Severin Christensen: Retsstaten
15. De umyndiges ret

15. De umyndiges ret
Børnene indtager indenfor den etiske retsordning en ejendommelig stilling. Hvad er de egentlig? Som selvstændige personligheder indenfor retsordenen kan man ikke opfatte dem, thi det kan kun myndige mennesker være. (Som myndige betragter jeg her dem, der opfylder visse vedtagne gennemsnitsbetingelser for social modenhed). Er de da ejendomsgenstande? Ejes børnene af deres forældre eller af staten? Nej, åbenbart ikke, thi hverken forældre eller stat kan godtgøre nogen ejendomsret til dem, hvis man henholder sig til de ovenfor opstillede etiske betingelser for ejendomsret. I visse stater, f.eks. Sparta, har staten dog hævdet en ubetinget ejendomsret over børnene, så at de under opdragelsen betragtes som blotte og bare midler for offentlige formål – andre steder har forældrene tiltaget sig fuld ejendomsret over dem og ment sig berettigede til at sætte dem ud og dræbe dem efter forgodtbefindende.

Det er ovenfor fremhævet, at ejendomsretten til naturgoderne og til de arbejdsskabte ting begrundes på forskellig måde. Hvad de første angår, munder den etiske ret ud i fællesrådighed over værdien, da nogle af dem slet ikke lader sig dele og ingen af dem lader sig dele lige, og da man ikke har nogen beføjelse til at nægte noget nyt tiltrædende medlem af samfundet lige medejendomsret.

Også de umyndige har etisk ret til andel i fællesgoderne, thi til disse kan lige så lidt det ene slægtled begrunde nogen særret, som det ene menneske kan gøre det overfor nogen af sine samtidige. Det ville derfor være overgreb, om de nulevende mennesker ville spærre adgangen til disse værdier for de kommende. Børnene indtager da den ejendommelige særstilling, at de må anerkendes som retmæssige parthavere i et vist i fællesskabsområde uden dog at have evne eller ret til selvstændig at råde over dette eje. Kan man da besidde retslig tilstået og tilsikret ejendom uden ret til fuldtud at råde over den? Ja, retsfilosofferne antager dette, og etikken kan slutte sig til denne opfattelse. Retsevnen begynder normalt ved fødslen, ja, der kan endog ved viljeserklæringer skabes retsbeskyttelse for vordende mennesker; enhver, der har retsevne, kan være ejer, fordringshaver og skyldner. Noget andet er, at ikke alle har evne til ved egne handlinger at stifte eller ophæve retsforhold; retsevnen er i modsætning hertil kun den passive evne til at være i besiddelse af en rettighed. De umyndige har retsevne, men de kan ikke selv rejse fordringer; det er de myndige, der på deres vegne må påtale krænkelser af deres rettigheder, hvad enten det er de private, forældrene, der har noget at påtale overfor staten, eller omvendt staten, der har noget at påtale overfor forældrene.

En medejendomsret af denne art er det altså man ifølge naturlig ret må tilkende de umyndige; den udstrækker sig til samtlige individer; at de sociale evner hos de umyndige ikke – eller endnu ikke – er fuldt udfoldet, berettiger slægtens myndige medlemmer til at overtage ejendomsordningen på deres vegne, men ikke til at udelukke dem fra ejendomsretten.

Lad os tage et simpelt eksempel for at belyse hvad der sker, idet et nyt barn kommer til verden. Lad os forudsætte et samfund på 9 medlemmer, hvoraf de 5 har udstykket den frugtbare ø, hvorpå de bor, imellem sig, således at enhver af dem dyrker sin egen lod, medens de 4 andre har anden beskæftigelse. Stiger nu antallet til 10, er der ikke derigennem skabt nogen ny værdi, men fællesformen F (den inddragne jordafgift) kan antages at være blevet større derved, at den større efterspørgsel efter den beslaglagte jord har sat prisen op, fordi der nu udelukkes en relativt større del af befolkningen derfra (5/10 i stedet for 4/9). Ifølge naturlige retsprincipper kan det fastslås, at da der var 9 indbyggere, havde enhver af disse ret til 1/9 af fællesformuen F, medens enhver af dem nu har ret til 1/10 af F₁, (den nye værdi). Men hvad vi her må gøre opmærksom på er, at selv om F₁>F, er det ikke denne stigning, der skaber den tiendes ret til sin andel; denne er ganske uafhængig af fællesformuens svingninger og hvad der forårsager dem (de kan nemlig også skyldes andre årsager end befolkningstilvæksten).

