Severin Christensen: Retsstaten
2. Vederlagsloven som social naturlov

2. Vederlagsloven som social naturlov
Vi har altså bestemt det retfærdige som det princip, der går ud på, i alle sociale mellemværender at afveje ydelser og modydelse således, at de opvejer hinanden (dvs. således, at vederlaget i værdi er lig med den modtagne ydelse) og således, at resultatet bliver, at enhver får og beholder sit, eller hvad der i værdi svarer dertil. Har flere været ydende, lyder princippet på, at hvis de alle har ydet det samme, bliver vederlaget ens; har de ydet forskelligt, bliver vederlaget i forhold til ydelsen. At den, der har lidt et tab eller en krænkelse, kræver vederlag af ham, der har forvoldt tabet eller krænkelsen, er ligeledes i overensstemmelse med retsprincippet.

Det er altså et princip, som kræver anvendelse af kvalitative og kvantitative vurderinger. (‘Retmæssighed’ betyder det rette mål).

Berettigelsen til at opstille dette princip om jævnbyrdig gengæld eller vederlag som definition på det retfærdige og dermed som etikkens grundprincip vil fremgå af, at det kan vises at være udtryk for en aldeles konstant social naturlov, der hersker med uindskrænket gyldighed overalt hvor samliv findes, i de forskelligste tidsperioder og på de forskelligste lokaliteter.

Denne trang til kvalitativ og kvantitativ udligning har i virkeligheden dybe rødder i den animalske natur, ja kan spores langt ned i den ubevidste organiske verden. Går man tilbunds i hvad der ligger i begreber som erstatning, reparation eller regeneration i den organiske verden, vil man måske finde et vink til forståelsen af det længe uforklarede faktum, at forestillingen om det lige (lige for lige) har tiltvunget sig en så fremskudt og udbredt plads i de menneskelige samfundsforhold.

De første spirer til udligningstrangen må søges i de organiske, bevidstløse væv i planter og dyr6. Tilføjes der et organisk væsen en læsion, sættes straks kræfter i gang med at udbedre tabet. Går f.eks. ved beskadigelser vævsdele tabt, gendannes de, og i almindelighed des lettere, jo mindre sammensat vedkommende væv er. Plantesår lukker sig ofte meget fuldkomment, hele lemmer repareres hos lavere dyr. Deles dyr som infusionsdyrene tværs over i to dele, vokser hver del for sig ud til et helt nyt dyr; selv langt højere organiserede dyr som søstjerner og regnorme kan præstere det samme. Skærer man en arm af en søstjerne, vokser den hurtigt ud igen – ja en afskåren arm kan blive til en hel ny søstjerne. Højere oppe i dyreriget er erstatningsevnen mindre udviklet, hos salamanderen gendannes både lemmer og hale, hos fisken kun halen, hos mennesket mindre stykker af huden. Interessant er det at følge et sådant stykke udbedringsarbejde i det enkelte f.eks. et sårs heling. Man ser hvorledes vandrecellerne ihærdigt arbejder på at dække substanstabet, hvorledes små nye karslynger vokser ind i dette cellelag for at skaffe det næring, ja det vidunderligste er næsten hvorledes der, når tabet er dækket, igen af mystiske magter kommanderes holdt, for at der ikke skal finde overproduktion af væv sted. Når de nye vævsdannelser har nået hudens niveau, standses normalt væksten for at give plads for overhuden, der fra sårrandene lægger et dække over dem: organismen vil ikke lide tab men er tilfreds med at få tabene erstattet.

Også i de indre organer finder der interessante erstatninger sted. Angribes rygraden af tuberkulose og hensmuldrer på enkelte punkter, opfører organismen til gengæld på den sindrigste måde stræbepiller og buer for at afstive bæreevnen. Truer hjertets pumpeevne med at svigte på grund af mekaniske hindringer for blodomløbet, udlignes dette misforhold efterhånden ved vækst af hjertemuskulaturen. Særlig interessant er hos enkelte legemlig vanføre en meget hensigtsmæssig overproduktion af selvfølelse, altså en ren sjælelig udligning.

