Retsstat eller socialisme – 1

C. Lambek: Retsstat eller socialisme
Gyldendals Boghandel 1917
Første Afdeling

Retsmoralen

  1. Det grundlæggende problem
  2. Der skal tildeles samfundets medlemmer ejendomsrettigheder. Princippet: Enhver sit
  3. Den retsmoralske ejendomsordnings grundtræk og principper
  4. Den retsmoralske ordnings videre udformning
  5. Retsmoralens begrundelse
  6. Den gennemførte frikonkurrence
  7. Retsordenen skal være systematisk

1. Det grundlæggende problem

Den politiske bevægelse, hvis mål er retsstaten, har sit udspring i retsmoralen. Denne er også efter sit væsen en udpræget politisk indsats; den tager sigte på at udfinde, hvad mennesker, som lever i samfund indbyrdes, med rette kan forlange af hinanden netop som følge af samlivsforholdet.

Når dette spørgsmål tages op, må udgangspunktet blive, om selve samlivsforholdet nødvendigvis under alle tænkelige omstændigheder er ophav til problemer, som intet menneske kan unddrage sig, der vil leve i samfund med andre? Dette kan vises at være tilfældet. For at opnå en tålelig tilværelse bliver det uomgængelig påkrævet, at der oprettes en eller anden social orden, så at lovløshed ikke kommer til at herske.

Hvor ingen ordensregler gøres gældende, vil samlivet i det store og hele ikke alene blive uden tryghed, men i bund og grund oprives af gensidige hærgninger. At muligvis velvilje og frivilligt sammenhold hist og her ville forekomme, modsiger ikke dette, thi sådanne forbindelser er just ensbetydende med indbyrdes ordensregler, der hævder sig alene ved deres indre naturlige kraft. Under lovløshed ville som regel den enkelte pønse på at tilrive sig så mange goder som muligt, blot det ikke udæsker alt for farlige fjendskaber. Trusler om vold og list ville omspænde enhver, bedrag og underfundighed brede sig. En lammende usikkerhed ville modvirke enhver foretagsomhed og forhåbning, som rækker synderligt ud over det øjeblikkelige behov. De svage og fredsommelige ville ligge under for de stærke og griske. Verdensklogskab ville tilskynde til fortrinsvis at dyrke sådanne egenskaber, der tjener til overmagt over andre eller til at afliste dem fordele. Menneskelivet ville under disse forhold kun nå til at udfolde sig i ringe former, ribbet indtil det mest nødtørftige. Ikke engang for de heldigst udrustede, der kunne svinge sig op til magthavere, ville denne kaotiske samlivstilstand være fordelagtig i sammenligning med et ordnet samfund. Thi der ville kun blive et fattigt udvalg af goder at tilrane sig; produktionen af værdier ville indskrænke sig til et minimum, da den almindelige usikkerhed kun levnede ringe udsigt til at gennemføre foretagender og til at beholde det frembragte. Vildredet og håndgemænget, hvori enhver for udkommets skyld måtte tvinges ind, ville sluge kræfterne og interessen.

I betragtning af disse ynkværdige vilkår, det umådelige værdispild og den almene materielle og åndelige fattigdom, som må antages at følge med social lovløshed, kan det anses for udelukket, at ingen vil bifalde sådanne samlivsforhold.. At få samlivet sat i ordnet gænge gennem indstiftelsen af regler er derfor et problem, alle må ønske løst. I al fald for os, der holder til i nutidens civiliserede samfund, gives der absolut intet andet valg. Thi ellers ville uundgåeligt store dele af den tilstedeværende folkemængde hurtigt komme til at savne eksistensbetingelser, så at svære voldsomheder måtte blive følgen. Tanken er både for rå og for faretruende til at kunne tages alvorligt. Heller ikke kan vi tænke på at leve hver for sig i afsondrethed. Jorden ville ikke have plads dertil, desuden kan vi ikke undvære hinanden; hverken vore åndelige eller materielle fornødenheder kunne da tilfredsstilles. Uden samliv med andre gives ingen arbejdets deling, enhver måtte oparbejde alle sine forbrugsartikler. Hvordan skulle vi i øvrigt tænke os at få fred for hinanden? Alt i alt finder vi, at det sociale ordensproblem uundgåeligt påtrænger sig hver eneste af os, en løsning må finde sted, hver dags liv kræver den. Om den sociale orden, vi skal leve under, er god eller dårlig, hel eller haltende, rammer enhver uden undtagelse. I kraft at vort livs natur, der giver os fornødenheder og ønsker, og i kraft af ydre. Vilkår, vi ikke ser mulighed for at omskifte, må vi tage problemet op. Denne uundgåelighed er det første led i retsmoralens beviskæde. Man kan skulke sig fra problemet og overlade besværet til andre, eller man kan tankeløst vende sig fra det, men fornægte det kan man ikke.

Intetsteds på jorden er problemet løst i fuldt omfang, kun delvise tilløb dertil findes, som halter afsted uden holdbarhed, hvad de endeløse sociale omlavninger noksom viser. Og der kan næppe næres tro til, at kulturudviklingen gennem omformninger af forholdene og menneskenes sindelag skridtvis vil bringe de sociale forhold i fast orden. Tværtimod synes udviklingen overalt at stifte en stedse større mangfoldighed af splidagtige begæringer, anskuelser og fremgangsmåder hos menneskene, en stadig mere indviklet forbindelse og afhængighed mellem dem, hvoraf et øget utal af sociale brydninger udspringer. Kulturen har ikke bragt stigende fred mellem menneskene, kun her og der ændret kampformerne. Ikke blot trives endnu den rå og den tilslebne krig mellem landene, men i samfundenes indre syder og bølger de sociale brydninger mere end nogensinde. Tendenserne viser som helhed ikke hen imod, at kampen mellem menneskene indbyrdes skal ophøre, golde rivninger komme i miskredit og kræfterne samles i fordragelighed om værdiskabende virksomheder. Samme kortsynede beregning, samme dumme hang til at gribe efter de nærmest liggende attråværdigheder, som fordum gjorde barbariet retsløst, hersker endnu under civilisationen.

Ej heller kan det håbes, at den demokratiske udvikling vil hidføre indre samfundsfred. De tendenser, demokratiet hidtil har åbenbaret, stiler ikke hen imod selvstyre, men i stigende grad i modsat retning. Selvstyre i ordets virkelige betydning er at overføre råderetten til individet, at gøre den enkelte person mest mulig retsbeskyttet. Men overalt viser demokratiets væsen sig at være flertalsregimente. Dette styre stræber ifølge sin natur ikke hen til en afskaffelse af, at mennesker skal regere over hinanden, men sætter den opfattelse i system, at de, mere eller mindre skiftevis, skal tvinge hinanden til at følge trop. Ganske ligefrem går bestræbelsen ud på at organisere befolkningsdele mod hinanden, ja gennem lovgivningen og den politiske agitation direkte at stifte og udforme interessemodsætninger. Det er i virkeligheden intet mindre end at sætte borgerkrigen i system, gøre den vedvarende og stadig mangfoldigere; blot med den forskel at der ikke vanker blodige pander, men kun et utal af vilkårligheder, snigløb, omgåelser og fordrejninger, en strøm af forbitrelse og modforholdsregler, en snigende udbredelse af goldt tovtrækkeri. Det er kun en naturlig konsekvens af den moderne politiks karakter, når vi nu ser samfundet gennemkrydset på alle leder og kanter af organisationer, som spinder snart sagt alt og alle i et net af pønskninger, der væsentligst går ud på det ufrugtbare at tilvende sig fordele fra andre. Den ene sammenrottelse føder den anden; fredelige borgere kan ikke nære sig uden at måtte forene sig til modstød mod angreb. Foruden spildet af tid og kræfter har vi disse organisationers budgetter at trækkes med ved siden af de offentlige kassers endeløse begær. Den usminkede sandhed er, at det demokratiske system har udfoldet sig til en mægtig polypdannelse, der truer med at kvæle det sunde liv.

Folket er altid blevet snydt. Hvad man under historiens løb har budt det af politiske ideer, har hver gang vist sig at være limpinde. Alle mulige styresystemer er blevet prøvet og er endt med at udarte til umuligheder, som man af skær nød måtte befri sig for igen. Hvordan kan det være, at folkene så langmodigt har holdt ved med disse forsøg? Simpelthen fordi det sociale problem ikke kunne henstå uløst, et eller andet valg måtte tages, og man tog, hvad der syntes mindst besværligt og farligt, en enevoldshersker, et standsregimente, et embedsmandsstyre, en hofklike osv. Hvad som helst var i det mindste at foretrække for et morads af opløsning og vildrede. Ofte har man derfor også ganske nøgternt ræsonneret, at et hvilket som helst kraftigt styre bød de bedste betingelser, og man tog den kraftkarl eller den ordenstanke, der faldt for. En eller anden molok har man altid haft at fodre på, det kunne vel ikke være anderledes, tænkte man; det gjaldt da om at finde den mindst umættelige. Gennem denne fodring havde man endog et slags hold på magthaveren, når han ikke var alt for uforstandig; thi hvem vil udhule sit eget fodfæste og udtømme sin velstands kilder. Sådan er, ganske snusfornuftigt, historiens gang. Det ønskelige er aldrig nået, det har man heller ikke tænkt sig eller pralet af; folkenes liv har bestandig slæbt sig af sted.

Spørgsmålet står til sidst på, om der overhovedet findes mulighed for en gennemgribende løsning af det sociale ordningsproblem, eller om menneskeheden fremdeles må slide tiden hen med haltende og vaklende forsøg. Retsmoralen benægter nødvendigheden heraf. Den hævder, at en hel løsning lader sig opbygge. Det ligger i sagens natur, at ingen ordning kan blive holdbar, medmindre den har en fuldstændig og systematisk karakter; sammenstykkes samfundsordenen af spredte væsensforskellige bestemmelser, vil selvfølgelig disse før eller senere gribe forstyrrende ind i hinanden og afføde konflikter; det hele kommer ikke til at klappe, de modstridende bestanddele af ordningen arbejder hinanden ud i skævheder, det nye ved retsmoralen er bl.a. netop dens omspændende karakter; den lægger de samme principper til grund på alle sociale områder. Dernæst bryder den med tanken om at sætte mennesker til at udøve personligt styre, der altid vil blive en blanding af fusk og overgreb. Man må udfinde, hvad der er ret, og så sætte retsprincipperne for styret.

2. Der skal tildeles samfundets medlemmer ejendomsrettigheder. Princippet: Enhver sit

Overskriften angiver det næste skridt i retsmoralens opbygning. I al almindelighed ses det let, at der til løsning af det sociale ordningsproblem ikke findes andre muligheder at vælge imellem end de to: personligt magthaveri eller indstiftelse af ejendomsret. Og heraf følger, da problemet uvægerligt skal løses, at der ikke kan kræves bevis for, at ejendomsordningen i enhver optænkelig henseende byder det ideelle, som tilfredsstiller alle ønsker, nogen kan finde på at opstille. Et sådant bevis ville blive endeløst, thi det er jo snart sagt alle mulige og umulige ting, man giver »samfundet« i opgave uden nærmere at undersøge, om ønskerne er adresserede det rette sted hen. Der rides på så mange forskellige kæpheste, at de umuligt kan bringes til at gå i spand sammen. Til begrundelse for at søge samlivsproblemet løst ad ejendomsordningens vej er det nok at påvise, at denne udvej må foretrækkes som den blandt de optænkelige muligheder, der uomtvisteligt i overvejende udstrækning er efter alles ønske, eller hvad der er det samme, grunder sig på almengyldige krav i menneskenaturen.

Det kan anses for givet, at de sociale brydninger drejer sig om goderne, dels de materielle, dels de åndelige såsom agtelse, godhed, beundring, opmuntring osv. Samlivsproblemet, det sociale fredsproblem, vil derfor være løst, såfremt det lykkes at udforme en systematisk ordning angående godernes henhøren, som er efter alles vilje, således at enhver vil forlange den respekteret for sine goders vedkommende og derigennem binder sig til at respektere den overfor andre. Det vil med andre ord sige, at der indstiftes en· ejendomsordning, rådighedsregler, hvorigennem enhvers rettigheder overfor de eksisterende goder fastlægges. Grundtanken i denne løsning af samlivsproblemet går således ud på at binde menneskene til en bestemt orden, ikke ved tvang, men ved deres egne forlangender og bedømmelser. Man kan godt sige, at det i visse måder er den gamle tanke: “gør mod andre, som du vil, at de skal handle mod dig”, blot begrænset til den gensidige respekt, en gennemført social orden kræver, så sætningens formulering bliver: “respekter hos andre de samme rettigheder, som du selv forlanger, at de skal respektere for dit vedkommende. Hvad retsmoralen pålægger personerne i samfundet, kan derfor siges at være dette ene, at de skal opfatte samfundslivet som en sammenhængende helhed, hvori det ene er forbundet med og afhængig af det andet, og ikke som et kaos, hvori den ene lov kan gælde i dag, en anden i morgen, eller den ene ordning for mig, den anden for dig, efter som den personlige fordel vender sig. Er reglerne ikke konsekvente og almene, de samme i morgen som i dag og de samme for mig som for dig, fås overhovedet ingen lov, men vilkårlighed, der er lige uudholdelig for alle.

Den antydede løsning af samlivsproblemet kan vises at overtræffe en hvilken som helst slags magthaverregimente. Helt ude af betragtning falder vel enhver despotisk regeringsform, hvori de herskendes egennytte udfolder sig. Men selvom et selvbevidst og oplyst folk efter den bedst mulige valgmetode udkårer sig styrere, der får passende myndighed til at handle som en blanding af herskere og folkeviljens tjenere, vil en sådan ordning ikke kunne måle sig med ovenanførte retsstyre, hvis beskaffenhed er rent saglig. Det ville jo nemlig stadig være mennesker, der udøvede herredømme, dels folkeflertallet, dels de kårede førere. Der ville stadig blive tale om lovgivning efter magtprincippet. Man kan nok fantasere om upartisk almensans og fuldgyldig indsigt hos vælgerne samt om de styrendes ufejlbarlige evnerigdom og redelighed, men al erfaring benægter, at disse forudsætninger kan ventes opfyldt; og hvis de blev det, ville de temmelig sikkert resultere netop i et sagligt retsstyre. Så længe menneskene ligner de nuværende, vil selv det fuldkomnes t udformede parlamentariske styre lade en vid mark åben for social tovtrækning. Det er at bibeholde borgerkrigen. Rent logisk kan det fastslås, at problemet at stifte fred mellem menneskene løses fuldstændigere ved at udstrække ejendomsordningen til dens fulde omfang. Når denne holdes i hævd af en offentlig ordensmagt, som vel at mærke ingen beføjelse har til nogen som helst anden magtudøvelse, vil indbyrdeskrigen i samfundet være indskrænket til private menings- og viljesbrydninger, der er fornødent inddæmmede af reglerne mod personlige overgreb. Den sociale voldsføring, der hidtil har hersket overalt, blot i forskellige former og i forskellig udstrækning, vil være ophørt.

Vi står da overfor spørgsmålet, til hvilket omfang ejendomsordningen skal udstrækkes? Tager man dens angivne formål i betragtning, som den selvfølgelig ikke må omstøde, kan den ikke lægge alle eksisterende goder ind under privat rådighed, under individuel ejendomsret. Visse goder må ifølge deres saglige forhold tildeles alle i fællesskab med lige berettiget andel for enhver, altså blive fælleseje for samfundets medlemmer, eventuelt for alle mennesker. Det gælder bl.a. luft og vand. Fællesejeforholdet begrundes ikke i, at disse stoffer er til stede i overflødig mængde, ej heller i at de, især luften og i mange tilfælde også vandet, vanskelig lader sig beslaglægge. Det afgørende er, at adgangen til forsyning af begge er en absolut livsbetingelse for enhver, så at beslaglæggelse, hvorved nogle udespærres fra adgang til forsyning, ville være ensbetydende med at ophæve al ejendomsret for de udelukkede; de ville i princippet kun få slavekår, en selvstændig tilværelse ville de ikke kunne sikre sig. Dette kommer i modstrid med hele ejendomsordningens begrundelse, som hviler på, at den udgør en betryggelse for enhver. Vi vil senere træffe andre retsindskrænkninger, som samme grundfordring afsætter.

Med dette tillæg, at ejendomsordningen må indbefatte to forskelligt beskafne ejeformer, dels privateje, dels fælleseje, hvilket sidste andelshaverne råder over gennem samstyre, bliver der kun et hovedspørgsmål tilbage angående ejendomsprincippet i al almindelighed taget. Hvor skal skellet sættes mellem privateje og fælleseje? Med andre ord, hvilke goder skal undergives privatpersonlig rådighed (som ikke udelukker fri overenskomst om overdragelse til sameje og fællesudnyttelse), og hvilke skal underlægges fællesborgerlig rådighed og principielt forblive under samme? Retsmoralen indtager her det standpunkt, at alle goder, som efter deres beskaffenhed og deres forhold under den almindelige livspraksis egner sig dertil, skal indgå i privateje, for så vidt dette ikke medfører brud på princippet: at alle i samfundet skal have lige sociale vilkår. Det vil med andre ord sige, at så mange goder som muligt skal indgå i så bestemt afstukne tilhørsforhold som muligt. Herfor taler to grunde: for det første at de færreste og snævreste spillerum da lades åbne for sociale brydninger, fredsproblemet løses i størst muligt omfang; for det andet at samstyre af fælleseje ikke lader sig udøve, uden at mindretallets ret tilsidesættes, mens privatejeforholdet giver muligheder for en fuldstændig retshævdelse.

