Severin Christensen: Retsstaten
12. Strafferetten i belysning af vederlagsprincippet
12. Strafferetten i belysning af vederlagsprincippet
Den første opgave en statsmagt har at løse, er det indre retsværn. Den går ud på at afgrænse de retmæssige ejendomsområder og tilsikre enhver sit. For at forfølge dette princip ud i alle specielle anvendelser måtte man ikke blot undersøge retsinstitutionernes sammensætning, virkemåde og opgaver, men systematisk gennemgå hele den bestående lovgivning. Men navnlig den sidste del af denne opgave ville her blive for vidtløftig; desuden er dele af lovgivningen, hvor en sådan undersøgelse er mindre nødvendig, fordi det praktiske livs krav af sig selv har tendens til at trække forholdene i lave, og afbalancere interesserne således, at de lovgivningsbestemmelser, sædvanen fæstner, uvilkårlig bliver udtryk for hvad samlivet kræver og derfor vanskeligt kan glide alt for langt bort fra den etiske ret. Dette kan f.eks. siges at være tilfældet med en stor del af obligationsrettens bestemmelser, bestemmelser om løfter og kontrakter, om kreditor og debitor, om skadeserstatninger og modregninger, om køb og salg, om borgen og kaution osv.;at disse forhold har en naturlig tendens til selv at skabe sig vedtægter, umiddelbart fremgået af selve livets grundkrav, ses også af den påfaldende internationale overensstemmelse mellem de forskellige landes obligationsretter. Dette ligger naturligvis i, at de interesserede her stilles ansigt til ansigt med hinanden og i stor udstrækning er henviste til at tage sagen i deres egen hånd; under disse forhold kunne den sædvanemæssige vedtægt kun blive en sådan, der væsentlig sikrede enhver sit.
Et helt andet forhold finder vi i straffeloven; her har statsmagtenfor længst trængt sig ind imellem de to parter med sine særlige interesser og formål; dette medfører en forrykkelse af forholdet imellem den forurettede og foruretteren; straffelovens bestemmelser vil derfor lettere kunne komme på afveje end f.eks. obligationsrettens; og hvor der, som i vore dage, har dannet sig absurde teorier om statsmagtens opgaver og væsen, kan man være vis på, at de nøje vil afspejle sig i strafferetten.
Det kan historisk godtgøres[20], at straffen i dens moderne skikkelse er et temmelig sent fænomen. I de ældste tider var der ingen brug for den; retstrætterne medførte privat oprejsning, der ofte fastsattes ved gensidige overenskomster. For at disse ikke for ofte skulle strande, viste det sig snart fordelagtigt at indskyde en mægler mellem de to parter, som kunne være behjælpelig med vurderingen. Men hans rolle var fra først af rent rådgivende, uden myndighed til at tvinge; ved enhver forbrydelse forbeholdt den krænkede part sig med magt at fremtvinge fuldt vederlag for den tilføjede skade og at være medbestemmende om, hvor stor skaden var. Endnu var der ingen statsmagt til at tage afgørelsen ud af de direkte interesserede parters hænder under påskud af, at det i virkeligheden var den, der var den krænkede, og at sagen derfor burde afgøres af den. Staten var jo også et sent produkt; på det nævnte trin er den endnu ret afmægtig, fungerer kun midlertidig i krigstilfælde og er lige akkurat tålt. Men fra det øjeblik staten vinder fodfæste og magt, begynder hele retsvæsnet og retsbetragtningen at skifte karakter; ikke har statens repræsentant fået sin fod indenfor retsafgørelsen, før hensynet til de stridende parter bliver nr. 2og statsmagtens egne interesser nr. 1.[21] I stedet for mægling får vi magtsprog, i stedet for forligsprøver – thi andet var oldtidens rettergang ikke – får vi retsafgørelser, domme. Og i stedet for erstatninger til de forurettede, fastsatte ved overenskomst, får vi straffe.
[20] Naturlig ret, kap. 8.
[21] Moderne strafferetsteori ligestiller enkeltmand, almenheden og staten som berettigede til statsmagtens værn gennem den straffende retshåndhævelse.
