Severin Christensen: Retsstaten
9. Den etiske ejendomsret

9. Den etiske ejendomsret
 For at vinde den fornødne indsigt i statens retmæssige funktion bliver det altså nødvendigt at klargøre sig, hvad der er særeje og hvad der er fælleseje. Man må søge at uddybe begrebet den etiske ejendomsret så meget som muligt.

Som der ovenfor blev gjort opmærksom på, er bestemmelsen af begrebet retmæssig ejendom (‘enhver sit’) den nødvendige forudsætning for ombytningsprincippet (‘lige for lige’); thi selvom man har afgivet et passende vederlag for en ydelse, ville omsætningen ikke være retfærdig, hvis det vederlag, man afgav, ikke var ens retmæssige ejendom. Både den, der erstatter, og den, der kræver erstatning, skal retmæssig eje de værdier, der anvendes i denne omsætning. 

Da nu betingelsen for retmæssigt særeje viste sig at være en personlig arbejdsydelse, der i værdi svarer til den genstand, der gøres krav på, og da ikke nok så mange ombytninger kan skabe retmæssigt særeje, hvor denne oprindelige ejendomsbeføjelse mangler, bliver følgen deraf, at der må gives værdier, hvorover særeje ganske er udelukket. Til oversigt over ejendomsforholdene tjener følgende skema: 

(Kan ikke leveres i dette format. Send mail til bog @ bibliotekl1.dk, – hvis du er nået så langt!)

For det første kan det fastslås, at det ene menneske aldrig kan gøre krav på ejendomsret over det andet menneskes person og hvad dertil hører, hans lemmer osv. At ethvert menneske er selvstændig herre over sin person, fremgår allerede af, at den retmæssige ejendomsfordelings princip netop går ud på at sikre hver enkelt social ener i samfundet stillingen som grundled i sætningen: jeg ejer dette eller hint. Det ville da ganske stride imod denne ide, om grundleddet (subjektet) eller dele deraf pludselig kunne gå hen og blive genstand (objekt). Ejendomsordningens første formål er just at udelukke andre fra rådighed over den personlige selvstændighed. Den forudsættes at gælde imellem frie og uafhængige væsner15, der betragter hverandre som skikkede til socialt samkvem. Den selvstændige råderet over sin egen person er den selvfølgelige forudsætning for ordningen, og trænger derfor overhovedet ikke til begrundelse. 

Man vil her indvende: men både i oldtid og nutid har man haft slaver, og oldtidens største filosoffer har, ligesom mange senere, billiget det. Dette beror dog kun på, at de nævnte filosoffer af uvidenhed udtrykkelig fraskriver slaverne evne til at være selvstændige grundled. Kunne de ikke betragtes som henhørende under rubrikken A, sociale enere, lå det nær at henføre dem under B, genstande for ejendom. Ud fra vore kundskaber til de forskellige racers ensartethed på dette punkt, den sociale evne, kan denne retsopfattelse ikke opretholdes. 

Efter skemaet kunne det se ud, som om et menneske ikke ejede sine legemsdele, sine arme, ben, øjne, osv. som retmæssigt særeje. Man har jo ikke produceret disse ting; skal man derfor give afkald på uindskrænket rådighed over dem? Nej, men det er ukorrekt at bruge udtrykket ejendom om disse forhold; thi det røber en forveksling af hvad et menneske er (dvs. hvad han består af) og hvad han kan erhverve sig af de ham omgivende ting. I enhver sætning om ejendomsforhold må der, som alt sagt, være et grundled og en genstand: ‘A ejer den eller den ting!’ Følgelig betyder opregningen af de legemsdele, A ‘ejer’, kun en beskrivelse eller definition af A. Men ‘ejer’ er her unøjagtig sprogbrug, og bør ikke forlede til at flytte A╒s bestanddele over på genstand-siden i et virkeligt ejendomsforhold. 

Af de ting (B.I), der er udelukkede fra særeje, fordi ingen har frembragt dem, må man skelne mellem de naturgoder, der er tilstede i så rigelig mængde, at en deling derfor er formålsløs, og de, der kun findes i begrænset mængde. Til de første (B.I.1) hører luften og vandet, til de sidste (B.I.2) jorden. 

Grunden til, at man har givet afkald på at hævde særeje for de førstnævnte tings vedkommende, kan dog ikke være den, man undertiden har fremsat, at de forefindes i ubegrænset mængde, thi dette er jo netop ikke tilfældet. Såvel havet som den atmosfæriske luft har ligesom jordens overflade sin begrænsning. At de ikke for længst er beslaglagte, ligger udelukkende i den praktiske uigennemførlighed, i forening med den underordnede betydning, det hidtil skønnedes at have. 

