Dr. phil. Axel Dam
Skal staten være moralsk?
Udgivet af Danmarks Retsforbund 1925
1. Det rette statsstyre.
Mange forskellige statsformer har afløst hinanden, snart ved revolutioner, snart ved statskup og snart ved lovmæssigt vedtagne forfatningsforandringer. Fælles for alle disse forandringer i statsstyret har været den hensigt at forebygge sådanne magtmisbrug, som det forudgående statsstyre har gjort sig skyldig i.
Men hvad den ene kalder misbrug af statsmagten, det synes den anden er en såre fornuftig og rigtig anvendelse af magten. Det er derfor håbløst at vente enighed om det rette statsstyre, så længe man tager stilling til hver statsforanstaltning og hver lov for sig og blot spørger, om man synes om dens indhold og hensigt eller ej. Man ræsonnerer da fx. på følgende måde: at hjælpe gamle, svage og syge er godt; altså er det godt og rigtigt, at staten øver godgørenhed. Eller: alkohol er skadeligt; altså er det godt og rigtigt, at staten umuliggør alkoholnydelse ved at forbyde handel dermed og produktion deraf.
Så længe man på sådan måde tager stilling for og imod de enkelte lovforslag alene efter, om deres indhold stemmer med ens ønsker eller ej, vil politik forblive en kamp mellem borgerne, en kamp om magten til at bestemme lovenes indhold.
De politiske partier er så optagne af, hvorledes de vil regere, når de kommer til magten, at de slet ikke interesserer sig for at drive en politik med den mulighed for øje, at de i stedet for at blive de regerende vil få den skæbne bestandig at leve under love, som gives af deres politiske modstandere.
Hvis blot denne frygt for modstandernes dårlige lovgiveri var lige så stærk som deres iver efter selv at komme til at lovgive, ville de måske se det fornuftige i at pålægge sig selvet vist mådehold, en vis begrænsning i magtanvendelsen, såfremt der skaffedes sikkerhed for, at modstanderne måtte underkaste sig samme begrænsning, når de var ved magten, at man med andre ord fik en grundlov, der ikke blot indskrænkede kongemagten, men også flertalsmagten, så magtmisbrug også fra dennes side blev forhindrede.
2. Men kan der overhovedet på saglig upartisk måde skelnes mellem brug og misbrug af magten?
Ja, der kan; thi vi gør det jo med stor sikkerhed i forholdet mand og mand imellem. Der er her blandt retskafne mennesker ikke skygge af tvivl om, hvad der er berettiget og hvad der er uberettiget anvendelse af magt eller tvang overfor et medmenneske.
Forsvar mod vold, mod angreb på person eller ejendom samt fremtvingelse af indgåede forpligtelsers opfyldelse er den eneste berettigede magtanvendelse. Al anden magtanvendelse for at tvinge andre mennesker til at rette sig efter vore ønsker er uberettigede indgreb i vedkommendes frihed.
Enten må nu den samme moral gælde for statsmagten, eller der må gælde en anden moral end den retskafne borgers eller også gælder der slet ingen moral. Flere muligheder gives der ikke.
Den sidste af disse muligheder vil ingen for alvor kunne hævde. Et vist skin af retfærdighed (i motiveringen i hvert fald) må selv de uretfærdigste love have; ellers vil ingen forelægge dem eller stemme for dem. Love, der af alle erkendes for at være direkte umoralske, kan ikke vedtages.
Spørgsmålet bliver altså kun, om der kan gives nogen som helst grund for, at der skulle gælde en anden moral for staten end for dens borgere indbyrdes. Da statsmagten ikke er et overnaturligt væsen, men kun udtryk for menneskelig vilje, enten en eneherskers vilje eller en sammenslutning af flere borgeres, fx. de af flertallet valgte repræsentanters, bliver forholdet mellem et sådant ‘flertal’ og mindretallene et nøjagtigt sidestykke til forholdet mellem en større borger og en mindre borger, et stærkere individ og et svagere individ. Antallet af voldsmænd kan lige så lidt som størrelsen eller styrken af den enkelte voldsmand gøre en umoralsk handling moralsk. Men skal den sammenslutning af borgerviljer, der optræder under navn af statsmagt og lovgivning, respektere de samme regler for retskaffenhed, som den enkelte borger må respektere, da bliver der ved hver statsforanstaltning og hver lov ikke blot det spørgsmål, om det skønnes at være noget godt, der herved udrettes, men også, om det er berettiget at bruge magt og tvang til at gennemføre den overfor de modvillige eller uinteresserede.