Den socialistiske anskuelse og endnu mere de kommunistiske ideer forlanger derimod socialt fællesskab i langt videre udstrækning. Hvor vidt da forskellige krav går, er vanskeligt at blive klog på, da ideerne er mere eller mindre svævende; meget bekvemt overlades gerne den nærmere praktiske udformning til fremtiden. Forsvaret lettes jo betydeligt, når man således har en lomme at lade de mest urimelige ting forputte sig i; men diskussionen vanskeliggøres i tilsvarende grad for anderledes tænkende. Det vil derfor findes rimeligt, at betragtningen her og i det følgende indskrænkes til at belyse den socialistiske anskuelse at produktionsmidlerne skal være fælleseje, så at produktionen hovedsagelig skal drives i fællesskab med en af flertallet udpeget styrelse som arbejdsgiver og aflønner. Da problemet om fællesejets begrænsning spiller ind på mange forskellige områder, vil grundene, hvorpå det socialistiske krav støttes, blive behandlet efterhånden, som de falder for i det følgende.

Allerede her indses dog, at den socialistiske plan langt fra byder en løsning, der bortrydder den sociale indbyrdes krig. Mens retsstatsprogrammet kun udpeger en snæver kreds af fællesanliggender, der efter deres beskaffenhed levner yderst ringe spillerum for interessemodsætninger, vil den socialistiske stat utvivlsomt fra ende til anden blive en tumleplads for sådanne. Systemet af offentlige ordninger, og dermed det politiske røre og flertalsregimentet, vil antage et omfang, som langt overgår, hvad vi kender under nutidens parlamentarisme. Da mange af disse ordninger medfører dybe indgreb i den økonomiske og personlige frihed, kan det forudses, at de politiske brydninger ikke blot vil blive mange, men hidsige.

Hertil kommer, at den socialistiske anskuelse ved nærmere granskning viser sig som et bundløst sammensurium, flikket sammen af forskellige påfund, der ikke kan forliges. Det vil være nok at nævne sammenstillingen: Frihed, Lighed, Broderskab. Enhver kan regne ud, hvor gennemhullet friheden vil blive, når ligheden og broderskabet skal tilvejebringes gennem et nærgående fletværk af maskinmæssige regulativer. Indskrænkes friheden til, at man kan tilbringe sin fritid, som man lyster, vil det betyde svære rodhugninger af den personlige selvbestemmelsesret; bibeskæftigelserne giver ikke rum for hele personligheden. Hvad broderskabet angår, vil der vise sig et utal af muligheder for den enkelte til at knibe ud fra det pålagte sammenhold; fristelser til slendrian, skulkeri, personlige vidtløftigheders overvæltning på almenheden, vil skyde op som paddehatte, så et vældigt kontrolsystem gøres fornødent til at stoppe de værste huller i den solidariske “anstrengelse efter evne”. Heller ikke ligheden vil undgå brist; thi den fremskaffes jo ikke med, at der arbejdes til fælles bedste og spises af fælles fad. Hvad er i det hele taget lighed? Det må vel være social lighed, men hvad skal da være lige og hvad ikke? Retsmoralen giver i det mindste et klart og udførligt svar herpå, men den socialistiske teori går nærmest udenom spørgsmålet. Er det social lighed, at den flittige, tro, evnerige skal slæbe, mens den sløsagtige, den ligeglade nøjes med at “hænge på”? Hvordan kan ulige lønudbytte – hvad der dog vel i nogen måde må blive tale om – fastsættes af en fællesstyrelse, der hviler på stemmeflerhed? Hvordan kan “efter evne” bedømmes? Når ligheden skal klippes til fra oven ad flertalsstyrets vej, bliver der næppe udsigt til andet end en spændetrøjelighed. En uansvarlig stemmegivning, der i alt fald i første linje hovedsagelig går ud på at afgøre, hvad andre skal have, er vel den dårligste vægt at veje menneskelige præstationer på.

På bunden af alle disse forhold ligger spørgsmålet om, hvad vi skylder hinanden som samfundsmedlemmer eller eventuelt blot som medmennesker? Ved skyld forstås skyldige ydelser, der om fornødent med rette kan fremtvinges ved magtmidler. Sådanne sociale skyldigheder kan, hævder retsmoralen, kun fremkomme som følge af faktiske mellemværender. Der enten udspringer af samlivshandlinger, eller er indbefattede deri som forudsætninger, hvorpå handlingerne bygges, hvilket er ensbetydende med et forud modtaget vederlag, hvortil skylden svarer. Vi kommer med andre ord kun i social skyld ved vore foretagender; det er gældsposter, som kun kan begrundes ved, at vi gennem vor aktivitet, vore livsudfoldelser udadtil, har påført andre mennesker virkninger, hvorigennem vi upåkaldt har så at sige blandet os i deres livsførelse. Resten må vi være sagesløse overfor. De medborgere eller medmennesker, hvem vore handlinger hverken indirekte eller direkte har berørt, har vi ingen skyldighed overfor. Vi får det først som følge af sådanne mellemværender med dem, der på en eller anden måde krænker deres rettigheder.

Denne grundanskuelse deler åbenbart den socialistiske lære ikke. Den hævder noget, der kaldes retten til livet. Altså krav til medborgere om ydelser til livsophold, alene i kraft af at den trængende og den ydedygtige eksisterer samtidig som medlemmer af samme samfund. Hvordan et sådant ansvar, en sådan behæftelse, skal kunne begrundes, hvor intet indbyrdes mellemværende findes, står som ufatteligt. En ting er at føle sig berørt af andres nød og af fri vilje yde dem hjælp, det er et spørgsmål om, hvad man i sit indre kan forlige sig med; men en ganske anden sag er at begrunde en ydre tvang som berettiget. Konsekvenserne fører ud i det ubegrænsede og bundløse. Samfundet er ingen organisme, det er kun billedlig tale. Ingen organisk naturbund forbinder individerne socialt; vort samliv er blot et sammenspil mellem individer, og det er derfor simpelthen givet, at samfundets indretning må baseres på de naturgivne sammenhænge i det individuelle livs kredsløb. På anden måde får samfundsordenen hverken soliditet eller mening. Bedømt ud herfra vil det være indlysende, at et broderligt sammenhold mellem menneskene ikke kan fremmes ved tvang, men kun ved at de naturlige spirer og tilskyndelser dertil frivilligt udfolder sig. For at være holdbar må knytningen først og fremmest være ægte, levende, grundfæstet i individernes egen tilslutning. Påtvungen solidaritet vil virke i stik modsat retning, den vil tilsidesætte og kvæle den naturlige hjælpsomhed, den ægte samfølelse.

At samfundets medlemmer fra naturens hånd skulle stå i et vidtsvævende assuranceforhold til hinanden, er ganske upåviseligt. Tanken derom er et fantastisk forsøg på kunstig sammenbinding, på vilkårligt samfundsmageri. Efter retsmoralsk opfattelse ville det betyde en ubegrænset forflygtigelse og opløsning af menneskenes ansvar. Set på den pæne side tager denne forhåndsassurance sig ud som en betryggelse; men ingen assurance er gratis. Ser man sagen fra skyldnersiden, bliver resultatet det modsatte af betryggelse. En ubegrænset afhængighed af hele medborgerflokkens handel og vandel er ikke betryggende. Ideen går ud på ansvars overvæltning. Ikke blot svæver den moralske begrundelse i luften, også som kulturprogram er solidaritetskravet forfejlet, da det snarere appellerer til den enkeltes letsindighed end til hans driftighed.

Retsmoralen benægter ikke, at der findes et meget betydningsfuldt solidaritetsforhold i det retmæssigt ordnede samfund, men kun i visse økonomiske henseender, i erhvervsvilkårene. Arbejdets deling, også kaldet samarbejdet, indbefatter, at vi gensidig aflønner hinanden; enhvers løn bestemmes af de øvrige deltagere i samarbejdet gennem deres økonomiske valgret. Gennemført frikonkurrence, omfattende også alles lige andel i jordrenten, giver sig derfor udslag i økonomisk solidaritet. Men denne sociale sammenknytning, der indirekte fremgår af individernes fri og ansvarlige økonomiske valg (altså af bestemte handlinger), er nøje begrænset og gennemføres ikke ved tvang; betingelsen for den er tværtimod individets økonomiske frigørelse, bl.a. for skattepålæg, stik modsat den socialistiske anskuelse.

Desuden har retsstaten på sit program en passende forsorg for alle personer, der fra naturens hånd er uskikkede til fornødent erhvervsarbejde og ikke ved hjælp af deres privateje kan klare sig. Denne forsorg begrundes som en forhåndsbeheftelse, der logisk knytter sig til selve dette at gøre ejendomsordningen til grundlag for hele retsstiftelsen. Kun overfor dem, der har – eller tilstrækkelig længe har haft – en organisme, hvis ydedygtighed falder indenfor normalitetsgrænserne, bliver det forsvarligt at gøre ejendomsretten til livets sociale basis. Hvor denne ydedygtighed af naturgrunde har svigtet, eller for børns vedkommende ikke er opnået, og hvor særeje mangler, mister ejendomsrettighederne deres normale betydning. Grundsætningen om alles retsbeskyttelse kræver i sådanne tilfælde særbestemmelser, særrettigheder, der indskrænker de øvrige samfundsmedlemmers ejendomsret in solidum. Det er, kan man sige, en fælles pris, der betales for at opnå ejendomsordningen.

Heller ikke benægter retsmoralen, at der ved siden af den sociale etik findes en personlig, om man vil en samvittighedsetik. Men ifølge deres væsen hører etiske handlinger af denne oprindelse ikke ind under social tvang. Ideelle bestræbelser, kærlighed, barmhjertighed, opofrelse, religiøsitet, kulturskaben, alt sligt må være fri ydelse. Kun hvor der foreligger sociale skyldigheder, pådragne overfor andre ved handlinger, kan tvang forsvares mod myndige medborgere.

Om forholdet mellem den sociale og den individuelle etik gælder, at den sidste ikke kan ophæve den første. Thi retsmoralen er ikke nogen positiv påbudsetik, men principielt udelukkende en begrænsningsetik, vedrørende skadehandlinger mod andre. Den lægger ingen afgørende hindringer i vejen for den personlige livsudfoldelse i frie etiske retninger. Skulle det ske, at samvittighedslivet i en foreliggende situation nødvendig fører til forstyrrende indgreb i andres sociale rettigheder, følger uvægerligt deraf skyldighed til senere at erstatte de forvoldte tab. Den sociale ret ophæves ikke.

3. Den retsmoralske ejendomsordnings grundtræk og principper

Grundtrækkene i den ejendomsordning, retsmoralen kræver og begrunder, er følgende:

1.     Enhver skal have rådighed over sin legemlige og åndelige organisme, deri naturligvis indbefattet dennes fysiske og åndelige bevægelser og valg. Denne ejendomsret, som også kan kaldes den personlige frihed eller selvbestemmelsesretten, er kun indskrænket af de forbud og påbud, retsordenen i øvrigt afgiver.

Denne ejendomstildeling er begrundet ved, at enhver for sit eget vedkommende uvægerligt vil gøre dette rådighedsforhold gældende og derfor, om retsstiftelse overhovedet skal blive mulig, også må anerkende fordringen for andres vedkommende. Endvidere ved, at ingen anden person derved lider noget som helst tab af berettiget ejendom i retsmoralsk forstand. Anførte retsgrundsætning er også til fordel og betryggelse for enhver, og den tilfredsstiller fordringen om lige sociale vilkår, idet alle får samme ret (frihed) tildelt, ingen forfordeles.

En betragtning af de goder eller værdier, hvorom her er tale, vil overtyde om, at ordningen er i overensstemmelse med de naturgivne forhold, som vort liv er bundet til at følge. Det drejer sig om værdier, der er knyttede til og fremgår af organismen: personlige evner og kræfter, tid og opmærksomhed, viden og færdigheder, tanke- og muskelbevægelser, meninger, omdømme, hensigter. Ikke blot er disse værdier i alt væsentligt, utransportable til andre individer, idet de kun beholder deres egentlige betydning ved at forblive som led i den sammenhæng, hvori de forekommer; men i denne sammenhæng kan de heller ikke have anden styrer end individet selv. Andres herredømme over dem ville være et unaturligt indgreb, ødelæggende for al økonomi. Andre kan ikke styre mine muskler, dirigere mine tanker, eller sørge for, at tiden bliver udfyldt for mig. Og hvis noget i verden er andre uvedkommende, må vel de indre omsætninger i den individuelle organisme være det; først ved gennem individets handlinger at forplante sig ud på den sociale skueplads kan de komme til at spille ind i andres liv; først handlingen stifter et ansvar; men også her træder ejendomsforholdets nødvendighed frem, thi dette ansvar kan netop ikke hjemles, medmindre individet er styrer af handlingen.

Naturligvis betyder selvbestemmelsesretten ikke, at indgreb i andres organiske liv er forbudt i alle mulige tilfælde, hvor tilladelse fra pågældende ikke foreligger; kun kræver ethvert sådant indgreb en gyldig begrundelse, og overgreb stifter skyld. Bl.a. overfor børn bliver visse indgreb begrundede.

Ingen kan afhænde sig selv, sælge eller bortlove herredømmet over sig selv. Sådant kan ingen retsgyldighed få, da det indebærer en total tilsidesættelse af hele retsordenen, en retlig selvmodsigelse. Den, der afhænder sig selv, afstår nemlig fra alt eje og fra enhver mulighed for fremtidigt eje. Men den, som intet har at råde over, kan heller intet ansvar have, så at forholdet lige så godt kunne fortolkes som ubunden frihed til strafløst at foretage sig alt muligt. Ved at der således gives nogen “frit slag”, bliver medmenneskene retsløse overfor vedkommende. Gensidigheden i retsforholdet ophæves.

2. Enhver skal have ejendomsret til de værdier, han eller hun ved egen virksomhed frembringer, naturligvis forudsat at ejendoms- eller brugsretten til de eventuelle anvendte materialer og tilvirkningsmidler med rette tilhører frembringeren, og at tilvirkningen ikke medfører indgreb i andres rettigheder. Denne ejendomsret begrundes ved, at værdifrembringelsen udspringer af frembringerens særeje; den personlige organisme så at sige forlænger sig ud i og omsætter sig i det tilvirkede. Ej heller lider andre noget som helst ejendomstab ved tilhørsforholdet, thi ifølge selvbestemmelsesretten havde frembringeren lov til at undlade tilvirkningen, men overfor andre er dette ganske ensbetydende med, at individet beholder det frembragte udelukkende for sig selv; i begge tilfælde får de andre lige meget, nemlig ingen råderet. Enhver vil for sit eget vedkommende kræve samme ejendomsrettighed og anerkender dermed tildelingen. Alle har fordele ved denne ordning, enhver får rådigheden over sine frembringelser betrygget. Selvom den enes frembringelser ikke er lige så værdifulde som den andens, lider dog ingen noget som helst ejendomstab, mister intet. Forfordeling sker ikke, da reglen er den samme for alle. Reglen om enhvers ret til sine værdifrembringelser danner et komplement til ansvarsreglen, det er det samme på en anden måde. Begge retsregler hævder sammenhørsforholdet mellem frembringeren og det frembragte. For at have et navn dertil kalder jeg denne fælles forbindelse frembringelsessammenhængen. Dette forhold virker også indenfor selvbestemmelsesretten, det er frembringelsessammenhængen, der gør mine tanker, meninger, planer osv. til mine; jeg og mine livsytringer går i ét. Forbindelsen kan ikke klippes over nogetsteds, uden at jeget lemlæstes og tingenes betydning forvanskes. Ligesom de skader, jeg tilføjer andre, “skyldes” mig og falder tilbage på mit selv som en forlængelse af dette, således tilfalder de værdier, jeg tilvirker, mig selv, de er en udvidelse af mit livsapparat, min udrustning og magtsfære. Mit motiv til at frembringe dem er udsigten til at beholde dem; ødelægges denne udsigt, slår det øjeblikkelig tilbage på motivet som en svækkelse eller bortvejring af dette. At overskære frembringelsessammenhængen er at hæmme eller afskære frembringelsesvirksomheden. Men ingen er tjent med, at værdiproduktionen mindskes, den har almen social betydning, svarende til vor organismes ernæringsfunktioner og blodomløb. Gennem fuld frikonkurrence fordeles denne almenværdi til alle.

3. Retmæssig ejendom bliver, hvad man gennem frivillig overenskomst eller tilbud får overdraget fra en retmæssig ejer – m.a.o. hvad man erhverver gennem handel, gave, testamente, som arbejdsløn el. lign. – forudsat at der til overdragelsen ikke medvirker falske forudsætninger, som er indført af den ene part.

Den økonomiske udveksling, værdiomsætningen fra ejer til ejer, er til utvivlsom fordel for enhver, så at alle er interesseret i at kræve den retsbeskyttet. Bl.a. muliggør den arbejdets deling, så at den enkelte forefinder både et rigere udvalg af værdier, billigere varer og mangfoldigere adgang til arbejdsfortjeneste. Reglen er ligelig, enhver får samme ret. Den er overensstemmende med de naturlige forhold; uden tvivl vil enhver for sit vedkommende gøre fordring på at beholde således modtagne værdier; selv tyve og røvere ønsker sædvanlig at beholde, hvad de med list eller vold har tilegnet sig. Ej heller volder denne ejendomsregel nogen beklipning af udenforstående personers ejerettigheder, thi om A eller B ejer værdien x, kan være C og D lige meget, de mister intet derved; overfor forrige ejer havde de ingen adkomst at gøre gældende, heller ingen overfor den ny, det går lige op.

4. Enhver borger i samfundet skal have lige andel i og ligeberettiget rådighed over dettes fælleseje; dertil svarer på den anden side forpligtelse for enhver til at deltage ligeligt i opfyldelsen af skyldigheder, fællesskabet måtte have eller pådrager sig.

