, som jeg havde glædet mig til, så den bratte afbrydelse var mig en dyb skuffelse.
Hele natten drømte jeg om hende og næste morgen klagede Redkliff over, at jeg havde talt i søvne og været så urolig, at jeg havde forstyrret hans søvn.
Jeg spurgte ham imidlertid ikke, hvad jeg havde talt om.
Om søndagen herskede der fred og ro overalt. Formiddagen tilbragte vi i samtale med hotellets beboere, og desuden læste vi morgenavisen, der gav en livlig og udførlig beretning om aftenens festligheder og bal. På et punkt syntes jeg, reporteren havde overdrevet for tykt. Jeg blev beskyldt for at have talt over en halv time i de mest udvalgte sætninger og i stærkt sammentrængt form, at talen blev holdt usædvanlig flydende osv.
Jeg genkendte næppe mig selv. Avisen meddelte tillige, at hr. Wheelock havde lejet flere lydsamlere, (en slags grammofoner) som han havde opstillet i salens hjørner under festen. I disse grammofoner havde han optaget vore taler, og bladet forudsagde, at han nu ville sende folk omkring i alle staterne og med disse maskiner gengive hvert ord og tonefald, så at han ved at reproducere denne berømte fest, rimeligvis ville tjene sig en formue.
Henimod aften begyndte mandskabet at beklage sig over upasselighed, og da Redkliff også blev syg, fandt jeg det rådeligst at tilkalde en læge.
Straks efter kørte en vogn for døren, og kusken spurgte, om de syge var færdige til at tage med.
“Tage med! Hvorhen?” spurgte jeg forundret.
“Til hospitalet naturligvis,” svarede kusken.
“Skal de på hospitalet?” spurgte jeg værten.
“Nej, nej, visselig ikke,” svarede han, “Hvis de foretrækker at have ulejligheden og bekostningen vad at beholde dem her. Men jeg er bange for, at De vil fortryde det, hvis De beholder dem her. Hospitalet er det sikreste sted for de syge; jeg forsikrer Dem, at alle syge får den bedste, venligste og mest omhyggelige opvartning og behandling der.”
“Ja, når det blot er tilfældet, et det jo, til de syges egen gavn at komme derind; men i Amerika er det kun de fattige og hjemløse, der tyer til hospitalerne.”
Redkliff foretrak dog at blive, hvor han var, og hans ønske blev opfyldt.
Mandskabet blev derimod kørt til hospitalet, og jeg fulgte selv med for at overbevise mig om disse udmærkede hospitalsforhold.
Hospitalet lå på en høj plads, omgivet at smukke haveanlæg. Da vi kom derind, blev vi overrasket ved dets hjemlige præg. Og sygeplejerskernes store omhyggelighed og elskværdighed.
Jeg har senere erfaret, at hospitalerne ikke er offentlige institutioner i Centralia; man har fundet, at hospitalsvæsenet virkede mere tilfredsstillende som private institutioner. Ni tiendedele af de syge behandles med vidunderligt held og beundringsværdig omhu i private hospitaler, hvor de dygtigste læger og mest erfarne sygeplejersker regelmæssigt beskæftiges.
Jeg følte derfor ingen betænkelighed ved at forlade mandskabet her, hvor jeg vidste, de ville få en omhyggelig behandling. Man trøstede mig også med, at der intet alvorligt var på færde.
Det var kun en art galdesygdom, der hidrørte fra det fremmede klima.
Mandag morgen var gaderne fyldte med travle mennesker. Kl. 8 var der almindelig pibekoncert af alle fabriks- og forretningsfløjterne, men hver pibe var afstemt i skalaens forskellige toner. Alle urene gik mærkværdigt nok fuldstændig ens.
I Amerika lyder hver fløjte uafhængig og forkynder tiden uden hensyn til naboens urværk, så at der undertiden kan være fra 15 til 20 minutters forskel på tidsregningen. Men her betjenes alle fløjterne samtidigt ved en elektrisk strøm, dog er jeg endnu ukendt med dette princip.
Fleming og jeg gik en tur gennem byen for at se på forretningslivet, der frembød mange særegenheder, af hvilke vi straks forstod nogle, hvorimod andre krævede mere iagttagelse og grundig forklaring, før vi kunne nå til virkelig forståelse deraf.
De handlende beskatter deres kunder med transportafgift pr. mil for at bringe varerne. Hver købmand har et bykort, hvorpå der er tegnet en mængde cirkler med hans varelager som centrum. Herfra udstråler der radier med milemål eller brøkdele deraf, og efter dette beregner han sig sin transportbetaling. Dette er en god idé, da den forhindrer lang transport af små og billige pakker, fordi det bevirker, at kunderne køber hos den nærmeste handlende. Man ser derfor ikke, at en købmand leverer varer langt bort til andre købmænds nabolag.
Denne ordning synes i første øjeblik at være alene til købmændenes fordel, men i det lange løb tvinger den indbyrdes konkurrence dem til at sætte de lavest mulige priser til fordel for alle os, der er forbrugere.
Da vi så en mand gå ganske ligegyldig på gaden med en håndfuld penge, kom vi til at tænke på vore pengesager, og da vi netop kom forbi Metropolitan-banken, gik vi ind og spurgte, om De forenede Staters guldmønter kunne veksles i banken.
Bankmanden smilede og bad om at få en guldmønt at se.
Fleming rakte ham en 5-dollars.