Og dermed er man inde på hele den udviklingsgang, som endnu næppe har løbet linen ud, og hvis ledende syns punkt er, at det ved de allerfleste forbrydelser i grunden er staten, der er den fornærmede part; forbryderen er først og fremmest en urostifter, ulydig og trodsig overfor statsmagten. Derfor går overvejelserne i første række ud på ved alle midler at bøje ham til lydighed og om muligt at forebygge gentagelser. Om midlerne er retfærdige eller ej spørges ikke – men blot om de er formålstjenlige. Og i kraft af tidens slagord det ‘humane’ tiltager straffemyndighederne sig et formynderstandpunkt overfor forbryderen, der gør ham ganske retsløs og udsætter ham for vilkårlig behandling ud fra løse formodninger om hans hele karakter og foregående livsførelse. Helt i baggrunden kommer hensynet til den krænkede part, som man i grunden slet ikke er tilbøjelig til at tilkende nogen som helst ret[22]. Til ham har straffen sjældent noget bud; om hans krænkelse mildnes ved den, om han kan erklære sig tilfreds eller har fået oprejsning, derom spørges ikke – han er skubbet helt ud af spillet. Og endnu mere påfaldende: heller ikke forbryderen kan få sin ret; hans krav på at lide en retfærdig straf tager man lige så lidt hensyn til. Også forbryderen skulle dog have ret til ved domsafsigelsen at få indblik i, hvilken objektiv målestok man vurderer hans forseelse efter;[23] men dette nægtes ham. Straffens hårdhed beror i høj grad på dommerens eller fængselsmandens mere eller mindre subjektive skøn.
[22] I dansk retspleje har forbryderens offer ganske vist under en straffesag adgang til at gøre krav gældende for den skade, han har lidt ved forbrydelsen, med mindre retten finder, at dette medfører ulempe, ligesom civilt søgsmål mod forbryderen altid står ham åbent, se retsplejelovens kap. 89. Men staten stiller ikke særlige inddrivelsesmidler til rådighed for erstatningskrav mod en forbryder, og sådanne krav er derfor oftest værdiløse, især hvis forbryderen underkastes frihedsstraf og dermed unddrages sin erhvervsevne i længere tid. Ting, der er fravendt nogen ved en forbrydelse, eller udbyttet heraf, skal dog altid udleveres til rette vedkommende, retsplejelovens § 754.
[23]Teorien betragter ikke straf som noget vederlagsbestemt, men som noget formålsbestemt. Formålet er sikring af lovens almindelige autoritet og derigennem værn af retssikkerheden.
Overfor denne grundsætning, vi her har peget på, mellem gammelt og nyt syn på en forbrydelse, blegner ganske modsætningerne mellem alle de forskellige straffeteorier, nutiden har øvet sin opfindsomhed på. Afskrækkelsesteorier, forebyggelsesteorier, nødværgeteorier, straffetrusselsteorier, opdragelsesteorier osv., osv. mødes alle ibestræbelsen for at sætte hensynet til den krænkede part til side og gøre statsmagten til den eneste, der har berettigede interesser at varetage. Alle er de udslag af det moderne sværmeri for statsmagtens almagt.
Imod disse anskuelser kan man imidlertid i tilslutning til ældre tiders mere naturmæssige opfattelse opstille en anden, som gør hensynet til den jævnbyrdige soning eller oprejsning til kærnepunktet iden reaktion, en forbrydelse naturligt må fremkalde; et princip, som kræver, at når statens hjælp påkaldes overfor en forbrydelse, må statsmagten ikke egenmægtig gå ud over den opgave at varetage, at der bliver ydet fuldt vederlag og at dette kommer rette vedkommende til gode. Derved og kun derved vil alle parters retmæssige interesser blive varetagne, og statsmagten holde sig indenfor sin rette ramme. Som vi senere skal se behøver denne opfattelse ikke at medføre, at de ikke direkte ramtes interesser, samfundets almene interesser, lades ude af betragtning; tværtimod går den ud på at anerkende et hvilket som helst påviseligt krav på vederlag.
