Severin Christensen: Retsstaten
8. Statsmagtens væsen

8. Statsmagtens væsen
Statens opståen har været genstand for mange undersøgelser og spekulationer. For at redde dens etiske karakter klyngede man sig en tid til den ide, at den var grundlagt ved gensidig overenskomst; men dette standpunkt er for længst opgivet. Staten er en organisation, der som historisk produkt står i et temmelig løst forhold til samfundet. Statsmagten er opstået ved en udkrystallisation indenfor samfundet i det formål at beherske dette. Den er simpelthen et udtryk for de kloges og stærkes naturlige overmagt. De medlemmer af samfundet, som repræsenterer den organiserede magt, blev aldrig de herskende i kraft af nogen frivillig overdragelse fra de andres side. De tog sig selv denne magt. De svagere har mere eller mindre ufrivilligt underordnet sig de ældre, de fornemmere, de rigere, de dygtigere.

Det ville imidlertid være overilet med visse forfattere at opfatte statsmagten som et organ, der blot har haft egoistiske mål, og hvis hovedformål blot har været at udplyndre de svagere. Hvis den ikke tillige havde udført nyttige, ja nødvendige funktioner, ville den umuligt i længden have kunnet opretholde den fornødne autoritet. Vi ser derfor også, at den fra begyndelsen påtog sig det fælles forsvar i krigstider, og at den senere også beskyttede medborgerne mod visse indre overgreb. Men under alt dette glemte magtens indehavere aldrig at sikre sig selv det økonomiske herredømme, og man kan trygt påstå, at økonomisk forfordeling overfor de beherskede har været et fremtrædende og bestandigt karaktertræk hos statsmagten, hvilken ydre form denne end har haft i de vekslende tider.

Imidlertid har man oftest overset dette. Statsmagten har forstået at maskere det ved at henvise til de nyttige funktioner, den virkelig har udført; og da den tillige har sørget for et passende religiøst og moralsk forsvar, er det lykkedes den at indhylle sig i en sådan glorie af mystik, at selve statsbegrebet blev genstand for en slags religiøs kultus. Idet man har dækket over statens yderst prosaiske opståen, har man fremstillet den som en slags højere organisme med selvstændige mål, til bedste for hvilke det enkelte individ havde at prisgive sine idealer og sin vurdering af livsfænomenerne. 

Denne tilbedelse af staten som et almægtigt og moralsk væsen er ingenlunde noget, som i særlig grad er forbundet med absolutismen. Det er blot alt for åbenbart, at vor demokratiske tidsalder driver en statsforgudelse af mindst lige så udpræget art. Medens det før i verden var kongen og aristokratiet, hvem al ære og magt tilkom, og som i økonomisk henseende tog løvens part indenfor samfundet, er det i vore demokratiske tider de herskende klasser og partier, som både økonomisk og i alle andre henseender undertrykker de klasser, som er i minoritet. Og lige så hensynsløst prædiker de den gamle lære: ‘Staten, det er mig!’ (nemlig flertallet). 

Også i den moderne stat går de herskende klassers kamp ud på at tilvende sig det størst mulige rov af borgernes fælleseje. Den historiske stat viser os altid det samme ansigt; det har til alle tider været de herskendes kendemærke at forurette de produktive og arbejdende dele af samfundet til fordel for snylterne.

Vi ser altså, at solidariteten mellem individ og stat til alle tider har været af en så løs og vilkårlig beskaffenhed, at man har måttet anvende allehånde suggestive kneb for at dølge statsmagtens sande karakter for individerne. Spørger man, om der ikke lod sig tænke en statsmagt, som var udtryk for hele samfundets interesse i stedet for en herskende klikes, er man inde på problemet om en retsstats mulighed.