Da statens væsen altid er magt og tvang, dens love som følge deraf befalinger, ikke venlige råd og opfordringer til frivillige ydelser, vil anerkendelsen af moralen som rettesnor for statsstyre gøre det muligt at give et for alle retskafne mennesker bindende og forpligtende svar på spørgsmålet:
3. Hvilken er den rette politik, den moralsk rigtige statsordning?
Svaret på dette spørgsmål har man givet navnet retsstaten. Som enhver anden statsform bruger den – om fornødent – magt for at gennemtvinge sine loves overholdelse. Når man kalder dens modsætning, de bestående stater, for magtstater, er det altså ikke for at betegne, at retsstaten ingen magtmidler skal råde over.
Forskellen er den, at magtstaterne forlanger anerkendt som ‘ret’ alt, hvad magthaverne vedtager skal gælde som lov, medens retsstaten omvendt kun vil gøre til lov, hvad der er ret i følge den uskrevne og eviggyldige retfærdighedens lov, som magtstaterne ikke vil bøje sig for. Og dog har enhver, der anvender udtrykkene retfærdige og uretfærdige love – og det gør jo alle lovgivere under behandlingen af lovforslag – dermed indrømmet, at der eksisterer en sådan retfærdighedens lov; ellers kunne man jo ikke have noget begreb om, hvorvidt en gældende lov eller en foreslået lover retfærdig eller ej.
Alle – selv politikerne – bøjer sig da også for denne lov, ‘enhver sit’, så længe der kun er tale om staten som retshåndhæver i privatretlige forhold mellem borgerne indbyrdes. Der er ingen principiel uenighed om, at visse handlinger er grove krænkelser af andres ret, fx. vold og tyveri, og at andre handlinger – ganske bortset fra, om de er fornuftige eller ufornuftige, ja, måske ganske naragtige og tåbelige – ikke indeholder nogen retskrænkelse mod andre og derfor ikke giver staten nogen beføjelse til at skride ind mod dem med magt.
En statsmagt og en lovgivning, der kun gav sig af med at værne sine borgere mod forbrydelser og forurettelser fra andre borgeres side og – hvor uret er begået – skaffe den krænkede oprejsning og erstatning for tort og svie, ville ikke give anledning til heftige politiske partikampe. Dertil er enigheden om, hvad der er forbrydelse og hvad ikke, for stor.
Kun i ganske særlige tilfælde kan der være tvivl herom, fx. fosterfordrivelse, hjælp til selvmord; eller tvivlen gælder vel nærmest kun graden af strafskyldighed, fx. overfor barnemord, hæleri og medviden om et strafskyldigt forhold el. lign. Ingen vil i hvert fald fristes til offentlig at tage stilling til love om sådanne forhold ud fra noget som helst andet synspunkt end retfærdighedens. Personlige eller økonomiske særinteresser vil her ikke kunne virke forplumrende på en saglig politiks rene linjer.
4. Statens opgave kan imidlertid ikke indskrænkes til gennem politi og domstole at værne borgernes person og ejendom mod vold.
Det er den nødvendigste statsopgave. Hvis der intet retsværn var, ville man være henvist til selvtægt, og det ville blive ensbetydende med, at ‘den stærkeres ret’ ville være gældende. Kun som fællesanliggende og fællesopgave kan behandlingen af retskrænkelser gøres upartisk og retfærdig. Men det er ikke den eneste statsopgave.
Der er andre fællesanliggender og fællesopgaver, som alle i virkeligheden har samme interesse i at få løst, men som ville blive meget ufuldkomment løst, hvis det skulle overlades til dem, der umiddelbart kunne se deres fordel ved frivilligt og på egen bekostning at varetage dem, fx. anlæg af veje o. lign.