Hvad og hvor meget ejer da de umyndige, og hvorledes skal denne ejendom forvaltes af en statsstyrelse, der også i denne sag vil varetage samtlige borgeres interesser?

Forholdet må ses således: børnene er fra deres fødsel retmæssige ejere af lige så store andele i fællesejendommen som de myndige. Da deres umyndige tilstand gør dem uskikkede til at være selvrådende, forvalter de myndige denne deres andel på deres vegne og som deres ejendom. Renten af de fælles naturværdier, både de umyndiges og de myndiges, dvs. grundskyldens årlige beløb, tilhører alle i lige grad. Efterat de nødvendige statsudgifter er dækket, vil restbeløbet være at fordele mellem alle samfundets medlemmer som lige store overskudsandele. Børnenes overskudsandele administreres da indtil myndighedsalderen af forældrene, og kan f.eks. anvendes til undervisning. Til gengæld er alle forældre forpligtet til at lade børnene forsikre for at betrygge dem, der måtte blive forældreløse.

Nogen arveret anerkender retsstaten ikke, hvis man derved forstår en ret for børnene (eller andre) til at arve efterladenskaber. Derimod har ejerne ret til at testamentere deres ejendele til hvem de finder for godt, thi gaveretten er en nødvendig bestanddel af ejendomsretten, og ‘arveretten’ ville gøre skår heri. Foreligger der intet testamente, tilhører vedkommendes bo det offentlige.

Lige så lidt som de myndige borgere kunne forlange, at fællesmidlerne anvendtes til fuldstændigt underhold af hver enkelt eller til individuelle fornødenheder, men alene til et vist grundlag for at leve, visse hovedbetingelser derfor, og til sikring af hvad de enkelte retmæssig erhverver sig, således kan det heller ikke kræves, at staten helt og holdent skal sørge for børnenes materielle underhold, for hvert enkelt barns individuelle og faglige udvikling eller for den fulde tilfredsstillelse af enhver individuel lyst eller trang i barnealderen. Den offentlige opgave er blot at sikre de umyndige sådanne livsvilkår, at de engang bliver skikkede til som myndige borgere selvstændig at overtage og forvalte deres andel i fællesgoderne og optræde som selvstændige aktive led af retssamfundet. Da børnene har andel i fællesindtægterne, har de krav på, at disse ikke udelukkende kommer de voksnes liv til gode, men at de også tjener deres egne livsvilkår. De voksnes tarv er betrygget derigennem, at retsinstitutionerne ikke tillader overgreb eller bedragerier i erhvervslivets og dermed ydes en sikring, som de voksne enkeltvis ikke ville kunne overkomme. Dette tilsiger altså fællesinteressen for de voksnes vedkommende. For børnene, som ikke er handledygtige led af den sociale organisme, er denne retssikring ikke nok; fandtes der ingen andre foranstaltninger til bedste for dem, ville deres ejendomsret være ganske indbildt og prisgiven; de har åbenbart krav på at sikres mere virksomt gennem forholdsregler, der er overensstemmende med deres udviklingstrin.

