En verdenshistorisk tvekamp

af Severin Christensen
Særtryk af Det ny Aarhundrede (1909)

I årene 1881-82 opholdt Henry George sig for første gang i England. Det irske spørgsmål var just da brændende; princippet “jorden for folket” var i en mand som Parnells mund blevet en alvorlig trussel for de store jorddrotter. Også Henry George havde leveret et indlæg i striden, Det irske jordspørgsmål, hvori han krævede, at det irske folk i sin helhed skulle nyde renten af den jord, der var dets fællesarv. Netop dette skrift var det, som havde foranlediget hans rejse til Europa, idet et New Yorkerblad The Irish World ivrigt tilskyndede ham dertil og gjorde ham det økonomisk muligt.

Da han steg i land i Irland, var forholdene imidlertid forandrede. Parnell var blevet fængslet, og da han atter blev løsladt, var stridens bølger dæmpede, “home rule” trådte i stedet for landligaen og kastede de revolutionære med deres “jord for folket” over bord. Alt dette bevirkede, at Henry Georges besøg i alt fald ikke fik den aktuelle betydning, det kunne havde fået, hvis ikke den pludselige frontforandring havde forvirret folkets holdning og gjort det usikkert i sine krav.

Større fremgang vandt han i anden retning. Hans hovedværk Fremskridt og fattigdom var så småt begyndt at vinde indpas i England. Men nu, efter at han havde holdt forelæsninger i Manchester, Glasgow og London, bredte en sixpenny-udgave af bogen sig som en løbeild.

Af de personlige bekendtskaber, Henry George stiftede i England, var der sikkert intet, han havde knyttet større forventninger til, end Herbert Spencers.

Denne stod da på højdepunktet af sin berømmelse, og var almindelig anset for at være ikke blot Englands men samtidens største filosof; ja man kunne høre videnskabsmænd udtale, at ved siden af ham var selv Aristoteles kun en dværg, for ikke at tale om Kant, Fichte osv.

Det var dog ikke derfor, at George ærede og agtede Spencers navn; det var ikke hans almægtige autoritet, han lå under for. Han beundrede ham, fordi Spencer i et af sine første skrifter klarere og mere ubetinget end nogen anden havde hævdet det grundprincip, der var Henry Georges egen livssag, at en uindskrænket ret til jorden ikke kan forbeholdes nogle enkelte mennesker, men at alle mennesker i lige grad har ret til hele den vide jords overflade, en ret, der stadig er gyldig og uafhændelig, uanset kontrakter, vedtægter og love.

Det skrift af Spencer, der indeholder disse tanker, er Social Statics, der udkom 1850. Henry George hentyder ofte til det i sit eget hovedværk og udtaler sin glæde over den støtte, hans ideer har hos en så udmærket filosof, men det vil også ses, at han ingenlunde forholder sig ukritisk til de inkonsekvenser, der forekommer deri. Imidlertid synes disse ham at være så ringe i forhold til de store sandheder, skriftet forkynder, at han med grund kan glæde sig til at træffe Spencer og håbe på, at denne store autoritet endnu vil lægge mangt et indflydelsesrigt ord i vægtskålen til fordel for de forurettede og specielt til fordel for de mest forurettede af hans landsmænd, irlænderne.

Her skulle Henry George opleve en af sit livs største skuffelser. Den Herbert Spencer, han traf, var blevet en helt anden end den, han i så mange år havde set op til på grund af hint ungdomsskrift. De djærve spadestik, Spencer for 30 år siden, uden at se til højre eller venstre, havde gjort for at finde ind til den sociale retfærdigheds gyldne åre, var han nu travlt optaget af forsigtigt at klappe til igen.

Hvorfor? Hvorledes? Hvad var der sket? Besvarelsen af disse spørgsmål kaster ikke blot et interessant strejflys over den berømte udviklingsfilosofs egen udvikling, men synes mig også at indeholde et betydningsfuldt bilag til belysning af vor tids mest brændende sociale problem, jordspørgsmålet.

For at dømme retfærdigt om det forbitrede opgør, George hen imod slutningen af sit liv holder med Herbert Spencer i sit skrift En forvirret filosof (1893)[1], vil det være nødvendigt at undersøge: hvorledes var den oprindelige, den unge Herbert Spencer? Vi vil lade ham selv tale. I det berømte kapitel af Social Statics, som omhandler jordproblemet, og som i Amerika er trykt i særtryk og spredt udover hele unionen i hundredetusinder af eksemplarer, som agitatorisk flyveskrift, hedder det:

Forudsat at der gives en art væsner som har ens krav på at forfølge deres ønskers mål – at der gives en verden som er indrettet på at imødekomme disse ønsker – en verden, hvori slige væsner fødes under ens vilkår, så vil deraf uundgåelig følge, at de har lige rettigheder til brugen af denne verden. Thi hvis enhver af dem “har frihed til at gøre alt hvad han vil, forudsat at han ikke gør indgreb i nogen andens lige så store frihed” har enhver af dem frihed til at bruge jorden til tilfredsstillelse af sine ønsker, forudsat at han tilstår alle andre den samme frihed. Og omvendt er det åbenbart, at hverken en enkelt eller flere af dem må bruge jorden på en sådan måde, at det hindrer resten i at gøre en tilsvarende brug af den: thi at gøre dette er at tiltage sig større frihed end de andre og følgelig at bryde loven.

Retfærdighed tillader derfor ikke ejendom[2] af jord. Thi hvis én del af jordens overflade rettelig kan blive et individs besiddelse og beslaglægges af ham som en genstand, han har udelukkende ret over, da kan andre dele af jordens overflade også beslaglægges på denne måde: eventuelt kan hele jordens overflade beslaglægges på samme måde, og vor planet således i sin helhed falde på private hænder. Men læg nu mærke til det dilemma hvortil dette fører. Forudsætter vi, at hele den beboede klode er indhegnet på denne måde, følger deraf, at hvis jordejerne har en gyldig ret til dens overflade, har de, som ikke er jordejere, ingensomhelst ret til dens overflade. Disse kan følgelig kun eksistere på jorden, fordi de tåles af de andre. De er alle overtrædere. Hvis de ingen tilladelse har af jordbundens herrer, har de ikke den plet, hvor de kan sætte deres fødder. Ja, skulle de andre finde for godt at nægte dem et opholdssted, ville det være retfærdigt at alle disse jordløse mennesker uddreves fra jorden.