Der er ikke mindste tvivl om, at hvis man kunne afdele havet i parceller, ville der i al fald beslaglægges visse fordelagtige, f.eks. fiskerige strækninger, og forbud udstedes for alle andre mennesker, afgifter opkræves osv. Man ser jo også, at hvor det har nogen betydning, og hvor det blot nogenlunde kan lade sig gøre, udstrækkes enkeltmands eller statens særret også til at gælde søterritorier. Visse nationer har forsøgt at hævde eneret for deres egne fiskere til enkelte strækninger af det åbne hav, f.eks. til robbefangsten ved Stillehavskysten, fiskeriet ved Island og New-Foundland og ved Sibiriens østkyst, men i de fleste tilfælde er man dog kommet til enighed om kun at forbeholde sig særret til den nærmeste strimmel ved kysten. Også indenfor de enkelte lande påstår kystejeren, at han foruden retten til den faste jord også har ret til en del af vandet udenfor. Og hos os kan han virkelig ifølge sædvaneretten gøre en sådan ret gældende; bl.a. til at forbyde andre at fiske i stranden et vist stykke udenfor hans lod, når han selv anbringer fiskeriredskaber der (ülegårdsrettighed). Man har endvidere gjort forsøg på at få eneret til visse dele af havbunden (bortset fra kystrettighederne), idet man har påstået, at den, der sætter bundgarn på et bestemt sted og afmærker stedet, skulle have ret til at forbyde andre fremtidig at sætte bundgarn på det samme sted altså nøjagtig den samme måde, hvorpå man i sin tid beslaglagde jorden og på basis deraf gjorde en særejendomsret gældende. 

Hvad luften angår, ville det være endnu vanskeligere end for havets vedkommende at beslaglægge bestemte regioner; når det derfor endnu ikke er kommet til, at enkeltmand opkræver afgift af andre, f.eks. for tilladelsen til at trække vejret, ligger det væsentlig i disse praktiske vanskeligheder. Og dog er der også her tendenser til at udvide grundejernes ret til at omfatte et vist luftlag ovenover grunden. Hidtil har vel denne ret været forholdsvis uskyldig; men nu, i flyvernes tidsalder, begynder der rundt om i tidsskrifter at opdukke uhyggelige spørgsmål om, hvor langt op i luften grundejernes og husejernes ret strækker sig, om flyvemaskinerne har ret til at bevæge sig hvor som helst, eller om der ikke kan nedlægges forbud fra de privates side osv. 

Det har føjet sig så heldigt, at de hidtil omtalte naturgoder på grund af sagens praktiske vanskelighed aldrig er blevet gjort til genstand for særeje, og den nuværende ordning stemmer i alt væsentlig overens med den etiske lov, som udsiger, at særeje kun kan begrundes ved en jævnbyrdig arbejdsydelse. Men hermed bør etikken ikke slå sig til ro; thi som bemærket har man i senere tider gjort forsøg på forsøg på at komme udenom disse vanskeligheder og vist god vilje til at monopolisere så denne så hin region, både af luften og havet; etikken må derfor holde sine våben rede for at våge over, at de naturgoder, der indtil nu i det store og hele, af fysiske grunde, har kunnet bevare sig som fællesgoder, også i fremtiden vil blive respekterede som sådanne. 

Hvorledes forholder det sig med jorden (B.I.2)? At dette naturgode ikke kunne holde stillingen som fælleseje, lå især i, at den var så let at afdele, og at fordelen ved at beslaglægge et enkelt stykke og holde de andre ude var så stor. 

At komme tilbage fra særeje til alles lige ret havde desuden sine ganske særlige vanskeligheder; da man nemlig i lange tider ikke kunne tænke sig dette gennemført uden ved en ligelig fordeling af selve jorden, viste det sig at være en så godt som umulig opgave at udparcellere den i lige værdifulde lodder. Først langt om længe opdagede man, at det, alle er interesserede i, ikke just er at få en del af jorden, nøjagtig lige så stor og værdifuld som de andres, men mere dette, at ingen enkelt ved at lægge uindskrænket beslag på et stykke jord, tilegner sig en særfordel og spærrer de andre ude. 

Så længe forråd af jord praktisk set er ubegrænset, og ingen mægter at beslaglægge alt hvad han ikke umiddelbart bruger, kan der ikke opstå nogen bydende trang til at afdele, indhegne og afspærre. ‘Mit’ er endnu ikke blevet nogen modsætning til ‘Dit’. Det er først, når man rykker så tæt sammen, at man kan genere hinanden, at der, for at endeløs strid kan undgås, opstår den tanke at afgrænse områderne med faste grænser. 

