C. Lambek: Retsstat eller socialisme
Gyldendals Boghandel 1917.

Tredje afdeling – Retsstaten

Selvom man har gjort sig fortrolig med retsmoralen i dens væsentligste forgreninger, behøves der en række særlige overvejelser for at nå til klarhed om, hvordan den naturlige retsstat ser ud. Retsmoralen betragter tingene nærmest ud fra individets synspunkt, med personligheden som centrum, hvorimod statens indretning bestemmes ud fra fællesanliggenderne, nemlig som en organisation af de områder, hvor den enkeltes rettigheder og skyldigheder ikke kan eller skal løsgøres fra de andres. Der bliver at undersøge, både hvor omfattende fællesskabet skal være, og hvordan det skal organiseres.

Samfund og stat er vidt forskellige begreber. I samfundet udfolder sig et utal af samlivsforhold, som er uden direkte berøring med statsfunktionerne. Staten angiver den ved offentlige magtmidler sikrede almene ramme, hvori samfundslivet er henvist til at bevæge sig. Da ifølge retsmoralen tvang kun må anvendes til at gennemdrive retmæssige krav, begrænses statens virkefelt til værnet om borgernes rettigheder, dels overfor hinanden, dels udadtil. Ligesom retsmoralen har uddybet og systematiseret begrebet ejendomsret, således betegner retsstaten en uddybelse og systematisering af begrebet retsbeskyttelse, værnet om borgernes ejendomsrettigheder. Deraf navnet retsstat, dvs. staten opfattet som en institution, der på den ene side indskrænker sig til retsværnsfunktionerne, på den anden side har til opgave at udforme disse til den størst mulige fuldstændighed og præcision.

En stat er et lovgivningsområde. Loven, og dermed staten, har og må have en tvangsmæssig karakter. Den diskuterer ikke sine kravs berettigelse, men fordrer lydighed. Derfor må det forud være sikret, at retsreglerne, som gennemtrumfes, hviler på en almengyldig begrundelse. Hidtil har dog statsinstitutionerne ikke nogetsteds på jorden underkastet sig denne fordring. Overalt har staten bestandig været “udtryk for de stærkeres og klogeres overmagt, eller om man hellere vil, for de svageres dels frivillige dels pånødte underordning under de ældre, de fornemmere, de rigere, de dygtigere”. Men en sådan underordning af nogle under andre fremgår ikke med nogen som helst nødvendighed af statens natur som en befalende institution. Tværtimod bliver statens organisation og forhold til borgerne overskueligere ved at grundlægges på ligeretsforholdet mellem samtlige myndige indvånere og ved at tjene udelukkende til sikring af disses rettigheder. Derved bliver staten blot mindre konfus, en klarere og solidere indretning.

Hvordan kan det sikres, at kun solidt begrundede retsregler lægges til grund for statens magthandlinger? Hertil gives, når alt kommer til alt, ingen anden vej end den, ad hvilken videnskaben er blevet til og stadig holdes under årvågen kritik: man må bygge på den almindelige sandhedserkendelse, en så vidt mulig gennemført logisk drøftelse, der påkalder den offentlige mening og træffer afgørelser under dennes kontrol. Ganske vist er verden ikke vant til, at fordomsfri, udholdende og ubestikkelig sandhedssøgen virker som højesteret i politiske spørgsmål, men der findes ingen anden. Nationerne, og i sidste instans menneskehedens intellektuelle samvittighed, må derfor vækkes til at tage affære; enhver, som er udrustet med evne til sammenhængende tænkning, må blive sig sit ansvar bevidst. Politik er ikke et fagstudium, men alles sag; at man har gjort den til en jonglørkunst, hvis succes beror på drevenhed i at opvigle egennytten, er verdens største forbrydelse. Den politiske sandhedserkendelse er med retsmoralen og retsstatstanken løftet frem som en opgave, der ikke længere kan tilsidesættes.

Almindelige vælgerafstemninger, ved hvilke hensyn til personlige særfordele altid vil gøre sig gældende, er ikke noget pålideligt middel til at sikre, at kun alment gyldige retsregler vedtages. En grundlovgivende forsamling, valgt efter hensynet til sammenhængende tænkeevne, uvildig dømmekraft og saglig indsigt, ville byde bedre garanti. Men som forholdene ligger, kommer vel kun den lovformelige vej i betragtning: folkeviljen må træffe afgørelsen, m.a.o. retsforfatningen må opstå af magtforfatningen. Hvad vi, der har taget standpunkt for det ubetingede retskrav, da må fordre, går ud på, at det ikke bliver et flikværk af enkeltheder, folkeviljen skal æskes om, men at valget skal stå mellem bestemte, systematisk udformede helhedsanskuelser. Thi at det er tåbeligt at stemme om brudstykker af en samfundsorden, er fuldkommen indlysende. Faktisk er det plat umuligt at dømme om, hvad sociale enkeltheder indebærer, og om de er forsvarlige, hvis ikke helhedsordningen, hvori de skal indføjes, er kendt forud. Denne politiske humbug må folkestyret i det mindste afværge. Kommer valget til at dreje sig om, hvilke principper der skal lægges til grund for samfundsordningen, og gives der tydelig besked om, hvordan livet praktisk vil forme sig efter de foreslåede forskelligheder, bliver der mening i afstemningen. Vi fra vor side ser gerne de virkeligheder, hvorpå vor opfattelse bygger, underkastet en sådan prøvelse. Får vi ærligt spil, skal dette virkelighedsindhold nok vise sin holdbarhed både overfor klasseinteresser og tilfældige tidsstrømninger.

Efter redegørelserne i nærv. skrifts første afdeling synes der kun at blive et hovedspørgsmål, hvorom tvist kan rejses, nemlig hvor grænsen skal drages mellem privateje og fælleseje. Og her vil der næppe kunne opstilles mere end to principielle forslag, retsstatsprogrammet og den socialistiske plan om produktionsfællesskab. Det står da i første linje til socialisterne at give udførlig besked om, hvordan den endelige ordning ser ud, som de vil have indført. En skridtvis politik, prøven sig frem, kan der anstændigvis ikke bydes på; den basis er der heller ingen styrke i. Situationen fordrer, at der opstilles klare perspektiver for vælgerne at handle efter. Retsstatens forkæmpere har ikke forsømt at give en fremstilling af, hvordan samfundsordningen må komme til at se ud, når borgerne ikke skal spises af med haltende og forkrøblede ejendomsrettigheder, men have selvstyre i fuldt mål.

Æren for at have udformet retsstatstanken tilkommer først og fremmest Severin Christensen. Til dennes udmærkede værk Retsstaten henvises enhver læser, som ønsker en udførlig fremstilling. Det følgende tilsigter kun at belyse nogle hovedtræk.

1. Fællesanliggenderne

Retsmoralen går ud på at sætte ret og skel mellem samfundsborgerne ved at tildele og sikre enhver sit, således at alle ligestilles i de sociale grundvilkår for livsførelsen. Ejendomsordningen gennemført i videste udstrækning ses som det eneste middel til at opnå holdbar fred på jorden og arbejdets frugtbarhed. Ud fra denne synsmåde er det givet, at der ikke kan fremkomme andre fællesanliggender i samfundet end dem, der hviler på og udspringer af de stiftede ejendomsforhold. Statens virkefelt må indskrænkes til, hvad der ud fra dette grundlag opstår af fællessager.

Fællesanliggender fremkommer i tilfælde, hvor individuelle ejendomsrettigheder eller dertil knyttede skyldigheder efter deres beskaffenhed ikke kan få fuld gennemførelse, afgrænsning eller sikring, såfremt de løsgøres fra de øvrige borgeres og lægges under personligt selvstyre, der går på egen hånd. Dette bliver tilfældet ved:

a) Fællesejendom. Som tidligere omtalt må naturgoderne tilhøre alle i fællesskab, fordi de er absolutte livsbetingelser og udgør fodfæstet, uden hvilket ingen selvstændig tilværelse kan sikres. En ligelig ejendomstildeling er ellers ikke mulig; de heldige rådere over naturgoderne ville være i stand til at sætte de øvrige borgeres personlige frihed, økonomiske valgret og krav om ligelighed i værdiudvekslingen ud af spillet. Det drejer sig om bundsikringen af enhvers personlige ejendomsret, om stabiliteten i individets grundrettigheder som social ener.