Idet jeg nu vender mig fra betragtninger af hvad der muligt til det virkelige liv, finder jeg end yderligere grund til at benægte retmæssigheden af at eje jord. Det kan aldrig påstås, at den bestående adkomst til slig ejendom er legitim. Skulle nogen mene det, lad ham da se i historien. Vold, svig, forspring i magt, krav beroende på overlegen snuhed – det er de kilder, hvortil adkomsten kan spores tilbage. De originale kontrakter blev skrevet med sværdet, snarere end med pennen: ikke sagførere men soldater var dokumentskrivere; hug var de rede penge, der vankede som betaling; og til segl anvendte man hellere blod end voks. Kunne gyldige krav opstå på dette grundlag? Næppe, og hvis ikke, hvad bliver der så af de krav, som alle de påfølgende besiddere gør på godser, der er erhvervede på denne måde? Kan salg eller testamente skabe en rettighed, hvor den ikke består i forvejen? Ville de oprindelige ejere af en stjålen genstand blive afviste ved fornuftens domstol, fordi genstanden var kommet på andre hænder? Visselig ikke. Og hvis én transport ikke giver nogen adkomst, kan da mange give det? Nej: selv om ingenting multipliceres nok så mange gange bliver produktet aldrig én.

“Men tiden”, siger man “er en stor indstifter af ret. Besiddelse, der skriver sig fra umindelige tider må antage at skabe en legitim rettighed. Hvad der fra slægtled til slægtled har været beslaglagt som privatejendom og er blevet købt og solgt som sådan, må nu betragtes som uigenkaldelig individuel ejendom”. Vi skal villig bifalde denne fremstilling, hvis dens fortalere kan give den en bestemt mening. Men for at gøre det, må de finde tilfredsstillende svar på spørgsmål som: hvor længe vil det vare før det, som oprindelig er Uret kan blive Ret? osv.

Spørgsmålet er ikke hvorvidt det er hensigtsmæssigt at anerkende krav af en vis alder. Vi har ikke her at gøre med overvejelser om vedtægtsmæssig forret eller juridisk vedtægt. Vi har simpelthen at spørge: hvorledes lyder den rene retfærdigheds kendelse i sagen. Og denne kendelse munder ud i en protest mod enhver eksisterende påstand på individuel besiddelse[3] af jord. Og udtaler den forsikring, at menneskehedens ret til hele den vide jords overflade stadig er gyldig uanset alle kontrakter, vedtægter og love.

Ikke blot har de nuværende jordbesiddelser en oprindelse, der ikke kan forsvares, men det er umuligt at opdage nogen måde, på hvilken jord kan blive privat ejendom. (property)

Spencer imødegår dem, der påstår, at forbedringer af jorden giver ret til at tilegne sig den som uindskrænket ejendom. “Sæt at De under deres vandringer støder på et tomt hus, som til trods for dets forfaldne tilstand talte til Deres fantasi: sæt, at De i den hensigt at gøre det til Deres bolig anvender megen tid og møje med at reparere det – at De maler, tapetserer og hvidter det og med betydelig bekostning bringer det i beboelig stand.

Antag fremdeles, at der en skøn dag anmeldes en fremmed, som viser sig at være arvingen, til hvem dette hus er blevet testamenteret: og at denne angivne arving er forsynet med alle nødvendige beviser på sin identitet: hvad bliver der da af Deres forbedringer? Giver de Dem en gyldig adkomst til huset? Knuser de det oprindelige kravs adkomst? – Nej. – Nu er verden Guds testamente til menneskeheden. Alle mennesker er i forening arvinger til den: De er indbefattet i tallet. Og fordi De har opslået deres residens på et bestemt stykke af den og har underlagt Dem, dyrket og forskønnet dette stykke – forbedret det, som De siger, derfor er De ikke i Deres ret til at tilegne Dem det som fuldkommen privat ejendom. I det mindste vil det være retfærdigt, hvis De alligevel gør det, at den retmæssige ejer – samfundet – jager Dem ud, når det har lyst”. Er det da retfærdigt, at samfundet gør det uden at erstatte den værdiforøgelse, dette stykke jord har fået gennem det deri nedlagte arbejde?

Nej, sikkert ikke: akkurat ligesom De, da det drejede sig om huset, ville have retfærdig adkomst til erstatning fra ejerens side for reparationer og nye bekvemmeligheder, således kan det offentlige ikke retfærdigt tage dette stykke jord i besiddelse uden at betale for alt hvad De har nedlagt deri af arbejde. Men dette er ganske forskelligt fra at anerkende Deres ret til selve jorden.

Heller ikke en ligelig fordeling af jordens overflade mellem alle nulevende mennesker ville – selv om den var mulig – være retfærdig, medmindre det kan bevises, at Gud har givet én generation ét privilegium, og den næste et andet – medmindre vi kan vise, at mænd, der er fødte efter en bestemt dato, er dømte til slaveri, må vi antage, at en slig udstykning er utilladelig.” Men hvad vil da denne doktrin, at alle mennesker har lige adkomst til brugen af jord, føre til? Skal vi vende tilbage til de tider, hvor man havde uhegnede vildmarker, og leve af rødder, bær og vildt? Eller skal vi overlades til d’hrr Fourier’s, Owens, Louis Blanc og co’s styre?

Ingen af delene. En sådan doktrin er forenelig med den højeste tilstand af civilisation. Forandringen fordrer blot en ombytning af jordens herrer. I stedet for at være i individuel besiddelse, (possession) vil jorden besiddes af den store korporation – samfundet. I stedet for at betale sin jordrente til Sir Johns eller Hans Nådes agent vil han komme til at betale dem til samfundets agent eller underagent. Og når en gård således blev overladt til a, b, eller c, ville alle parter have gjort netop hvad de ønskede: – den ene foretrækker at betale en vis sum til sine medborgere for brugen af et bestemt stykke jord – de andre afslår at betale denne sum.