Disse tanker har mødt stor modstand blandt tilhængerne af den nyere kriminalistiske skole, som i adskillige skrifter har røbet, at de kun kender en slags moral, nemlig velfærdsmoralen[24]. Hvis man af vore betragtninger over dette emne har lært at se, hvilke ubegrænsede magtanvendelser dette moralsystem er anlagt på at forsvare, vil man forstå, at disse kriminologer må oprøres i deres sjæls inderste, når man vil indskrænke deres straffemyndighed til kun at stifte ret, i stedet for at øve velfærd imod forbryderne i form af human, pædagogisk formynderbehandling, der i realiteten betyder den vildeste vilkårlighed.
[24] Yngre danske strafferetsteoretikere er dog ikke blinde for vederlagsprincippets værdi. Oluf Krabbe klassificerer således erstatningsansvarets generalpræventive funktion foran straffen, som efter hans mening træder til, fordi erstatningsansvaret i en række tilfælde, hvor der ikke foreligger individuelt oprettelig skade (f.eks. overtrædelse af færdselsloven) ikke ville skabe nogen generalprævention.
Vort krav om, at straffen i første række skal tage hensyn til gerningen og gå ud på at sone denne, og ikke bestemmes af gerningsmanden særlige beskaffenhed, hans forudgående liv osv., noget der desuden altid vil hvile på stor usikkerhed, har rejst beskyldninger for at vi skulle grave de gamle gengældsteorier (i form af hævnteorier) op. Man kan eller vil ikke se forskellen mellem at kræve vederlag af en mand og at tilføje ham ondt for at gøre ham skade. Kan det da også kaldes hævn i det private liv at kræve erstatning af den mand, der har slået ens vinduesrude ind?
Hvad vi har villet slå fast angående strafferetten er dog blot dette: når en mand har forset sig, skal han søge at råde bod på hvad der er sket; vil han det ikke frivilligt eller stoler man ikke på, at han vil det frivilligt, skal han tvinges dertil, om fornødent ved personligt produktivt arbejde. Og denne ydelse skal sættes i bestemt forhold både til hvad han har forbrudt og overfor hvem han har forbrudt sig. Man kan gå ud fra, at gennemføres dette i praksis, vil det tillige være den bedste ‘opdragelse’ til socialt sindelag, idet der bibringes ham en forståelse af de sociale love, han tidligere har manglet.
Hvor langt nu dette i enkelthederne lader sig gennemføre, kan man ikke uden særlige erfaringer afgøre; dette er kriminalisternes sag. Man må blot fra retsmoralens side hævde, at dette er det retsprincip, som først kræver efterlevelse, så langt det er muligt. Vurderes et retsbrud efter dets objektive karakter som materiel værdiforringelse, og vurderes reaktionen i forhold hertil efter dens positive erstatningsværdi, er der indskudt en fællesnævner. Og selv om afvejningen i enkelte tilfælde kan støde på mange vanskeligheder, bliver det dog i reglen et spørgsmål om kvantiteter
En hel anden ting er det, at der gives forbrydelser af en sådan art, at økonomisk vederlag til bestemte personer overhovedet mister al mening. Men retsmoralen bygger heller ikke på materiel erstatning alene; den går dybere til bunds og er fuldt klar over, at al overlast til syvende og sidst rammer sjælelivet, og megen overlast er af den art, at den også kun lader sig vederlægge ved ydelser af bestemt art. En krænkelse af en ven lader sig ikke udslette ved at sende ham en check. Et røverisk overfald i en landsby efterlader sjælelig utryghed i en sådan grad og i en sådan udstrækning, at økonomisk vederlag alene her ville være meningsløst; den af forbryderen vakte frygt og utryghedsfølelse kræver og retfærdiggør derfor det middel, der ene er i stand til at standse den, en øjeblikkelig tvangssikring af forbryderen.
Hvad vi hævder, er blot at den økonomiske bod må være normalmetoden. At pengebøden er et ypperligt straffemiddel i dertil egnede tilfælde, erkendes af de fleste kriminalister.