Vi omtalte, at den etiske ret er et element, som statsmagten aldrig helt har kunnet skyde til side, men hvis hævdelse den i egen velforståede interesse i alt fald delvis måtte bekymre sig om. Dette er let at forstå, thi hvad blev der vel af magthaverne selv, hvis medborgerne fik frihed til at fortære hverandre i alles kamp mod alle? At magten opstiller retsregler, som også må indskrænke dens egen bevægelsesfrihed, er derfor aldeles ikke ubegribeligt. Selvbegrænsningen lønner sig mangfoldigt. Ved retten får magten lejlighed til at bevise sin nytte og til at vinde sympati og autoritet. Retten er derfor til en vis grad et nyttigt politisk middel i magtens hånd.

Hvad moralens stilling til lovene angår, er den engang for alle givet med den form, hvorunder de træder ud i verden. Meget muligt, at der i et lovbud kan gemmes en regel af etisk indhold, f.eks. du skal ikke stjæle! Og hvis man blot fæster sig ved indholdet, vil man fra etisk synspunkt sige: det er jo blot en gammel bekendt sandhed, som etikken har opdaget for flere tusind år siden den anerkender vi på forhånd! Men sagen er, at statsmagten aldeles ikke interesserer sig for vor anerkendelse, thi den tilføjer: hvis du stjæler, kommer du i tugthuset. Staten tager ikke spor af hensyn til mine overvejelser, den kræver end ikke nogen anerkendelse fra min side, den kræver blot, at jeg underkaster mig. Dette er uden omsvøb kærnen i den historiske statsmagts væsen.

Vi skylder lovene lydighed, når de udtaler noget, som vi ifølge vore grundsætninger må anerkende som etisk, men det er ikke som lovbud, at vi skylder dem denne lydighed. I modsat fald står vi etisk frit til dem; underkaster vi os, er det fordi vi har trangen over os.

Imod denne betragtning har man rejst visse tvivl. Det er påstået både af Rousseau og andre forfattere, at statsmagtens form her spillede en rolle, således at den enkelte borger i et land, hvor statsmagten er i nær overensstemmelse med samfundsviljen, må føle sig etisk forpligtet af dens love. Når jeg optages i en forening, ræsonnerer man, indebærer selve min indtrædelse i foreningen et løfte og dermed en forpligtelse til at følge dens love, og denne forhåndssanktion gælder dem alle, uanset deres indhold. 

Men nu kender vi uheldigvis ingen stat, der er dannet som en forening. Lige fra fødslen af er jeg tvungent medlem af statens organisation, og der bliver jeg. Der er ingen betingelser for at træde ind, så lidt som der er muligheder for at unddrage sig eller træde ud. Det er et rent selvbedrag, hvis man tror, at man som myndig slutter sig til samfundet ved en virkelig kontrakt eller ved en underforstået kontrakt, (hvor den handling at træde ind er ensbetydende med formel tilslutning). Det er ganske vildledende, når Rousseau vil hævde, at denne tiltrædelsesakt er den mest frivillige af alle akter, at enhver er født fri og herre over sig selv, og at det står enhver frit for, om han vil slutte sig til den sociale kontrakt eller blive stående som en fremmed mellem borgerne. Nej, hverken det ene eller det andet står mig frit for, hvad man daglig kan overbevise sig om; jeg får lige så lidt lov til at undertegne nogen tilslutning ved ‘indmeldelsen’, som jeg får lov til at blive ekskluderet.

Sligt afføder ikke moralsk skyld, og dette forhold ville ikke forandres, selvom staten overøste mig med velgerninger, end ikke, om det kunne vises, hvad det dog ingenlunde kan, at dens velgerninger alt i alt var større end dens ulemper. Heller ikke i det private liv mener man, at det, at en velgører overøser os med velgerninger, forpligter os til at antage ethvert af hans påbud, selv om det kan begrunde nogen gengæld. Intet uden en fri anerkendelse kan forpligte os til forhåndslydighed overfor en enkelt persons eller et samfunds bestemmelser, og forpligtelsen gælder kun indenfor de grænser, vi udtrykkelig har godkendt.

