Severin Christensen: Retsstaten
7. Teorier om statsmagten og dens rette grænser

7. Teorier om statsmagten og dens rette grænser
Da retsmoralen alene går ud på at fastslå hvad der er retmæssig ejendom, må en statsmagt, som vil handle i overensstemmelse med dette grundprincip, have til eneste opgave at sikre og opretholde en retfærdig ejendomsfordeling. Den må først og fremmest værne om det personlige felt, hvor individet har ret til at herske uindskrænket, værne selvbestemmelsesretten, ytrings og handlefriheden og optrække de grænser, indenfor hvilke denne kan udfolde sig uden at komme i konflikt med andre borgeres lige så store handlefrihed. Den må overhovedet våge over borgernes rettigheder og skyldigheder mand og mand imellem, og med hensyn til de nødvendige fællesanliggender optræde imod enhver forfordeling.

Dette er retsstatens opgave, og ingen anden. For sig selv har den ingen særlige anliggender. Retsstaten er ingen opdragende, kulturfremmende eller filantropisk institution. Den kan overhovedet ikke opfattes som en magt, der regerer over borgerne; den har ingen interesser at påtvinge dem, den ønsker kun at handle i alles interesse, i sådanne interessers tjeneste, som bevislig er alles. De borgere, der har fattet retsstatens ide, ønsker overhovedet ikke at regeres. De ønsker ingen med magt udrustet autoritet til at lede sig eller til at give positive ordrer eller anvisninger angående deres personlige liv; de vil hverken hjælpes eller hindres i deres retmæssige foretagender eller i deres kunstneriske eller religiøse udvikling. At bestemme over andres personlige udvikling under påskud af, at man vil deres vel, er den værste, fordi det er den lumskeste form for undertrykkelse. De har kun brug for en autoritet, der holder øje med deres mellemværender og siger, hvad der ikke bør finde sted. Derfor kan man også kalde retsstaten for en minimumsstat12. Dette må dog ikke forstås, som om ideen om retsstaten skulle betyde et tilbagefald til den gamle liberalisme, hvis statsideal var grundsætningen laisser faire, laisser passer (lad blot sagerne gå deres gang); retsstaten vil netop ikke lade alt gå sin skæve gang. Tværtimod, hvor den griber ind, søger den at gribe radikalt ind mod al social forfordeling ved at gå til ondets rod, den uretmæssige fordeling af rigdomskilderne. Men den bygger ganske vist på den overbevisning, at hvis blot staten energisk hævder og gennemfører det etiske ejendomsprincip og sikrer hver eneste borger et ukrænkeligt arbejdsfelt, vil det private initiativ frembringe langt større økonomisk velstand og bedre og lykkeligere individer end en regulering fra oven ville kunne bevirke.

Der findes en lang række principmæssige vurderinger af politiske bygningsformer lige fra oldtiden til vore dage. At dvæle ved dem alle eller blot nævne dem alle, ville være uoverkommeligt her; vi vil nøjes med, som baggrund for de kommende undersøgelser, at omtale nogle enkelte mere fremragende (fra den nyere tid), der særlig kredser om hovedproblemet: statsmagtens rette område. 

I sin bekendte bog Staten og dens grænser har Laboulaye givet en interessant fremstilling af opfattelsen af statens rolle hos forskellige racer. For Romerne var staten alt, borgeren intet, for Germanerne var lige det modsatte tilfældet. Og det er mærkeligt at se, hvorledes disse opfattelser holder sig til den dag i dag hos disse folks efterkommere. Overalt, hvor den romerske ånd trænger ind, hersker den første opfattelse; hvor den germanske ånd råder, den modsatte. Reformationen var ved sit oprør mod kirkevældet så øjensynlig en genopvågnen af den germanske ånd, at den kun erobrede folk af tysk eller gotisk race. I England var aldrig de romerske ideer og love trængt ind; friheden kunne være formørket, men blev aldrig ødelagt; følgelig blev her aldrig den opfattelse rådende, at staten skulle være alt. I England står man vedvarende på Lockes standpunkt, at “staten er grundet for et bestemt formåls skyld, nemlig bevaringen af ejendommen, dvs. hvad der er enhvers særlige ejendom: livet, friheden, goderne. Disse ting er os ikke tilståede af en eller anden autoritet, de tilhører os i vor egenskab af mennesker”.