Naturgodernes økonomiske betydning træder for dagen næsten udelukkende i form af jordværdier. Udnyttelsen af disse må antages at blive mest frugtbringende, når arealerne overdrages til privat besiddelse mod en årlig afgift, grundskylden eller grundrenten, der bør fastslås ved offentlig og ensartet vurdering. På denne måde kan besiddelsen fremtidssikres omtrent ligeså betryggende som ved privateje, idet den gøres uopsigelig fra fællesskabets side, så længe den pålignede grundrente betales; dog at ekspropriation kan finde sted, hvor uomtvistelige fællesbehov kræver det. Alles ejendomsret til naturgoderne sker fyldest ved, at samtlige grundrentebeløb tilfalder alle med lige årlige andele til enhver, uanset alder, køn og erhverv.

Det årlige økonomiske mellemværende mellem den enkelte borger og stats- eller kommunefællesskabet vil fremtræde klarest, når man som tankeudgangspunkt sætter, at den fulde grundrenteandel årlig udbetales enhver, og derefter undersøger, hvad fællesskabet er berettiget til at føre i modregning til den enkelte. Overfor personer, som er under offentlig forsorg, særskilt tilsyn eller værn, må bekostningerne herved opføres på debetsiden (særforhold). For de øvrige borgeres vedkommende må føres i modregning, hvad de skylder som deres lige part (kopskyld) af de udgifter, fællesanliggendernes besørgelse kræver, f.eks. bekostningerne ved samstyret, den fælles retsbeskyttelse, invalideforsørgelsen, grundrentens påligning og opkrævning. Ved opgørelsen må der altså efter min formening sondres mellem: særforhold, kopskyld, statsfællesskab, lokalt (kommunalt) fællesskab.

Jeg kan ikke finde tilstrækkelig berettigelse i den anskuelse, der fra nogle sider er kommet til orde, at samstyrelsen efter bedste skøn kan forføje over fællesindtægterne. Blot der ikke “opkræves skat” eller stiftes offentlig gæld. Kun sådanne udgifter, hvis fælleskarakter kan forsvarligt begrundes, må samstyrelsen bevilge. Særlig bør det efter min opfattelse fremhæves, at der må næres betænkeligheder overfor den begrundelse af udgifter: at de vil skabe en tilsvarende forhøjelse af fællesejet grundværdierne, m.a.o. at de vil udlignes for enhver gennem øget grundrente. Det er nemlig vanskeligt, for ikke at sige ugørligt, at påvise i enkeltheder, hvorfra øget grundværdi stammer. Ofte vil nominelle forhøjelser helt eller delvis blot betyde værdiflytninger, beroende på forholdsvise forskydninger i betingelserne, hvoraf grundrenten strømmer. Hertil kommer, at principielt må det standpunkt gælde, at det ikke kan være fællesskabets opgave at skabe værdier, at tilvejebringe fremtidsgoder for borgerne. Det er kulturvirksomhed. Ved enhver retsanalyse, enhver tildeling og forvaltning af rådigheder, må der ses tilbage på de allerede eksisterende forudsætninger, ikke fremad mod kommende ting.

Det økonomiske mellemværende mellem fællesskabet og den enkelte kunne også tænkes lagt på et andet grundlag end ligedelingen af samtlige fællesindtægter mellem alle borgerne. Når alt tages i betænkning, viser adskilligt sig at tale for, at de lokale grundrentebeløb tilfalder et lokalt fællesskab, eventuelt efter den nuværende kommunedeling, dog således at der svares afgift pr. indbygger til rigsfællesskabet, hvis forvaltningen af dettes opgaver udkræver mere, end hvad pengemonopolet indbringer. En sådan ordning vil dog støde på vanskeligheder, som ikke i hast lader sig overskue. Mange og til dels betydelige uligheder vil fremkomme for beboerne i de forskellige kommuner; krav om en anden opdeling af områderne vil måske blive stillet. Spørgsmålet kan ikke siges at være afklaret. Jeg ville tro, at man helst i nogen måde må prøve sig frem og vinde fyldige erfaringsvidnesbyrd at bygge på. Principielt bunder grundværdierne uden tvivl i rigsfællesskabet, det indenlandske konkurrence­forhold.

Påligningen af grundrenten må være en statsfunktion, da ansættelsen ellers ikke kan blive ensartet. Vurderingen må ske uden hensyn til besidderens flid, duelighed og held, der bliver dennes egen sag, og fraregnet allehånde ved privat arbejde tilførte forbedringer, hvortil fællesskabet selvfølgelig ingen ret har. Man har indvendt, at denne udsondring af nøgenjordens værdi efter naturlig bonitet og beliggenhed – og under hensyn til de gennemsnitlige betingelser for udnyttelse – ikke lader sig udføre forsvarligt, idet naturværdierne ofte vil være uopredeligt sammensmeltede med de arbejdsskabte værdier. Imidlertid er grundskyldsvurderinger gennemført både herhjemme og mange andre steder med resultater, der i teknisk forsvarlighed ingenlunde står tilbage for vore skatteligninger. Sagkundskaben hævder, at hvis de interesserede parter blot vil yde deres medvirkning, kan ansættelserne af grundrenten, hvor alt jo ligger åbenlyst og intet kan stikkes under stolen, meget vel nå til en ligelighed, som betydeligt overtræffer de nuværende skrøbelige skattefordelinger. Men i øvrigt er dette ikke det afgørende. Hvis grundrenten med rette tilhører fællesskabet, skal simpelthen afgiften gennemføres så ligeligt, man ser sig i stand til. Indvendinger mod påligningen får kun vægt, for så vidt en bedre metode kan anvises.

Fiskeri- og jagtrettighederne er der næppe mange knuder i. Angående befolkningens færdselsret til naturnydelse, f.eks. adgang til skov, strand og hede, er det ikke nødvendigt at henvise til begrebet den fri natur og spekulere over sammes afgrænsning. For afbenyttelsen af jordstykker, der ikke er overdraget i privatbesiddelse mod grundrenteerlæggelse, kan samstyret give regler, som det finder forsvarlige. For de arealers vedkommende, hvoraf der svares grundrente, løses spørgsmålet ved, at eventuelle begrænsninger i den private råderet indføres ved overdragelsen og medbestemmer grundrenten. Problemet er derfor kun forbigående; i al fald efter en overgangsperiode falder samtlige tilfælde ind under reglerne for overenskomst.

Så vidt jeg kan skønne, vil retsstaten komme til at indbefatte også den slags besiddelse, man kalder nationalejendom. Det vil næppe være forsvarligt at nægte enhver modtagelse af gaver til det nationale kulturfællesskab, kunstværker, samlinger, arkitektoniske og historiske værdier, forsamlingsbygninger, lystanlæg o.desl. Afgørelsen af, om sådanne gaver skal modtages eller ikke, falder efter min opfattelse under flertalsretten, da tilbuddene er en almen henvendelse, som ingen har beføjelse til at afslå på andres vegne. Dog kan den nuværende generation ikke binde kommende slægter til vedligeholdelsesudgifter. Der må med visse mellemrum træffes ny bestemmelse.

b) Retsplejen. At håndhævelsen af de for statsområdet indstiftede retsregler bliver et fællesanliggende, er givet dermed, at ejendomsordningen ellers ikke ville opnå at blive omsat fra ide til virkelighed. Uden en offentlig ordensmagt, der virker alment og ensartet, ville hverken fælleseje eller privateje få en sådan beskyttelse, at de stiftede rettigheder kom til gennemførelse. Samfundet ville ikke være hævet op af vilkårlighedernes urede, retsstyret ikke eksistere. At bekostningerne ved retshåndhævelsen pålignes alle borgere med lige andele (kopskyld), begrundes ved, at byrden er et nødvendigt tilbehør til samtlige former af ejendomsret. Den omstændighed, at retsidéen ikke ved sin indre kraft alene kan trænge igennem til fyldestgørelse, men finder trodsig modstand og listig fordrejelse at brydes med, er en ulempe, som ingen går fri af, den hører til alles livsvilkår. Omkostningsregnskabet kan umuligt gøres op pr. person, bl.a. fordi enhver foruden den direkte, synlige støtte af retsbeskyttelsen nyder en indirekte og usynlig. Garantien mod, at retsplejeudgifterne overdrives ud i det omstændelige og ufrugtbare, ligger i, at bevillingerne gives gennem samstyre; flertallet er beføjet til at træffe afgørelser, da alles rettigheder står på spil. Gode grunde taler for, at der i retsstaten indføres gratis retspleje i alle sager, som ikke skyldes unødig trætte. Under nutidens forhold gives der almindeligvis kun gratis proces i kriminalsager, mens der i civilretlige anliggender må betales privat for sagkyndig hjælp til udredning af parternes krav. Men hvad mening er der (indenfor den ordnede retsstat) i at skulle betale for at få sin ret? Der ligger jo ikke deri nogen særgevinst, man får kun, hvad man burde have opnået uden at spilde tid og besvær på at føre sag. Hvis den, der tit søger rettens bistand, får mere end den, der aldrig søger den, kommer der i selve retsvæsenets ordning til at ligge et forholdenes pres hen imod at forære sin reb bort. Trættekærhed skal ikke gøres til en god forretning. Selv den fredsommeligste og påpasseligste kan ikke altid undgå at få med mennesker at gøre, som danner sig vrange ideer; et sådant træf skal der ikke være straf for. Den nuværende udsigt til at få den tabende modpart idømt sagens omkostninger er ikke tilstrækkelig, thi en risiko bliver tilbage, som i praksis vil have til følge, at den fattige og lidet retsbevandrede vil komme til at nyde ringere retsbeskyttelse end den rige og den durkdrevne, hvilket er utilbørligt, også i betragtning af at alle betaler samme bidrag til retsvæsenet. Fri retshjælp er så meget mere påkrævet, som både lovsproget og kodificeringen af den gældende ret lader meget tilbage at ønske i klarhed.