Der er ganske vist store vanskeligheder ved sagen. Spørgsmålet om erstatning til eksisterende ejere er kompliceret, – kan måske ikke løses på en fuldt retfærdig måde. Vi har jo ikke med de oprindelige røvere at gøre men med mænd, som har købt deres jord for tilsvarende, ærligt erhvervede værdier, ud fra den forudsætning, at de anbragte deres sparepenge på fuldt lovlig vis. Men med disse indviklede forhold har den abstrakte moral intet at gøre. Folk, der har bragt sig selv i et dilemma ved ulydighed imod hvad der er ret, må slippe ud af det som de bedst kan. Desuden gør vi vel i at huske, at der er andre at tage hensyn til end jordejerne. Lad os ikke i vor ømme hensyntagen til de fås privilegerede interesser, glemme, at de manges rettigheder er suspenderede; og må vedblive at være det, så længe jorden er monopoliseret af enkelte individer. Det må atter og atter forstås, at retfærdigheden udsteder forskrifter, som vi endnu ikke har lyttet til; og menneskene må lære, at det at berøve andre deres rettigheder til brugen af jorden, er at begå en forbrydelse, som i slethed kun overgås af den forbrydelse at berøve dem deres liv eller personlige frihed. Hvor vanskelig end teorien om alles fælles arveret til jorden kan være at føre ud i livet, forlanger retfærdighed dog alvorligt, at det skal gøres.”

Først 30 år efter at disse radikale udtalelser var faldne, skulle det lykkes Henry George at gøre deres forfatters personlige bekendtskab. Det skete ved en stor privat “reception” i London.

“Der var en vældig stimmel af mennesker, skriver Henry Georges biograf[4], trængsel i alle værelserne og mange berømtheder til stede; deriblandt Tennyson, høj, skødesløs og drømmende poet lige ud til fingerspidserne; og Browning, ved denne lejlighed i det mindste, livlig og vittig og så langt fra at ligne en stor digter, at han, som mrs. George sagde, snarere mindede om en veltilfreds klædefabrikant. Henry George beundrede begge disse mænd, men blev ikke forestillet for nogen af dem. Derimod stødte han på Spencer, så snart denne viste sig”. Han havde lige hørt nogle fortællinger om den store filosofs forfængelighed, som han næppe kunne tro på, da han betragtede ham som lige fast i karakter og anskuelser. “Han ventede derfor at finde en mand, der ligesom han selv betragtede landarbejdernes kamp i Irland som signalet til at rejse spørgsmålet om førsteretten til jorden og de dertil knyttede økonomiske principper. Deres samtale tog hurtig vejen over til Irland, thi næppe havde de hilst på hinanden, før Spencer rettede det bratte spørgsmål til ham, hvad han mente om de sidste sager. Amerikaneren fordømte regeringen og priste ligaen. Spencer modsagde ham heftigt. “De, sagde han (sigtende til de fængslede tilhængere af ligaen) har kun fået hvad de har fortjent. De ophidser folket til at nægte at betale godsejerne hvad der er disses lovlige afgift (rent)”. Denne udtalelse og måden, hvorpå den blev fremført, var så forskellig fra hvad der kunne ventes af den mand, der i Social Statics skrev “retfærdighed tillader ikke ejendom af jord”[5], at Henry George først blev forbløffet og derpå ubehagelig berørt over en så komplet fornægtelse af egne principper. “Det er åbenbart, at vi ikke bliver enige om dette emne”, var alt hvad han kunne sige, hvorpå han brat forlod Spencer. Han var dybt nedslået over denne begivenhed, holdt senere i sit liv aldrig af at tale om den uden for familiens kreds, men til doktor Taylor skrev han kort efter: “Regn ikke mere med Herbert Spencer. Han er frygtelig indbildsk, og det tror jeg ikke, at virkelig store mænd er”.

Det, der siden 1850, da Spencer udgav sit ungdomsskrift, var sket, var ganske simpelt det, at problemet om folkets retmæssige adgang til jorden, fra at være rent teoretisk og akademisk, var blevet praktisk og aktuelt. I Irland vandt de Spencer-George’ske anskuelser terræn hos mange af de jordløse, og derfra banede de sig vejen til den engelske politik. Der var vist ikke så mange, der huskede hvad Spencer havde skrevet for 30 år siden, men da George havde citeret ham og påberåbt sig ham i Fremskridt og fattigdom, og da denne bog nu var begyndt at cirkulere i Storbritannien som aldrig før nogen bog om nationaløkonomi, kom også Spencers navn efterhånden på dagsordenen, og man begyndte at blive spændt på, hvorledes hans stilling til den aktuelle kamp ville være. Fra to diametralt modsatte sider begyndte man omtrent samtidig at hale i ham for at få et forløsende ord; først var der dem på hvis side han i sin ungdom havde stillet sig, dernæst var der den samfundsklasse, han i sit senere liv mere og mere havde sluttet sig til i selskabelig henseende.

At de første, de forurettede, længtes efter en udtalelse fra ham, et sympatetisk og hjælpende ord, der kunne give dem et rygstød i den tilstundende kamp, var ganske naturligt. Dertil havde hans fortid givet berettigede forhåbninger, og årene havde nu ydermere givet ham position og indflydelse; en stor mængde mennesker betragtede ham som deres intellektuelle fører.

Men de kom til at vente forgæves. “Da retfærdigheden trådte ud af de abstrakte diskussioner og blev drøftet på gader og torve, bar Spencer sig ad som den unge hustru i den gamle historie. Hun fortryllede de tilstedeværende med at anråbe døden om hellere at tage hende end hendes ældre mand; men da døden så bankede på døren og spurgte: Hvem kalder mig? svarede hun hurtigt: det var herren inde i det næste værelse”. (H. George).

Men også i den anden lejr opstod der uro. “Sir John og hans Nåde”, som Spencer i Social Statics havde benævnt jorddrotterne, havde ligegyldigt set på, at jordspørgsmålet drøftedes i enkelte blade på akademisk måde. Slige betragtninger over “hvad der egentlig burde ske” kunne endda være ganske pikante; man lærte derved bedre at sætte pris på hvad man havde. Revolutionsmænd har jo gentagne gange været velsete gæster i aristokratiets hjem. Men nu lod det jo til at blive alvor, man talte højrøstet og truende om hvad der nu skal gøres”; problemet rykkede “Sir John og hans Nåde” ind på livet. Intet under, at de store jorddrotter begyndte at tabe tålmodigheden og forlangte at vide hvad meningen var. Alt hvad der var respektabelt i England begyndte at rejse børster og kræve teoretikerne til regnskab. Det begyndte altså at blive varmt også for Spencer; han færdedes jo netop i det mest respektable selskab. “Hvorledes er det egentlig med mr. Spencer, hviskedes det, har han ikke engang i sine unge dage kompromitteret sig?”