Han betragtede den omhyggeligt og rakte den til sine kolleger, der også undersøgte den nærmere. De syntes meget forundrede, og bankmanden kom til sidst hen til os og sagde: “Det er en meget sjælden vare her; men De vil ikke få vanskeligt ved at sælge den til høj pris. Skønt den er en sjælden mønt, er den dog lavet af et stof, som er alt for klodset til at anvende som betalingsmiddel. Desuden er det alt for dyrt et materiale at slide på; jeg ved ikke, hvad de byder for den slags i dag. Vi befatter os lige så lidt med guldhandel som med handel med kobber eller jern; men hvis De vil henvende Dem i Centralgaden nr. 300, hvor der handles med alle slags metaller, vil De få alle nødvendige oplysninger angående metaller. Vi takkede ham for hans venlighed og gik til nr. 300 og spurgte om markedsprisen på guld. Da købmanden havde undersøgt vor guldmønt, overraskede han os ved at byde 52 dollars og 20 cents pr. ounce for alt, hvad vi kunne skaffe af den vare.
“Sætter De ingen grænse for, hvor meget De vil tage til den pris?” spurgte jeg.
“Jeg vil tage alt, hvad De kan skaffe,” lød svaret.
Vi lovede ham, at vi snart skulle komme igen, og skyndte os hjemad. Vi glemte at se på sporvogne o.lign. af bare glæde over, at vi efter denne handel besad langt større rigdomme, end vi havde drømt om. Pludselig standsede Fleming og udbrød:
“Ja, men hvis nu alle andre varer her er forholdsvis lige så dyre som guld, så er vi jo ikke rigere, end om vort guld kun havde den sædvanlige værdi. Jeg har hørt folk sige, at hvis seddelfabrikanterne på borgerkrigens tid havde haft lov at slå mønt, så ville en tønde hvede have nået en pris af en hel vognladning seddelpenge. Her har de jo papirspenge: måske disse penge ikke har synderlig værdi, siden man byder os så meget for vort guld.”
“Du har ret, Fleming, vi må undersøge sagen nærmere, før vi skiller os af med vort guld; men hvordan skal vi få rede på det? Vi må spørge værten, hvad prisen er på de vigtigste varer.
Så snart vi traf værten, spurgte vi ham om landets varepriser, pengevæsen og arbejdsløn.
Af hans oplysninger kunne vi forstå, at seddelpengene i Centralia, så vel som varepriser og arbejdsløn, havde omtrent samme kurs som i Amerika.
Vi forstod endnu ikke, hvorledes deres møntsystem var baseret; men værten erklærede, at det hele var meget stabilt, og at daglønnen aldrig varierede mere end 2 pct.
Vi beregnede nu, at hver af vore gulddollars var tæt ved 3 dollars værd og sendte så en sæk fuld til nr. 300 og modtog en bankcheck for den på 16.704 dollars.
Efter middag kom der et kort fra hr. Humfrey, hvorved han indbød os til at besøge sig kl. 14, hvilket vi med glæde tog imod. Jeg havde ganske vist en smule feber, men kunne dog – før vi tog af sted – sidde og hjælpe Fleming med at beregne matrosernes løn.
Vi havde lovet dem, at de i dag skulle få hele deres tilgodehavende udbetalt om aftenen. Da vi var færdige med regnskabet, tog vi af sted til Humfreys bopæl; men før vi nåede derhen, var jeg meget dårlig. Da vi gik ind i huset, bad jeg Fleming om han ville udbetale matroserne lønnen i guld. Hr. Humfrey modtog os på trappen og så straks, at jeg var dårlig. Han spurgte mig, hvad jeg fejlede, men jeg var ikke i stand til at svare ham. Han holdt nu en kort rådslagning med Fleming, under hvilken jeg hørte, han nævnede hospitalet.
Hvor længe, jeg sad i hans hjem, ved jeg ikke; min sygdom tog hurtigt til; jeg har en svag anelse om, at jeg blev lagt i en vogn, og at Humfrey forsikrede mig, at jeg ville få den bedste pleje og sikkert snart igen være rask.
“I vil uden tvivl alle få klimafeber; men det bliver snart overstået”, sagde han. “Farvel nu; men jeg skal nok komme og se til Dem hver dag”.

3. Kapitel.
Jeg havde været netop fem dage på hospitalet. Jeg kom derind en mandag, og nu var det mandag eftermiddag igen. Det lyder lidt underligt. Anden dag, jeg var på hospitalet påstod sygeplejersken, det var onsdag, skønt hun indrømmede, at dagen forud var mandag.”
Jeg mente at befinde mig godt dengang, men bagefter erfarede jeg, at jeg havde været meget syg. Og denne lille uoverensstemmelse om dagene pinte mig meget. Da lægen kom, fortalte jeg ham at sygeplejersken havde narret mig, og at jeg derfor kunne ønske en anden i hendes sted.
“Hun er jo en af de behageligste og venligste kvinder, der findes,” svarede han. “Hvorledes har hun da narret dem?”
“Åh, hun har sagt mig, at når det var mandag i går, så er det onsdag i dag. Hun påstår det samme endnu!”
“Ja vel! Her har vi kun 5 dage i ugen – søndag, mandag, onsdag, torsdag og lørdag. Hvis jeg husker ret, har man i Deres land 7 ugedage. Sygeplejersken vidste ikke, at de er fra yderverdenen, så hun troede De talte i vildelse.”
Vennerne besøgte mig hyppigt; men jeg havde ikke kræfter til at tale meget med dem. Jeg huskede dog, at hr. Humfrey havde fortalt mig, at frk. Latrop var rejst hjemmefra om morgenen efter festaftenen. Det var mig en dyb skuffelse, at jeg ikke fik talt med hende, før hun rejste, da jeg havde håbet vort bekendtskab skulle kunne fortsættes ud over balaftenen.
