Severin Christensen: Retsstaten
16. Retsstatens forfatning
16. Retsstatens forfatning
Hvis opstillingen af et politisk skema som det billede af retsstaten, vi tegner i denne bog, overhovedet skal have nogen betydning, må det være den, at der fremmanes en mulighed, som også forstanden kan godkende. Uviljen mod statens almagt og trang til at gribe ind med tvang på alle mulige personlige områder er udbredt nok. Men mod den farlige sætning, at staten er alt og individet intet, lønner det sig ikke at kæmpe alene med følelsesopbrusninger; det er af langt større betydning at bibringe menneskene en klar forestilling om, hvor den grænse slynger sig, som staten må respektere.
Man troede en tid, at man i ordet frihed havde den talisman, som heltud skulle garantere individernes selvstændighed. Men dette ord med den bedårende lyriske klang har desværre vist sig at være en lygtemand. Frihedstrangen kan være voldsom i sine udslag og vel egnet til at tænde massernes følelser i brand; men nogen vejledning på det politiske eller nationaløkonomiske område yder begrebet frihed ikke. Det er blot udtryk for en vag tendens og indeholder intet ordnende eller begrænsende element.
Frihed i politisk betydning er et helt og holdent negativt begreb, opstået i trældomstider, under trykket af en eller anden bestemt tvang. Da menneskenaturen ikke rummer nogen mulighed for abstrakt frihed i betydning af fuldstændig ubundethed af alle forhold, er ordet frihed i sig selv meningsløst, når det bruges om menneskelige forhold, hvis det ikke samtidig oplyser om frihed for hvad! Men da alle hidtidige politiske systemer har været grundede på undertrykkelse, intet på ligeberettigelse, har man knap lagt mærke til dette forhold. Det har altid været et eller andet bestemt tryk, som har lagt beslag på opmærksomheden (personligt slaveri, ‘stavnsbånd’, religiøs intolerance osv.). Og ‘friheden’ har man derfor overalt stiltiende opfattet som frigørelse fra de bånd, som i øjeblikket snærede stærkest. Når blot disse bånd var sønderrevne, var man ‘fri’. Under den franske revolution og de derpå følgende frihedsbevægelser i Europa forudsattes ‘friheden’ ganske naivt at være ensbetydende med at skifte herrer, uden at man i mindste måde gjorde sig rede for, hvem det egentlig var, som blev fri, og hvad det var man blev fri for.
Imidlertid, tiden røber alt. Man blev af med en despot og fik nogle hundrede i stedet; og havde ikke de mange erhvervet sig en endnu større ‘ret’ til at forvalte vore affærer end den ene, fordi de ‘repræsenterede folket’? ‘Friheden’ kom nærmere beset til at betyde flertallets ubetingede magt til ubegrænset at trænge sig ind på den enkelte borgers mest intime og private område og krænke hans uafhængighed. Det blev ikke en frihed, som individet kom til at nyde som en lettelse, men en frihed for ‘samfundet’ (eller rettere sagt for et flertal indenfor samfundet) – nemlig friheden til at undertrykke individet.
Om man i vor tid skulle rejse en ‘frihedsbevægelse’, måtte den vende sig mod selve det moderne statsbegreb som sådant, mod afgudsbilledet ‘staten’, ikke mod den eller den bestemte forfatning; den måtte tage sigte på den fare, som truer den personlige selvstændighed fra enhver statsmagt, uanset dens form.
Frihedstrangen er altid et sundhedstegn, den må have lov til at udfolde sig. Men det må anbefales, at selve begrebet frihed ikke længere bliver den fane, der skal gå i spidsen ved et sådant fremstød; thi det er et blindt, instinktivt løsen. Frigjort fra det ene åg vil man bøje sig ind under et andet. Men den fribårne borger, som helt har kastet trællenaturen af sig, vil ikke længere nøjes med det negative spørgsmål: hvorledes kan jeg blive fri for det eller det? Han vil positivt gøre sig gældende: her er jeg, jeg kræver agtelse for min person og for det som er mit! – Hertil og ikke længere! siger han med samme myndighed til stat og samfund som til den enkelte, der træder ham for nær.
