Sund fornuft
Opfordring til uafhængighed
PROLOG
Måske er idéerne på de følgende sider endnu ikke tilstrækkeligt populære til at vinde bifald overalt. En fastgroet vane med at tro, der ikke kan være noget galt, giver et overfladisk indtryk af, at alt er i orden, og udløser først en heftig protest i forsvar af vanetænkning. Men tumulten svinder snart. Tiden konverterer flere end fornuften.
Da lang og voldelig magtmisbrug normalt er grund til at stille spørgsmål ved magtens berettigelse (og i sager som ingen ville have tænkt på, hvis ikke de ramte var blevet generet nok til at stille dette spørgsmål), og da kongen af England har tiltaget sig retten til at støtte parlamentet i det, han kalder deres ret, og da de gode folk i dette land er bitterligt undertrykt af denne kombination, har de uantastelig ret til at betvivle begges autoritet og samme ret til at afvise begges egenhændige tilegnelser.
På de følgende sider har forfatteren omhyggeligt undgået al personomtale. Ingen nævnt, ingen glemt. Den vise og den brave har ikke brug for en pamflets hoveren, og de, hvis opfattelser er uforstandige eller uvenlige, vil selv stoppe [med at læse o.a.], hvis for megen ulempe er forbundet med deres omvendelse.
Amerikas sag er i store træk hele menneskehedens sag. Mange emner vil berøres, som ikke er lokale men universelle, og igennem hvilke principperne for alle, der elsker menneskeheden, påvirkes, såfremt de lytter til deres følelser. At lægge et land øde med ild og sværd, at erklære krig mod alle menneskehedens naturlige rettigheder og udslette disses forsvarere fra jordens overflade, bevæger enhver, som naturen har givet følelser; uanset klasse, uanset partifarve er,*1
Forfatteren
PS: Udgivelsen af dette nye oplag er udsat med det formål (hvis det havde været nødvendigt) at medtage forsøg på at gendrive uafhængighedsdoktrinen. Da dette ikke er sket, kan det nu antages at det heller ikke vil ske, da den tid, der er nødvendig for at udfærdige en sådan, for længst er overskredet.*2
Det er ikke nødvendigt for offentligheden at vide, hvem der er forfatter til foreliggende skrift, da det, det drejer sig om her, er selve hensigten, ikke personen. Det er dog måske ikke overflødigt at nævne, at han ikke er forbundet med noget parti, og at han ikke står under nogen indflydelse, hverken offentligt eller privat, bortset fra fornuft og principper.
Philadelphia, 14. februar, 1776
OM OPRINDELSEN TIL STYRET OG DETS ORGANISERING I ALMINDELIGHED.
Med specielle bemærkninger til den engelske forfatning.
Nogle skribenter identificerer samfundet så stærkt med statsmagten, at de skelner meget lidt eller slet ikke mellem de to; men de er ikke bare forskellige, de er også opstået på forskellig vis. Samfundet er udsprunget af vores behov, og statsmagten af vores ondskabsfuldhed. Den førstnævnte tjener vores lykke på en positiv måde ved at forene vores ønsker, den sidstnævnte negativt ved at tøjle vores laster. Den ene opmuntrer til samarbejde, den anden skaber forskelle. Den første er en beskytter, den anden en der straffer.
Samfundsdannelse på ethvert niveau er en velsignelse, men statsmagt er selv i sin bedste form et nødvendigt onde, i dets værste form ubærligt; for når vi lider eller udsættes for de samme elendigheder af et styre, som vi måske ville forvente i et land uden en central statsmagt, forøges vores lidelser, når vi tænker på, at vi selv har foranstaltet det, vi lider under! Statsmagten er, som vores tøj, tegn på den tabte uskyld; kongeslotte er bygget på ruinerne af paradisets lysthuse. Hvis samvittighedens impulser var klare, ensartede og uden videre adlydt, ville menneskeheden ikke behøve nogen anden lovgiver, men da det ikke er tilfældet, er det nødvendigt, at man giver afkald på en del af sin ejendom for at tilvejebringe de midler, som skal beskytte resten; og dette foranlediges man til at gøre med samme visdom, som i alle andre sager får os til at vælge det mindste af to onder. Da sikkerhed og tryghed er den egentlige årsag til centralisering af statsmagt og årsag til dets fald, følger det uafvigeligt at uanset form er dét at foretrække for alle andre, som med de færreste udgifter og største fordele bringer os denne sikkerhed. For at få en klar og rimelig ide om grunden til og enden på centraliseret statsmagt, så lad os antage, at et lille antal mennesker bosætter sig i en afsondret del af verden uden forbindelse til resten. De vil så repræsentere de første indbyggere i et land eller i en verden. I denne tilstand af naturlig frihed vil samfundsdannelse være deres første tanke. Tusinde grunde vil få dem til det: én mands kraft rækker ikke til hans behov, hans mentalitet er uegnet til konstant ensomhed, og han kan snart blive nødt til søge bistand og hjælp fra en anden, som har samme behov. Fire eller fem tilsammen kan bygge et tåleligt bosted midt i ødemarken, mens en enkelt kan arbejde det meste af livet uden at opnå noget. Når han har fældet tømmeret, vil han ikke kunne flytte det eller rejse det, når det var flyttet. I mellemtiden vil sulten trække ham væk fra arbejdet, og hvert nyt behov vil få ham til at lave noget andet. Sygdom, selv ulykker vil betyde døden, for selvom ingen af dem var dødelige, ville hver især forhindre ham i at arbejde og sætte ham i en tilstand, hvor han snarere kunne påregnes at sygne hen end at dø.