Da jeg var nogenlunde rask, tog jeg tilbage til hotellet; men jeg besøgte først de af mine kammerater, der endnu lå syge.
Redkliff var hurtigst blevet rask og havde forladt hospitalet dagen før; han havde ikke villet lade sig indlægge dér, før man fortalte ham, at jeg også lå der.
Aftenavisen bragte følgende bulletin om vort befindende:
“Amerikanerne er nu i bedring; Redkliff og Spencer er vendt tilbage til hotel Centralia. Vor medarbejder har interviewet hospitalslægen, der udtalte, at det ville vare flere dage, før de andre blev raske. Ved vanemæssig brug af spiritus og tobak er de blevet gennemtrængt af en gift, der modarbejder og forhaler medicinens helbredende virkning, og som tillige medfører stærkere feber.”
Fleming kom ud fra hospitalet nogle timer senere; han havde kun en af de omtalte udyder – tobaksrygning. Redkliff og jeg besluttede, at vi næste dag ville tage en lille tur ud på landet, mens Fleming var rekonvalescent. Torsdag morgen besteg vi jernbanetoget efter frokosttid og kørte ca. 10 mil ind i landet.
Langs med jernbanelinien lå en mængde mindre landsbyer med. ca. en mils mellemrum, en vejlængde, som vi kørte på tre minutter.
Vi steg ud ved en by, Crewsau, og spadserede gennem gaderne.
Det var meget varmt, så vi fik lyst til den fristende nationaldrik: Briis.
Redkliff spurgte, hvoraf man lavede denne drik, hvortil den kvinde, der opvartede os, svarede:
“To dele rå æg, tre dele kondenseret mælk foruden et sødstof, et halvt glas af denne sammensætning fylder vi så med vand.”
Da vi havde drukket 2 glas Briis, følte vi os så vederkvægede, at vi fortsatte turen. Ingen anede, hvem vi var.
Vi spiste til middag på et af den lille bys 3 gode hoteller, hvorefter vi foretog 1 times march ud på landet. Derpå tog vi med elektrisk sporvogn tilbage til byen, hvorfra vi returnerede med toget til Humania.
I Centralia vil ingen bo længere ude på landet, end han kan drage nytte af de elektriske baner og sporveje, der danner et fuldstændigt forbindelsesnet mellem alle større og mindre byer og landsbyer. Byerne ligger tæt sammen, og befordringsmidlerne er så bekvemme, at landmændene kan bo i byerne, hvorfra de kører ud til deres arbejde kl. 8 morgen og vender hjem kl 6 aften. Der holdes overalt 1 times middag. Landmændene arbejder dagligt samme antal timer som byfolkene; de lever blandt disse i fritiden, klæder sig på samme måde og kan næppe skelnes fra disse, undtagen når de går ved deres arbejde.
Centralias jorddyrker er således en modsætning til den amerikanske farmer, der næsten altid er en mærket mand, som ser 20% ældre ud, end han er, og arbejder hårdere og længere tid for mindre løn og går dårligere klædt end fagarbejderne i byerne. Men i Centralia er der ingen undertrykt forarmet eller udbyttet folkeklasse; her er i virkeligheden kun een klasse. De gamle, aristokratiske forrettigheder er ophævede. Børn og ungdom oplæres og opdrages til fuldstændig lighed.
Det eneste man kender til aristokrati og kastevæsen er, hvad fortidens litteratur beretter derom. Her bruges ingen titler eller uniformer, ingen sociale tegn eller udmærkelser: personlig værdi og dygtighed er det eneste, man sætter pris på.
Bankmænd og sporvognskonduktører, jernbanedirektører og sporskiftere, dommere og arbejdere, sagførere og politibetjente, byens første og fattigste borger nærer gensidig agtelse for hverandre og går i samme teater, til samme baller, koncerter, klubber og spiser på samme hotel. Man vælger sit selskab og udvælger sine venner, ikke efter rang og social stilling, men efter personlige egenskaber og sympati.
Da jeg ikke kunne komme uden om alle disse kendsgerninger, begyndte jeg at søge efter årsagen til dem. Det forekom mig, at jeg her havde en så fuldkommen tilfreds og lykkelig nation, som tænkes kunne.
Den rigeste købmand gav den tarveligste arbejder hånd som ligemand, rigsdagsmanden talte kammeratligt med sin skomager; monopoler og truster var lige så ukendte som fattigdom og elendighed.
“Amerika,” tænkte jeg, “ejer også alle de naturlige gaver og rigdomskilder, der findes her. Amerikanerne er lige så ærgerrige, religiøse og – regner man efter arbejdstidens længde – mere flittige end folket her, og dog er flertallet af amerikanerne fattige, medens alle her i landet er rige eller kan blive det, hvis de eftertragter det”.
Mens vi således havde siddet og filosoferet over, hvad vi havde set, bragte toget os tilbage til Humania, hvor vi gik hen på hotellet for at læse aftenavisen og spise til aften. Derefter gik vi en tur sammen med en læge og en lærer. Jeg fulgtes med læreren. Da vi på gaden mødte ca. 100 cyklister – unge, velklædte damer og herrer – spurgte jeg ham, hvad dette var for noget.
“Det er tusmørke-danseselskabet,” svarede han. “De er på vej til sportsgrundene, hvor de tilbringer et par timer med de utænkeligste, henrivende fornøjelser. Jeg deltager ofte selv derude.