Da bøden i mange tilfælde er uopnåelig, er det en udvej, der frembyder sig af sig selv, at fremskaffe den ved tvangsarbejde, om muligt under frie forhold og at beslaglægge en del af arbejdslønnen. Hvis den, der ikke kunne betale bøden, og som heller ikke frivillig af sin arbejdsfortjeneste ville afdrage på den, måtte aftjene den ved tvangsarbejde, ville enhver opfordring til at bevare afsoningen bortfalde, eftersom selv en dårlig og doven arbejder i frihed med lethed vil tjene mere til bødens betaling end ved det arbejde, tvangsanstalten kan skaffe, og som altid vil være meget dårligt betalt.
En anden sag er, at et overgreb ikke altid kan anses for sonet alene derved, at den rent materielle balance genoprettes; at man ved et tyveri f.eks. indskrænker sig til at lade tyven erstatte det stjålne beløb. Til fuld soning vil kræves, at den forurettede også får oprejsning for hvad han sjæleligt har lidt ved overgrebet (angst, utryghed, ydmygelse, afsavn), og for så vidt dette i nogen grad kan ske ved hjælp af materiel erstatning, kan man i bødestraffen skelne mellem to faktorer, den rent materielle erstatning og en soning af overgrebets sjælelige ulemper[25]. Og medens det i øvrigt vil være rigtigt at lade bødens størrelse stå i forhold til krænkelsens omfang, kan der med hensyn til den sidste faktor være tale om at lade fornærmerens personlige forhold komme i betragtning.
[25] Om økonomisk erstatning for sjælelig skade ved forbrydelser se Carl Popp-Madsen: Bod (Gads forlag 1933), hvori bl.a. med henvisning til nærværende skrift og til Sev. Christensen, Axel Dam og C. Lambek Retsmoral efterlyses en reform af strafferetsplejen.
Al oprejsning er nemlig i sin grund sjælelig. Men ligesom tab og krænkelse, der også allerinderst inde er sjælelige, kan forvoldes ved de forskelligste midler, således er også de midler, der hidfører den sjælelige heling eller oprejsning, varierende.
Der er en række forseelser, som må ses under denne synsvinkel, nemlig alle voldshandlinger og forbrydelser, der bringer sindene i uro i vide kredse; så at sige opskræmmer hele samfundet. Foruden de umiddelbart ramte, som altså har krav på oprejsning efter de nu nævnte regler, findes der i disse tilfælde alle de mange, hvis sjælero er blevet forstyrret. At vederlægge denne almindelige opskræmthed materielt er en umulig tanke. Men selv om man forsøgte at tilvejebringe materielle midler i rigeligt mål, var det dog ikke fyldestgørende, thi uro og angst er sjælelige lidelser, der kræver modvægt af særlig art. Vi nødes altså til at indrømme, at der gives tilfælde, hvor den materielle værdierstatning ikke slår til, og hvor det kan være retmæssigt, at staten overfor urostifteren griber til midler af særlig art, midler, der har den tilsigtede virkning på de særlige sjælelige lidelser, der er forvoldt – thi til genoprettelsen af den sjælelige ligevægt fører alle retsordenens virkemidler tilbage. Frygten kræver jo i reglen en øjeblikkelig sikring overfor faren, og den sårede tryghedsfølelse kan påkræve kvalitativt ændrede forholdsregler for at trygheden kan genoprettes.
Spørgsmålet om, i hvilken udstrækning strafarbejde udenfor fængslerne kan anvendes, er et rent praktisk.
Man har allerede en mængde erfaringer på dette område:
Fra 1899 har straffefanger arbejdet udenfor anstalterne i plantager og mergellejer. Fangernes forhold har været godt og arbejdsudbyttet ligeså. Albert Dam skriver i Gads d. Magasin 1913, at ca. 1000 danske straffefanger må anses tjenlige til strafarbejde. De kunne anvendes i statens tjeneste til jordarbejde ved baneanlæg eller opdyrkning. “Der kunne mulig nås et korrektionssystem, der økonomisk hvilede i sig selv.” Endvidere gør han den bemærkning, at det synes som om straffeanstalterne forstår at opdrage ‘gode fanger’ i samme grad som de berøver dem karakter til at leve hæderligt i frihed.