Principielt må der sondres mellem tvungent og frivilligt oprettet fælleseje. Ligesom en sammenslutning af borgere kan oprette et fællesejeforhold sig imellem – aktieselskab, andelsselskab, kompagniskab osv. – således må samtlige borgere, når enstemmig tilslutning foreligger, kunne oprette sociale fællesanliggender, der naturligvis ikke må krænke den øvrige retsorden. Af hensyn bl.a. til nye opvoksende generationer må frameldelse dog stadig kunne ske. Som tidligere nævnt begrundes tvungent fælleseje ved, at den ejendomsordning, der retsbeskyttes, ikke må rumme muligheder for, at nogen borgers sociale ligeberettigelse ad omveje undergraves, så at der opstår forfordeling i grundvilkårene. Når det forlanges, at enhver skal stå på egne ben i tilværelseskampen og være sin egen lykkes smed uden adgang til at vælte ansvaret for sine personlige valg over på andre, da må heller ikke grunden kunne slås bort under nogens fødder. Ingen af de tilgrundliggende ejendomsrettigheder, som er tildelt enhver, må kunne gøres illusorisk. På denne måde må, efter retsmoralsk anskuelse, “retten til livet” opfattes; den er ikke en ret til at kræve gaver og opofrelse af andre, men til gennem lige sociale vilkår at have samme fodfæste i tilværelsen som de andre, samme sociale betingelse for at arbejde sig til velstand og samme rådighed over sit eje, mens derimod de personlige betingelser såsom flid og erhvervsdygtighed må blive enhvers sag, som andre ikke kan gøres ansvarlige for. Til sikring af denne “ret til livet” er det, de tvungne fællesejeforhold og andre nødvendige fællesanliggender sigter. De danner tilsammen det offentlige retsværn.

Ifølge dette må fælleseje af jorden opretholdes som en nødvendighed, om end i praksis brugsretten til bestemte arealer under de fornødne betingelser kan overdrages til den enkelte. Jorden er grundlaget for alles tilværelse, den er vor fælles virkeplads og kilden til alle frembringelser. Som naturskabt, forefunden ting er den i lige grad tilegnet os alle, vor adkomst overfor denne naturgave er ens, ingen kan begrunde en særret; at tage jord i besiddelse kan kun blive et lån, en foreløbighed, der må vige for medmenneskenes oprindelige ligeret, så snart denne kræves gjort gældende. Om vi har begået uret mod dyrene ved at opkaste os til jordens herrer, bliver en sag for sig, i det indbyrdes retsforhold mellem menneskene spiller dette spørgsmål i alt fald ikke ind. Med sit indhold af naturlige rigdomme og sin omgivende atmosfære går jorden bestandig i arv fra de døde til samtlige fødte. Arveretten er ufortabelig og uafhændelig. En afhændelse deraf vil nemlig have lignende følger som afhændelse af selvbestemmelsesretten. Da jorden er alle værdiers kilde eller bærer, ville den, som aldeles havde mistet adgangen, være afskåret fra hele sin ejendomsret; han kunne tvinges til at betale allehånde nødpriser for sine livsfornødenheder, han ville kunne drives ud i desperation og ansvarsløshed. Retsordenens grundhensigt og betydning som et gensidighedsforhold kan ikke forliges med at nogen gøres retsløs.

Principperne, hvoraf den foran fremstillede ejendomsorden samt retsmoralens øvrige bestemmelser er udledte, er følgende:

I første linje står tre hovedprincipper: 1. Ejendomsprincippet, der forud er beskrevet, gående ud på, at enhver skal have sit at råde over, at samfundsordenen skal fremgå af en ejendomsordning, der indstiftes som ret og håndhæves ved magtmidler. Ejendomsprincippet, ejendomsordningens logiske udformning, er bestemmende for, hvilke samlivsforhold der kommer ind under retsordenen og får offentlig retsbeskyttelse. 2. Frembringelsessammenhængens princip der også kan kaldes naturordenens grundsætning, 3. Ligheds- eller vederlagsprincippet, gående ud på at der sættes lige sociale vilkår for alle, ydes lige for lige, bruges samme vægt til afvejning af tab og erstatning; at alle retsforhold kan hvile på gensidighed, så at den enes skyldigheder finder sit vederlag i de andres; at lovene skal være ens for alle.

Hertil slutter sig i anden linje overvægtsprincippet. Reglen om den overvejende rets fortrin. Det er et hjælpeprincip, der kun får anvendelse i situationer: hvor der foreligger uløselig konflikt mellem modstridende retskrav. Hvor således den enes ret ikke kan nyde fremme uden at den andens tilsidesættes, siger reglen, at det mindre betydende retskrav må vige for det mere vægtige. Uløselig er konflikten kun, når der hersker handlingstvang, således at både handling og ikke-handling betyder tilsidesættelse af rettigheder. I alle disse tilfælde, hvor overvægtsprincippet medbestemmer retsafgørelsen, er ansvarsforholdene særegne, idet den handlende kun får ansvar for valget mellem de mulige udveje: udfindes og efterkommes det overvejende retskrav, bortfalder dermed ansvaret for det mindre betydende retskravs tilsidesættelse. Forsvaret for at en ret således kan annulleres, ligger i umuligheden af under den givne situation at efterkomme alle de sammenstødende rettigheder. Det er en selvfølge, at den mindrevægtige ret kun bortfalder, såfremt hverken den handlende eller andre kan gøres ansvarlige for tvangssituationens indtræden.

De tre hovedprincipper er ikke lige fundamentale. Det er indlysende, at begreber som vederlag, overenskomst om udveksling af værdier, overgreb, erstatning, tilbagebetaling af gæld, o.desl. ikke har bund under sig eller kan praktisk udformes, før man har fastslået en ejendomsordning. Man skal jo overalt overdrage af sit eget, må altså have ejendom at udrede af, men alle tre principper deltager i udformningen. Af den retsmoralske ejendomsordning, og for den praktiske opfattelse vil det være hensigtsmæssigst simpelthen et betragte dem som samvirkende grundsætninger, sideordnede hinanden. De danner et tredimensionalt system. Uden frembringelsessammenhængens princip og vederlagsprincippet bliver ejendomsprincippet kun en uudformet ide.

Umiddelbart set vækker ordene vederlag og lighed jo ret forskellige forestillinger. Men i den sammenhæng, hvori de her tages, siger de i virkeligheden det samme blot med en forskel i udtryksmåden. Den sociale lighed, eller ligestillethed i de ydre vilkår for samliv og samarbejde, er overalt ensbetydende med gensidige rettigheder, gensidige tildelinger af lige betydning, altså et vederlagsforhold eller opvejningsforhold. Den sociale lighed betyder borgernes jævnbyrdighed i alle sociale tilmålinger og betingelser; alle får i deres mellemværender med andre de samme adkomster, men hvad der ligger derudover, må blive individernes egen sag. Thi fra de punkter, hvor de personlige valg og præstationer træder til som medvirkende faktorer i begivenhederne, må loven indskrænke sig til at hævde en bestemt orden, ens for alle. Sådanne ting som gensidig imødekommenhed eller uvilje mellem menneskene, købelyst, arbejdsudbud osv. osv. kan den sociale retsstiftelse ikke blande sig i, her må enhver styre sin kås og tage sit ansvar; ellers ville de urimeligste og unaturligste indgreb i livsførelsen blive følgen, selvbestemmelsesretten ville blive lemlæstet. De naive lighedsdrømme om, at alle bør være lige godt stillede som ved et fællesbord, er ikke blot totalt uigennemførlige, men fører til et utal af meningsløsheder, der i bund og grund ville oprive det individuelle livs naturlige gang og sammenhæng. Det ville langt snarere gøre jorden til et helvede end til et himmerig. Skulle sociale påbud – om ligedeling af de arbejdsskabte goder, om gensidig assurance o.desl. – søge at bøde på ulighederne i individernes naturbetingelser og i deres personlige anstrengelser, ville resultatet i højeste grad blive social ulighed, ulige krav og ulige aflønning til de forskellige personer. Hensigtsmæssigheden heraf vil være lige så umulig at begrunde som retmæssigheden. En sådan samfundsorden ville ikke kunne hævdes uden et tvangsregimente af uhørt omfang.

Lige så lidt som naturkræfterne kan hindres i at virke, lader frembringelsessammenhængen sig afskaffe. Hvor den trædes ned, gror den frem igen. Begge dens hovedforgreninger er lige ukuelige: enhver skal stå til ansvar for sine handlinger, enhver skal have udbyttet af sit arbejde. Sæd og høst hører sammen. Det er frembringelsessammenhængens princip, der bestemmer udformningen af lighedskravet, så det ikke går ud på en jævn fordeling af de eksisterende goder – på et kommunistisk sammenroderi der hurtigt ville bringe den menneskelige virkelyst og livsglæde i vantrivsel – men kun angår de sociale mellemværender. Det er sondringen mellem individ og samfund, der sættes.

Af de tre hovedprincipper er ligheds- eller vederlagsprincippet det egentlige retsudmålende eller retsafvejende princip. De to andre giver ikke grundlag for kvantitative bestemmelser. Det er grundreglen, at alles rettigheder skal være skåret over samme læst og socialt ligebetydende, der væsentlig sætter grænserne, hvorefter rettighederne får form og omfang. Til dels virker her også frembringelses-sammenhængens princip med.

Overvægtsprincippets betydning, der som sagt indskrænker sig til løsningen af retsforviklinger, vil bedst vise sig gennem nogle eksempler. Man kan ikke undlade at betale forfalden gæld under påberåbelse af, at man har mere nødvendige ting at bruge sine penge til. Thi det kan ikke anses for umuligheder enten at skaffe flere penge eller at opnå henstand for nogle posters vedkommende. Ej heller er pågældende person vel uden skyld i situationen. Ingen af forpligtelserne ophæves derfor gennem sammentræffet. Retsforviklinger findes kun, hvor det står som en umulighed at gennemføre samtlige berettigede krav, så det ene må tilsidesættes for det andet. Således er f.eks. den tilkaldte læge stillet overfor sin patient, her er ansvar både ved at ordinere en behandling og ved intet at foretage, det er handlingstvang. Lægen bliver derfor sagesløs overfor et uheldigt udfald, når han har handlet efter bedste skøn og ud fra forsvarlig indsigt til at påtage sig hvervet. På lignende måde er forældre stillede overfor deres umyndige børn; helt at undlade vejledning eller forsorg drager ansvar efter sig, det samme gør ethvert påbud.

I fri borgerlige sammenslutninger – foreni ger, andelsselskaber osv. – samt overfor de sociale fællesanliggender må der blive tale om en eller anden form af samstyre. Her er det, hvor ikke fuld enighed mellem alle de styreberettigede kan opnås, umuligt at efterkomme alles ønsker og planer, nogle må tilsidesættes. Oftest vil handlingstvang foreligge, idet ikke-handling betyder forsømmelse. I så fald har ifølge overvægtsprincippet flertallet ret til at sætte sin vilje igennem, thi valget står mellem enten at sløjfe flertallets eller mindretallets råderet, og det sidste må foretrækkes. Denne ret, flertalsretten, eksisterer selvfølgelig kun i sådanne anliggender, hvor enhver af de vælgende har en forud eksisterende råderet at henvise til, med andre ord har en indsats med på spil, som ikke kan løsgøres – eller ønskes løsgjort – fra de andres indsatser. Ellers foreligger der ikke handlingstvang overfor mindretallet. Det vil sige, at der ikke ved afstemning, i foreninger eller indenfor hele samfundsområdet, kan stiftes ny fællesanliggender, hvori mindretal tvinges ind; thi flertallet kan ikke her henvise til, at dets rettigheder krænkes, såfremt mindretallet ikke følger trop. Flertalsretten er forfalsket, medmindre der forud foreligger både en uangribelig råderet for hver enkelt og en af alle anerkendt sammenkædning af disse rettigheder. Det er fuldkomment nonsens, når de demokratiske forfatninger med et pennestrøg tilskriver vælgerflertallet “ret” til at bestemme over alt, hvad det finder for godt at blande sig i. Det er principielt set intet mindre end kommunisme, en ophævelse af ejendomsretten, når der således “gives” de skiftende flertal en ubegrænset prioritet i al ejendom. Hvis man overhovedet anerkender ejendomsret, kan fællesanliggender kun fremkomme, hvor ejerettigheder enten frivilligt sammenkædes eller ifølge sagernes natur nødvendigt på forhånd er sammenkædede, så de andres ret krænkes ved, at den enkelte skiller sig ud og går sine egne veje. Heraf følger bl.a., at tvungne fællesanliggender ikke kan dreje sig om fremtidige erhvervelser, f.eks. kulturopnåelser, thi overfor uskabte goder kan ingen af borgerne henvise til nogen ret udover retten til at råde over deres eget. Her findes ikke spor af retsforvikling. Ingens ret lider mindste afbræk, om jeg nægter at deltage i andres fremtidige udnyttelse af deres privatejendom. Såfremt kommunismen forkastes, kan der overhovedet ikke tales om nogen “samfundets ret”, som ikke logisk er afledt af ejendomsretten. Det er begrebsforvirring.

Blandt de mangfoldige andre tilfælde, hvor overvægtsprincippet må anvendes, idet den principielle retsanalyse alene ikke fører til noget resultat, skal her særlig nævnes: ophævelse af allehånde social uret, der er indgroet i livsforholdene og de økonomiske værdibestemmelser. Der foreligger da en mangfoldig sammentvinding af ret og uret; dels lader skyldforholdene sig ikke forfølge og udrede, dels vil skyldnerne være døde, så at ingen er i stand til at udpege, hvorfra dækning skal tages til de berettigede tilgodehavender. Og der foreligger handlingstvang. Lader man uretten bestå fremdeles, vil der stadig ske nye krænkelser. Forfordelinger, overgreb. På den anden side kan uretten ikke ophæves uden indgreb i den bestående lovfæstede ordning. Forviklingen er fuldkommen uløselig, og det kan derfor ikke kræves, at uretten skal ophæves ved retfærdige midler. Det er umuligt at anvise sådanne. Valget står mellem to sæt af uretfærdigheder, at lade uretten forplante sig videre eller at forlange ofre for at få den ophævet. Hvis afkrævelsen af disse ofre udgør en mindre betydende uret end det vil være at fortsætte de bestående uretmæssigheder, er det ikke blot tilladt, men påbudt at foretage forandringen. Anklage kan kun rejses af dem, som påviser en mere lempelig og rimelig fremgangsmåde. Således står spørgsmålet om overgangen til retsstaten. Selv ikke når de forurettede skal være med til at “betale” overgangen, kan det påkæres som en urimelighed, at de “skal betale for at få deres ret”. Denne betragtning er forkert. Hvad der skal betales for, er at få forholdene drejet i lave, så at der i fremtiden findes en retmæssig skyldner til pågældende tilgodehavender. Det er retsforviklingen, der skal løses. Hvad der kan forlanges, er kun, at ofrene fordeles på den forsvarligste måde, at det rette valg træffes mellem overgangsmulighederne. Det er med andre ord overvægtsprincippet, der gør sig gældende.

Et andet eksempel finder man i de forhold, nutidens organiserede lønkampe afsætter. Disse betyder i mangt og meget et overfald på sagesløse medborgere idet de stridende parter ikke begrænser håndgemænget til deres eget, men forulemper udenforstående erhverv. Ifølge forudsætningerne for arbejdets deling, som alle erhverv hviler på, bliver dette utilstedeligt. Både før, under og efter striden støtter de stridende sig på, at de øvrige parter i samarbejdet ikke svigter deres del, ellers ville kampen meget hurtigt være slut; oven i købet lader de gerne bagefter disse udenforstående erhverv betale krigsomkostningerne. Strejker og lockouter betyder svig mod erhvervenes samarbejde. Aftaler om slige arbejdsnedlæggelser er ikke berettigede foreningsanliggender. Men hele denne principielle betragtning er uanvendelig, fordi der foreligger samfundsforhold, som foruretter arbejderklassen. Lønarbejderne har, da de retmæssige midler forholdes dem, ikke anden udvej til at hævde sig end kampsammenslutninger. Det er derfor overvægtsprincippet, der må anvendes ved bedømmelsen. At den sociale uret, der har så megen forfordeling og forstyrrelse til følge, snarest bør berigtiges, kan der ikke tvistes om. Indtil da må en skønsmæssig afvejning af de forskellige retshensyn være vejledende, en slags voldgift med andre ord. Principielle betragtninger giver ingen løsning af konflikterne.

Selv i den bedst ordnede retsstat vil der indtræffe mangfoldige tilfælde, i lighed med når en uforsigtig cyklist vælter en gammel kone omkuld og derefter forputter sig i gademylderet, eller når letsindige folk pådrager sig skyldigheder, de ikke kan opfylde. Her må skønsmæssige ordninger anvendes, fuld ret kan ikke skaffes, thi eventuelt at tage erstatningsmidler hos sagesløse medborgere er ikke ret. Skyldes skaden privathandlinger, hvis forvolder ikke kan bringes til at yde genoprettelse, må den, som rammes, bære følgerne. Overfor slige hændelsesvis indtrædende brist i retshåndhævelsen må almenheden være sagesløs; enhver må løbe sin risiko; det er intet fællesanliggende, for så vidt retsplejen er tilbørlig vedtaget og udøvet. Anderledes hvis skylden ligger i de sociale ordninger, da er samtlige myndige borgere pligtige til uopholdelig at ændre de forhold, hvoraf retsforvirringen flyder.

4. Den retsmoralske ordnings videre udformning

Ejendomsordningens videre udformning består ikke blot i at anvende de fremstillede grundsætninger rent logisk på de talløse variationer, samlivet frembyder. På adskillige områder må reglerne formes under hensyn til hele den begrundelse, hvoraf retsmoralen fremgår.

Tanke- og trosfriheden er givet med individets rådighed over sin organisme. Hvad man har i sit indre, er ens eget. “Tanker er toldfri”. Selvom meningerne strider mod åbenbare kendsgerninger, kan de ikke angribes, for så vidt de ikke bringes til torvs, men blot står som noget, individet ønsker at beholde. Thi vore meninger forholder sig ikke blot til den objektive sandhed, de er også personlige livsorganer, bevægelsesredskaber for tanken, støttepunkter for følelseslivet; måske har individet dem behov som stadier i sin indre sammenhæng og som udgangspunkter for videre afklaring. Det kan kun ejeren bedømme. En hel anden sag er det, om man bearbejder andre for at få dem til at dele sine meninger. Da kommer der forledelse ud af meningerne, hvis de er urigtige.

