C. Lambek: Retsstat eller socialisme
Gyldendals Boghandel, 1917
Anden afdeling – Vore nuværende forhold
- De mange hensyns politik
- Folkestyret’
- Ingen vil tage ansvaret
- Vore skatter
- Bevillingerne
- Retsstat eller socialisme?
1. De mange hensyns politik
For at bedømme den politiske tilstand, hvori vi befinder os, øjeblikkets gældende love og politiske praksis, må man søge til kilderne, hvoraf disse fremtoninger er udsprunget. Det første, man da bliver klar over, er, at der ingen gennemtænkte principper ligger til grund. Ikke blot på overfladen, men også i bunden viser det hele sig at være filtret som en høbunke. Som bærende motiver træffer man et sammensurium af behov og hensyn, hvoraf mange hovedsagelig for nemheds skyld er ophøjede til samfundsanliggender; det er en række mere eller mindre almene interesser, man har trukket frem og gjort til genstand for lovgivning, idet man ikke så nogen anden udvej til at få dem gjort “styrbare”. Men desuden er talrige træk i vort nuværende styre levninger fra foregående tider, som man glatvæk \har optaget, med større eller mindre tilpasning til nyere Ideer. Hvis folkestyrets indførelse skal kaldes en reformation, må i al fald tilføjes, at der er jasket ikke lidt dermed.
Hos os som i andre lande har den demokratiske idé hårdnakket skyet enhver grundig afklaring. I stedet for at besinde sig over, hvad selvstyre egentlig er for noget, har man opholdt sig ved temmelig overfladiske affærer, klassebrydninger, klasseudjævninger, folketingsparlamentarisme o.desl. Vort nuværende politiske system er en udpræget sammenblanding mange steder fra, et roderi af vidt forskellige motiver, der skyder ind i hinanden. Det er denne forvirring, man højtravende kalder “samfundets organisk fremvoksede struktur” og kræver respekt for som noget helligt.
At bryde den historiske udvikling foregives at være noget i retning af at lemlæste folkesjælen og bortkaste forfædrenes dyrekøbte erfaring.
Ser mon den lære ikke temmelig mystisk ud, at det nok kan gå an for individet raskvæk at skyde ham og forny sig, så ofte dets udvikling og virksomhed fører det ind under ændrede vilkår, hvorimod der kun med uendelig forsigtighed tør forandres ved den gænge, fordums tider har prakket samfundslivet på. Som om fortidens politiske gerninger ikke kunne være jask og humbug ligeså vel som nutidens? Til svar får man kun højtidelig formanende billedtale, såsom “at blive ved sin rod”, at bygge videre på “slægternes kæde” o.desl. Forsøger man gennem disse tilsløringer at se ind til virkeligheden, dæmrer uvilkårlig en mistanke om, at hele denne lære er en behændig spekulation i overtro.
Sandheden turde være, at samfundet, i al fald for de politiske træks vedkommende, er langt løsere og tilfældigere af bygning end individet, altså også mindre traditionsbundet, mindre historisk lænket. De virkelig betydningsfulde sociale traditioner findes ikke i de offentlige institutioner, men som aflejringer i det private liv. Det er i individets vaner, forståelse, omsigt, åndelige rækkeevne og sammenhæng, samt i foretagendernes større spændvidde og indbyrdes forbindelse o.desl., at de virkelige knytninger findes, hvorigennem “nutiden har sin rod i fortiden”. Disse knytninger i individets tanke og vandel er den egentlige historiske opbygningsproces. De politiske former og institutioner spiller højst en birolle. Forandringer i dem er en temmelig overfladisk omskiftelse, ligesom hønsenes årlige fjerfældning. Ingensinde har da heller statsmagerne respekteret den politiske overlevering, når det ikke tilfældig passede i deres kram. Historien viser gang på gang en skånselsløs behandling af disse foregivne helligdomme.
Nu som tilforn er det i privatlivet, man finder blomsten af et folks fremadskridende kultur, dets almensans. Hvis politikerne ville tage den borgerlige hæderlighed til efterretning i deres lovmageri, og hvis de ville give den borgerlige hjælpsomhed frie og gode vilkår, så kan de spare sig videre bekymring for den historiske tradition på deres boldgade. Det er den sande konservatisme. Hvad virkelig er værd at bevare, vil da gå uskadt igennem, ranke sig og trives. Men disse værdier er man nu til dags nærmest kun betænkt på at kvæle under tykke hobe af fiksfakserier.
Nej, det demokratiske styre har ikke endnu fundet sine egne ben. Det sande billede af vor politiske tilstand finder man i fortællingen om molboerne, der sad i kreds og ikke kunne hitte ud af, hvilke skanker der var hvis. Kun i det ydre og mest ligegyldige har folkestyret sejret. I formerne har det afløst enevælden, men beholdt dens skolemestererende politik.
I de historiske perioder, hvor folkeslagenes sociale bevidsthed var i sin barndom, taler stærkere grunde for en sådan politik. Fra første færd har menneskene, kommende fra vildmarkens jagter og kampen mod naturkræfterne, møjsommeligt måttet stave sig til smule efter smule af social erfaring. Ligesom vi i vore dage ikke finder det forsvarligt at overlade børn til deres egen indsigt og selvbeherskelse, er det forståeligt, at man i hine tider har taget sin tilflugt til styremagter, en disciplinerende og opdragende politik. Det tvungne sammenhold har i al fald haft hvad man kalder en mission; kravet derom hvilede dengang mere end nu til dags på vitale interesser, der strakte sig til alle. Den skolemestererende politik var i hine tider til dels formerne for, hvad vi nu kalder indre og ydre retsværn – ufuldkomne former ganske vist, men de eneste man kendte.
Da således tanken om en formynderisk social ledelse havde sat sig fast både i de styrendes og de styredes bevidsthed, virkede traditionens magt hen til, at systemet udvidedes mere og mere til et omfattende velfærdsstyre, der griber ind også i produktionen og livsførelsen. Regereri vil altid afføde mere regereri, thi for at gennemtvinge et givet formål må man gøre sig til herre over en række midler, som derefter ophøjes til nødvendige formål, der atter kræver midler osv. På denne måde har såvel det landsfaderlige som det oplyste mindretals regimente spaltet sig i to sæt af samfundsopgaver: de mere disciplinære, der sigter på at opretholde den givne sociale sammenhæng, det lovfæstede sammenhold; og allehånde understøttelsesforetagender, såsom privilegier til de “bærende” klasser, krykker og ledebånd til dem, som ansås for uselvstændige, fremhjælp til erhverv, kulturelle formål m.m.
Folkestyret er ikke nået så vidt i selverkendelse, at det har set det som sin opgave at bryde med denne formynderiske ledelse af befolkningens levemåde og virksomhedsudfoldelse. Ikke blot har demokratiet temmelig kritikløst indoptaget i sig en mængde traditioner af den slags fra ældre tid, men det er nærmest gået i retning af at udvide kredsen. Nu da folket havde fået kommandoen, skulle der rigtig sørges for folket i alle ender og kanter. Sådan er de mange hensyns politik fremkommet. Man fordyber sig ivrigt i det indviklede spil af kræfter, der udfolder sig i samfundslivet, og kommer med påfund efter påfund til at forbedre det heles gænge. Man overbyder hinanden i sindrig hensyntagen til dit og dat, stimulerer det ene, tillemper det andet, afstiver svage led osv. Man balancerer mellem et utal af hensyn: til landbrug, industri, håndværk, handel, skibsfart, til de besiddende klasser og de besiddelsesløse, til produktionen og forbruget, skatteydere og skattesnydere, den aktive kapital og den passive, rentefoden, kreditten, konkurrencen med udlandet, forlystelseslivet, ædrueligheden, ungdommen og de gamle, kirken, skolen o.s.fr. Alt skal påpasses.
Hvilke midler kan der overhovedet findes til at drive et sådant forsorgsregimente? Det kan kun lade sig gøre enten ved at årelade folk for penge eller ved at gøre amputationer i den enkeltes frihed og selvstændighed. Hvis meningen med folkestyret er, at folkets suverænitet skal anerkendes fuldt ud, dvs. at det skal have sin fulde ejendomsret, sit bo overladt til ubeskåret rådighed, da kan der overhovedet ikke drives formynderisk regimente, ingen ledelse af “samfundets udvikling” gennem lovgivning. Det kan nemlig kun blive klasselovgivning, hvis virkelige væsen er at tage fra den ene og give til den anden, flytte om på rettighederne, direkte eller indirekte forbedre den enes vilkår på den andens bekostning. Den eneste vej til under et at forbedre alles vilkår – give sociale fordele der upartisk omfatter hele befolkningen – er at ophøre helt med regereriet og fordelingskunsterne. Det vil med andre ord sige at give samfundets medlemmer fuldt selvstyre, sådan som retsstatens talsmænd foreslår.
Imod dette indvender man, at en så vidtdreven individualisme vil virke opløsende og føre ud i socialt anarki. Men hvori faren skulle bestå, gives der ingen nærmere påvisning af, så det er nok et skræmmebillede, fremsat i agitatorisk øjemed. Mon der er fjerneste udsigt til, at erhvervslivet ville løbe grassat, hvis rigsdagsvisdommen ophørte med sine indblandinger? Kyndige folk hævder det stik modsatte, nemlig at erfaringen i det store og hele udviser, at de offentlige indgreb både forstyrrer og fordyrer den naturlige orden og sammenhæng i erhvervslivet. Et eksempel, der taler for ti, er ledelsen af vort pengevæsen – ukyndighed og forfjamskelse over hele linjen blandt de “ansvarlige” myndigheder. Nu i øjeblikket ser vi en lignende evneløshed overfor erhvervskrisen. Vender man sig til de andre sider af samfundslivet, de forskellige grene af kulturarbejdet, skolen, kirken osv., er der heller ikke her nogen udsigt til, at ordenen eller sammenholdet om opgaverne ville lide svækkelse; tværtimod, ved at ansvaret kommer på de rette hænder, vil der blive anderledes grøde i tingene. Disse forgreninger af det sociale liv er i deres nuværende tilstand nærmest halvvisne, og grunden dertil er let nok at finde: ved det tvungne sammenhold, ved regulering og næringstilførsel fra oven, mister disse anliggender deres naturlige rodforbindelser.