Private veje, som bruges af flere, er gerne afspærrede ved en bom, til hvis åbning kun ejerne af vejen har nøgle. Derved sikrer man sig, at vejen ikke bruges og slides på af dem, der ikke har bidraget til dens anlæg og vedligeholdelse, og dette er berettiget ud fra retfærdighedsprincippet: enhver sit, vederlag for ydelse.
Tænker man sig denne ordning fuldt gennemført overalt i landet, ikke blot for kørevejes, men også for gangstiers og cykelstiers vedkommende, kort sagt fuldt gennemført privateje af al jord og al grund lige ud til kysten! Ja, et stykke ud i vandet kunne man jo endog strække afspærringen; og selv det ‘åbne’ hav, som ikke godt kunne beslaglægges, ville da faktisk være afspærret for alle, der ikke ‘ejede’ et stykke kyst.
Det er let at se, at en sådan ordning ikke blot ville være yderst upraktisk og besværlig; men at det ligefrem ville være en krænkelse af alles lige ret til at leve på den jord, som vi alle fødes på, og som vi alle skal leve ikke blot på, men også af.
Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive, og af jorden får vi alle vore livsfornødenheder. Denne vor umiddelbare afhængighed af jorden er blevet noget tilsløret ved den store arbejdets deling i de moderne samfund, hvor ikke alle arbejder direkte med jorden eller med råstofferne. Mange er beskæftigede med ombytning og fordeling af færdige varer (handel), andre med arbejde af åndelig art og tilbytter sig derved de mere elementære livsfornødenheder, som hentes fra jordens skød. De har da ikke brug for anden jord end den plads, de skal opholde sig på, og de samfærdselsveje, ad hvilke de får deres fornødenheder tilførte og selv kan få deres arbejdsydelser førte hen til de steder, hvor der er efterspørgsel efter dem.
At alle er interesserede i, at der findes sådanne for alle tilgængelige samfærdselsveje, er derfor umiddelbart indlysende, og følgelig er vejvæsenet et offentligt fællesanliggende. De dertil fornødne jordarealer er da også enten forblevet i offentligt eje eller gøres dertil ved såkaldt ekspropriation, når de befinder sig på private hænder.
5. Hvorledes får staten midler til at afholde sine udgifter?
Hvorfra kan nu det offentlige, fællesskabet eller almenheden, på retfærdig måde få de fornødne pengemidler til at bekoste disse anlæg og ekspropriationer? Efter retfærdighedens princip – enhver sit, vederlag for ydelse skulle de betales af dem, der nyder godt deraf, og i samme forhold, som de nyder godt deraf; og dette synes jo umuligt at beregne og at praktisere, selvom man ville gennemføre det mest omstændelige bompengesystem. Dyrt og upraktisk ville det være, og det er da også ganske overflødigt at indføre en sådan vejskat, der nøjagtigt skulle dække og retfærdigt fordele, hvad vejenes anlæg og vedligeholdelse koster; thi vejene betaler sig selv og forrenter sig selv, ganske vist ikke til statskassen,. Men til de personer, der er så heldige at eje de arealer, som i kraft af deres beliggenhed stiger i værdi ved den lettere adgang til og fra dem, som vejene skaber, ja, som helt uden adgang ville være helt uden værdi for et samfundsmenneske. Denne forøgede beliggenhedsværdi indkasserer grundejerne i form af højere lejeafgift eller højere salgspris fra de mennesker, der må afkøbe dem adgangs- og brugsretten til jorden mod betaling for hver kvadratmeter af det pågældende jordareals parceller.
Vejskatten opkræves altså allerede nu, og det gennem en fuldstændig automatisk og selvregulerende ‘skatteligning’. Den går bare i private lommer i stedet for i statens kasse. Det er ganske vist ikke vejanlæg alene, der skaber denne stigning; alle samfundsforbedringer, ja, alene samfundets tilvækst i folkemængde, bringer jordrenten til at stige.
Netop derfor er jordrenten, pladslejen eller hvad man nu vil kalde det, fællesskabets eller samfundets naturlige og retmæssige indtægt, hvoraf alle fællesudgifter burde bestrides, fordi det kun ville være tilbagebetaling til staten af de udlagte penge og vederlag for de goder, som samfundet yder jordens brugere. Dette er et simpelt retfærdighedskrav og intet som helst andet.