I de tilfælde, hvor de private hjem selv er rede til helt og holdent at tage sig af børnene, kan staten indskrænke sig til at våge over, at et vist minimum af livsgoder, som er nødvendige for deres sociale udvikling, virkelig bliver dem til del. (Retten til forsvarlig ernæring (kvindemælk), pleje og opdragelse). Staten må overhovedet så vidt muligt garantere barnets ret til at vokse op i et hjem; den bør sikre alle et sådant mål af kundskabsmeddelelse, som den vordende sociale borger nødvendigvis behøver – og dette krav sætter barnets overskudsandele, som forældrene administrerer, disse i stand til at opfylde. Det offentlige må kontrollere, at det virkelig sker. Den materielle forsorg og den individuelle opdragelse, kulturmeddelelse og faglige uddannelse bliver naturmæssigt hjemmets egen sag (som naturligt modstykke til den forældremagt, staten overlader forældrene). Thi forsorgen må deles, og jeg ser ingen anden naturlig delingslinie.

De tilfælde, hvor barnet står uden forældre, der kan eller vil yde det en forsvarlig forsorg, kræver særlig omtale. Her må staten træde til med yderligere positiv hjælp; thi barnets ejendomsret går frem for alt og vil altid i sidste instans kunne påkalde statens værn.

For at forældre kan sættes i stand til at betrygge barnets fulde udviklingsret i tilfælde af at de skulle falde fra, må det offentlige kunne kræve, at alle forældre tegner en tilstrækkelig barneforsikring.

Af denne betragtning, at børnene lige så lidt er samfundets ejendom som forældrenes, fremgår følgende: hverken stat eller forældre tør betragte børnene som ting eller som retsløse midler for opgaver, der alene ligger de voksne på hjerte. Børnene har en selvstændig ret, som det er begges sag at respektere, og staten er som øverste garant for al retshåndhævelse også den, der i dette tilfælde våger over forholdet.

Til de Forældre, der selv ønsker at tage sig af deres børn, overdrager staten en forældremagt over børnene, på det vilkår, at de fuldt ud værner børnenes ret til de ovennævnte livsgoder, som de har ubetinget krav på. I dette tilfælde bliver statens direkte rolle kun at våge over, at dette sker fyldest. Forældremagten hviler altså ikke på nogen ejendomsret, thi staten forbeholder sig påtaleret og indgribelsesret, hvor børnenes ret tilsidesættes. Det er en værgeret, som gælder indenfor den begrænsning, de ovennævnte hensyn kræver. Denne myndighed over børnene må staten nødvendigvis indrømme forældrene, for at disse kan opfylde deres forpligtelser mod børnene dvs. sikre dem den part af deres rettigheder, de skylder dem. Staten har derimod ingen ret til – uden de nævnte grunde – at forlange denne forældremagt direkte overdraget til sig eller til at berøve forældre deres børn, i fald forældrene fuldt ud opfylder deres forpligtelser. Thi hvorvel forældrene ikke har ejendomsret over børnene, så har staten det endnu mindre; og det ville være overgreb fra statens side at overrive naturlige bånd og krænke private familiefølelser. Det er dette hensyn, der i denne sag betinger statens og forældrenes gensidige forhold og afgrænser deres retmæssige indgriben. Staten kan ikke uden at krænke berettigede følelser – når barnets ret da ikke kompromitteres – gå udenfor den rolle at være kontrol og stille barnets overskudsandel til rådighed for undervisningen.

At forældre har forpligtelse såvel overfor barn som overfor stat, turde være indlysende, idet ingen forældre har krav på, at samfundet skal yde alt til et barns opfostring, og da det er statens sag at værne barnets ret overfor forældrene. Selv om forældremagten derfor skulle misbruges, eller man frivillig gav afkald på den, og børnene anbragtes under statens fulde forsorg, ville det ikke være uberettiget, om staten fordrede vederlag af forældrene.

Det må stadig fastholdes, at det faste punkt i denne kæde af gensidige rettigheder og forpligtelser er barnets ret til visse livsgoder; dets ret til liv, ernæring, hjem, opdragelse og et vist mål af undervisning går frem for alt; Fordelingen af opgaverne mellem forældre og samfund er af underordnet betydning.

