Forord til 1. udgaven, 1911
af Severin Christensen
Hele bogen som pdf her

Nærværende bog kan betragtes som en fortsættelse og afslutning af en tidligere (“Naturlig ret, på grundlag af ækvivalent kompensation”. Kbh. 1907), idet den går ud på at bringe de i denne fremsatte, almindelige etiske grundprincipper til anvendelse på et specielt område, det offentlige liv.

Imidlertid har jeg dog udarbejdet den foreliggende bog som et selvstændigt hele, der meget vel vil kunne læses uden kendskab til forgængeren, idet jeg har åbnet fremstillingen med en kort gengivelse og begrundelse af de i “Naturlig ret” fremsatte grundtanker.

Under udarbejdelsen af “Naturlig ret” nærede jeg den anskuelse, som også blev udtalt deri, at specielle deduktioner ud fra klart fremstillede etiske grundsætninger (med andre ord udarbejdelsen af en speciel etik) i grunden måtte betragtes som en ret overflødig opgave. Siden da er jeg blevet overtydet om det modsatte. Det viser sig, at mange mennesker meget vel kan have opfattet og anerkendt en grundsætning og dog røbe en påfaldende mangel på evne til at anvende den korrekt, i al fald på visse felter. Hvad der hindrer dem deri kan være faktorer af forskellig art; hvor det ikke er brist på logisk sans, kan det være tilvante traditionelle tankegange eller personlige interesser, der drager dem ud af den rette kurs. Men deraf følger, at en forfatter, som er interesseret i at se sine principper fortolkede og anvendte i den størst mulige renhed, ikke bør unddrage sig den opgave at være behjælpelig med at følge dem et stykke ud på de specielle felter, i al fald de vanskeligste.

Hvad retfærdighedstanken angår, er det hævet over enhver tvivl, at det område, hvor vejledning først og fremmest tiltrænges, er det offentlige liv. Der gør sig her særegne forhold gældende, som i al fald i første øjeblik let vil tilsløre oversigten.

Dette viser sig ganske klart, såfremt man blot overvejer følgende: hvorledes skal etikeren drive sin agitation ude i nutidens praktiske liv? Kan han med virkning slå på de samme strenge, når han står overfor det offentlige livs mænd, og når han står overfor privatmænd om sådanne! Kan han appellere til de samme følelser, kan han vende sig mod de samme angrebspunkter?—Nej, han må, som vi skal se, gå stik modsat til værks i de to tilfælde.

Der klages i almindelighed over, at tiden bliver mere og mere selvisk og hjerteløs. Men det hænder da undertiden, at en og anden protesterer imod denne opfattelse og udbryder: ja, det kan være rigtigt nok, hvis man blot tænker på privatlivet. Men se hen til det offentlige liv og dets repræsentative mænd! Betragt vore lovgivende forsamlinger og vore kommunalråd! Har vi da ikke her, midt i vor nøgterne og tørre egoistiske tid, oaser, hvor humanitetens og hjælpsomhedens fane endnu holdes højt, ja højere end nogensinde før. Lyt til de taler, der holdes, se på al den gavmildhed, der udfoldes til højre og venstre, og sig, om der dog ikke her findes mænd med hjertet på rette sted!

Den etisk interesserede vil dog ikke kunne istemme denne begejstringshymne eller glæde sig over dette enestående opsving af humane følelser hos vore offentlige mænd. Fænomenet har ikke undgået hans opmærksomhed, men det har forekommet ham så besynderligt, at han har sat sig hen for at tænke. Og resultatet af denne tænkning er, at han rent ud sagt vil være tilbøjelig til—af etiske grunde—at bede de offentlige mænd om endelig at være en smule mindre humane.

Ser ikke dette aparte ud, at i det offentlige liv må moralisten nu til dags være den, der ærbødigst henstiller til vedkommende endelig ikke at lade hjertet løbe alt for stærkt af med sig? Ser det ikke næsten ud som umoral?

Ved nærmere overvejelse må man dog vist give ham ret i, at en repræsentant som sådan ikke kan besidde hjerte eller andre organer af lignende art, med ret til at gøre sig selvstændigt gældende. Han er tværtimod selv et organ, i andres tjeneste. Som privatmand har han mulighed for at besidde et hjerte, men der er ingen som helst naturmæssig eller retmæssig forbindelse mellem dettes krav og andre menneskers pengepung. Den arbejdets deling, der hidtil har været praktiseret, at det er repræsentanten, der har udfoldet det ædle sindelag og de varme følelser, medens det er os øvrige private egoister, der kun har fået den mere prosaiske del,—udbetalingen af valuta—overladt, er i længden uskikket til at vække etisk begejstring. Man bliver tilbøjelig til at mene, at det dog vist er en lidt for flatterende rolle, de styrende mænd har tildelt sig selv, og at der til at dokumentere virkelig offervillighed kræves andet og mere end smukke taler i rigsdagen og energiske greb i andres lommer.