1914 er indført akkordbetaling til fangerne for hvad de udfører udover pligtarbejdet. Men hvorfor vurderes arbejdet lavere end andetsteds? I Sing-Sing Fængslet betales fuld løn, og fangerne må deraf udrede deres ophold.
Goll, der har studeret forholdene på nærmere hold skriver, at arbejdet interesserede fangerne stærkt, ikke mindst fordi de indså, at de gavnede landet og “derved på den smukkeste måde genoprettede noget af den skade, de havde forvoldt ved deres forbrydelse.” Personer, på hvem alle tidligere straffe og afsoningsmåder har vist sig virkningsløse, er blevet hæderlige.
Det glædelige ved disse erfaringer er den udsigt, de åbner til at få fængselsdørene slået op. Det erkendes, at frihedsberøvelsen egentlig kun har underordnet betydning som middel til at fremtvinge aftjeningen – “kan denne realiseres uden frihedsberøvelse, så meget desto bedre, forsøget bør hellere gøres for ofte end for sjældent” (Goll). Enkelte vil der vel altid findes, som ikke kan arbejde ude på egen hånd, men kun under opsigt. Mulig ville der også kunne gøres brug af pålidelige folks løfte om at garantere for vedkommende[26].
[26] Efter anordning af 10. maj 1917 om fuldbyrdelse af fængselsstraf er straffuldbyrdelse i enrum undtagelsen, og regelen er, at fangerne skal sysselsættes ved produktivt arbejde. Der skal så vidt muligt ydes akkordløn, hvoraf en del kan anvendes til bestridelse af forsørgerpligter og til formål af betydning ved fangens løsladelse. Heraf skal også dækkes skade, som fangen forvolder på fængslet m.v., men lønnen kan ikke forlanges anvendt til erstatning af den ved forbrydelsen skadelidtes tab.
Dersom en teoretiker pludselig stod op og erklærede: Jeg tror, at der er bygget fængsler nok i dette land, vi trænger ikke til flere; tværtimod kan vi lukke de fleste af dem, vi har. Vi skal blot, når folk har forbrudt sig, i stedet for at indespærre dem i ørkesløs ensomhed eller i fordærveligt selskab, lade dem arbejde, så vidt muligt under frie forhold, ude i livet sammen med andre mennesker, så at de i stedet for at blive mere og mere fremmede for livets kår kan bevare deres sociale egenskaber og få dem styrkede – så ville vel folk med rette trække på skuldrene og erklære sligt for sværmen. Nu, da det er praktiske fængselsmænd, der selv har indhøstet de erfaringer, vi har omtalt, kan det vel ikke uden videre afvises som fantastisk, når man tænker sig den tvungne værdipræstation gjort til hovedhjørnestenen i fremtidens behandling af forbryderne.
Imidlertid kan man ikke blive stående herved. Retsbevidstheden forlanger et skridt til. Det er ikke nok, at man har indset, at forbryderen er i stand til at præstere værdier; hvis retfærdigheden skal ske fyldest i strafferettens praksis, må der sørges for, at disse værdier tilfalder den, de tilkommer, nemlig den krænkede[27]. Og forbryderen skal udtrykkelig vide, at hans ydelse netop er til fordel for den, hvem hans overgreb er gået udover, og at den svarer til omfanget af det tilføjede tab.
[27] Dette er, som det fremgår af noten foran, udelukket efter gældende danske retsforskrifter.
I disse to tankers sammenknytning – kravet om, at forbryderen skal afkræves en værdiydelse, der svarer til hans overgreb, og at han skal yde den til rette vedkommende – ligger spirerne til en fremtidig retmæssig normalbehandling af forbryderne, hvori hovedlinjerne utvivlsomt må blive disse: hvis ikke erstatning tilbydes frivillig ved et forlig mellem parterne, – enten i rede materielle værdier eller i resultater af arbejdsydelser under de friest mulige former, – skal tvungen erstatning finde sted i form af bøder, der kan inddrives, eller ved tvangsarbejde under skiftende forhold, fra den mildeste kontrol til den stærkeste (eventuelt i tvangsarbejdsanstalter), alt eftersom nødvendigheden byder det. Enkelthederne i dette system kan naturligvis kun praksis udvikle.