“Danser de på sportspladsen?”
Ja vel, der er en halv mils vej herfra, uden for byen en stor grund, der udelukkende benyttes af disse selskaber om aftenen og til boldspil om dagen.”
“Er den plads offentlig, og hvem passer den?”
“Denne grund er offentlig på samme måde, som alle grunde er offentlige; det vil sige: Den, der kommer først, får først malet! Det offentlige sørger for, at denne grund giver samme grundværdi skat, som hvis grunden blev benyttet i noget andet øjemed. Selskaberne betaler for tilladelse til at bruge pladsen i forhold til den tid, de benytter den. En opsynsmand holder orden ved hver af disse pladser. Een gang hvert år bortauktionerer byrådet pladserne til de lavestbydende. Med andre ord: opsynsmanden lønnes af kommunen for at holde pladsen i orden, opkræve afgiften hos brugerne og ugentlig bringe pengene til det offentlige økonomikontor tilligemed en nøjagtig fortegnelse over de indbetalte beløb, og af hvem de er betalt. Den mand, der tilbyder at gøre dette for den mindste betaling, får bestillingen som opsynsmand. De ser, at det hele ordner sig automatisk. Intet regeringskontor bestemmer priser eller lønninger; derved undgår vi alt formynderskab. Kappelysten – en naturlig lov – regulerer det hele. Alle vore institutioner hviler på denne basis. De eneste embeder, hvis løn er fastsat, er repræsentantpladserne, byrådsmedlemmerne. Alle andre lønninger er genstand for konkurrence.”
“Jeg kan godt lide denne teori,” svarede jeg, “fordi jeg ser, I praktiserer teorien tillige. Jeg vil senere gøre dette til et studieobjekt, men nu er det disse cykler, der optager mig. De var så fortryllende. Min sidste tanke den aften gjaldt cykelselskabet, og min første næste morgen en cykel. Cykelfeberen havde grebet mig en gang før i mine unge dage. Den kom nu med fordoblet styrke. Jeg gik ind i en forretning for at se på en maskine, men da jeg havde i sinde at rejse en tur, besluttede jeg dog at opsætte købet, indtil jeg kom tilbage.
Da der imidlertid blev tilbudt mig en god maskine til låns, kunne jeg altså straks forny mit kendskab til hjulridning.
Denne maskine var af en hel anden slags end den, jeg tidligere havde kørt på.
Da jeg havde prøvet den nogle gange og kunne styre den ret godt, kørte jeg hen til hotellet.
Kammeraterne var netop vendt hjem fra en spadseretur og var henrykte over at se mig på maskine. Om eftermiddagen ordnede vi nogle forretningssager, solgte en del guld på overraskende gode vilkår, og desuden viste det sig, at vi kunne leve af vore lejeindtægter af “arken” de første 3 måneder. Redkliff og jeg var derfor i så godt humør, at vi straks blev enige om at berejse alle staterne her.
I begyndelsen undrede det os, at Fleming ikke viste lyst til at rejse med omkring i staterne; men da aftenen kom, opdagede vi, at han skulle til bal med en af vor værts døtre. Han havde så mange ting at tale med husets kvindelige medlemmer om, at han aldrig var færdig til at tage med i øjeblikket, når vi andre ville af sted.
Da vi ikke følte os så stærkt bundet til Humania som Fleming, købte vi os et kort over Centralia og begyndte vore geografiske studier.
Der var 5 stater, som al1e var omgivet af vand. To af dem – Beaumont” og England – syd for ækvator var kun delvis beboet.
De to nordlige stater: Alhambra og Turgot – var tæt beboet langs kysterne, men derimod ikke befolket i det indre. Den femte – Ducuma – lå langt nord for de andre og havde meget koldere klima. Den var på ca. 100.000 acres. Hele Centralias landområde var ca. 3 gange så stort som Tysklands.
Jeg foreslog Redkliff, at vi først og fremmest skulle berejse Alhambra, da denne stat grænsede til staten Turgot, hvor vi opholdt os. Men Redkliff svarede, at det vist snarere var frk. Latrop, som boede i Quesney i Alhambra, der trak.
I alle tilfælde besluttede vi at rejse til frk. Latrops by den 6. august. Den mellemliggende tid benyttede jeg til at studere de fremmede forhold.
Jeg kom til det resultat, at centralianerne var mere moralske end amerikanerne, og at det var derfor, man her i Centralia fandt harmoni, velstand og gensidig hjælp, medens kampen for tilværelsen stedse blev mere bitter i Amerika.
Men Redkliff, der var noget af en filosof og allerede havde vundet en større indsigt i Centralias sociale institutioner, overvældede mig med en mængde spørgsmål, der ganske væltede hele min socialteori om det ny land.
“Synes du ikke, Spencer,” begyndte han, “at du og jeg, hvad moralitet angår, passer ind i dette samfund, som om vi var født og opdraget her? Frygter du, at nogen af vore folk skal vise dårlig moralsk opførsel? Hvis amerikanerne af naturen stod lavere i moralsk henseende end centralianerne, ville det være umuligt for vort mandskab at hævde vort gode navn og rygte overfor landets børn. Men føler vi ikke alle lyst til at handle mod centralianerne, som de handler mod os? Du giver mig sikkert ret i dette, uden at du derfor vil påstå, at vi er bedre end den nation, vi repræsenterer. Ville nogen almindelig, respektabel amerikaner, når han ser, hvor let det er at tjene sit hæderlige udkomme her, tænke på at svindle eller narre disse folk? Da her er stadig efterspørgsel efter arbejdere – såvel kvindelige som mandlige – til ærligt arbejde og god løn, ville ingen få lyst til en så ødelæggende håndtering som f.eks. at holde saloon. I vort fødeland, hvor man er nødt til at være ivrig spekulant og dollarjæger, har man endnu aldrig set nogen mand vælge en foragtelig livsstilling, når han kunne tjene lige så godt ved en respektabel næringsvej. Indser du ikke, hvor meget lettere det er at skabe sig en hæderlig livsstilling her end at tilrane sig udkommet i Amerika.