Disse ideer har påvirket Voltaire og Montesquieu. Voltaire arbejdede stærkt for kriminelle reformer; men dette betød et vigtigt indgreb i fyrstens absolutte magt, et forsøg på at holde den civile autoritet indenfor visse grænser, den ikke turde overskride; en bestræbelse af samme tendens som den møjsommeligt tilkæmpede religiøse samvittighedsfrihed. Filosofisk har fysiokraterne kæmpet for de samme ideer. De vil agerdyrkningens og handelens frihed.

Af en helt anden ånd er Rousseau, faderen til al moderne overtro på det demokratiske samfunds ubegrænsede ret; der gives en rent borgerlig trosbekendelse, hvis artikler det tilkommer suverænen at bestemme, just ikke som dogme og religion, men som sociale følelser, uden hvilke det er umuligt at være en god borger og tro undersåt. Uden at kunne tvinge nogen til at tro på dem kan suverænen forvise fra staten enhver, som ikke tror på dem; han kan forvise ham, ikke som ugudelig, men som usocial, som uskikket til oprigtig at elske lovene og retfærdigheden og til at opofre sit liv for sin pligt, hvis det skulle blive nødvendigt. Hvis nogen “efter offentligt at have anerkendt de samme dogmer, opfører sig, som om han ikke troede på dem, bør han straffes med døden; han har begået den største af alle forbrydelser: han har løjet overfor lovene”. Disse ord burde aldrig gå i glemmebogen, thi Rousseau blev jo ikke blot læremester for Robespierre og Saint Just, men også det store direkte forbillede for alle sande demokrater i det 19. århundrede og et godt stykke ind i det tyvende, og hans tankegang lever endnu kraftigt og har egentlig kun mødt svage og spredte protester. Endnu har vi langtfra løsrevet os fra det begreb om frihed, der gør den til et med det folkelige flertals almagt. I L’assemblÄe constituante blev det desværre Rosseaus ånd, der blev den herskende, en ånd, der indpodede folkestyret gift i samme øjeblik, det kom til magten, og kvalte respekten for individets rettigheder.

Med føje udbryder Laboulaye: “Hvis der er noget, de moderne folk mangler nu, da de har erobret den civile lighed, så er det ikke magten, men friheden. Hvoraf lider man på fastlandet, hvorover beklager man sig, hvis det ikke er over de hindringer, som generer industrien, handelen, tanken, samvittigheden? Hvad man anklager er ikke regeringsformen, det er despotismen, enten den kommer fra en mand eller fra en majoritet, det er centralisationen, det er de forebyggende love; i to ord, det er alt, hvad der generer individets frie og fuldstændige udvikling.”

Skønt der altså ved begyndelsen af den store revolution i Frankrig fandtes oplyste folk, som følte nødvendigheden af at reducere statens despoti, voksede der ulykkeligvis ved siden af denne liberale skole et parti op, som sammenblandede ‘folkets’ magt med friheden, og som var parat til at ofre alle rettigheder til folkesuveræniteten. Og det var dette, som fik overtaget, og som har vidst at beholde det. De advarende røster, der har lydt, har hidtil været røster i ørkenen.

Det er ganske betegnende, at W. v. Humboldts lille bog om Ideer til et forsøg på at bestemme grænserne for statens virksomhed, som blev skrevet i 1792, først tryktes 60 år efter, 16 år efter forfatterens død, og at den da vakte opsigt som en nyhed. Endnu den dag i dag vil den virke som en forfriskende nyhed på alle dem, der lever i døgnets forslidte tankegang; thi vi er ikke kommet længere siden da i respekten for individets selvbestemmelsesret.

Om denne mærkelige bog skal her kun i korthed berøres, at dens hovedformål er at bekæmpe det nyttige som statens rette formål; thi det nyttige tillader ingen sikker bedømmelse, det kræver sandsynlighedsberegninger, som let kan fejle. Imod dette stiller forfatteren det nødvendige. Staten skal ikke befordre borgernes positive velfærd, den må ikke gå et skridt videre end til hvad der er nødvendigt til sikring mod indre og ydre fjender. Kun det samfundsnødvendige giver ikke plads for subjektive fortolkninger. Dette udtryk, det samfundsnødvendige er såre heldigt valgt, og dog trænger det til nærmere bestemmelse. Når v. Humboldt f.eks. regner det for en samfundsnødvendig opgave at sikre borgernes ejendom, savner man en etisk forklaring, af, hvad ejendom er, thi det er et spørgsmål, om det er en nødvendighed for staten just at beskytte den ejendomsfordeling, vi nu har, eller om det ikke snarere er nødvendigt at finde et andet grundlag. Med andre ord, for at udelukke enhver subjektiv tvivl om hvad der er nødvendigt, må man indskyde begrebet det retfærdige.