Det må udtrykkelig betones at denne fremgangsmåde ikke i første række tager sigte på forbryderens karakterudvikling; dens hovedelement er at skifte ret mellem de pågældende parter. Men derfor ville det ligefuldt være urimeligt at lukke øjnene for disse forholdsreglers sandsynlige sidevirkninger; og man vil da snart se, at man vanskelig vil kunne finde et middel, der har større betingelser for at påvirke karakteren i social retning. Thi det, der sker, er at forbryderen netop stilles overfor de sociale konsekvenser i deres renhed; har han hidtil forstået at slippe udenom dem, så hjælper straffemyndighederne ham nu til at føle dem fuldt ud. Han får indprentet – ikke med formaninger eller prædiken, så lidt som med barbariske midler – men med livets eget indtrængende sprog hvad vilkårene er for at leve i samfundet; og hvad det koster, nøjagtig hvad det koster, at bryde med samlivets evige love. Han bliver ikke som ved den passive lediggang i fængslerne mere og mere antisocial i karakter og evner, og udygtiggjort til at leve under frie forhold, men han holdes i stadig kontakt med den store levende sociale organisme, og kan få sin karakter rettet i samkvemmet med rettænkende og flittige medborgere. Enhver er tilbøjelig til at akklimatiseres; meget afhænger af, i hvilke omgivelser man anbringer et menneske, og der er ingen fare for, at samfundet i sin helhed ikke skulle besidde sundhed nok til at få bugt med forbryderens tendenser uden selv at tage skade.
Og hvilken anden garanti gives der til syvende og sidst for et socialt sindelag end villigheden til at opfylde de sociale betingelser? Er det ikke et langt pålideligere vidnesbyrd om en karakterforandring end den ruelse, de tegn på omvendelser o. lign., som fængslerne har så travlt med at konstatere?
Fortrinet ved denne fremgangsmåde er ikke, som man har ment, at det er en meget følelig straf – om end kravet om at arbejde af mange sikkert vil føles som den blodigste uret; fortrinet er simpelthen, at forbryderen får samfundets naturlige modstand imod retsbruddet at føle på ubønhørlig måde.
Endvidere må man betragte det som et stort fortrin, at der stadig appelleres til hans frivillighed, så at han til en vis grad selv er herre over, hvor hurtigt han vil tjene sig fri, og at han ved ethvert skridt mærker, at smøleri straffer sig selv.
Når den ovenfor skitserede behandling af forbryderne betragtedes som en normalmetode, ligger jo allerede i denne betegnelse, at der gives tilfælde[28], hvor man mere eller mindre må afvige fra den i udførelsen, ikke i princippet. At gentagelsestilfælde straffes hårdere, er således ikke et brud med princippet; den materielle værdierstatning af den stjålne ting vil ganske vist være den samme, selv om et lignende tyveri er øvet flere gange forud, men krænkelsen af tryghedsfølelsen vokser i geometrisk progression for hver gentagelse, og dette er tilstrækkeligt til at retfærdiggøre betydeligt skærpede straffe ved tilbagefald. Stadig er det det, der er sket, som må afgive målestokken for den retmæssige straf, ikke hvad man kan befrygte i fremtiden.
[28] I 1947 udgjorde de egentlige 'farlige' forbrydere (voldsmænd) kun Ca. 5% af alle for forbrydelse sigtede personer. Ejendomsforseelserne udgjorde ca. 77 %.
Lignende gælder de almenfarlige forbrydere og deres behandling. Det tør overensstemmende med hele vor tankegang anbefales, i stedet for at anstille de gængse betragtninger over almenfarlige forbrydere, farlige eller endog uforbederlige recidivister, udelukkende at tale om forbrydelserne; om handlingerne, ikke om personerne. Et spørgsmål er det, om en domstol nogensinde har ret til at dømme: uforbederlig recidivist; strengt taget har den kun med et eller flere tilbagefald at gøre. Ingen bliver retsløs, selv om han har gjort sig skyldig i nok så mange forbrydelser; om han er uforbederlig eller ej, kan erfaringen ikke sige; erfaringen kan kun gå baglæns; men fra hvad der er sket, kan den aldrig sikkert slutte sig til hvad der vil ske, når det drejer sig om et menneskes sjæleliv; og selv om den kunne, er det jo ikke sindelaget, der er dommens genstand.