Til et magtbud kan man med sin bedste vilje ikke komme i moralsk forhold, når det melder sig som magtbud. Det er meningsløst at tale om sanktion og løfter, hvor sligt overlegent frabedes; hvor viljen kun har Än retning, den af tvangen forudbestemte, er tilslutning ren luksusvare. Et virkeligt løfte forudsætter appel til min overvejelse; der må dog være tale om valg, selvom det ikke er ubegrænset. Men just staten lukker ubønhørligt alle veje undtagen en. Når man derfor gang på gang sammenligner den demokratiske ‘selvstyrestat’ med en forening, hvor flertalsbestemmelserne jo dog er etisk bindende, agter man ikke på den forskel, hvorpå alt kommer an. Thi ved indtrædelsen i en forening binder man sig forud til at godtage alt, hvad foreningens lovlige organ, (f.eks. generalforsamlingens flertal) måtte bestemme, så længe man er medlem; men man er jo på forhånd klar over, i hvilken retning og udstrækning man som led af foreningen indskrænker sin handlefrihed, man vurderer selv denne indskrænkning i forhold til hvad man vinder, og indretter sig derefter. Ligesom man selv er herre over indmeldelsen, kan man frit melde sig ud, hvis noget vedtages, der ligger udenfor disse forudsætninger.

Men man går ikke ud og ind af staten som af en forening, afgørelsesmåden forelægges ikke til ens sanktion, og man kan ingen forbehold tage med hensyn til den udstrækning, i hvilken ens personlige individuelle interesser er prisgivne statsmagtens almægtige indgriben. Derfor er flertalsbestemmelserne i den demokratiske stat principielt ikke mindre tvang og tyranni end despotens luner. 

Som følge af de principper, der er fremstillet ovenfor, foreligger et uetisk overgreb, når som helst en enkelt persons eller fleres vilje virker med tvangsforanstaltninger imod mig eller min ejendom, forudsat at jeg hverken selv har bemyndiget denne tvang eller ved min forudgående opførsel givet den nogen berettigelse til at udøves. Det er noksom bekendt, at langt fra alle statsindgreb eller love tager hensyn til disse etiske forudsætninger. Den betragtning, at det skulle gøre en væsentlig forskel, om lovene gaves af et herskende fåtal eller af et herskende flertal, kan ikke gøres gældende i denne sammenhæng. Den overdemokratiske opfattelse, at et flertal altid har ‘ret’ vedkommer nemlig ikke den etiske ret, overgreb kan begås såvel af et flertal som af et mindretal. En filantropisk forening, som henvender sig til alle uden forskel med begæring om bidrag til et neutralt formål, ville begå overgreb, ifald den besluttede blot at anvende pengene til personer af et bestemt politisk parti, uanset om en sådan beslutning fattedes af et flertal eller af et mindretal. Mod en slig fremgangsmåde ville den enkelte have lov til at protestere. Hvorfor? Fordi forudsætningen for, at man frivilligt forener sig med andre, er, at man ikke tvinges til at finde sig i ting, der er ganske fremmede for det formål, for hvis skyld man sluttede sig til dem. “Det almindelige princip, der ligger til grund for den rette styrelse af enhver forening er, at dens medlemmer indgår overenskomst indbyrdes om at underkaste sig flertallets vilje i alle sager, der angår de formål, for hvis skyld man har indmeldt sig i den, men ikke i andre.”14

Men ingen ville frivillig give sig et flertal i vold, der skulle have afgørelsen af alle ens anliggender. Skulle foreningsforholdene overføres til staten, måtte denne være dannet for at fremme nogle enkelte, ganske bestemte formål, som samtlige borgere på forhånd var enige om at søge løst i fællesskab; og kun en sådan stat, der var dannet i lighed med en forening og altså ikke satte sig andre formål og opgaver end dem, samtlige medlemmer på forhånd havde sanktioneret, havde mulighed for ikke at begå overgreb overfor de enkelte borgere.