6. Overgangen til en retsstat.
(hvorledes opnår man retfærdighed uden at gøre uret?)
Når mange har så vanskeligt ved at indse det, ligger det i, at de straks blander det sammen med et andet og langt mere indviklet spørgsmål, nemlig hvorledes man kan komme over i en sådan retfærdig tilstand uden en voldsom krænkelse af alle tilvante og hævdvundne begreber om privat ejendomsret. Af rædsel over den formentlige uretfærdighed, som overgangen vil medføre, taber de da interessen for en retfærdighed, der må skabes gennem en ny uret.
På den anden side kan spørgsmålet om, hvorledes overgangen lader sig ordne, ikke gøre regning på nogen interesse, før man er begejstret for det mål, denne overgang skal føre til, og før man klart har indset, at opretholdelsen af den bestående samfundstilstand er en bestandig fortsat uret, der ikke bliver en smule mindre uretfærdig, fordi den kun er en fortsættelse af en gammel uret.
Forholdet er nemlig ikke – således som mange synes at mene – det, at begreberne retfærdighed og uretfærdighed kun kan anvendes på forandringer fra det bestående, og at uretfærdighed undgås, så længe man lader det bestående forblive som det er.
Så længe man undlader til samfundets brug at indkassere dets retmæssige indtægter, bliver man nødt til at skaffe samfundet indtægter på uretmæssig måde, nemlig ved skatter. Og hvis så endda disse uretmæssige indtægter begrænsedes til, hvad der er nødvendigt til bestridelse af samfundets retmæssige udgifter, så var der dog derved sat en bestemt grænse for skatteplyndringen; thi det retmæssige har altid sine sagligt afstukne grænser. Uretten derimod har i sig ingen selvregulerende begrænsning; den kan flyde over alle bredder og er derfor et frygteligt skråplan at komme ind på.
Skatteudskrivningen er et sådant skråplan, fordi der ingen grænse kan drages mellem uberettigede og berettigede skatter – af den simple grund, at de er uberettigede alle. Når der hverken er nogen grænse for, hvilke slags indtægter staten kan skaffe sig gennem skatter, eller hvilke slags udgifter den kan benytte skatterne til, er det intet under, at politik former sig som borgerkrig mellem klassepartier, der kæmper med mere eller mindre giftige våben om at komme til magten for derved at få nøglen til alle pengekasser i landet, både offentlige og private.
Hvad en privatmand ikke – uden at risikere tugthusstraf – kan tvinge sin nabo til at yde penge til, det kan en sammenrottelse af partifæller – så snart de får flertal i rigsdagen – bruge selve lovgivningsmagten til at afpresse skatteyderne penge til.
Det parlamentariske system – flertalsmagtens diktatur – har skabt det farligste af alle monopoler, som nogensinde har eksisteret, nemlig dispensation fra hæderlighedens, retskaffenhedens, moralens grundsætninger og bud.
7. Retsstaten bygger på gammel erfaring.
De moralske grundsætninger, som retsstaten hviler på, er på ingen måde nye tanker. De har været kendte og hævdede mand og mand imellem, så længe der har levet hæderlige mennesker, dvs. i tusinder af år. Det nye er kun kravet om, at også statsmagten skal bøje sig for disse grundsætninger. Den skal kun være en retskaffen forvalter af menneskenes fælleseje og af de nødvendige fællesopgaver, som ikke lige så godt eller bedre kan løses ad privat vej gennem frivilligt samarbejde.
Det nye ved retsstaten bliver derfor ikke det, at den tager sig af retsvæsen, politi og forsvarsvæsen, af vejvæsen til lands og fyrvæsen til søs, af offentligt sundhedsvæsen, af formynderi for de forkrøblede og abnorme individer, der ikke har private forsørgere, samt af mønt- og pengevæsen, af offentlige arbejder til beskyttelse af naturværdier (som kyster og skove) og nationale mindesmærker. Thi alle disse ting har jo også hidtil været anset for statsopgaver. Forskellen mellem retsstaten og den nuværende stat kommer derimod til at bestå dels deri, at mange af disse opgaver løses på en anden måde og efter andre principper end nu, fx. retsvæsenet, landeværnet og pengevæsenet, dels og især deri, at hele erhvervslivet og hele åndslivet (kirke og skole) kommer til at stå fuldstændigt på egne ben uden anden indblanding fra statens side end den, som ligefremme retskrænkelser giver anledning til. Staten skal nemlig først og fremmest være en ganske upartisk og gratis retsværner for alle sine borgere.
