Retsstaten | Henry George Biblioteket

Severin Christensen: Retsstaten.
efter 4. udgave

Af svinenes (de firføddedes) katekismus[*]
§ 1. Så vidt en besindig gætning rækker, er universet et umådeligt svinetrug, der består af faste og flydende dele, men især da af svineføde, som man kan få fat på, og af svineføde, som man ikke kan få fat på, og af det sidste er der uendelig meget mere, i det mindste for de fleste svin.
§ 9. “Hvad er retfærdighed?« Det er, at du har din del af det store svinetrug og ikke det mindste af min del.
§ 10. “Men hvad er så ‘min del’?« – Ja, dér ligger i sandhed den store vanskelighed; over den har svinevidenskaben grundet i lange, lange år, og dog er den ikke kommet løsningen et eneste skridt nærmere. Min del – øf – min del er, når det kommer til stykket, alt, hvad jeg kan få fat på uden at blive hængt eller sat i tugthuset.«
Carlyle: Latter-day Pamphlets; Jesuitism.
[*] Dette lille citat var med i 1. udgaven af 1911, men udeladt i senere udgaver. / pma

Indhold

Forord (se nedenfor)

Indledning
Kan der findes en grænse for flertallets magt, for statens formynderi og tvangsindgreb?
Kan der findes et socialt princip, som kan sikre fredeligt samarbejde og tryg ligevægt?
Og således at den enkeltes ret ikke tilsidesættes for flertallets interesser.

Udgivet som ePub (Saxo.com)
Bestil evt. gratis pdf.
BOG @ BIBLIOTEK1.DK

Forord til 4. udgave

“Statens sag er det at være retfærdig,
den enkeltes at være human”.

Dette citat fra Naturlig Ret (1907) satte gode venner på Severin Christensens gravsten i 1933. Gravstenen kan stadig ses på Gentofte kirkegård.
Dette citat angiver i få ord, hvordan Sev. Christensen forestillede sig rammerne for samfundslivet. Det vandt ikke genklang i hans samtid og det gør det langt mindre i dag, end ikke i såkaldt liberale kredse.

På trods af forskelle i enkeltheder i dansk politik er alle enige om, at den enkelte skal være forpligtet til, gennem skatter, at afstå så stor en del af sit arbejdsudbytte, som flertallet bestemmer, og at dette kan anvendes efter dette flertals ønske, uanset om den enkelte ikke ønsker sine penge anvendt således.

Humanitet er en privat opgave, den forudsætter individuelle følelser; ingen kan være human på andres vegne, heller ikke staten.

2011 var 100 året for første udgave af Retsstaten, som udkom 1911. Det skulle have været markeret med en genudgivelse af bogen og en samtidig renovering af Severin Christensens gravmæle på Gentofte Kirkegård. Der kunne dog ikke skabes interesse herfor; genudgivelsen derfor en nøjsom e-bogs udgave.
Per Møller Andersen
Februar 2012

Severin Christensens forord til 2. udgave (1922)
Da denne bogs første udgave allerede i nogen tid har været udsolgt, er jeg fra mange sider blevet tilskyndet til at forberede en ny. For en stor del er udarbejdelsen heraf imidlertid blevet en omarbejdelse. Dette skyldes flere grunde. Førsteudgaven havde et noget akademisk præg, dels fordi jeg nærmest betragtede den som indlæg i den videnskabelige moralfilosofiske diskussion, som da var ret livlig her i landet, og som fra min side var indledt med et forudgående arbejde: Naturlig ret (1907). Efter at jeg med disse arbejder (og nogle andre mindre) har gjort behørig rede overfor moralfilosofferne og ikke har mødt saglige indvendinger, der har gjort mig modløs, finder jeg det nu forsvarligt at henvende mig til en videre kreds, og jeg har derfor givet den nye udgave af Retsstaten et jævnere præg uden i mindste måde at have slået af på de saglige begrundelser. Desuden har jeg medtaget en del af stoffet fra Naturlig ret, som jeg kun kunne forudsætte kendt af førsteudgavens læsere. Endelig måtte jeg for mange enkeltheders vedkommende søge at bringe fremstillingen op til datum.