Først da vil hans frihedstrang få en endegyldig tilfredsstillelse. Først den, som slår på egne ben, på egen jord, og som har opnået sine medborgeres anerkendelse af denne stilling, er virkelig fri såvel i politisk som i økonomisk henseende. Han alene er garanteret imod enhver art af undertrykkelse. I det øjeblik det er principielt fastslået og godkendt hvad der er hans, er der draget en grænse, som angiver det kvantum frihed, en samfundsskabning normalt kan opnå uden at undertrykke andre. Først da får udtrykket politisk frihed, taget i sin almindelighed, nogen mening.
Liberalismen glemte at spørge: hvad formår et flertal, og hvad ligger udenfor dets beføjelse? Hvor langt rækker denne? Den glemte med andre ord det lille ord ret og kunne derfor ikke indse, at flertallet aldrig med stemmesedler kan bestemme, hvad der med etisk ret falder indenfor individets ukrænkelige ejendomsområde, og hvad der falder udenfor. Det formår kun en eneste magt i verden, nemlig den etiske videnskab. Dette bør ingenlunde lyde foruroligende; hvis retsprincipperne nemlig fremstilles i deres ophøjede, enkle og klare skikkelse, vil etikken være den mindst kinesiske af alle videnskaber. Til at afgøre hvad der er overensstemmende med dens grundsætninger eller ej, udfordres da ikke andet end almindelig logisk sans; på jævnt dansk: sund dømmekraft, i forbindelse med ubestikkelig samvittighedsfuldhed.
Flertallet kan vælge at bøje sig for de etiske afgørelser eller at modsætte sig dem med magt. Men så meget må man i al fald bede om: at det anvender de rette udtryk, at magtbud ikke går under navn af retskrav. Vi har, nu i det 20. århundredes begyndelse, måske lige begyndt at fatte, at et flertal – selv det elskeligste af alle flertal – som ikke bøjer sig for grundsætninger, udgør det farligste af alle de despotier, som har forplumret begreberne magt og ret for menneskeheden.
Har man set dette, at hvad det frem for alt i moderne statsliv kommer an på er at hævde visse principmæssig fastslåede grænser, indenfor hvilke en hvilken som helst styrelse, det være sig en suveræn eller en demokratisk majoritet, må holde sig, hvis individets etiske retsområde ikke skal trues, bliver det næste spørgsmål: Hvorledes skal da dette begrænsede område styres? Skal der kræves enstemmig beslutning om alt, hvad der indenfor den principmæssig givne ramme skal foretages? Skal det være nogle fås vilje, der er afgørende (fordi de enten er rigere eller klogere end de andre)? Eller skal der lyttes til alle og enhver, som vil give råd, og handles efter et flertals beslutning? Stort flere muligheder end disse 3 hovedgrupper med deres forskellige variationer gives der vel ikke.
Vi vil først undersøge mulighed nr. 2, at lægge afgørelsen i et mindretals hånd. Dette ville berøve alle de øvrige den indflydelse, der med rette tilkommer dem i et virkeligt fællesanliggende; hvor det drejer sig om et sådant, kan der ingen grund anføres til forsvar for, at den ene skulle veje mere end den anden. Man forsøger undertiden at imødegå denne betragtning ved at henvise til aktieselskaber o. lign.; men det er let at se, at sammenligningen halter. I et aktieselskab har parthaverne gjort deres forskellig store indskud; her forsvinder personerne bag aktierne; det er derfor i grunden disse, der stemmer. I retsstaten derimod – således som vi her tænker os denne – vil alle bidrage i forhold til den fordel de har af staten, dvs. den ene yder positivt ikke mere end den anden; den enes andel i fælleskassen er nøjagtigt så stor som den andens, og de offentlige anliggender er fællesanliggender, hvori alle på forhånd er lige interesserede; – men derfor er det heller ikke muligt at anføre en eneste retfærdig grund til, at den enes stemme skulle veje mere end den andens ved de afgørelser, der træffes indenfor den af fællesopgaverne afstukne ramme.