Vore politikere, af samtlige afskygninger fra konservative til radikale, er alle halvsocialister; dels af småfiffighed, idet de tænker at tage brodden af socialismen ved at gå den i bedene; men dels også fordi de hænger fast i overtroiske forestillinger og fraselærdomme, såsom “at vi alle er i samme båd”, at vi må “løfte i flok” og “samles om opgavernes løsning i fælles overvejelse”.
Spørgsmålet står på at få sondret imellem, hvad der er virkelige fællesopgaver, og hvad der er klasseinteresser eller privat formålsforfølgning, som giver sig ud for samfundsanliggender. Det er mistænkeligt, at man ikke har vovet sig ud i en diskussion herom med retsstatens forkæmpere, men hovmodigt har holdt sig til sin politiske overmagt. Man har stirret sig blind på de mange “almenvigtige hensyn” og er uden videre gået ud fra, at der til hvert af disse måtte svare en tvangsmæssig social sammensvejsning. Som om disse anliggender, hvis betydning borgerne har bevidsthed om, ikke lige så godt eller bedre kunne røgtes ad oplysningens og den fri sammenslutnings vej. Et utal af foreninger gennemkrydser landet, og folk er ikke bange for at danne nye. Hvermand læser en avis, og der mangler ikke andet, end at pressen i stedet for partipolitik beflitter sig på reelle fremstillinger. Retsindighed og hjælpsomhed råder vidt og bredt i befolkningen. Modenheden til selvstyre er der intet i vejen med. På den anden side er folkets liv og virksomhedsudfoldelse trykket af den masse sammensvejsninger, politikerne har siddet og fabrikeret, uden at almenheden har haft bud efter dem, fraset vindige personers og organisationers rend på trappen efter særfordele. Man kan ikke gøre almenvellet nogen bedre tjeneste end at få folket viklet ud af alt dette hokuspokus, der forvirrer forholdene. Lad de naturlige virkeligheder træde for dagen, og del vil vise sig, at de sociale mellemværender, hvorom talen er, aldeles ikke er svært fattelige, men nærmest selvfølgeligheder, enhver kan forstå. Det er politikerne selv, der har gjort dem indviklede ved deres golde reglementer og filtrede hjælpemageri.
Men forresten, politikerne selv har til syvende og sidst ikke anden vej at gå end oplysningens. Når de skal til valg – hvert fjerde år, og ellers når det tilfældig passer dem – vandrer de jo selv ud i “anarkiet” og lægger sagerne i vælgernes hænder. De kan da kun opnå sådanne ordninger, hvis forsvarlighed og hensigtsmæssighed kan gøres indlysende for den brede befolkning.
Den nuværende politik er i bund og grund kaotisk og følgelig en slags anarki. Den holdes kun sammen af to grundforestillinger, som begge for så vidt er falske, idet de i hvert fald ikke duer til at virke som politiske grundtanker. Den ene udtrykkes ved ordet almenvellet, den anden går ud på, at samfundsordenen skal “følge med udviklingen”, omlægges efter kræfternes vekslende spil og situationens forandringer. Som politisk kompas er almenvellet umuligt. Hvad det almene bedste går ud på, er der talløse fortolkninger af, flertallets er ikke det mindste mere pålidelig end mindretallenes; det eneste forsvarlige er at lade enhver følge sit eget hoved på eget ansvar og uden overgreb mod andre, så den sociale orden overholdes. At give fortolkningerne politisk magt, gøre dem til politikkens grundfaktorer, er så meget mere urimeligt, som lovgivningen kun i ringe omfang formår at spænde over de kræfter og betingelser, det kommer an på. Sjælene hersker den ikke over, kun over en ringe del af menneskenes ydre handlinger. Hvad dernæst de omvekslinger angår, som udviklingens skriden medfører, da er det en misforståelse, at de i mindste måde rokker ved, hvad der er tilbørlig samfundsorden. Retten står ikke i underordningsforhold til dem. Den er netop udtryk for de sociale grundfordringer, der ikke omskiftes. Så længe menneskenaturen forbliver den samme i sine grundtræk.
2. Folkestyret
Her og i de følgende tre afsnit forstår jeg ved ordet folkestyre de i øjeblikket praktiserede styreformer.
I sammenligning med de former for regereri, der anvendtes i tidligere tider, tegner nutidens folkestyre sig som en fuldkommengørelse. Såfremt der overhovedet skal eksistere socialt magthaveri, som går ud på andet og mere end at hævde retsordenen mellem individerne, m.a.o. såfremt de myndige samfundsborgere skal knippes sammen og undergives en velfærdsstyrelse, hvorved nogle nødes til at lystre andres personlige opfattelser, så lader folkestyret sig muligvis forsvare som et fortræffeligt system. Skal mennesker sættes til at regere over mennesker, synes det mest betryggende, at magten fordeles på alle myndige borgere.
Men det er indlysende, at begrundelsen bliver overfladisk, hvis man ikke først har undersøgt tilstrækkeligt, om sammenknipningen er forsvarlig, og sat grænser for, hvor langt dette tvangsmæssige sociale fællesskab må række. Ellers flyder det hele ud; ingen kan vide sig sikker. Et fast grundlag at leve på haves ikke. Selvom den bestemmelse vedføjes, at flertallet selv afgør, hvor langt flertalsmagten må gå i sit regereri over det personlige liv, er sikkerheden endda ganske udflydende. Flertalstyranni kan udarte til ligeså farlige meningsløsheder som enevoldsregimente eller fåmandsvælde. Fristelsen er lige så stor, tilmed er magten stærkere befæstet, det hele altså farligere.
Hvor overfladisk der er tænkt og stadig tænkes, ses måske bedst af, at man ganske naivt har kaldt den almindelige valgrets herredømme for selvstyre. Navnet passer kun, når styreområdet er indskrænket til sådanne sager, som ifølge deres beskaffenhed må være fællesanliggender, såsom institutioner, der nødvendig må omspænde alle (retsvæsen, pengevæsen), forvaltning af fællesejendom (jordværdierne, anden nationalejendom) eller udøvelse af fællesforpligtelser (invalideforsørgelse). Benytter flertallet sin magt til vilkårligt at indstifte ny fællesanliggender, vil det betyde overgreb mod privatejendom, hvilket ikke er selvstyre, men tvang til at følge trop. Man henviser til, at både de gode og de dårlige følger af foranstaltningerne kommer over alle. Men for klasselovgivning, som jo størstedelen er, gælder dette ikke. Og selvom det var sandt, vedkommer det ikke, hvad vi taler om, selvstyre kræver, at alle andre fællesanliggender end de nødvendige vedtages med alle myndige borgeres frivillige tilslutning. At flertallet tvinger mindretallet til at følge trop i andre anliggender, er styre af andre, personligt magthaveri. Det rette navn er flertalsherredømme, magtstyre.
Parlamentarismens indførelse betød blot en reform af magtfordelingen. Man skiftede styreform, men glemte at gå til bunds i tingene og reformere selve styret, dvs. afgrænse styreområdet. Som det blev, gav man flertallet selvstyre + tyranni over de andre, mens mindretallene spistes af med pæne henstillinger til de skiftende flertal om at “tage hensyn”, handle med hele folkets vel for øje – noget så løst at det forfatningsmæssigt set er den rene komik.
Grænser for, hvor langt de til flertal sammenrottede “meninger” kan gå i deres tyranni over anderledestænkende, giver vor grundlov ikke. Ordene om ejendomsrettens ukrænkelighed betyder i praksis – som bekendt kun, at staten ikke direkte må konfiskere den enkelte borgers ejendom ud erstatning, hvorimod det stemples som lovligt, at den uden videre tiltager sig prioritet efter prioritet ikke blot i borgernes ejendele (ejendomsskatter, formueskatter), men også i deres fremtidige arbejdskraft (indtægtsskatter) og forbrug (toldskatter, forlystelsesskatter) samt i deres gaver efterladenskaber (arveskat), ja den tager endog (ved at stifte statsgæld) prioriteter i de ufødte slægtled. Ligeledes er det nærmest mundsvejr, når den parlamentariske teori lyder på, at det offentlige kun skal befatte sig med samfundsopgaver. Thi her er en vid mark for fortolkninger, og de skiftende flertal ligger sandelig ikke på den lade side i så henseende. Vrimmelen af samfundsopgaver er fuldkommen forbløffende, deriblandt mangfoldige, som ikke engang vælgerflertallet har haft bud efter, men som skyldes lovgivernes egen opfindsomhed eller privat opreklamering. Det er besynderligt, at befolkningen stadig lader sig dysse i søvn overfor den trussel, som ligger i, at sammenrottelsesforholdet er gjort til del øverste sociale princip. Ikke blot i teorien, men dag for dag virkeliggjort. At flå og at flås er mere og mere blevet politikkens sande væsen. Prangende argumenter kan sagtens findes. Sammensnakkeriets og stemmekøbspolitikkens rædsler trives yppigt.