En lignende betragtning gælder for foreningsfriheden. En overenskomst med andre om indenfor en vis ramme at pleje fælles interesser, være hinanden til bestyrkelse – og opmuntring el. desl. er i og for sig kun en sammenlægning af personlig ejendom, en fri udveksling af gaver og løfter, som andre ingen adkomst har til at blande sig i. Men udadtil må foreninger naturligvis ikke begå indgreb i andres i rettigheder. Sammenrottelser om forfordeling, overfald el. lign. er ikke berettigede.

Af en anden støbning er ytrings- og agitationsfriheden. Her er ikke tale om blot at forføje over sit eget, men om henvendelses- og tilbudsfrihed overfor andre. Det kan let udarte til plage og forstyrrelse. Alene så simpel en ting som henvendelse med et spørgsmål betyder et på forhånd ubevilget indgreb i den adspurgtes tid, tanker og sysselsættelse. Opfordringer kan også være generende: sjældent rettes de således, at man stilles frit, ofte adskiller de sig ikke væsentligt fra afpresninger. Ytringsfriheden, navnlig den mundtlige agitation, der er mere pågående end trykkefriheden, kan rumme anløb mod andres meninger og følelser. I det hele taget har disse friheder for en umiddelbar betragtning nærmest karakteren af overgreb mod næstens ejendom. Det er dispensationer fra ejendomsreglerne.

Forsvaret ligger i, at intet menneske kan undvære disse tilladelser; og når frihederne er gensidige, kan derfor fordelene og besværet ved dem regnes at opveje hinanden, endda således at alle har en betydelig overskydende fordel af disse vedtægtsmæssige indrømmelser. Men af den særlige begrundelse følger da også, at frihederne må begrænses, så de betyder et plus for enhver; eller vel endog strengere: at de ikke går udover det gennemsnitlige behov og ønske. At give løb f.eks. for ualmindelig snakkesalighed eller at leve af at rende folk på dørene er at gå over stregen, begrundelsen mangler her, thi det forsvar gælder ikke, at det ekstravagante fåtal “indrømmer alle andre samme frihed”. Grundlaget er: så vidt mulig ligevægtig gensidighed i hele knippet af henvendelsesfriheder. Da bl.a. de fleste ønsker at reservere sig deres intimere forhold, må disse være undtagne. I agitation må krænkende skarphed, kras pågåenhed, foragtende betegnelser o.desl. undgås, thi den tiltrængte forbindelse med andres tanker, planer og viden kræver ikke sådant. Gensidig trampen på hinanden strider mod hele retsordenens mening som freds- og beskyttelsesmiddel. Endvidere bør agitatoriske ytringer respektere kendsgerningerne, ikke blot direkte, men også indirekte; halve eller forvredne forebringender er tilløb til bedrageri.

Udover det selvfølgelige forbud mod direkte overgreb overfor andenmands ejendom må der gøres indskrænkninger i handlefriheden, idet mange handlinger indirekte kan anstifte utilsigtede ødelæggelser eller besværligheder; dels har den handlende ikke altid absolut herredømme over de indirekte foretagender; han kan nok bringe en sten til at rulle, men måske ikke atter til at standse efter hans vilje; dels drager tit en handling mange andre virkninger efter sig end de tilsigtede. Hvilke indskrænkninger der under hensyn til den almindelige sikkerhed bliver forsvarlige, må bero på en afvejning af, hvor store de svævende farer er, og på den anden side hvor omfattende skår indskrænkningerne gør i selvbestemmelsesretten. Her som overalt, når overvægtsprincippet kommer i anvendelse, må det dog påses, at det udelukkende er rettigheder, der vejer mod hinanden; andre velfærdsbetragtninger må lades ude af betragtning. Tillige må man gøre sig klart, at der overfor farerne ved handlefrihed ofte er to veje at gå; enten at inddæmme handlingerne ved forbud, eller at gøre den handlende ansvarlig for mulig indtræffende overlast mod andre; sidstnævnte fremgangsmåde må anbefales overalt, hvor der kan regnes med, at skaderne vil kunne erstattes gennem ansvarsforfølgning; men dette er jo dog langtfra altid tilfældet. Holdes handlefriheden i tømme gennem ansvarslovgivning, er det overladt til den enkelte selv at afveje retsforholdene og risikoen, hvilket er en fordel, da begge ofte varierer stærkt med omstændighederne. Herved gøres begrænsningen elastisk, den kommer kun til at snære, hvor en hæmning er påkrævet. Forbud derimod kan vanskelig formes sådan, at de ikke rammer skyldige og uskyldige handlinger i flæng, “retter bager for smed”. Ved at øve tvang mod andre eller ved at påtrykke dem sit formynderskab, sætter man sin vilje i stedet for deres, som bliver borttrængt. Derved overtager man ansvaret for det skete. Den, der af bekvemmelighed eller i mistillid til egen dømmekraft lader sig vejlede af andre, kommer ikke til at handle selv. Ansvarsforholdene er her uklarere, det beror på omstændighederne i de enkelte tilfælde; men medbestemmende indskud i andres livsførelse kan ikke blive ansvarsfri.

At nedslå sin næstes mod, svække hans selvtillid eller hans tiltro til bestemte medmennesker, er at angribe værdier, der tilhører ham. Selvom man tror eller endog ved, at han bygger på vildfarelse, er det ikke nok. Måske er det ny sindsindhold ham alligevel ikke tjenligere end det forrige. Ligeså er det ejendomskrænkelse at spotte andres følelser, interesser eller fornøjelser. Det er angreb på det, de holder sig levende ved. Et menneskes åndelige værdier kan være ham ligeså uundværlige som hans helbred eller hans materielle ejendele.

Ifølge forholdene må det åndelige samliv mellem mennesker for en stor del komme til at bestå i en mere eller mindre fri udveksling af gaver. Der er tale om skabende processer, hvori parterne på engang er både ydere og nydere. I denne frivillige udveksling må det hovedsageligt overlades til enhver at hævde sine adkomster og tage sin stilling til foreteelserne. I mangt og meget er ganske vist også dette samliv en kamp om goder, et forfængelighedens marked, en kappestrid, hvori overtag udnyttes. Men når ingen af parterne er tvunget ind i legen, får retsprincipperne kun en sparsom anvendelse. Intet menneske kan siges at lide afbræk i sine fundamentale eksistensudveje ved ikke at indgå som deltager på en bestemt måde i dette fri samspil af livsudfoldelser, ej heller kan sligt fremtvinges gennem retsforfølgning, thi de andre deltagere er berettigede til at bryde af og vende sig andetsteds hen, når som helst de lyster.

Hovedrettesnoren for det åndelige samlivs selskabelighed, venskab, tankeudveksling osv. bliver derfor, at det stadig må fornys frivilligt for alle parters vedkommende. Hvor ikke særlige forudsætninger, navnlig løfter, gør sig gældende, skylder ingen at lade sig slæbe med mod sin vilje. Og hvad løfterne om fremtidige samlivsudvekslinger angår, må enhver på forhånd være klar over, at ingen kan love andet og mere, end han er herre over. Følelsers, interessers, meningers vedvaren kan ikke loves, thi mag og appetit kan ikke fremtvinges. Dog kan mangfoldige særforhold og omstændigheder spille ind. Har man f.eks. indbudt gæster, kan man ikke undslå sig for at omgås dem venligt og interesseret. Har man ved sine løfter bragt andre til at gøre indsatser, som man har modtaget og gjort sig til gode, kan man naturligvis ikke bryde af uden hensyn til disse forudsætninger.

Det uretmæssige i at lyve eller hykle for andre beror på, at disse forledes til at bygge på de urigtige forebringender. Man får ansvar for at påføre sin næste værdispild, skuffelse, tab, latterliggørelse o.desl. Forestillinger, man direkte indgiver andre, må, selvom de er gaver, svare til hvad de giver sig ud for; man har ikke lov til at indskyde uholdbarheder i sine medmenneskers livsførelse. Det er en slags ejendomsoverdragelse, der sker. Tydeligst træder dette forhold frem i løftet, hvorved man udtrykkelig indgiver modtageren et grundlag at hygge på, for hvis holdbarhed man overtager ansvaret. Også her må dog enhver på forhånd være klar over, at der hefter en vis grad af usikkerhed ved alt fremtidigt; f.eks. kan et trafikuheld hindre en foredragsholder i at give møde. Aftaler er gensidige løfter, som hviler på hinanden. Hvis modparten ikke overholder sin del af overenskomsten, er man derfor løst fra sit løfte.

Sandfærdighed, ægthed, ordholdenhed, såvel i de frie forhold som i de retsbundne, er betingelser for, at samlivet og samarbejdet kan opnå en sammenhængende udfoldelse. Det er transaktionsbetryggelser. Uden denne saglige pålidelighed vil menneskene ikke komme i frugtbringende forbindelse med hinanden, men gå vild af hinanden, figurlig talt snuble over hinanden. Deres handlinger og planer vil komme til at mangle den grundlæggende forudsætning for at kunne rette sig efter hinanden og forbinde sig.

At bringe andre på vildspor kan dog blive forsvarligt. I situationer, som med sikkerhed kan bedømmes til, at nogen er i begreb med uberettigede foretagender – tyveri, overfald, lureri (der er tyveri af andres hemmeligheder) – er man berettiget til at vildlede pågældende. Her er man under handlingstvang, idet undladelse af indgriben er ensbetydende med at dække over ugerninger og lade uretten have frit spil. Herved gør man sig medskyldig i, at retsordenen forringes. Vi er ganske vist ikke alle politibetjente, men i hele vor situation som retskrævere, både ydende og nydende parthavere i retsbeskyttelsen, er vi ikke fritstillede overfor, om vi vil støtte eller ikke støtte denne i forefaldende tilfælde. Regler, navnlig for angiveri, .er dog vanskelige at give, ligesom også for vidnepligten. En mangfoldighed af særlige forhold og omstændigheder kan spille ind. Det er i alle disse tilfælde retsafvikling og handlingstvang, man er inde i, så at den individuelle bedømmelse må have et spillerum; ofte kan andre ikke dømme derom, da man jo ikke kan være forpligtet til at lægge alle sine kort på bordet. En almindelig skyldighed til at udlevere hele sin viden til medborgere kan ikke begrundes.

Ethvert menneske må råde over sin åndelige modtagelighed og værdsættelse af, hvad andre byder på. Man kan ikke beklage sig over manglende forståelse blandt sine omgangsfæller eller hos publikum. Efterspørgselen må være fri. Hvad vil vurdering “efter fortjeneste” sige! Det må jo netop komme an på, i hvilken udstrækning ens ytringer formår at træffe andres modtagelighed, opfattelsesevne, smag, behov og åndelige udvidelsesmuligheder. Det er alene den faktisk udvirkede berigelse af andre, der giver fortjeneste. Hvordan skulle eventuelle fremtidsmuligheder kunne honoreres, før de er blevet til virkelighed? Man kan ikke bebrejde sine omgivelser, hvis deres interesser går i andre retninger end ens egne. Skribenter og kunstnere har ikke krav på anden anklang, end publikum giver dem. Mindre fritstillede end den personlige efterspørger er dog bestaltede kritikere, legatuddelere o.desl., der officielt har på taget sig at optræde som vejledere og udvælgere. Noget lignende gælder faglige autoriteter, som lønnes af det offentlige. De få spredte træk, som her er fremdraget, giver kun antydninger af, hvordan den sociale orden, som de retsmoralske principper udpeger, ser ud i sin helhed. Men ved hjælp af den ret omfattende retsmoralske litteratur, der er fremkommet tidligere, vil læseren kunne danne sin en forestilling om, hvorvidt disse principper fører til en naturligt afgrænset retsorden, som hverken regulerer for meget eller for lidt.

5. Retsmoralens begrundelse

Hvilken som helst retsorden kræver almindelig gennemførelse, fordi balancen mellem, hvad den yder og hvad den kræver af den enkelte, først da kommer frem. Men almindelig gennemførelse kan en samfundsorden kun få, hvis der opstilles magtmidler som baggrund og sidste tilflugt for den. Det er på grund af denne tvang, der således stilles i udsigt, at retsordenen kræver en begrundelse.

Der er her tale om andet og mere end de specielle tvangsbegrundelser, som tidligere er betragtet. De fandt deres forsvar ud fra retssystemet. Men her er det selve dette system, der skal begrundes.

Hvordan kan et gyldigt forsvar overhovedet tænkes for således at tvinge alle til at respektere og følge et på forhånd opstillet system af sociale rettesnore, hvorved enhvers livsudfoldelse får sit spillerum inddæmmet? Dette tvangspålæg kan umuligt forsvares ved henvisning til en flertalsbeslutning, der repræsenterer de manges overvældende magt overfor anderledes sindede, som nødsages til at føje sig. Dette er selvfølgelig intet forsvar. Et sådant er kun muligt gennem en påvisning af uvægerlige nødvendigheder, der virker i alle individer, fordi de er uløseligt forbundne med menneske­naturen og samlivet, så at uden undtagelse enhver, som vil leve i samliv med andre, finder disse nødvendigheder i sin egen tilværelse og må underkaste sig dem i kraft af sin egen livsvilje, med andre ord må ville dem. Sammensmeltningen eller samspillet mellem “må” og “vil” er det dybestliggende holdepunkt, der overhovedet gives for den menneskelige fornuft at grunde sine opbygninger på. Man kan også kalde det: indre naturtvang. I denne vor verden, som jo er livets verden, er vi bundet til at følge en dobbelt kreds af bestemmelser, som udtrykkes ved ordene: livets væsen og livets vilkår.

Den menneskelige vilje har ikke blot en ydre, men også en indre begrænsning, der er faktisk og kendt af alle, i øvrigt uforklarlig. Vi kan kun ville, hvad der går ud på at fremme et eller andet af vore ønsker. Vi kan ikke ville alt muligt, men har bundet valg mellem, hvad vi er i stand til at ønske os, mellem de forskellige muligheder for fremgang i en eller anden af de retninger, vi kalder opnåelser. Således må det erkendes, at vi ikke formår at ville men højest i blinde og desperation kan indlade os på det frugtesløse, håbløse, intetsigende, det efter vor opfattelse meningsløse eller umulige. Det bøjer vi af fra ligesom ved en slags åndelig tyngdekraft. Ej heller kan vi ville handlinger, hvorom vor viden siger os, at de slår ruinerende tilbage på den livssammenhæng, hvori jeget består, og hvis opretholdelse derfor alle vore ønsker er afhængige af; vi kan ikke på engang ville en ting og ville se den umuliggjort; vi er nødt til at respektere den sammenhæng, der hedder: vil man målet, må man også ville midlerne. Dette cer grundtrækkene i den indre naturtvang, vi er undergivet.

Hvad livets ydre vilkår angår, har vi det jo ikke i vor magt at ændre de omgivende naturforhold og medmenneskene, som vi lyster. Vi kan ikke ændre jordklodens størrelse, bane eller fysiske love, heller ikke medmenneskenes karakter kan vi gøre mirakler med. Tilsammen giver naturforholdene, befolkningsmængden og de almindeligt herskende fordringer til livet os sådanne vilkår, at vi absolut er henvist til på en eller anden måde at lære at forliges: vi må færdes mellem hinanden, indordne os under arbejdets deling, drive en mangfoldighed af foretagender, der kræver orden i forholdene, social sigtbarhed og betryggelse. Vi må have fred for hinanden og en sikret selvstændighed overfor hinanden, så enhver får sin tid og sine kræfter mest mulig frigjort til at kunne give sig af med de bestræbelser, han vælger, kort sagt følge sin vilje på eget ansvar. Det vil just sige, at vi må have en retsorden. Behovet er almengyldigt; ingen, som tager lovløshedens uvægerlige følger i betragtning, kan ville denne tilstand, thi den kan ikke være fremmende for nogens ønsker, når kredsen af disse tages som en sammenhængende helhed. Valget står altså mellem de forskellige muligheder, der overhovedet gives for en retsorden.

Ved valget må der i første linje ses hen til, at en retsorden ifølge sit væsen er en spændetrøje. Når vi vælger at påtage os en sådan, er det ud fra en tvangssituation; vi foretrækker et mindre onde frem for et større, der ellers ville ramme os. Men da er det givet, at blandt de mulige retssystemer, der tilfredsstiller formålet, må den spændetrøje blive at foretrække, som klemmer og hæmmer individet mindst. Den retsorden får forrangen, som giver enhvers livsudfoldelse og stræben fuldest og friest løb udadtil, og som opriver den naturgivne indre sammenhæng i individet mindst; thi det er et minus for retsordenen, om den så at sige gør indbrud i den individuelle natursammenhæng, ikke forliges med vort sinds love. Sådanne indbrud og forstyrrelser i den individuelle sammenhæng er at betragte som påført tvang, så at i alt to grundfordringer til retsordenen lader sig almengyldigt fastslå: den skal fyldestgøre formålet social orden, social betryggelse, social sigtbarhed for såvel den enkeltes som sammenslutningers foretagender. Og den skal påføre individet mindst mulig tvang.

I viljens natur ligger, at frihed, selvbestemmelse er et alment ønske, er der end allehånde splidagtighed mellem de forskellige menneskers viljer, bliver dog det fælles tilbage, at alle vil det, de vil. Tvang ønskes principielt ikke af nogen. Hvis man af mistillid til egen dømmekraft, udholdenhed eller evnerigdom ønsker sig stillet under andres ledelse, vil man dog altid forlange, at beslutningen herom samt udstrækningen og varigheden af den ønskede vejledning såvel som også valget af vejleder må være frie, altså principielt selvbestemmelse.

Ud fra den anden af ovennævnte to grundfordringer er den retsorden af foretrække, som i størst omfang udelukker sociale brydninger, der indvikler og hilder individerne i golde tvistigheder og avler socialt vildrede. Det fremhæves, at begge bedømmelser, vi således får at anstille, retsordenens frihedsindskrænkende betydning og dens effektivitet, er tilstrækkeligt saglige af retskaffenhed så de lader sig udføre.