I et aktieselskab er det forretningsmæssigt set forståeligt, at enkelte parthavere, der træder ind med forholdsvis små andele, til gengæld finder sig i at få et relativt ringe udbytte og en tilsvarende indflydelse. I staten er det anderledes – vel at mærke den stat, der er grundet på fællesopgaver, ikke på privatinteresser –; der kan ingen nøjes med en mindre brøkdel af fællesgoderne end naboen. Måske kunne man for at tydeliggøre dette skelne mellem fællesgoder og andelsgoder. Ved de første ville jeg forstå sådanne, som i deres helhed i lige grad er tilgængelige for alle dem, som til enhver tid ønsker at gøre brug af dem eller må gøre brug af dem; sådanne, som ikke kan skilles ad og fordeles i småstykker, men som må virke med deres samlede vægt for overhovedet at virke. Andelsgoder er derimod sådanne, som lader sig udstykke og fordele til de enkelte i ulige store mængder, og hvis nyttevirkning ikke er afhængig af det heles sammenhæng.
Nu er det indlysende, at i en retsstat vil det udelukkende være goder af den førstnævnte art, staten har at forvalte. Thi kun til dem er det retfærdigt at anvende fællesformuen. Hvad de mere materielle værdier angår, vil statens rolle være regulerende (med hensyn til ejendomsfordelingen), derimod ikke producerende; dens naturlige virksomhed vil ikke være selv at drive forretning, ej heller al samle værdier sammen blot for atter at fordele dem. Antager vi, at en af statens væsentligste opgaver er at forvalte retsplejen, er det klart, at her kan ingen nøjes med en brøkdel; retsbeskyttelsen kan kun virke som en samlet magt, en samlet organisation selv om det kun var et enkelt individ, hvis sikkerhed det i øjeblikket gjaldt – eller den virker slet ikke. Er 1.000 politibetjente en passende styrke til at opretholde sikkerheden i en by, kunne det ikke nytte at udstykke dette korps i uafhængige smådele og fordele dem på indbyggerne, således at der f.eks. blev 1 til 50; ja selv om hver mand fik 3 politibetjente til privat brug, ville den beskyttelse, disse kunne yde ham, dog være yderst mangelfuld, hvis disse 3 politibetjentes virksomhed ikke var et led i en samlet organisation.
Da fællesgoderne er af den beskaffenhed, at det ene individ umuligt på forhånd kan antages at få noget fortrin fremfor den anden i benyttelsen af dem, ville det være ubilligt, om den ene ydede mere til dem end den anden, og den nødvendige etiske følgeslutning heraf er, at den enes stemme ikke vejer mere end den andens ved de afgørelser, der skal træffes. I et aktieselskab udgøres de afgørende enere ikke af personer men af materielle værdiindskud af en vis størrelse (ejerne repræsenterer kun disse); hensigten er her ikke at blive delagtig i et fællesgode, men at nyde et vist kvantum af et deleligt gode i forhold til det indskudte; at afgørelserne træffes efter de i fællesskabet engagerede interessers vægt er i forretningsvæsnet ganske naturligt.
Men i staten, hvor den enes adgang til fællesgoderne umuligt kan være større eller mindre end den andens, og hvor alle, da de har lige part i fællesejendommen, forudsættes at bidrage ens til dens opretholdelse, er der ikke en eneste gyldig etisk grund til, at den enes stemme skulle have mere vægt end den andens.
Heraf fremgår indirekte, at de to andre afgørelsesmåder ikke lader sig etisk forsvare; hverken fordringen om enstemmighed, thi hvis blot en enkelt stemme skulle have magt til at udtale et veto til alle beslutninger, ville denne stemme få en aldeles utilbørlig indflydelse; og heller ikke de særlige egenskaber, man har forsvaret et mindretals overvejende indflydelse med (større skatter, mere intelligens og lign.), kommer i betragtning overfor den etiske egenskab at udgøre en fuldvægtig ener, som enhver myndig borger har indenfor det fællesskabsområde, vi ovenfor har forudsat.