Den gode økonomiske uafhængighed gør centralianerne til ærlige mennesker. Du vil sikkert indrømme, at det i almindelighed er menneskets natur at være ærlig, og når det ikke betaler sig at være uærlig, da bliver ærligheden den bedste politik.”
Men høster ærligheden sin fortjente løn i Amerika i vore dage? Ville ikke hele det amerikanske folk, ja – hele yderverdenens befolkning blive ærlig og retsindig, hvis livsvilkårene overalt var de samme som her?
Er indvandrerne ikke ærligere, når de kommer til Amerika, end når de har været der nogle år? En beklagelig kendsgerning, men ikke desto mindre uimodsigelig.
Selv disse centralianere, som du anser for at være os overlegne i moralsk henseende, ville, hvis de kom under amerikanske forhold, ty til de samme tvivlsomme amerikanske måder at tjene livsopholdet på, som amerikanerne nu gør.
Når de havde anstrengt sig til det yderste for at erhverve sig en agtværdig livsstilling, og dette glippede og alle hjælpemidler var udtømte, ville det da undre dig, om de også blev skænkeværter, tyve og hasardspillere. Hunger befordrer ikke etikken, og fattigdom højner ikke moralen.
Men hvad tror du egentlig en mand vil foretrække, enten at komme hjem fra værtshuset kl. 1 om natten til sin elendige hule for at skændes med sin sultende kone og pjaltede, hungrige børn, eller ville han vælge – hvis han kunne – et hyggeligt hjem og et lykkeligt familieliv. Ser man forholdsvis så mange rige som fattige drukkenbolte? Har du nogensinde truffet et menneske, der foretrak en lazarondragt for en smuk klædning? Og hvis du kender en sådan, er du da vis på, at han ikke ville have været anderledes, hvis han var opvokset under bedre forhold? Hvis man fødes som vagabond, hvorfor fødes der da flere vagabonder af den generation, der går forud for de dårlige tider, end i opgangstiderne? Er forbryderne af naturen onde, eller er det livsvilkårene, der gør dem til forbrydere.
Hvis du påstår, at forbrydertilbøjeligheden lettere arves end moralitet, da spørger jeg dig, om det er naturen, der fejler, eller om du mener, at mennesket af naturen er håbløst degenereret?
Er det fornøjelse eller nødvendighed, der får arbejderne til at strejke? Man har fortalt mig, at ingen strejke eller lign. har fundet sted her i landet de sidste 40 år. Har dette sin grund i høj moral, eller er det fordi strejken er unødvendig?
Lad os antage, at den høje moral er nøglen til de sidste 50 års fremgang, og lad os endvidere antage, at der en skønne dag indtrådte nød og elendighed blandt disse moralske indbyggere. Tror du da, at moralen ville afholde dem fra at gå med til en strejke, når det gjaldt om at forhøje sultelønnen, og når der ikke fandtes andre midler til at finde livsopholdet? Tror du ikke, dette sociale system medfører færre af den slags love, der under vort gamle system beskærer massernes brød?
Har du hørt noget om monopoler her? Eller tror du, alle disse folk, er så moralske, at ingen ville erhverve sig et monopol, hvis de levede i et land, hvor monopoler blev tålt! Nej, moralen er ikke nøglen til dette lands lykkelige, økonomiske system.
Vi må søge nøglen andet steds. England, Amerika, Europa og hele den ydre verden mangler endnu løsningen på det store, fundamentale spørgsmål om en lykkebringende regering til gavn for menneskeheden, den løsning som centralianerne har fundet og gennemført i praksis!
Hvad mener du nu, Spencer, om din moralteori?
Alle disse spørgsmål, der kom fra en mand, på hvis dømmekraft jeg stolede mere end på min egen, bragte mig til at tænke over disse spørgsmål som aldrig før.
Jeg var jo opdraget af rige forældre og havde været omgivet af den bedre klasses overdådige luksus.
Californiens stigende jordværdi, der stadig øgedes ved indvandring, industri og samfundets udvikling, havde mangedoblet min formue, men aldrig bragt mig til at tænke alvorligt over tingenes sammenhæng,
Årsagerne til gæringen og de misfornøjede klassers klager var os ukendt; ja, mere end det: Vi troede ikke, de havde nogen grund til at klage.
Det var derfor ikke så underligt, at jeg nu, da jeg fandt dette lykkelige og uafhængige folk, for hastigt sluttede, at forskellen hidrørte fra den højere moral blandt folket.
Det hænder jo ofte, at folk forveksler årsag og virkning. Førend Redkliff havde fremsat sine mange spørgsmål, faldt det mig, aldrig ind, at fattigdom for en stor del var årsag til forbrydelse, eller at den etiske kraft kunne svækkes ved en tom mave. Fra nu af var det mig klart, at et hungrigt og pjaltet menneske lettere fristes til at tage, hvad der er andres end en velnæret og velklædt.