I januar 1883 indeholdt Edinburgh Reviev en artikel, der hed Jordens nationalisering, med en anmeldelse af Fremskridt og fattigdom. Samtidig refererede bladet hvad Spencer havde sagt om jordspørgsmålet i Social Statics. Artiklen endte med disse bemærkninger:

“Skribenter som hr. George og hr. Herbert Spencer ligger ikke blot i krig med grundprincipperne for nationaløkonomien, loven, den sociale orden og det private liv, men med det elementære i den menneskelige natur. At angribe rettighederne til privat jordejendom er at angribe ejendommen i den mest konkrete form etc.”

Her blev Spencer altså rent ud denuanceret. Der var ikke andet for end at tone flag. Han sendte derfor St. James Gazette et brev, hvori han først spydigt og bittert beklagede sig over, at Edinburgh Review først har opdaget ham som forfatter, efter at han nu har produceret i 1/3 århundrede, og først har opdaget ham gennem et citat i Henry Georges bog – “et værk jeg lukkede efter få minutters forløb, da jeg så hvor sværmeriske dets ideer var”. Dernæst beklager han sig over, at anmelderen kun kender hans Social Statics“, en bog, jeg har udgivet for 32 år siden, og som jeg har holdt tilbage fra cirkulation i England, en bog, jeg har forbudt at oversætte”, og ikke kender hans senere skrifter. Men dersom anmelderen blot havde læst det kapitel, der følger efter det citerede, ville han have set, at så langt fra at angribe retten til privat ejendom, som han fremstiller det, er mit formål at stille denne ret på et uomtvisteligt grundlag. Havde han kigget i den sidste del af bogen, eller havde han efterset de senere udgivne Study of Sociology og Political Institutions, ville han ikke så frejdigt have parret mig sammen med hr. George, som om jeg hævdede kommunistiske doktriner, lige skæbnesvangre for samfundets velfærd og for menneskets moralske karakter”. Spencer dvæler dernæst ved, at han i sin sidste bog har udtalt, at skønt industrialismen tenderer mod individuel besiddelse af jord, er det tvivlsomt, om det endelige stadium nu er nået; at på et mere fremskredet stadium kan det være, at privat jordejendom[6] vil forsvinde; at det synes muligt, at kommunens oprindelige ejendom af jorden vil blive genoplivet. At kommunens rettighed til jorden, der hidtil har været hævdet i tavshed, måske vil blive hævdet åbenlyst. Disse udtryk viser, siger Spencer, at han om disse spørgsmål udtrykker sig langt forsigtigere og mere betinget end han plejer. Den rent etiske betragtning af sagen harmoniserer ikke ligefrem med de politiske og nationaløkonomiske synspunkter. Alt hvad jeg her ønsker at pointere er, at min mening på ingen måde er positiv; at jeg betragter spørgsmålet som et af dem, der snarere vil blive behandlede i fremtiden end nu”.

Sammenlign en gang dette aktstykke med en passus i Social Statics:

“Der er mennesker, som hader alt hvad der ligner nøjagtige følgeslutninger. Sådanne mennesker forsøger bestandig at forlige Ja med Nej. Hvis‘er og Men‘er og undtagelser er deres fryd. Spørger man dem om jorden drejer sig om en akse fra øst til vest eller fra vest til øst, kan de næsten altid vente svaret: lidt af hvert, eller: ikke helt nogen af delene. Det er tvivlsomt, om de ville gå ind på grundsætningen om at det hele er større end delene uden at gøre en indskrænkning, de sværmer lidenskabeligt for kompromis’er. Og derfor ansøger de i diskussioner som den nærværende stadig om begrænsninger – altid parate til at nedslå, modificere og moderere – idet de bestandig protesterer imod doktriner, som forfølges ud i deres yderste konsekvenser.

Men slige folk trænger til at mindes om, at etiske sandheder er lige så eksakte og urokkelige som fysiske sandheder. Og at i dette problem over jordejendom, lyder moralens kendelse på et bestemt Ja eller Nej. Enten har mennesker ret til at gøre jorden til deres private ejendom, eller de har ikke denne ret. Der er intet midt imellem.”

Sjældent har der vel været så gunstig en lejlighed til at slå en mand med hans egne ord som her! Finder vi i hans brev det mandige Ja eller Nej, der en gang var hans eget ideal? Nej, brevet indeholder lutter men’er og hvis’er og er et eneste forsøg på at nedslå, omdefinere og moderere.

Hvad der måtte harme George og hans meningsfæller mest, var ikke det, at han øjensynlig befandt sig på vild flugt over til modstanderne; intet er naturligere og mere berettiget, end at en mand skifter mening. Men det var det, at han ikke åbent vedkendte sig det; at han ikke havde mod til at erklære: det mente jeg dengang. Nu mener jeg noget helt andet; og at han i stedet for søgte at bortforklare, knibe ud og bagvaske tidligere meningsfæller. Hvorledes er det nemlig han bærer sig ad?

Edinburgh Review havde kun dadlet ham for at have angrebet privat og uindskrænket ejendomsret til jord, han svarer, som om bladet havde beskyldt ham for at have angrebet privat ejendomsret i det hele taget og for at stå i forbund med kommunister o.lign. Indigneret fralægger han sig al forbindelse med slige ryggesløse personer og benytter lejligheden til at ryste George (hvem han ikke har læst) af sig og praktiserer ham over i kommunisternes lejr. Hvor malhonnet og farisæisk denne fremgangsmåde er, vil enhver, der gør sig den ulejlighed at sammenligne det ovenfor citerede af Social Statics med Fremskridt og fattigdom, kunne overbevise sig om. Ingen har vel skarpere taget afstand fra kommunismen end George.

Spencer beklager sig over, at der ikke er taget hensyn til hvad han senere har skrevet; i virkeligheden indeholder hverken de senere kapitler af Social Statics eller noget af, hvad han ellers i mellemtiden havde udgivet, en eneste ændring i hans mening om de foreliggende problemer. Tværtimod bekræftes de gang på gang. Og de udtryk, han i brevet citerer fra sig selv, indeholder jo aldeles ingen reservation; thi de angår noget helt andet; i Social Statics er der tale om hvad der bør ske, hvad retfærdigheden kræver; her drøfter han hvad der sandsynligvis vil ske en gang i fremtiden.