Det samme gælder rubrikken farlig forbryder; dette er en psykologisk bestemmelse, der angår mellemrummene mellem forbrydelserne, men som i grunden ikke vedkommer dommeren; den vil aldrig give ham ret til at tilmåle straffen ganske vilkårligt. Det er ikke for mellemrummene at han skal straffes. Ud fra vederlagsteorien vil man derfor aldrig komme til lange indespærringer for indgroede småfejl.
Hvad vi har at gøre med er visse forbrydelser, som er af den natur, at den almindelige sikkerhedsfølelse bliver krænket. Disse kræver uden tvivl en særlig omtale. Der gives voldshandlinger og lignende overgreb af en så opskræmmende natur – selv om det er første gang, at de øves –, at man må spørge, om befolkningen i sin helhed kan føle sig tilfredsstillet ved de forholdsregler, der er omtalt i det foregående. Da som ovenfor omtalt al overlast i sin grund er sjælelig, vil den uro og angst, der opstår i samfundet som følge af en voldshandling, kræve lægemidler af særegen art. Den af forbryderen vakte frygt kræver og retfærdiggør derfor det middel, der ene er i stand til at standse den, en øjeblikkelig tvangssikring af forbryderen. Dette er ikke et brud på princippet; princippet bunder i sjælelig genoprettelse, og der må dertil anvendes de midler, der alene er i stand til at hidføre den.
Princippet om retmæssighed udelukker ingenlunde en individualisering af handlingen og den derpå rettede reaktion, når blot forholdsmæssigheden ikke forrykkes. Ligesom materielle værdier ikke er de eneste, der kan angribes, således kender oprejsningen andre kvaliteter; forbrydelsens karakter levner i denne henseende vidt spillerum. Ved uagtsomhed kan der være grund til at anvende straf af en anden kvalitet end ved handlinger, der bevislig røber ildesindet forsæt. Genoprettelsen skal være så fuldstændig som mulig i alle retninger; og hvor det derfor væsentlig drejer sig om en rystet tryghedsfølelse, vil både sikring og andre til tryghedens genrejsning virksomme midler (også til en vis grad pædagogiske) kunne forsvares – alt dog indenfor den ved forseelsens art og betydning angivne størrelse og hensynet til lighed for loven. Hvis man her også anvender midler, der kan antages at bøje den almenfarlige forbryders karakter, er dette ikke af humane pædagogiske grunde – for hans skyld – men er led i vore sikringsforanstaltninger.
Der vil altså blive en vis klasse forbrydelser tilbage, som det er nødvendigt at straffe med indespærring. Også disse domfældte må sysselsættes med produktivt arbejde, thi også de har værdier at erstatte, blandt andet hvad deres forplejning og ophold i fængslet koster det offentlige. Sikringen bør ikke være vilkårlig, men skal tilmåles efter forbrydelsens foruroligende karakter. Det ledende princip er stadig, at forbryderen selv arbejder sig ud af sin skyld (udelukkende forebyggende og sikrende forholdsregler anerkender vi kun overfor abnorme forbrydere).[29]
[29] Ved straffeloven af 15. april 1930 indførtes for visse erhvervs- og vaneforbrydere sikkerhedsforvaring, der kan idømmes i stedet for straf, når hensynet til samfundets sikkerhed taler derfor. Afgørelse om forvaringens varighed træffes af fængselsnævnet, der består af en dommer, fængselsdirektøren, en psykiatrisk læge og repræsentanter for forsorgsarbejdet for unge mennesker og for løsladte fanger. Som udbygning på straffeloven er endvidere oprettet forvaringsanstalt for psykopater og drankeranstalt, jfr. straffelovens § 70, hvorefter også anbringelse i sindssygehospital eller åndssvageanstalt o.l. kan træde i stedet for straf, hvis den findes uanvendelig. Endelig er der ved lov af 11. maj 1935 åbnet adgang til kastration efter retskendelse af visse sædelighedsforbrydere.