Redkliffs spørgsmål havde åbnet mine øjne for virkningerne af den sociale fattigdom og nød, så at jeg kom til at se spørgsmålet i et ganske andet lys end tidligere.
Nu håbede jeg, at jeg ved socialøkonomers vejledning skulle nå en dybere indsigt i disse spørgsmål.
Det var, som om jeg nu så hele yderverdenens lidende menneskehed for mig i et helt nyt lys.
Først nu åbnede der sig udsigter for mig til at forstå årsagerne til alle de gamle landes elendighed.
Jeg følte, hvorledes interessen for det sociale spørgsmål vaktes hos mig, og jeg syntes, at en uafhængig mand ikke kunne vælge sig en kønnere opgave end den, at søge den bedst mulige forståelse af årsagerne til menneskelig nød og derefter arbejde for at afskaffe al den elendighed, som det står i menneskelig magt at udrydde.

4. Kapitel.
Da vi en morgen vågnede, bragte den ny dag os en ejendommelig overraskelse.
Jorden var ganske våd, som når det regner stærkt; men solen skinnede alligevel fuldstændig klart.
Da vi kiggede ud gennem vinduerne fra vort soveværelse, kunne vi se, hvorledes vandet tiltog på gader og veje, men der var ikke en sky at opdage noget steds.
Ikke desto mindre begyndte vandet at flyde stærkt i rendestenene, så man fik næsten lyst at knibe sig selv for at overbevise sig om, at man var vågen.
Det forundrede os især, at alle folk på gaden ikke syntes at ænse regnen.
Vi skyndte os derfor ind i spisestuen for at få oplysning om dette besynderlige fænomen.
“Vi har fået en sved,” lød svaret. Jeg har aldrig været en ynder af spøg og allermindst, når spøgen gik ud over mig selv; jeg blev da også temmelig fornærmet over dette svar, og i min ophidselse gik jeg til værten og spurgte ham: “Sig mig ærligt, hvorfor jorden er våd?”
Han så forundret på mig, idet han svarede: “Vi har sved i dag.”
Jeg begyndte at tage svarene alvorligt og spurgte derpå, hvad der var årsag til denne sved.
Man svarede mig, at det var den meget naturlige og almindelige måde, ved hvilken jorden bliver vædet.
“Naturlige,” udbrød jeg overrasket.
“Ja netop,” svarede manden, “Når temperaturen er normal, og de elektriske strømme løber i den rigtige retning, trækkes vandet fra neden op til overfladen. Det er den måde, hvorpå jorden holdes fugtig nok til at ernære plantevæksten. Har De da aldrig set en sved før?”
“Nej. i Amerika har vi aldrig set noget af den slags. Sikken et vidunder, at naturen her er så forstandig, at den giver sig til at svede, når jeres kål og løg trænger til fugtighed.”
“Må jeg til gengæld spørge,” sagde centraliamanden, “om ikke naturen i Amerika er en forstandig forsørger, der forsyner befolkningen både med plante- og dyreføde? Jeg tror, at de simpelthen forveksler årsag og virkning, min ven. Sveden kommer ikke, fordi planterne sukker efter den; men fordi svedningen finder sted, bliver der vækstbetingelser for planterne. Plantevæksten er følgen af og ikke årsagen til sveden. Jeg har hørt, at fugtigheden i den ydre verden falder ned fra oven og kaldes regn; men er det ikke en meget simplere proces, at vandet trækker op fra neden, hvor det findes i overflod. Regn og sved kommer fra samme kilde; men hos os stiger dampene ikke til vejrs for derefter at samle sig i skyer. Sikken et besynderligt udseende sådanne skyer må have. Vore børn beundrer dem svært, når de ser dem på et maleri, og vore digtere bruger skyer som krydderi i litteraturen. Ingen af dette lands befolkning har nogensinde set en virkelig sky eller regndråbe. Enhver ny ting synes jo besynderlig. Hvis vi var vant til at gå på både hænder og fødder, ville et oprejst menneske være en hel mærkværdighed. Hvis mænd plejede at bære kjoler, og kvinderne benklæder, da ville en pige se underlig ud i skørter. I kommer fra et land, hvor hver mand kun har een stemme; vore almindelige valg vil derfor synes jer besynderlige. Det, der er blevet os en vane, synes os rigtigt. Menneskeslægtens udvikling og karakter afhænger af livsbetingelser og livsvilkår. Hvis gennemsnitsvarmen var større ville vi være indrettet således, at vi behøvede mere varme end nu; hvis der ingen landjord var, ville vor nuværende menneskerace heller ikke eksistere.
Mennesket er et landdyr med den natur og de funktioner, der er tjenlige for dets eksistens og formerelse under de betingelser, hvortil det fødes og lever.”
“Ja, det mener overfladebeboerne også, men sig mig: hvorledes undgår man her, at regeringsmagten tørner sammen med private interesser og virksomheder? Hvordan er alle mennesker her blevet lige og uafhængige? Hvorledes har I fået det umuliggjort, at de få kan leve på massernes bekostning?
Hvert menneske her synes jo at gå sine egne veje uden at træde andre over tæerne.
I Amerika er der regeringsforbud- og påbud, som vi alle anser for besværlige og kejtede, og dog lyder der en evig råben om flere love. Hvert år bringer nye regeringsfunktioner og nye embedsmænd. Hvis vi ikke snart får gjort noget herimod, vil hver amerikansk borger blive en offentlig mand, der anlægger embedsmandsværdighed og –miner, og som ikke foretager sig meget andet end at hæve løn eller pension af staten.