Skal forældrene kunne udøve forældremagten effektivt, må barnet være umyndigt i alle personlige forhold; den unge kan ikke selv binde sig ved retshandler, så lidt som forældrene ved deres dispositioner kan antaste børnenes rette ejendom. En umyndigs retshandler er ugyldige, selv om medkontrahenten havde al føje til at antage ham for myndig.

Spørgsmålet er nu hvad man skal forstå ved myndighed: Myndig burde kun den være, der er socialt fuldmoden. Men da det ville medføre for stor vilkårlighed at lade afgørelsen heraf bero på individuelle undersøgelser, må det af praktiske hensyn omskrives derhen, at myndig bør kun den være, som har opnået den alder, hvori det ifølge videnskabelige undersøgelser har vist sig, at mennesker af den og den race, under de og de naturbetingelser, gennemsnitlig opnår fuldmodenhed.

At være socialt moden er at besidde evnen til selvstændigt at påtage sig og opfylde sociale forpligtelser fuldt udviklet. Der kræves et vist fond af intelligens og erfaring for at undlade at påtage sig mere end der er udsigt til at opfylde; og der kræves et vist fond af moralsk sans (retfærdighedssans) for at ville opfylde en forpligtelse, når det gælder. Alene det at afholde sig fra nærliggende fristelser til at gøre indgreb i næstens ejendom kræver et vist mål af kundskab til og interesse for, hvad der med rette tilhører en selv og andre. Endvidere kræves det af den socialt modne, at han er i stand til at hævde sin økonomiske selvstændighed, thi til myndighed hører jo først og fremmest, at forældremyndighed og forældreansvar kan bortfalde.

Det må nu være indlysende, at netop de evner, som sætter et menneske i stand til økonomisk at klare sig selv og til selvstændig at indgå moralske forpligtelser i det private liv, må være de samme som dem, der berettiger ham til aktiv deltagelse i statslivet; thi politik er jo ikke andet (eller burde ikke være andet) end kunsten at anvende retsmoralen i det offentlige livs anliggender, og der er principielt ingen forskel på retfærdighed i det private og det offentlige liv.

Endnu ét væsentligt grænseskel er der mellem de myndige og de umyndige: Kun myndige mennesker kan straffes, aldrig umyndige. Denne grundsætning respekteres intetsteds fuldt ud, men ved indførelsen af værgerådene har man dog gjort et betydeligt skridt hen imod at afløse straf med pædagogisk forsorg for visse mindreåriges vedkommende. Denne forskel bør stedse mere og mere bevidst uddybes, således at man til gengæld for de voksnes vedkommende afløser pædagogisk forsorg med straf.

For at få en oversigt over, hvori samfundets andel i de umyndiges forsorg består, vil det være rettest at betragte den fysiske og den åndelige del af forsorgen hver for sig.

Da forældrene er interesserede i at få forældremagten tilstået og garanteret af staten, kan denne til gengæld fordre, at de fuldt ud opfylder deres forældrepligt, som består i at yde børnene den del af de nødvendige livsgoder, som fællesmidlerne ikke rækker til at yde dem. Denne fordeling må siges at være den, der på en gang tjener den fælles interesse og garanterer børnene den fulde udnyttelse af deres ejendomsret bedst. Men stort mere end at fastslå dette (retten til materiel forsorg etc.) som en ret, børnene har, og i påkrævede tilfælde med magt at hævde denne ret, kan statsmagten næppe gøre uden at overskride det private område i alt for betænkelig grad; blot det, at føre virksom kontrol med at forældrene i så henseende gør deres pligt, har sine store vanskeligheder, hvis det ikke skal blive til nærgående indblanding.

Hvor tidligt kan en sådan omsorg for børnenes materielle vel begynde? Nogle mener, at den endog kan begynde før fødslen. Man tænker her især på visse erhvervs skadelige indflydelse på den kvinde, der skal blive moder. Da i England kvinderne arbejdede ved fabrikationen af blyhvidt, anstillede man en undersøgelse af 77 kvinder fra en sådan fabrik, og det viste sig, at i det tidsrum, undersøgelsen stod på, blev der født 21 dødfødte børn og 90 aborter; desuden var 40 spæde børn døde i krampe, fremkaldt ved blyforgiftning. I Schlesien, hvor unge piger anvendes ved glasindustri, ødelægges deres benbygning i den grad deraf, at de senere hen får de vanskeligste fødsler, ja ligefrem bliver sygelige mærkværdigheder.