Filosoffen Edv. v. Hartmann har i overensstemmelse med sin lære om den ubevidste virksomhed i sjælelivet fremsat følgende interessante betragtning: Fuglen udbedrer sin rede, edderkoppen sit net, sneglen sit hus fuglen et stykke af sin fjerham. De første tilskrives instinktet, men de er dog alle parallelle. Det er en ubevidst forestilling om mål, forbundet med vilje til at nå det og vi ved ikke nøjagtigt hvor dyrets eget legeme begynder. Også i organiske udbedringer må en ubevidst forestilling om uundværligheden være grundårsag til erstatningen. Altså ingen væsensforskel mellem instinkt og lægende kraft. Det er ikke udelukket, at en villen af midlerne også kan have sæde i de lavere nervecentra.

Hos organismer af højere rang betinger nervesystemet særlige og mere fuldkomne måder at besvare en fjendtlig indgriben på. Nervesystemet bøder således på den mindre udviklede erstatningsevne; det muliggør smertefølelser, der har den opgave at råbe vagt i gevær! til hele organismen, det leder endvidere denne alarmering ind til et eller flere centra, således at hele organismen føler sig solidarisk med den angrebne vævsdel; det er i stand til at organisere bevægelser, der fjerner smertekilden. Det er ikke nødvendigt, at organismen skal besidde hjerne (bevidsthed), for at disse samstemte reaktioner skal fremkomme. Hvis man fortrædiger en frø, hvis hoved er fjernet, gør resten af dyret flugtforsøg; anbringes syre på et af bagbenene, begynder frøen at afviske den, idet den gnider benene mod kroppen, og forhindrer man dyret i den pågældende bevægelse, tager den de andre ben til hjælp. Også hos varmblodige dyr foretages under bevidstløshed slige afværgningsbevægelser, mod nålestik f.eks., lukning af øjnene ved berøring af øjeæblet. Det er underordnede centra i rygmarven, hvorfra hele denne virksomhed udgår.

Det er dog først ved hjælp af hjernen, at de højere dyr bliver i stand til at tilfredsstille erstatningstrangen og hævde deres uskadthed overfor omgivelserne i nævneværdig grad. Først hjernen medfører evne til at foretage aktive angreb, til initiativ overhovedet, til at gøre erfaringer, til at beregne, hvorfra faren næste gang truer, til at forebygge angreb, f.eks. ved på forhånd at lamme modstanderen og gøre ham afmægtig, så at muligheden for fornyede angreb mindskes, eller endog til at bevare indtrykkene og danne forsætter, således at disse angreb kan opsættes til belejlig tid, til at knytte forskellige affekter på hensigtsmæssig måde til den lidte overlast og til de fattede forsætter. Affekter som raseri og vrede kan være organismen nyttige våben, de giver utvivlsomt individet en fysisk styrke og et mod, det under rolige forhold aldeles ikke er i besiddelse af. Dette bekræftes noksom af den daglige erfaring og til overflod ved de sygelige sindstilstande, hvor de behersker sygdomsbilledet. Under sygelige raserianfald kan tilsyneladende ganske svage kvinder levere næsten utrolige fysiske præstationer, og beviset for deres ekstraordinære højde leveres prompte af den påfølgende afmagring og afspænding. At affekterne kan løbe blindt og skade i stedet for at gavne, nægtes ikke; derfor er det en endnu mere fuldkommen tilstand, når de kan båndlægges og reguleres af overordnede centra.