“Ja, det er jo vanskeligt for en centralianer at sige, hvorfor jeres folk arbejder under sådanne ulykkelige forhold; men jeg skulle efter Deres beskrivelse tro, at amerikanerne endnu ikke har lært at skelne – trække linjen skarpt – mellem privatmandens og samfundets rettigheder. I regeres åbenbart alt for meget. Når regeringen blander sig i private forretninger, er vanskeligheder uundgåelige. For det første, fordi det er umuligt for det offentlige at forstå enhver forretning så grundigt som de enkeltmænd, der er specialister i deres fag; derfor vil det offentlige komme galt af sted ved at drive en del indviklede og vanskelige forretninger.
For det andet, fordi det offentliges lovmageri ledes og påvirkes af spekulanters penge og planer, når der forestår lovgivning om detailspørgsmål, der ikke angår principper.
Private interesser rejser sig i al deres vælde og korrumperer de valgte, bestikker lovgivere og snyder folket.
Publikum kan jo ikke være fortrolig med alle de forskellige industrier, som opstår.
Disse to ting: uvidenheden og bestikkeligheden hos gennemsnitsvælgere og gennemsnitslovgivere, er velkendt af de snu spekulanter.
Derfor er disse folk altid i fuld virksomhed, når aktuelle sager, der vedrører deres private interesser, forelægges folket og dets repræsentanter.
Lad os tage et eksempel: For nogle år siden lagde lovgiverne her skat på indførte varer til fordel for hjemmemarkedet. Dette var regeringsindgreb i borgernes rettigheder til frit at handle, hvor de så deres fordel derved. Men snart opdagede publikum, at beskyttelsestolden kun gavnede de få fabrikanter, der gennem de toldbeskyttede varer brandskattede køberne ved opskruede priser. Da man satte det spørgsmål til afstemning: om staten burde beskatte masserne til fordel for nogle enkelte fabrikanter ved at skabe et handelsmonopol for deres varer, da forstod vælgerne, hvad det drejede sig om og stemte beskyttelsen ned. Siden den tid har vi været forskånet for den slags lovligt røveri, og hvis nogen på ny skulle prøve på at foreslå beskyttelsestold for industriprodukter her i landet, ville de kun latterliggøre sig selv derved. Vort folk, fortsatte han, hylder den regel, at både individer og korporationer er interesseret i størst mulig dygtighed.”
Flid og arbejdsbesparende forbedringer bringer større fremskridt end offentlige kontorer og embedsmænd.
Sådanne foretagender som jernbaner, telegraf, skoler og postvæsen osv. er derfor de sidste 40 år udskilt fra regeringens kontrol og gået over på private hænder. Dette Dem måske uforståeligt hr. Spencer, men det har vist sig, at foretagender blev distanceret, når de skulle ledes af regeringen.
Det er ikke således, at vi vilkårligt har foretrukket privatsystemet for statssystemet, men det første har gennem naturlig konkurrence erobret disse foretagender fra det sidste.
Medens vi tidligere havde en hær af offentlige embeds- og bestillingsmænd at betale, har vi nu dette automatiske system, der virker til publikums fulde tilfredsstillelse.
Hvis en af byens gader skal brolægges, lejer vi ikke mænd til at brolægge dem under offentligt tilsyn, men arbejdet bliver offentlig beskrevet og specificeret, hvorefter det udbydes, og den lavestbydende entreprenør får så arbejdet at udføre. Tidligere havde byerne gadetilsynsmænd, valgte af befolkningen, men disse embeder, såvel som alle lignende, er ophævet.
Den 1. januar holdes der auktion over det samlede arbejde med at holde gaderne i stand, og den mand, der vil påtage sig det for den laveste løn, får arbejdet.
Den samme fremgangsmåde anvender vi alle vegne hvor det er muligt ved arbejder af offentlig art. Erfaringen har lært os, at dette ikke alene er mest økonomisk, men at det sikrer samfundet det bedste arbejde.
For nogle år siden havde vi et stort jernbanespørgsmål på dagsordenen. Ejerne af de store selskaber var blevet monopolister, de forhøjede taksterne og behandlede publikum ganske efter forgodtbefindende. Det blev derfor nødvendigt, at nationalisere banerne, men dette medførte nye vanskeligheder. Borgerne blev nødt til at studere jernbanevæsen for at kunne stemme fornuftigt om dette utal at jernbaneembeder, der stadig voksede både med hensyn til antal og løn.
Folket ophidsedes foran hvert valg på spørgsmålet om, hvem der skulle være jernbaneautoriteter. Aldrig var eller blev man tilfreds med statsbanevæsenet. Tyve års erfaring belærte os om, at systemet var for tungt, bekosteligt, og lidet tidssvarende. Da blev en ny reform foreslået, stemningen for den voksede som løbeild, og den blev snart vedtaget. Den var økonomisk, simpel, brugbar og automatisk.
Forslaget var dette. Jernbaneunderlaget skal være offentlig ejendom ligesom gaderne. Det offentlige sælger alt det rullende materiel til den højstbydende, derefter overlades jernbanedriften til enhver, der vil drive den; alle får gratis og lige adgang til sporene.” Den fri konkurrence blev således indført for både person- og godstransport.
Hvor konkurrencen er fri, forsvinder monopolet. Hermed var jernbanespørgsmålet løst, og publikum blev tilfreds. Nu behøver folket kun at påse, at der bliver anlagt spor, hvor trafikken kræver det.