Når man har villet hævde, at den sociale lovgivning bør rette sig efter velfærdsprincippet, m.a.o. gå ud på at tilvejebringe “størst mulig lykke” som helhed taget i samfundet eller menneskeheden, så strander dette bl.a. på bedømmelsens uigennemførlighed. Afgørelserne kommer ikke blot til at lide af graverende kortsynethed, idet de både i bredde og længde svæver ud i det uendelige, men de kan heller ikke undgå at blive vilkårlige. I sin vide og brogede almindelighed er begrebet velfærd (lykke, ønske) umuligt at bygge på, totalt uvidenskabeligt til brugen. Intet i verden er mere omtvisteligt end lykkens udseende, det veksler i det uendelige fra menneske til menneske, og tilmed for den enkelte skifter ønskerne måske fra dag til dag. Kun ganske enkelte begrænsede velfærdssætninger af almen gyldighed lader sig opstille, nemlig de to grundfordringer, vi har betragtet: om frihed og social orden. Det øvrige er mere eller mindre individuelt, og mere eller mindre kviksand, hvorfor det må overlades det individuelle valg og ansvar. Ej heller kan det forsvares, som velfærdsprincippet vil, at tage fra den ene og give til den anden, at lade A bløde, for at B, C og D kan vinde tilsammen et større mål lykke, som A jo ikke kan nære sig ved; ja han kan ikke engang vide, om bedømmelsen er holdbar i det lange løb, thi det hele er jo, som alverdens velfærdsstyrelse til overmål viser, det rene bedste beskub. At anlægge lovgivningen efter velfærdsprincippet vil af disse grunde betyde at mobilisere uenigheden mellem menneskene og stifte kaotisk vildrede. Overalt har denne politik også vist sig at føre til stadig stigende splid i samfundene.

At den retsmoralske ordning er den blandt alle tænkelige løsninger af samfundsproblemet, som vil give individernes livsudfoldelse friest, fuldest og mest harmonisk løb, kan rent sagligt eftergås. I sammenligning med det socialistiske forslag viser den sig at give selvbestemmelsen fri bane i langt større udstrækning, hvilket også kan måles på, at den gør individet ansvarligt i langt videre omfang. Og med dette sidste er i grunden fastslået, at den også virker socialt fredsstiftende i højere grad. Thi hvor ansvaret er udpeget at ligge hos individet, er den sociale ordning lagt fast. Der kan da i det højeste føres retstrætte om sagerne. Men når ansvaret henvises til fællesstyrelsen, bliver afgørelsen endeløs. Sagerne slår ud i politisk agitation, der appellerer til ny afstemninger. Man får ikke ordnede forhold, men ansvarsforflygtigelse, tummel og vildrede.

At den retsmoralske ejendomsordning virker fredsstiftende i videst muligt omfang, turde ·være indlysende, den giver den fuldstændigste sondring mellem mit og dit, der overhovedet kan anses for opnåelig. Thi at selvstændiggøre individerne ved at give enhver sit bliver kun holdbart og forsvarligt, når der sikres enhver en tilstrækkelig selvstændighedsbasis. Da social forfordeling ikke kan godkendes, må dette eksistensgrundlag bestå i: enhvers lige andel i de fundamentale naturgivne goder, samt alles sociale ligestillethed i henseende til arbejdsadgang og tilmåling af arbejdsløn. At den retsmoralske ordning opfylder disse tre krav, vil fremgå af næstfølgende afsnit. Når hertil føjes forsørgelse af uarbejdsdygtige personer, danner denne selvstændighedsbasis en solid bundsikring af retsordenen. Der vil ikke kunne findes rimelige holdepunkter for kuldkastningsbestræbelser. Som det tidligere er vist, hviler ordningen nemlig på naturlige krav, som enhver vil gøre gældende for eget vedkommende. Men derigennem binder man sig til også at respektere dem for andres vedkommende. Lovgivning bliver ellers ikke mulig.

Om den retsmoralske ordnings begrundelse gælder i det hele taget, at den fremkommer af sig selv, ene og alene gennem en afklaring af individets sociale omdømme. Der behøves blot en logisk sammenhængsproces, og enhver finder, at hans egne vilkårlige tanker giver medhold til, hvad denne retsorden kræver. Det er ingen tvangsregulering påført udefra, men bestemmelser, der kun er naturlige forlængelser af enhvers fornuftmæssige selvbeherskelse.

Frembringelsessammenhængens princip påfører hverken individet nogen tvang eller udæsker det til modsigelse. Som man finder det selvfølgeligt at beholde til eje, hvad man ved egen virksomhed har frembragt, finder man det indlysende, at andre beholder rådighed over, hvad de har tilvirket. Det er ligeså klart som, at man ikke samtidig kan blæse og have mel i munden.

Ligeså tydeligt går vederlagsprincippet ud på at forlænge det personlige livs naturlige forhold over i de sociale mellemværender. Princippet kræver, at samfundets medlemmer skal jævnstilles med hinanden, i alle sociale forhold og sociale udvekslinger stå på lige fod og regnes for jævnbyrdige. Og hvis samfundet, hvilket i denne forbindelse vil sige samfundsordenen, skal skære alle over én kam, være upartisk, da må følgen uvægerligt blive, at der i de retsordnede dele af samlivsforholdene intet hensyn kan tages til de individuelle forskelle – f. eks. om man er rig eller fattig, fed eller mager, livlig eller træg, køn eller grim, ungkarl eller enkemand, ødsel eller sparsommelig, flittig eller doven osv. Den eneste individuelle egenskab, der socialt kommer i betragtning, er arbejdsinvaliditet. Ellers må betingelserne være ens: samme priser for alle, samme regler for erhverv, samme økonomiske frihed, samme ansvarlighed. Det kan altså ikke blive til, at der skal tages fra den ene for at bøde på den andens dårligere eller vanskeligere udkomme, at lovgivningen må give sig af med udjævnende økonomisk fordeling, give særvilkår til forsørgere, enkemænd, ubemidlede osv. Dette kan nemlig umulig lade sig gøre uden at gribe til klasselovgivning, særlove for bestemte grupper af indtræffende tilfælde, hvilket er brud på den sociale lighed. Det udjævnende lighedskrav, som socialismen til dels har knæsat, er i direkte modstrid med kravet om social lighed; vil man fremme det ene, må man sløjfe det andet. Skal social lighed herske, må enhver hensyntagen til individuelle forskelle og særtilfælde høre ind under de frie samlivsforhold, sådan som retsmoralen hævder. Det er det naturlige, thi det individuelle påkalder ikke samfundsborgeren som sådan, men privatmenneskets frie tilskyndelser; det har ikke bud til den sociale forretningsgang, men til det personlige valg, som retsordenen ikke kan blande sig i, thi den ville da udæske alles protest og umuliggøre sig selv som naturstridig.

Den sociale ligestillethed, samfundsordenens upersonlighed, må enhver uvilkårlig anerkende. Sammenstiller man i sine tanker du og jeg, må man bedømme begge ud fra samme udgangspunkter, thi vi har simpelthen ikke forskellige mål at måle hinanden med; hvad vi ved om andre, beror udelukkende på egen erfaring, vi har aldrig følt andres smerter eller glæder, bekymringer eller forhåbninger, men kun vore egne. Vi forstår kun andre ved at “lægge os selv ind” i dem. Det er da givet, at målestokkene overalt må blive de samme, andres ve og vel har nøjagtig samme vægt som ens eget. Hverken hovmod eller selvfornedrelse gælder, det er forfalskninger. Hvis vi ikke gælder lige, mangler grundlaget for at forliges, thi for at kunne mødes og fordrages må man have fælles målestokke, ellers træffer man ikke hinanden. På anden måde kan vi ikke engang få vore forestillinger om andre til at gå i tråd med vore forestillinger om os selv, regnskabet os imellem kan ikke ordnes og opgøres af mangel på regneenheder. Uden at sætte “sin næste som sig selv” får man ikke harmoni i sin indre tankeverden. Samvittighedsopgør overfor andre bliver plat umulig. Enhver vil finde det latterligt og fantastisk at indsætte personlige brøker her.

De mange irriterende uligheder mellem menneskene, som fremkalder misundelse fra den ene side, hovmod fra den anden, kan det ikke være lovgivningens sag at fjerne eller glatte ud. Hvis alle nyder social ligeret, har disse uligheder ingen forbindelse med samfundordenen, den tilfældige medborger har ingen skyld deri. Dels skyldes ulighederne naturens luner, som ingen formår at gå i rette med, dels individerne selv; det er ganske umuligt at skille ad. I alt fald er det meningsløst at vælte ansvaret over på den eneste afgjort uskyldige, den tilfældige medborger.

Efter det sociale lighedsprincip kommer man heller ikke i skyld til sine samtidige, fordi man ved dem finder en virksomheds- og erhvervskreds, en levende omgivelse, jordbund for tankeudveksling, interessefællesskab, samarbejde. Det er ganske vist umådelige værdier, der således knytter sig til den sociale kreds, hvori man er stedt; men at tale om skyldigheder på grund heraf er tankeløst, thi fordelene er jo fuldkommen gensidige og derigennem betalt. Hvem skulle være tilgodehaveren? “Samfundet” siges der. Men det vil jo netop sige alle de andre, der nyder samme goder, i alt fald samme muligheder for trivsel. Det højeste, man kan skylde, er at være lige så god og driftig borger som de andre, så yder man fuldt vederlag.

Princippet lige for lige trænger næppe til yderligere begrundelse. Nævnes bør dog, at der er blevet peget på, hvordan dette princip er os så at sige i kødet båret, idet vore indre organiske omsætninger følger samme regel. Mangfoldige legemlige organer og sjælelige dannelser, navnlig hos det udvoksede individ, forlanger kun at bevare deres identitet, ligevægt mellem udgift og indtægt, en genoprettende ernæring, men intet derudover, så at lige for lige skulle være loven for den vanskelige ting, vi kalder vor tilfredshed. Men ser vi på de former af menneskelig stræben, der ytrer sig i samfundslivet og væsentligt bærer dette, tegner forholdet sig unægtelig anderledes. I mangt og meget tilstræber vi at opnå så meget som muligt og begrænser os ikke til erhvervelser, der opvejer vor møje. Før vi sætter noget i værk, anstiller vi en vejning “om det kan betale sig”, men vi er dog lystne nok efter at høste overskud, tilstræber “det mest mulige for den mindst mulige ulejlighed”, ja har måske ikke engang nogen forestilling om, hvor opvejningsgrænsen ligger. Mange af vore begæringer går i det ubegrænsede, vi vil stadig stigende velmagt og velstand, forfremmelse i ære, indflydelse, grundmurethed. At vokse og udbrede os hører til vore naturlige tilbøjeligheder.

Når der under omsætningen af værdier mand og mand imellem danner sig objektive normer for, hvad en vare eller ydelse er værd, hvad der er retmæssig opvejning, ligevægt i handel, beror det næppe på nogen indre vejning hos parterne af den præsterede sum af møje, værdierne har kostet. Handelspriserne er jo ofte ret svingende, så dette regnskab bliver vaklende. Det er vistnok ikke den enkeltes begæring, der begrænser sig selv ud fra en sådan værdisammenligning, men parternes forskellige ubegrænsede begæringer, der sætter hinanden i skak, så at man standser ved, hvad der kan opnås, eventuelt ved henvendelse andetsteds. I almindelighed er det udsigterne fremad mere end tilbageblikket på ofrene ved den forudgående produktion, der afgør den enkelte handel.

Som mangen anden simpel “sandhed” kan retsmoralen bevises på mange måder. Den har sine rødder både her og der, og det er af underordnet betydning, hvilke man peger på. Skulle jeg angive det dybestliggende forhold, hvorfra forståelse af retsmoralens soliditet kan hentes, ville jeg henvise til den naturtvang, som binder os til at samordne vore forskellige viljer, så de ikke øder hinanden ved indbyrdes modstrid. Det er det selvfølgelige forhold, at man ikke skal lægge sten på sin egen vej, eller gå så fjollet, at man falder over sine egne ben. Tankeløst og blindt hen at ville dette og hint, uden at se efter om det ene lader sig forene med det andet, er at bekrige sig selv. Tåbeligheden deri er vel så indlysende, at videre klargøring ikke behøves. Det er i øvrigt det samme som tidligere er sagt, at vi ikke med åbne øjne kan ville det meningsløse. Vore mangfoldige ønsker må samstemmes og indrettes efter hinanden, så de ikke indbyrdes forbyder hinanden. Livet kræver uvægerligt af os, at vi er sammenhængende. For at få en livsførelse med plan og holdbarhed i må vi danne os helheder, der ikke knækker sammen i sig selv ved indre modsigelser. Det er til syvende og sidst retsmoralens begrundelse. De ordensregler, den opstiller for samlivet, er ene og alene en bortskæring af de vildskud, der ikke kan bestå, uden at de livets bud, naturen indskyder i vor tilværelse, må fornægtes.

Der må spørges, hvad det er, der holder os sammen indbyrdes; hvilke er de bånd, som forbinder os? Kun på dem kan samfundsordenen bygges, thi de er det eneste hold, man har på individet, de eneste midler man har til at binde det gennem dets egen vilje; hvor disse bånd ikke danner knytningen, er man ude i den blotte påtvingelse, der ikke giver fred, men krig. Og dernæst må samfundsordenen ikke gå på tværs af de ubetvingelige elementære naturkrav i mennesket: selvbestemmende virksomhedsudfoldelse og ret til at beholde egne frembringelser. Påtvingelser, der går imod disse fordringer, kan aldrig blive holdbare. Lige så lidt er en opløsning af ansvarsforholdene forenelig med, hvad enhver må ville: thi det ville være at overskære den vigtigste naturlige tilskyndelse til energi og sammenhæng i det individuelle liv og hidføre en demoralisation, som hurtigt ville drage samfundsordenens udartning efter sig. For at blive holdbare må rettens krav påføres individet i kraft af dets egen indre sammenhæng og vilje; et spind af indre og ydre kendsgerninger, som ingen lovfabrikation kan ændre, må påbyde dem som uvægerlige betingelser for den tryghed og fylde i livsudfoldelsen, der er individets eget ønske.

For at undgå misforståelser kan det ikke stærkt nok fremhæves, at retsmoralen aldeles ikke giver sig af med at påbyde menneskene, hvilken personlig livsudvikling de skal lægge sig efter. Det må blive den enkeltes egen sag at tyde livets mening og udfinde, hvilke værdier der mest fortjener at dyrkes. I disse henseender kan vi mennesker ikke lægge bånd på hinanden; at vi lever på samme tid i samme samfund giver os ingen ret dertil. Sjælen er en ustandselig formende kraft, der ikke tåler at bindes og ej heller kan bindes. De inderste og dybeste spørgsmål i tilværelsen, der er bærepillerne i vort liv, mister ellers deres betydning og kraft. I anerkendelse heraf indskrænker retsmoralen de påbud, det ene menneske tør rette mod det andet, til alene at angå den sociale opførsel, de sociale rammer, der ikke må overtrædes. Omfanget af disse pålæg bestemmes ved, at ingen kan forsvare at forlange andet og mere af andre, end han selv tilbyder at overholde.

6. Den gennemførte frikonkurrence

Det økonomiske program, retsmoralen fører til, kan kort formuleres: gennemførelse af fri konkurrence på grundlag af social ligeret. Dermed vil individet være økonomisk frigjort, så vidt det overhovedet er muligt for den enkelte at opnå uafhængighed af de øvrige parthavere i den økonomiske udveksling.

I fuld gennemførelse er dette program aldrig realiseret i noget land. Hos os som i andre samfund eksisterer konkurrencen kun i forfusket skikkelse. Derfor er forestillingerne om, hvordan økonomisk frihed og ligeret ser ud i sin helhed, ofte mere eller mindre haltende ikke blot hos den almindelige vælger, men· også blandt politikere og socialøkonomer. Hyppig opfattes konkurrencen som blot bestående i, at omsætningsemnerne – varer, jord, penge, arbejdskraft osv. – værdibestemmer hinanden gennem et frit markeds tilbud og efterspørgsel. Men dette er langtfra nok, tillige må en række forudsætninger tages med i betragtning.

For at komme til bunds i forholdet må man gå ud fra det subjektive økonomiske valg, individets økonomiske valgret kunne det kaldes. Ved økonomiske handlinger af enhver art foretages sædvanlig et omskue, hvorved forskellige værdiemner vejes i forhold til hinanden efter deres betydning for pågældende person. Har man en vis sum penge at gøre indkøb for, sammenligner man de foreliggende salgstilbud for at blive klar over, hvilket eller hvilke køb der byder den største tilfredsstillelse. En lignende sammenligning mellem de forhåndenværende omsætningsmuligheder foretages, når man tager bestemmelse om, hvad man skal bruge sin arbejdskraft, sin jord, sit værksted eller andre produktionsmidler til. Og således overalt. De økonomiske valg betyder altså en forholdsvis værdsættelse, en indbyrdes forholdsbestemmelse mellem en kreds af ulige udvekslingsmuligheder. Det vil tillige sige, at enhver værdiansættelse finder sted på baggrund af en mangfoldighed af andre værdiansættelser, der møder frem som forud ansatte, nemlig øjeblikkets priser, de forhåndenværende økonomiske forhold i omverdenen, m.a.o. de andre økonomiske vælgeres værdiansættelser. Spørgsmålet bliver, hvordan disse forudgående værdiansættelser fra grunden af er bestemt?

Med den nyere tids økonomiske udvikling er enhver, dels i sit erhvervs udførelse og sin afsætning, dels i sit forbrug, stedse mere gjort afhængig på den ene side af andres medarbejde og lønfordringer, på den anden side af deres ønsker om forbrug og deres købekraft. Derved at enhver selv frembringer en stadig mindre og uselvstændigere del af sine forsyninger, er vi uløseligt gjort til hinandens medarbejdere, økonomisk set sammenknyttede. I dette fællesskab ligger, at vi alle er økonomiske vælgere, direkte eller indirekte medbestemmende i samtlige økonomiske værdiansættelser.

Hvad drejer denne stemmegivning sig på bunden om, og hvordan udøves den? Det er samme spørgsmål som ovenfor.