Stuart Mill der viser sig at være inspireret af Humboldts tanker, har i sin bog Om friheden ofret et helt kapitel på spørgsmålet: “Om grænserne for samfundets myndighed over den enkelte”. Han besvarer det således: “Den del af livet, der hovedsagelig interesserer den enkelte, tilkommer personligheden; den del, der særlig interesserer samfundet, tilkommer samfundet”. Uheldigt er det, at han ikke principmæssig afgør, hvad der må regnes for overvejende personlige sager og hvad ikke. Det kan ikke gå an at overlade skønnet herom til den eller de, der i øjeblikket har magten; det, det kommer an på, er at angive et sikkert kendemærke på hvad det enkelte individ ejer med rette, men dette finder man intetsteds hos ham.

Derimod finder man følgende skelnemærke: “Så snart et menneskes handlemåde berører andres interesser på en skadelig måde, har samfundet myndighed herover, og spørgsmålet opstår da, om det almindelige vel vil eller ikke vil fremmes ved statens indblanding.” Denne formel kan i al fald ikke godkendes uden nærmere forklaring, thi der gives jo en mængde tilfælde, hvor jeg ikke blot har juridisk, men også moralsk ret til at handle, selvom jeg derved skader andres interesser, f.eks. gennem loyal konkurrence. Og hensynet her er aldeles ikke det almindelige vel, thi det er ikke til at afgøre, om det almindelige vel var bedst tjent med, om han eller jeg bukkede under i konkurrencen. Den eneste brugelige målestok er, om jeg går ham for nær eller ej, om jeg gør indgreb i hans retmæssige eje eller ej. Kun ud fra et klart etisk ejendomsbegreb kan dette afgøres; der kan således ikke uden videre nægtes mig ret til at lokke naboens kunder til mig ved bedre eller billigere varer, thi kunderne er ikke hans ejendom; men jeg har ikke lov til at gøre det ved at tilsøle hans rygte, thi en mands gode navn og rygte er hans retmæssige ejendom. Stuart Mill har for øvrigt været den rette sammenhæng på sporet, idet han senere skelner mellem de tilføjelser af tab eller skade, der berettiges ved hensyn til vore egne rettigheder, og dem, hvor dette ikke er tilfældet; men hvad der mangler er netop bestemmelsen af, hvor disse rettigheder begynder og hvor de hører op. Og kun herudfra bliver det også muligt at afgøre, hvor grænserne ligger for det område, staten har at respektere som fuldkommen privat.

Stuart Mill påstår, at enhver, der modtager samfundets beskyttelse, skylder erstatning for denne fordel, og at samfundet derfor har ret til at forlange, at man ikke må krænke hinandens rettigheder, men at man skal bære sin andel af det arbejde og de ofre, der er nødvendige for at forsvare samfundet. Dette argument holder ikke stik, allerede af den grund, at vi aldeles ikke modtager samfundets beskyttelse, med mindre man da bruger udtrykket modtage i betydningen af at modtage prygl o. lign. Og det er af vigtighed at påvise dette, thi sætningen ville kunne misbruges til påskud for uendelige krav fra samfundets side til den enkelte. 

Det er ganske korrekt, når Mill hævder, at staten ikke skal lære den enkelte ‘pligterne mod sig selv’. Hvorfor ikke? Fordi man selv er mest interesseret i sit eget vel, siger han. Tør man være sikker herpå? er ikke samfundet uhyre interesseret i, at folk f.eks. ikke ødelægger sig ved drik? Og man ser da også politikere i rigelig grad appellere til samfundsinteressen, når de virker for at indføre forebyggende tvangsforholdsregler på dette område. Når Mill dog viser sig at være en modstander heraf, må han åbenbart ty til andre ræsonnementer. Men der gives intet andet end at henvise til, at det til syvende og sidst er min egen sag, om jeg vil drikke mig ihjel. Brændevinen er min egen, forudsat at jeg har købt den for mine retmæssigt erhvervede penge; min krop ligeledes; med begge dele har jeg altså lov at handle som jeg vil: i al fald så vidt det gælder at stå mine medborgere i almindelighed til regnskab (og det er det, der her er tale om), og jeg ikke har særlige forpligtelser overfor familie eller andre.