Skjules kan det heller ikke, at folkestyret ligefrem bygger på teorien om, at ret er et tomt begreb, at social retfærdighed er noget, der ikke lader sig fastslå. Når man åbenlyst overlader til det skiftende flertal at afgøre, hvad der skal stemples som ret, så der fra i dag til i morgen kan vendes op og ned på tingenes tilbørlige orden, da er i virkeligheden retfærdigheden kastet i grams. Samfundslivet har mistet ethvert fast grundlag. Selve tanken om en ufortabelig ret er prisgivet til at opløses i håndgemænget af uansvarlige meninger, løse påstande, overfladiske indbildninger, stumper og stykker af ideer om, hvad der kunne være ønskeligt. Folkestyret indeholder ikke engang en forhåbning om, at der af erfaringernes og afstemningernes lange vildrede skulle fremgå en endelig retside. Vælgerne har ubegrænset suverænitet til at sige ét i dag og et andet i morgen, ja til at benægte soleklare kendsgerninger. Hvis retfærdighedsforestillinger af uomtvistelig gyldighed engang skulle findes, måtte de selvfølgelig stilles udenfor afstemning. Men en sådan mulighed kender vor forfatning ikke skønt det at lade vælgerne stemme om, hvorvidt retten respekteres eller ikke, er ligeså tåbeligt som at sætte under afstemning, om hvidt er forskelligt fra sort, eller om sandhed skal veje lige med løgn, og brølets kraft være det afgørende. Folkestyret kender ingen anden udsigt, end at vildredet går i det uendelige, at alt flyder. Det stræber overhovedet ikke ud over det personlige regereri, hen imod retfærdighedens saglige overherredømme.
I sin praksis er folkestyret lige så mislykket som i sin teori. Erfaringen viser, at det altid løber ud i partivæsen. Dettes mangfoldige skavanker og demoraliserende virkninger er så bekendte, at de ikke behøver at gennemgås. Her skal kun fremhæves et enkelt træk, som alene for sig er kompromitterende nok. Partivæsenet er ikke blot organiseret borgerkrig, men betyder en stadig, håbløs forkludring af de saglige afgørelser. Det går efter recepten: hjælper du mig med dette, så hjælper jeg til gengæld dig med at gennemføre hint! Man slår pjalterne sammen og arbejder sig videre ved at gøre lignende handler med andre, indtil flokken er stærk nok til at have krammet på borgerskabet. Er dette nået, tager man fat på at toppes om, hvem der nu først skal have sine ønsker realiserede, og hvem der skal vente til siden. Men da man jo også skal se hen til at holde sig ved magten, speges forholdene yderligere, idet man må indrette sig efter de konkurrerende partier, købslå, lokke til splittelser, frafald, lægge baghold osv. Men giv tid, du utålmodige! Måske dine børnebørn kunne opleve at se dine ideer bragt til en delvis sejr, hvis der ikke er groet mos på dem forinden. Lad os endelig holde sammen og varpe i fællesskab, ellers render krapylet med gevinsterne! Men ikke nok med altings langsommeliggørelse og sønderdeling. Hele flikværket er en total forhånelse mod ideen om en folkeomspændende politik, som man skilter med. Drevet på denne måde bliver politik noget, som kun folk med kæpheste kan holde ud med. Det politiske liv bliver de snævre hoveders puslespil. Hvor der byder sig indpas for kæphesten, der rider man hen. Så pyt med, hvordan det går med det øvrige. Hvor fjernt fra enhver tanke om socialt ansvar, om almensansen som det bærende i folkestyret, om vælgerflokken som en retfærdighedens domstol, hvor enhver sag finder åbent øre! Nej lille Hassan skal have bukser til sine skæve ben.
Også bortset fra partidannelserne vil der fremkomme sammenknipning af anliggenderne. Når vælgeren skal overdrage sin styreret til en enkelt repræsentant, vil han sædvanligvis ingen finde, der i enhver henseende følger hans meninger. Han må altså svigte sin sociale overbevisning i nogle sager for at få den fremmet i andre. Man tænke f.eks. en ivrig tilhænger af alkoholforbud, som i alt øvrigt slutter sig til retsstatsprogrammet. For at drive på forbudssagen må han altså ikke blot forsage, men modarbejde resten af sin sociale retssans. Naturligvis er ingen vælger berettiget til at kaste nogen som helst del af sit sociale ansvar fra sig. Folkestyret er med andre ord omstukket i selve sit grundlag. I udøvelsen af sin medbestemmelsesret kastes vælgeren ud i en retsforvikling.
Nogle har ment, at de væsentligste misligheder ved folkestyret kunne ophæves blot ved en reform af afstemningsreglerne, ved indførelse af såkaldt fri valgret og kvalitetsafstemning. Hvor fortræffelige disse metoder end er, vil de dog næppe bringe tilstrækkelig udrensning, end ikke af partivæsenet. Interessepolitikken og sammenklumpningen vil sandsynligvis fortsættes bag kulisserne; forhåndsaftaler kan jo ingen forbyde. Næppe er det heller opnåeligt af få vælgerne til at flytte deres stemmer fra repræsentant til repræsentant, efterhånden som sagerne skifter på dagsordenen men selvom disse skavanker besejredes, ville dog flertalsherredømmet fremdeles bestå. En gennemgribende udrensning af uretmæssighederne nås kun ved at begrænse sig til de uomtvistelige fællesanliggender.
I øvrigt, medmindre det sociale retsgrundlag først er lagt fast, kan den politiske lovgivning ikke stykkes ud i detailsager, der bedømmes hver for sig. Hver enkelthed i samfundslivet er på mangfoldig vis bestemt af de sociale kår i deres helhed; hver lov er i sin betydning bestemt af de andre love, alt hænger sammen, ikke mindst de økonomiske foreteelser. Det er derfor i bund og grund en forkert vej, folkestyret er inde på, når man stykker politik ud i en vrimmel af spredte spørgsmål, uden at der haves en fast helhedssammenhæng at bygge på, en systematisk gennemført retsorden, som enkeltlovene intet ændrer i. Ellers er det i virkeligheden umuligt at se, hvor ret og skel er i de enkelte sager. Det har da også vist sig i alle lande at den demokratiske lovgivning består i en række omlavninger og lapninger, der bare flytter om på urimelighederne; ved af at ophæve ét misforhold stifter man nye, som kort efter bryder frem og kræver fortsat reformering. Nissen flytter med. I alle lande er resultatet blevet et evigt rod. I stedet for at skabe tryghed og sigtbarhed, som dens opgave er, virker lovgivningen som en urostifter, der rører rundt i tingene uden at kunne få orden på noget. Af denne både ynkelige og fordærvelig tilstand er der ingen anden vej ud end at lægge et retssystem til grund. Først da bliver de sociale enkeltheder gennemskuelige og kan berigtiges, uden at ny forfordeling og vildrede vokser op deraf på andre felter.
3. Ingen vil tage ansvaret
Den herskende tilstand af retsløshed på alle de områder, politikken griber ind i, fremtræder særlig skarpt, når man betragter ansvarsforholdene. Der tales jo nok om politisk ansvar, men det er på det nærmeste tomme ord. Ingen tænker på virkelig at stå til ansvar, det vil sige genoprette den skade, man har forvoldt enten ved sine politiske bedrifter eller ved sine forsømmelser på grund af vrangsyn. I reglen går man videre, som om intet var sket. Allerhøjst trækker man sig, når særlig graverende uheld indtræffer, tilbage fra det spændende spil, om muligt med pension eller en pæn retrætepost. Thi alle har jo “handlet i bedste mening”.
Naturligvis kan det fåtal af politiske aktører og redaktører, som hovedsagelig dirigerer det hele, ikke genoprette de omfattende skader, fejlgrebene og undladelserne forvolder. Det ejer de ikke nok til. Til undskyldning peger de på, at de har fået bestemte stillinger og mandater overdraget, som de kun er pligtige at røgte efter bedste indsigt og evne. Lad gå, skønt de i alt fald ikke har mandat fra de vælgere, som har stemt imod dem; og skønt de skalter og valter med mangfoldige ting, som vælgerne ikke har haft eller får lejlighed til at tale med om. Men lad bare brodden i hele dette forhold vende en anden vej. Ansvarets forflygtigelse er faktisk; og alene herigennem stemples det som en fantastisk urimelighed, at en så vældig magtoverdragelse skal finde sted og så kolossale årlige beløb sammenskydes, for til hobe at lægges i et fåtals hænder, som ikke hefter for noget af det. I det private liv ville man kalde det, ikke blot en usikker anbringelse, men en ovenud tåbelig.
Det er blevet mode at stikle på politikerne. Men hvem af skumlerne kunne mon have gjort det bedre? Lad det være indrømmet, at mændene er bedre end systemet. Ellers ville det nok have set værre ud. Hvad der kan bebrejdes disse mænd, samler sig i dette, at de fremdeles godkender og forsvarer systemet, skønt deres erfaring og samvittighed jo dog dagligt må sige dem, at de er underlegne overfor opgaverne. Denne underlegenhed, som kendsgerningerne idelig bekræfter på ny, har ikke adresse til deres personlige dygtighed, men til opgavernes urimelighed. Kernen i sagen er det opsvulmede styre, det at drive fællesanliggender i så uoverskueligt og skæbnesvangert omfang. Det er ligeså frækt et foretagende, som enevælden var, men uden det forsvar, som fordum kunde findes i folkets umodenhed til selvstyre. Nu til dags er der intet i vejen for at sige nej tak til den formynderiske ledelse. Der kan ikke påvises nogen udsigt til, at der vil ske væsentlige forsømmelser, hverken angående erhvervslivets udvikling, kulturens fremme, privatlivets førelse, eller hvad andet man nu fingererer med. Lægges alt dette ud i hundredtusinder af privathænder, vil ansvarligheden indfinde sig, og overskueligheden blive langt rimeligere. Tingene vil da i al fald løbe mindre grassat, end de nu gør.
