Severin Christensen: Retsstaten
11. Grundtræk af retsstatens økonomi
11. Grundtræk af retsstatens økonomi
For at kunne gøre brug af formlen: fælleseje må kun anvendes til fællesopgaver, var det frem for alt nødvendigt at klargøre sig hvad der er fællesejendom i etisk forstand, og hvad der er særeje, og hertil har den forudgående undersøgelse givet os middel i hænde.
Fællesejendom er alle naturskabte ting, hvorfor det er det almenes indlysende ret at udligne den fordel, som opstår ved, at nogle enkelte får retten til at udnytte disse værdier. Det er denne tanke, som for jordens vedkommende har fået sit udtryk i forslaget om jordrentens inddragning, selvom dette kun er det halve skridt hen imod tankens virkeliggørelse. Det kan ikke noksom betones, at denne udligning principielt adskiller sig fra alt, hvad der hedder skatter i dette ords sædvanlige betydning, thi skatten går netop ud på at berøve borgeren noget, som burde respekteres som hans retmæssige ejendom. Skatten er en forholdsregel, hvorved statsmagten sætter sig ud over alle moralske betænkeligheder og direkte modvirker den ånd, der burde herske i et samfund: respekten for forskellen mellem mit og dit. Staten tiltager sig med skatten et monopol til at vende op og ned på de moralske love og volder ved sit slette eksempel en ubeskrivelig demoralisation.
Ved hjælp af skatten har staten fundamentalt og principielt ophævet det formål, for hvis skyld staten er til, nemlig at værne enhver i besiddelse af det udbytte, hans arbejde frembringer.[17]
[17]L.H. Post: Ethics of democracy. 2. Ed 1903.
Inddragningen af jordrenten derimod er beslægtet med de afgifter, der må udredes som vederlag for visse særrettigheder, det offentlige udtrykkelig bevilger enkelte personer eller foreninger; thi besiddelsen af jorden er ved den gængse lovgivning blevet et privilegium så godt som noget. “Den private ejendomsret over jorden, som vi nu ser anerkendt i alle civiliserede lande, har kun udviklet sig sent og langsomt af det oprindelige fællesskab.”[18] Derfor er betegnelsen ‘enkeltskatten’, som mange tilhængere af dette princip benytter, vildledende og burde helst undgås.
[18] E. de Laveleye: Om ejendomsretten.
Princippet går ikke ud på at indføre nogen enkeltskat, det tilsigter så vidt muligt ophævelse af alle skatter. Ordet skyld, som i de senere år (i forbindelserne jordskyld, grundskyld) har vundet hævd, udtrykker netop hvad det her kommer an på at fremhæve.
Man kan nu fremsætte følgende spørgsmål: er det nødvendigt at opkræve hele jordskylden, kunne man ikke nøjes med et mindre beløb? Eller, på den anden side, hvis fællesopgaverne stiller større krav end jordskylden kan dække, ville det da ikke være berettiget at udskrive et yderligere beløb som skat?
Løsningen af disse spørgsmål fremgår af undersøgelserne af den etiske ejendomsret. Samfundet kan ikke uden at forurette nogen af sine borgere undlade at inddrage skylden med dens fulde beløb thi selv ved en delvis inddragning ville de, som sidder inde med store grundværdier, ikke undgå at forfordele de andre. Og kun til de nødvendige retsformål bør den inddragne sum kunne anvendes; hvad der måtte blive tilovers bør tildeles samtlige borgere som lige store overskudsandele. Spørgsmålet om hvad det offentlige har at gøre, hvis skyldbeløbet ikke strækker til, må besvares således: da fællesopgaverne i retsstaten kun er få i sammenligning med den nuværende stats opgaver, er det utænkeligt, at udgifterne ikke skulle kunne udredes af den naturlige grundfond, der først og fremmest står til statens rådighed, jordrenten. Man har beregnet, at der utvivlsomt må fremkomme et overskud, der i så fald bør tilfalde alle borgere i lige store andele. Men i øvrigt er målestokken for statens budget ikke den sum, der som skyld passerer opkrævernes hænder, men hvad de nødvendige retsfunktioner udkræver. Skulle skyldbeløbet mod al forventning ikke strække til, vil retsstatens organer kunne udskrive en skat med lige store beløb pr. individ.