Fra vrede og raseri er der endnu et trin til en affekt, der spiller en væsentlig rolle for den fulde forståelse af retfærdighedsbegrebet, nemlig hævnfølelsen. Undflyr angriberen, er raseri og vrede ganske afmægtige i og for sig. Hævnen forudsætter evne til at bevare den lidte tort i erindringen, til at fastholde dens kilde og til at danne et (lystbetonet) forsæt om at oprette denne tort ved et indgreb i modstanderens magtsfære. Hævnen viser bagud til den rent dyriske tendens til reparation, i sine mere reflekterede former leder den over til retfærdighedsfølelsen. Alt som mennesket udvikles i intelligens og kultur, stiger dets behov, dets interessesfære udvides, jeget er ikke blot det kvantum, der rummes indenfor overhuden, det omfatter alt hvad jeg har (hvad jeg betragter som ejendom); et organisk væsen af så høj rang som kulturmennesket føler enhver indgriben i dette udvidede jeg som en virkelig vunde, der skal bødes: der bliver derfor flere og flere muligheder for sammenstød med omverdenen, flere og flere sårbare punkter, og stadig mere at hævde. Men for at holde skridt dermed må også de midler, der anvendes, udvides og skærpes: organismen kan ikke indskrænke sig til defensiven, til opretholdelse af det, der allerede haves, den må træde aktivt, ja forebyggende, op og udtænke sindrige foranstaltninger til offensiv generobring af det tabte, genoprettelse af helheden. Man ser da også hos primitive folk hævnen gennemløbe alle faser fra den blindeste voldsomhed til de mest udspekulerede og raffinerede former.

Hævnens formål at søge vederlag for en lidt krænkelse kan ske fyldest enten ved at tilrive sig fordele på modstanderens bekostning eller ved at tilføje ham positiv skade. At denne sidste form for hævn udspringer af den samme tendens, er udenfor al tvivl, thi da højere organismer betragter deres magtsfære som en del af sig selv, vil man let indse, at en svækkelse af modstanderens magtsfære kan føre til en genoprettelse af det tidligere indbyrdes forhold; relativt bliver magtfordelingen den samme som den oprindelige.

Hævnen har i sine primitive former endnu så meget af en uvilkårlig reaktion i sig, at dens udøver uden alt for smålig beregning af det rette mål styrter blindt løs på sin modstander; men der er ikke tvivl om, at formålet: at genoprette, at afbalancere tabet, er den dunkle drivende tendens. Og efterhånden som eftertanken tvinger sig ind, bliver lige for lige et mere og mere bevidst princip. Affekten trænges så vidt i baggrunden, at skaden nærmere kan blive besigtiget, der anlægges numeriske vurderinger af den og derved grundlag for en nøjagtigere udligning. Fra at være et blindt reaktionsfænomen hæver den genoprettede hævn sig i sin reflekterede form til at anerkendes som et sundt retsprincip og som et uundværligt led i den sociale funktion. Eksempelvis kan fremhæves, at hævnens intime sammenhæng med den almindelige retsfølelse rent ud forudsættes i de gamle danske provinsiallove. Jydske lov sammenstiller ganske drab af hævn og drab af nødværge – i modsætning til drab på sagesløs mand, d.e. erkender, at den ved vold fremkaldte oprejsning er et i og for sig retfærdigt krav. Hvad der kan anses for genoprettelse, lader sig, særlig ved speciel åndelig overlast, ikke objektivt bestemme. Den åndelige overlast beror på organisk beskadigelse af hjernedele, og de midler, der kræves til deres reparation, er individuelt forskellige og forskellige i hvert tilfælde. Derfor det uberegnelige i hævnens former.