Politiske talere og skribenter fremstiller gerne den almindelige valgret som en herredom, en adkomst for folket til at gøre sin indsigt og myndighed gældende. Men dette er kun den lyse side af sagen. Skal sandheden ikke fordrejes, må man indskærpe vælgerne, at det er et hverv, de har påtaget sig, et yderst fordringsfuldt og hidtil vanrøgtet hverv, som gennem årtusinder få eller ingen har formået at røgte tilfredsstillende, nemlig at styre land og rige. Ville man gå ud til vælgerne enkeltvis og spørge dem, om de nu virkelig også vil og kan påtage sig at holde øje med alt, hvad man har gjort til samfundsanliggender, og sørge for, at der intet uretmæssigt eller letsindigt foretages i disse sager – så ville sikkert de allerfleste vige forskrækket tilbage. Men der kan ikke ligge anden mening i valgretten. Hvis folkestyret ikke skal være i bund og grund humbug, må enhver vælger stå enhver af sine medborgere til rette for, at der ikke gøres uret mod nogen og ikke spilles hasard med noget. Hvis vælgeren svarer: “jeg interesserer mig ikke for politik”, eller: “jeg bruger min stemme til at skaffe mig personlige fordele”, så er vi ude i svindel. Det samme er tilfældet, hvis der svares: “Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i alt det”. Den ærlige og redelige følge må i så fald blive, at man frasiger sig valgretten i den skikkelse, folkestyret har givet den. Thi hvis vælgerne ikke nidkært af egen drift og på egen bekostning tager sig af styreopgaverne, hvad så? Den forurettede får da ingen tilflugt, garantierne forflygtiges; ikke folket, men et politisk kobbel kommer til at regere. Hvis vælgerne er ligegyldige eller nøjes med den politiske oplysning, der bydes dem gratis og tillavet, kommer der kun til at ligge en forhånelse i den udvej, som levnes den besvegne: at gå ud og “vinde flertal for sin mening”. Det er der jo godt låst for. Hvem kan præstere, hvad der behøves af tid, evne og penge til en sådan kampagne?
Vælgernes ansvar kan hverken udstykkes eller overdrages. De kan ikke skyde sig ind under, at hver af dem kun skylder at give sin skærv til sikring af, at styrelsen bliver forsvarlig. Af småbrokker kommer ingen ordentlig ledelse ud. Hver stemme, der afgives, har en helhedsvirkning og er fuskeri, hvis den fremgår af en brøkdel indsigt. Vælgerne kan heller ikke slippe fra ansvaret ved ikke at stemme, thi det indvirker også på afgørelserne. Ligeså lidt bliver man ansvarsfri ved at vælge en repræsentant; thi man beholder ligefuldt det samme ansvar i form af ansvaret for, hvem man har valgt. Stemmer kan ikke overdrages i den forstand, at nogen kan krybe i skjul bag ved en andens samvittighed, at sådant tillidsmandsstyre er en forfalskning; at styre kan aldrig blive til at lade sig føre, lade andre skønne, vurdere og vælge for sig. Det er ansvarsforflygtigelse. Den eneste måde, hvorpå vælgerne kan blive ansvarsbyrden kvit, er den at kassere hele systemet som ubrugeligt. Samfundets myndige borgere skal ikke skiftevis regere over hinanden, men ejendomsrettens princip gennemføres, så enhver råder over sit. Lovgivningen har kun til opgave at sætte ret og skel mellem landets indbyggere, så de betrygges mod overgreb fra hinanden. Valgretten skal indskrænkes til samstyre af fælles ejendom, fælles forpligtelser og den fælles retsorden. Ansvarsforholdene bliver derigennem anderledes, idet enhver kun bestemmer over sit eget.
4. Vore skatter
Vi har betragtet den moderne demokratiske samfundsopfattelse i dens almindelige plan og anlæg. Hvad der findes i den af fornuft, indre klarhed og oversigt, kan på ingen måde kaldes imponerende og levner ikke synderlig tiltro til, at menneskeheden kan blive stående ved denne løsning af samfundsproblemet. Men man skal ikke skue hunden på hårene, som det hedder. Selvom de forfatningsmæssige ordninger er lidet gennemtænkte og betryggende, kunne folkestyrets gerninger jo godt være fortræffelige. I det foregående har vi ganske vist lejlighedsvis nu og da kastet et blik på de praktiske virkninger, flertalsregimentet har afsat. Et grundigere indblik deri får man dog ved at undersøge, hvor klogt demokratiet har forstået at benytte sit hovedmiddel: kredsløbet skatter – bevillinger.
Ved betragtningen af det sidste snes års politiske historie springer særligt to ting i øjnene. For det første går tendenserne i modsat retning af den gamle regel om at sætte tæring efter næring. Som bekendt er det saligere at give end at tage. Man vil hellere møde frem for vælgerne med godter i lommerne end med krav til deres pengepung. Sødmen ved at dele milde gaver ud har i forbindelse med partipolitiske interesser hyppigt givet sig udslag i overbudspolitik. I sin helhed har tendensen ganske regelmæssigt ført til stigende offentlig gæld og en stedse højere opstabling af skatter, der i begyndelsen gerne kaldes midlertidige, indtil vanen har afstumpet den værste modvilje. Også har den hyppige finansnød ført til en ret forsoren principløshed i byrdernes fordeling, idet man i jagten efter skatteobjekter henfalder til at hoppe over hvor gærdet er lavest. Selvsagt kan der ingen fornuftig mening være i, at vælgerpolitiske nemhedshensyn skal bestemme, hvor meget den enkelte skylder at betale til de offentlige kasser.
For det andet har man, især under krigsperioden, kompromitteret den frie konkurrence ved at praktisere den på en måde, der mest træffende lader sig udtrykke på grønnegadedansk ved “lad rulle, Marie!” Som bekendt rullede køretøjet, med kusk og det hele, så livligt, at herligheden endte i rendestenen. Under feltråbet samfundets bevarelse simplificeredes den økonomiske politik over den bekvemme læst: sammenhold om skaderne, mens fordelene tilfalder den, der fanger dem i flugten. Stormagternes krig måtte ganske rigtigt opfattes som en unormal hændelse, der ramte den sociale helhed, alle i flæng; men fulgte mon deraf, at alle skulle være fælles om belastningerne, mens gevinsterne gik i grams som privatforretning? Unægtelig en fri fortolkning af økonomisk ligeret, af forholdet at “være i samme båd”. Som krone på denne statskunst antog vore politiske partier i fællesskab et hittebarn, kaldet borgfred, med en bekostning på omkring 500 millioner, hvis betaling overlades efterslægten.
Hvad angår udsigterne til at få pålagte skatter ophævet igen, er det et dårligt tegn, at vi ser toldpålæggene spille en stadig uformindsket rolle såvel i statsfinanserne som i privatøkonomien, skønt tre af vore fire politiske partier en menneskealder igennem har hyldet frihandelen. I befolkningsflertallets stilling har der ikke været mindste utvetydighed, klarere kan folkeviljen ikke tænkes at lægge sig for dagen i nogen sag. Hvad dag, de har villet, har disse tre partier med fuldkommen trygt rygstød kunnet befri os for toldsatserne. Det er jo rent ud en latterliggørelse af folkestyret, at de hyppigt gentagne programløfter stadig er blevet svigtede. Hvordan er det gået til, at flertalsalmagten her har vist sig afmægtig? Jo, dels har staten ikke kunnet undvære toldindtægterne, når de kære bevillinger skulle opretholdes og udvikles til tidssvarende pragtstjerner, der rigtig kunde lyse; dels har partiernes indbyrdes tovtrækning om regeringsmagten og de taktiske grupperingsfordele hindret løfternes indfrielse. Og som det er gået i denne sag, er det også gået i andre. Flertalsmagten viser sig, når det kommer til stykket, at være i høj grad fummelfingret. Bemærkelsesværdig er også befolkningens utrolige langmodighed. Den demokratiske lovgivning kan nok så frækt tillade sig at sidde en ti gange gentagen utvetydig vælgerdom overhørig. Jeg ved intet andet udtryk derfor, end at folkeviljen tillader, at der bliver spillet halløj med den.
Naturligvis kan det ikke forlanges, at skatteudskrivningerne i sig selv skal være samfundsgavnlige; de får kun deres forsvar ved at ses i forbindelse med de bevillinger, de muliggør. I bevillingerne ligger da tyngdepunktet. Men to krav kan stilles til skattepolitikken. For det første at skatterne lægges sådan, at deres sociale virkninger er forsvarlige og tillige gennemskuelige for jævne vælgere. For det andet at skattekravene forbindes så tæt som muligt med bevillingerne, hvori de finder deres forsvar. Ingen af disse fordringer er sket fyldest. Man kan ikke sige, at politikerne har været blinde for dem, det er jo også rene og skære vederhæftighedsfordringer, der er lette at få øje på. Men fornuftens tale finder døve øren, når tilbøjelighederne uvilkårligt drager i modsat retning.
Til grundstammen i vor beskatning må vel regnes de greb i borgernes lommer, hvorom der ikke længere er nævneværdig diskussion. Hertil hører arveskatten. Mens vi lever, beskytter staten i visse måder vor ejendomsret, men når vi dør, finder selvsamme stat, at der pludselig af intet opstår en ret for den til at tage bestemte dele af samme fredlyste privatejendom, under overdragelsen til dem, den er skænket til. Arvingerne har ganske vist ikke “fortjent” arvegodset, men det kommer ikke sagen ved, thi skænket ejendom er på ingen måde herreløst gods, og i øvrigt anstiller staten jo ikke ellers nogen planmæssig jagt på ufortjente indkomster. Det er overdragelsesretten, der krænkes. Men stik modsat er staten selv nødt til strengt at beskytte andre overdragelsesformer, salg, lån osv. Nu for tiden beklipper skattevæsenet dog også større gaver. Ingen af disse indgreb kan forsvares med, at de kun gør ubetydelige skår i ejendomsretten. Thi en af hovedgrundene, der giver lyst til at skabe værdier og gøre opsparinger, er just, at man kan anvende det erhvervede efter eget valg, bl.a. til at begunstige den eller det, man har interesse for. Der er med andre ord ikke spor af princip i denne beskatning. Ligesom fordum landevejsrøverne tager man, hvor man kan sli ppe lettest fra det. Med et vrøvleord kaldes det bekvemmelighedsmoral. Efter samme rettesnor tager man indkomstskat, “skat efter evne”. Unægtelig er der en vis lemfældighed i, at skattevæsenet ikke vil slå borgerne omkuld økonomisk. Men ideen kan kun stå for en overfladisk betragtning, der nærmer sig tankeløshed. Hører “evne” til de fæle samfundsskadelige ting, der skal straffes med at få hæmsko på? Er det gavnligt at modarbejde flid og sparsommelighed? Er energi og driftighed da vokset til at blive en pest iblandt os’? Man skulle tro, det var politikernes mening. Eller holder de sig barnligt og umiddelbart til de forestillinger, de kan få til at “gå i folk”? Skåret til efter de allerfattigste begreber hedder det: lad de rige betale! Men ikke nok med at “skat efter evne” undergraver den duelighed, hvoraf betalingsevnen strømmer, det er også nærmest kun øjenforblændelse, at de rige betaler. For den allerstørste del overvæltes indkomstskatten på de brede lag, på det almindelige forbrug. Af de tilsyneladende betalere føres den over i priserne på varer og tjenesteydelser, så den ender med at “vende den tunge ende nedefter”. Her som i så mange andre tilfælde ser man, at den naturlige verdensorden drejer den politiske overledelse en knap.