Sådan vil nødvendighed, som en tyngdekraft, samle vores nyankomne emigranter i et samfund, hvis afledte fordele ville overvinde og overflødiggøre de unødvendige forpligtelser overfor loven og regeringen, så længe de var fuldkomment retskafne overfor hinanden; men da ingenting undtagen himlen er uigennemtrængeligt for laster, vil det uvægerligt ske, at de, efterhånden som de overvinder de første emigrationsvanskeligheder, der bandt dem sammen i en fælles sag, vil begynde at tage løsere på deres pligter og afhængighed af hinanden. Denne forsømmelighed vil vise nødvendigheden af at etablere en form for styre, som kan afhjælpe manglen på moralske dyder.
Et passende træ vil være dem en offentlig bygning, under hvis grene hele kolonien kan samles for at diskutere offentlige sager. Det er højest sandsynligt, at de første love vil blive kaldt regulativer, og kun blive udøvet med den minimale straf af offentligt mishag. I dette første parlament vil enhver fra naturens ret have en plads.
Men som kolonien vokser, vil de offentlige sager ligeledes øges, og den afstand, som medlemmerne adskilles med, vil gøre det besværligt for dem alle at mødes ved enhver anledning, som dengang deres antal var lille, deres bosættelser nære, og de offentlige sager få og små. Dette vil vise det belejlige i, at de enes om at overlade den lovgivende del til at blive gennemført af nogle, som vælges blandt dem alle, og som burde have samme interesser, som dem der udpegede dem, og som vil agere på samme måde, som hele skaren ville, hvis de havde været tilstede. Hvis kolonien fortsætter med at vokse, vil det være nødvendigt at forøge antallet af repræsentanter, og for at alle parters interesser kan blive plejet bedst, vil det være bedst at dele dem alle ind i passende grupper, hvor hver gruppe sender sit forholdsvise antal, og for at de valgte aldrig skal udvikle interesser, som er forskellige fra deres vælgere, vil det være klogest, at der holdes valg ofte, således at de valgte kan vende tilbage og blandes med den almindelige befolkning i nogle måneder. Deres loyalitet overfor offentligheden sikres, når de med eftertænksomhed afholder sig fra at binde ris til egen bag. Da denne hyppige udskiftning vil medføre fælles interesserer med alle dele af samfundet, vil de gensidigt og naturligt støtte hinanden, og på dette (og ikke det meningsløse navn konge) hviler den centrale statsmagts styrke og tilfredsheden hos de regerede.
Her er oprindelsen til statsmagten, en tilstand nødvendiggjort af de moralske dyders manglende evne til at regere verden; og her er også givet grænserne for dette styre, nemlig frihed og sikkerhed. Uanset at vores øjne kan forblændes af, hvad vi ser og vores ører bedrages af, hvad vi hører; uanset hvordan fordomme kan forvanske vores hensigter og interesser formørke vor forståelse, vil naturens og fornuftens enkle røst fortælle os, hvad der er ret.
Jeg henter min opfattelse om regeringsformen fra et enkelt princip i naturen, som ingen behændighed kan omvende, nemlig at jo mere enkel en sag er, jo mindre risiko er der for, at den forvanskes, og jo lettere kan den bringes i orden, hvis det sker. Med dette maksime i tankerne, vil jeg give nogle få kommentarer til den meget opreklamerede forfatning i England. At den var agtværdig i de mørke og slavebundne tider, den blev udstedt i, er givet. Da verden gik af lave med tyranni, blev denne i det mindste på strålende vis reddet. Men at den ikke er perfekt, i risiko for at blive udsat for rystelser og ude af stand til at holde, hvad den ser ud til at love, er let at vise.
Absolut styre (grundet på den menneskelige naturs usselhed) har den fordel, at det er enkelt. Hvis folket lider, ved de, fra hvilken leder deres lidelser udspringer, de kender også løsningen derpå og forvirres ikke af en mængde årsager og kure. Men Englands forfatning er så overdreven indviklet, at nationen kan lide i årevis uden at finde ud af, hvor fejlen ligger, nogen vil sige ét sted, nogle pege på andre steder, og enhver politisk læge vil anbefale en ny kur.
Jeg ved, det er svært at overvinde lokale og langvarige fordomme, men hvis vi vil gøre os den ulejlighed at undersøge bestanddelene i Englands forfatning, vil vi finde, at de er baseret på resterne af to ældgamle tyrannier iblandet nye republikanske indslag:
- Resterne af monarkiets enevælde personificeret i kongen.
- Resterne af aristokratiets tyranni i form af overhuset.
- Det nye republikanske indslag, i form af underhuset, hvis dyder Englands frihed afhænger af.