Her er det, at majoriteter kommer til deres fulde ret. Ingen majoritet har ubegrænset råderet over individernes personlige anliggender; ingen majoritet kan i kraft af sin majoritet afgøre hvad der er retmæssigt personligt område eller ej. Men er dette spørgsmål en gang for alle principielt afgjort, og det nu kun drejer sig om de virkelige fællesopgavers rette forvaltning, kan der ingen etisk berettigede indvendinger gøres imod flertalstyre; ja det bliver indenfor denne ramme den eneste afgørelsesmåde, imod hvilken der ikke kan rejses etiske indvendinger.
Det næste spørgsmål er af teknisk art: hvorledes frembringer man det mest nøjagtige udtryk for flertallets vilje ved enhver afgørelse?
At lade almindelig folkeafstemning foregå, hver gang en bestemmelse skulle tages, ville være praktisk umuligt i nutidens stater; nationen ville da være fuldt optaget af at stemme i offentlige sager. Selv de nationer, som ikke helt har villet opgive den direkte folkeafstemning, har måttet indskrænke sig til kun at lade den træde i kraft ved særlig vigtige afgørelser og under specielle betingelser. I Schweiz finder referendum kun sted, når 30.000 vælgere kræver det, hvilket gennemsnitlig ikke sker mere end i 1/10 % af tilfældene. Heller ikke disse stater har altså kunnet komme udenom repræsentationssystemet som det normale; men næsten alle er enige om, at det har store skyggesider. Spørgsmålet er, om disse er uløseligt knyttede til systemet, eller om de væsentlig skyldes de teknisk ufuldkomne udformninger, det hidtil har fået.
En af de største ulemper er, at vælgerne ikke stemmer om enkelte foreliggende spørgsmål men om enkelte personer, der kun groft kan skitsere deres stilling til enkelte hovedpunkter og måske slet ikke får lejlighed til at tage standpunkt til sager, der uventet kan dukke op imellem to valg. Hvis man forudsætter vælgere, der interesserer sig for sager mere end for personer, og det er vel ikke de dårligste vælgere, vil det let hænde, at en vælger slutter sig til A’s afgørelse af denne sag men til B’s af hin; men at give dette standpunkt vægt på stemmesedlen lader sig ikke gøre; der kan kun vælges mellem A og B og måske C, hvoraf ingen har vælgernes fulde tilslutning. Altså kan under de nuværende forhold i de fleste demokratiske stater 1) vælgeren aldeles ikke få sine individuelle anskuelser repræsenteret; 2) og selv om han tilfældig skulle få en kandidat ind, der delte de fleste af hans anskuelser, har han ingen kontrol over hans stilling til de nyopdukkende sager eller til dem, han ikke har fundet det værd eller betimeligt forud at tage stilling til. 3) Men dertil kommer, at ikke en gang repræsentantens forhold til de sager, han har taget bestemt stilling til på valgmøderne, er under vælgerbefolkningens umiddelbare kontrol. Selv om man ser bort fra de tilfælde, hvor kandidaten for at holde alle bagdøre åbne udtaler sig så uldent, at man ikke let vil kunne anklage ham for tillidsbrud bagefter, viser erfaringen, at selv klart vedkendte standpunkter, rene uforbeholdne løfter til vælgerne kan svigtes, uden at vælgerbefolkningen har nogen lejlighed til at skride ind og hindre det eller erstatte rigsdagsmanden med en anden, der mere fortjener dens tillid, før valgperioden er omme.
Den tre- eller femårige periode, hvori rigsdagsmanden slippes løs, indeholder med andre ord stor fare for, at den valgte ikke længere føler sig som repræsentant for sine vælgeres viljestilkendegivelser, hvilket er hans naturlige funktion, men som et stykke suveræn, ‘et klogt hoved’, der tillader sig at agere på egen hånd, og som søger at affinde sig med løfterne på valgdagen så vilkårligt og jesuitisk som mulig.