Den mest afgørende grund imod det offentliges indblanding i rent personlige sager er efter Mills mening, at det sandsynligvis vil ske på urigtig måde og på urette sted. I egentlig moralske sager (altså sager, der angår andre) kan den fornærmede eller den offentlige mening dømme sikkert, fordi de blot behøver at se sagerne fra deres eget standpunkt, men i personlige sager skal man se dem fra en andens standpunkt. At dette medfører næsten uoverstigelige vanskeligheder er utvivlsomt, men dette er dog ikke hovedsagen. Hovedsagen er den omstændighed, som Mill heller ikke er blind for, at en persons tilbøjeligheder ligeså meget er hans egen sag som hans meninger eller penge. Det er dette, der i alle diskussioner om statsmagtens rette grænser altid bør holdes frem i første række: hvad er dit og hvad er mit? Spørgsmålet om statsmagtens eventuelle klodsethed kommer dog først i anden række. 

Herbert Spencer har i forskellige skrifter beskæftiget sig med det samme spørgsmål. Han havner i den formel, at statsmagten vel kan optræde negativt, men ikke positivt tvingende; dvs. den kan ikke tvinge nogen til det eller det bestemte arbejde; de enkelte borgere må her have fuld frihed, blot de ikke hindrer andre i at have den samme frihed. Den negative tvang, som staten kan udøve, består altså i at afholde statsborgerne fra overgreb på hinandens frihed.

Han tager således afstand fra enhver direkte indgriben fra statsmagtens side i erhvervslivet. Man har mod dette standpunkt indvendt, at det kun ville være rigtigt, hvis det kunne vises, at en sådan direkte befatning med erhvervslivet snarere var ødelæggende end fremmende for det. Men dette er en ganske fejlagtig betragtningsmåde; den etiske løsning afhænger i al fald ikke heraf. Spørgsmålet er: er statsmagten berettiget til denne indgriben eller ej? Men i dette plan har hverken Spencer selv eller hans modstandere fastholdt spørgsmålet, og derfor er diskussionen blevet endeløs som alle diskussioner, der drejer sig om det ‘nyttige’. 

Hvad delingslinjen mellem den positive og den negative tvang angår, da ville den i og for sig være brugelig, ifald den blot udformedes klart og konsekvent. Ved den negative tvang forstår han en retsorden, der træder hindrende i vejen for overgreb. Når man hertil har sagt, at dette kun kan ske ved positiv tvang på de individer, der ikke vil bøje sig, driver man ordspil med ordet positiv. En retsorden, hvis eneste forhold til erhvervslivet er at regulere, at afbøde overgreb, kan ikke med rette kaldes positivt indgribende. At afbøde en uret er intet positivt skridt, det er at føje et plus til et minus, hvilket giver 0. At hjælpe til at flytte en uretmæssig fordel over til den rigtige side, er ikke at skabe positiv fordel for den, hvem det kommer til gode. Hvis staten selv driver skibsbyggeri, er det positiv indblanding, unfair konkurrence med privatfolk, overgreb overfor dem; hvis den derimod lægger skibsbyggeriet visse hindringer i vejen for at bygge uforsvarligt, usolidt, er det nok indblanding, men ikke positiv indblanding til fordel for nogen bestemt; en regulering af modstående interesser er jo netop bygget på, at den regulerende magt ikke selv er interesseret. For så vidt er sagen klar nok.

Vanskeligheden viser sig først, når det skal fastslås hvad overgreb vil sige. Spencer har engang i sit ungdomsskrift Social Statics gjort tilløb til en udredning deraf. Han siger der: “Enhver har frihed til at gøre alt hvad han vil, forudsat at han ikke gør indgreb i den samme frihed hos nogen anden.” Og han er på det rene med, at økonomisk frihed er basis for al anden frihed, ja at denne overhovedet kun eksisterer i form af fuld og ubeskåret ejendomsret. Fuld frihed kan efter hans mening kun bestå, hvor man f.eks. anerkender alles lige ret til brug af jorden.