Med formueskatten forholder det sig ikke stort anderledes. Også her vandrer skattebeløbene ad omveje for størstedelen tilbage til dem, hos hvem de i første omgang indkasseres. Det sker i form af højere rentefod, lavere obligationskurser o.desl!, ganske ligesom bygningsskatterne vandrer over på lejerne og derfra atter breder sig ud som tryk på den jævne befolkning. I det hele gælder, at ingen skat bliver liggende, hvor den lægges. Politikerne ved det godt, men det gør jo bare tingene bekvemmere for dem, at de, der får skatterne pålagt, hurtigt opdager, at Sorteper kan sendes videre. Og ude i anden, tredje og fjerde linje, hvor trykket havner, får ikke politikerne, men “forholdene” skyld for ulykkerne. Skattevirkningerne får andre navne, såsom lønkamp, arbejdsløshed, bolignød, produktionskriser osv., hvis forbindelse med bevillingsødselheden og det dyre statsmaskineri ikke falder enhver i øjnene.
Toldskatterne er vel de eneste, om hvilke det fra visse sider påstås, at de i og for sig udøver en samfundsgavnlig virkning; dels skulle de tjene til at hæmme forbruget af særligt udpegede luksusvarer og nydelsesmidler, dels til at beskytte eller endog fremme hjemlige erhverv. Feltråbene, hvormed man her agiterer, lyder: “De, der har råd til overdådigheder, har vel også råd til at yde en ekstra skærv til de offentlige formål”, “Støt de hjemlige erhverv”, “Lad pengene blive i landet”, “Giv arbejde til landets egne børn”.
Hvad luksusskatterne angår, er der næppe store muligheder for at komme ekstravagancerne til livs ad denne vej. Det bedste middel, at afskaffe monopolerne, hvoraf lettjente storindtægter flyder, lader man uanvendt, endskønt simpel social retfærdighed byder det. Men hvad er forresten luksus? Hvis man er kommen retmæssig til sine penge, har man vel også lov til at bruge dem efter sit behag; andres indblanding deri er en fornægtelse af ejendomsretten, som aldrig kan blive andet end vilkårlig; den sociale lighed forkludres. I øvrigt, når vi går fremad i produktiv evne, er det vel naturligt at anvende det erhvervede til større livsnydelse; hvori denne skal bestå, turde det være tåbeligt at lade flertalsmagten bestemme over, det tilkommer den enkeltes frie erfaring at give belæring herom. Andet herredømme, end den blotte offentlige mening kan udøve uden lovtvang, behøves i al fald ikke.
Hvad beskyttelsestold angår, kan der ganske vist i ly af tilstrækkelig høje satser opretholdes eller fremmes erhvervsgrene, som ellers ikke kunne bestå under den internationale konkurrence. Men for det første er det en given sag, at nævnte formål kunne opnås på en både forsvarligere og billigere måde, nemlig ved direkte statstilskud i stedet for ad snigveje gennem kunstigt opskruede varepriser. Det var åben politik, og det var langt billigere, da man så slap for tre svære udgiftsposter, statens udgifter til toldvæsenet, omveje i vareforsendelsen og de handlendes private udgifter til den besværlige toldklarering, der selvfølgelig også lægges på varepriserne. For det andet skyldes der bevis for, at det overhovedet kan betale sig for samfundet at give patteflaske til erhverv, som ikke formår at stå på egne ben. I al almindelighed og under normale forhold må dette bevis siges at svigte afgjort. Beskyttelsestold betyder, at nogle erhverv beskatter andre; hjælpen kan kun ydes ved, at de ubeskyttede eller mindre beskyttede erhverv får trykkede produktionsvilkår gennem de opskruede varepriser og tillige lider tab ved publikums forringede købeevne. Det er at tage af den ene lomme og flytte over i den anden, en blanding af mit og dit. Heller ikke gør et land klogt i at dyrke andre erhverv, end det har naturlige betingelser for. Det vil i det lange løb sige at fordyre sin produktion og lamme konkurrenceevnen overfor andre lande.
At midlertidige toldpålæg kan bringe en kortvarig gevinst i første omgang, måske for et tidsrum af nogle måneder støtte betrængte erhverv og formindske arbejdsløsheden, er under visse omstændigheder vel ikke helt utænkeligt. Men to ting er unægtelige. Det kan umuligt betale sig af den grund at opretholde et toldvæsen. Og meget hurtigt giver beskyttelsesforanstaltningerne bagslag, der fortærer det først vundne. Det er klart, at det blot kan blive en flytning af vanskelighederne. Da der jo ikke pludselig regner “penge” ned fra himlen til landets befolkning, må fordyrelsen – eller forhindret billiggørelse – af nogle varer give sig udslag i formindsket købekraft overfor andre varer, erhvervstrykket, arbejdsløsheden dukker op på andre punkter.
Det er en kortsynet betragtning, at pengene bliver i landet. I det lange løb gælder akkurat det modsatte. Egentlig har handelen med udlandet intet med penge at gøre (udover eventuelle indvirkninger på pengenes indenlandske værdi). Udenrigshandelen er et rent og skært varebytte; vi kan kun betale varer med varer, altså skal vi fornuftigvis netop købe de varer udefra, som der kan fås billigere end vor egen fremstillingspris, og betale med varer, vi kan fremstille forholdsvis fordelagtigere. Hvad der behøves, for at “pengene skal blive i landet”, er just, at dette indbyrdes forhold til enhver tid fremtræder klart, så går resten af sig selv. Men toldpålæggenes indblanding i bytteforholdene skjuler og forvirrer realiteterne i vor internationale samhandel, så vort næringsliv narres ind i forkerte beregninger og lokkes på afveje. At import er skadelig og eksport nyttig, passer ikke, begge dele er lige nødvendige for den internationale arbejdsfordeling, hvoraf alle de samhandlende lande har fordel. Vi skader kun både os selv og andre ved med kunstige indgreb at hindre, at realiteterne træder klart frem og giver sig udslag i de rette saglige aktioner og reaktioner, som kun den private handel og vandel kan præstere. Det afgørende er ikke pengenes bevægelser, men hvilke kanaler erhvervslivet bevæger sig i. Det bedste beskyttelsesmiddel er erhvervenes frie og på realiteter beroende bevægelighed.
Hverken i enkelthederne eller i hovedtrækkene kan demokratiets skattepolitik her i landet siges at have været klar og reel, gennemskuelig og overskuelig. De tendenser, man har omgåedes med i retning af økonomisk fordeling og erhvervsbeskyttelse, har været ret grundigt forfejlede. Den tilbørlige klare sammenhæng mellem skatteudskrivningerne og bevillingerne synes almindeligvis ikke engang tilstræbt. Hovedindtrykket er rent ud sagt: plumrede vande. Det tekniske skatteapparat er urimelig dyrt; foruden hvad toldvæsenet direkte og indirekte tærer, vel mindst 25 mio., er det offentlige skatteoppebørselsapparat af kyndige folk beregnet til ca. 50 mio. årligt. Ved siden af at virke bebyrdende har skatterne, ved at skære ind i erhvervslivet og privatøkonomien fra en mængde forskellige sider, afsat ikke ringe forvirring, dels ved den usikkerhed, som hyppige omlavninger skaber, dels især ved at forplumre forholdet mellem mit og dit – noget af det sidste, et styre skulle gribe til, som roser sig af at bygge på ejendomsretten.
5. Bevillingerne
Hvilke tanker der ligger til grund for det kolossale pumpeværk, der hedder skatter – bevillinger, er ikke let at få fat på. Klar redegørelse har aldrig været folkestyrets sag, skønt forfatningen jo dog må siges ligefrem at kræve, at alt bliver lagt åbent frem, så normalt begavede vælgere kan dømme om tingene. Men en af grundtankerne har vel været, at der behøvedes regulerende indgreb i den økonomiske fordeling. Man er gået ud fra en iagttagelse af, at nogle “skummer fløden” af det økonomiske samarbejde, mens andre dele af befolkningen må nøjes med skummetmælken. Dette forhold har man ment at burde rette på ved at tage passende brøkdele af de store indtægter og formuer for dermed at bestride visse begunstigelser, som i nogen grad skulle holde de mindrelønnede skadesløse. Hermed har man vist nok forbundet en anden idé, nemlig at ophjælpe de mindre konkurrencedygtige befolkningslag til sådanne kår, der gav dem betingelser for bedre at kunne hævde sig i den økonomiske tovtrækning mellem klasserne. Når man ser hen til de foreliggende forhold, synes begge disse grundtanker at måtte godkendes.