Der træffes om disse grænser indbyrdes overenskomster, som kan være særdeles gavnlige for de øjeblikkelige ‘ejere’; men man overser, at disse overenskomster om fordeling af jord, køb og salg af den osv. er uret imod de sidstkomne og de ufødte, de senere slægtled. Senere tiders mennesker fødes i stor udstrækning arveløse; de har heller intet herreløst land at tage i besiddelse, thi når engang alt land er beslaglagt på denne måde, lukker lovene pludselig af og giver de først ankomne privilegium på det, de har været så heldige at besætte.

En sådan erhvervsmåde kan naturligvis ikke moralsk forsvares. Alt, hvad et menneske gør fordring på som særeje, må han efter de ovenfor fremstillede etiske vederlagsprincipper kunne godtgøre at have erhvervet ved en personlig ydelse, der i værdi er det erhvervede jævnbyrdigt. Men hvilket personligt arbejde ligger der vel i den blotte og bare beslaglæggelse af et stykke jord, og –på den anden side, –hvilken værdi, frembragt af menneskehænder eller menneskeånd, kan overhovedet sammenlignes med eller opvejes af den fordel at blive enerådig over en part af det uundværlige, ingenlunde ubegrænsede naturforråd?

At de sidstankomne kan købe jorden af dem, der har besat den, er ingen ophævelse af denne uret, thi de må da i dyre domme erhverve sig den adgang til at benytte jorden, som oprindelig ikke har kostet det mindste.

Man vil af dette eksempel klart se, hvor rigtigt det er at fastholde, at det retfærdige princip ikke sker fyldest, blot fordi to parter indbyrdes afbalancerer ydelse og vederlag efter deres godtykke. Det må tillige foregå således, at alle og enhver får og beholder sit, og ingen udenforstående kommer til kort. Vi må vide, om det virkelig er deres egne ting, de to handler om, vi må med andre ord have ejendomsbegrebet med. En overdragelse er ikke berettiget, uden at det, der overdrages eller det, der betales med, virkelig var parternes retmæssige særeje.

Hvad der må forstås ved retmæssigt særeje har vi allerede ovenfor antydet. Det omfatter kun sådanne ting, som er erhvervede ved en tilsvarende aktiv ydelse fra erhververens side. Hvis en mand overdrager mig et stykke jord for en sum penge, og loven derefter stadfæster mig i min ‘ret’ til fri rådighed over jorden for mig og mine efterkommere, da er denne erhvervelse ikke sket efter det retmæssige erstatningsprincip, thi jordens værdi er uerstattelig, da den danner det nødvendige fundament for alt liv, og da den ikke findes i ubegrænset mængde.

Dette skulle nok vise sig på en slående måde den dag, da en trust opstod med det formål at opkøbe al jord –en ikke helt usandsynlig tanke i en tid, hvor truster er i stand til at opkøbe alt hvad der findes på jorden af en eller flere bestemte, for menneskeheden nødvendige naturværdier (petroleum, kul etc.) En sådan ring ville kunne foreskrive alle udenfor stående mennesker enhver tænkelig betingelse for overhovedet at tillade dem at eksistere. Den, der har jorden, sidder inde med al magten, alle andre værdier blegner i sammenligning.

Vil man vide, hvilke ting det er man kan erhverve en særret til at eje, må man holde sig til de frembragte ting (B.II); de ting, mennesket selv udarbejder med hjernen eller hånden. De kan sammenlignes, vurderes indbyrdes; de er ikke uerstattelige, fordi de altid vil kunne frembringes i tilstrækkelig mængde forudsat, at man blot har sin part af naturens gaver at arbejde med og udarbejde af. De opstår ved det arbejde, den enkelte person har udført, og deres værdi beror derpå. De tilhører med rette deres skaber, fordi de egentlig altid har været hans. Til det snilde, den dygtighed, der præger dem og giver dem en positiv værdi, svarer ganske nøjagtig hvad individet har givet ud, har ‘ofret’ derpå, ganske som den negative fotografiplade svarer til den positive. Den energi og kunstfærdighed, der af mig nedlægges i et arbejdsprodukt, er i grunden en ligeså naturlig og personlig bestanddel af mig, som den energi og de arbejdsmuligheder, der endnu sidder i min hjerne og mine arme. Fra at have været en bestanddel af personen flytter arbejdsenergien ud i de producerede genstande, og da den i denne, fra individet organisk løsrevne, form kan blive genstand for ombytning, for køb og salg, får etikken den opgave at afgøre hvem der i fremtiden er dens rette ejer. Efter vederlagsloven afgøres dette således, at den, der kan godtgøre at have præsteret en vis energiydelse, får retten til den tilsvarende værdi. Man kan altså fastslå betingelsen for særeje således: retmæssigt særeje til et produkt erhverves kun som vederlag for en personlig ydelse af samme værdi som produktet.16