Denne begrænsning af statens opgaver og magtområde begrundes ikke blot på dens fuldstændige mangel på evne til at drive erhvervsvirksomhed økonomisk og dens fuldstændige mangel på kompetence til at være åndslivets leder og formynder, men følger ganske simpelt af, at staten skal respektere retskaffenhedens grundsætninger overfor sine borgere på samme måde som den forlanger, at borgerne indbyrdes skal respektere dem.
8. Staten kan ikke optræde som røver.
Staten kan derfor ikke benytte fællesejet og naturligvis endnu mindre gennem skatter aftvinge borgerne noget af deres særeje, hverken af arvet formue eller af egen arbejdsfortjeneste, for at anvende det til opgaver, som de forskellige borgere har en vidt forskellig og nogle måske slet ingen interesse i at fremme eller måske endog det modsatte.
Alle tvangsskatter, både de direkte og de indirekte, er røveri, altså handlinger af den art, som det netop er retsstatens opgave at værne sine borgere mod, og bliver ikke mere moralske ved at lovfæstes af en rigsdag.
Da alle skatter er umoralske, kan der kun blive tale om en gradsforskel i deres umoralitet. Forskellen mellem såkaldte direkte og indirekte skatter er nærmest kun tilsyneladende. I virkeligheden er de alle ‘indirekte’, da de til syvende og sidst nedfælder sig i varepriserne og rammer forbrugerne som forhøjelse af prisniveauet. Forskellen består nærmest i, at de direkte skatter dog indgår i statskassen (med fradrag af omkostningerne ved deres inddrivelse), medens toldskatter for en stor del er private skatter, som forbrugerne tvinges til at betale til private producenter med mangedoblet avance til alle mellemhandlerne, uden at der kommer noget som helst deraf ind i statskassen. Nationaløkonomiske argumenter for beskyttelsestold er kun opfundet for at tilsløre, at det ganske simpelt er et spørgsmål om hæderlighed og uhæderlighed. En hæderlig stat har slet intet valg mellem protektionisme og frihandel; thi kun frihandel er hæderlig handel.
9. Staten må ikke lægge byrder på ufødte slægter.
Et trin dybere ned endnu i umoralitet er det at vælte offentlige udgifter i nutiden over på ufødte og uskyldige efterkommere i form af offentlig gæld til bestridelse af udgifter, som ikke kommer eftertiden til gode.
Kernen i retsstatsordningen er den økonomiske hæderlighed, der kræver inddragelse i fælleskassen af hele jordrenten og afskaffelse af alle skatter og alle monopoler. Thi når samfundet kun tager, hvad samfundets er, nemlig de natur- og samfundsskabte værdier, og lader den enkelte beholde, hvad hans er, nemlig hele værdien af hans arbejdsudbytte, da vil alle de enkelte samfundsspørgsmål finde deres løsning ad naturlig vej.
Den uforskyldte arbejdsløshed vil forsvinde, når intet monopol mere spærrer adgangen til at arbejde med jorden, idet kun den, der kan få mere i løn ved at arbejde for andre end ved at arbejde for sig selv, vil ty til byernes lønarbejde. Arbejdslønnen vil da regulere sig selv uden strejker og lockouter; thi valget står da ikke mellem arbejde og arbejdsløshed, men kun mellem et mere eller et mindre lønnende eller tillokkende arbejde.