Men måden, hvorpå man har søgt at realisere idéerne, indgyder mindre respekt. Tages skatteovervæltningen med i beregning, bliver godtgørelsen til de mindrebemidlede nærmest et tomt skin. Den del af skatterne, der ikke overvæltes, andrager næppe stort mere, end hvad det administrative apparat til deres inddrivelse og fordeling koster. Resultatet altså nul. Hertil kommer, at den “sociale hjælp” til dels virker som et løntilskud for modtagerne, hvoraf de såkaldte besiddende klasser kan drage fordel. Det er jo disse det økonomiske spils større og mindre matadorer, der fornemmelig sætter varepriserne, lejeafgifterne, rentefoden. Pumpeværket skatter – bevillinger dur åbenbart ikke til regulering af velstandsfordelingen, hvis man da ikke helt vil kværke den økonomiske frihed. Men hvorfor også gribe til denne overføringsmetode, denne tagen fra nogle og given til andre, der i virkeligheden er socialistisk i bund og grund? Det eneste probate middel, og fra liberal side det eneste konsekvente, ligger jo lige for. Den økonomiske frihed, der hidtil kun har været delvis, må fuldstændiggøres. Konkurrencen, der har haltet på så afgørende punkter, at den i virkeligheden kun fortjener navn af et monstrum, må gennemføres fuldt ud. Selvfølgelig må “de små” i samfundet først og fremmest have deres ret. Inden dette tilgodehavende er ydet dem, er det utidigt og fornærmeligt at komme med begunstigelser til dem. Klasselovgivning er i hvert fald en uting, førend man har set, hvad gennemførelse af social ligeret giver til resultat. Denne opgave er man veget udenom, af kortsynethed, af mangel på mod, af svigtende tiltro til vælgernes opfattelsesevne, eller hvad nu grunden kan være til den utrolige langsomhed og valenhed, der vises overfor kravene om monopolernes ophævelse. Kombinationen skatteskruer og social hjælp forfejler den velmente hensigt og har hovedsagelig kun tjent til af forplumre forholdene og give socialismen vind i sejlene.
Den anden idé, at befordre fremdriften i de samfundslag, der som følge af fortids uret har måttet starte fra trange og forkvaklede kår, er heller ikke lykkedes. Trods al tale om “hjælp til selvhjælp” er resultatet blevet et assurancesystem af socialistisk tilsnit, der næppe i det store og hele virker egentlig styrkende, energiskabende, men snarere tjener som en opfordring til at leve fra hånden og i munden. Selvom det vel ikke ligefrem kan siges, at systemet udklækker efterladenhed, svaghed, uselvstændighed, synes udviklingen dog ikke at gå i retning af, at hjælpen skulle blive overflødig; det går snarere den omvendte vej: jo mere den sociale lovgivning udbreder sine støttearme, desto mere vokser trangen. Hvem er det, man forsøder tilværelsen for? For den flittige og solide bliver gevinsten vistnok som oftest ringe, måske endog negativ, når hensyn tages til, hvad skatteovervæltningen og de direkte bidragsydelser tærer fra ham. Derimod flyder den offentlige forsorgs kilde rigeligt for enhver, som lægger sig efter den sport at udnytte chancerne. Et nydeligt resultat.
Når der peges på, at tilværelsen stiller sig betydelig lysere for de allerfleste arbejdsdygtige nu end i tidligere tider, er dette næppe at tilskrive lovgivningen. Efter al sandsynlighed skyldes denne fremgang væsentlig teknikkens udvikling, produktionens større fart og mangfoldighed, kort sagt de bedre tider. Politikerne kan ikke regne sig til gode, at lykken har været bedre end forstanden.
Forresten omgås lovgiverne naturligvis også med spekulationer om at fremme næringsvejene. Beløbene hertil bevilges ud fra den betragtning, at det enkelte erhvervs trivsel og videreudvikling ikke blot har betydning for dets udøvere, men en almindelig social interesse, idet udbytte deraf strømmer til alle gennem en eller anden af det økonomiske kredsløbs kanaler; som bekendt “lever vi af hinanden”. Heller ikke ydes hjælpen ensidigt, man støtter alle produktive erhverv, landbrug, fiskeri, håndværk, industri, og tjener derigennem også handel og skibsfart. Dog, når erhvervene således ad skatteomvejen suger understøttelse fra hinanden, må spørgsmålet blive, om de ikke var lige så godt tjent med hver at beholde sit og sætte sig sag på egen bekostning? Det er vel lidet sandsynligt, at rigsdagsvisdommen bedre end erhvervene selv forstår, hvad der kan betale sig at foranstalte til deres fremme; og sikkert er, at private foretagender plejer at gribe tingene an med færre omsvøb og mindre spild end statsforetagenderne. Alt for ofte efterlader de offentlige bevillinger sig kun en sparsom grøde. I øvrigt er det vel sådan, at skub i erhvervslivet kun for en ringe del kan købes for penge, de væsentlige ansporelser og ideer til næringsvejenes trivsel gror af sig selv, når de vil, og kan sjældent leveres på bestilling.
Endvidere bliver bevillinger uddelt til alskens kulturformål, de forskellige kunster og videnskaber, oplysning, faglig og almendannende undervisning – alt i alt en broget vrimmel af folkeopdragende og kulturbærende institutioner, som formenes ikke at have betingelser for selvstændig beståen, hvis offentlig støtte ikke gaves. Uden tvivl er der også gennem disse bevillinger tilvejebragt en og anden gunstig betingelse for kulturlivet, som næppe var fremkommet ad privat vej. Men lige så vist er der i det store og hele noget bagvendt i denne forsorg og ansporing. Et folks kulturliv har sine kilder i den enkeltes personlige udviklingstrang, søgen og modtagelighed. Uden denne egendrift og opbyggende evne, som skyder op af den personlige tilværelse, vil ydre tilbud og ansporinger falde temmelig goldt ud. Men det vil i virkeligheden sige, at det er de almindelige folkelige livsvilkår, der er det afgørende. Det kommer først og fremmest an på, at menneskene er stillet på rigtig fod i livet, så at tingene træder frem i deres fulde sandhed, og oplevelserne gennemstrømmes af et uforfalsket virkelighedsindhold. Har der indsneget sig misvisninger i dagligdagens umiddelbare kendsgerninger og forhold, så kommer den bedste af alle kulturbringere, livserfaringen, ikke til at virke som den store læremester, naturen har bestemt den til. Det er fra neden gennem samfundsordenens klare betoning af redelighed og realitet, ikke fra oven gennem bevillinger til institutioner, at staten har sin fornemste kulturopgave. Forsømmes den, vil de kunstigt opretholdte institutioner udhules til frønnede forlystelser eller til skinvæsen.
Tillige kan den påstand betvivles, at kulturlivet ville sygne hen, hvis staten ikke strøede bevillinger ud til at holde det i gang. Måske passer det under de nuværende forhold, da skatter og monopoler lægger befolkningen under økonomisk tryk. Men blev dette tryk fjernet, ville næppe nogen væsentlig del af vort kulturapparat komme til at savne betingelser for trivsel. Folk fik både råd til at have interesser og større oplagthed til at bringe ofre for dem. Sandheden er vel nærmest, at staten for tiden forstopper kulturlivets kilder, ikke blot ved at forvirre begreberne og snuppe pengene, men også ved at tage ledelsen. Derved sløves den private interesse og ansvarsfølelse; opfattelsen af, hvad det drejer sig om, bliver forvendt. Tingenes magtpåliggenhed er privatmanden mindre indlysende, når staten tager sig af dem og vil råde med over dem.
Når det demokratiske regimente trods alt endnu har bevaret en rest af medhold i den almindelige bevidsthed, beror det vistnok på menigmands uvilkårlige forestillinger om, at en social velfærdsledelse er fornøden. Den enkelte borger føler sig jo på mangfoldig vis afhængig af det heles gang. Både hans bedrift og hans personlige tilværelse er spundet sammen med tilstande og forhold i den sociale omverden; bølgeslag af medgang og modgang forplanter sig til ham derfra; og i følelsen af at han ikke selv magter at råde med disse ting, ser han sig om efter udveje til at få dem bragt under betryggende tilsyn. Denne trang imødekommer det parlamentariske styre; der præsenterer sig tillidsmænd, som i det mindste selv anser sig for kloge nok til at holde øje med alskens sager, der har “almen interesse”; bekæmpe samfundsonder, sætte bom for udviklingens vildskud, mægle mellem klasseinteresser, værne mod opløsende tendenser, afstøtte svage led i samfundshusholdningen o.desl. Naturligvis må tillidsmændene da også udrustes med tilstrækkelige midler og myndighed til de fornødne indgreb. Planen er dog temmelig løs. Hvorvidt en sådan velfærdsledelse overhovedet lader sig gøre, hvilke bagslag den må medføre, og om den ikke byder mere fare end betryggelse, er fra menigmands side ikke gennemtænkt.
Nu i vore dage har det demokratiske velfærdsstyre allerede en lang prøvetid bag sig. Hvis løfterne, som de styrende stadig har bejlet til vælgerne med, er andet end pral, måtte virkningerne vel nu snart vise sig. Hvor findes de? Samfundet er blevet spækket fra ende til anden med anordninger, offentlige institutioner, regulerende indgreb, men har nogen mærket til, at der er blevet mere fred og klarere forhold mellem menneskene? Snarere det modsatte, mere forstyrrelse, kævl og kringelkrogeri. De bestaltede myndigheder skulle være os til betryggelse, men det uafladelige lovmageri er tværtimod en stadig rindende kilde til usikkerhed. Ingen kan snart længere beregne sine forhold, man ved aldrig, hvad der hittes på en måned eller to frem i tiden. Har de bærende værdier fået solidere fodfæste iblandt os, skin og humbugvæsen mindre jordbund end før? Den offentlige mening er sat i højsædet, men mere og mere forhindrer en disciplineret partipresse al virkelig oplysning og drøftelse. Ved at organisere næstekærligheden offentlig gør man sit bedste for at afskaffe den i privatlivet. Til hvilken kant man end ser hen, er det vanskeligt at få øje på forbedringer, som regereriet har afsat. Det eneste, politikerne synes til gavns at have forstået, er at tilvende sig stadig forøget myndighed, udvide kredsen af de politiske magtmidler.