Ud fra slige og en mængde lignende kendsgerninger vil det ikke være ubeføjet, om statsmagten i visse tilfælde griber ind. At den er fuldt berettiget til at gøre det overfor den umyndige kvinde, derom kan der for os ingen tvivl være; med hensyn til den umyndige står staten som garant for, at han eller hun ikke misbruges i øjemed, der udelukkende er de voksnes. Og indgreb i forældreretten er det ikke, thi denne begrænses stadig af hvad hensynet til barnets egen udvikling kræver.

Så snart det derimod drejer sig om den voksne, fuldmyndige kvinde, bliver indgreb fra statsmagtens side mere betænkelige. Dels er de ikke længere så nødvendige, når kvinden har passeret udviklingsalderen, dels ligger det i selve myndighedsbegrebet, at nu må hun selv tage ansvaret. – Vi må dog indtage det standpunkt, at for så vidt det kan anses for uomstødelig videnskabeligt godtgjort, at en vis handlemåde fra kvindens (selv den myndiges) side medfører fare af en eller anden art for efterkommerne, vil statsmagten altid have ret til at gribe ind til disses værn. Det er nemlig ikke kvinde beskyttelse, staten tilsigter, men børnebeskyttelse; hvis det kun drejede sig om myndige kvinders interesser, uanset efterkommerne, ville staten ikke være beføjet til at ‘beskytte’.

Et særdeles velbegrundet indgreb hjemles ved den danske fabriklov af 1901, idet det påbydes, at ingen kvindelig arbejder i tidsrummet omkring fødslen må beskæftiges ved visse virksomheder. At erstatte tabet i arbejdsfortjeneste kan dog ikke være statens sag, blot fordi den påtaler en ret, og det sker da heller ikke i andre lande.

Er staten berettiget til i visse tilfælde at forbyde ægteskaber for at forebygge dårligt afkom? Denne tanke har ofte været oppe, men arvelighedslovene er næppe endnu tilstrækkeligt klarlagte, til at man her kan gribe forebyggende ind. Måske ville det kunne forsvares, om staten nægtede sin godkendelse af ægteskaber mellem epileptikere, sindssyge, tuberkuløse og lign.; men dermed hindredes i al fald ikke løsere forbindelser, og at straffe i slige tilfælde ville være betænkeligt af flere grunde.

Den periode af barnets liv, hvor en statskontrol ville være mest virksom, er det første leveår; thi børnedødeligheden, specielt i denne periode, er stadig alt for stor. Og den kan i det store og hele føres tilbage til en eneste faktor: hjemmenes mangel på ansvarsfølelse. Når moderfølelsen i nutiden ikke er stærk nok til at holde hustruen knyttet til hjemmet og til selv personlig at pleje og ernære sit barn, må staten des ivrigere forsvare dettes ret. Barnets ret til sin moders bryst bør ikke forblive en frase eller et fromt ønske; det er i virkeligheden en elementær etisk ret. At påbyde ved lov, at ethvert barn i al fald det første halve år skal ernæres med kvindemælk, ville derfor på ingen måde være noget uberettiget overgreb. I det hele taget må kvinderne finde sig i sådanne indskrænkninger i deres arbejde og ret til at slutte kontrakter, som nødvendiggøres af deres primære pligter mod børnene. Formodentlig vil man herimod anføre de vanskelige sociale forhold etc.; men for det første hviler samtlige i dette skrift fremsatte forslag på tanken om en samfundstilstand, hvor hjem ikke længere skulle være de fås privilegium. Desuden er staten berettiget til at forlange, at de, der agter at stifte familie, dog skænker de allernærmeste konsekvenser en smule opmærksomhed. Og de vigtigste af disse er dog dem, som selv dyrene respekterer. Kan en kvinde forudse, at hun som gift vedblivende har udsigt til at skulle løsrives fra sit hjem, er det hendes pligt ikke at stifte familie. Men i øvrigt må vel under barnets opvækst staten indskrænke sig til at være den magt, til hvem der kan appelleres, når det drejer sig om mangler i børnenes fysiske forsorg. Vi kan ikke indrømme, at staten eller nogen anden magt har ret til indblanding i forholdet mellem forældre eller børn, uden netop i sådanne tilfælde, hvor der foreligger påviselig misrøgt. En nærmere undersøgelse af retsforholdene i ægteskabet er i denne sammenhæng påkrævet.