Hvad strafferetten angår, kræver retsstatsplanen den vigtige ændring indført, at ordensmyndighederne hovedsagelig indskrænker sig til at virke som udligner mellem dem, der bryder loven, og dem som lider skade derved. Så vidt muligt skal straffen bestå i, at forbryderen tvinges til at yde oprejsning for samtlige tab og krænkelser; han har forvoldt; alle retsgoder, der er bragt på afveje, skal sættes på plads igen; ikke blot skal f.eks. tyve, røvere, bedragere, kassebesvigere erstatte, hvad de har tilvendt sig, men også de udgifter, forbryderen har påført det offentlige, skal erstattes; og øvrige foranstaltninger bliver berettigede, hvorved den utryghedsfølelse, forbryderen har vakt blandt medborgerne, bringes til ophør. Besidder forbryderen ikke tilstrækkelige midler til nævnte erstatningsydelse, må der lægges beslag på hans arbejdsevne, indtil han har afbetalt skylden. Ved krænkelser som mord, legemlig og åndelig overlast, kan der kun blive tale om en vis soning, men også her vil der gennem økonomiske ydelser kunne bødes i nogen måde på den forvoldte skade. De mangfoldige enkeltspørgsmål i strafferetten kan ikke tages op her, men i hvert fald vil en ordning som den antydede være langt forsvarligere end den nugældende praksis. Denne går i hovedtrækkene ud på at lade de uskyldigt skadelidende i stikken, overladte til selv at slikke deres sår, næsten som om forbryderen var den eneste part i sagen; i stedet for at gøre op med det skete og skifte ret så vidt gørligt, indvikler man sig i tvivlsomme forsøg på at stoppe for fremtidige overtrædelser; dels ved at påføre de skyldige en sum af tomme lidelser, der skal virke afskrækkende på ligesindede, men hvis eneste sikre frugt er en række ufornødne udgifter for skatteydernes regning; dels gennem en “opdragende” behandling af forbryderen, hvorved man bygger på den mærkelige antagelse, at en næsten total umyndiggørelse kan være vejen til forvildede sinds genrejsning. Hvilken bagvendt psykologi, at en uselvstændig og ansvarsløs tilværelse, lagt under ydre tvang og martret af formålsløshed, skulle være tjenlig til at udvikle sund og klar forståelse af samfundslivets fornuftsmæssige vilkår. Lærer mon forhutlede mennesker, hvad ret er, ved at blive prisgivet retsløshed? Lærer de, hvad menneskelighed er, ved at blive holdt ude fra så godt som alle naturlige forhold til andre mennesker? Den nuværende straffepraksis har så lidt både med “opdragelse” og med ret at gøre som vel muligt; ingen af parterne, hverken det sociale fællesskab, forbryderen eller den af forbrydelsen ramte, får hvad der tilkommer dem, mulighederne derfor lades for størstedelen uænsede. Det er ikke retspleje, man driver, men velfærdspolitik. Imidlertid er virkningerne endog i denne henseende så besynderlige, at det nærmest ser ud, som om meningen var den modsatte, at påføre forbryderen lidelser i tilgift til hvad forbrydelsens ofre må døje, at “gengælde” sket overlast med en række andre overgreb, at forplante tingenes uorden videre gennem ny vilkårligheder.

c) Særlige retsværnsfunktioner. Udenfor den almindelige retspleje ligger en række retsværnsopgaver, som bedst besørges af særlige organer, kommunale eller rigsomfattende.

Efter den tidligere anførte begrundelse påhviler invalideforsørgelsen alle ligeligt. Byrden ville antagelig blive ulige fordelt, hvis hver kommune skulle sørge for sine. I hvert fald må invalidebedømmelsen og reglerne for ydelsens omfang blive statsanliggender.

Grundregelen, at intet medlem af samfundet må prisgives retsløshed, fører ligeledes til, at staten må overtage forsorgen for børn, hvis forsørgere er døde bort, og værgemålet for børn, hvis forsørgere svigter deres skyldigheder. Udgifterne hertil bør ligesom ved invalideforsørgelsen pålignes alle med lige andele, de kan m.a.o. tages af de årlige fællesindtægter.

Den personlige helbredsforsorg, både hygiejne og sygehjælp, må blive den enkeltes sag. Men ligesom der ved offentlig foranstaltning på fællesskabets regning udøves en vis beskyttelse af de forskellige slags ejendom, bør også den personlige organisme sikres i nogen måde mod overfald af spirer til epidemiske sygdomme. Til den offentlige sikkerhed hører, at man f.eks. kan deltage i forhandlinger, rejse, pleje samkvem med andre i handelsøjemed, uden a være udsat for uforsigtigheder m.h.t. smitte. Dette retsgode må alle bidrage til, ikke blot ved at deltage i omkostningerne ved et offentligt sundhedsvæsen, men også ved at underkaste sig de nødvendige regler i hygiejnisk henseende.

En lignende betragtning gælder overfor brandfare. Ligesom det kun ved at gøre fælles sag er muligt at sikre en nogenlunde farefri livssfære for sin person, kan man heller ikke sikre sin bolig og sit gods mod udefra påført ildsvåde uden ved hjælp af fællesforanstaltninger. At forordne brandvedtægter og tilsyn samt kræve bidrag af alle til en fælles slukningshjælp bliver så meget mere forsvarligt, da brandforsikring derved gøres billigere, hvilket kommer enhver til gode.

Derimod må samfundets borgere hver for sig frit bestemme, hvordan de vil udnytte deres private ejendom, og hvilken risiko de i udnyttelsesøjemed vil løbe. I disse henseender kan borgerne ikke siges at være bundne til hinanden, så den enes ejendomsret lider noget afbræk ved, at andre undslår sig for samarbejde og vælger afvigende udnyttelsesveje. Det bliver derfor ikke berettiget, at et flertal tvinger de øvrige til at følge trop. Selvom det kunne påvises, at et eller andet bestemt afgrænset samarbejde ville bringe fordel for alle, ville tvungen sammenslutning mangle berettigelse. Alt produktionsfællesskab må følgelig henvises til at komme i stand gennem fri overenskomst. Det er hen i vejret at påstå, at samarbejdet ikke under disse vilkår skulle have fri bane. Hvis udsigten til fordel er så tydelig og sikker, at et flertal tør garantere for dens pålidelighed, må sagen også kunne vinde fri tilslutning i fornødent omfang. Hensynet til gennemførelsen kan ikke påberåbes som begrundelse for tvang.

Resultatet bliver da, at fraset overtaget nationalejendom og værdier, der er anskaffet for fællesskabets regning ifølge samstyrets beslutninger, må al ejendomsudnyttelse være privatsag. Sondringen mellem ejendomsbeskyttelse og ejendomsudnyttelse er ikke vanskelig. Ejendomsbeskyttelse, retsværn, tager overalt sigte på bestående, allerede skabt ejendom, tilstedeværende goder; mens ejendomsudnyttelsen tager sigte på frembringelse af endnu uskabte goder. Retskrav går ud på at beholde givne værdier og bevare rådigheden over dem, men går ikke ud på produktion. Tvungent produktionsfællesskab kan kun fremkomme på grundlag af et på forhånd givet samejeforhold, hvis opløsning i andele til privateje ville betyde en forringelse eller forsømmelse af værdierne for nogle medejeres vedkommende. Det vil ses, at sammenknytningen i så fald netop tager sigte på sikringen af forefundne værdier og tilhørsforhold. Da kulturopgaver drejer sig om at skabe fremtidige værdier, kan de ikke med rette gøres til fællesanliggender.