Trods disse magtmidler er bekæmpelsen af samfundsonder faldet bedrøveligt ud. Hvor længe har vi ikke været plaget af arbejdsløshed og bolignød, skønt det skulle synes, at disse to misligheder gensidig kunne ophæve hinanden. Oprivende lønkampe slider på vor velstand og hæmmer ikke blot pågældende erhvervsgrene, men forstyrrer i vid
udstrækning også det fredelige arbejde. Ingen udgang af de nævnte vanskeligheder øjnes, så lidt som nogen løsning af den nuværende produktionskrise. Gældsstiftelse, kredit, leven på forskud breder sig. Samfundet skranter; det har ikke blot sygdomsanfald stadig hyppigere, men er kronisk patient. Velfærdspolitikkens resultater er med et mildt udtryk forunderlige.
6. Retsstat eller socialisme?
Hvor længe kan der fortsættes i den nuværende skure? Hvor langt vil folkets langmodighed strække sig? Spørgsmålet er ikke nyt. I de sidste ti år er det kommet til at lyde hyppigere og hyppigere fra menigmands læber: sådan kan det ikke blive ved med at gå! I al sin stilfærdighed er denne simple sætning mand og mand imellem ved at blive så stærk, at den overdøver de gjaldende politiske kampråb. Parlamentarikernes anseelse ude i den brede befolkning er ved at blive tyndslidt. Selv om den jævne mand ikke gennemskuer overfladiskheden og spredtheden (der i virkeligheden er ensbetydende med uvederhæftighed) i de politiske handlinger, har han dog en fornemmelse af valenheden i de småtterier, man vil have ham til at stemme for. Det dæmrer for hans eftertanke, at der behøves anderledes gennemgribende tiltag for at komme ud af uføret.
Når misfornøjelsen ikke har taget stærkere fart og givet sig fyndigere udslag, er det sandsynligvis blot, fordi rådvildheden lægger en dæmper på. Det hele løber jo ud i et: Hvad så? Tage et stort spring ud i det uvisse kan man jo ikke. Parlamentarikerne er endnu ikke for alvor kommet til det store spørgsmål om, hvad der skal sættes i stedet. Men større og større dele af vælgerne har vendt sig fra at træde vande i dagens politiske krusninger og retter tankerne længere hen: hvad skal det blive til ud i fremtiden?
Udviklingen går ikke længere med hanefjed i vore dage. Tidens kværn maler hurtigt. Snart vil forholdenes ubønhørlige tryk fjerne de små spørgsmål også fra parlamentarikernes dagsordener. De vil mærke, at de ellers på en ganske anden måde end i heltedigtene bliver “de sidste på skansen”. Det bliver dem, fejekosten samler op. Allerede nu kan de brydninger ses tone frem, som bærer det store spørgsmål i sig, ikke om vi skal have et systemskifte, thi det er givet, men hvilken af de mulige udveje, der skal vælges. Der vil ikke blive mange at vælge imellem. Hvis ikke det utrolige skulle ske, at folket fremdeles vil sætte sin lid til miskmask, bliver der ikke mere end to. De står nævnt i overskriften til nærværende afsnit.
Lad os et øjeblik gå ind på de “praktiske” politikeres højst upraktiske betragtningsmåde, lad os skyde fornuftgrundene så vidt muligt i baggrunden og se på spillets gang, kræfternes og forholdenes tryk. Det vil da være indlysende, at tidspunktet er rykket nær, da et generalopgør med socialdemokratiet påtvinger sig. Et simpelt rundskue over stillingen viser det. Partiet er blevet så stort, at det begynder at håbe på flertal og lægge planer for “slutkampen”; det er, som man siger, ikke billigt længer. Åbenbart beror den tålmodighed og beherskelse, dets vælgerrnasser endnu viser, for størstedelen på, at forhåbningernes time ventes snart at være inde; det er en taktisk tålmodighed; man vogter over sine vundne chancer. Men i det øjeblik denne situation løber op i sømmene, vil alt blive anderledes.
Ikke mindst det sidste tiårs politik danner et kraftigt skråplan hen imod socialisme. Herved tænkes ikke blot på de sociale udgifters tiltagende mægtighed, men lige så meget på statsfunktionernes voksende omfang, de udmærkede vilkår for politisk nævenyttighed. Blandt parlamentarikerne råder svulmende følelser af egen magt, i befolkningen en stigende tilvænning til at løbe bevillings og lovgivningsmyndighederne på dørene. Vi lever i en deputationernes tid, thi det er jo en herlig opfindelse at kaste sine sorger på staten. Vi er spundet i et stadig mere filtret og vidtgående net af overvæltninger. Det er ikke blot vand på socialisternes mølle, men i bund og grund vaskeægte socialisme. Man spørger sig selv, hvad nedgangstider vil føre med sig under disse forhold? Endnu er der ikke flertal for ideerne om statsdrift, men det behøves jo heller ikke. Det vil være nok, at et forøget antal vælgere bliver sådan stedt, at de lempeligt lader sig orientere bort fra frihedsideerne og lede ind i statsforsorgens åbne favn. Resten vil gå forholdsvis glat. I nedgangstider har socialismen gode fangstmuligheder, især når tilmed overvæltningernes edderkoppespind forvirrer og vanskeliggør den enkeltes selvstændighed. Da er tilbud om at se sig assureret på krys og tværs tillokkende.
De vaklende konjunkturer giver sig udslag også indadtil i socialdemokratiet. Indtil for kort tid siden har partiet kunnet fortsætte støt og ligeud ad den slagne vej: at skaffe sig resultater, der var egnede til at bestyrke tilhængerflokken i troen på fagorganisationernes betydning og “samfundets forpligtelser”, regereriets og statsforsorgens lyksalighed. Men i nedgangstider kommer dette pumpeværk på tværs af forholdene, tænk hvad der ligger i et ord som nedskæring! Det er jo, set fra socialdemokratisk synspunkt, ligefrem at vende kolbøtte med tingene! Retsstatspolitikkens stiftere var for otte år siden klar over, at dette forhold måtte indtræde. Den da stedfundne stigning af de offentlige budgetter og levefoden fra øverst til nederst i samfundet kunne med sikkerhed ses som uholdbar. Når nedgangen for alvor trængte sig på, var det givet, at systemet måtte undergå en sprængning. Nu forsøger “de borgerlige partier” skridtvis at lempe tingene tilbage i solidere skik. Det er akkurat, hvad der var at vente. Man sætter nu pind i hjulet på landets største og kompaktest sammentømrede parti. Både af flertalsmagten og af de forringede konjunkturer ser socialdemokratiet sin hidtidige løbebane brudt. Heri ligger, at selvopholdelsesdriften tvinger det til at stille tingene på spidsen. Hvad kan det “give” sine vælgere? Ikke blot må det slå ind på en voldsommere politik, en udpræget magtpolitik, men tillige må alt, hvad der kan mønstres af principper og storpolitiske udkast, føres i marken. “Brød og skuespil” lyder det gamle ord. Skuespil gør det ikke alene. Men af “brød” har partiet ikke andet at byde på end opvækkelsen af vægtige forhåbninger, optakter til storpolitik. Slår ikke alle solemærker fejl, bevæger vi os lige hen imod, at principspørgsmål af større format, end dansk politik hidtil har kendt, kommer på dagsordenen.
Hvordan vil vore tre andre større partier te sig i denne situation? Nedskæringsparolen, en blot og bar saneringspolitik, vil vise sig ganske magtesløs, ynkelig kort og svag, lille indtil det latterlige. Det går ikke længere at sidde og blande kort fra dag til dag. Spørgsmålet vil blive, om disse partier overhovedet er indstillet på noget større. Er der tanker i dem, og er der energi af tilstrækkelig format til at knæsætte en virkelig modpolitik overfor socialdemokratiet? Det konservative konsortium (thi det er jo trods alt et skrabsammen) kan vel lades ude af betragtning – skønt hvem ved? Hvis de kommer ud for uvægerligt at skulle slå en saltomortale, bliver de måske ikke værst til at hinke. I første linje vil dog sagtens spørgsmålet komme ud på, hvad de liberale partier kan stille op. Ganske vist har de fra gammel tid en bund under sig af ideer, der nok kunne udformes til en solid basis. Men ulykken er, at de nulevende liberale generationer alt for grundigt og på alt for mange måder har kompromitteret disse ideer. I virkeligheden har de så godt som sat arven overstyr, forkrøblet og fordrejet liberalismen ved at forblande tankerne med alskens påfund, som man naivt antog at måtte sluge “for at følge med tiden”; men som absolut ikke er af liberal rod. For virkelig at følge med udviklingen måtte man have renset og fuldstændiggjort den individuelle friheds idé, selvstyretanken; i stedet har man forvansket den til ukendelighed og vanmagt. Liberalisme er radikalisme, systematisk udformning af de sociale grundforhold; men man har gjort den til alt andet. Social uret skal ikke bødes med velgørenhedsplastre, men afskaffes. Samfundsonder skal ikke behandles med ydre stimulanser, der lindrer fra dag til dag, men heles. Der skal ikke drives økonomiske fordelingskunster fra lovgivningsmagtens side, men holdes indseende med, at ingen monopoler eller særfordele skaber forfordeling. Det er ikke liberal politik at dyrke flertalsmagten, at gå op i taktik, at befordre statens almagt eller at opstille offentlige budgetter på 5-700 mio. årligt.
Vore to liberale partier sidder indeklemt i en saks, de selv har været med til at opstille, mellem monopolisme til den ene side, socialisme til den anden. Endnu hænger de ved denne politik, skønt det er komplet gådefuldt, hvem eller hvad den skulde være godt for. I virkeligheden høster den da også kun utak; fra den ene side klages over skattetrykket og evneløsheden overfor tidens problemer, på den anden side tilfredsstiller statsforsorgen aldeles ikke nyderne, de betragter den kun som et tarveligt surrogat for de rettigheder, man forholder dem. På alle leder og kanter uholdbarheder og atter uholdbarheder.