Udgangspunktet er her forholdet mellem barnet og dets moder. Som allerede nævnt har ethvert barn retmæssigt krav på at blive plejet og ernæret af sin moder i dennes hjem og at blive tilset og opdraget af hende personlig, indtil det kan klare sig selv; og hvis dette sker bevislig uforsvarligt, har det offentlige beføjelse til at hævde denne barnets ret på dets vegne.

Noget tilsvarende gælder ikke om faderen. Den norske forfatterinde Sigrid Undset har ret i, at faderforholdet er mindre selvfølgeligt, mere subtilt end moderforholdet “Ingen mand har anden garanti for at en kvindes barn er hans end det, som ligger i hendes personlighed”. Og ingen fader har evne og derfor nogen Pligt til at opamme eller pleje et spædbarn. På dette punkt kan naturen ikke imødekomme de demokratiske lighedskrav. Men derfor bliver hans rettigheder heller ikke de samme.

Hvis forholdene derfor medfører, at der intet husligt samliv oprettes mellem forældrene, eller hvis et samliv afbrydes, har barnet ret til at blive hos sin moder, og moderen en tilsvarende pligt og ret til at beholde barnet hos sig, ligesom barnet og i visse tilfælde dets moder har ret til passende økonomisk støtte fra faderens side. Der må kræves positive beviser for at moderen er uegnet til at beholde og opdrage barnet, for at en anden anbringelse skal kunne iværksættes (At hun f.eks. har været en forsømmelig moder, en forbryderisk, slet person eller en utro og dårlig ægtefælle, der har hovedskylden for familiens opløsning).

Faderens forældreret kan i slige tilfælde ikke anses for ophævet, men dens praktiske udøvelse er begrænset til en vis besøgs- og kontrolret; han har ingen ret til positivt at lede udviklingen, men kun til påtale af åbenbar vanrøgt.

Samliv mellem forældrene kan ikke absolut kræves alene af hensyn til barnet; det må til forudsætning have den frivillige overenskomst. Går faderen ikke ind i familielivet, må pleje og opdragelsesansvar som sagt blive moderens sag; men et barn har ubetinget ret til at kende sin fader og til begges navn efter frit valg, når det er blevet myndigt. Derfor må der, hver gang et barn fødes, ske anmeldelse herom og om familieforholdet, for at det kan konstateres, hvor forældremagten er. Derimod har det offentlige intet med barnløse ægteskaber at gøre, uden for så vidt de indeholder kontraktlige bestemmelser, som kræver almindeligt retsværn.

Hvis barnets forældre beslutter at leve sammen og danne et fælleshjem for barnet, må dette som sagt anmeldes for øvrigheden som ægteskab, og anmeldelsen fornyes hver gang et barn fødes.

Selvfølgelig må ændringer også ske under det offentliges kontrol af hensyn til børnenes rette anbringelse. Thi i dette tilfælde er forældremagten hos begge i fællesskab (hvad der ikke betyder det samme som at de hver for sig har en nøjagtig halvdel magt, som det offentlige har at forsvare).

