Retsstatens opgaver

Severin Christensen: Retsstaten
10. Retsstatens opgaver

10. Retsstatens opgaver
Hvis vi til udgangspunkt tager den korte formel: fælleseje må kun anvendes til fællesopgaver, gælder det altså om at få begrebet fællesopgaver så nøje bestemt som muligt og at undersøge, om det principielt skulle kunne fastslås, hvad der hører derunder. Thi uden principiel afgørelse på dette punkt ville man under enhver, selv den bedste, forfatningsform vedblivende være prisgivet vilkårligheden. Uden et sådant princip er man enten henvist til en suveræns eller til et flertals interesserede tolkning af begrebet fællesopgaver. Det ligger nærmest for at bestemme dem som opgaver, hvis virkeliggørelse alle på forhånd må være lige interesserede i.

Kan disse opgaver i det hele taget være genstand for valg? Det indses let, at hvis retmæssige grundsætninger skal følges, kan man ikke gøre statsopgaverne til genstand for frit valg; man må bøje sig for, hvad der logisk lader sig udlede af forudsætningerne, som disses naturnødvendige følger. Man kan altså ikke lade et flertals afstemning være afgørende for, hvorvidt et eller andet ønskeligt formål skal være offentligt formål eller ej. Det er selvklart, at retsvæsnet er en opgave, som direkte kan udledes af retsstatens bærende grundsætning og blot er et udtryk for denne stats funktion. Thi hvis ikke en retmæssig fordeling af ejendommen opretholdes af en neutral og myndig institution, ville selve begrebet fælleseje ikke kunne bestå i praksis. At der af fællesmidlerne optages hvad der er nødvendigt for at udøve denne funktion, kan altså betragtes som en logisk følge af hvad begrebet retsstat indeholder; det er et spørgsmål, som slet ikke kan afgøres ud fra den ene eller andens forestillinger om hvad nytte det gør.

Denne funktion, retsvæsnet, er desuden en opgave, som overhovedet blot er i stand til at virke, når den er centraliseret, den lader sig ikke udstykke eller fordele mellem flere indbyrdes uafhængige centra; den må ligge i hænderne på den øverste centralmagt, hvis den skal virke pålideligt. Den fordel, denne virksomhed rummer, er heller ikke af en sådan art, at den kan tildeles forholdsmæssigt, alt efter enhvers tilskud til statskassen således som det sker i et andelsforetagende. Retssikkerheden er intet andelsgode, men et udeleligt fællesgode.

Det er overhovedet en misforståelse, at man ved fællesopgaver skulle forstå sådanne, som nødvendigvis tilførte alle statens borgere nøjagtig samme positive fordele idet der herved måtte tænkes på fordele udover den, at staten i visse tilfælde våger over vederlagsprincippets hellighed mand og mand imellem og sørger for at skaffe den borger oprejsning, der har lidt forfordeling. Vore individuelle kår er så uensartede, at vi hver for sig meget bedre end staten kan se, hvad der er til positiv fordel for os; derfor frabeder vi os, at staten bruger vore penge til at spille forsyn for os på alle sådanne områder, hvor vi selv ser os i stand til at tilfredsstille vore personlige behov. Men der findes et eneste behov, som vi har fælles med alle andre mennesker, og som vi selv hverken enkeltvis eller gruppevis formår at tilfredsstille, et almenmenneskeligt ønske, vi alle nærer i lige grad, nemlig at få bestemt afgjort, hvad vi med rette ejer, sikkerhed for at beholde det, størst mulig tryghed mod overgreb fra andre menneskers side og størst mulig garanti for at få tab derved erstattet.

At en mand, som har en stridig nabo, får mere anledning til at benytte sig af retsvæsnets udjævnende virksomhed end en anden, er derfor ikke nogen indvending mod at opstille denne virksomhed i sin helhed som et fællesgode. Den nævnte mand bliver heller ikke rigere ved rettens bistand end han var inden anledningen indtraf; og den sociale tryghed, som er retsvæsnets egentlige frugt, nyder han ikke i højere grad end alle andre, som blot indirekte mærker den stille magt, det udfolder ved sin blotte tilværelse.

Disse grundsætninger betegner utvivlsomt et afgjort brud med de gængse forestillinger om statens væsen og dens opgaver. Idet man opstiller fællesinteresserne i den omtalte betydning som det eneste retmæssige formål for en statsmagt, må man være klar over, at dette indeholder en uhyre begrænsning af statens magt og virkefelt; men skal der overhovedet sættes en grænse for dens indtrængen, kan den kun sættes her. Modsætningen til fællesinteresserne er særinteresserne, de individuelt afgrænsede ejendomsområder, som staten bør respektere. Statens grænser er der, hvor den enkelte kan godtgøre en særret; og alt hvad staten har med særrettighederne at gøre er deres regulering. Men denne regulering fra oven – om fornødent med magt – er ganske vist også nødvendig; uden den ville selve den trygge besiddelse af særejet falde sammen til en illusion.