Personligt mest kompromitterende for Spencer er dog hvad George oplyser om “den bog jeg udgav for 32 år siden, som jeg har unddraget fra cirkulation i England, og som jeg har forbudt at oversætte”. Det er en overmåde underfundig sætning, thi den er sand, ren bogstavelig sandhed. Men en anden version af sandheden lyder således: medens han nedskrev dette, cirkulerede bogen rask væk på engelsk i De forenede Stater efter hans eget arrangement, og vedblev dermed længe efter at han havde skrevet det. Først umiddelbart før dette brev havde han besluttet sig til ikke at lade flere aftryk af bogen sende over til England fra De forenede Stater, hvor den blev trykt.

Nu var forholdet imidlertid det, at i England var der dog aldrig solgt noget videre af bogen, og her voldte den ham ubehageligheder, medens den gik strygende i Amerika og i mange år endnu vedblev at indbringe sin forfatter en smuk årlig indtægt.

I øjeblikket havde Spencer dog med sit brev opnået hvad han ville. “Sir John og hans Nåde” fandt de fremsatte forklaringer beroligende og var især tilfredse med, at han havde gjort sit yderste – således opfattede man virkelig sagen – for at undertrykke salget af et ubesindigt ungdomsskrift og var ikke langt fra at finde det lidt ondskabsfuldt af bladene at rippe op i hvad han havde skrevet for så lang tid siden.

1884 udgav Spencer The Man versus the State, et i mange henseender interessant og fortjenstfuldt skrift, hvori han navnlig tilbageviser statens overgreb på det individuelle område. Samtidig gør han drabelige udfald imod alle kommunistiske og socialistiske bestræbelser for jordens nationalisering og regner atter (uden at have læst ham) Henry George med til disse retninger, uagtet han som bekendt er deres diametrale modsætning, aldrig har talt for eller vedkendt sig den tanke, at staten skal bemægtige sig og drive jorden. Han har, som enhver, der kender hans skrifter, ved, kun arbejdet for en inddragelse af den nøgne jords handelsværdi, i form af en enkeltskat, der repræsenterer renten af denne værdi. Og blandt de grunde, han har anført derfor, spiller netop simplifikationen af regeringen en væsentlig rolle. Han har udtrykkelig hvad regering og statsindblanding angår, taget standpunkt contra socialismen.

I 1889 blev John Morley på et vælgermøde i Newcastle interpelleret af en murer, mr. Laidler, om jordens nationalisering. Mureren var en tilhænger deraf, og da J. Morley ytrede en afvigende mening, fik han straks Herbert Spencer spillet ud. Et referat i Times af mødet tvang atter denne til at rykke ud med et par breve, hvori han lige så ivrigt som i det forrige søger at bortforklare de prekære udtalelser i Social Statics.

Imidlertid lader mureren sig ikke forknytte; han sender Times bl.a. følgende bemærkninger: “Under min diskussion med John Morley søgte jeg at afstive mit standpunkt ved at citere det 9. kapitel af Social Statics af Herbert Spencer, og jeg var nu vis på at kæmpe for en god sag, når jeg havde på min side vor tids mest fremragende autoritet. Til min store overraskelse finder jeg nu, at i de breve, han har rettet til Dem (c: redaktionen af Times) synes hr. Herbert Spencer at være meget omhyggelig for at tilbagekalde de læresætninger, han så veltalende docerede 1850. Skønt det er almindeligt, at politikere nu til dags tilbagekalder principper og deduktioner, de tidligere har hyldet og slutter sig til andre, som de tidligere energisk har fordømt, skulle man ikke vente den samme vaklen fra en fremragende filosofs side som Herbert Spencer. Efter min mening synes det 9. kapitel af Social Statics, som behandler “retten til brug af jorden”, at være netop så sandt, så logisk, så uigendriveligt et argument til gunst for jordens nationalisering, som det uden tvivl forekom hr. Herbert Spencer at være den dag, det blev skrevet. Men han synes nu at fornægte sin egen genius’ afkom. Vi har dog ret til at udbede os, at hr. Herbert Spencer, i stedet for en vag tilbagekaldelse i almindelige udtryk, specielt fortæller os hvilke deduktioner han har forladt, og hvorfor han har forladt dem.”

Det faldt ikke Spencer ind direkte at svare mureren; overhovedet optrådte han nu ikke mere på arenaen, men pakkede sig selv og sit standpunkt til den foreliggende sag omhyggeligt og fornemt ind i en mængde ord, som han anbragte således i sit store værk, Den syntetiske filosofi, at der skulle mere end almindelig behændighed til at finde ham.

Men Henry George viger ikke tilbage for dette utaknemmelige arbejde, der synes ham nødvendigt som følge af modstanderens uhyre autoritet. I sit allerede ovenfor omtalte skrift A Perplexed Philosopher (London 1893) forfølger han utrættelig det mål at få Spencers virkelige standpunkt frem i dagslyset og dets inkonsekvens blottet. Vi skal i det følgende give en oversigt over dette sidste afsnit af striden.

Spencer begynder sin fremstilling med at fastslå, at overgang fra fælleseje til individuelt eje i sin tid ikke er sket ved frivilligt samtykke. Det er sket ved vold, erobringer og lign. Midler, der intet som helst forhold har til retfærdighed. Da vi nu fra tidligere udtalelser ved, at “menneskehedens ret til hele jordens overflade stadig er gyldig trods alle kontrakter, vedtægter og love”, skulle man vente konklusionen: altså må der ikke tøves med at skaffe menneskeheden den tabte rettighed tilbage.