Vi skal ikke komme nærmere ind på, hvilke virksomheder enhver statsmagt nødvendigvis må monopolisere, men blot gøre opmærksom på, at også de særfordele, som flyder af de egentlige monopoler, må tilbagekræves gennem statskassen i deres fulde beløb, thi også disse værdier er samfundets fælleseje.
De fleste stater i nutiden skaffer sig tillige indtægter af forskellig erhvervsvirksomhed, f.eks. ved selv at udnytte sine domæner eller skove eller ved at drive industrielle virksomheder eller visse dele af trafikken. Det erkendes nu almindeligt, at til at drive jordbrug er staten lidet skikket, og det ville sikkert være mere overensstemmende med statens opgaver, om den solgte slige ejendomme, end om den selv forpagtede dem ud. Med hensyn til beplantninger stiller forholdet sig måske lidt anderledes, thi her kommer almene interesser mere med i spillet. F.eks. skovenes betydning som nationale skønhedsværdier, som beskyttelse af visse landstrækninger (klitbeplantning), deres klimatiske og hygiejniske betydning osv. Imidlertid er det et spørgsmål, om ikke staten fuldt så godt kunne varetage disse interesser ved kontrol og fredningsbestemmelser som ved at være ejer. Kun hvor nye beplantninger skulle vise sig at være af almen betydning, måtte staten selv tage initiativet, men dette hensyn ville i alt fald ikke være et finansielt.
Trafikmidlernes drift er ikke nogen nødvendig statsopgave. I de privates hænder sikrer man sig størst omsigt og økonomi og de bedste personlige kræfter, man undgår funktionalisme, som på forskellig måde binder stat og kommune. Og princippet må overalt være, at det er statens sag at begrunde enhver konkurrence og indgriben i forretningslivet, enhver ny opgave, enhver ny embedsstab med henvisning til, at det er nødvendigt for at sikre rettens gennemførelse på disse områder; bevisbyrden påhviler altid staten lige overfor de private, der tilbyder at udføre hvervet.
Det offentlige bør blot forbeholde sig fuldt vederlag for den monopolværdi, der kan konstateres, efter at det private selskab under en drift, der i øvrigt tilfredsstiller de almene interesser, har fået en passende fortjeneste af de deri indskudte kapitaler. Det offentlige har derfor ret til kontrol med driftens forsvarlighed og med taksterne. Trafikvæsenet hører til de foretagender, der til dels kræver monopolisering. Enhver ekspropriation må begrundes med dens absolutte nødvendighed: det kan være nødvendigt at ekspropriere til en enkelt bane, men derimod sjældent til parallelle linjer o.s.fr. Det bør forhindres, at trafikmidler ligesom for øvrigt post, gas, telefon, telegraf osv. benyttes til at påføre befolkningen en indirekte beskatning; princippet må være, at taksterne står i passende forhold til ydelsernes værdi.
Den nuværende stats økonomi hviler i stor udstrækning på direkte skatter. Det lønner sig at undersøge, hvorledes man plejer at forsvare dem i den såkaldte finansvidenskab. Det er her især to teorier, der har spillet hovedrollen, nytte eller interesseteorien og evne eller offerteorien. Den første hviler på den tanke, at enhver skulle betale i forhold til den nytte, han har af statsforanstaltningerne. Men for det første kan nytten ikke opstilles som princip for statens opgaver, for det andet vil det være umuligt at afgøre de enkelte borgeres særlige nytte af foranstaltningerne. Beskatning efter evne har man i grunden aldrig gjort sig den ulejlighed at begrunde etisk; denne teori betegner toppunktet af den i det 19. århundrede og indtil nu rådende ide, at et demokratisk flertals bestemmelser i enhver henseende er hævet over kritik; evnebeskatningen støtter sig alene på den magt, der står bagved (man vil jo altid være i stand til at arrangere denne beskatning på en sådan måde, at den kan samle et flertal om sig), og på, at den er praktisk. At tage der hvor evnen er, er praktisk og populært, om det er retfærdigt, har man ikke interesseret sig for. Tendensen røber sig i de udtryk, der benyttes; der tales idelig om at ‘ramme’ den eller den, som om det var statens opgave at lure på borgernes sårbare punkter for at gøre et godt kup nu og da. Konsekvent fører denne teori til den progressive beskatning, som er et sjældent rent eksempel på vilkårlighed, idet man – hvilken skala man end opstiller – forgæves vil spejde efter enhver begrundelse af netop denne stigning.