Hvis Spencer klart og utvetydigt havde kædet denne opfattelse af, hvad overgreb er, nemlig uretmæssig frihedsberøvelse eller krænkelse af den etiske ejendomsret, til sin bestemmelse af statsmagtens rette grænser, ville han have løst spørgsmålet. Thi da ville der ikke kunne være mindste tvivl tilbage om, hvad man måtte forstå ved negativ tvang. Den negative tvang, som det er statsmagtens opgave at gennemføre, måtte da bestemmes som gående ud på at beskytte mod overgreb på ejendomsretten. Lige så klart et begreb ville den positive tvang være: statsmagten skulle ikke vove sig ud på de områder, der måtte betragtes som de private borgeres ejendom.

I sine senere skrifter kommer Spencer overhovedet længere og længere bort fra tankegangen i Social Statics. Fra de rent etiske betragtninger af ejendomsretten i dette skrift glider han over i opportunistiske overvejelser angående måden at afløse de nuværende uretfærdige ejendomsforhold på. De krav, han oprindelig, så skarpt og klart som nogen, fremsatte om forrettighedernes afskaffelse, drukner han nu i betænkeligheder og skepsis, ja han ender med relativ anerkendelse af forrettighederne. Dermed taber han nødvendigvis den skarpe delingslinje mellem statens og den enkeltes etiske ret ud af sigte.

EÜtvÜs viser (i sin bog De l’influence des idÄes regnantes au dix-neuviÅme siÅcle sur l’etat), at problemet i nutiden ikke består i fuldstændig at knække den centrale magt; de store riger er en nødvendighed, man vender ikke mere tilbage til middelalderens små centra. Problemet er at begrænse den. Statens formål er beskyttelsen af alle borgeres moralske og materielle interesser; opretholdelsen af staten er altså den første garanti for friheden; for at forsvare den nationale uafhængighed og for at beskytte enhvers ret behøver staten betydelig magt. Hvor er da statens begrænsning? Der hvor dens retmæssige aktivitet holder op; problemet er et og samme. Staten er hverken samfundet eller individet; følgelig gives der et socialt og et individuelt liv, som ikke vedkommer staten. Men overalt, hvor staten bør virke, må den nødvendigvis have det sidste ord; dens magt bør være centraliseret. Rousseau har ret, så langt uafhængigheden og den offentlige fred rækker; her har man ret til at sige, at staten er summen af borgerne, men så snart det drejer sig om individuelle sager, er det øjensynligt, at selv i et land med almindelig stemmeret, hvor statens vilje er en majoritets ønske, vil disse interesser let være prisgivne.

Hvor kan man finde garantier mod statsmagtens tyranni? I den konstitutionelle regering? Nej, også majoriteter kan vise sig uretfærdige og brutale. EÜtvÜs angriber ikke de konstitutionelle forfatninger, han forlanger blot ikke af dem hvad de ikke kan give. Fri presse og fri domstole er ikke garantier nok til at beskytte individet. Når politiske eller religiøse lidenskaber farer hen over et land, hvem hindrer da kamrene i at vedtage forfølgelse? I det 17. århundrede er de engelske love, som rammer katolikkerne ligeså hårde og uretfærdige som de franske love, der knuser protestanterne. Der gives kun et middel: at begrænse staten, dvs. bestemme den sfære, hvor den må udøve absolut autoritet, og hvor ud af den ikke må gå.

Endnu skal blot anføres, at Taine i sit værk om revolutionen*13 udtaler: “Der findes ikke længere nogen grund til at overdrage staten al magt og myndighed. Individet har ikke længere nogen grund til at sælge sig helt og holdent, han kan uden ulempe forbeholde sig en del af sig selv. Og hvis du i dag vil have ham til at undertegne en ‘social kontrakt’ vær vis på, at han vil reservere sig sin part.” Han protesterer imod at give nogle rigsdagsmænd, ‘syvhundrede fremmede mennesker’ fuldmagt, det vil sige ubegrænset magt ikke blot over sin ejendom og sin krop, men også over sit indre liv, en myndighed, der er langt videre rækkende end den, man ellers fordeler mellem ti personer, til hvem man har tillid. Statens myndighed bør begrænses til at våge over vor sikkerhed ude og inde, og vi lover at forsyne den med midler dertil. Men dette skylder vi kun at gøre, hvis staten holder sig til denne aftale; går den ud derover, vil den påtage sig et fysisk eller moralsk hverv, som jeg ikke har bedt den om, vil den være filantropisk eller pædagogisk, må jeg protestere. Staten er en regulerende og kontrollerende magt, der væsentlig har at tildele enhver hvad der tilkommer ham. “Lad os derfor vogte os for at forøge statens magt og lad os ikke finde os i, at den bliver andet end en påpasselig pladshund.”