Således kom man ved at gå ud fra foreningsforholdene tilsyneladende til en nem og hurtig løsning af problemet statsovergreb eller Individ kontra Stat. Men ved nærmere betragtning vil denne løsning vise sig at være lovlig teoretisk. Thi spørger man videre: hvilke er da disse formål og opgaver, som alle uden undtagelse vil kunne forenes om, vil det være indlysende, at erfaringen ikke umiddelbart kan sige os det. Man har endnu aldrig set en stat blive til som en forening, ved frivillig sammenslutning af samtlige borgere om enkelte bestemte opgaver, og det er heller ikke sandsynligt, at det nogensinde vil ske. Erfaringen vil derfor sandsynligvis aldrig kunne belære os om, hvilke opgaver, en stat, som prøvede på at samle alle borgere ved frivillig tilslutning, måtte påtage sig og hvilke ikke. Og hvis man opstiller spørgsmålet som et tankeeksperiment: kunne man ikke prøve på at regne ud, hvilke opgaver, der var af den beskaffenhed, at de ville have den naturlige betingelse for at vinde almindelig tilslutning? kan man kun komme til et resultat ad den vej, der ovenfor er anvist: at spørge de sociale naturlove. En statsmagt så vel som en privatmand kan kun gøre sikker regning på almindelig tilslutning til en eneste bestemt opgave: at øve ret og ikke kræve mere end sin ret; alt hvad de i øvrigt foretager sig, hvad enten de er for gavmilde eller for fordringsfulde, kan de aldrig være fuldt ud visse på vil møde almindelig billigelse. Kun ud fra det bestemte forsæt principielt at stille sig på retsstandpunktet, vil man være vis på at møde forhåndssanktion fra alles side.

Formlen ‘alles tilslutning’ oplyser derfor for lidt, hvis man ikke indskyder en nærmere bestemmelse af, hvilken karakter, den handlemåde eller de opgaver skal have, der alene har naturlige sociale betingelser for at vinde den almindelige sanktion.

Hvis man overhovedet godkender de etiske princippers gyldighed, må man erkende, at pligtbrud og andre forseelser imod den etiske ejendomsret med rette kan medføre tvangsmæssig modvirkning udefra. Og hvis en statsmagt sætter som sin eneste opgave at håndhæve visse af disse berettigede indgreb, kan denne virksomhed ikke stemples som uretmæssig, selvom den skulle savne nogles faktiske tilslutning. Det vil sige, at retsstaten henter sit moralske stempel fra de principper, den vedkender sig, alt efter den grad, i hvilken den gennemfører dem; eller med andre ord: hvilke formål, der er retmæssige statsformål afgøres principielt (på samme måde altså hvad der er statsovergreb), og ikke efter den tilslutning, de har eller kan vente at få hos et tilfældigt flertal.

Overfor foreninger finder man sig ikke i anden tvang end den, man selv pålægger sig ved at indtræde deri. Statsmagten derimod er ideelt betragtet en naturnødvendig og naturgiven organisation til forsvar for interesser, alle i lige grad deler. At den håndhæver retsprincipperne med magt overfor de genstridige er netop i alle borgeres øjensynlige interesse; den udøver her netop den funktion i rettens tjeneste, de enkelte ikke ville kunne overkomme. Skulle dette tvangselement berøve en sådan stat adkomsten til at kaldes en retsstat? Kan den enkelte ikke med rette tvinges til at finde sig i hvad der er ret? Antog vi en anden mening, kunne vi med det samme opgive at få retten realiseret her på jorden; det ville forudsætte en tilstand, hvor den ikke længere var et stridsløsen.