De, der vil plyndre i et jernbanetog, er i reglen så fornuftige at søge op i en 1. klasses kupe; noget ædlere forbillede end dette kan den progressive beskatning næppe rose sig af at have. Det samme gælder om alle de øvrige tillempelser af evneprincippet: den skala, der tager specielt hensyn til de familieforsørgere, der har mange børn (som om man havde nogen ret til at lade de andre bøde derfor); eller som skelner imellem om indtægten hidrører fra arbejde eller kapital osv. Alle kan de betragtes som mislykkede forsøg på at bøde på et i og for sig uretfærdigt princip: ved magtsprog at fratage borgerne en del af deres retmæssige ejendom. Vi behøver ikke her at komme ind på den af alle indrømmede skyggeside ved systemet: den utålelige indblanding og kontrol, statsmagten må øve med private forhold, og de falske angivelser, borgerne forledes til at møde med som selvforsvar.
Hvorledes skattetrykket fordeler sig, synes at være genstand for nutidens største omsorg; men i hvor høj grad man ved disse betragtninger raver i blinde, turde fremgå af en sætning, som denne i Cort Traps Grundrids af Finansvidenskaben, af 1908: “Det kan blive en meget vanskelig sag at afgøre, hvorledes skattetrykket fordeler sig i det konkrete tilfælde, og det er ikke udelukket, at et usammenhængende system af indtægtskildeskatter, der som direkte beskatning ville være i høj grad uretfærdigt, dog til slut kan virke nogenlunde ligeligt.” ‘Ikke udelukket’ … ‘nogenlunde ligeligt’! – på så løst et grundlag er det at man anstiller sine beregninger; på så løst et grundlag skal den enkelte beskatnings indrømmede uretfærdighed forsvares!
Også arveskat er en krænkelse af retmæssigt særeje. Af hvad natur, den er, fremgår af, at man endog beskatter større gaver for at hindre omgåelse af arvelovgivningen. Slige ideer viser hvorhen princippet om statens almagt sluttelig fører. Det ganske rå og nøgne standpunkt er, at arv og gave forøger skatteevnen og derfor bør ‘rammes’; altså bør denne beskatning også være progressiv, ligesom indtægts- og formueskatten.
For øvrigt er retsstatens stilling til arv den, at al arveret i betydningen af rettighed for efterlevende bortfalder. Derimod kan enhver myndig person ved testamente bortgive sine efterladenskaber til navngivne personer. Retten til frit at råde over det fulde udbytte af arbejdet medfører nemlig ubeskåret ret til at give og modtage gaver. Om børnenes ejendomsret vil der blive talt i et senere afsnit.
Enhver art af forbrugsafgifter er naturligvis fra et retsstandpunkt ligeså forkastelig som nogen af de nævnte skatteformer. Enhver privatperson har ret til at erhverve sig de artikler, han selv skøtter om, og staten har ikke ved at pålægge afgift på disse ting nogen beføjelse til kunstigt at forhøje prisen. De såkaldte ‘moralske’ argumenter, hvormed man har villet forsvare nogle af disse skatter, på alkohol, tobak f.eks., er det bedst at holde ude af betragtning. Thi staten har ingen ret til at spille formynder eller til at blande sig i forhold, der kun vedkommer den enkelte borger selv og hans nærmeste.
Hvad tolden angår, gælder akkurat den samme betragtning; derfor er spørgsmålet frihandel-beskyttelse fra et retsstandpunkt så uhyre simpelt. Man kan spare sig alle de vidtløftige ræsonnementer om det nyttige for stat eller samfund ved denne eller hin told, hvad enten den er finansiel eller beskyttende; man behøver blot at spørge om statens ret til at pålægge befolkningen slige vilkårlige byrder, hvoraf nogle tilmed er så ondartede, at de direkte begunstiger enkelte bestemte forud udpegede kredse på de andres bekostning. Iøvrigt er hele toldproblemet et storslået bevis på, hvor vanskeligt det er at argumentere ud fra nyttespørgsmålet, og hvor umuligt det er for en statsmagt at lovgive derudfra; her har man i århundreder debatteret denne sag frem og tilbage, og endnu står der to jævnbyrdige partier overfor hinanden, hvoraf ingen til dato har været i stand til at fremføre et afgørende bevis for sin anskuelses rigtighed. Man har måttet nøjes med at lade sit skøn råde, man har overbevist hinanden med stemmetal og magt, ikke med argumenter. Diskussionen om told vil først ophøre den dag, det erkendes, at det fra statens side drejer sig om en retskrænkelse og om intet som helst andet.