10. Et sundt pengevæsen i forbindelse med grundskyld vil standse udbytningen.
Den indvending, at man ikke kan blive sin egen arbejdsgiver blot ved at få adgang til jord uden at udrede købesum, da der altid kræves driftskapital til bygninger og redskaber, kan imødegås gennem ordningen af retsstatens pengevæsen. Når rigsbankssedlerne under en eller anden form baseres på jordværdien (eller på folkemængden) og derved begrænses således i antal, at deres købeevne bliver konstant, behøves der ikke gulddækning for at gøre dem solide. Staten kan da udlåne penge, der kun koster den papirets fabrikationspris, til opførelse af bygninger mm. mod pant i disse værdier, altså uden risiko. Desuden vil tilbud af penge blive større, når den private kapital ikke mere kan kaste sig over jordmonopolet og bindes i dette.
Grundskylden i forbindelse med afskaffelsen af skat på bygninger, byggematerialer, arbejde og forbrug, vil ad naturlig vej løse boligspørgsmålet ved at tvinge byggemoden spekulationsjord i brug.
11. Ingen skattebyrder – heller ingen beskyttelses eller anden understøttelse.
Erhvervslivet og den sunde industri vil blusse op, når skattetrykket og toldbeskyttelsen fjernes, og blive i stand til at give højere arbejdsløn eller – hvad der er det samme – give den større købeevne gennem billigere varepriser. Den toldbeskyttelse, som den enkelte industrigren ikke mener at kunne undvære under de nuværende forhold, vil den endog have fordel af at blive fri for, når den samtidig bliver fri for at bære sin part af det skattetryk, som den unaturlige, ja meningsløse ordning lægger på al produktion. Beskyttelse til gensidig understøttelse er nemlig en meningsløshed, og beskyttelse til ensidig understøttelse er en uretfærdighed. Derfor skal staten overhovedet ikke have noget at skaffe med at tildele økonomiske understøttelser eller begunstigelser til den ene borger med den anden borgers penge.
De nuværende offentlige bevillinger til arbejdsløse, til gamle og til børneopdragelse (skolegang) er kun en dårlig erstatning for, at arbejderen ikke får sin fulde løn, der ville sætte ham i stand til selv at assurere sig mod hændelige ulykker og selv at sørge for sin families både legemlige og åndelige fornødenheder. I et retfærdigt ordnet samfund er der aldeles ingen mening i, at den ene borger skal tvinges til at yde understøttelse til den anden, eller at nogen skal have ret til at leve på andres bekostning.
Hvis den skotøjsfabrikant, som staten – gennem snigskatter på indført fodtøj – sætter i stand til at indkassere en privat understøttelse for sin industri på fx. 5 kr. for hvert par støvler, selv skulle gå fra dør til dør for at formå de bestøvlede medborgere til godvilligt at yde ham denne almisse, ville han vist også selv blive klar over det uværdige i denne tiggergang. Og det vil dog kun være uværdigt, men ikke egentlig umoralsk, så længe understøttelsen betaltes godvilligt af medlidende og næstekærlige mennesker. Praktiseret gennem statstvang og snigskatter er det derimod direkte umoralsk og kan ikke finde sled i en hæderlig stat. Og hvad der gælder den højtlevende og bilkørende fabrikant, gælder også den jævne håndens arbejder. Heller ikke han kan i en retsstat gøre krav på, at andre gennem skatter skal berøves en del af det, deres arbejde er værd, for at han kan få mere, end hans arbejde er værd, eller endog få løn uden at arbejde.
“Enhver sit” er retsstatens løsen ikke blot i den egentlige retshåndhævelse gennem politi og domstole, men også i forvaltningen af de øvrige fællesopgaver, som derved egentlig heller ikke bliver andet end en slags retshåndhævelse, og således fuldt ud retfærdiggør navnet Retsstaten.
12. Forfatningsformen er af mindre betydning.
Om landet kaldes et kongerige eller en republik er i forhold hertil et ganske underordnet spørgsmål. Der kan tænkes retfærdigt styrede kongeriger og uretfærdigt styrede republikker. Demokratisk regeringsform er i sig selv ingen garanti for en retfærdig lovgivning, der sikrer enhver sit.