For individet, der er henvist til at opholde sin eksistens gennem udveksling af bytteværdier, bliver kernen i sagen: hvad får jeg for mine ydelser, og hvad skal jeg betale andre for deres? Dette er for individet det økonomiske grundforhold, eller måske rettere det fundamentale økonomiske valg. Det ser ud som to spørgsmål, men de hænger i virkeligheden sammen til et. Det er ikke nok at vide sit arbejdsudbyttes størrelse, man må også vide dets købekraft, thi den økonomiske akt er overalt en ombytning. Sætningen “enhver har krav på det fulde udbytte af sit arbejde” må tages i så vid forstand, at der også medtages bestemmelse af, hvad det frembragte kan omsættes til, dvs. af samtlige priser. Ethvert arbejdsudbytte er medbestemt af alle andres arbejdsudbytte. Det hele samler sig i dette ene spørgsmål:

Hvad er det indbyrdes værdiforhold mellem mine og andres økonomiske ydelser (arbejdsydelser)? De fundamentale økonomiske bestemmelser er altså værdiproportionerne mellem de ulige ydelser i det økonomiske fællesskab. Man kan forfordele andre på to måder, ved at få for meget for sine bidrag eller ved at give andre for lidt for deres; og omvendt blive forfordelt på to måder, ved at få for lidt eller skulle give for meget. Men det er én og samme sag. Det drejer sig om ydelsernes værdiansættelse i forhold til hinanden, om værdiproportionerne. Den enkeltes økonomiske vurdering vil altid være overfladisk, idet den er bundet til øjeblikkets faktiske værdiansættelser, som individet midlertidig er temmelig magtesløs overfor. Grundproblemet ligger i forholdet mellem samtlige arbejdslønninger (købekraften iberegnet). Man enten forfordeler eller bliver forfordelt, hvis disse forhold ikke er ligelige, ansatte efter samme målestok, sådan at alle værdiproportioner bliver udtryk for værdiligevægt mellem de udvekslede ydelser. Om dette er tilfældet, kan aldrig ses umiddelbart. Det kan kun bedømmes ved en undersøgelse af hele systemet af sociale forudsætninger, på grundlag af hvilke individernes økonomiske vurderinger finder sted.

Da det økonomiske grundforhold er, at vi udveksler arbejdsydelser med hinanden og egentlig ikke andet – det gælder i alt fald i samme udstrækning, vi er indflettede i arbejdsdelingens net og dermed bundne til økonomisk samarbejde – vil et simpelt eksempel kunne give os udgangspunkterne for en bedømmelse. Nogle murere, tømrere, snedkere, malere, håndlangere og vognmænd ønsker sig hver et hus bygget og enes om at gå i kompagniskab. Husene tænkes at skulle være nøjagtig ens, og de øvrige udgifter udover de nævntes arbejdspræstationer skal da naturligvis deles lige. Tilbage står at finde værdiforholdet mellem arbejdsydelserne. Selvom her fagdygtighed, flid og arbejdstempo tænkes lige, vil deltagerne næppe kunne enes om, at samtlige arbejdstimer skal veje lige mod hinanden. Overfor vognmænd og håndlangere vil håndværkere gøre gældende, at deres længere læretid berettiger en højere værdiansættelse. Overfor snedkere og malere vil måske murere og tømrere kræve et fortrin, fordi de i højere grad er henvist til at eksistere ved sæsonarbejde. Og således videre. Skønt alle ræsonnerer ud fra princippet ligevægt mellem de udvekslede værdier, bliver de uenige, fordi enhver vejer værdierne på sin individuelle vægt, der naturligvis påvirkes en del af de afvigende personlige interesser. Hvordan kan en gyldig afvejning opnås? Det vil være indlysende, at udenforstående bedømmere, hvor indsigtsfulde og upartiske de end måtte være, ikke kan skille trætten. Det strander totalt på den økonomiske frihed. Skal den enkeltes økonomiske valg være frie og ansvarlige, vil alene parternes egen vejning få gyldighed. Det er i åbenlys modstrid med økonomisk frihed, hvis en social overledelse blander sig i borgernes erhvervsliv med indgreb, som påvirker de forskellige arbejdsydelsers lønforhold. Der hersker ikke fri konkurrence, hvis der ad lovgivningens vej finder såkaldt økonomisk fordeling sted gennem skatter, bevillinger eller andre prisbestemmende reguleringer. For at være gyldige må samtlige værdiproportioner indenfor det sociale samarbejde bestemmes udelukkende gennem de erhvervsdrivende borgeres økonomiske valgret, dvs. gennem individernes gensidige vurderinger af hinandens ydelser, gennem privatpersonlige sammenligninger.

Hvordan kan da uenigheden mellem parthaverne blive afgjort på gyldig måde? Såvel sælgers som købers vurdering påvirkes i almindelighed af, hvad andre købere og sælgere henholdsvis tilbyder samme ydelse for og forlanger for den. Herved indankes vurderingen for en bredere domstol, nemlig samtlige købere og sælgere af samme ydelse. I første omgang vil prisen (værdiproportionen) blive, hvad ydelsen kan fås for; køberen vil ikke gå højere, da han blot behøver at henvende sig til en anden sælger, men det er ikke den endelige vurdering. Finder en eller flere sælgere pågældende pris for lav, kan de gøre denne lave pris til en fordel for sig selv ved at gå over i andre erhverv, som de finder sammenlignelsesvis bedre betalt. Dermed bliver de nydere af den efter deres mening for lavt ansatte pris. Fortsættes imidlertid dette frafald fra faget, vil flere og flere købere ikke finde sælgere til den forrige pris, men blive stillet overfor spørgsmålet, hvor meget de vil betale hellere end at undvære varen. Fagets værdiproportion vil stige hen imod at blive en nødpris, monopolpris. Det ses, at parthaverne i samarbejdet gensidig kan øve kontrol af hinandens vurderinger gennem deres økonomiske valgret. Med til- og fragangen til erhvervsfagene – og de ulige produktioner indenfor samme branche – indankes vurderingen for den sociale almenheds domstol. Og de øjeblikkelige domme, der således fældes, kan appellere videre; gennem de økonomiske bevægelser – omslag hos producenter og forbrugere – underkastes værdiproportionerne en stadig fornyet revision.

Denne bedømmelse, som alle ikke blot har adgang til direkte at deltage i, men faktisk deltager i ad mangfoldige indirekte veje gennem deres økonomiske handlinger, kan betegnes som fuldt ud gyldig. En fuldstændigere, mere almen eller mere saglig værdsættelse af de økonomiske ydelser lader sig ikke anvise. Ikke blot skriver enhver selv sine økonomiske “stemmesedler” og placerer dem, hvor han vil, men stemmegivningen er overalt ansvarlig; det er nemlig ikke som ved politiske valg krav til andre, men egne tilbud eller overenskomster. Ganske vist kan det siges, at kontrollen med værdiproportionerne ikke er lige effektiv i op- og nedadgående retning og ikke lige let i alle erhverv fag. Det er forbundet med større besvær og tab at gå over i andet erhverv end at gå til en anden køber eller sælger; det er lettere at flytte en vare end at flytte en arbejder eller en fabrik. Men disse uligheder er dels gennemgående, dels bekendte forud, så enhver må tage dem i beregning ved valget af uddannelse og erhverv.

Men der står endnu meget vigtige anmærkninger tilbage at føje til. Det er indlysende, at arbejdsydelserne værdsættelse i forhold til hinanden bliver ugyldig, hvis ikke deres gensidige afbalancering danner el sluttet hele. Ingen andre økonomiske faktorer end netop tilbud og efterspørgsel af arbejdsydelser må blande sig i påligningen af værdiproportionerne. Tidligere er nævnt, at lovgivningen ikke må forfalske spillet, hvad også kan udtrykkes således, at den politiske valgret ikke må forfuske den økonomiske valgret. Begge må holdes klar af hinanden, den nuværende sammenblanding afskaffes. Men også den økonomiske faktor, som hedder jordværdierne, må holdes ude, ikke blot udelukkes fra at blande sig i konkurrencen mellem arbejdsydelserne, men også fra at beklippe det samlede arbejdsudbytte. Det samme gælder alle andre gennem offentlig eller privat organisation fremkomne monopoler, såsom arbejder- og arbejdsgiversammenslutninger af fagbeherskende art, handels­ eller producentaftaler, som behersker hele produktionsgrene.

Jordværdierne kan ikke hindres i at opstå, vokse eller aftage. Ej heller kan de under den retsmoralske ordning hindres i at indgå som led i den økonomiske konkurrence. Når denne skal være en konkurrence alene mellem arbejdsydelserne, bliver da kun den udvej tilbage at neutralisere jordværdierne i forhold til arbejdet. Dette stemmer fuldkommen med, hvad vi tidligere har fundet, thi jordværdiernes neutralisering kan kun ske ved, at de gøres til fælleseje. Dog bliver neutraliseringen selvfølgelig ikke reel, medmindre det sikres, at jordværdiernes afkastninger, grundrenteudbyttet, kommer alle samfundets borgere til gode i lige grad. Bliver udbyttet anvendt, sådan som statens midler nu for tiden, til vilkårlige uddelinger efter flertalsmagtens tilfældige forgodtbefindende, er kravet ikke fyldestgjort. Neutraliseringen forfalskes da. Andre monopoler, som af praktiske grunde behøves, kan neutraliseres ved specielle kontrolbestemmelser.

Jordværdiernes opståen stemmer med den forlangte anvendelse. Hvad der skaber og bestemmer dem, er naturligvis efterspørgselen efter jord til forskellig udnyttelse – bebyggelse, dyrkning, udvindelse af råstoffer osv. – og denne efterspørgsel vil i sin helhed rette sig efter produktionens omfang, som atter afhænger af folkemængden og produktionsbetingelserne. En mængde faktorer kan derfor spille ind, såsom opfindelser og indretninger, der forhøjer arbejdets produktivitet eller letter omsætningen, enkeltmands driftighed osv. I enkelthederne er disse forhold dog vanskelige at udrede og bestemme kvantitativt, da strømme fra mange kilder flyder sammen; tillige vanskeliggøres udredningen ved, at en del af det enkelte jordareals værdi – der er udtryk for forskellen mellem de ulige arealers betydning – kan skyldes værdiflytninger, f.eks. gennem ændringer i handelsveje, færdsel, turistattraktioner m.m. Alt dette bevirker, at selvom der muligvis kan påvises forskelle i de enkelte samfundsborgeres bidrag til jordværdiernes opretholdelse eller stigning, lader en ulige fordeling af udbyttet sig ikke korrekt beregne. I hvert fald spiller antallet af arbejdende hænder og hoveder en meget væsentlig rolle, så enhver kan siges at yde bidrag; selv et nyfødt barn kan indirekte stimulere produktion. Der er således gode grunde til at gøre fordelingen ligelig. I nogen måde kan det vel siges, at der herved oprettes et socialt solidaritetsforhold. Men mellem denne og den socialistiske solidaritet er der den afgørende forskel, at individets ansvarlighed intet skår lider derved, det er en solidaritet af forsvarlig beskaffenhed, som ikke giver adgang til at overvælte personlige fadæser på andre.

At grundrenten, jordværdiernes årlige afkastning, går i private lommer er meningsløst, da tilfældige private jordejere ikke har været enevirksomme eller blot særlig virksomme i disse værdidannelser. De skyldes hele samarbejdet og opretholdes deraf. Kort og klart er forholdet dette, at så længe jordejerne tilegner sig grundrenten, bliver den samlede arbejdsløn (hvori jordejernes driftsarbejde naturligvis indgår) uretmæssigt beklippet. Størrelsen af denne forfordeling er lig det samlede grundrentebeløb, for Danmarks vedkommende omkring 300 millioner kr. årligt. Det er simpelthen en forlods aftapning fra den samlede fortjeneste som de ulige arbejdsydelser skulle have at konkurrere om. Det er en skammelig politik, fej og overfladisk, når man af hensyn til, at jordværdierne nu engang med juridisk lovlighed er indgået i privat eje og handel, undslår sig for at søge denne åbenbare forfalskning af konkurrencen grundvilkår rettet. Thi det er ikke blot en fortidig uret, der som anden skyld mellem mennesker begraves med de døde, men det er en bestandig fornyet forfordeling, man opretholder tilladeligheden af. I et samfund, der rives og lides af økonomiske bekymringer, bibeholder man ufortjente indkomster til det nævnte beløb årligt. Til forsvar har man kun, at fejlen ikke kan rettes uden ved vilkårlige indgreb i bestående rettigheder, men samtidig driver man uforknyt i en mængde andre retninger en økonomisk lovgivning politik, der fra ende til anden ikke består i andet end sådanne vilkårlige indgreb. Alt i alt får politikernes vægring derfor kun følgende utrolige begrundelse: man må nok begå vilkårligheder, thi ellers er parlamentarisk politik umulig. Men de må ikke gå ud på at ophæve bestående uret.

Foruden den nævnte aftapning fra arbejdsfortjeneste har den private tilegnelse af jordværdierne forstyrrende indflydelse af forskellig art på konkurrencen. Særlig nævnes, at der fremkommer uægte kapital.

 

Dermed vendes betragtningen mod et andet hovedforhold i konkurrencen. Jord, arbejde og kapital er de tre faktorer i produktionen. Det spørgsmål rejser sig, om der i de samarbejdendes ligeret ligger som konsekvens, at kapitalen også skal neutraliseres ligesom jordværdierne? Socialismen stiller som bekendt denne fordring for produktionsmidlernes vedkommende (formentlig gives dog plads for fritidsarbejde, i al fald til eget brug).

Men spørgsmålet stilles sædvanlig ikke klart fra socialistisk side, thi det spalter sig i to vidt forskellige, nemlig om arbejdets forhold til den ægte og til den uægte kapital. Det sidste drejer sig om jordmonopolets og andre monopolers virkninger, idet uægte kapital er den ikke-arbejdsskabte, som stammer fra monopoler. Da konkurrencen er forfalsket, hvis den ikke begrænses til et vekselvirkningsforhold mellem arbejdsydelserne indbyrdes, er det givet, at den kapital, der ikke repræsenterer arbejde, må neutraliseres; hvilket sker, enten ved at den hindres i at fremkomme, eller ved ligelig fordeling. Socialisternes iver for dette ganske utvivlsomme krav har kun været lunken; kræfterne er væsentlig blevet sat ind på det tvivlsomme krav, at få den ægte kapital sat skak. Velsagtens i kraft af politikkens almindelige hældning mod det bagvendte, ifølge den overfladiske agitation.

Ægte, arbejdsskabt kapital fremkommer ved opsparing. Når den arbejdsmængde, man yder andre, efter øjeblikkets økonomiske værdsættelse udgør en større værdi end arbejdsmængden i de produkter og tjenester, man forbruger, fremkommer et overskud. Får andre dette overladt til brug, fremkommer et tilgodehavende, for hvilket der hyppigst gives en anvisning i form af et pengebeløb. Dettes virkelige indhold er, at ejeren har en vis arbejdsmængde, eller efter eget valg et vist mål af arbejdsprodukter til dagens pris, til gode hos det økonomiske fællesskab. Ægte kapital er således ensbetydende med forud gjort arbejde, som man enten har liggende på lager eller udlånt til midlertidige brugere. At denne kapital konkurrerer med de arbejdspræstationer, som i øjeblikket udføres, kort sagt at arbejde af ældre dato konkurrerer med arbejde af yngre dato, kan der åbenbart intet indvendes mod. Skulle korn fra i fjor ikke have lov at konkurrere med korn fra i år, eller gamle huse med nye, ældre møbler med yngre osv., blev handelsomsætning temmelig umulig, hvad ingen kan være tjent med. Heller ikke kan denne konkurrence på nogen måde føre til højere priser, tværtimod giver den rigeligere udbud, billigere varer. Den kan nedsætte efterspørgselen efter dagens produktioner, men får øjeblikkets arbejdsydelser derved en forringet nominel løn, vil til gengæld sammes købekraft almindeligvis være tilsvarende forhøjet. I det store og hele vil arbejdet ikke lide nogen forfordeling ved denne konkurrence.

Hvad der da står tilbage at undersøge, er retmæssigheden af, at låntagere af ægte kapital foruden den selvfølgelige tilbagebetaling yder et tillæg, kapitalrente. Kernen i dette spørgsmål er, om denne rente fuldt ud er en privat sag, eller om den påtvinges låntageren ud fra de sociale forhold ved midler, hvorigennem hans ejendom eller hans sociale ligeret til sammes udnyttelse krænkes. For at komme til klarhed herover må kilden til rentens opståen fastslås. Herom er socialøkonomerne ikke ganske enige, nogen uvished gør sig gældende. Mest tilslutning finder Bøhm­Bawerks teori, der sætter som kilde, at menneskene sædvanlig vurderer nutidsgoder højere end tilsvarende fremtidsgoder. Denne forskel i vurdering er vel i og for sig rigtig nok, men et andet er, om renten har sin kilde i den. Skulle det være tilfældet, er sagen imidlertid temmelig klar, thi det må helt og holdent blive den enkeltes private ansvar, om han vil “leve i nuet” eller tage fremtidshensyn. Samfundsforholdene afsætter ingen tvang til at undlade det sidste. Opsparingsmuligheder har enhver arbejdsdygtig normalt fra sin ungdom af. Valget er frit. Tvang til at blive låntager kan, så vidt jeg ser, umulig fremkomme på det angivne grundlag, thi så megen opsparing, at dagens behov er dækket, kan enhver præstere. Når det drejer sig om forbrug af livsgoder, kan kun den være tvunget til al låne, som vil leve på forskud.

Men ligger det ikke allerede heri, at kilden til renten må være en anden? Det er ikke for at leve, men for at opnå det højest mulige udbytte af sin arbejdskraft og sine ejendomseffekter, at den enkelte drives til lån. I al fald i det store og hele er det individets ønske om at gøre sin virksomhed mest mulig udbyttegivende efter de foreliggende personlige betingelser, der skaber kapitalrenten. Kapital er i nærværende sammenhæng produktionsmidler, og lån betyder en rigeligere udrustning med sådanne, hvorved en værdifuldere produktion muliggøres. Men også på dette grundlag må renten blive en privatsag. Samfundets medlemmer skylder ikke hinanden udrustning med produktionsmidler. Fra hvem skulle de med rette kunne tages? Efter den retsmoralske ordning kan de kun erholdes gennem fri overenskomst. Skal økonomisk frihed herske, bliver renten, hvori også indgår risikopræmie, ikke et uberettiget indgreb i den økonomiske ligeret. Det kommer slet ikke sagen ved, om långiveren bringer et offer ved at afgive kapital. Men forresten gør han vel også det, da han selv kunne anvende den produktivt på egen risiko.