Det kan heller ikke falde ind under retsværnet at bevare myndige medborgere mod fristelse eller forledelse gennem slet eksempel. Her er vi inde på områder, hvor den enkeltes selvstændige vilje og omdømme må tage fat og gøre sig gældende. Tvangsindgreb i viljeslivet er kun berettiget, hvor det drejer sig om retsstiftelse, gennemførelse af retsfordringer og afværgelse af overhængende fare for retsbrud. Overfor fristelser og forledelse er den enkelte ikke stillet på lignende måde som overfor smittefare eller brandfare, hvor man er intetanende eller magtesløs. Hvad der falder indenfor selvbeherskelsens naturlige område, ligger udenfor det offentlige retsværns opgaver, ikke blot fordi tvangsforanstaltninger her må anses for unødvendige, men særlig fordi det er umuligt at afgrænse indgrebene, så de kun virker værdibevarende uden samtidig at afsætte uberettigede viljes­forstyrrelser. Retsbetryggelsen finder sin grænse, hvor de personlige afvigelser i viljeslivet tager deres begyndelse.

d) Fællesanliggender vedrørende omsætningen. I et moderne samfund som vort er enhver borger praktisk talt absolut bundet til arbejdets deling og dermed til en ejendomsudnyttelse, der uvægerligt forudsætter adgang til færdsel og transport af bytteværdier; ingen, hverken f.eks. en daglejer, en læge, brugeren af et jordstykke, lejeren af en butik, ejeren af et hus, har sin ejendomsret betrygget, medmindre han har en sikret adkomst til forbindelse med samtlige erhvervsdrivende og forbrugende medlemmer af samfundet; den frie konkurrence bygger på færdsels- og transportrettigheder. Det må derfor blive et fællesanliggende at fremskaffe de nødvendige almene betingelser for færdsel og transport.

Men det er et vanskeligt spørgsmål, hvor omfattende alles krav på alle er i så henseende. Uomtvisteligt må der være rigsfællesskab om udstikningen og beslaglæggelsen af jordstrækninger til veje, banespor, stier, landingspladser for skibe og luftfartøjer, holdepladser for køretøjer o.desl., samt beliggenheden af offentlige broer. Alle har nemlig krav på en hensigtsmæssig sammenhæng i færdselsordningen.

Vanskelighederne dukker først frem, når vi kommer til spørgsmålet om, hvordan udgifterne skal bestrides til bygning og vedligeholdelse af veje, broer, baner, havne m.v. De, hvem omkostningerne tilfalder, får antagelig ret til at bestemme pågældende anlægs og vedligeholdelsers beskaffenhed (bl.a. i hvilken udstrækning brugernes mangfoldige ønsker om lettelser og bekvemmeligheder skal tilfredsstilles), herunder også valget f.eks. mellem vej og fodsti, bane eller landevej, bro eller færge osv.

Sagen kan næppe afgøres ud fra en henvisning til, at disse anlæg og vedligeholdelser henholdsvis skaber og opretholder forøgede grundværdier, som gennem grundrenten vil komme alle til gode, så at udgifterne kan opføres som kop­skyld. Thi det kan hverken forud fastslås eller bagefter bedømmes, om der fremkommer et forsvarligt opvejningsforhold, ej heller om dette fordeler sig ligeligt på alle. Foranstaltningerne kan bevirke forholdsvise forskydninger (flytninger) i grundværdierne, hvilket oftest medfører noget ravage i de private ejendomsværdier, i al fald i en overgangsperiode. Der er f.eks. intet i vejen for, at et havneanlæg i byen X kan skade erhvervsforholdene i byen Y, så dennes beboere ikke er tjent med at skulle bidrage til havnens bygning, hvorimod der intet kan indvendes imod, at beboerne i X forbedrer deres lokale forhold på det lokale fællesskabs regning. Men også dette lokale fællesskab vil være vanskeligt at afgrænse; de forskellige dele af by- og landkommuner kan have rivalitetsforhold indbyrdes.

Muligvis vil den retfærdigste påligning (der trods ufuldkommenheder må stemples som retmæssig, hvis ingen mere fuldkommen kan findes) kunne opnås gennem en specificering eller deling af omkostningerne mellem forskellige grupper af interessenter: rigsbidrag, kommunale bidrag, nærmere specificerede særbidrag for lokaliteter eller enkelte brugere. Mod sådanne særbidrag er blevet indvendt, at de overvæltes. Ja det er netop også meningen. Spørgsmålet bliver, om ikke påligningen derigennem just kommer til at ramme på de rette steder, bundfælder sig i retmæssige fordyrelser. Det synes for samfærdselsnettets vedkommende ugørligt at rede ejendomsbeskyttelse og ejendomsudnyttelse, fællessag og privatsag skarpt ud fra hinanden. Hensynene er til dels så uopløseligt sammenviklede, at der må deles efter skøn. I al almindelighed gælder, at til det af retsmoralen knæsatte krav: privateje i så stor udstrækning som muligt, svarer reglen: så lidt offentlig ydelse som muligt.

Et andet alment grundlag for den økonomiske omsætning er pengevæsenet. Alle er henvist til at bruge penge som mellemled i ombytningen af de egentlige brugsværdier, og alle er interesserede i, at dette mellemled fungerer så vidt muligt rent logisk uden at afsætte værdiforskydninger. Konkurrencen vil ikke kunne virke fyldestgørende som økonomisk retsværn, hvis pengevæsenet er kilde til forstyrrelser i værdiforholdet mellem brugsgoderne. For at sikre en ordning, der tager sigte herpå, må pengevæsenet være et fællesanliggende, og det er indlysende, at statens indtægter ved pengemonopolet bør fordeles med lige årlige andele til alle; herigennem kan til en vis grad fremkomme en socialisering af kapitalrenten.

Hvordan pengevæsenet skal ordnes og holdes under regulering, tilkommer det sagkundskaben at finde ud af. At det kommer til al dreje sig om en regulering af pengeudstedelsen, er der klarhed over. Vanskeligheden består i at angive en eller flere rettesnore, som reguleringen stadig kan holde sig til. Man har (fraset guldprisen) foreslået indbyggertallet, varemængden (produktionen), prisniveauet (pengenes købekraft, et pristal), den samlede grundrente; men indvendinger kan rejses mod enhver af disse målestokke. Efter min opfattelse er det værdiproportionerne mellem øjeblikkets arbejdsydelser, der må ses hen til som det centrale, hvorudfra sondringen mellem berettigede og uretmæssige værdisvingninger må udledes. Men bestemte værdiproportioner kan ikke fikseres. Højst kan finansledelsen danne sig et samlet skøn over de aktuelle tilkendegivelser, hvori befolkningens økonomiske valgret giver sig udslag pro tempore. Denne valgret bør have kommandoen, men optræde som direkte ledende kan den jo ikke. For tydeligheds skyld bemærkes, at der næppe kan gøres hensyn gældende til, hvorvidt opsparede midler beholder deres oprindelige købekraft eller ikke.

e) Det ydre retsværn. Det indre og det ydre retsværn er sidestillede med hinanden deri, at begge sigter på at underbygge og hævde de indstiftede ejendomsrettigheder. Væsentlige forskelle findes dog mellem de to slags værn. Den mellemborgerlige retsbeskyttelse er en daglig fornødenhed for enhver, men det er ikke på samme måde givet, at freden og ordenen i samfundet indenfor overskuelig tid ville komme til at lide afbræk, såfremt magtmidler ikke holdtes parate til afværgelse af voldelig indtrængen udefra. Det er i langt højere grad svævende muligheder, det drejer sig om. Domstole og politi til borgerlig retsforfølgning er til stadighed sikre på gøremål, men krigsberedskab udadtil kan falde temmelig forgæves ud. Det er end ikke sikkert, at krigerisk udrustning tjener til større betryggelse udadtil, end en gennemført fredsommelighed og redelighed i international henseende ville gøre. Det er ikke engang sikkert, at alle borgere vinder en solidere følelse af betryggelse derved, meningerne kan være delte. Farerne udefra ligger ikke blot i det uvisse m.h.t. fremkomst; man kender heller ikke angrebets art, sted eller mægtighed, så det er muligt, at værnemidlerne bliver ret virkningsløse, måske endog en klods om benet og en kilde til vranghandlinger i de afgørende øjeblikke. Derimod er de sociale forstyrrelser velkendte, så det indre værns træfsikkerhed og nødvendige kapacitet kan beregnes ret nøje. En hovedforskel ligger også deri, at magtanvendelsen ved det indre retsværn er strengt begrænset til handlinger af blot og bar retsforfølgende karakter, mens værnehandlinger udadtil sædvanlig arter sig som grove ødelæggelser, der ikke indskrænker sig til at ramme skyldnere og begrænser sig til disses afstukne skyldforhold. Det kan ligeså godt kaldes mord og brand som retsforfølgning, og man kan ikke begrunde tvang overfor medborgere til at deltage i mord og brand.