Intet af de hidtil kendte repræsentationssystemer giver vælgeren nogen garanti for, at hans stemme falder med den vægt, som han, den fuldgyldige og ligeberettigede ener i fællesskabet, kan gøre krav på, når det drejer sig om afgørelsen af hvad fællesinteresserne fordrer. Og dette uagtet en mængde af de skarpsindigste hoveder i verden har forsøgt at udspekulere tekniske metoder med det formål at gøre repræsentationen til så nøjagtigt et billede af vælgerbefolkningen som muligt. Allerede Sieyès skal have tilbragt det meste af sit liv med at konstruere valgmetoder.
Både det simple flertalsvalg, omvalget og forholdstalsmetoden har det tilfælles, at de langtfra giver de små mindretal – og end mindre de enkelte vælgere – den indflydelse de bør have. Tendensen her i Danmark som andetsteds går ud på at sikre enkelte bestående partier og deres førere hele den politiske magt; enhver ny valglov går ud på at fæstne dette klasseregimente og på den mest hårdhændede måde at holde nye partidannelser og individuelle bevægelser nede.
En løsning af valgproblemet, som fortjener opmærksomhed fra retsmoralsk side, er fremsat af Johan Pedersen i 1905[47]. Vi skal berøre hovedtrækkene deraf.
[47] Se Niels Skriver Svendsen: Demokratiets Genrejsning. 1926.
Hans fremstilling indledes med en kritik af forholdstalsvalget. Navnet forholdstalsvalg kommer, siger han, af at forholdet mellem den hele vælgermasse og antallet af repræsentanter angiver det antal vælgere, der skal til, for at de ved dette slags valg kan få deres egen repræsentant. Alle de anskuelser, der i hele landet ikke tæller så mange tilhængere, som dette forhold angiver, vil altså være uden repræsentation. Forholdstalsvalg kan derfor lige så lidt som flertalsvalg løse spørgsmålet om alle standpunkters repræsentation og alle minoriteters ret. “Kravet er og må være, at enhver anskuelse, som har tilhængere, være sig få eller mange, har krav på at blive repræsenteret og gøre sig gældende, men er den ikke i stand til at slå igennem, må den naturligvis ikke kunne sejre. Enhver anskuelse bør have forholdsvis repræsentation, men dette nås ikke ved forholdstalsvalg.”
Det kan derimod nås ved, at hvert stemmeberettiget medlem kun stemmer på én repræsentant, og at hver repræsentants stemme i den lovgivende forsamling vejer med netop det antal stemmer, hvormed han er valgt. Enhver anskuelse vil da i forsamlingen ved sammenlægningen af samtlige repræsentanters stemmer, som slutter sig til den, have netop den vægt, som den i forhold til andre anskuelser har krav på, og ingen anskuelse, selv ikke den, som kun tæller en eneste tilhænger, vil være udelukket.
Det vil ses, at dette valgsystem går tilbage til den oprindeligste form for virkeligt folkestyre, mulighed for enhver myndig borgers direkte deltagelse i statens anliggender. Da denne direkte deltagelse dog i nutidens uhyre stater ikke kan gennemføres i den primitive skikkelse, den havde i oldtidens små kommuner, angiver systemet en anden løsning, ved en repræsentationsform, som tillader den mindst mulige minoritet, ja selv hver enkelt stemme, at gøre sig gældende med den vægt, der netop tilkommer den. En valgret kan overhovedet ikke erstatte retten til personlig deltagelse i det aktive statsliv.
Valgkredsgrænserne vil efter dette system kunne fjernes, og hele landet udgøre én valgkreds, så at de stemmeberettigede bliver i stand til at udse den bedste, de kender, i landet, til deres repræsentant; det vil som nu kunne foregå overalt i landet på den samme dag og hemmeligt. I tilfælde af, at personer, man stemte på, var forhindrede i at møde, skulle disse stemmer dog ikke være bortkastede, thi de nævnte personer skulle da være berettigede til at overføre stemmerne på en eller anden meningsfælle, der kunne møde. Dette ville dog sikkert snart kun ske ganske undtagelsesvis. Valgperioderne skulle efter forslaget kun vare et år.