Så vidt nåede man i det 19. århundrede, og det var endda kun få og spredte stemmer, ‘utidsmæssige’ ånder, der forkyndte disse lærdomme. Virkeligheden gik sin gang på tværs af disse ideer, hen imod større og større indgriben fra statsmagtens side på det individuelle område; den enkelte blev indviklet i et stedse mere omfattende embedsmaskineri. Staten spillede i voksende grad forsorg og formynder på alle personlige områder og betænkte sig ikke på at tage midlerne dertil, hvor den bedst kunne, selvom den derved gjorde indgreb i borgernes personlige eje. Samtidig gjorde den intet for at hindre, at naturens goder beslaglagdes som monopoler, hvorved lønarbejdernes afhængighed blev større og større.

Intet under, at arbejderklassen blev dybt skuffet over denne udvikling, og at den så sig om efter udveje. Den var vidne til, at revolutionen havde udstyret et flertal med magt og myndighed til at kue mindretallene, noget der ved en mærkelig misforståelse benævnedes ‘friheden’, men nogen økonomisk frigørelse havde den ikke mærket noget til. Vildledte af førere, der ikke var i stand til at se til bunds i de økonomiske forhold, og som af begejstring for løst begrundede materialistiske magtteorier havde tilsat troen på etiske ideers indflydelse, lyttede arbejderne til det dårlige råd at lægge endnu mere magt, ja al magt i flertallets hænder. Statsmagten skulle i fremtiden ikke blot være en regulerende, men en aktivt producerende og fordelende magt. Man så herved bort fra de egenskaber i den menneskelige natur, der vil bevirke, at produktionen i så fald ufravigelig vil synke ned til et minimum, så at lighed i kår vel nok kan opnås, men det bliver lighed i fattigdom, ikke i velstand. Endvidere så man bort fra, at under en så enorm koncentration af magt og ejendom i nogle enkeltes hænder, vil al tale om garanti for den personlige frihed være en hån.

Thi hvor i al verden skulle slige garantier kunne fremstampes af et system, der har forskrevet sig til magtfilosofi og klassekamp? Socialdemokraterne vil ikke kunne svare herpå. Det synes som om de føler sig stående overfor et valg: enten ofre al individuel frihed eller bandlyses til håbløs kasteagtig elendighed. Og de har åbenbart beredt sig på at give afkald på friheden. Men ved man da hvad frihed vil sige? Hvor her i verden har man nogensinde levet under frie forhold? Hvis personlig frihed skal være mere end en frase, må den være forbundet med økonomisk frihed, men til datum har man glemt, at de principper, som alene afgiver moralske garantier for individets selvbestemmelse og åndelige frihed, nemlig retsprincipperne, er nøjagtig de samme og de eneste, som sikrer ham økonomiske eksistensvilkår og grundlag for selvvirksomhed. Vil man kaste vrag på disse principper, inden man har prøvet dem? Først i en retsstat, hvor respekten for retmæssige principper umuliggjorde monopoler, og hvor det økonomiske liv kun kendte sådanne skranker, som hensynet til retmæssig ejendomsfordeling nødvendiggjorde, ville man kunne høste rene erfaringer om frihedens virkninger, bl.a. om det er den, der gør ‘kapitalen’ til en så frygtet magt.

Men ulykken er, at socialdemokraterne hidtil ikke har vist nogen interesse for at uddybe retfærdigheden. De har ingen tillid til den. Deres drøftelser går især ud på at afgøre, ved hvilke midler den størst mulige magt skal overdrages staten; deres teoretikere indlader sig aldrig på en etisk drøftelse af berettigelsen for statsmagten til at gribe ind på alle mulige individuelle områder; lige så lidt som de gør forsøg på at vise, hvorledes magten retmæssig skal bruges, eller hvilke principper der i den socialistiske stat skal være ledende for den økonomiske fordeling,

Studiet af den socialdemokratiske bevægelse er derfor mærkværdig lidt oplysende for den, der anlægger en etisk betragtning på det offentlige liv. Det viser os en samfundsklasse, som under den nuværende demokratiske statsmagts misgreb og mangel på vilje til at hævde en retmæssig ejendomsfordeling griber til den fortvivlede udvej at hobe endnu mere, ja næsten ubegrænset magt og myndighed over på den selvsamme statsmagt, idet den i stedet for at opstille ledende retsprincipper tager sin tilflugt til disciplin og orden og foretrækker udsigten til ensartede økonomiske kår og tryg forsorg for selvbestemmelsesret og kamp på lige basis. Det viser os, at disse idealer tiltaler en stor mængde mennesker; vi finder en lang række undersøgelser angående muligheden og heldigheden af en sådan samfundsreform. Derimod går man ganske uden om spørgsmålet, hvorvidt den ville være etisk forsvarlig.