De nævnte forskelle gør, at der må næres betænkeligheder ved tvangsudskrivning af kopskyld til det ydre værn udover beløb til visse minimale midler, som behøves til den del af opgaverne, der kan betegnes som regelmæssigt forefaldende og i al fald nærmer sig til at være alment påkrævede. Hvad ville man kunne svare, hvis en betydelig del af indbyggerne afgav en sålydende erklæring: hellere end at betale årlige bidrag til et omfattende militærvæsen, hvis betydning jeg betvivler, vil jeg selv tage min risiko overfor fjendtlige indfald og påtvingelser udefra, ganske ligesom jeg må tage min risiko overfor sjældnere naturkatastrofer og onde hændelser, mod hvilke der ikke kan tegnes forsikringer.

Så vidt jeg ser, kan der ikke svares andet, end at der også må næres betænkeligheder ved, al et mindretal skal kunne hindre de øvrige borgere i et forsikringsforetagende, som et ydre værn af større omfang jo nærmest er at ligne ved. Og hvordan ville sagen stille sig, hvis en fri sammenslutning af borgere oprettede et ydre værn på egen bekostning? I al fald efter betalernes opfattelse ville da de øvrige komme til at nyde godt af beskyttelsen uden at yde dertil, altså noget i retning af en overvæltning. Endvidere må indvendes, at det næppe kan tillades en privatsammenslutning at udruste sig med magtmidler, som eventuelt også kunne bruges indadtil og som en “stat i staten” blive basis for overgreb til fremme af særinteresser. Hvis det ikke kan hindres, at en flertalssammenslutning om et ydre værn får denne karakter, foreligger der et nødvendigt fællesanliggende. Man må da vende sig til spørgsmålet om, hvilket omfang fællesforholdet har; m.a.o. løsningen man søges gennem en række detailundersøgelser.

Det forekommer mig, at der kan udpeges adskillige eventualiteter, overfor hvilke alle landets indbyggere må være stillet solidarisk; bl.a. neutralitetshævdelse, afvisning af irregulære banders indfald; strandhugst eller overfald fra luften i lighed med gamle dages sørøveri; ligeledes ville et i regulære krigstilfælde, der er rettede mod nationen som helhed, være urimeligt, at de tilfældige beboere indenfor de lokaliteter, der rammes, skal være ene om at bære tilføjede tab.

Men i hvert fald rækker fællesforholdet sikkert ikke til tvungen værnepligt. Selvom det kun drejer sig om at risikere liv og førlighed i bestemt udpegede tilfælde, ligger der i tvangen dertil ligefuldt en total ophævelse af pågældende individers ejendomsret. At få befaling til at sætte livet ind er at blive udstødt og overladt til retsløshed. Det er simpelthen stridende mod enhver samfundsorden, der bygger på ligeret. At tale om “pligt” til at sætte livet ind er rent nonsens, medmindre man kvitterer retsforestillingen og i stedet går ud fra autoritetsprincipper. Tvungen værnepligt er en arv fra despotismen; det er uhyggeligt, at vore dages folkestyre har kunnet sluge en sådan overlevering og gladelig efterplapre fraserne, hvormed man har gennet ofrene under åget. Da det må være en frivillig sag (overenskomst) at sætte livet ind, må den eventuelle hærstyrke bestå af hvervet mandskab.

f) Samstyret. Da fællesanliggenderne må antages at vedkomme alle lige meget, er det givet, at alle myndige borgere, som ikke befinder sig i uafviklede konfliktforhold til loven, må have styreret og være ligeberettigede med hinanden i alle spørgsmål, der hører under de anerkendte fællessager; dog at den indstiftede retsorden ikke må krænkes gennem samstyrets beslutninger. I en retsstat ville f.eks. en diskussion om, hvorvidt kvinder skal have styreret eller ikke, være komisk. Efter retsmoralsk opfattelse beror valgretten ikke i mindste måde på, om vedkommende personer har “tilstrækkelig forstand på sagerne” eller kan antages at øve en “heldig indflydelse” på beslutningerne. Disse bekymringer hører blandt de mange besynderligheder, folkestyret har taget sig for at sysle med. Det ene afgørende er, at medbestemmelsesret i fællesanliggenderne efter disses beskaffenhed er en selvfølge i kraft af de tilgrundliggende ejendomsrettigheder. Det kan og tør lige så lidt ved lov sikres, at valgretten skal “virke samfundsgavnligt”, som der kan gives forskrifter for, hvordan en mand skal dyrke sin have eller fodre sine husdyr. Styreretten er i retsstaten en simpel konsekvens af ejendomsretten, intet andet.

I strengest mulig tilslutning til dette simple og begrænsede forhold må selvfølgelig valgloven – anordningen af styrerettens udøvelse – udformes. Der skal ikke spekuleres over allehånde “hensyn” og ønskeligheder – f.eks. betingelser for den personlige kontakt mellem repræsentanten og dennes vælgere, eller for fremkomsten af regeringsdygtige. majoriteter – men simpelthen sørges for, at hver vælger så nøje som muligt får sin ubeskårne styreret; resten må vælgerne selv om; det må overlades til fri ordning; man kan råde vælgeren til “at bruge sin forstand” på en bestemt måde, søge dette og hint hensigtsmæssige forhold iagttaget, men drive ham ind i bestemte båse ved lovens forskrifter må stemples som en forfalskning. Valgloven har ikke det mindste at gøre med at “.vejlede” stemmegivningen.

For at begynde fra bunden af ville den fuldkomneste udøvelse af styreretten fremkomme, når samtlige vælgere personligt deltog i alle styrets anliggender. Dette møder dog praktiske forhindringer, og at give efter for disse er fuldt berettiget fra vælgerens side, vel at mærke i retsstaten, hvor hans deltagelse i styret kun er en forfølgning af hans egne ejendomsrettigheder; styrepligt kan derfor ikke hævdes her; enhver kan jo frit undlade at skøtte egen ejendom, det er ingen tvangssag. Kun hvor styret går ud på en råden over andre, bliver der skyldigheder.

På grund af de almene hindringer for egen deltagelse har vælgeren krav på at få adgang til at styre gennem en valgt repræsentant. Ingen kan dog være forpligtet til at repræsentere andre, dvs. at gå andres ærinder. Men uangribelig er vælgerens ret til at stemme på en hvilken som helst valgberettiget medborger, der vil påtage sig hvervet. Ligeledes er det en selvfølge, at de valgte repræsentanter får indflydelse på afgørelserne i forhold til antallet af stemmer, de repræsenterer. Det er alt sammen lige så klart som den lille tabel. Når vore parlamentariske politikere ikke har været at drive til at fatte så simple ting, ligger det vel i, at en mængde “hensyn” som de førnævnte har kruset hovederne. Det er da måske nyttigt at påpege, at der virkelig også er nogle hensyn, som gør sig gældende ved styreordningen, men det er blot retshensyn, man tør lade spille en rolle. Hvad det drejer sig om, er ganske ligefremt: den ene borger har ikke krav på at udøve sin styreret på sådan måde, at han urimeligt fordyrer eller hindrer styrerettens udøvelse for de andre; det må ordnes sådan, at alle får lige adkomst. Det er så at sige et trængselsproblem, der skal løses bedst muligt.

En styreforsamling på f.eks. 100.000 eller blot 10.000 vil koste uforholdsmæssigt, og hvad værre er, antagelig være et dårligt arbejdsredskab; hvis alle vil tale med, og et utal af forslag kastes ind, vil det hele blive ret ufremkommeligt, hvilket går ud over alle vælgere. Ifølge overvægtsprincippet skal den ordning findes, som i mindst omfang medfører tilsidesættelse af styrerettigheder. Fra udlandet ved man, at styreforsamlinger på adskillige hundrede deltagere ret vel kan gå an, men måske er antallet uforholdsmæssigt for et lille land. Det kommer heller ikke så meget an på tallet som på, at enhver særanskuelse kan blive repræsenteret og få lejlighed til at samle stemmer. Hindringer for dette er utilstedelige, og det må stå enhver vælger frit for til enhver tid at flytte sin stemme over på en anden repræsentant. Valgperioder, nyvalg med passende mellemrum må billiges, da ellers “træghedens lov” vil blande sig upåkaldt i tingene. For afstemninger i styreforsamlingerne bør kvalitetsmetoden anvendes, efter hvilken hver af repræsentanterne opfører de forlag, han kan stemme for, i nummerorden, efter som de foretrækkes for hinanden.

