Forord til den engelske udgave

Med den andel, som hr. Burke havde i den Amerikanske Revolution, var det naturligt, at jeg skulle betragte ham som menneskehedens ven; og da vores venskab var grundlagt på dette, havde det behaget mig mere at opretholde denne mening end at ændre den.

På det tidspunkt hr. Burke holdt sin aggressive tale sidste vinter i det engelske parlament mod den franske revolution og Nationalforsamlingen, var jeg i Paris, og jeg havde skrevet til ham kort tid før for at fortælle ham, hvor godt det gik fremad. Kort tid efter så jeg hans annoncering af den pamflet, han agtede at udgive. Da angrebet blev udført i et sprog, som kun læses lidt og forstås endnu mindre i Frankrig, og da alt taber ved oversættelse, lovede jeg nogle af Revolutionens venner i samme land, at når hr. Burkes pamflet udkom, ville jeg besvare den. Dette forekom mig endnu vigtigere, når jeg så de løsagtige udlægninger som hr. Burkes pamflet indeholdt; det er et skandaløst angreb på den franske revolution og frihedens principper og en byrde for hele verden.

Jeg er endnu mere forbløffet og skuffet over hr. Burkes adfærd (af grunde jeg vil nævne), da jeg havde forventet noget andet.

Jeg har set nok af krigens elendighed til at ønske, at det ikke ville forekomme i verden mere, og at en anden måde kunne findes til at afgøre de uenigheder, der kan opstå mellem nabolande. Dette kunne bestemt opnås, hvis hoffet ville optræde ærligt, eller hvis landene blev oplyste nok til ikke at blive narret af hoffet. Folket i Amerika var vokset op med de samme fordomme over for Frankrig, som dengang karakteriserede folket i England; men erfaring og et bekendtskab med den franske nation har meget effektivt bevist falskheden af disse fordomme; og jeg tror ikke et mere hjerteligt og tillidsfuldt samarbejde eksisterer mellem to lande end det mellem Amerika og Frankrig.

Da jeg kom til Frankrig i foråret 1787, var Ærkebiskoppen i Toulouse minister og på det tidspunkt højt anset. Jeg blev en god bekendt af denne ministers privatsekretær, en mand med et stort godmodigt hjerte, og fandt at hans følelser svarede fuldstændigt til mine egne med hensyn til krigens vanvid og to nationers fjendtlige politikker, som England og Frankrig, som kontinuerligt generer hinanden kun med det resultat at skatter og afgifter stiger. For at være sikker på, at vi ikke misforstod hinanden, skrev jeg essensen af vores holdninger i et brev og sendte det til ham; sammen med en forespørgsel om, at hvis jeg skulle iagttage en vilje hos det engelske folk til at opnå en bedre forståelse mellem de to nationer end hvad tilfældet havde været hidtil, i hvilket omfang jeg så ville kunne forvente den samme vilje kunne forefindes i Frankrig.

Han svarede mig skriftlig helt uden reservationer og ikke bare på egne vegne, men også på ministerens, som det blev fortalt var vidende om, at dette brev blev skrevet.

Jeg gav hr. Burke dette brev i hænderne for næsten 3 år siden og efterlod det hos ham, hvor det ligger endnu, i håb og naturlig forventning om, ud fra hans optræden, at han ville finde en lejlighed til at finde anvendelse for det med henblik på at fjerne de fejl og fordomme, som to nabonationers ukendskab til hinanden havde bevirket til skade for begge.

Da den franske revolution brød ud, gav det med sikkerhed hr. Burke en lejlighed til at gøre nytte, hvis han havde ønsket det; men ikke så snart så han de gamle fordomme tone bort, før han i stedet straks begyndte at så ny splid, som om han var bange for, at England og Frankrig ville ophøre med at være fjender. At der er mennesker i alle lande, som tjener til livet ved krig og fjendskab mellem nationer er lige så forargeligt, som det er sandt; men når de, som er involveret i et lands styre, gør det til deres sag at så splid og oparbejde uvenskab mellem nationer, bliver det endnu mere utilgiveligt.

Hvad angår et afsnit i dette værk, som hentyder til at hr. Burke oppebærer en pension, har det været i omløb i nogen tid, mindst to måneder, men da en person ofte er den sidste, der hører noget om sig selv, har jeg nævnt det, så hr. Burke har lejlighed til at imødegå rygtet, hvis det er usandt, hvis han ønsker det.

Thomas Paine

ePub på Saxo.com