Hvad iøvrigt forholdet mellem de to forældre angår, må kvinden anses for i alle henseender at være ligestillet med manden for loven. Særbestemmelser for mand eller kvinde kan netop kun begrundes ud fra hensynet til tredje part. Med hensyn til selve ægteskabet har det offentlige kun at befatte sig med, hvad der måtte være truffet af kontraktmæssige, især økonomiske aftaler, f.eks. bestemmelser om fælleseje, særeje, ægtepagt og testamenteringer til børnene og vilkårene ved og efter eventuel skilsmisse (f.eks. en regel som den, at hvis et fælleseje ophæves ved skilsmisse, må hver part betragtes som lodtagen med halvdelen). Indholdet af disse aftaler kan have en hvilkensomhelst form, der ikke krænker tredjemands ret. Det være langt fra os her at hævde, at ægteskabet i sit væsen er et kontraktforhold; det er ikke retsmoralens sag at trække livets helligste værdier i støvet, det er tværtimod dens opgave at værne dem, og dette gør den ved at fredlyse dem for uvedkommende indblanding. Hvad vi hævder er derfor kun, at for så vidt det offentlige nødvendigvis har at beskæftige sig med ægteskabet, er det kun med den side deraf, som indeholder et kontraktligt forhold. Foruden rent økonomiske forhold kan der her blive tale om andre gensidige pligter, såkaldte ‘normale pligter’, hvis forsømmelse på den ene side kan medføre, at den anden part heller ikke forpligtes.

I øvrigt er ordningen i ægteskabet en indre; dette gælder selvfølgelig også hvem der skal være den ledende i hjemmets anliggender, f.eks. i rådigheden over fællesboet. Heller ikke bør nogen ydre magt kræve en gensidig eller ensidig underholdspligt. En anden sag er det, når det er barnets førsteret til de nødvendige livsgoder, der angribes; da må det offentlige træde til og kræve underholdspligten opfyldt; hvem af parterne der skal fremskaffe midlerne til børnenes underhold er i og for sig det offentlige uvedkommende; det må kunne henholde sig til begge forældrene.

Adgang til skilsmisse må uden hindring stå enhver af parterne åben. I så fald indtræder normalt moderens forsorg; nogen ubetinget gensidig underholdspligt kan der heller ikke findes efter skilsmissen, undtagen hvor der foreligger kontraktmæssig overenskomst derom. Men der er i forsørgelsespligt overfor børnene på begge sider, hvor imidlertid et passende hensyn må tages til moderens personlige ydelser overfor børnene og det afbræk, hun gennem denne sin stilling i det hele lider.

Overfor de indgreb fra det offentliges side, som idelig påkaldes, og som nu og da truer med at tage form i ‘ægteskabslove’, skal blot følgende henstilles: ved sin indgriben kan det offentlige gøre uendelig meget for at ødelægge en kulturmagt som ægteskabet, der har vanskeligheder nok i forvejen at kæmpe med; men at fremme interessen for det ideale ægteskab, endsige hæve dets kulturværdi ligger langt over det offentliges evne, selv om det lå i dets interesse. Det offentlige har ingen motiver at gøre gældende, som de enkelte mennesker ikke besidder i langt højere grad. At sætte børn i verden, opdrage dem godt, leve i inderligt og trofast samliv med deres moder, skabe et hyggeligt og personligt hjem – alt dette vil sandsynligvis vedblive at øve tiltrækning på enkelte mennesker – men ingen mand eller kvinde vil gøre nogen af disse ting for samfundets skyld.

Samfundets fællesinteresse går ikke blot ud på, at den umyndige skal leve og leve under betryggende materielle kår, men kræver også, at han i åndelig henseende undergives sådanne vilkår, at han ved myndighedsalderens indtrædelse kan betragtes som fuldt ud socialt kvalificeret.

Dette medfører en vis kundskabsmeddelelse og oplæring. Hvad der her interesserer os er at afgøre hvad og hvor meget deraf det er statens pligt at kræve. Det gælder da om at se bort fra skoleundervisningen som den er; thi ingen af de gængse undervisningsplaner er udarbejdet med hint mål for øje. I almindelighed angiver man undervisningen som rettet mod det mål at dygtiggøre den unge til at glide ind i et eller andet erhverv, eller man udtrykker dens formål således, at den skal højne og udvikle den unges individuelle åndelige kultur.