Men ordningen af styrerettighedernes udøvelse er ikke hele sagen. Der må også spørges, hvordan samstyrets område begrænses, hvilken rækkevidde det skal have? Ved samstyre forstås almindeligvis folkestyre, flertalsstyre. Under forudsætning af at fællesanliggenderne er optrukne med uomtvistelig nøjagtighed, kommer ganske rigtig flertalsretten til at gælde indenfor områderne. Som et typisk eksempel på den rådighed, der tilfalder folkestyret indenfor retsstaten, nævnes retsplejens økonomiske omfang. Det er ikke forsvarligt at overdrive retsplejen, fuldkommengøre den ud i petitesser, f.eks. forøge den politimæssige beskyttelse urimeligt. Her må et praktisk skøn over, hvad og hvor meget der i det store og hele svarer regning, være bestemmende. Hvad folkeflertallet går ind på at betale for og mener passende, må mindretallet føje sig i.

Men kan man også overlade til folkeflertallet at drage grænserne for fællesanliggenderne, i alle praktiske enkeltheder at sætte skel mellem privatret og fællesret? Hertil er åbenbart den jævne almindelige vælger ret upålidelig. Vi sætter, at retsstatens grundlov, den retsmoralske ejendomsordning udformet efter de i det foregående tegnede principper og retningslinjer, er blevet vedtaget af et vælgerflertal. Fællesanliggendernes praktiske afgrænsning vil da åbenbart være at bestemme ud fra en samlet og indgående forståelse af det fastslåede retsystem + samråd med fagkundskab, teknisk, juridisk, lægevidenskabelig m.v. Opgaven kan dog næppe betros til et styreorgan bestående alene af personer med de nævnte kvalifikationer, og tilbage står desuden spørgsmålet, hvordan de skulle udpeges. Mulig kunne dette organ, retsværnetinget, sammensættes således: l/3 af medlemmerne udpeges af pågældende faglige institutioner, l/3 vælges af folkerepræsentationen blandt de anerkendt sagkyndige medborgere, 1/3 endelig vælges direkte af folket; disse sidste skal netop ikke være fagkyndige, men udmærke sig ved solid, uvildig almindelig dømmekraft og sammenhængende tænkeevne. De skal tjene som en folkelig prøvesten; hvad sagkundskaben ikke kan overbevise dem om, bør ikke have fremme. Den videnskabelige og tekniske indsigt bliver derved sat under den offentlige menings kontrol. Folkets samlede intelligens beholder den sluttelige overmagt i retsværnetinget, men dette bliver samtidigt et forum, hvor den ypperste indsigt får lejlighed til at gøre sig gældende og vinde forståelse. Hvad der bør tilsigtes er, at tingets kendelser praktisk talt må være ubestrideligt forsvarlige, men for yderligere sikkerheds skyld stadig befinde sig under fortsat revision.

Når tanken opstilles om et retsværneting ved siden af det folkelige samstyre, selvstyretinget, er det, fordi der uundgåeligt bliver opgaver at løse, som kræver en institution af antydede beskaffenhed. I det foregående har vi truffet forvaltningsområder, som frembyder sådanne opgaver, bl.a. trafikvæsenet og det ydre værn. Der eksisterer jo ikke nogen færdig model, hvorefter retsstaten i et og alt kan støbes. Der bliver brug ikke blot for retsanalyse – som statens højesteret nok kunne yde – men tillige for konstruktiv tænkning, retsstiftelse.

Omkostningerne ved styret bør vel fordeles ligeligt på alle, ikke blot på vælgerne; det er jo fællesopgaver, der røgtes. Men det ville være rimeligt, at de valgte repræsentanter erholdt ulige løn, i forhold til deres stemmetal, thi den ene tjener flere vælgere end den anden. Der bør desuden intet være i vejen for, at vælgere efter behag kan yde deres repræsentanter ekstra styreløn som middel til at få en bestemt repræsentant.

2. Overgangen til retsstaten

Vore dages vælgere er et fordringsfuldt folkefærd, i al fald for hovedpartens vedkommende. Folkestyrets politikere og partipressen har vænnet dem til at få alting på en præsenterbakke, ikke blot i fiks og færdig stand, men oven i købet så vidt mulig gratis, som om vælgerne ingen forpligtelse havde til selv at bringe ofre for at få den rette politik frem, det rette styre virkeliggjort. Følgen er, at enhver større politisk indsats af nydannende art må bilægges med svære privatofre, både arbejde, penge og en tapper tålmodighed. Endda må man være glad til, hvis vælgerne nådigst vil læse de avertissementer, man har betalt, indfinde sig i den mødesal, man har lejet, og høre på de foredragsholdere, man har bekostet. Mange, som går beriget hjem, opfatter deres egen “tilslutning” som en gave, de yder sagen. Det rationelle vækkelsesmiddel mangler, en fri presse, en fælles presse. Retsstatens forkæmpere har trods disse kår taget en brav tørn. Der ville være en vis mening i vilkårene, hvis vi var politiske ærgerrigheder, som attråede offentlig indflydelse, men vi foreslår det stik modsatte, nemlig at afskaffe politisk magt og myndighed. Der ville være nogen mening i tingene, hvis vi besad lyst og evne for politisk fægtning, men vi ville langt hellere passe os selv; det er vor borgerpligt, som trykker os, det ubarmhjertige vælger­ansvar, vi er lagt under. Der ville være mening i kårene, hvis det var egne særinteresser, vi forfægtede, men i stedet for at tilstræbe personlig fordel tilbyder vi at tage vor part af de ofre, som overgangen til retsstaten udkræver.

Det skulle synes rimeligt, at vort hverv kunne være slut med at fremlægge vore udarbejdelser for offentligheden, forme retsstaten, forklare dens betydning og opfordre til handling. Men sådan er det ikke vælgerne tilpas. Hovedparten forlanger, inden de vil tage fat, at vi også i et og alt skal tegne for dem den omdannelsesproces, hvorved en retsstat kan fremtrylles af øjeblikkets roderi og elendighed. Ja mange er endog tankeløse nok til at kræve, at det skal ske “ved retfærdige midler”, det vil sige uden ofre og ulempe for nogen; ellers stemples vi som fæle personer, der “kræver ret, men selv begynder med at gøre uret”. Overfor en så fantastisk fordringsfuldhed må vi imidlertid protestere. Mirakler kan vi ikke påtage os. Anstændigvis er det mindste, den interesserede vælger kan gøre, dog vel at hjælpe os med al udfinde den rimeligste og lempeligste overgang. Hvordan opgaven skal løses, er jo i bund og grund et praktisk spørgsmål, en hensigtsmæssighedssag, som vælgerne lige så godt som vi er i stand til at overveje. Der er frit rum for opfindsomhed. Uden ofre lader overgangen sig umulig gøre; med skyldkendelser ud fra nutidens forhold kommer man ingen vej, kravet derom er simpelthen uvidende, skyldnerne er døde eller har forputtet sig. Forsvaret for de krævede ofre er, at det ville være tifold større uret og tifold ulykkeligere for os alle at fortsætte som hidtil.

Naturligvis har vi også været inde på overgangsspørgsmålet og vil gerne tage vor tørn med deri. Men denne sag hører mere hjemme i pressen og på talerstolen end her, ligesom læseren også kan granske, hvad der fremsættes i rigets råd derom. For nærværende kun et par bemærkninger.

Det er rigtigt at holde skarpt skel mellem vort program, retsstatsprogrammet, og vor overgangsplan. Det er væsensforskellige sager. Programmet lider ikke noget som helst afbræk, selvom planen til overgangen ikke i alle henseender kan stå for kritik, en fejlfri plan er i det hele taget ret utænkelig. Men lige så vist er det, at vi må vove os ud med en overgangsplan, hvis retsstatsprogrammet skal vinde frem imod praktisk virkeliggørelse. Hvis vi ikke har klaret os, hvad vej vi vil over, i hvad orden og rækkefølge ændringerne skal ske, lader der sig tage alt for få og utilstrækkelige skridt i praktisk politik. Selv den topmålte “renlivethed” at gå ud og forlange retsstaten på et bræt ville også drukne uden at have en overgangsplan med sig.