De socialdemokratiske talsmænd forsikrer os nok om, at de ikke nærer mindre interesse for friheden end andre, men på forsikringer alene kan politiske reformer ikke bygges; vi må have klar besked om hvilke garantier for friheden, der bydes i den socialistiske stat. Når den personlige frihed er så lidt betrygget under de nuværende forhold, som daglig erfaring viser, kan det kun være naive folk, som tror, at dette vil blive bedre under forhold, hvor statsmagten sidder inde med hele magten og herligheden. Jo flere magtmidler man kom til at råde over, des blidere, men derfor ikke mindre virksomme, tryk blev man i stand til at anvende imod mulig opdukkende opposition.

Medens socialdemokratiet altså slet ikke teoretisk anerkender nogen som helst grænse for statsmagtens omfang, sporer man tilløb dertil i den bevægelse, der her i landet og andetsteds har taget navn efter Henry George. Det centrale i denne bevægelse er kravet om jordrentens fuldstændige inddragelse til dækning af alle offentlige udgifter. Det bør ikke glemmes, at denne tanke oprindelig stammer fra en skotsk forfatter Patrick Dove, som fremsatte den en menneskealder før Henry George i sin bog Teorien om det menneskelige fremskridt, der udkom 1850. Allerede deri hedder det: “Hvilket system kan sikre ethvert individ i de kommende slægtled hans andel af Englands naturgoder? På dette problem, påstår vi, er blot en eneste løsning mulig nemlig at gøre jordrenten til nationens fælleseje, dvs. tage hele skattens beløb af jordrenten og derigennem overflødiggøre alle andre skatter.” Patrick Doves begrundelse af denne reform hviler overvejende på etiske betragtninger, medens Henry Georges ræsonnementer væsentlig er nationaløkonomiske. Den sidstnævnte forfatter udmærker sig desuden ved store stilistiske evner, og dette har givet ham et forspring i popularitet frem for den noget tørre, mere akademiske forgænger.

Da grundskyldsreformen, som den også kaldes, væsentlig går ud på afskaffelse af alle direkte og indirekte skatter, i hvis sted en eneste afgift, grundskylden, skal træde, er det klart, at denne reform vil simplificere regeringsopgaverne i al fald på Ät væsentligt punkt: tilvejebringelsen af midlerne til de offentlige opgaver. Denne side af sagen lader i klarhed intet tilbage at ønske. Her er draget rene og bestemte grænser for, hvad der retmæssig kan afkræves den enkelte, og hvad ikke, og på en sådan måde, at reformen vil forenkle embedsmaskineriet ganske betydeligt.

Kommer man derimod til spørgsmålet om den rette anvendelse af disse midler, glipper også Henry Georges lære og bliver enten tavs eller vaklende. I Progress and Poverty (Fremskridt og fattigdom) udtaler han, at samfundet, som han tænker sig det, ville nærme sig Herbert Spencers forjættede land: landet uden regering (dvs. regering som ledende og hæmmende magt). Men han tilføjer: “På samme tid og i samme grad ville det blive muligt for samfundet at virkeliggøre socialismens drøm. Al denne simplikation og indskrænkning af regeringens nuværende funktioner ville gøre det muligt for den at optage visse andre funktioner, som nu stræber efter at anerkendes. Regeringen kunne lige så godt selv overtage telegramforsendelsen som postforsendelsen; den kunne lige så vel bygge og drive jernveje, som anlægge og vedligeholde landeveje ╔der ville blive et stort og voksende indtægtsoverskud fra grundværdiskatten til materielle fremskridt, som ville tage fart med stærkt stigende hastighed og stadig tendere mod at forøge afgiften. Denne indkomst, der opstår af fællesejendommen, kunne anvendes til det almene vel, således som Spartas indkomster blev anvendte ╔vi kunne oprette offentlige bade, museer, biblioteker, haver, høresale, musik og danselokaler, universiteter, tekniske skoler, skydebaner, legepladser, gymnastiksale etc. Varme, lys og drivkraft, så vel som vand, kunne ledes gennem vore gader for offentlig regning; vore veje kunne kantes med frugttræer, opdagere og opfindere belønnes, videnskabelige undersøgelser støttes, og på tusinde måder kunne de offentlige indkomster anvendes til at udklække bestræbelser for det offentlige vel. Vi skulle nå socialisternes ideal, men ikke gennem regeringstvang. Regeringen ville skifte karakter og blive administrator af et stort kooperativt samfund. Den ville simpelthen blive den formidler, hvorigennem fællesejendommen administreredes i det almene vels tjeneste.”