Hidtil er kun omtalt den ene af retfærdighedsprincippets rødder, den ved magt fremtvungne udligning, den fjendtlige, af hævnfølelse udsprungne udligning. Den bunder, som vi har grund til at tro, dybt i det vegetative og beror på organismens uvilje til at lide tab, på dens heftige attrå efter at hævde uskadtheden af et bestemt område, den anser for sit (et udtryk man vist også tør bruge om det ubevidste). Umiddelbart fører denne tendens ikke til retsprincippet; begrebet en retmæssig hævn kan kun opstå som bevidst refleksion over den uforholdsmæssige gengældelses skadelighed overfor et fortsat socialt samliv; den aldeles bestemte kvantitative udprægning, en retmæssig hævn har, er utænkelig uden denne forudsætning. Fra det vegetative dyb skyder de dunkle interesser op med ubønhørlige krav, det er refleksionens sag at tilse deres tarv ved at gennemarbejde og drage lære af erfaringen. End vigtigere for forståelsen af retfærdighedsbegrebet er den på aftaler eller stiltiende overenskomster hvilende, fredelige udligning. Hidtil har der kun været tale om genoprettelse af tab, men der gives en anden udligning, ikke mindre betydelig som social faktor, og som består i fredelig udvekslen af værdier. Den opstår udpeget af erfaringen som eneste mulige betingelse for social samvirken, den har for så vidt samme rod som den fjendtlige udligning: utilbøjeligheden til at lide tab indenfor et vist område og er den praktiske udformning af denne tendens overalt hvor det gælder fredeligt fællesskab; skal en fredelig udvekslen af værdier finde sted, kan det kun ske efter jævnbyrdige hensyn, hvis tab på nogen af siderne skal undgås og gensidig fordel opnås (imellem disse hensyn er der kun en tilsyneladende modsætning som vi snart skal se).

Den fredelige udligning vil opstå, så snart der i et samfund viser sig fælles opgaver, uløselige for den enkelte, f.eks. fælles forsvar eller brobygninger, der er i alles interesse, eller mere begrænsede fællesinteresser, der kræver tos eller fleres samvirken (fostbrødrelag, gilder). Måske er det dog handelen, der leverer os det mest storslåede eksempel på princippets virkeliggørelse; handelen har floreret længe før staternes tilblivelse, og der er næppe tvivl om, at byttelysten ved siden af hævntrangen har været den faktor, der tidligst har banket retfærdighedens ide ind i menneskeheden. 

For at en handel kan komme i stand, skal begge parter se deres fordel derved; uden at dette bliver muligt, ingen drivende kraft. For køberen A skal A + x (varen) være > A+ y (pengene), for sælgeren B derimod B+ y være > B + x; efter omsætningen vil begge parter føle sig berigede, dvs. subjektivt set har det ikke været en omsætning af lige store værdier, tværtimod, hvis det var så, at x subjektivt var = y, ville handelen aldrig være kommet i gang. Jævnbyrdigheden ligger i den objektive vurdering, en vurdering af genstandens bytteværdi eller værdi i handel og vandel, ingenlunde noget vilkårligt, men en vurdering, erfaringen lidt efter lidt bundfælder i bevidstheden og som varierer fra tid til anden; netop fordi den ikke beror på subjektivt lune, muliggør den en for begge parters personlige behov faktisk eller tilsyneladende fordel ved omsætningen. Genstande, der i forretningslivet anslås til lige værdi, kaldes fungible. Da der kun findes et meget begrænset antal sådanne, lettes omsætningen enormt ved indskydelsen af et mellemled, der kan graderes fint og er nogenlunde konstant, nemlig pengene. Herved opnås en høj grad af værdilighed, hvorfor Romerne også betegnede dem som certum. Af det sagte fremgår de objektive lighedsvurderingers uhyre mission idet sociale samliv. Ligesom det har sin store betydning at udfinde genstandes rette værdimål, således også den løn, der må anses for at være retfærdig for et præsteret arbejde. Og det tyder på sunde samfundsforhold, når lønnen ikke bevæger sig for langt udenfor det jævnbyrdige vederlag; det er af største vigtighed for erhvervslivet, at ingen udefra forstyrrende magter får lejlighed til at trykke lønnen ned under målet, men lige så sikkert er det galt, når den bliver uforholdsmæssig stor.

Således viser altså en nærmere betragtning, at det princip, de græske og romerske filosofer havde fundet på bunden af deres uskrevne love, og som de med rette tillagde almen gyldighed, i sandhed fortjener navnet en naturens ret (jus naturale), fordi det har sine rødder dybt nede i de organiske livsbetingelser. 