Undersøgelsen kommer altså til at dreje sig om 1) hvilke de retmæssige principper for en statsstyrelse er (statsmagtens retmæssige område), og 2) hvorledes, ved hvilke organer, disse principper på retfærdig måde kan føres ud i livet (statsmagtens retmæssige organisation).

Kendetegnet på en statsmagt, der ikke begår overgreb overfor de enkelte borgere, er altså, at den vedkender sig og gennemfører retmæssige, grundsætninger. Herudfra må enhver af dens opgaver belyses.

Hvad vil retfærdig statsstyrelse sige? Nøjagtig det samme som retmæssig handlemåde i det private liv, altså en nøje vågen over, at enhver får og beholder sit. Staten bør på den ene side beskytte de private borgere i besiddelsen af deres retmæssige særeje og på den anden side forvalte fællesejendommen i alles interesse. Dens vigtigste opgave bliver at våge over, at de fællesmidler, der indgår i statskassen, først og fremmest anvendes til de nødvendige fællesopgaver og dernæst eventuelt kommer alle borgere til gode i lige grad. Staten selv ejer intet; den virker kun med lånt gods, og dette kan den ikke forvalte efter forgodtbefindende, men blot efter de sædvanlige forudsætninger for lån mellem hæderlige mennesker, at enhver får sit tilbage. Da lånet er fællesgods, kan det altså kun anvendes til udgifter, der i den strengeste forstand af ordet må kaldes fælles. Enhver forholdsregel fra statens side, som går ud derover, vil enten være uhæderlig eller formålsløs.

De nuværende politikere kan ikke rose sig af at foregå privatfolk med noget godt eksempel. På tre iøjnefaldende måder støder de an mod almindelig borgerlig hæderlighed. For det første stifter de letsindige lån, som de forpligter efterslægten at betale, for det andet beskærer de borgernes retmæssige arbejdsindtægter ved det plyndringsmonopol, de kalder direkte skatter, for det tredje finder de det passende, at de herskende klassepartier råder for anvendelsen af disse midler, således at de fortrinsvis anvendes til særinteressers fremme, i stedet for kun at benyttes til virkelige fællesformål.

Samles A’s, B’s og C’s lige store ejendele i en fælleskasse, kan der finde tre væsensforskellige anvendelser sted af disse midler: 1) A, B og C kan få deres andele ubeskåret tilbagebetalt. Dette ville fra statsmagtens side være formålsløst, thi statens funktion er i al fald ikke udelukkende den at tjene som depot eller sparekasse. 2) At bruge midlerne fortrinsvis til nogle fremfor til andre (hvilket ville være indlysende uretfærdigt). 3) At anvende midlerne til sådanne fællesopgaver, hvis eksistens A, B og C i lige grad er interesseret i.

Det er øjensynligt, at kun denne sidste anvendelse på een gang er den rationelle og retfærdige fremgangsmåde fra en statsmagts side. Ikke desto mindre finder man de besynderligste, mest forvirrede anskuelser om, hvad statens midler kan bruges til. Den naiveste er vel nok den, at staten er i stand til at hjælpe os alle; man lader statsmagten opkræve en mængde penge, mange flere end der er nødvendige til at fremme fællesinteresserne, og fordeler dem derpå efterhånden til denne og hin klasse og stand; først kommer turen til landbruget, derefter fiskeriet, industrien osv., og man opdager end ikke, at det er en ren øjenforblændelse; rent bortset fra, at det aldrig kan gennemføres på nogen retmæssig måde. Eller man tror at kunne råde frit over statsmidlerne til halvt private formål, i reglen vel med den motivering, at det sker til samfundsnyttige formåls fremme. Men hvad der er samfundsnyttigt, vil der altid være meget delte meninger om; det er en uhyre anmasselse af en statsmagt at ville afgøre det på alles vegne; og at anvende fællesejendommen til at gennemføre sine yndlingsideer, er uhæderligt.

Fortsættes: Den etiske ejendomsret