På en måde er renten, i al fald delvist, unægtelig en chancegevinst, der beror på tilstandene i det omgivende samfund. Men disse tilstande fremgår af individuelle forhold, medborgernes private egenskaber og beslutninger, der ikke kan tvangsbelægges uden utålelige indgreb i den personlige frihed. Utvivlsomt kunne kapitalrenten nedbringes eller helt afskaffes, hvis alle arbejdsdygtige drev opsparing efter alle kunstens hegler. Arbejdet har det i sin magt at konkurrere kapitalen ud som rentetager. Konkurrenceforholdet mellem arbejde og kapital er socialt set fuldt ud gensidigt, som det bør være. Det gale er blot, at menneskenaturen i almindelighed hælder til at gøre arbejdet til den svagere part i vekselvirkningen. Den besiddelsesløse, som ikke har sørget for opsparing, ved hvis hjælp han i det mindste kunne slutte sig sammen med andre om erhvervelse af produktionsmidler, kan ikke med de blotte hænder optage konkurrencen med de bedre udrustede medborgere dvs. ikke gøre sin arbejdskraft frugtbringende på jævnbyrdig måde. Denne individernes jævnbyrdighed i henseende til produktiv udnyttelse af arbejdskraften, er tappen, hvorom det drejer sig. Men under økonomisk frihed må denne udrustning med produktionsmidler blive en privatsag. Kapitalrenten er privat forskyldt. Hvis kapitalen trykker arbejdet med sine rentebetingelser, skyldes det ikke den sociale ordning som sådan, men individuelle skrøbeligheder.

Kapitalrenten kan ikke påvises at gøre noget brud på grundsætningen, at arbejdsydelsernes værdiproportioner skal bestemmes udelukkende gennem disse ydelsers indbyrdes konkurrence, og at hele produktionsudbyttet skal tilfalde arbejdet. Ægte kapital repræsenterer blot arbejde af ældre dato, som det hverken er muligt, ønskeligt eller berettiget at udelukke fra samarbejdet. Fraset risikopræmie og leven på forskud opstår renten kun, fordi og for så vidt arbejdskraften søger kapitalens bistand for at opnå en privat personlig merværdi i produktivitet, hvilket ikke kan betegnes som en udbytning af den arbejdende. Kapitalrenten er en indkomst, der i væsen og oprindelse er fuldkommen sidestillet med handelsfortjeneste. Omvendt vil der ingen uretfærdighed ligge i, om kapitalrenten forsvandt. Det er et kundeforhold, der er tale om, og kunder kan, da handel hviler på fri overenskomst, ikke ejes.

Kapitalrente og driftslederudbytte flyder i mange tilfælde sammen, det kan også siges på den måde, at adgangen til driftsledervirksomhed almindeligvis står åben for enhver, der besidder tilstrækkelig kapital, mens for den besiddelsesløse denne adgang er lukket eller dog kræver særlige kvalifikationer, måske også held. Men også her er medborgere sagesløse. At få produktionsmidler udleveret gratis efter eget valg, er ikke et krav, som alle kan stille til alle. Det er ikke foreneligt med økonomisk frihed og ansvarlighed. Hvordan skulle bl.a. kravet begrænses?

Hvad man fra socialistisk side kalder kapitalens tryk eller overklassernes forfordeling af underklasserne, beror til sidst på, at deltagerne i samarbejdet ikke gennem de fornødne personlige energiudfoldelser sørger for at sætte hinanden under lige skarp konkurrencekontrol. Driftsledervirksomhed, overordnede stillinger, erhverv der kræver betydelig uddannelse eller særegne personlige betingelser, opnår forholdsvis høj løn, fordi der er færre om buddet end i de fordringsløsere produktionsgrene. Det er klart, at den højere løn for disse funktioner i samarbejdet sammenlagt giver de lavere lønninger i de mere lettilgængelige fag en betydelig forringet købekraft. Men også her gælder, at skylden ikke ligger i den sociale ordning. Det må blive individernes egen sag at hævde deres værdiproportioner, at bruge deres økonomiske valgret, at sætte hinanden under konkurrencekontrol. Det er på grund af manglende jævnbyrdighed i uddannelse, energi, kapitaldannelse, vovemod, økonomisk oversigt og kundskab hos deltagerne i samarbejdet, at der ikke bliver lige mange om buddet i alle forgreningerne. Men denne jævnbyrdighed kan ikke fremkaldes ad lovgivningens vej, lige så lidt som den efter sin natur er et socialt fællesanliggende. Den henhører under den økonomiske valgret, ikke under den politiske.

En forudsætning for, at konkurrencen kan blive retmæssig, er det endvidere, at pengevæsenet neutraliseres i forhold til vekselvirkningen mellem arbejdsydelserne. Fordringen er ikke, at prisniveauet holdes så vidt mulig konstant, men at de uundgåelige ændringer i pengenes købekraft griber mindst mulig forstyrrende ind i værdiproportionerne, de økonomiske værdibestemmelser ud fra arbejdsydelsernes indbyrdes konkurrence.

Der ankes ofte over, at den såkaldte højfinans, et fåtal af storkapitalister og bankledere, har en udstrakt magt over den øvrige befolkning, idet de gennem deres lånepolitik for en stor del bestemmer over produktionsmidlernes anvendelse: hvad, hvor og hvordan der skal produceres. Sandt nok. Men der må spørges, om denne skævhed kan og skal rettes ad lovgivningens vej eller gennem individernes økonomiske valgret. At højfinansens magt i det væsentligste vil brydes, når monopolerne sættes ud at spillet, er ret utvivlsomt. Resten vil man nogenlunde kunne få bugt med ad privat vej. Man må gennem reel oplysning lære folk at bruge deres økonomiske valgret, om fornødent gennem sammenslutninger. Hidtil har det evindelige politiske tovtrækkeri, den planmæssige agitation for særinteresser, som gennemsyrer pressen, modarbejdet en sådan oplysning, dels ved at lage pladsen op for den i sindene, dels ved at fordreje begreberne. Med retsstatens indførelse ville disse forhold grundigt ændres. Folkets økonomiske selvstyre ville få betingelser for at komme til klar bevidsthed og sprænge båndene, man har pålistet det, samfundsmagten skal blot våge over, at konkurrencen har frit løb, så at opståede forvridninger i det økonomiske kredsløb, hvorigennem værdiansættelserne fremkommer og udbyttefordelingen sker, hurtigst muligt opløses[1]. At slige forvridninger stadig vil opstå bl.a. ad international vej, er sikkert, og nye opdukkende former af økonomiske ringdannelser må man altid være forberedt på. Ingen social ordning kan udelukke tilfældets luner så lidt som menneskenes fornyede pønskninger efter at tilvende sig fordele på andres bekostning. Fjernelse af konkurrencevridninger betyder heller ikke positiv indgriben i erhvervslivet fra statens side, men kun værn om alles økonomiske ligeret.

I hovedtrækkene er det nu belyst, hvordan den gennemførte frikonkurrence ser ud. Skønt den intetsteds er ført ud i praksis, så dens virkninger i alle mulige henseender træder frem, kan der dog siges et og andet om, hvad den vil betyde. Først nævnes, at den betyder på engang fuld økonomisk selvstyre for alle og den størst mulige saglighed og ansvarlighed i de økonomiske værdiansættelser. Disse to opnåelser, frihed og saglig pådømmelse, hører sammen. De kan kun blive til under et. Til vurdering af økonomiske ydelser findes nemlig kun to mulige veje: enten må værdien ansættes ud fra købers og sælgers egne sammenligninger og frie overenskomster.

Eller den må ansættes ved tvang, efter udenforstående personers uansvarlige og formynderiske pådømmelser, som altid vil blive mere eller mindre vilkårlige. Derfor kan det siges, at gennemført konkurrence overhovedet betegner den eneste vej til redelige priser, til forsvarlig fordeling af samarbejdets helhedsudbytte. Ingen matematisk fremgangsmåde kan anlægges ved denne fordeling, da der ingen gyldig vægtskål lader sig finde, hvorpå ydelsernes forholdsvise værdi kan vejes. Tilmed forskyder de sig uafladelig. Der gives ingen anden redelig vej at gå end at lade værdierne indbyrdes afbalancere eller forholdsbestemme hinanden gennem samtlige andelshaveres fri sammenligninger og valg, i betragtning af ydelsernes uvejelighed hver for sig i henseende til værdi og deres mangfoldige indbyrdes forskydninger er denne gensidige kontrol og á jour føring uforkastelig; en mere effektiv løsning af problemet lader sig ikke anvise. Lydefri er konkurrencen ikke, da fluktuationerne har gnidningsmodstande at overvinde og tager tid.

Men et mere fuldkomment økonomisk retsværn eksisterer ikke. Ganske vist er retsforfølgningen på dette område privat, enhver må selv føre sin sag og sørge for udrustning til at kunne det. Hvis denne kraftige appel til individets energi og forsynlighed overhovedet er et minus, lader kravet om, at enhver må sørge for sin .jævnbyrdighed i erhvervskampen sig dog forsvare som den nødvendige pris for alles økonomiske frihed, hvoraf mangfoldige direkte og indirekte fordele tilflyder enhver. I øvrigt behager man at se efter, hvordan det står til med individets økonomiske retsværn under de nuværende forhold. Ingen tør driste sig til at benægte, at det politiske regereri over erhvervslivet i bund og grund har forskruet alle økonomiske forhold, i alle priser blander forfalskninger sig, økonomisk hæderlighed er umuliggjort. Da retmæssige priser intetsteds findes, er enhver af os nødt til at forfordele nogle af sine medborgere og at blive forfordelt af andre. Hvor levende man end ønsker at gøre ret og skel mod alle, kan det ikke lade sig gøre.

Dernæst betyder den gennemførte konkurrence alles sociale ligestillethed i økonomisk henseende. Denne betyder ikke og kan ikke sigte hen til, at alle ydelser får samme løn, thi det ville være at frafalde enhver vurdering; ej heller at samme grad af individuel anstrengelse lønnes lige, thi det ville enten ophæve økonomisk frihed eller fuldkomment forvirre betalingsforholdene, umuliggøre omsætningen. Hvad konkurrencen giver, er den ligelige økonomiske fordeling, som fremkommer ved, at alle får deres værdiproportioner afvejet på samme vægtskål nemlig den samlede medborgerlige værdisammenligning. Det vil sige, at der er værdiligevægt mellem, hvad enhver yder til og modtager af samarbejdet.

Konkurrencen giver alle samme ydre, sociale betingelser. Personlige præferencer eller særegenheder i de stedlige vilkår kan ikke forhindres, men i det store og hele bliver markedet både for køb og salg ens for enhver.

Ved at give alle indtægter den højest mulige købekraft, dvs. betinge den billigste produktion, stiller den gennemførte konkurrence samfundet som helhed gunstigst muligt for handel med andre lande. Såfremt konkurrencen gennemføres ubeskåret i alle måder, vil den automatisk stifte et virkningsfuldt økonomisk sammenhold mellem deltagerne i samarbejdet. Dette sammenhold er indirekte, men i det lange løb ufejlbarligt. Det er antagelig den virkningsfuldeste erhvervskommunisme, der er mulig. Den direkte kommunisme kan nemlig med sikkerhed betegnes som uholdbar, da den går på tværs af stærke elementære krav i menneskenaturen, som vil vise sig ubetvingelige, kravet om selvbestemmende virksomhedsudfoldelse og om at beholde egne frembringelser. Den direkte kommunisme glemmer tillige at sikre, at der bliver et rigeligt produktionsudbytte at dele ud af. Konkurrencen imødekommer ikke blot de nævnte krav, men afgiver tillige den stærkest mulige appel til hver enkelts driftighed, omsigt og påpasselighed. Den ansporer individets energi til voksende livsudfoldelse og forøget indre sammenhæng. Derigennem virker den hen til, at samfundet opnår det mest mulig næringsholdige økonomiske kredsløb. Med produktionens vækst og mangfoldige forgrening vil på engang følge, på den ene side det rigeste udvalg af adgang til forskelligt erhverv, så enhver evne finder muligheder, og på den anden side bedst råd til at honorere alle slags ydelser. Det vil sige, at enhver, der kan præstere nogen slags værdiydelse af materiel eller åndelig art, som der findes modtagelighed for, vil finde muligheder for at skabe sig en eksistens. Dette kredsløb, den rige og mangfoldige udveksling af værdier, vil komme alle til gode. Udover hvad den blotte sparsommelighed kan ophobe, vil nemlig ingen kunne skabe sig særlig velstand undtagen ved at byde flere eller færre medborgere fordelagtigere vilkår, end der tilbydes dem fra anden side. Rigdom kan kun vindes ad den omvej at berige andre, altså på en eller anden måde højne den almindelige levefod. Da alle værdiansættelser er forholdsmæssige, må enhver dygtighedsudfoldelse, ethvert økonomisk forspring komme fællesskabet til gode i det lange løb. Et hvilket som helst fags vækst må sprede fremgang til andre fag, ved at skabe afsætning for dem til pågældende produktion, ved at binde arbejdskraft og dermed lette konkurrencetrykket i andre brancher osv. Den særligt begavede forfordeler ikke de mindre evnerige, men skænker dem tværtimod fordele ved at tilføre samarbejdet en fremhjælp, som de ikke selv ville kunne yde.

Fra socialistisk side fremføres en række anklager mod den frie konkurrence, og det er hovedsagelig på disse anklager, at kravet om fælleseje af produktionsmidlerne støtter sig.

Man peger på, at konkurrencen medfører et mægtigt værdispild, idet en mængde arbejdskraft og frembringelser ødsles bort i uproduktive anvendelser, samt at disse omkostninger pålignes varerne og fordyrer dem, så udkommet forringes for alle. Det er ganske rigtigt, at kampen om køberne for en stor del er uproduktiv eller dog uforholdsmæssig dyr; indirekte ansporer den dog til at fremskaffe bedre og billigere varer. Men selvom kundehververiet sluger betydelige værdier, opvejes utvivlsomt denne ødselhed mangedobbelt ved, at individernes økonomiske selvstændighed, i langt større udstrækning end fællesproduktionen kan gøre det, ansporer den enkelte til flid, opfindsomhed og omhu; tillige leder den bedst enhver til at finde den plads indenfor samarbejdet, der gør evnerne frugtbare. Til fremkaldelse af et blomstrende erhvervsliv er konkurrencesystemet uden tvivl langt at foretrække for fællesproduktionen. I øvrigt gælder om den nævnte anklage, at den snævert og kortsynet holder sig til de nuværende forhold. Skavankerne kan meget vel rettes blot ved at belære folk om brugen af deres økonomiske valgret. Under gennemført konkurrence vil denne være en langt stærkere magt end nu til dags.

Forresten turde det være en stor fejlregning, at driftsledelsen alt i alt kan blive billigere under fællesproduktionen. Denne vil kræve et omfattende leder og kontrolsystem; i stedet for at lønne det private initiativ vil man komme til at lønne et offentligt maskineri. Det bliver næppe billigere, især hvis der tages hensyn til driftsledelsen sandsynlige kvalitet. Ikke uden grund siges der, at hvad det offentlige tager sig af, kommer under den døde hånd. Erfaringen taler for, at produktionen ved at lægges under administrativ ledelse snart vil miste sin levende karakter, sin mangfoldige fyrighed og smidighed. I stedet for et sammenspil af hundredtusinders forskellige fremdrift og omsigt vil man få tjenstlige afgørelser, som måske kun udtrykker enkeltmands besyv. Hele båsningen[2] vil fra øverst til nederst virke formaliserende på arbejdet, så det stivner i mekanik. Den mægtige strøm af formende og fremdrivende interesse, der nu tilflyder erhvervslivet, vil svinde ind til sparsomme rester.

Dernæst anklages konkurrencen for, at den giver en uretfærdig økonomisk fordeling. Navnlig siges de besiddelsesløse lønarbejdere ikke at kunne undgå udbytning fra kapitalens side, da dennes fødte overmagt i konkurrencemidlerne er åbenbar. Selvom arbejdersammenslutninger kan bøde noget herpå, virker bekostningerne ved denne krigsførelse jo også som et lønfradrag. Ganske rigtigt. Men det er atter her de nuværende forkvaklede forhold, der sigtes på, ikke den gennemførte konkurrence. Med denne har arbejdet i sin magt at bryde kapitalvældet. Det kan ikke gøres på én dag, men et ringe åremål vil være tilstrækkeligt, endog uden organisationstvang, når samfundet på grund af monopolernes ophævelse og produktionens opsving frembyder rigelig adgang til arbejde. Lønarbejderne vil da have et mægtigt naturligt våben deri, at en arbejder hundrede gange lettere kan flytte sit kluns, end en arbejdsgiver kan flytte eller omlægge sin virksomhed. Men selvom ikke så var, kan det ikke med rette gøres til et socialt fællesanliggende, hvordan individer eller befolkningsklasser klarer sig i konkurrencen. Statens indblanding deri er et skråplan hen imod at gøre den økonomiske fordeling vilkårlig. Rent meningsløst, usagligt og uansvarligt, er det at lade vælgerflertallet bestemme denne indblanding; resultatet bliver, som vi ser det i nutiden, en styrkekamp mellem egennyttige interesser, hvorved en virkelig retsopfattelse totalt umuliggøres, da sondringen mellem mit og dit overalt er bragt i vildrede; lovgivningens talløse manipulationer af de økonomiske forhold hyller ret og uret i tyk tåge. Heller ikke den socialistiske ordning byder udsigter til økonomisk retfærdighed; man vil ofre erhvervslivets frihed for den tvivlsomme vinding at få de nuværende vilkårligheder ombyttede med andre. Produktionsfællesskabet kan ikke føre til, at enhver får sin økonomiske ligeret. Hverken den enkeltes andel i de frembragte værdier eller disses indbyrdes forhold vil kunne udmåles, man er henvist til vilkårlige skøn og til politiske afgørelser, der lige så lidt som de nuværende sætter ret for magt. En mere saglig eller nøjagtigere afvejende økonomisk fordeler end konkurrencen gives ikke. Hvad der tilkommer den enkelte efter ligeretten, kan ikke udfindes ad anden vej.