Hvis man indrømmer, at det er et retfærdigt princip, at indenfor den ramme, fællesanliggenderne danner, bør hver eneste stemme gøre sig gældende med den samme vægt som enhver anden, kan man næppe betvivle, at det her fremsatte system yder større garanti imod vilkårlighed fra drevne partiindpiskeres side, imod selvstændige, men enkeltstående anskuelsers tilsidesættelse, og imod stemmespild end noget andet; nærer man tvivl om den valgtes pålidelighed, kan man ved næste valg – allerede om i år – unddrage ham sin stemme og overføre den til en anden. Men nu? Er en person valgt med stor majoritet, kan hundrede, ja måske tusinde i valgkredsen føle sig brøstholdne over hans optræden og fratage ham deres stemmer, uden at det i mindste måde rokker hans indflydelse i rigsdagen ved afstemningerne.
Nogen etisk indvending imod dette valgforslag har man derfor heller ikke kunnet fremføre. Derimod har det mødt indvendinger af praktisk art. Man har frygtet for, at forsamlingen vil blive alt for stor. Herimod taler dog, at repræsentationen naturligvis vil være forbundet med udgifter; og da disse efter forslaget kun burde dækkes forholdsvist (med et vist beløb pr. stemme), vil repræsentanter med få stemmer næppe møde, med mindre de er særlig stærkt interesserede i at få en speciel anskuelse gjort gældende. Dertil kommer, at der intet ville kunne indvendes imod, at den ene repræsentant overførte sine stemmer til en anden repræsentant, som delte hans anskuelser og måske endnu bedre kunne forfægte disse, der jo ikke derved tabte deres vægt i forsamlingen. Skulle det endda vise sig, at forsamlingen blev fysisk umulig på grund af sin størrelse, kunne der fastsættes en maksimalgrænse for dens størrelse, f. eks. 150 medlemmer, og to afstemninger foretages; f.eks. på følgende måde: første stemmedag foreslår hver vælger som sin repræsentant en bestemt person. De 150, som har fået flest stemmer, betragtes som valgte. Anden stemmedag kan de vælgere, som ikke har fået nogen valgt i første omgang, flytte deres stemmer over til hvem af de 150 de vil. Desuden kunne man give enhver vælger adgang til når som helst i valgperioden at flytte sin stemme fra den ene rigsdagsmand til den anden.
Fremdeles har man spurgt, om det ikke ville være farligt at lægge så stor en magt i enkelte personers hænder, som det efter denne valgmetode bliver muligt. Thi det kunne jo f.eks. tænkes, at en person fik over halvdelen af stemmerne. Farligt? Er det farligere end de nuværende forhold, hvor dog en langt mere vidtrækkende og uafrystelig magt lægges i den store partileders hånd? Mon den væsentligste forskel ikke er, at den store partifører under de nuværende forhold sidder inde med denne magt uden direkte mandat fra et flertal af de stemmeberettigedes side, medens det her omtalte system ikke giver en repræsentant en tøddel mere indflydelse, end den, der direkte og udtrykkelig er ham betroet af selve vælgerbefolkningen? Skulle det ske, at en fremragende mand samler størstedelen af disse stemmer, kan det dog kun være, fordi folket på den mest utvetydige måde selv har ordnet det således.
Metoden har sin hovedbetydning deri, at den forener selvstyrets princip, alles lige ret til direkte selvstændig deltagelse i statslivet, med de fordele i retning af koncentration, en repræsentation frembyder. ‘Fri valgret’ har man med rette kaldt systemet, i modsætning til den nuværende bundne valgret, hvor man ikke kan stemme på hvem man vil. ‘Individuelt forholdstalsvalg’ har man også kaldt det i modsætning til den gængse forholdstalsmetode, der rettest bør kaldes partiforholdstal, fordi den kun giver udtryk for forholdet imellem de stivnede politiske partier.
Det er gentagne gange fremhævet, at afgørelsen af alle de spørgsmål, der vedrører den etiske ejendomsret, er logiske afgørelser ud fra videnskabeligt fastslåede, almengyldige forudsætninger, altså væsensforskellige fra sådanne beslutninger, som kan og bør fattes ved afstemninger ud fra personlige meninger eller interesser. Deraf følger, at bestemmelsen af, hvilke opgaver, der falder ind under det offentliges område, og hvilke der er private, hvad der er statens og hvad der er individets, må træffes ved videnskabelige hjælpemidler, medens det bliver folkeflertallets sag at træffe afgørelser der, hvor det engang er principielt fastslået, at det har ret til at råde. Til afgørelsen af, hvad der er ret, har tallet ingen særlig evne.