Jeg udtalte i forordet til den første udgave, at “der vil endnu være brug for meget tænksomt arbejde, inden der er gjort fuld rede for, hvad der på ethvert område af det offentlige liv må betragtes som retfærdig ordning.” Siden da har jeg haft den store glæde — foruden at være vidne til, at tankerne har vundet tilslutning over forventning — at betydende tænkere både her og i udlandet har deltaget i dette arbejde: at overføre principperne på en mængde politiske detailspørgsmål, således at retsstaten nu står som en bygning, der er både fastere funderet, bedre organisk sammenføjet og rigere leddelt end det kunne ske ved enkelt-mands arbejde. Også denne værdifulde medvirkning har den nye udgave ført sig til gode, selv om pladsen langtfra tillod at få alting med. En litteraturhenvisning, der dog ikke gør krav på fuldstændighed, vil bøde herpå.

Første udgave af Retsstaten fremkom under indtrykket af en indrepolitisk tilstand, der røbede en omfattende uredelighed i de offentlige og private økonomiske forhold. Og det blev da gjort gældende, at i stedet for at stat og kommune burde bane vej for større retskaffenhed på disse områder, ser man dem tværtimod i fortroppen, når det drejer sig om usolide og uredelige økonomiske dispositioner. Ganske ansvarsløst dynger de gæld på gæld på efterkommernes skuldre, og som eneste sikkerhed for denne gæld peger de på deres skattemonopol dvs. deres enemagt (ikke ret) til ubegrænset at krænke ejendomsretten. Den enkeltes ejendomsret og personlige frihed er ganske prisgivet flertalsmagtens vilkårlighed, nogen principiel grænse for statsmagtens indgreb anerkendes ikke.

Siden da falder den langt alvorligere begivenhed, verdenskrigen, dette hæslige og ydmygende anskuelsesbillede af hvor primitivt et standpunkt vor klodes politiske organisation endnu står på, og hvor afmægtige individerne er blevne under det demokratiske styre. Hvis verden var tilgængelig for lære (ikke teoretisk, thi det er den kun i ringe grad, men for en ‘lære’ som verdenskrigens) måtte den vel nu have set, hvilket ynkeligt dilettanteri der skjuler sig under det fornemme navn ‘politik’, og hvilke charlataner vore dages store, de ledende politikere, ganske gennemgående er. Charlatanen og den moralsk defekte, dem er det de demokratiske partier fortrinsvis sætter på taburetten. Når man husker hvorledes Bethmann-Hollweg 1914 hånede de skrevne løfter, og man nu (i juni 1921) hører Rathenau i den tyske rigsdag erklære, at “overbevisningen om nødvendigheden af at opfylde overtagne forpligtelser stammer fra min forretnings-virksomhed; købmandsstanden i hele verden lever på tiltro; symbolet om underskriften. Når et papir har mit navns eller mit folks underskrift, da forsvarer jeg den som mit lands ære”, så undrer man sig over, at der skulle sættes en tragedie som verdenskrigen i scene, for at de ledende politikere kunne komme på højde med en katekismusvisdom, som selv asiater og afrikanere respekterer: at man skal holde det givne ord.

Og man må derefter spørge: sidder denne Rathenau’ske lærdom nu også fast på højere steder? Eller skal der mere til? Holder den kun, til ‘højere interesser’ eller en subjektivt fortolket nødstilstand, forbundet med tilstrækkelig væbnet magt, igen byder at kaste den overbord? Er politik med andre ord et livsforhold, der er dømt til evindeligt at henligge som et uredeligt smudsigt kaos, et formløst uhyre, der tid til anden kræver blodofre af uskyldige, millionofre af individer, som i det private liv følger hæderlige grundsætninger, men i det offentlige liv lader sine interesser og sin samvittighed i stikken til fordel for såkaldte ‘statshensyn’? Eller var det ikke på tide, at individerne søgte at beherske også disse forhold, få dem under sig og overføre nogle af de principper, de anerkender som frugtbare og fredsstiftende i privatlivet, på de politiske forhold? Spørgsmålet er, om frie borgeres indbyrdes forhold, der bygger på gensidig aftale, ordholdenhed og tiltro, agtelse for hinandens selvbestemmelsesret og egne virkefelt — om noget af dette ikke lod sig overføre til statslivet? Om individet ikke skulle vågne af sin statshypnose, gnide øjnene og spørge: hvad nytte har jeg N. N. af staten? — eller om han stadig skal lade sig umyndiggøre og misbruge, og tankeløst opofre sine egne private interesser for indbildte statshensyn, der ikke vedkommer ham?