Det er, ikke mindst dette forhold, denne ejendommelige moderne form for humanitet og ædelhed, der bevirker, at en fremstilling af det offentlige livs etik må få en særlig karakter og betydning.

l det private liv har det aldrig vist sig nødvendigt særlig at drage til felts mod hjælpsomhed og offervillighed; fristelsen til at overdrive disse tilbøjeligheder har her sjældent været så stærk, at de måtte bremses for at retfærdigheden kunne ske fyldest, hvad der mulig kom af, at man selv måtte præstere både følelse og udlæg. Her har moralisten i reglen måttet lade toner af ganske anden art lyde blot for at fremtvinge det mindstemål af selvfornægtelse, som retfærdighedslinien krævede.

Tilfældet har villet, at de efterfølgende betragtninger over statslivet er fremkomne i en for landet meget trykket og mørk tid. Vi har været vidne til så betænkelige symptomer pa gennemgribende korruption og decadence i det offentlige og private liv som aldrig før. Og det værste er, at man endnu forgæves spejder efter den afgørende vending i karakterer og anskuelser, som skulle bebude, at nu var bunden nået.

En hovedgrund til den almindelige deroute er sikkert den overordentlig udbredte uredelighed og uvederhæftighed overfor økonomiske spørgsmål. Den moralske sans er uden tvivl hos måske den allerstørste del af befolkningen så svækket på dette punkt, at man end ikke teoretisk vil indrømme, at f.eks. det at stifte gæld udover sandsynlig betaleevne er fuldt så uredeligt som at stjæle eller lyve. Og i stedet for at stat og kommune skulle søge at bane vej for en mere moralsk opfattelse, ser man dem ufravigelig i fortroppen, når det gælder at præstere eksempler på usolide og uredelige økonomiske dispositioner. Ganske ansvarsløst dynger de gæld på gæld på efterkommernes skuldre. Og endnu—midt i uføret—vover de ikke at se sandheden i øjnene og planlægge en sundere økonomi. Af frygt for vælgerne vover de hverken at begrænse udgifterne tilstrækkeligt eller at foreslå nogen forsvarlig dækningsmåde. De kender kun den ene udvej at fortsætte med lån og pantsætning. En afdød borgmester roses offentligt for at have overskredet sit budget, en anden borgmester erklærer det at skaffe balance på budgettet for hekseri, som vel ingen kan forlange af ham. En forhenværende finansminister finder det ganske naturligt, at repræsentanterne hver især kræver ind så meget som muligt til fordel for deres kreds—det er jo netop deres opgave. Det er den økonomiske usundhed, der er roden til den politiske usundhed overhovedet.

Under sådanne forhold kan det være vanskeligt for en forfatter, der er kommet ind på at tale om statssager, at bevare sit hoved tilstrækkelig køligt og klart; og lige så vanskeligt kan det måske blive at fange læseres interesse for synspunkter, der ligger under den aktuelle overflade. Men ligesom jeg håber at påvise, at de anskuelser, der i det følgende gøres gældende, har deres rod i overvejelser af forhold, der ligger dybere end de øjeblikkelige brydninger, således venter jeg også at træffe enkelte rolige læsere, som vil være villige til med mig at opsøge sundere grundprincipper for det offentlige livs førelse end dem, der for tiden har kurs.