Grundskatten pålægges i almindelighed ejeren efter hans evne til at opnå økonomisk udbytte, og den tager i reglen ikke hensyn til, om dette udbytte skyldes jordrente, anvendt arbejde eller kapital. Efter strenge retsprincipper vil det alene være berettiget at inddrage jordrenten; jo stærkere man beskatter bygninger, forbedringer o. lign., des mere fjerner man sig fra det retmæssige. Indtil 1903 var i Danmark hovedmassen af den direkte skat en hartkornsskat, regnet efter jordens bonitet. Men i dette år afløstes de ældre skatter af en ejendomsskyld, der er en skat på alle faste ejendomme i by og land i forhold til deres samlede værdi. Dette betød i etisk henseende et absolut tilbageskridt, idet man nu i højere grad inddrog retmæssigt arbejds- og virksomhedsvederlag under beskatningen.
Vil man retfærdighed på dette område, må man være klar over, at det dog ikke er tilstrækkeligt at vende tilbage til hartkornsskatten eller nogen anden kendt form for grundskat. Thi det er, som alt nævnt, overhovedet ikke skat, staten skal pålægge, men en afgift for en bestemt fordel, en tilbagekrævning af den værdi, denne særfordelrepræsenterer. Det gælder altså om så nøje som mulig at få bestemt, hvor stor denne værdi er, hvis det er muligt. At en mand får det fulde udbytte af det arbejde, han anvender på sin grund, enten han bygger et hus eller dræner jorden, er ingen særfordel, thi dette udbytte er retmæssigt vederlag. En anden sag er det med jordens naturlige bonitet og dens beliggenhed; disse ting har han ikke skabt. Derfor gælder det i første række at blive klar over størrelsen af det, man nu almindelig kalder ‘den nøgne jordværdi’.
Man har længe stillet sig skeptisk til tanken om en sådan vurdering. Selve begrebet den nøgne jordværdi har man behandlet som et teoretisk fantasifoster uden bund i virkeligheden. Imidlertid tumler det daglige omsætningsliv idelig med disse værdier; målbevidste vurderinger af grundværdien er foretaget adskillige steder i verden, og det er lykkedes at finde mere og mere videnskabelige metoder. I øvrigt er der her ingen grund til at gå nærmere ind på dens tekniske side.
Der har naturligvis hævet sig talrige røster imod den tanke at lade en sådan afgift af jordværdi plus betalingen for de udtrykkelig bevilgede monopoler danne statens vigtigste indtægtskilde. Man har f.eks. benægtet, at staten skulle være i sin ret til at inddrage disse værdier uden erstatning til de nuværende ejere; men i reglen har man i sin kritik deraf blandet moralske hensyn sammen med juridiske og andre hensyn. Men man kan ikke forarges moralsk over brud på ejendomsretten, når man hermed kun mener den juridiske, statssanktionerede ejendomsret; det er ganske ulogisk. En moralsk diskussion kan kun føres ud fra en eneste basis: om man anerkender et moralsk udgangspunkt, dvs., at der gives to væsentlig forskellige slags ejendom: en, der efter naturens ret og moralens lov er sand ejendom, de arbejdsskabte værdier, og en anden, der kun kan opretholdes ved statens magtsprog, fordi den er en ubegrundet særfordel.
I Cort Traps Grundrids af Finansvidenskabenlæses følgende: “ingen enkelt skat ville være i stand til at dække nutidens uhyre statsudgifter …”. Hertil må bemærkes to ting: 1) ved vurderingen i 1916 beregnedes Danmarks samlede jordværdi til 3684 mill. kroner. 4% deraf beløber sig til over 145 mill. kr. Ved vurderingen i 1945 var den samlede jordværdi 6786 mill. kr. (deraf på afgiftsfri arealer 506 mill.), i alt altså 6280 mill. skyldpligtig jordværdi. 4% grundskyld altså 251 mill. kr. 2) ‘Nutidens uhyre statsudgifter’ er vel ikke nogen uangribelig størrelse eller nogen blindt voksende lavine, under hvilken samfundet passivt må lade sig begrave. Udtrykket må i retsstaten omskrives til ‘de til statens funktion nødvendige udgifter’, hvilket giver et helt andet resultat.