Men nej! Spencer manøvrerer i helt anden retning. Han fortsætter: under de krigeriske perioder skete der som alt sagt tab af individuel frihed, men der er sammen med militarismens nedgang og industrialismens vækst sket en generhvervelse af individuel frihed og en generhvervelse af en sådan delagtighed i jordeje, som indeholdes i den andel, enhver har i at udnævne den korporation, parlamentet, som nu råder over jorden. Og forudsætningen er, at medlemmerne af fællesskabet, der under almindelige forhold gennem deres repræsentanter udøver magten til at inddrage og bruge efter eget tykke enhver som helst del af jorden, kan, hvis de finder for godt, tilegne sig og bruge alle dele af jorden. “Men eftersom retfærdighed og daglig vane i lige grad underforstår, at de nuværende besiddere af særlige jordarealer ikke må berøves deres ejendom, uden at de til gengæld får dens retmæssig vurderede værdi, er det også underforstået, at den samlede inddragelse af jorden fra fællesskabets side kun retfærdigt kan iværksættes ved et samlet køb. Hvis den direkte udøvelse af besiddelsen inddrages af kommunen uden køb, ville kommunen samtidig med, at den tog hvad der er dens eget, tage et umådelig større beløb af hvad der ikke er dens eget. Selv om vi ser bort fra de mangfoldige komplikationer, som århundrede efter århundrede har blandet menneskenes krav sammen i uløseligt vildrede[7] – selv om vi reducerer sagen til dens simpleste teoretiske form, må vi tilstå, at alt hvad der kan gøres fordring på af kommunen er jordens overflade i dens originale ukultiverede tilstand. Til al den værdi, der er nedlagt i den ved rensning, rydning, lang kultur, indhegning, dræning, vejbygning, bygninger etc., ting, der udgør næsten al værdien (!), har fællesskabet ingen ret. Al denne kunstigt skabte værdi er blevet de eksisterende besidderes ejendom og kan ikke uden et gigantisk røveri tages fra dem.”

Det er svært at komme ind gennem alt dette til des Pudels Kern. Men det skal det nok også være. Lad os se: udgangspunktet er, at privat uindskrænket jordeje er kommet i stand væsentlig ad forbryderisk vej. Men heldigvis er der igen sket en tilbageerobring af folkets ret til jorden. Hvorledes spørger man forbavset? Jo, ved at folket gennem sine repræsentanter forbeholder sig at tage jorden i besiddelse imod fuld betaling! Hvilket lykkeligt resultat, hvilket forbløffende, enestående held; at vi ikke behøver at røre os, retfærdighedens fordring er netop sket fyldest i de love, vi har. Folket er jo i tryg besiddelse af sin jord; det er i en øjenforblændelse, når en fattig landarbejder tror, at han ingen ret har til jorden. Har han ikke ret til at vælge til parlamentet, og har ikke dettes flertal (ganske vist kun dets flertal) ret til at tage så meget jord, det vil – mod fuld betaling!

Har man ikke lov til at kalde slige ræsonnementer for svindel og taskenspilleri? Den ret, som er gået tabt ad forbryderisk vej, og som nok så mange århundreder ikke kan udslette, skal købes tilbage. Spencer synes åbenbart selv, at en så besynderlig påstand trænger til nærmere forklaring og forsvarer den med, at alt hvad kommunen kan gøre fordring på er “jordens overflade i dens originale, ukultiverede tilstand”. Den slutning, han lægger til rette for sine læsere, ser da således ud: ligesom rettighederne i tidernes løb er blevet så infiltrerede, at de nu ikke er til at rede ud i praksis, således er de værdier, der ved generationernes fortsatte arbejde er nedlagt i jorden, nu ikke til at skille fra den værdi, jorden i sin nøgne ukultiverede tilstand har.

Da dette er tilfældet, og da de arbejdsskabte værdier udgør “næsten al værdien”, må vi, hvis vi ikke vil gøre os skyldige i vold og svig, erstatte den jords værdi, vi tager i besiddelse, en bloc. Moral: derfor er det bedst at lade de nuværende jordbesiddere i uindskrænket besiddelse af den jord, de har, thi en sådan erstatning ville ikke kunne betale sig!

Hvad mener Spencer med, “at jordens overflade i dens originale, ukultiverede tilstand er alt hvad det offentlige kan gøre krav på”, og hvad vil han opnå med at fremhæve, at den kunstige værdi, som næsten 2000 års arbejde har nedlagt i jorden, ikke er til at udskille fra hin? Skal et lands befolkning kun have ret til den værdi, jorden havde, før den overhovedet var beboet? Denne værdi er jo 0. Og skal de nuværende ejere have ret til værdien af alle de forbedringer, der i seklernes løb er udført, værdien af dem i deres oprindelige tilstand, da de endnu var nye og ubrugte? Skal de have ret til værdien af alle de dræninger, grøfter, indhegninger, bygninger, der er udført gennem flere tusind år; skal en grundejer i London f.eks. have værdien ikke blot af de nuværende bygninger, men også af dem, der har eksisteret før den store ildebrand? Det er vanskeligt at finde nogen mening heri.

Der er jo desuden mange grunde, som nu, trods alt det arbejde, der er anvendt på dem, er mindre værd, end hvis dette arbejde ikke var udført. Tænk på en grund med en gammel bygning på, som er bestemt til nedrivning og nybygning. Tænk på en halvtømt kulmine. Tænk på jord, der er udpint. Skulle de nuværende jordejere have erstatning for disse “forbedringer”, blev den absolut på den negative side.

Nej, hvad befolkningen har ret til er åbenbart værdien af jorden som den er i øjeblikket (minus værdien af de arbejdsskabte forbedringer, der påviselig nu er til stede). Det er ikke hvad der er sket i fortiden, der giver et stykke jord værdi, det er den nuværende befolkning og dens aktivitet. London kunne blive ødelagt ved ildebrand ligesom San Francisco er blevet det ved et jordskælv; – hvis blot de årsager vedbliver, som koncentrerer befolkningen på dette bestemte sted, vil jorden beholde sin værdi. Vi lever fra hånden og i munden! Hvad vi har fra vore forfædre er ikke stort mere end sprog, traditioner, love, vaner, et forråd af overleverede kundskab inklusive en stor mængde fordomme og overtro. Hvis nogle af os er rigere end de burde være, og flere af os fattigere end vi burde være, er det ikke på grund af en urigtig rigdomstilegnelse i en død og svunden fortid men på grund af de urigtige rigdomstilegnelser, som finder sted nu.

Hvis man loyalt vil lægge denne fornuftigere mening i Spencers ord, at hvad ejeren har ret til er de nu eksisterende arbejdsskabte værdier, vil der teoretisk intet være til hinder for at underskrive sætningen; men i samme øjeblik falder også de praktiske betænkeligheder bort. Lad Spencer have god ret i at mene, at alt hvad der er foretaget af forbedringer eller omkalfatringer af jorden i flere tusind år ikke er til at udrede, så gælder dette i al fald ikke de nu eksisterende forbedringer, og det har adskillig mere interesse for etikken og nationaløkonomien.