Det spørgsmål, fremtiden stiller, er om man kan og vil se sammenhængen i disse ting. Og om man vil søge til bunds i uføret for at værne den enkelte borgers frihed imod magtovergreb fra de regerendes side. Men i hvilken retning skal man søge en garanti, som ingen aristokratisk eller demokratisk forfatning hidtil har kunnet yde?

Der er næppe anden udvej end at begynde sine overvejelser med den dybest mulige mistillid til regereri overhovedet og fra grunden af undersøge alt regimentes årsag og naturnødvendige bestemmelse. Dernæst må man stille det spørgsmål: har det enkelte individ ikke et særligt ejendomsområde, som han alene har selvbestemmelsesretten over, og som bør være helligt og ukrænkeligt og værnes mod indgreb fra enhver regerings side, af hvad art den end er? På dette spørgsmål kan kun etikken — den naturlige retslære — give svar, og den er tillige den eneste, der kan angive hvor grænselinjen mellem den enkeltes og det offentliges retsområde ligger. Mere kan etikken ikke gøre; men det er også tilstrækkeligt, thi deri ligger et betydningsfuldt vink: vil man for alvor betrygge det personlige liv og skabe det et fristed, kan man spare sig alle formelle forfatningsforandringer og lign.; regeringer har hidtil forstået at benytte enhver ‘form’ til at svulme op i. Der er kun det ene at gøre: på forhånd at sætte magten på sultekost. Kun ved at udhungre den, kun ved principielt at beskære og begrænse regeringens opgaver til det nødvendige mindstemål, med begrebet den etiske ejendomsret som ledestjerne, kan man skabe garantier af betydning imod magtovergreb fra oven. Det er muligheden og fristelsen, der skal afskæres.
S.C.

Forord til 3. Udgave
Retsstaten, Severin Christensens tankevækkende fremstilling af det offentlige livs etik, må jeg betragte som retsstatsbevægelsens grundlæggende værk. 1. udgaven udsendtes i 1911 og 2. udgaven, som kom i 1922, var stærkt omarbejdet. Det kan derfor betragtes som givet, at havde en 3. udgave været påkrævet i Severin Christensens levetid, han døde i 1933, ville også denne have undergået betydelige ændringer. Alligevel finder jeg, at 2. udgaven fuldt ud har bevaret sin aktualitet, og da den allerede i adskillige år har været udsolgt, uden at nogen har taget initiativet til at få denne mangel afhjulpet, søgte jeg forbindelse med Severin Christensens datter, fru generalkonsulinde Ellen Holm i Malmø, som beredvilligt gav sin tilladelse til at udsende en 3. udgave i overensstemmelse med 2. udgaven.

Jeg er gået til opgaven med den største pietet, og de af mig foretagne ændringer består mest i, at så mange fodnoter som muligt er indflettet i teksten, nogle er slettet som forældede og andre er erstattet med mere tidssvarende. Særlig på strafferettens område har dette været nødvendigt, og her har ekspeditionssekretær cand. jur. Povl Skadegård foretaget den fornødne ajourføring, hvad jeg takker ham for. Ligeledes takker jeg stud. mag. Knud Jarnhus, som har været mig behjælpelig med at se værket igennem for at finde eventuelle fejl, og landsretssagfører Philip Dam, som har været mellemmand mellem generalkonsulinde Holm og mig, for hjælp og gode råd.

På side 104 er vurderingstallene fra 1920 erstattet med de nye tal fra 1945 og på side 121 er § 72 i straffeloven af 1930 indføjet som fodnote i stedet for det udkast, forfatteren på det sted omtalte i teksten. Andre ændringer i teksten er ikke foretaget.

Det var navnlig i krigens og besættelsens vanskelige år, at det helt gik op for mig, hvilken guldgrube af visdom og forudseenhed, der er gemt i dette værk. Det er mit håb, at mange af vore nye medlemmer og vælgere særlig blandt de unge, som ikke kan forudsættes at have læst bogen før, fordi den har været vanskelig at skaffe, nu vil indhente det forsømte. De vil ikke komme til at fortryde det!
Arge Krapper. (1949)