Det er netop omvendt forudsætningen for den demokratiske styreforms berettigelse, at statsstyret begrænses til sådanne fællesanliggender, som alle borgere har lige stor ret til at være medbestemmende om, og det har de kun, hvor det gælder rådigheden over fællesejet. Dermed har den ene borger ikke nogen medbestemmelsesret over den anden borgers private ejendom og kan ikke få det ved at rotte sig sammen med nok så mange andre, som heller ikke har det. Det er demokratiets moralske kræftskade, at det ikke har indset og erkendt, at retsstaten er det eneste grundlag, som en demokratisk forfatning logisk kan hvile på.
En anden fejl ved de hidtidige demokratiske forfatninger er den, at de slet ikke har indført den lige og almindelige valgret, som de i princippet giver sig ud for at hylde. De har nøjedes med i stedet at indføre en ved vilkårlige valgkredsinddelinger og priviligerede partiorganisationer begrænset stemmeret.
13. Den direkte styreret, samstyret.
Når Retsforbundet lægger så stor vægt på kravet om fri valgret, er det naturligvis først og fremmest af den principielle grund, at den er den mest retfærdige form for folkestyre og den mest konsekvente form for samstyre, idet den gør den lovgivende forsamling til et tro spejlbillede af folket. Hver repræsentant stemmer nemlig i rigsdagen med nøjagtig det antal vælgerstemmer, han repræsenterer, og hver vælger kan når som helst (gennem et dertil indrettet bureau) overflytte sin stemme til hvilken af de fungerende repræsentanter han vil og således sikre sig, at hans stemme aldrig går til spilde og altid repræsenteres af den, han sympatiserer mest med.
Der er imidlertid tre andre, mere praktiske grunde til at lægge særlig vægt på indførelsen af fri valgret.
For det første kan denne reform indføres uden ændring i den nugældende grundlov, ja, den er endog i nøje overensstemmelse med grundlovens krav om, at valgloven skal sikre en ligelig repræsentation af de blandt vælgerne herskende anskuelser. Det gør jo netop fri valgret på den mest fuldkomne måde, medens den bestående valglov med dens privilegerede valgret for de gamle partier og dens uretfærdige hæmningsforanstaltninger mod nye partier, er åbenbart grundlovsstridig.
For det andet kan dette krav finde støtte ikke blot hos andre forurettede småpartier, men også hos vælgere indenfor de privilegerede store partier, da en retfærdig valgordning jo også er i disse vælgeres interesse, eftersom det jo ikke er de mange vælgere i de store partier, men kun deres partibestyrelser, der nyder det privilegium at udpege, hvem der skal stemmes på.
For det tredje er en retfærdig valglov, der skaffer os de repræsentanter i rigsdagen, vi har krav på, en betingelse for, at kravet om retsstatens indførelse kan fremføres på rette sted med netop så stor tilslutning, som den til enhver tid måtte have fået i befolkningen, så længe til flertallet er vundet for retsstaten.
Kravet om fri valgret egner sig til at begynde kampen for retsstaten med. Men det egner sig ikke til at være nr. 1 på selve retsstatens program. Det er nemlig ikke den almindelige valgret, der giver den statsforfatning, flertallet måtte stemme for, moralsk berettigelse. Det er netop – som ovenfor hævdet – først selve retsstatsordningen, der afgrænser de områder, indenfor hvilke der med rette kan træffes afgørelser ved at tælle viljer. Andet end viljestilkendegivelse er afstemning nemlig ikke. Det er intet erkendemiddel til at sondre mellem ret og uret.
Den, der forveksler en ligelig fordeling af den politiske magt med en retfærdig anvendelse af den politiske magt (eller tror, at det sidste følger nødvendigt af det første), har nu engang fået fat i spørgsmålet fra den forkerte ende og er vanskelig at få omvendt til forstående tilhænger af retsstaten. Thi uden erkendelse af, at retfærdighed ikke er et spørgsmål om magt, men om ret, vil han ikke kunne begribe, at demokratisk statsstyre ikke er det samme som retfærdigt statsstyre, og at dette sidste kun kan virkeliggøres gennem en stat, der ikke er mere demokratisk men netop kun så demokratisk som foreneligt er med retfærdigt statsstyre, dvs. en Retsstat.
Note:
Retsstatens grundsætninger, som udarbejdet af V. Bredsdorff er ikke medtaget!