Sikkert ville det være bedst, om hele omordningen kunne ske på én gang. Når tingene straks stilles i det endelige forhold til hinanden og virker samlet, ville alting trække sig hurtigere og målsikrere i lave end gennem halve og brudstykkevise operationer. Men vedtagelsen af en samlet overgangsplan forudsætter en tankekraft og et mod, som det vil være forgæves at søge hos et flertal af vælgerne. Der må åbenbart regnes med en skridtvis omordning.

Ved denne gælder, at den fremtidige økonomiske basis – grundskyld, frihandel, skatters ophævelse, indskrænkninger i statsfunktionerne – må lægges først, inden størsteparten af de kulturelle og enkelte erhvervsformål, staten hidtil har understøttet, henvises til at leve videre ved borgernes frie tilslutning og offervilje, og inden afviklingen af den sociale forsorg kan påbegyndes. Der må først i fornødent omfang være kræfter i de skuldre, som er de naturlige bærere af disse formål; en vis tryghed overfor de nye økonomiske forholds bærekraft vil også behøves.

Endvidere gælder, at hele overgangen i størst muligt omfang må anlægges som en boopgørelse, så at de nødvendige ofre tages af de forhåndenværende værdier og ikke overvæltes på fremtiden; fremtidig må alle arbejdende befolkningsklasser så vidt muligt stilles lige, uden forfordeling i opnåelsen af de goder, overgangen skaber. Helt kan det ikke nås. Bl.a. vil det være rimeligt at lade kommende tider bære afviklingen af den sociale forsorg, der delvis sagtens vil strække sig over ca. 25 år. Den lempeligste udvej vil antagelig være al bibeholde gradvis aftagende forbrugsafgifter på spiritus, øl, tobak o.lign. Indflydelsen heraf på de øvrige varepriser vil være ringe, de almene fundamentale økonomiske forhold forrykkes mindst muligt. Formentlig vil alt egentligt toldvæsen kunne bortfalde.

I boopgørelsen viser sig to hovedtræk. 1: den nuværende magt- og velfærdsstat hviler faktisk på løbende prioriteter, som er taget i borgernes ejendom og arbejdskraft. Disse prioriteter ophæves, og at tage visse øjeblikkelig erlagte godtgørelser derfor er næppe urimeligt. 2: ved grundrentens fulde inddragning til fælleseje tilsigtes, at jordens handelspris forsvinder. Karakteren af denne operation er ikke konfiskering (overtagelse, overdragelse), men udslettelse af en vis art formue, en annullering. Hvad der gøres til nul, er uægte kapital, der i retsstaten kommer til at savne basis.

Opgørelsen af de to nævnte forhold kan formentlig bedst ske gennem en formueudligning i overgangsøjeblikket, byggende på en formueafgift engang for alle, hvori samtlige formuer udover et nødtørftsminimum deltager, og således at afgiftsbeløbet tilskrives grundejerne forholdsvist til udslettelser af de på jorden hvilende prioriteter. Hvad der herved vil foregå, er hovedsagelig den rent øjeblikkelige transaktion, at formueafgifter og gældsbeviser udveksles med hinanden, ophæver hinanden og bliver til nul. Den uægte kapital – kapitaliserede monopolafkastninger – udslettes, og den samlede rentehyrde pp det arbejdende folk formindskes tilsvarende.

Så vidt jeg skønner, har diskussionen om overgangsvanskelighederne ikke bragt nogen bedre udvej i forslag. Fra ældre tid har man fra georgistisk side holdt på en gradvis overgang til grundskyld, hvorved man regnede med, at grundejerne ville få formueannulleringerne og de årlige skyldpålæg opvejet gennem skattelettelser og øget arbejdsudbytte. Men dette ville jo betyde, dels at lade folket betale (fremtidig) gennem tyngen af fortbestående uret en årrække, dels at pålægge en forfordeling, idet nemlig jordbrugernes arbejdsudbytte beklippedes frem for andres ved at “anvendes” til at bære både grundskyld og prioriteter, mens andre folk fik fordelene ved skattelettelser og produktions­opsving ubeskårne. – Eller man taler om, at jordens handelspris ikke vil synke for den første grundskyldsprocent. Men da forsvinder den uægte kapital ikke, folket får stadig rentebyrden at bære, reformen bliver overfladisk, uren, haltende.

Man har også foreslået den delvise udligning, at “det pålægges alle i fast ejendom interesserede kreditorer at deltage på passende måde med den arbejdende grundejer i udredelsen af den ejendommen pålignede grundskyld”. Det er dels overvæltning på grundejernes fremtidige arbejdsudbytte, dels en form for formueafgift, der dog vilkårligt rammer prioritetshaverne. At formueejerne således stilles ulige, lader sig næppe begrunde.

Når visse praktiske forholdsregler tages, lader en moderat formueafgift engang for alle (med garantier for kapitalernes fremtidige urørlighed) sig næppe overvælte. En sådan afgift danner i hvert fald den eneste mulighed, der findes til at undgå, at det arbejdende folk fremtidig kommer til at “betale” for grundrentens inddragning. Hvis ikke udligningen kan tages af de i overgangsøjeblikket forhåndenværende formuer, må den på en eller anden måde komme til al beklippe fremtidens arbejdsudbytte. Andre udligningsydere end kapital og arbejde findes jo ikke. Så simpelt ligger sagen.

Man får ikke kernen i overgangsproblemet frem ved blot at pege på den uret, der skal ophæves. Nøglen til forståelsen er, at de sociale forhold så at sige helt igennem befinder sig i ulave, er forvanskede og forvredne. Derfor bliver det ikke forsvarligt at lade de tilfældige indehavere af de uberettigede fordele være alene om at bløde. Overgangen er at betragte som en almen socialomdannelsesproces, hvis omkostninger det er rettest at lade alle formuer deltage i, dog at den fattiges nødskilling bliver urørt.

3. Individet i retsstaten

Staten, den på fælles love hvilende samfundsorganisation, har selvfølgelig intet krav at stille for egen regning. Værdi, krav, tjeneste o.desi. er ord, som kun har en mening i forhold til levende væsener, og staten er intet sådant, men en indretning, gjort af mennesker, tilmed uimodsigeligt en fællesinstitution, der skal tjene alle ligeligt og derfor kun kan bygges på de uomtvistelige almene behov.

Forholdet mellem stat og individ falder da således ud, at statens værdi og berettigelse kan måles på, hvad den betyder for individet, for borgeren N.N., gennem retsordenen som rammen, hvori individets livsudfoldelse former sig. Den endelige bedømmelse af retsstatsplanen må da løbe ud i en opgørelse af, hvorpå denne statsform vil virke på det individuelle liv i almindelighed.

Sædvanligvis anses individualisme og socialisme for uforligelige grundanskuelser. Dette er rigtigt, hvis man ved socialisme forstår, at individet er underlagt en oprindelig og uløselig gældbundethed overfor det omgivende samfund; derimod hævder individualismen, at vi ikke på forhånd har sociale skyldigheder overfor hinanden, men kun er sammenknyttede ved naturlige fællesinteresser, på grundlag af hvilke et retssystem kan udformes, bestemte gensidighedsforhold fastslås som fællesbehov, fællesvilje. Denne meningsforskel er ulægelig.

Mange folk, som går ud fra en sådan uløselig spænding mellem individet og det sociale fællesskab, er tilbøjelig til at søge problemet løst ved mægling, skønsmæssig afvejning: vi er hver for sig både selvstændige væsener og en slags “celler i en samfundsorganisme”; herfra slutter man så, at social retfærdighed må komme til at bestå i en ligelig hensyntagen dels til den enkeltes behov og egenvilje, dels til alles sociale bundethed; og rettesnoren for afvejningen må blive velfærdsprincippet, en harmonisk samstemning mellem modsætningerne, som giver størst mulig samlet velfærd til resultat. Jeg gør opmærksom på, at denne synsmåde i bund og grund er socialistisk, kun adskillende sig fra socialismen ved et mere eller mindre. Den sætter “mener” og “synes”, for styret, prisgivende menneskeheden til, hvad uldhoveder finder for godt at makke sammen. Englænderen L. T. Hobhouse har i en til dansk oversat bog givet en oplysende tegning af denne “liberalisme”. Det er dette bundløse og udflydende retfærdighedsbegreb, retsmoralen pure forkaster, idet den viser, at regnskabet mellem den enkelte og samfundsfællesskabet ikke blot kan gøres op, men må holdes klar, hvis ikke alt skal kastes ud i et sammensurium af vilkårlige meningskampe og overgives til vedvarende utryghed.