Hvad der kræves for at blive socialt fuldmoden og kvalificeret – dette er imidlertid en ganske anden opgave, og det er alene den, staten har den skyldighed at kontrollere. Hvilken grad af speciel færdighed den eller den kan opnå i et fag, eller hvilken grad af individuel kultur han kan opnå, dette er ikke noget, som ligger samtlige borgere på hjerte, det indgår ligesom den individuelle fysiske omsorg under hjemmets opgaver og udgør en del af de forældrepligter, der modsvarer forældrerettighederne. Derimod er alle i lige grad interesserede i, at der ikke opvokser en usocial slægt; en slægt, som ved indtrædelsen i myndighedsperioden mangler de nødvendige forudsætninger for selvstændigt at kunne overtage styrelsen af deres egne og landets affærer, thi dette ville udsætte selve retsordenen for den allerstørste fare. Og da det som ovenfor vist ville være et overgreb overfor de barnløse, hvis fælles Formuen anvendtes til at dække samtlige udgifter ved et barns underhold og uddannelse, er det åbenbart billigt og naturligt, at forældrene, som vederlag for den fordel, staten garanterer dem, at kunne lede deres børns liv i den udstrækning, forældremagten tillader det, yder dem den del al den fysiske og åndelige forsorg, som væsentlig kun kan ske i hjemmet, nemlig alt hvad der angår dem som individuelle væsner; således at det bliver hjemmet, der især kommer til at præge deres personlige kultur samt varetage deres faglige uddannelse. Og ligeså naturligt og billigt er det, at staten, som stiller børnenes overskudsandele til forældrenes rådighed, våger over, at disse ikke unddrager børnene deres ret til at nyde den fornødne sociale undervisning og opdragelse.

For i social henseende at stå på egne ben er det nødvendigt at kunne skrive, regne og læse (derunder falder evnen til at udtrykke sig klart mundtligt eller skriftligt). Ellers er man ude af stand til at forstå kontrakter og overenskomster, afgive skriftlige erklæringer eller deltage i de simpleste handelsomsætninger. Dertil kommer en række fag, som må betragtes som nødvendige for den vordende selvstændige statsborger, nemlig samfundslære (bestående af naturlig retslære (etik), indsigt i samfundets politiske organisation og dets retsregler) samt logik og privat og social økonomi. Endelig nogen kundskab om sundhedslære (smittefare).

Alle andre fag må betragtes som henhørende under den rent individuelle kultur og derfor som hjemmenes opgave. Det samme gælder al faglig og teknisk uddannelse.

Indskrænkes den tvungne undervisning til hine fag, vil den antagelig ikke beslaglægge mere end et par timer daglig. Den bedste ordning vil være, at forældrene f.eks. af den overskudsandel, der tilfalder børnene, udreder for hvert barn den sum, der er nødvendig for den tvungne undervisning, men at alle skoler drives privat under statens kontrol.

Den tid, der bliver tilovers fra elementærundervisningen, kan forældrene benytte efter deres bedste skøn, alt efter børnenes fremtidsmuligheder og deres egne kår; supplere skolegangen med videregående undervisning i privatskole; praktisk, teknisk, kunstnerisk uddannelse o. lign.

Opdragelsen er væsentlig hjemmets sag, og ingen opdragelse kan ske uden gennem en personlig livsanskuelse. At gennemtrumfe en bestemt livsopfattelse, religiøs eller materialistisk, eller på den anden side at forbyde f.eks. religiøs undervisning ville fra statens side være lige store overgreb; den offentlige kontrol har intet med den personlige kultur eller med individuelle åndsretninger at gøre, medmindre det utvivlsomt kunne vises, at de virkede positivt umoralsk.

Fortsættes: Retsstatens forfatning