Denne begrænsning af flertallets beføjelse er naturligvis kun i spæd form kommet til udtryk i de demokratiske forfatninger. Således prøver i De Forenede Stater domstolene, om et lovforslag er i overensstemmelse med den sum af grundsætninger, som er nedfældet i den amerikanske forfatning.
Det er dog ikke givet, at domstolene er det rette forum for disse naturretlige, social-etiske afgørelser. De kræver ganske særlige forudsætninger, som juristerne i al fald hidtil ikke har haft tilstrækkelig interesse for, nemlig studiet af den ret, der bør være. Og hvis man ville prøve på at opbygge en retsstat uden at sikre sig, at de på dette område virkelig sagkyndige kræfter fik hovedindflydelse ved afgrænsningen af offentlige og private anliggender, ville man bygge på sand, ja man ville modsige sig selv og fornægte retsstatsideen i samme øjeblik, man prøvede på at føre den ud i livet. Retsstatens praktiske mulighed kræver ikke blot, at man vedkender sig visse grundsætninger, men også at man sætter sig i stand til at benytte dem dvs. at man i statens forfatning, lovgivning og administration søger at skabe så virksomme garantier som muligt for deres gennemførelse. “Det er kun i rettens egen evige idé,” siger Starcke, “at kontrolmidlet vil kunne findes, og grundsætningen ‘folkets røst guds røst’ krænker fundamentalt denne idé. … Det berettigede i nutidens demokratiske udvikling at befri folket fra en fåtallig herreklasses overmagt har ført til at opstille et nyt afgudsbillede, man kalder folket. Men det er aldrig folket, der skaber retfærdighed, det er tværtimod omvendt retfærdigheden, der forvandler en flok mennesker til et folk.” (Den sociale uro etc.).
Der må derfor indenfor statsorganismen skabes en autoritet, som har tilstrækkelig sagkundskab og myndighed til at løse denne opgave: at afgøre om et lovforslag eller en regeringshandling er i strid eller ej med det grundprincip, hvorpå retsstaten hviler, og som bør være udtalt i dens grundlov, nemlig beskyttelsen af individernes etiske ejendomsret, både overfor hverandre indbyrdes og overfor det offentlige.
Medlemmerne af dette Retsværneting[48], som altså har saglig autoritet til at afgøre, hvad der er den enkeltes ukrænkelige område, og hvad der er fællesområde, må vælges ene og alene efter videnskabelige kvalifikationer på dette etisk-juridiske område. Om de nuværende jurister har prof. V. Bentzon udtalt: “De autoriserede juridiske og økonomiske videnskabsmænd har så meget at gøre med den ret og den samfundstilstand, som bestod, med at udforske dens indhold i alle dens enkeltheder, med at forklare dens tilblivelse og med at sætte retsreglerne og retslivets foreteelser i system – at de kun kan ofre mindre kraft på den ret og det retsliv, som burde være.” For at jurister skulle kunne tage sæde i denne ‘højesteret’, måtte deres uddannelse altså suppleres på det allervigtigste felt; de måtte beherske den videnskabelige sociale etik. Medlemmerne af denne højesteret (eller retsværneting) bør være uafsættelige, og deres opgave er, på enhver borgers begæring, at prøve, hvorvidt de af regeringen kundgjorte love og forordninger stemmer overens med det i retsstatens grundlov udtrykte statsformål. Strider de imod dette, mister de deres lovkraft. Naturligvis vil folket kunne omstøde disse afgørelser – men nogen større garanti for en retsstats opretholdelse end folkets egen agtelse for saglige retsafgørelser kan nu engang ikke skabes.
[48] Dette navn er foreslået af C. Lambek, der har fremsat tanken om en sådan institution bl.a. i tidsskriftet Retsstaten1918.
Fortsættes: Politik og kultur