Jernvejene anlægges at det offentlige og driften overdrages ved auktion til den lavest bydende.
De embedsmænd, der havde fede statsembeder, rejste den mest forbitrede agitation mod den foreslåede reform og påstod, at hvis reformen gennemførtes, ville den kun medføre gamle tiders monopoler eller medføre et ufuldkomment system med talrige sammenstød og jernbaneulykker, thi sagde de: “Når enhver har lov at benytte sporene vil kollisioner hænde bestandigt.”
Men da man ansatte jernbaneekspedienter ved alle jernvejene, blev togafsendelsen derved reguleret, hvem der end ejede materiellet, og jernbane forretningerne indså også, at det var i deres egen interesse at have erfarne ekspedienter på vagt, hvor det var nødvendigt. Togtiderne blev altså stadig omhyggeligt kontrolleret, lige såvel som der blev anlagt dobbeltspor, hvor trafikken krævede dette.
I 1865 stemte ¾ af vælgerne for dette system, der har vist sig at medføre færre ulykker og desuden virket til publikums tilfredshed, hvorfor de andre stater snart fulgte vort eksempel.
Hvis De, hr. Spencer, tror, at det for konkurrencens skyld er nødvendigt at have f.eks. 6-8 selskaber i virksomhed, da vil erfaring snart sige Dem noget andet.
Et eller to selskaber besørger hele transporten. De vover ikke at skrue priserne urimeligt op, thi det ville i denne forretning indbyde til konkurrence langt hurtigere end i al anden forretning, som det koster tid og penge at starte.
Da banesporene er gratis for enhver, kan et selskab – fra en hvilken som helst del af landet – straks køre frem med sit materiel til den egn, hvor der er misfornøjelse med det derværende selskab.
Øjeblikkelig bliver der krig på kniven, idet selskaberne slås om publikums gunst; derfor må ethvert selskab sørge for at betjene publikum tilfredsstillende.
Her er nu ikke større mulighed for monopol ved jernbaneforretning, end der er ved vognmandskørsel.
Hvor et omnibus- eller sporvognsselskab har eneret til at bruge gaderne, der har disse selskaber den samme mulighed for monopolgevinst som jernbaneselskaberne; thi monopolet knytter sig til eneretten til sporene.
Uden eneret til sporene er der ingen mulighed for monopol så længe, mekanikere er villige til at bygge maskiner og vogne.
Kappelysten og frygten for konkurrence virker så kraftigt, at enhver forbedring eller bekvemmelighed bliver indført overalt, så snart den er opfundet. Al ting holdes i fuldstændig orden.
Disse store transportselskaber ved, det er en livsbetingelse for dem at imødekomme publikums ønsker og krav; derfor holdes alt i så ypperlig orden og stand, at vi kan rose os af at have et mønster jernbanevæsen.”
“Hvis jeg forstod Dem rigtigt” spurgte jeg, “sagde De, at sporvognene køres og ledes af privatmænd.
Var dette ikke en fortalelse? Jeg ser, at alle disse vogne kører ganske gratis; for hvorledes kan privatmænd køre gratis for alle?”
Disse mænd arbejder aldeles ikke gratis. Hvert år bliver driften af hver linie udbudt ved auktion. Alt materiel – både vogne med tilbehør samt sporene – tilhører byen. Driften af linierne overdrages til de lavestbydende.
De driftsledere, der antages, antager det nødvendige mandskab, betaler alle løbende udgifter og sørger tor at tilfredsstille publikum. Til gengæld hæver disse sporvognsbestyrere deres ugentlige løn ved byens kasse.
De tror måske, at dette system medfører hyppig skiften af sporvejsdirektører, men det er ingenlunde tilfældet. Direktøren for Clintonlinien her i byen har haft denne bestilling i 18 år. Det er sjældnere, at en mand beholder en så anstrengende stilling i så lang tid, men 10 – 12 år er ret almindeligt. Indehaveren af en sådan stilling har jo visse fordele for begynderen. Han er vant til arbejdet, kendt med sit personale og fortrolig med de løbende udgifter, så han kan beregne driftsudgifterne nøjagtigere end begynderen. Når han da ikke selv ønsker at trække sig tilbage, viser det sig oftest, at hans tilbud er det laveste, så at han fortsætter år etter år.
Hvis en direktør ønsker at holde op før året er omme, eller hvis han har givet for lavt et tilbud, kan han forlange en ny auktion, der afholdes med få dages varsel. Måske en anden da giver et lavere bud, eller også kan det hænde, at ihændehaveren fortsætter med driften for en højere betaling.
Naturligvis må han anføre gyldige grunde for afholdelse af ekstra auktion. Denne driftsmåde af vore sporveje virker så udmærket, at vi aldrig har tænkt på at forandre den.”
“Men,” spurgte jeg, “er det ikke uretfærdigt, at kommunen bærer udgifterne i stedet for det kørende publikum?”
“Vi beskatter jo ikke mænd, kvinder og børn for deres brug af gader eller fortove, hvorfor skulle vi så beskatte dem, når de bruger byens grundvejslinier,” sagde han.
“Nej,” fortsatte han, “af 3 grunde er det hverken retfærdigt eller fornuftigt at opkræve sporvognspenge. For det første drejer det sig om så små beløb, at det ikke kan betale sig at udregne og opkræve afgiften for en ¼ eller 1 mils kørsel, for det andet: når folk kan rejse billigere – og derfor leve billigere – kan de også arbejde billigere, hvilket alle har fordel af; og for det tredje: når

Og så slutter bogen… (???)