Skønt retfærdigheden er et begreb, der er grundet på forestillingen om lige værdier, har det dog intet som helst med den teoretiske ‘menneskelige lighed’ at gøre, således at den skulle gå ud på forskelsløst at tildele alle og enhver det samme. (Dette er blot en af de talrige misopfattelser af retfærdighed). Retfærdigheden skærer så langt fra alle over én kam, at den tværtimod begynder med at vurdere de enkeltes uligheder d.e. uligheden i deres ydelse eller forseelse, svarende hertil tildeler den dem absolut set ulige mål A/B = a/b. Hvor den sætter lighedstegn vil man altid på den ene side finde den individuelle ydelse.

Vi har nu samlet nogle forudsætninger for at bedømme det spørgsmål, der opkastedes i begyndelsen af kapitlet, hvorvidt begrebet det retfærdige var at opfatte som et primært begreb eller som sekundært, afledet af den positive lovgivning. Er man nødt til at give Rée ret, når han i tilslutning til ovenstående citat siger: “antag, at et rov ikke ledsagedes af den sociale dom: lidelse er den følge, der sømmer sig. Da ville man vel søge at opnå skadesløshed, måske også gengældelse i egoistisk betydning, hævn, men man ville aldrig få den ide: gerningen fortjener i sig selv lidelse som gengældelse aldeles bortset fra vor personlige overlast”. Det synes mig på forhånd at lyde endnu usandsynligere, at man skulle ‘få den ide’, at gerningen i sig selv fortjener pinlig gengældelse, fordi lovgivningen eller andre påstår, at den fortjener det. Logisk synes det ganske umuligt at komme fra det ene til det andet. Vurderingen retfærdig – uretfærdig er dannet langt forud for stat og lovgivning, sandsynligvis er handelssamkvemmet en af de vigtigste kilder til dens opståen. Det objektive vederlag for en vare, den rette pris, fastsættes ikke af autoriteter – deres rolle synes langt snarere at være den at forvanske vurderingen; den fæstnes lidt efter lidt af erfaringen; en handel kan ikke opstå uden forestillinger om det rette vederlag; sælger man sit arbejde, sin tid, vil der ligeledes findes erfaringsmæssige vurderinger, der er de rette. Men det er ikke blot kvantificeringen af vederlaget, erfaringen fastslår, den kan lige så vel uden autoriteters mellemled fastslå ‘den ide at visse ting fortjener gengæld!’ Hvad menes med fortjener i denne sammenhæng? Når A. låner B. en genstand, fortjener denne handling gengæld dvs. at tingen leveres tilbage, eller anden erstatning. Nøjagtigere udtrykt vil det sige, at B skylder A gengæld. Skulle det være umuligt for B at anerkende skyldighedshensyn uden hjælp fra autoriteter? Uden her nærmere at gå ind på skyldighedsbegrebets oprindelse kan dog så meget foreløbig betragtes som sandsynligt, at forretningslivets praksis med dets krav til kredit lige så vel ville kunne skabe selve det princip at respektere skyldigheder som bestemmelsen af, hvad skylden i det konkrete tilfælde kvantitativt og kvalitativt rummer. Overhovedet kunne ydre autoriteter aldeles ikke bringe en sådan sanktion i stand; indre respekt for princippet kan kun tilvejebringes ved egne erfaringer om dets virkninger. Tænker vi os princippet oprindelig sanktioneret på handelsområdet, vil det derfra kunne brede sig til livets andre områder, og man vil her og der, også i åndelige forhold, finde handlinger, der forekommer en at fortjene gengæld enten af ondt eller godt. Når kredit og skyldighedsforhold først er anerkendte som en praksis værd at respektere, må man logisk lige så vel erkende sig selv i skyld til en anden som det modsatte forhold, og slutningen: jeg fortjener straf for den og den gerning! trænger da lige så lidt til autoritativ støtte for at kunne drages som: Du fortjener straf!

Fortsættes: Hvorledes opstår skyldfølelsen?