Deraf følger: i samme grad et produkt kan nyskabes, omformes, præges af den menneskelige vilje og evne, i samme grad kan det blive særeje. Der gives produkter, som så at sige fuldt ud er nyskabte, åndsprodukter f.eks. Det blæk og papir, der er anvendt på Faust, har kun forsvindende værdi imod det åndsindhold, der er nedlagt i materialet. Et sådant produkt egner sig i høj grad til særeje. Det samme gælder om et godt musikstykke, et godt maleri.

Allerede ved et skulpturarbejde i marmor kommer det ikke-frembragte stof noget mere i betragtning, ved guldsmede og juvelerarbejde end mere, og tænker man på et stykke jord med sæd på, bliver forholdet helt forrykket, thi her kan man ikke med mindste føje påstå, at materialet er omskabt, at produktet er en arbejdets nyskabning; det allervæsentligste er besørget ved naturens kræfter, og jorden er omtrent den samme som før, ofte endda forringet. Det arbejde, der er nedlagt i denne jord, begrunder vel en ret til den del af udbyttet, som skyldes selve arbejdet, men ingenlunde til privilegium på den særlige fordel, besiddelsen af jorden i og for sig medfører.

At jorden ikke kan ‘ejes’ (i samme betydning af dette ord, som gælder overfor arbejdsskabte ting) er altså en sætning, som umiddelbart fremgår af grundsætningen om det jævnbyrdige vederlag; den står og falder med antagelsen af denne etiske hovedsætning yderligere begrundelse end den, der kan skaffes til veje for denne, kan ikke fås.

Men når man altså havner i det resultat, at jorden er fælleseje, og ikke som de arbejdsskabte ting retmæssig kan gøres til særeje, må man være klar over, at disse to arter ‘ejendom’ er af forskellig natur. I første tilfælde bliver der kun tale om fællesrådighed, da naturtingene enten ikke lader sig dele eller i al fald ikke dele lige, og da man ikke kan nægte noget nyt tiltrædende medlem af samfundet lige medejendomsret, men fremfor alt, fordi den naturmæssige adkomst i dette tilfælde er grundforskellig fra adkomsten til særeje. Særeje af en ting begrundes positivt ved henvisning til den jævnbyrdige ydelse, individet har præsteret; den, der gør krav på en særret, ham vil den positive bevisbyrde påligge. Hvad der unddrager sig særeje, må enten være ingens ejendom eller stå til fællesrådighed. 

Det, at rådigheden er lige for alle, støtter sig på den negative begrundelse, at ingen formår at præstere bevis for en etisk begrundet forret.

Når adskillige nationaløkonomer begrunder samfundets ret til at inddrage den samlede grundværdi til fælleseje med, at det her drejer sig om samfundsskabte værdier eller produkter af hele folkets arbejde, benytter de en mindre præcis udtryksmåde. Thi det faktum, at grundværdien stiger overalt, hvor samfundet vokser i folketal, betyder ikke, at nogen ny reel værdi er skabt, end mindre at den er skabt som et arbejdsprodukt, der skulle kunne tilegnes med den ret til vederlag, en arbejdsydelse kan gøre krav på. Ret til særeje og kollektiv rådighedsret begrundes som ovenfor vist ikke på samme måde. Englands jord rummer ikke flere reelle værdier nu end på Knud den stores tid; måske endda færre. Hvad der er sket er, at hver kvadratfod jord er blevet mere og mere eftertragtet, jo mere befolkningen tiltog; jordbesiddernes særfordel er derfor blevet større og større, og denne særfordel giver sig udslag i en stedse stigende pris på jorden i forhold til alle rørlige værdier; for det samme stykke jord kan der fås større mængder arbejde og arbejdsprodukter end tidligere.

Når samfundene nu i vore dage begynder at gøre etisk ret gældende til disse særfordele, kan og bør denne ret begrundes således, at jorden lige så lidt nu som nogensinde før tilhører nogen enkelt i særlig grad, og at derfor de særfordele, der er blevet større og større –væsentlig fordi samfundet simpelthen har vokset sig større, mindre på grund af positivt arbejde –ikke med nogen etisk ret kan tilfalde nogen enkelt.

Fortsættes: Retsstatens opgaver