Men det er en misforståelse, at individualismen i mindste måde fornægter eller bekæmper, hvad man kalder sociale hensyn. Den anerkender en slags socialisme, der er ejendommelig ved at holde sig til kendsgerninger, nemlig individernes sociale sans, den såkaldte almensans. Blot forlanges der som ufravigelig forudsætning for den, at hvermand skal have et fastliggende og alt fornødent indbefattende socialt grundlag til fodfæste for sin livsførelse, hvoraf også hele summen af den enkeltes sociale skyldigheder fremgår. Der må være klar og fast bund, ellers flyder det hele ud og bliver til morads. Men intet i Retsmoralen taler imod, at individet, stående på dette grundlag, stræber efter at udvikle al mulig almensans, en overdådighed af gensidig hjælp og indbyrdes harmoni, blot må det bero på frivillighed, ikke på flertalsregimente. Kun de sociale skyldigheder, som fremgår af retsordenen, må gennemtrumfes ved magtanvendelse. Under denne forudsætning er der intet modsætningsforhold mellem individualismen og broderskabstanken. De indgår tværtimod i samarbejde, idet de står til hinanden som fundament og overbygning i samme hus. Man kan nemlig trygt gå ud fra, at individet vil udfolde sig til et “socialt væsen”, just i samme grad den nævnte bundsikring gennemføres.

Hvoraf kommer nemlig det individualistiske krav? Til sidst deraf, at der ingen anden vej gives til, at samfundets borgere kan afruste overfor hinanden i fuldt mål. Trygget af en retsorden, der danner en systematisk helhed, kan de aflægge alt krigsberedskab overfor hinanden, den fjendtlige påpassenhed, muldvarperiet mod hinanden, frygten og modforanstaltningerne, som ikke blot virker udsugende, men forvansker og skjuler de sande humane forhold. Tag forstyrrelsen bort, og fredens sindelag og fredens gerninger vil tage til at blomstre. Menneskene vil uvilkårligt komme til at se anderledes på hinanden, vente sig andre ting af hinanden, vende tankerne i frugtbarere retninger. Jo færre og ubetydeligere chancerne er for at vinde fordele ved at overliste eller overmande andre, des mere vil opmærksomheden rettes på de fordele, der strømmer af gensidig forståelse og samhjælp: der er aldrig fundet anden vej til fred mellem menneskene end upartisk retsstiftelse. Mangler denne, vil alt andet, hvor snildt det end lægges og hvor ideelt det end udsmykkes, vise sig at være blændværk. Den gennemførte individualisme, retsstaten, er betingelsen for, at broderskabstanken kan opnå holdbar og fuld fremvækst. Den vil aldrig få det gennem magtanvendelse, ad flertalsregimentets vej.

Tolstoj har sagt det på jævn, klar måde: “Det er umuligt, at magten kan forene folk, som ikke vil samme vej”. Kun i retsstaten vil de tolstojske idealer for alvor kunne nærme sig deres virkeliggørelse. Intet kan gro uden at finde sine naturlige forudsætninger; ædel stræben uden kyndighed forvandler sig på den socialpolitiske boldgade i almindelighed til anmasselse. Det er velfærdspolitikkens saga.

Da det sociale fællesskab ikke er noget levende væsen, der kan fornemme, føle eller ville, er det givet, at kernen – og det springende punkt – i al politik må være individets bestyrkelse og vækst. Deraf følger, at den sociale tvang skal begrænses således, at den støtter individet, mere end den lammer og underminerer del, og at den tjener til at udvide den individuelle livsudfoldelse snarere end at forsnævre den.

Medmindre individet “står på egne ben”, kan dets liv hverken få saft og kraft eller fastbygget indre sammenhæng. Kun ved at bygge på egne kræfter, erfaringer og hjælpekilder kommer man i fyldigt forhold til tingene og tilskikkelserne såvel som til egne handlinger. Hvor tynd bliver man ikke ved at sættes til at bevæge sig efter andre menneskers eller efter bogstavers diktat. Hvor upersonligt bliver omdømmet ikke, når man er belemret med fremmede indblandinger og påtvungne regulativer. Det er en vrimmel af sådanne afkræftelser og forkvaklinger, der påføres individet, når det ved tvang spændes ind i et utal af kollektive formåls gangkurve. Når man tvinges til at skatte til fremme af andres interesser, er det som at få klodser hængt om benet.

Lige så demoraliserende er det, hvis individet overbeskyttes. Ved overdreven forsørgelse og assurance, der skubber naturlige egenbestræbelser ud, får man en alt for glat og nem livsvej; det betyder forringelse af den personlige omsigt, energi og evne. For at blive “fuldbyggede mennesker behøver vi at befare tilskikkelsernes hav efter eget bestik og for egen regning. At tage ansvar og risiko bort er at marvstjæle individualiteten. Uden livets naturlige tryk og anspændinger vil bl.a. livets alvor bortvejres og give plads for overfladisk flagren, spredt tidsfordriv, underholdninger i stedet for virksomhedslyst. Den sociale forsorg, den gensidige hjælp må ikke fratage individet dets naturlige livsopgaver. For at vokse må vi ikke føres udenom, men igennem livets skole.

Når individer og folk er nået frem til den modenhed, vi kalder skels år og alder, er alt, hvad den enkelte behøver, blot en klar og naturlig retssfære at leve i. Angående “samfundsopgaverne” er hovedsummen af, hvad årtusinders historie lærer os: at intet, som er kunstigt og vilkårligt opbygget, har holdbarhed, ligegyldigt om det er gjort af egennytte eller i ædel hensigt. Naturen lader sig ikke spotte, den vil ikke bære, hvad der ikke i bund og grund passer den, og den vinder altid overhånd over menneskenes forfængelige påfund.

Individet er på én gang altings vokseplads og bærekraft. En rig broderlig samhjælp mellem menneskene kan kun vokse frem ad den tilsyneladende omvej at sætte sociale vilkår, der i fuldeste mål giver individet selvstændighedsbetingelser. Der kan ikke ved nogen slags reklame for socialisme eller ved indeksercering i solidaritet skydes genvej udenom den naturlige .individuelle udvikling. Det er at bygge på uholdbarheder. I samme grad man ved ydre lokkemidler eller tvangsmidler driver individet ind i sociale rammer, som lemlæster eller undergraver personligheden, vil samfundsorganisationen uvægerlig blive hul og skør, ophjælpning udefra holder ikke stik, det beror til sidst på den personlige bærekraft, de indre kildespring i sindene.

Hvad specielt produktionsfællesskabet angår, ville dermed en af de allervæsentligste løftestænger for den individuelle udvikling gå tabt. For den, der arbejder med sit eget, får arbejdet et ganske andet forhold til sindet end hos den, der virker i andres tjeneste. Lysten og optagetheden, tingenes levende magtpåliggenhed, bekymringen eller glæden ved sagernes gang og resultat, kortsagt alt hvad der kaster skær over arbejdet, vil arte sig vidt forskelligt. Når man ved, hvor stor en del af de fleste menneskers optagethed der er knyttet til erhvervsarbejdet, og hvor meget det betyder for kraften og fylden i vort sind, om vor daglige gerning har levende bund i os eller ikke, vil man forstå farligheden i den socialistiske politik. Det materielle arbejdsudbytte er ikke det ene afgørende, ligeså vigtigt er det sjælelige arbejdsudbytte. Der er en dyb og ukrænkelig sammenhæng mellem det personlige ejendomsforhold og arbejdet. Man kan ikke ekspropriere produktionsmidlerne uden samtidig at ekspropriere arbejdet, ophæve den naturlige sammenhæng mellem frembringeren og frembringelsen.

For de mænd og kvinder, der har samlet sig om retsstatens idé, har materielle interesser ikke været den egentlige drivkraft. Hvad der bevæger dem, er den udødelige længsel, som ligger bagved al menneskelig virken og inderst forbinder os alle, håbet om en højere menneskeværdighed, en rankere og skønnere menneskehed.

Jeg kan ikke slutte dette skrift bedre end ved at anføre, hvad retsstatsidéens fører, Severin Christensen, har sagt derom i et foredrag for nylig:

“Vi vil igen gøre individet til et oprejst væsen; vi vil adle ham med ansvarsbevidsthed og genskabe hans menneskeværdighed, der består i friheden til selv at vælge og vurdere. Vi vil befri ham for meddelagtighed i den undertrykkelse af værgeløse mindretal, den moderne politik fører ham ud i – en undertrykkelse og udsugning, der resulterer i et vrængbillede af godgørenhed og kun tjener til at kvæle de naturlige følelser for næsten, for de syge og de fattige, som er det fribårne menneskes ære. Ingen menneskeværdighed kan forenes med at lægge mine opgaver og mit ansvar over på andre”.