I denne afgrænsende funktion, den mellem-individuelle regulering har staten sin væsentligste opgave; her har den en virksomhed, der er væsensforskellig såvel fra alt individuelt selvarbejde som fra al individuel hjælp. Enhver hjælp udover dette (som jo ikke er nogen positiv hjælp) så vidt muligt at skaffe og betrygge enhver sit, vil enten blive personlig, altså partisk, eller – illusorisk (hvis staten nemlig ville opkræve mere end der behøves til ejendomsbeskyttelsen i den tro at kunne yde alle en positiv fordel). Et tredje gives ikke.

Som statens hovedopgaver kan man, gående ud fra begrebet fællesgoder i den ovenfor definerede betydning, foreløbig fastsætte følgende: 1) Indre retsværn, 2) Ydre retsværn, 3) Forsorg for de umyndige, og 4) Sikring af samfærdslen og tilvejebringelse af samfærdselsbetingelser.

De fire nævnte opgaver må simpelthen opfattes som fire specielle anvendelser af retsværnet. I samme grad de er det, i samme grad er deres sande karakter som fællesgoder givet. Til den indre retsbeskyttelse henregner vi sundhedsvæsenet, omsorgen for frisk vand, for kloakløb osv. – Til forsvaret for retsområdet udadtil kan henføres beskyttelse af kysterne, klitplantager, reguleringer af vandløb og lign., værn af landets areal mod naturkræfterne. – I omsorgen for den almene færdsel indgår opgaver som offentlig belysning, brolægning, snekastning, anlæg af visse havne, fyrtårne, sømærker o. lign. At retmæssig ejendom må beskyttes mod såvel ydre som indre fjender er umiddelbart indlysende, ligesom at man så vidt mulig må arbejde sig frem imod mellemfolkelige retstilstande. Forsorgen for de umyndige er blot en offentlig opgave, for så vidt den går ud på at garantere, at deres retmæssige ejendom kommer dem fuldt ud til gode.

At betryggelse af samfærdslen og dens betingelser også blot er en speciel anvendelse af retsprincipperne, er måske ikke slet så iøjnefaldende. Men lad os se nærmere på sagen. Det kunne tænkes, at en gruppe jordejere blev enige om at afspærre deres områder for al færdsel, måske i den hensigt at fremtvinge et ublu vederlag for tilladelsen. Er det da simpelthen et nytte, hvis staten her griber ind for at sikre den almene samfærdsel, er det ikke et klart retsspørgsmål. Hviler overhovedet statens ret til at ekspropriere simpelthen på en nytteberegning? Nej, retten til at færdes frit indgår som en væsentlig del af ejendomsretten; enhver hindring for at komme i forbindelse med genstande eller personer i andre egne er overgreb. Det eneste, man kunne være i tvivl om, er, hvorvidt det kan betragtes som en nødvendig og berettiget opgave for staten at gå længere end til ekspropriation af de for samfærdslen nødvendige områder, om med andre ord selve anlæggene også falder ind under dens nødvendige funktioner.

Vi har set, at der findes fællesopgaver, som nødvendigvis må varetages af enhver retsstat, fordi de udgør grundlaget for hele ordningen (tvungne eller nødvendige fællesopgaver). Men var det ikke muligt, at der kunne gives frivillige fællesopgaver? Alt foreningsliv hviler væsentlig på frivilligt valgte fællesopgaver, hvert medlem af en forening har ved sin indtræden frivillig påtaget sig at støtte disse formål. Det lod sig også tænke, at der i en stat kunne findes opgaver, som alle vil – ikke blot må – være fælles om. For at der her kunne blive tale om fuld frivillighed, måtte der imidlertid kræves enstemmig tilslutning, thi i staten har man ikke den mulighed at vælge, om man vil træde ind eller ej. Efter at de nødvendige statsopgaver er dækkede ved hjælp af de monopolafgifter, der i en retsstat indgår i statskassen, tilhører overskuddet samtlige borgere, og det er da i al fald teoretisk tænkeligt, at man enstemmig enedes om at benytte en del deraf til selvvalgte fællesopgaver (frivillige fællesopgaver). Som eksempel herpå kunne man tænke sig hjælp til landsdele, der var hjemsøgte af naturkatastrofer som stormflod, jordskælv o. lign. nationale ulykker, hvis følger vanskeligt lod sig mildne ad forsikringsvejen. Her er et område, hvor man kunne tænke sig den nationale samfølelse give sig udslag, hvis den eksisterer. En simpel flertalsbeslutning kan ikke anses for tilstrækkelig til at udføre dette på retsgyldig måde.

Fortsættes: Grundtræk af Retsstatens økonomi