En tredje anklage lyder på, at konkurrencesystemet fremkalder økonomiske kriser på grund af misforhold mellem produktion og behov. Men herved glemmer man vistnok, at heller ikke fællesproduktionen kan rette sig udelukkende på det indenlandske behov; for at få de nødvendige udenlandske varer må man betale gennem afsætninger til udlandet, så at de internationale kriser vil få indpas omtrent som nu. Og det er ikke let at se, at tabet og forstyrrelsen vil blive væsentlig formindsket ved, at kriserne imødegås gennem fællesforanstaltninger i stedet for at afbødes ved spredt fægtning. Det mangehovede private snilde er langt rigere på udveje og mere smidigt end et offentligt befalingsmandskab. Megen vægt bør det også tillægges, at faren for internationale forviklinger vil stige, når den brede befolkning gøres direkte interesseret i handelsforholdene udadtil. Udenrigspolitikken bliver på engang skærpet og populariseret, idet den enkeltes levebrød mere direkte knyttes til den; de naturlige handelsmodsætninger mellem landene formes og præges derved på kunstig vis til nationale anliggender. Under den frie konkurrence fordeles handelskrigen ud på private hold, der arbejder hver med sit og naturligvis ingen væsensforskel ser mellem indenlandske og udenlandske forretninger.

Tilsyneladende frembyder fællesproduktionen unægtelig en stor fordel: man kan under alle omstændigheder ufejlbarligt anvise arbejde til enhver. Standsninger i produktionsmaskineriet kan undgås, da man altid vil kunne anvende ledig arbejdskraft til at foretage forbedringer eller fremstille varer til oplagring for fremtidig udnyttelse. Selvom denne anvendelse muligvis bliver mindre lønnende, er den dog altid mere frugtbringende end ledighed, og da udbytteforringelsen går på fællesskabets regning, får alle de arbejdende en solid assurance. Ingen lades i stikken som uskyldige ofre for erhvervskonjunkturernes luner; ingen stødes ud af samarbejdet og gøres eksistensløs, blot fordi loddet har truffet ham. Her er vi åbenbart kommet til kardinalpunktet i striden mellem socialisme og økonomisk individualisme. Hovedanklagen mod denne sidste er sikkert nok, ikke blot fra socialistisk side, men i det hele taget, at den i alt for høj grad udsætter navnlig den svagere del af befolkningen, allehånde uselvstændige eller ubehjælpsomme småkårsfolk, for at se deres eksistens truet. Uden forbehold skal det indrømmes, at konkurrencesystemets svageste punkt ligger her, i arbejdsadgangen. Det må erkendes, at ejendomsprincippet – at enhver skal stå på egne ben og kun har krav på social ligeret – kun kan blive forsvarligt, når enhver arbejdsduelig og arbejdsvillig virkelig også har adgang til hjælpekilder. Forudsætningen må være, at der bydes alle en tilstrækkelig eksistensbasis; betingelserne herfor er vort fælles udgangspunkt. De 99% af samfundets borgere kan ikke forsvare at indrette sig sådan, at der kun bliver nød og mørke til rest for de øvrige. Hjælpekilder må holdes åbne for enhver.

Men lige så klart er det, at der ud fra ejendomsprincippet ikke kan blive tale om nogen “ret til arbejde” i socialistisk forstand: hvor skulle skyldnerne findes til dette formentlige tilgodehavende, hvem skulle kravet rettes til? At denne eller hin ejer af en bedrift pludselig skulle rives ud af sine folder og på kommando sætte arbejde i gang, som han ikke finder lønnende eller belejligt, stemmer ikke med ejendomsprincippet. Heller ikke kan det begrundes, at der på almenhedens bekostning sættes arbejde i gang til de ledige, det er ligeledes overgreb på næstens ejendom. Med den økonomiske friheds goder følger ansvar for valg af fag og tilstrækkelig uddannelse; ligeledes må enhver selvom at finde arbejde; ellers måtte også arbejdsgiverne eller samfundet efter behov have ret til at “presse” sig arbejdskraft til, den ene part må være ligeså fri eller ligeså tvungen som den anden. Under frikonkurrence har fællesskabet intet som helst ansvar for “produktionens gang”, hertil måtte svare et herredømme derover. Når der i nutiden med nogen føje kan tales om ret til arbejde, er det alene i kraft af de uretmæssige sociale forhold.

Det gælder her som ved de andre anklager, at de kun rammer det nuværende sammensurium af ejendomsrettigheder, plyndringstilladelse og klassebegunstigende statsindgreb. Over for den gennemførte konkurrence i forbindelse med den øvrige retsstatsordning falder de nævnte indvendinger anderledes ud. Når enhver får sit fulde arbejdsudbytte, lige andel i fællesgoderne og lige social adkomst med andre, da kræves der af individet kun en passende forsynlighed, for at en solid eksistensbasis må siges at være forhånden. Den, som ikke kan finde anden virkeplads, vil altid have en udvej tilbage i adgangen til jorden, som ikke kan lukkes for nogen. Jorden får ingen handelspris, kun en lejepris; ganske vist kan ikke alle blive jordbrugere, og nogen kapital behøves til driftsmidler, men så mange vil dog kunne søge den vej, at trængselen om de øvrige arbejdsadgange forsvinder for mangfoldige lettilgængelige fags vedkommende. Der vil komme anderledes sving i produktionen end under den nuværende forbindelse af lammelse og udsugning. Samfundets konkurrencedygtighed overfor udlandet vil styrkes, så der bliver ringe udsigt til større produktionsstandsninger.

Skulle et usikkerhedsmoment dog blive tilbage – nuvel, arbejdsadgangen er virkelig et hovedpunkt, der bør underbygges på enhver optænkelig måde, som kan forenes med retsprincipperne. Hvad der må tænkes på, er igangsætningsmidler. Selv i det bedst ordnede samfund vil der jo nok vedblivende træffes mennesker, som ved uheld, forsømmelse eller letsindighed kommer på bar bund. Uden at komme ind på, hvordan jeg kunne tænke mig midlerne tilvejebragt, skal her løseligt skitseres en hjælpeinstitution. Der søges oprettet et offentligt kreditfond, som giver udlån mod så ringe renteydelse, at det forslår til at give dækning for uerholdelige tilbagebetalinger. Fondet tænkes anvendeligt til at muliggøre flytninger eller overgange til andre erhvervsfag, at give sammenslutninger i om ny erhvervsforetagender en start, samt at sætte enkeltpersoner i gang med virksomheder (handel, håndværk, jordbrug osv.). Pågældende måtte nyde så megen tillid, at de kan skaffe privatlån eller kaution i en udstrækning svarende til mindst l/8 af det lånte beløb; ingen skulle have hjælp mere end én gang. Forøges fondet ved gaver, legater eller på anden måde – en bedre anvendelse af velgørenhedsofre vil vanskelig findes – kunne det disponible bruges til at sætte ubemidlede blandt den opvoksende generation i vej med selvstændige erhverv efter udstået læretid, mod forlangende om bestemte indskud af opsparet egenkapital. At tilvejebringe et kreditfond i hver kommune, stort nok til at yde nødtørftig bistand i alle tilfælde, hvor den, der er “slået ud”, forbinder arbejdsvillighed med personlig soliditet, vil ingen uløselig opgave være.

7. Retsordenen skal være systematisk

For at være holdbar må den sociale ordning ikke blot grunde sig på almene livskrav, som intet individ kan komme udenom, hvordan end dets tilværelse former sig, og som heller ikke rokkes af tidens omvekslinger. Der kræves tillige, at ordningen skal udgøre en systematisk helhed. Heri ligger, for det første at den på alle områder og i alle forhold, hvor den griber regulerende ind, skal udledes af de samme principper; for det andet at lovgivningen skal udstrækkes så langt, disse principper tilsiger, hverken mere eller mindre; de bestemmer grænserne for, hvad der skal være under lovens tvang, og hvad der skal være frit. Retsordenen må med andre ord hverken være et brudstykke eller en sammenflikning af påfund, der hver bygger på sit grundlag.

Udgør de retsbeskyttede områder kun et brudstykke i forhold til princippernes rækkevidde, vil det uundgåeligt medføre skævheder i den sociale gensidighed. Retsydelsen og retsnydelsen vil ikke overalt opveje hinanden ens. Menneskenes interesser og foretagender bevæger sig jo på højst forskellige områder. Nogle mennesker får måske i alt væsentligt fuld retsnydelse, idet deres interesser rører sig på felter, hvor ordenshåndhævelsen giver anliggenderne god sikkerhed og klarhed; mens andre finder kaos og vilkårligheder på de felter, hvor deres stræben udfolder sig. Lovens forening af tvang og værn kommer derfor til at virke ulige. Især når hensyn tages til, at alle ligeligt skal bære omkostningerne ved retsplejen, bliver forholdet forkasteligt.

Er den sociale orden sammenflikket ud fra en mængde hensyn, der peger hver sin vej, vil retten uvægerligt på talløse punkter komme i modstrid med sig selv; man kommer ud i at skulle mægle mellem de ulige hensyn, afgørelserne bliver holdningsløse, og de vil med tidernes omskiftelser og vekslende betryk komme til at svinge hid og did. Er retskendelsen fra i år forskellig, fra retskendelsen fra i fjor eller næste år, vil det sige, både at begreberne opløses, og at retten sår vildrede i stedet for orden.

Mange hylder den opfattelse, at den sociale ordning bør fremgå af et samspil eller en afbalancering mellem hvad man kalder individets ret og samfundets ret, som antages at stå i født modsætning til hinanden. Det er i bund og grund en uklar opfattelse. Hvad er samfundet andet end individerne? Samlivet, vil man måske sige; men hvad er samlivet andet end individernes indgriben i hinandens liv? Det er netop samlivets forhold, retsmoralen tager sigte på at udrede, og vi har intet som helst fundet om, at de retsmoralske “samfundskrav” modsiger individets ret, tværtimod fremgår de af individets uvægerlige behov og vilje. Hvis man med samfundet mener samfundsordenen, er der intet modsætningsforhold til individets ret; ordenen indstiftes just, fordi individets livsudfoldelse kræver den som betingelse. Hvad andet kan der· menes med individets og samfundets ret? Det er ganske gådefuldt, hvis ikke meningen med ordspillet mulig skulle være, at individet må bringe ofre og finde sig i indskrænkninger for at “bevare samfundet”, eller “udvikle samfundet” til det bedre. Såfremt hermed tænkes på opretholdelse og fuldkommengørelse af den retmæssige samfundsorden, er dette rigtigt, den skylder vi alle bidrag til, men temmelig begrænsede og lige bidrag, og disse gør intet indgreb i individets ret, da de vederlægges gennem retsbeskyttelsen og må kaldes en udmærket forretning. Men udover dette findes der intet gyldigt krav om samfundsbevarelse. At holde samfundet sundt, livskraftigt, at frugtbargøre og forædle samlivet, eller hvad man nu vil pege på, er individernes opgave hver for sig og ikke gennem “lovens arm”. Retten skal ikke andet end holde orden, så individerne får fred og tryghed til hver efter sin lyst og evne at bidrage til “samfundets fremgang”. Et modsætningsforhold findes ikke, det er kun tænkeligt, hvis nogle rotter sig sammen om at tvinge andre til at tjene deres interesser; men et sådant flertalsregimente har intet med ret at gøre, det er plump overmagtsudnyttelse, en art slavehold. Flertallet kan jo nemlig pleje sine interesser selv. Siden de er så mange og så kloge, må de jo sagtens kunne magte det uden at gribe til stympernes middel, sammenrottelse.

I øvrigt gøres opmærksom på, at selvom retsordenen giver individet fuldt selvstyre, vil flertallet dog beholde et meget virkningsfuldt magtorgan, nemlig den offentlige menings tryk. Der vil altid være en mængde mennesker af den slags, man kalder medløbere. Og hvad de genstridige angår, kan henvises til, at samlivet omfatter mange frivillige ydelser – agtelse, selskabelig omgang, frit samarbejde, anerkendelse osv. – andres misbilligelse er derfor et stærkt våben, især når den antager en udstrækning, der peger hen imod isolering, afbrydelse af det fri samkvem.

Principielt skal overalt indenfor retsordenen ethvert tilgodehavende kunne udpege bestemte skyldnere; til retmæssige fordringer må svare retmæssig skyld, dette selvfølgelige grundforhold går i urede, hvis retsordenen ikke danner en systematisk helhed. Kun i bestemte tilfælde bliver retsordenen sagesløs, om tilgodehavender ingen skyldner finder, nemlig hvor retsforvikling opstår, idet mennesker uforskyldt kommer under handlingstvang som følge af kræfters spil, ingen retspleje kan beherske. Der står da kun tilbage muligheder for at bringe forholdene i lave igen. I disse talrige tilfælde, men også kun her, bliver den retmæssige handling at finde gennem en afvejning af “hensyn” til forskellige sider. Dog er det ikke velfærdshensyn i al almindelighed, det drejer sig om, men udelukkende hensyn til faktisk forhåndenværende rettigheder hos parterne ifølge den principielle retsorden. Det vil ses, at der fra rettens side aldeles ikke er tale om noget brud på den systematiske sammenhæng, men stadig kun om at bekræfte og tilstræbe princippernes gennemførelse.

Det er imidlertid ikke nok, at samtlige udstedte love danner en systematisk sammenhæng. Retten har det praktiske mål, at hver enkelt borger til betryggelse for sin livsførelse opnår fuld sammenhæng mellem sin retsydelse og sin retsnydelse. Ofte vil man ikke være i stand til at holde sine løfter, tage sit ansvar, udrede sin skyld, medmindre man selv punktligt erholder sine tilgodehavender, får sine retmæssige krav opfyldt, ser sine aftaler sikrede. Denne sammenhæng mellem retsydelse og retsnydelse indenfor den enkeltes handel og vandel kan ikke antages at fremkomme, mcd mindre retsplejen gøres til et offentligt anliggende. Dels må en tilstrækkelig ordensmagt stå bagved fordringerne, dels må retsplejen være ensartet overfor alle, hvad ikke ville blive tilfældet, hvis den overlodes til enhvers personlige fortolkning og selvtægt. Når man har spurgt, om det ikke var nok at opstille den naturlige retsorden klart for alles øjne og så overlade til hvert myndigt medlem af samfundet at efterkomme den i erkendelsen af dens rigtighed og nødvendighed, må der svares nej. Utvivlsomt ville da en vrimmel af personlige påfund og undskyldninger, et utal af ensidige og kortsynede opfattelser gøre sig gældende, ordenen ville på talløse punkter krøges, lammes og gå i urede. Selvom den anarkistiske lære holdt stik, at retsfølelse og ordenskærlighed ville gro frem hos alle, når tvang og undertrykkelse ophører, kan det dog ikke antages, at samme ordensforestillinger vil slå igennem i hvert sind, sammenhængen vil briste på de personlige forudsætningers endeløse forskellighed.

En så vidt mulig upersonlig offentlig retspleje, der i fornødent fald kan virke tvingende, er også nødvendig for at skabe så omfattende tillid til overenskomster, at samarbejdet ret kan trives. Den blotte personlige tillid er ikke nok. Erfaringen viser, hvor skrøbelig den er. Ikke engang et langt livs retsindighed og pålidelighed formår at sætte bom for alskens mistænksomhed. “Hvem kan man overhovedet stole på?” er et spørgsmål, der atter og atter dukker op. Uden en tvangsinstans i baghånden ville tilliden ikke spænde ret vidt.

Bliver den systematiske sammenhæng og helhed i samfundsordningen gennemført, sådan som retsstatsprogrammet tilsigter, vil for første gang i lovgivningens historie to forargelige forhold ophøre. For det første at samtidige love kommer i modstrid med hinanden, så man må slå ind på mellemveje, kompromisser mellem dem, hvilket i virkeligheden betyder retsbrud fra selve de ordensskabende organers side. For det andet at ny lovgivning volder beklipninger eller omstødelser i forud givne rettigheder, idet de ny love kun kan klemmes ind i det bestående ved at forskubbe og fordreje flere eller færre forhold deri. Det er jo nærmest pjat, retsvrøvl; enten må det forrige eller det nye være galt. Henvisningen til, at den stadig skridende udvikling idelig skaber nye sociale forhold, passer ikke. Nye sociale forhold opstår meget sjældent, sædvanlig kun med menneskealdres mellemrum på et eller andet område. Det kan ikke blive til hobe af ny love hvert år. Denne lovmagerflid går i virkeligheden ganske tarveligt ud på tilbagekaldelse af det forud gjorte; makkeri er navnet. Tilmed, når det ny må presses ind i det bestående ved at gøre forskubninger deri, er intet menneske i stand til at overskue, hvad der til sidst vil komme ud deraf, det forplanter sig jo ud til siderne ganske uberegneligt. En tilsyneladende rettelse i første omgang kan afstedkomme en mængde forurettelser gennem den videre forplantning.

Heller ikke retsstatens talsmænd påstår at kunne præsentere et fuldstændigt system. Ud i fremtiden må der arbejdes på at fuldstændiggøre ordningen. Hvad der anvises, er kun de væsentligste hovedtræk og retningslinjer for udformningen. Men disse træk vil på ingen måde blive omstødt af de senere kompletteringer. Kun er det uoverkommeligt på forhånd at overskue hele vrimmelen af forhold og mulige tilfælde, livet frembyder.

[1] Herom henvises til en artikel om værdisvingninger i Det frie blad nr. 21-23 1926.

[2] Sætte i bås? / pma