En forbryders skyld kan vokse til en sådan størrelse, at han øjensynlig aldrig vil kunne arbejde sig ud af den, at m.a. ord livsvarigt tvangsarbejde vil være den retmæssige følge. For at afkortelse skulle kunne finde sted, måtte der indtræde benådning; herfor måtte imidlertid den direkte krænkedes samtykke være forudsætningen, men desuden – hvis forbrydelsen havde foruroliget almenheden – offentlighedens samtykke, hvilket mulig ville kunne meddeles af en folkevalgt jury.
Hvad dødsstraffen angår, er det udtalt, at bestræbelserne for dennes afskaffelse er i strid med gengældsprincippet. Men dette viser kun, hvor lidt man kan eller vil forstå det centrale i dette princip.
Vi har jo ovenfor påvist, at gengæld hverken falder sammen med hævn eller med den primitive vurdering, der går ud på at kræve øje for øje, liv for liv osv.
Et mord betyder ofte et økonomisk tab for efterlevende, der havde krav på den dræbtes hjælp; det er øjensynligt at dette tab har større udsigt til dækning, hvis forbryderen bliver i live og tvinges til at erstatte med arbejdsudbytte, end hvis der fuldbyrdes dødsstraf.
Men det spørgsmål, der især interesserer os, er: kan det siges at være retsmoralsk forbudt at anvende dødsstraffen?
Der er ingen tvivl om, at retsmoralen må billige nødværge indenfor rimelige grænser. Den, der overfaldes, har lov til at vurdere sit eget liv ligeså højt som voldsmandens, og er han virkelig truet på livet, har han fuld ret til at skyde modstanderen ned. I tidligere tider, da overfald hørte til dagens orden, og statsmagt og retsinstitutioner var forholdsvis afmægtige, måtte man betragte dødsstraffen som de svageres nødværge. Der er i vore dage ingen grund til at anlægge dette synspunkt; statsmagtens retshåndhævelse rammer så uundgåeligt og har nået en sådan myndighed, at den er i stand til at benytte foranstaltninger, der på engang tilfredsstiller den almindelige trygheds- og sikkerhedsfølelse i lige så høj grad som dødsstraffen og giver forbryderen større adgang til en positiv soning. Tænkeligt er det, at den forurettede eller hans slægt rummer hævnfølelser eller en forbitrelse, som ikke i deres øjne får fuld oprejsning hermed, men slige subjektive hensyn kan retsordenen ikke tage. Man kan ikke kræve, at domstolen skal optræde som ens private hævner. Skal retsafgørelsen overhovedet være den suveræne faktor i staten, kan man ikke forlange, at dommeren skal kunne tilegne sig ens subjektive syn på hvad åndelig skade der er sket. Dommeren kan og bør ikke undlade at søge de soningsmidler, der har alment anerkendt værdi, og som må antages at være alment genoprettende; han kan ikke lade det være afgørende, hvad den krænkede måtte fordre som den eneste oprejsning, der er i stand til at tilfredsstille hans personlige følelser i dette specielle tilfælde. Domstolen kan ikke gå til bunds i alle personlige forhold, men må for en stor del regne med gennemsnitsværdier.
Det skal ikke benægtes, at der gives tab, som slet ikke kan erstattes med penge; der gives tab, som overhovedet ikke kan erstattes. Men konsekvensen heraf er dog ikke, at økonomiske værdier er helt magtesløse; det må anses for givet, at for enhver, i enhver situation har de nogen betydning, og det ville derfor være urimeligt, om staten ikke på den krænkedes vegne afkrævede forbryderen den dækning, det dog er muligt at opnå.
Derfor er det i fuld overensstemmelse med gengældsprincippet – rettelig forstået – at dødsstraffen afløses af et – indtil livsvarigt – tvangsarbejde, hvis udbytte tilfalder den ramte familie. Objektivt kan det ikke bevises, at dette skulle være en mindre fuldkommen soning end dødsstraffen.
Fortsættes: Statens opgave som retsværn