Det var vel værd at tage under overvejelse, om ikke det nuværende demokratiske partistyre i det hele taget hviler på et falsk grundlag. Som det nu er, muliggør det et mindretals fuldstændige prisgivning på alle punkter og giver flertallet beføjelse til skrankeløst at trampe ind på ethvert individuelt område. Har man nogensinde afstukket grænserne for den personlige frihed og ejendomsret så klart, at den enkelte med den myndighed, retten giver, kan standse en huilken som helst statsmagt, det være sig en enevoldsmagt eller en flertalsmagt, med et: hertil og ikke længere? Under de nuværende forhold har en regering en næsten ubegrænset magt til efter forgodtbefindende at disponere over borgernes ejendom til en mængde opgaver, en stor del af dem ikke kan sanktionere; pengemagt og embedsmandsvælde ophobes i alt for betænkelig grad i regeringens hænder. Hvor det har ført os ud, har vi alle i alt for smertelig erindring. Men det gælder om at få øjnene op for, at det, vi har været vidner til, ikke var en række tilfældigheder. Det gælder om at se, at hvis ikke systemet havde medført, at privat-økonomiske interesser var så intimt sammenslyngede med flertalsstyret i dets nuværende form, ville de uhyggelig korte spring fra mest betroet mand til forbryder have været utænkelige. Blandt andet også fordi motiverne havde manglet. Vi må se sandheden i øjnene og indrømme, at de uhyggelige ting, der er sket, er ganske naturlige, næsten uundgåelige konsekvenser af partistyre og regeringsalmagt i forening. Endvidere, at det naturligvis kun er det mest graverende, vi overhovedet har fået at se.

Nuvel, hidtil har vel intet som helst politisk system været i stand til at hindre, at de mest hensynsløse og idéløse magtstræbere kom i spidsen. Det er for så vidt interessant at se, at det alle vegne, under ethvert historisk styresæt har været muligt for en bestemt type af mænd, til alle tider nøjagtig den samme type, at bane sig vej til magten. Hensynsløse og brutale, med en egoisme, der ingen grænser kender, og i besiddelse af en blændende suffisance og af den af så mange højt beundrede formelle dygtighed og arbejdsevne er de ofte kendelige allerede på det ydre, de ser ens ud i den romerske kejsertid og i vor demokratiske tid. Ingen regeringsform har formået at holde dem nede; de forstod at tillempe sig og at vælge deres trappetrin efter forholdene. Man må være så ærlig at tilstå, at heller ikke det moderne demokrati har formået at bygge noget bolværk imod denne fare. Ja, man må strække sig så vidt, at man erkender, at det både i indland og udland for en stor del har været anden og tredje klasses mænd, der er kommet i forgrunden i det moderne politiske liv.

Det spørgsmål, fremtiden stiller, er om man kan og vil se sammenhængen i disse ting. Og om man vil søge til bunds i uføret for at værne den enkelte borgers personlige og økonomiske frihed imod magtovergreb fra de regerendes side. Men i hvilken retning skal man søge en garanti, som ingen aristokratisk eller demokratisk forfatning hidtil har kunnet yde?

Der er næppe anden udvej end at begynde sine overvejelser med den dybest mulige mistillid til regereri overhovedet og fra grunden af undersøge alt regimentes årsag og naturnødvendige bestemmelse. Dernæst må man stille det spørgsmål: har det enkelte individ ikke et særligt ejendomsområde, som han alene har selvbestemmelsesretten over, og som bør være helligt og ukrænkeligt og værnes mod indgreb fra enhver regerings side, af hvad art den end er? På dette spørgsmål kan kun etikken—den naturlige retslære—give svar, og den er tillige den eneste, der kan angive hvor grænselinjen mellem den enkeltes og det offentliges retsområde ligger. Mere kan etikken ikke gøre; men det er også tilstrækkeligt, for deri ligger et betydningsfuldt vink: vil man for alvor betrygge det personlige liv og skabe det et fristed, kan man spare sig alle formelle forfatningsforandringer og lign.; regeringer har hidtil forstået at benytte enhver “form” til at svulme op i. Der er kun det ene at gøre: på forhånd at sætte magten på sultekost. Kun ved at udhungre den, kun ved principielt at beskære og begrænse regeringens opgaver til det nødvendige mindstemål, med begrebet den etiske ejendomsret som ledestjerne, kan man skabe garantier af betydning imod magtovergreb fra oven. Det er muligheden og fristelsen, der skal afskæres.

Jeg har i denne fremstilling af det offentlige livs etik ikke tilstræbt nogen fuldstændighed i retning af at få alle problemer med, men udelukkende været opmærksom på at fremdrage dem, der forekom mig at være de vigtigste og vanskeligste. Der vil endnu være brug for meget tænksomt arbejde, inden der er gjort fuld rede for hvad der på ethvert område af det offentlige liv må betragtes som retfærdig ordning.

At det er blevet mig muligt ikke blot at påbegynde, men også at afslutte det arbejde, jeg for min part har følt trang til at udføre i denne retning, derfor er jeg Carlsbergfondets beredvillige støtte stor tak skyldig.

Severin Christensen. April 1911.