Offentlige lån må anses for uforenelige med retsstatens ide. De er unødvendige, thi da stat og kommune trækker sig tilbage fra alle industrielle og lignende virksomheder, vil der ikke kræves offentlige anlægskapitaler af nogen betydning. Hovedindvendingen er dog, at det må betragtes som umoralsk at pantsætte efterslægtens retmæssige eje og lade den være debitor for fordele, man selv nyder. Statslånene betegner en af de forflygtigelser af ansvarsfølelsen, det moderne samfund er så rigt på, thi det er givet, at nogle politiske førere aldeles ingen etisk ret har til at forpligte et helt samfund ubegrænset, end sige kommende slægter. Gæld skulle jo bero på et kontraktforhold, men hvem er de, der har indhøstet bemyndigelse til at stifte gælden, og hvem er de, der har underskrevet gældsbrevet? Vi kommer i en anden forbindelse til at berøre begrebet ‘juridiske personer” og dets mislige stilling i en etisk samfundsordning. Her drejer det sig om den fiktion at lade et ubestemt antal personer skylde en indbildt person ‘staten’ visse beløb, som samvittighedsløse politiske førere for længst har anvendt til visse formål, de tilfældigvis interesserede sig for. I det daglige liv betyder dette, at borgerne gennem skatter skal udrede store rentebeløb til inden- og udenlandsk kapitalmagt og statsmagten blive afhængig af denne. I virkeligheden er statslån og de nuværende skattesystemer to i hinanden indvævede misgreb, thi statslån kunne overhovedet ikke opnås, hvis de ikke hvilede på statsmagtens plyndringsmonopol; det er den eneste sikkerhed vore regeringer kan byde på. På omsætningslivet virker statslån således, at rentefoden holdes oppe til gavn for dem, der har overflødig kapital, men til skade for det produktive samfund.
Hvis det er en uomtvistelig sandhed, at regeringer ingen moralsk ret har til at gældbinde kommende slægter, der ikke har været medbestemmende om gældens ønskelighed, og at slige ‘forpligtelser’ ikke har mindste spor af kontraktlig karakter, følger deraf, at et folk, når som helst det vågner op til bevidsthed om denne sandhed og har fået virkelige selvstyreorganer, ikke kan føle sig forpligtet overfor kreditorer, der så letsindigt har indladt sig på disse tvivlsomme forretninger.
Et af de få monopoler, som det er naturligt at staten tager i sin egen hånd, er møntvæsnet. De senere års erfaringer peger i retning af, at man lægger en solidere værdi end et vist kvantum guld til grund for omsætningsmidlernes sikkerhed. Det nuværende system har svigtet i de kritiske tider; man har her i landet udstedt pengesedler, der er falske, for så vidt som man nægter at udlevere de værdier, de i følge deres påtegning skal kunne ombyttes med. Nationalbanken har således misbrugt sit monopol til at forringe de menneskers formue, der i tillid til bankens autoritet og underskrifter har anskaffet sig disse papirer i stedet for at forsyne sig med andre sikrere papirer eller med guld.
For at opnå solidere forhold har man[19]foreslået at sætte seddel og møntmængden i forhold til jordskylden; man ville derved undgå, at seddelmængden bliver afhængig af politiske eller finansielle institutioners forgodtbefindende. Det ville være hensigtsmæssigt at fastsætte et bestemt forhold mellem jordskylden og den cirkulerende pengemængde. Der er ingen tvivl om, at den sikkerhed, der står bag disse sedler, ville være langt større end det guld, der forudsattes at dække Nationalbankens nu så sørgelig forpjuskede sedler. Indtægterne af denne seddeludstedelse bør uafkortet tilfalde samfundet.
[19] Aug. Schwan: Den retfærdige revolution. Kbhvn. 1919.
Fortsættes: Strafferetten i belysning af vederlagsprincippet