Disse uddrag er tilstrækkelige til at vise, at George, hvad anvendelsen af folkets fælleseje angår, ikke står på retsmoralens grund. Sætningen, at fællesejendommen retmæssig kan benyttes i det almene vels tjeneste, er hentet fra nyttemoralen og må med den anvendelse, George giver den, absolut tydes i dennes ånd. Herefter skulle det være forsvarligt at anvende fællesejendommen til al slags nyttige og ønskelige formål, til alle de formål, der kunne tjene til at ‘realisere socialisternes idealer’. Hvem skal afgøre hvad der er ‘nyttigt’? Statsmagtens repræsentanter. Men disse har ingen etisk beføjelse til at anvende midler, som tilhører alle i fællesskab (hvad der ikke er det samme som ‘staten’), til formål, som de finder for godt at kalde nyttige. George foretager med andre ord ikke den nødvendige sondring mellem interesser, der kun berører nogle, måske de fleste, og interesser, der er fælles for alle. Kun til disse sidste er det berettiget at anvende fællesformuen.

At lade staten simpelthen indsamle en grundskyld ville ikke være nogen stor etisk bedrift –thi hvem er staten? I den nuværende demokratiske stat vil det blot betyde, at disse midler stilledes til vilkårlig rådighed for et hvilket som helst flertal, der sad inde med magten. Man vil let se, at hvis Georges tilhængere opfatter reformen på denne begrænsede måde, vil det blot betyde en ny knæsættelse af det demokratiske system, af flertalsmagtens vilkårlighed overfor individet, opgivelse på halvvejen af retsprincippet som ledende grundsætning. For at retten i det offentlige livs økonomi skal ske fyldest, er det ikke nok at anvise hvor pengene skal tages fra. Staten har overhovedet ingen ret til at tage, ja end ikke til at tage grundskyld, hvis den ikke samtidig begrunder sin hensigt med at tage, gør en undskyldning, kunne man sige, for at den optræder som mellemmand. Og den eneste retmæssige hensigt, der findes, må angives således: værdien af visse særfordele må indsamles, fordi det er den eneste måde hvorpå den kan komme tilbage til sine rette ejermænd, som er os alle. Tilbageholdes må kun hvad der skal bruges til sådanne nødvendige fællesopgaver, hvis opretholdelse alle på forhånd kan antages lige interesserede i.

Det følger heraf, at den reform, der går ud på jordskyldens inddragelse, etisk set kun lader sig forsvare som led i en hel og fuld politik, der omspænder alle offentlige spørgsmål og indeholder en principiel begrænsning af statens opgaver. Som isoleret reform står den uden retsmoralsk begrundelse, og det er forståeligt, at de af dens tilhængere, der væsentlig har betragtet den fra et økonomisk standpunkt, som kilde til forøget materielt velvære og en jævnere fordeling af livets goder, kan tænke sig den indpodet på de bestående politiske partiers programmer. Historisk set må ‘georgismen’ i denne snævre betydning betragtes som en sidste udløber af de demokratiske systemer, et sidste forsøg på at afstive flertalsmagten ved at tildele den en betydningsfuld opgave. Betragter man derimod jordrentens inddragelse i etisk belysning, kan det ikke undgås, at man må se den som brudstykke af en tankegang, der fulgt ud i sine konsekvenser viser os en hel omvæltning af de nuværende politiske idealer; en helhedsopfattelse af statsmagtens væsen og opgaver, der peger mod individets frigørelse mod en ved retsprincippets hjælp afklaret individualisme. Vil man en retsmoralsk begrundelse, må man have mod til at følge denne tankegang i hele dens opgør med statsmagten. 

Fortsættes: Statsmagtens væsen