De to første er ved at være arvebestemte ikke relateret til folket, hvorfor de, i en konstitutionel sammenhæng, ikke bidrager til nationens frihed. At påstå, at Englands forfatning er en konstruktion bestående af tre gensidigt kontrollerende magter er latterligt. Enten er ordene betydningsløse, eller også er de stærkt misvisende. At påstå at underhuset kontrollerer kongen forudsætter to ting:
- At man ikke kan stole på kongen uden at kontrollere ham, eller med andre ord, at tørsten efter absolut magt, er monarkiets indbyggede sygdom.
- At underhuset, ved at være udpeget til det formål, enten er klogere end kronen eller er mere pålidelig.
Men da den samme forfatning, som giver underhuset magten til at kontrollere kongen ved at kunne tilbageholde visse midler, derefter giver kongen magten til at kontrollere underhuset ved at give ham magten til at afvise de øvrige love, forudsættes det igen, at kongen er klogere end dem, som man allerede har antaget var klogere end han – en ren absurditet.
Der er noget ekstremt latterligt i monarkiets konstruktion. Først afskærer det en mand fra informationskanalerne, men det giver ham stadig magt til at handle i sager, hvor den højeste vurderingsevne er påkrævet. En konges stand udelukker ham fra verden, mens en konges opgaver kræver dyb indsigt heri, hvorfor de forskellige dele, ved på unaturlig vis at modsige og gensidigt ødelægge hinanden, viser at hele rollen er absurd og meningsløs.
Nogle skribenter har fortolket den engelske forfatning således; kongen, siger de, er ét, folket et andet; overhuset er kongens stedfortræder, underhuset folkets. Men alt dette bærer præg af en institution i splid med sig selv, og selvom det udtrykkes nydeligt, er det ved eftersyn intetsigende og tvetydigt. Og det vil altid være sådan, at når den nydeligste udtryksmåde, som ord kan forme, skal bruges til at beskrive noget, som enten ikke kan eksistere eller er for uforståeligt til at kunne rummes i en beskrivelse, vil det udelukkende være lyd, og selvom det kan fornøje øret, kan det ikke overbevise forstanden, for denne forklaring indebærer et tidligere spørgsmål, nemlig: Hvordan fik kongen den magt, som folk er bange for at forlade sig på og nødt til at kontrollere? Sådan en magt kan et klogt folk ikke have overdraget, heller ikke kan nogen magt, som har nødig at blive kontrolleret, nedstamme fra Gud, og dog erklærer forfatningen, at sådan en magt eksisterer.
Men bestemmelsen kan ikke leve op til målet. Midlerne rækker ikke til målet, og hele sagen er ‘a felo de se’ [en fejl i sig selv o.a.]; for da den større vægt altid vil opveje den mindre, og da alle hjul i en maskine sættes i gang af et enkelt, er det nok at vide hvilken magt i forfatningen, der bærer den største vægt, for den vil styre. Selvom de andre, eller dele af dem, vil modsætte sig, eller som det siges, kontrollere dens hastighed, vil deres forsøg, hvis de da ikke kan stoppe den, være uden resultat. Den første udfarende kraft vil til slut få sin vilje, og hvad den mangler i fart, gøres op med tid.
At kronen er den dominerende magt i den engelske forfatning behøver ikke at siges, og at den kan takke hele sin eksistens alene ud fra at kunne uddele rang og pensioner, er selvindlysende. Det følger, at selvom vi klogeligt har lukket og låst døren til det absolutte monarki, har vi samtidig været dumme nok til at sætte kronen i besiddelse af nøglen.
Englændernes fordomme til gunst for at lade sig styre af konger, højadel og underhus, stammer mindst ligeså meget fra national stolthed som fra fornuft. Enkeltpersoner er utvivlsomt mere sikre i England end i visse andre lande, men kongens vilje er lige så meget lov i Storbritannien som i Frankrig med den forskel, at i stedet for at udgå direkte fra hans mund, gives det til folket i den gloriøse form af en parlamentsbeslutning. For Charles I’s skæbne har kun gjort konger mere diskrete, ikke mere retfærdige.
Derfor, når al national stolthed og fordomsfuldhed for ceremoni og form lægges til side, er den enkle sandhed, at det helt og holdent er takket være folkets andel i forfatningen og ikke takket være styrets art, at kronen ikke er så undertrykkende i England som i Tyrkiet.
En undersøgelse af forfatningsfejl i den engelske styreform er på nuværende tidspunkt yderst påkrævet. For da vi aldrig er tilstrækkelig godt udrustet til at øve retfærdighed mod andre, sålænge vi selv er partiske, således er vi ej heller i stand til at øve retfærdighed mod os selv, sålænge vi er underlagt forstyrrende fordomme. Som en mand, der er i lag med en prostitueret, er uegnet til at vælge eller dømme en hustru, således vil en hang til en rådden forfatning forhindre os i at erkende en bedre.
*1 Originalteksten stopper her.
*2 Der kom imidlertid svar, heriblandt den 22. April ved John Adams: Thoughts on Government.
ePub på Saxo.com
eller bestil gratis pdf: bog @ bibliotek1.dk