Det påstås atter og atter at den ide at udskille selve grundværdien fra eksisterende forbedringer og tilbygninger kun kan eksistere i teoretikeres hjerne, i praksis kan den aldrig udføres. Det gælder ikke; den er løst i praksis, gang på gang og under de forskelligste og vanskeligste forhold. For 4 år siden blev den løst fuldt tilfredsstillende for verdens vanskeligste bys (New Yorks) vedkommende ved en da stedfindende taksation. (Samme taksation leverede tillige et modbevis mod den Spencer’ske påstand, at “de arbejdsskabte værdier udgør næsten al værdien”; det viste sig, at selv de uhyre kostbare bygninger i Manhattan-kvarteret ikke var nær så værdifulde som den grund, de stod på). Den særskilte vurdering af den nøgne jordværdi foretages daglig i forretningslivet f.eks. ved køb og salg af ejendomme bestemte til nedrivning, myndighederne har her og der (nylig også hos os) sat sig i bevægelse for at få den beregnet for hele byers vedkommende.

På disse skær behøver den retfærdige inddragelse af hvad der er samfundets fællesgods altså ikke at strande. Ved blot at tage den årlige rente af den således takserede rene jordværdi kan samfundet sikre sig sit (c: den værdi, det selv har skabt) uden at fordrive en eneste nuværende jordejer fra hans besiddelse og uden at bebyrde sig selv med administration og drift og dertil hørende embedsmaskineri.

Spencer argumenterer imidlertid bestandig, som om han aldrig har hørt en sådan tanke fremsat, han forudsætter hele tiden, at det man vil, er jordens (ikke jordværdiens) nationalisering eller ekspropriering; kun derved bliver det ham muligt med skygge af beføjelse at gøre sig til talsmand for den fulde erstatning.

Da denne påstand om fuld erstatning ikke blot kommer til orde her, men overhovedet altid fremdrages, når statens ret til at gribe ind i den enkeltes ubetingede rådighed over jorden hævdes, og man næsten altid bruger den samme analogi som Spencer anfører, statens erstatningspligt ved en enkelt ekspropriation, skal vi kortelig referere de argumenter, George i sit stridsskrift mod Spencer møder den med.

At staten skal give den enkelte mand et vederlag, hvis den f.eks. rydder en bygning af vejen for at bane vej for en eller anden offentlig foranstaltning, ligger dels i, at staten ikke handler retfærdigt ved at gøre forskel, ved at gøre indgreb hos en frem for hos en anden. Sæt at en skat var nok så retfærdig; det ville dog aldrig blive nogen retfærdig fremgangsmåde kun at opkræve den f.eks. af de rødhårede alene.

Når man vil bedømme hvad staten har moralsk ret til at tilegne sig uden erstatning, ligger hovedvægten på at klargøre sig hvad der ejes med virkelig moralsk beføjelse. Retten til erstatning må, hvis den hævdes som en moralsk, ikke blot som en juridisk ret, selvfølgelig kunne henvise til et princip, der afgør hvad man ejer med moralsk ret og hvad ikke. Man kan ikke møde moralske synspunkter med juridiske, f.eks. køre op med den hellige ejendomsret, når man dermed kun mener den legale statssanktionerede ejendomsret; det er at svare i øst, når man spørger i vest.

På dette område kan der kun kæmpes ud fra en eneste basis: om man anerkender, at der gives to væsentlig forskellige slags ejendom. En, der efter naturens ret og moralens lov er sand ejendom, de arbejdsskabte værdier, og en anden, der kun kan opretholdes ved statsmagtens fortsatte vilkårligheder, fordi den er en særret. Til den sidste art hører alle slags monopoler, beskyttelsestold, arvelige pensioner og frem for alt privat jordmonopol.

Er man gået ind på denne forudsætning at skelne mellem hvad der ejes med moralsk ret og hvad ikke, er det åbenbart meningsløst at kræve, at de ikke moralsk begrundede særrettigheder, der fjernes, skal erstattes. Det er jo kun at give med den ene hånd hvad man tager med den anden; på den måde kan der ikke reformeres.

Det må fastholdes, at værdien af selve jorden kun er udtryk for den forventning, at staten fremdeles vil tillade jordens indehavere at tilegne sig værdier, som tilhører alle. Kan man nu kræve, at staten skal give erstatning til den, som har taget fejl i sine forventninger om dens fremtidige handlinger, endog hvor der intet moralsk element er med i spillet? Hvad man forlanger, er intet mindre end at staten skal give erstatning, når den skuffer folks forventning om at den vil vedblive at øve uret.

Når staten ophæver slaveri, arvelige pensioner, beskyttelsestold eller forrettigheder af enhver art, tager den da noget af folks sande ejendom – noget de virkelig har? Nej, ved ophævelse af slaveriet nægter den simpelt hen for fremtiden at tvinge det ene menneske til at arbejde for det andet. Ved ophævelse af slaveriet nægter den kun for fremtiden at tage nogle menneskers retmæssige ejendom og give andre den. Ved ophævelse af beskyttelsestold nægter den kun for fremtiden at krænke alles naturlige ligeret og at tilføre enkelte en unaturlig fordel. Ved ophævelsen af særlige forrettigheder nægter den kun for fremtiden at bruge sin magt til at give nogle overhånd over andre.

Men i “erstatning” er jo værdiopvejelse indeholdt, at give vederlag for ophævelsen af en uret er at give dem, som profiterer af den, pengevederlag for dens fortsættelse. Nu har staten jo intet, som ikke tilhører de mennesker, der udgør staten. Hvad den giver til nogle, må den tage fra andre. Afløsning mod erstatning er derfor ikke virkelig afløsning, man vedbliver under en anden form – på den ene side med uretfærdigt afsavn, på den anden med uretfærdig tilegnelse.

Man indvender: “Her er en mand, som i tiltro til, at visse forhold ville vedvare, anbragte det, han havde tjent, i ejendele, hvis værdi afhænger af disse forhold. Hvis staten nu ophæver dem uden at give ham vederlag, øder den da ikke hans arbejdes frugt?”