Sammenføj disse træk af nutidens situation. Selv for dem, der nødig ser længere end til næsetippen, vil det hurtigt vise sig, at der ingen vej er tilbage til “gode gamle tider”. Hverken den sociale uret eller den sociale forkludring vil det være muligt at affinde sig med ved at lempe, bøde, sanere. Det stadium er for længst overskredet, da lapperier længere betyder noget. Forholdene har toppet sig, og røret antager sådanne dimensioner, at de store modsætninger åbenbarer sig og vil have deres gang. Liberalismens skæbnetime er inde. Som forholdene tegner sig for det udarmede Europa, er det fuldkommen givet, at vi – i vor åbenbare økonomiske afhængighed, dybe gældbundethed og indre forstyrrethed – ikke kan køre videre med kolossale offentlige budgetter, som der bogstavelig intet andet kommer ud af, end at vi hutler os videre, spiser dagens brød, med udsigt til at kårene vil knappes mere og mere. Endnu mindre kan vi køre videre på den nuværende facon, når landet skal opslides af voldsomme økonomiske og politiske kampe, og når vort erhvervsliv fremdeles skal holdes i ulave af de samme store grundforstyrrelser som hidtil.
En politik, der var et morads af halvheder og sammenblandinger, har bragt os længere og længere ned ad skråplanet mod forarmelse. Ingen kan vel ønske noget så tåbeligt som at fortsætte i samme skure indtil den bitre ende. Ser vi bort fra denne uhyggelige mulighed, bliver der kun to veje tilbage at vælge imellem. Den ene er, at førerskabet går over til socialisterne. Ingen, heller ikke de selv, ved, hvad de egentlig vil, men vi får jo nok i al fald et og andet at se. Hvad man end kan sige om socialismen, betyder den i hvert fald en ide, en vis ordning, en systematisering af arbejdsomheden og de elementære fornødenheder. Den anden mulighed er at genopbygge og fuldstændiggøre den forfaldne liberalisme.
Til alt held har frihedens gamle fane i vore dages Danmark fået sin indskrift fornyet. Den bærer nu ikke blot en hyldest til den gamle sandhed
“frit udfoldet virketrang
Det er slægtens lykke”
men indskærper også skyldigheder: agtelse for de naturbundne sammenhæng i livsudfoldelsen, agtelse for alles ligeret. Ordet ret er blevet uddybet og fornyet, så alt dette ligger deri, systematisk forbundet til en sammenhængende social helhedsordning. Den frie stat hedder nu retsstaten. Der findes intet andet bolværk at stille op mod socialismen og heller ingen stærkere forskansning mod tidernes ugunst, som vi har i vente.
En fiffig politikus har imod dette program slængt ordet opløsning, anarki. Men det sande anarki, vi har at befrygte, er den sindenes forvirring, tankernes vejløshed, som råder hos høj og lav, siden de ideer, man satte sin lid til, viste sig for små og blev ørkesløse. Det er tankegangenes splittethed, sindenes uklarhed, modløshed og selvopgivelse, som er den virkelige anarkistiske fare. Men den kan ikke besejres virkningsfuldere end ved at sætte menneskene i rettens ledebånd. Dermed er socialt anarki udelukket. Enhver har så i det mindste overfor medmenneskene klare og reelle veje at gå, og tilværelsens øvrige gåder er bragt for deres rette forum: den enkeltes eget omdømme og ansvar. Når mange nu til dags føler sig stående ligesom i et vildnis, er det bl.a. fordi politikerne med vold og overtalelse har vænnet dem til at lade sig føre i stedet for at bruge øjnene selv. Denne skik er ynkelig glippet. Men klarhedens og modets styrke vil vokse op igen, når enhvers tanker kommer på den rette fod, selvstyret. Hvad anarki der skulle blive tale om i retsstaten, er gådefuldt. Muligvis tænkes der på klassestrid, interessernes og foretagendernes brydninger. Men intet samfund har nogensinde frembudt et så stærkt og gennemført værn mod overgreb, som retsstaten vil opstille. Hvor der er retsbeskyttelse, bliver “mægling mellem klasseinteresser” overflødig. Hvad retsstaten ikke yder beskyttelse for, er letsindighed og efterladenhed, snylteri og uselvstændighed. Skal det kaldes anarki at bygge på den naturlige selvbeherskelse, så er det i al fald en overmåde sund slags, som antagelig var værd at prøve.
Retsstatsordningen er tillige den solideste udvej af øjeblikkets økonomiske krise, idet den frigiver og ansporer produktionen. Når det er slut med skeleriet til staten, vil hænder og hoveder hurtigt finde på at tage sig ting for af mere reel nytte. Vejene vil ikke være spærrede, og bevægelserne ikke hæmmede af uvedkommende indblanding. Frihed, realitet, egeninteressens drivkræfter vil inden længe sætte frugt i en betydelig produktionsforøgelse; socialøkonomer har anslået fremgangen til 50%. Så meget taber vi altså dag og år, så længe tiden spildes med at gå galt i byen.
Bolværk mod den socialistiske samfundsopfattelse, men ikke mod arbejdernes virkelige interesser”! Den første og sikreste virkning af retsstatens indførelse vil være, at arbejdet sættes i højsædet. Vore liberale partier har fingereret ved denne opgave, men ikke haft mod til at løfte den, endskønt en mere nærliggende og betydningsfuld “folkesag” vanskeligt findes. Ligesom i sin tid konger og lensfyrster har også demokratiet værnet om besiddelsen, i den tro at jordejendomme og de arbejdsskabte produktionsmidler udgjorde kernen i tilvirkningsmaskineriet, samfundslegemets marv. Det er den sædvanlige kortsynethed. Besiddelsen trænger ikke til noget særskilt direkte værn udover den almindelige beskyttelse af ejendomsretten. Hvad de besiddende klasser frem for alt må ønske, er det indirekte værn, der ligger i arbejdets kraftige gang; en bedre betryggelse af det flygtige værdiindhold i jordejendomme, fabrikker, lejekaserner, materiel, varer, trafikmidler m.m. gives ikke; jo yppigere produktionen strømmer, desto sikrere og rigeligere er også besiddernes gevinst. Grundlaget for det hele er arbejdsudfoldelsen, og at stimulere dette grundlag ved at sikre det fulde lønudbytte for enhver art af udøvende arbejde, håndens såvel som åndens, er den politik, der tjener hele folket. At sætte arbejdet i højsædet er ikke blot at betrygge både de besiddende klasser og lønarbejderne under et, men er endogså til fordel for dem, som er henvist til andres hjælpsomhed; thi denne beror på, at der er noget at give af.
Ejendomsretten omfatter ikke blot rørligt gods og naturgoder, sådan som vor grundlov synes at mene. Man har været længe om at få øje på arbejdskraften som den almindeligste og betydningsfuldeste af alle besiddelser. End ikke socialdemokratiet, der optræder som talerør for arbejdets rettigheder, synes endnu at have opdaget sammenhængen. Besiddelsesløse klasser eksisterer ikke, kun klasser, hvis ejendomsrettigheder lider forfordeling. Og ligesom de agitatoriske talemåder om proletariatet tager sigte på uvirkeligheder, er andre henvisninger i den socialdemokratiske katekismus, talen om menneskeret, retten til livet, retten til arbejde osv., ganske overflødige. Disse misvisninger har formodentlig i ligeså høj grad som den konservative modstand forhalet arbejdernes sag. Får arbejderstanden blot sin fulde ligestillede ejendomsret, kan de andre ideer om krav på samfundet kvitteres; denne ejendomsret er langt værdifuldere end hele rækken af kunstige assurancer, man har opholdt sig ved; fagorganisation og social forsorg. Mangt og meget ville have stillet sig anderledes, hvis arbejderne havde været ledet af klarere opfattelser. Som det nu er, må man trøste sig med at anerkende, at arbejderne, hos os som i andre lande, havde fortjent en bedre skæbne. Med en beundringsværdig langmodighed har de slægtled efter slægtled fortsat deres heltemodige opofrelse, utalte afsavn til bedste for den fælles sag. En sådan ægte tapperhed kunne nok forvente ikke at forfejle sin sejerspris. Men sommetider går det underligt til i denne verden. Som forholdene nu ligger, taler sandsynligheden for, at det bliver den genopstandne liberalisme, der skal gennemføre det stolte program; Arbejdets ret – under modstand fra arbejdernes side.
Dog selv i dette bagvendte forhold ytrer sig et gran af fornuft. Realiteterne kan aldrig helt fornægtes, om end de stilles på hovedet. Trods det at socialdemokratiets politik er bristet lige såvel som de liberale partiers, eksisterer dog den socialistiske trussel. Den forhindrer en fortsættelse efter de samme faconer som hidtil, den driver til afklaring og handling. Med dette “horn i siden” kan det tomme vrøvl ikke trives længer, det forvirrede og evneløse styverfængeri ikke spinde sig videre. De liberale ideer, det personlige selvstyre, hvortil også konservatismen delvist bekender sig, er stedt i en nød, der vil være fuldkommen håbløs, medmindre alle kræfter samles om en uforbeholden anerkendelse af ejendomsretten i dens fulde udstrækning, ligeretten ført til bunds. Ingen monopoler, intet blodsugeri, ingen kunstige forstopninger af konkurrencen, ingen klasselovgivning hverken for de besiddende klasser eller for de ubemidlede, ingen overvæltninger, ingen magtpolitik. Rent bord. For nogen mindre “pris” bliver fred og velstand, frihed og national livskraft ikke til at vinde. Politikerne vil sagtens sidst af alle komme til erkendelse heraf; de vil himle op om, hvilke ofre det vil koste de besiddende klasser at oprykke fortidens uret og få ejendomsforholdene bragt i lave, så at fremtidig enhver kan få sit. Men tidernes tryk vil i stadig stigende mål bringe vælgerne til klarhed om, at overgangen til retsstaten ingen udgift er, ikke formøbler nogen reel værdi, men kun udrenser nogle værdiforfalskninger, så at omlægningen rundt regnet kun betyder, at alles eje opnår en sikrere anbringelse. I tilgift til det betryggede eksistensgrundlag får endda vor personlige livsførelse og vor nationale tilværelse en klarere bane.