Svaret er klart: Nej, den gør ikke. Sæt f.eks., at ejendommen er en slave. Det, som staten “øder” ved at ophæve slaveriet, er ikke det han har givet for slaven, men slavens salgsværdi. Om køberen ved hæderligt arbejde har tjent det, som han ombytter med en slave, kommer ikke sagen ved, det er ikke som arbejder, men som slaveejer, han kommer til at lide.

“Men”, vil man muligvis sige, “den som køber noget, der længe har gældt for ejendom, er helt anderledes stillet end den første indehaver. I vort retsvæsen skelner vi jo imellem den uretmæssige tilegner og den “godtroende” køber; og langvarigt eje plejer jo at ophæve mulige mangler ved den oprindelige adkomst. Dette princip bør da også staten gøre gældende overfor de enkelte borgere. Hvis den fratager godtroende købere noget, der længe har gældt for at være ejendom, bør den altså give vederlag derfor”.

Godtroende købere af noget, som rummer en uret imod andre! Er det ikke meningsløst. Gælder det overfor vore lovlige domstole, at “ukendskab til loven undskylder ingen”, hvor meget mere må det da ikke gælde overfor moralens domstol – og det er jo den, vore vederlagskrævere hentyder til!

Og uvidenhed kan kun afbøde den straf, der tilkommer bevidst brøde; nogen ret kan den ikke give. Hvis du uden at vide det træder på mine tæer, så må du pænt bede mig om ikke at blive vred; men nogen ret til at blive stående på dem opnår du ikke. “Caveat emptor!” er Lovens lære: “Køberen må se sig for!”

Spørgsmålet om ejeretten til en kjole, et stykke værktøj, et hus eller en balle varer er et spørgsmål om ejeretten til foreliggende resultater af udført arbejde. Af selve tingens natur ved vi, at nogen må eje den. Men på grund af de menneskelige evners utilstrækkelighed kan det rigtignok i tidens løb blive tvivlsomt, hvem der er den rette ejer, og vi må da ofte nøjes med at antage, at det er indehaveren. Men spørgsmålet om ophævelse eller ikke ophævelse af slaveri, privat jordmonopol, handelsmonopol, arvelige pensioner eller beskyttelsestold drejer sig om, hvorvidt staten vedblivende skal støtte nogle mennesker i den uretfærdige tilegnelse af andres arbejdsudbytte. Mulig uklarhed med hensyn til forudgående transaktioner kan her ingen indvirkning få på afgørelsen,

Henry George slutter sine overvejelser af erstatningsspørgsmålet med en mere direkte henvendelse til Herbert Spencer, som følge af, at denne stadig behandler problemet ud fra den urimelige forudsætning, at George og de øvrige forkæmpere for alles lige ret til jorden, kun skulle kende den udvej at lade staten ekspropriere og udstykke den. Han siger:

“Jeg har omhandlet erstatningsspørgsmålet, dette jorddrotvældens sidste værn, fordi det så vedholdende føres i marken, ikke fordi det affødes af noget af det andet som jeg har kæmpet for. Vi, som foreslår den eneste naturlige og derfor letteste udvej til at give menneskene deres ligeret tilbage, – enkeltskatten – vi foreslår ikke at fratage jordejerne noget af det, som de nu har. Vi vil lade dem beholde det, selv om det skulle være kommet dem i hænde som en frugt af uretfærdighed. Vi foreslår kun at tage til statens brug det, som rettelig tilhører staten. Og lade den enkelte beholde det som rettelig tilhører ham.

Men ved den klodsede måde at afløse privat jordeje på, som man har kaldt “jordens nationalisering,” tager man den retmæssige ejendom – forbedringerne på jorden – tillige med den uretmæssige – selve jorden. Derved bliver vederlagskravet stillet på en sådan måde, at det forvirrer tanken og synes at måtte gælde selve jordejet. Jorden skulle jo derefter ligefrem eksproprieres af staten og så lejes ud. Nu er vi jo vant til at der gives vederlag til ejerne, når visse stykker af jorden tages til statens brug. Og dette er, som jeg har påpeget, retfærdigt nok. For den overfladiske tankegang ligger det derfor nær, at når staten tager al jord for derefter at leje den ud igen, så må den give alle ejere vederlag. Jordens nationalisering giver således erstatningstanken en tilsyneladende berettigelse.

Dette er grunden til, at tanken om erstatning er så stærkt oppe i visse klasser i England, medens den er næsten ukendt i Amerika. I England har der nemlig været en hel del tale om jordens nationalisering medens bevægelsen i Amerika lige fra først af er gået i retning af enkeltskatten. Og det er også grunden til, at det i England næsten altid lykkes jorddrotvældens forkæmpere at lade som om statens overtagelse af selve jorden er det eneste, der omhandles, skønt de, der er talsmænd for “jordens nationalisering” kun er få og svage i sammenligning med den store skare, der vil have jordejeretten afviklet ved hjælp af en skattereform. Man vil således lægge mærke til, at Herbert Spencer i Justice aldrig så meget som hentyder til forslaget om at sikre ligeretten til jorden ved at inddrage jordværdien og ikke selve jorden. Og dog kan han ikke være så uvidende om hvad der foregår omkring ham. At han ikke ved, at det netop er i den retning, kampen mod jorddrotvælden går og må gå. Han lader, som om han intet ved derom, fordi der ad den vej ikke er nogen plads for forslag om erstatning eller endog blot tanke om erstatning.

Det kan næppe, selv af modstandere, nægtes, at Henry Georges indlæg imod Herbert Spencer i A Perplexed Philosopher, trods den bitre undergrund, er ført med megen loyalitet på grundlag af udførlige dokumentationer. På denne saglighed håber jeg heller ikke, at ovenstående afhandling har gjort brud, selv om pladsen ikke tillod at anføre alle sagens akter. Dommen over stridens udfald både kan og må læseren selv fælde.

[1] Dansk udgave 2019 på Forlaget Fritanken /pma
[2] Forfatteren bruger her ordet Property og mener dermed “udelukkende eneret, uden afgift til samfundet”
[3] Possession (i betydn. af uindskrænket og afgiftsfri eneret).
[4] Henry George jr.: The Life of Henry George. London 1900.
[5] Property.
[6] Ownership
[7] Smlgn. hermed Social Statics: hvor længe vil det vare, før det, der oprindelig er uret, kan blive ret?